Disneyland,
over Mont Blanc i svævebane og en udstoppet Sct. Bernhardshund.
En rejsefortælling af Kim Greiner.
Juli 1997
Jeg havde ikke troet det selv, at netop vi ville på ferie i Frankrig, efter alt det besvær for et par år siden med at skrive breve til den franske præsident Jacques Chirac og protestere mod hans uhæmmede atomprøvesprængninger på Mururoaørene. Da vi ikke drikker meget rødvin, og slet ikke fransk, kunne vi kun true ham med at skifte bilmærke, efter 24 gode år med Citroen, hvis han ikke stoppede omgående. Vi fik et nydeligt svarbrev fra den franske ambassade, hvor de tilkendegav, at de ikke ønskede at stoppe, og vistnok havde en masse gode argumenter, for desværre var det kun ark 1, der var på dansk, hvorimod fortsættelsen på ark 2 var på fransk, som vi desværre kun forstår 5 gloser af, og de indgik ikke i brevet. Jeg håbede så, at de ikke ville kludre lige så meget med atombomberne, som med at putte 2 ark papir i en kuvert, og da vi altid holder, hvad vi lover, måtte vi med stort tab skifte bilmærke til Toyota og sælge vores kun 1½ år gamle velkørende Citroen, og vi belavede os på en total boykot af alt fransk, og så håbede vi, at japanerne ville opføre sig ordentlig.
I år skulle vi så til vores yndlingsferieland Norge, lige indtil jeg faldt over en brochure fra FDM med favorable tilbud med overnatning og fri adgang til Disneyland Paris. Nu havde Chirac jo faktisk også stoppet bomberne for et stykke tid siden, og man skal jo heller ikke gå og bære nag i al evighed, så jeg bestilte igennem FDM 4 overnatninger med morgenmad på hotel Cheyenne i Disneyland, includeret 5 dages fri afbenyttelse af alle Disneylands forlystelser. Sådan en pakkeløsning kostede 5.710 kr for 4 voksne barnlige sjæle og det var da i grunden ikke så galt. Samtidig bestilte jeg en hotelovernatning i Kassel og en i Luxemburg, da vi ville bruge 3 dage på turen ned til Paris. Efter Disneyland ville vi fortsætte turen i telt, i lidt mere løs planlægning, men ihvertfald ned til de franske alper med Mount Blanc, Europas højeste bjerg. Turdeltagerne var vores weekendbarn/unge dame Camilla, vores søn Søren, som vejrede lidt bjergvandring i farvandet og så Gitte og Kim.
Tyske motorveje er bestemt ikke morsomme med de mærkværdige tyske regler, at bilister må køre lige så hurtigt, de har lyst til, og især ikke når vi selv kørte i en lidt tungt lastet feriebil, der egentlig godt kunne have haft lidt mere motorkraft. Hvis der endelig var en lastbil, der kunne overhales, skulle der tages grundigt bestik i bakspejlet inden forsøget, og jeg begyndte at kunne huske noget om, at den intense hurtige trafik er hovedgrunden til, at vi så sjældent kører sydpå i ferierne.
Hen under aften fandt vi i udkanten af Kassel det store nydelige Queens Moat House Hotel, hvor et 4 sengs værelse uden morgenmad kostede 480 kr. Om aftenen kørte vi ind til bycentrum og fik noget aftensmad, og vi gik da også en byrundtur i den over 1000 år gamle by, der desværre blev så ødelagt under krigen, at der vist ikke er et eneste gammelt hus tilbage.
Senere på aftenen sad Gitte med fjernbetjeningen til TVet og trykkede på knapper for at se udvalget af programmer. Uheldigvis kom hun ind på en meget meget fræk film, og medens Camilla sad med store øjne, havde Gitte i sin befippede desperation besvær med at få skifte kanal på fjernbetjeningen. Næste morgen blev vi ved udcheckningen af hotellet præsenteret for en ekstraregning på 20 DM for benyttelse af en pornobetalingskanal, men så rullede mor Gitte sig ud på sit bedste skoletysk, at hun faktisk var meget vred over, at man uforvarende kunne komme ind på den slags kanaler med sin kun 15 årige datter som tilskuer, og vi ville ihvertfald ikke betale en øre. Det måtte hotellet så tage til efterretning, og var vist meget glade for, at de ikke også fik en retssag på halsen.
Morgenmaden på hotellet ville have kostet ca. 100 kr. pr. person, og det var sådan lige i overkanten af, hvad der var rimeligt, så på et par medbragte muffins og lidt juice, kørte vi de 24 km til Melsungen for at finde en bager. Melsungen er en rigtig gammel bindingsværkby, lige efter vores hjerte, så vi gik og nød søndagsmorgenfreden og de hyggelige omgivelser, indtil vi endelig blandt adskillige lukkede bagere, fandt en lillebitte butik med en meget lang kø, men de solgte også nogle herlige helt varme rundstykker.
Når grænsen er passeret til storhertugdømmet Luxembourg, er der omkring 30 km til hovedstaden af samme navn, og i udkanten af byen næsten klods op af Europaparlamentet, med alle unionens flag blafrende fandt vi det alt andet end beskedne Europlaza Hotel. Jeg havde bestilt overnatningen hjemmefra, der ifølge kataloget kostede 960 kr. uden morgenmad, men i mellemtiden havde hotellet skiftet ejer, sommerrabatten var sløjfet og overnatningen kostede 1.530 kr, dog nu med morgenmad. Prisstigningen var jeg bekendt med hjemmefra, men da jeg godt ville have Luxemburg med i ferieoplevelserne, havde jeg accepteret, og forberedte så familien på, at vi skulle spise for 570 kr morgenmad. Appetitten kunne vi så ligge og samle i 2 lækre og veludstyrede dobbeltværelser med ialt 4 dobbeltsenge, men inden da skulle vi ud på aftentur i den lille hovedstad.
Luxemburg er en smuk by beliggende på begge sider af en dyb kløft med store og små broer over floden Alzette og med gamle fæstningsværker, der i århundreder blev regnet for Europas stærkeste. Fæstningsværkerne er nyrestaurerede og er nu frit tilgængelige, og med trapper op og ned, tårne og flotte udsigter blev Camilla grebet af stemningen og erklærede, (som musik i mine ører) at når hun blev voksen, ville hun have sine børn med og vise dem Luxemburg. Vi havde ikke kort over byen og efter at have gået rundt i 4 timer, og passeret broerne adskillige gange frem og tilbage, mistede jeg tilsidst orienteringen og havde ingen anelse, om bilen stod på den ene eller anden side af kløften. Det var efterhånden også begyndt at mørkne og småregne, men ved fælles hjælp fandt vi da langt om længe bilen, der desværre holdt på en femsporet ensrettet vej, der førte ud af byen. Vejen blev senere til en motorvej, så først halvvejs til grænsen kunne vi vende om og finde Luxemburg og hotellet igen.
Blandt mange sikkert meget betydningsfulde slipse-mennesker med dokumentmapper, indtog vi det da ganske udmærkede morgenmåltid og følte os kun lidt udenfor i vores lette sommerferiepåklædning. På Europakortet fylder hele hertugdømmet Luxemburg ikke meget mere end et stort frimærke, så med noget besvær forlod vi igen Luxemburg, men pludselig var vi ude ad den rigtige motorvej mod Frankrig.
Grænsen til Frankrig blev passeret uden paskontrol, og tophastigheden på de franske motorveje på 130 km/timen er noget mere manerlig end det tyske kør-som-du- vil-system, men så skal der i Frankrig til gengæld betales gebyr for afbenyttelsen af motorvejene.. På strækningen mellem Luxemburg og Disneyland, der ligger 32 km øst for Paris centrum, kostede det ialt 117 FF sådan ca. 135 kr. På nogle motorveje kan man køre et længere stræk og skal først betale ved afkørslerne, men da et betalingssted kræver mandskab, er der meget langt imellem afkørslerne. Det er så bare ærgerligt, hvis en afkørsel bliver overset, og der skal køres 20 km i den forkerte retning og så 20 km tilbage igen. På andre motorveje er der lavet vejspærringer med betalingsboxe med kun 10-20 km mellemrum, men så kan man da hele tiden følge med i, hvor hurtigt den videre fremfærd tærer på pengebeholdningen.
Disneyland Paris blev åbnet i 1992, og selve forlystelsesparken ligner meget Disneyland i Californien og Magic Kingdom i Disney World i Florida, men med de 7 forskellige tilhørende hotelområder, kunstige søer, floder og beplantninger af store træer og egen station med togforbindelse til Paris, må hele herligheden have været en enorm investering.
Så snart man kommer ind på Disneylands område, er alting veltrimmet og rent uden så meget som et henkastet cigaretskod eller en ukrudtsplante nogetsteds, og det hele virker meget velorganiseret. Lige udenfor forlystelsesparken ligger Hotel Disneyland i lyserød stil med tårne, karnapper og andre gesvejsninger, og hotellet er for dem, der gerne vil betale for vild luksus i eksklusive omgivelser og med underholdning af disneyfigurer til morgenkaffen. Hotel Santa Fe i mexikanerstil er i den billigste ende af hotelskalaen, og vi havde valgt indlogering på Hotel Cheyenne, også i den mere ydmyge del af skalaen.
Hotel Cheyenne er et område i wild-westbystil, og selvfølgelig med alt personale i cowboydragter, så det hele kunne sagtens danne kulisse til en westernfilm, hvis hotelgæsterne blev ryddet væk fra gaderne. Vores hotelafsnit hed Wild Bill Hickock, og værelset var i rustik westernstil med støvlelampe, bøffelmotiver på gulvtæppet, vifte i loftet, solide træmøbler, dog med plastiklaminat, og et tilsyneladende udskåret træspejl med lasso og cowboyhat, men i plastik. I det hele taget er næsten alt i Disneyland lavet af plastik eller kunststof f.eks. murstenene, granitkvadre og træværk i de "gamle" huse, men det er lavet så godt, at man er nødt til at banke og kradse på murværket for at kunne konstatere, at det ikke er ægte.
Fra Cheyenne Hotel er der bus ind til forlystelsesparken hvert 20 min., men der er nu heller ikke længere, end at turen kan tilbagelægges til fods på et kvarter, og vi nåede da lige derind og snusede rundt 3-4 timer, inden de lukkede kl. 20.
Disney-Village, der ligger lige uden for hovedindgangen, holder åben til langt ud på aftenen, med forretninger, restauranter, barer, musikoptræden og et stort dinner-show, så der er masser at se på også efter lukketid.
Morgenmaden blev indtaget i Cheyenne Hotels kæmpestore westernrestaurant Chuck Wagon Cafe. Første morgen blev vi noget forfærdede over alle de mennesker, der stod i en lang kø og ventede på bespisning, men det viste sig at Disney & Co havde fod på situationen, og i løbet af få minutter var vi fremme ved indcheckningen og fik udleveret nytørrede bakker af 2 søde cowgirls og kunne så tage for os af retterne.
Selve forlystelsesparken er opdelt i forskellige "lande", hvor Mainstreet USA er et billede på en hyggelig amerikansk provinsby fra 1900 tallet med veteranbiler, hestesporvogne og forretninger. Frontierland er det vilde vesten med bl.a. hurtigkørende guldgravertog, hjuldampersejllads og et uhyggeligt spøgelseshus. Adventureland med bl.a. en tur gennem Indiana Jones tempel og en rigtig flot sejltur igennem sørøverland med hundredvis af mekaniske dukker. Fantasyland er henvendt til de yngste med forskellige ture i eventyrverdenen, og Discoveryland er i høj grad baseret på Jules Vernes historier om teknologiske bedrifter. Desuden er der 3-D film, 360 grader film, forskellige shows og forestillinger rundt omkring i parken, så der er nok at se på.
Camillas favorit var helt sikkert Space Mountain, der skulle illudere Jules Vernes kanonaffyring i "Rejsen til månen". De modige gæster, der vover sig op i kanonkuglen, blev afskudt i kanonen, og tordnede rundt i bælgmørke med 70 km/timen i loop og rulninger. Den prøvede jeg selv kun en gang , da det bagefter kneb med balanceevnen, maven og sitrende ben, men Camilla fik da lokket Søren og Gitte med op et par gange senere, mod at hun selv ofrede sig og næsten godvilligt fulgte med os andre rundt, selv på tur med "Dumpos lille cirkustog rundt i historiebogen".
I Disneyland er det en god ide at være bevæbnet med nogen tålmodighed, da der især ved de bedste forlystelser, godt kan være ret lang kødannelse, men selv om vi var der i juli måned og vel højsæsonen, tog den længste kø omkring en halv time. Man står heller ikke i kø, men man går i kø og kommer hele tiden rundt og ser noget nyt, så kødannelsen oplevede jeg selv mere som et kærkomment pusterum. Desværre er det ikke alle, der har køkultur, så nogle gange tog Gitte og jeg hinanden under armen og blev meget breeeede, og nok også nogen gange lidt upopulære hos dem, der ikke plejer at vente på deres tur.
Rundt omkring i Disneyområdet er der omkring 30 spisesteder, mest noget a la fast-food i forskellige varianter, og det var sjældent, vi spiste for mere end 50 kr pr. person, men man kunne da også godt få en hel menu på et af de fine Disney-hoteller til 233 kr. pr. person.
Den sidste aften havde jeg nu alligevel spenderbukserne på, da jeg hjemmefra havde bestilt billet til Buffalo Bills Wild West Show til den nette sum af 352 kr pr. person, men det var så også includeret en cowboyhat og en 4 retters cowboymenu, der blev serveret løbende under forestillingen. Efter at gamle Buffalo Bill omkring århundredeskiftet havde tæmmet sig selv, indianerhøvdingen Sitting Bull og skarpskytten Annie Oakley (der havde besvær med at få ram på en mand), rejste han med stor succes USA tyndt med sit show og gæstede endda også Europa. I Disneylands udgave af showet var de gamle berømtheder genoplivet, og sammen med masser af cowboys og indianere, galoperende heste, høns, langhornskvæg og endda en flok bisonokser, blev der leveret en flot og farverig forestilling. Nutidens Annie er dog nok ikke lige så skrap med bøssen som gamle Annie, for da hun skulle skyde til måls efter balloner i loftet, gik der et halvt sekund fra skuddet lød til ballonen sprang, men selvfølgelig ville skarpe skud også give en masse huller i loftet med 2 forestillinger hver aften året rundt.
På godt 2 dage havde vi set og prøvet det meste i Disneyland, og da vi nu alligevel var i nærheden, ville vi da også lige kikke lidt på byernes by Paris. Bilkørsel og især parkering i Paris er efter sigende for viderekomne, og da Disneyland har egen station med forbindelse til Metroens 355 stationer, købte vi en heldagsbillet til fri afbenyttelse af alle Paris-tog for 80 kr pr. person, og mærkværdigvis ramte vi plet og fandt La Grande Arche i La Defense i første forsøg.
I forstaden La Defense er et faldefærdigt arbejderkvarter blevet ryddet og istedet er et landskab af skyskrabere, marmor, beton og skulpturer skudt op, både over og under jorden. Det nye kvarter er ikke hyggeligt, og vel heller ikke pænt, men alligevel imponerende og spændende i al sin betonbyggekunst, og ihvertfald er den danske arkitekt Otto von Spreckelsens Menneskehedens Triumfbue vildt imponerende. Triumfbuen stod færdig i 1989, og det kan på afstand være svært at bedømme, hvor stor den er, men Notre Dame katedralen kan faktisk stå inde i hullet i midten, og fra toppen i over 100 meters højde er der en flot udsigt ud over byen, bl.a. til den gode gamle Triumfbue i det fjerne.
Køen ved Eiffeltårnet var næsten lige så lang, som tårnet er højt, men vi havde jo træningen fra Disneyland, så det var ikke noget problem. Langs med køen gik adskillige pågående sælgere og tiggere, der dog forsvandt som dug for solen, da en politibil ankom og parkerede på pladsen. Tårnet blev bygget til en verdensudstilling i 1889 og består af 18.000 stykker metal og 2,5 millioner nitter, og det påstås, at der hvert år påføres 50 ton maling, så på et eller andet tidspunkt bliver gitterkonstruktionen vel massiv. En tårntur helt op til øverste udsigtspunkt i 274 meters højde kostede omkring 65 kr. pr. person, men udsigten og oplevelsen var rigeligt pengene værd.
Tidens tand har gnavet kraftigt på Notre-Dame, så tårnene var lukket på grund af en meget tiltrængt restaurering. Bygningen af katedralen blev påbegyndt i 1163 og arbejdet var færdigt 182 år senere og var så i brug indtil revolutionen i 1789, hvor kirken blev plyndret og brugt til vinlager og senere solgt til nedrivning. Heldigvis reddede Napoleon 1. bygningsværket i sidste øjeblik, og havde senere så et smukt sted til at krone sig selv til kejser af Frankrig.
For en gangs skyld var der noget, der var gratis, da der var fri adgang til kirkerummet, og Camilla tændte et vokslys og tænkte på sin hedengangne kanin Stampe, og jeg tænkte på, hvor behageligt der er i et køligt kirkerum, fremfor varmen udenfor.
Udenfor kirken var der flere gratis fornøjelser, da nogle unge mænd gav opvisning i forhindringsløb og spring på rulleskøjter, og senere tog vi på bådrundtur på Seine, og det var til gengæld ikke spor gratis.
Sidst på eftermiddagen kom vi igennem et meget livligt kvarter, og vi fandt en enorm stor underjordisk togstation i adskillige lag. Hjemturen gav da også en del problemer, da vi kom ud i den forkerte retning, så vi måtte tage toget tilbage. Derefter ud i den rigtige retning - troede vi - det var igen forkert, så tilbage igen og så endelig ud i retning til Disneyland, så alt i alt fik vi en lidt dyr, men spændende dag i Paris.
Efter den sædvanlige massemorgenmad forlod vi Disneyland, og skråede så tværs igennem landskabet af små veje og fandt derefter motorvejen syd for Fontainebleau. I udlandet er det som regel mig, der kører, og Gitte er den udmærkede navigatør, men da kortmaterialet, skilte og vejnumre, nogle gange lader noget tilbage at ønske, hænder det, at der køres forkert, og selvom jeg, med noget jeg troede var en meget tålmodig stemme, spurgte til den videre fremfærd, blev de negative vibrationer straks opfattet på bagsædet af Søren og Camilla, og vi blev beskyldt for skænderi. Nå, det blev så aftalt, at når der blev kørt forkert, skulle det engleblide stemmeleje findes frem, og hver sætning skulle afsluttes med søde Kim eller søde Gitte, og det forlød fra bagsædet, at det hjalp gevaldigt.
Vejret var skyfrit og bagende varmt, og jeg begyndte at filosofere over, at i vores næste bil skulle der være air-condition. Efter Auxerre kom der heldigvis nogle barmhjertige skyer på himlen, og lyn viste sig i det fjerne. Sidst på dagen nåede vi Beaune og skulle egentlig have overnattet i byen, men Gitte meddelte: " Jeg tror nok, jeg fik overset en frakørsel, søde Kim, så vi skal lige køre 25 km nordpå, før vi kan vende om og køre tilbage". "Jamen, så gør vi da bare det, søde Gitte" måtte jeg så pænt svare, men da vi så endelig kom af motorvejen, kom vi igennem en lille hyggelig by med en campingplads ned til floden, så det blev istedet overnatning i Seurre.
Vi havde lånt et stort kuppeltelt med flere afdelinger, og teltet havde vi ikke før prøvet at stille op. Luften var varm og trykkende, og skyerne lignede regnvejr om et øjeblik, så det blev til en del søde Kim og Gitte og forresten også søde Søren og Camilla, inden teltet i sidste øjeblik var oppe og en byge buldrede ned.
Senere aftentur i den lille by og spisning i en lille snask, hvor al kommunikation med den meget venlige vært foregik med fingersprog og X i kalenderen for fredag den 11-7-97. ( Der var noget mad, som Camilla godt kunne lide.)
I Seurre, og senere andre steder, og såmænd også i en større by i Schweiz, stiftede vi bekendskab med en kulturforskel mellem os nordboere og sydlændinge. Offentlige toiletter er et rum uden toiletkumme, men med et hul i gulvet, og på de lidt finere steder er det på gulvet afmærket, hvor det er mest hensigtsmæssigt at placere fødderne.
Lidt før Macon, svingede vi af motorvejen vestover, bjergene begyndte at rejse sig, og et virkelig flot stykke motorvej med broer og tunneler blev tilbagelagt inden en eftermiddagsvisit i den schweizske by Geneve. For første gang blev vi stoppet ved en grænse, og ivrigt blev passene fundet frem. Dem var der imidlertid ikke interesse for, istedet blev vi spurgt, om vi skulle køre på motorvej i Schweiz, hvorefter jeg kunne pege på en mærkat på forruden, som var erhvervet hjemmefra for 187 kr, og som gav os ret til ubegrænset kørsel på alle Schweizs motorveje i hele 1997. Senere fandt vi da også et stykke motorvej på 50-60 km, så pengene var da ikke helt spildt.
Geneve, der er Schweizs tredjestørste by, ligger smukt ved Genfersøen, og er kun forbundet med moderlandet med en smal landtange, men er ellers på alle sider omgivet af storebror Frankrig. Byen er hjemsted for omkring 200 internationale organisationer og er bl.a. hovedsæde for FNs europæiske afdeling og det internationale Røde Kors. Vi kom dog blot forbi, og gik en tur på havnepromenaden og spiste fine is i glas, og beundrede Jet d' Eau, det berømte springvand, der med en jetstråle af vand når op i en højde af 145 meter.
Chamonix ligger i Frankrig, men lige på grænsen til Schweiz og Italien, og med en storslået udsigt til gletchere og Europas højeste bjerg Mont Blanc, der i hvid majestæt hæver sig 4807 meter op mod himmelen. Vi fik lige klemt os ind på den meget idylliske campingplads Les 2 glaciers, med gamle små bjælkehytter, klipper, krogede træer og en lille bæk rislende igennem området.
Chamonix er en rigtig turistby, hvor der endda kan ses reklameskilte med japanske skrifttegn, men byen er også udgangspunkt for den mest storslåede og spændende tur, man kan forestille sig - svævebanen tværs over Europas tag. Jeg købte biletter til den store tur, d.v.s. tværs over Mont Blanc massivet til Italien og med bus tilbage igennem Mont Blanc tunnelen - 1400 kr for 4 personer, men turen var rigelig pengene værd.
Vejret var perfekt og næsten skyfrit, da vi steg ombord i den første svævebane der på 8 min. bragte os fra 1030 m op til 2317 m og lidt senere med den anden svævebane til Aiguille du Midi i 3842 meters højde og 2 graders frost i skyggen. Camilla, der ellers elsker rutsjebaner, blev lidt dårlig, men nok på grund af overtryk i maven, og tilsynelydende var der også andre turister, der udlignede overtrykket i den heldigvis friske bjergluft.
Aiguille du Midi er to bjergtoppe "Piton Nord" og "Piton Central", hvor den sidste er lidt højere og nås med elevator inde i bjerget, men på begge toppe er der flere terrasser med udsigt til hele den hvide verden, den grønne dal med Chamonix og selvfølgelig til den hvide majestæt Mont Blanc. Der gik lige lidt tid, inden vi havde set os mætte på den udsigt. Turen fortsatte i 4 mands panoramagondoler i stille og roligt tempo over Glacier du Geant, der er en kæmpegletscher der breder sig ned fra Mont Blanc. Turen over gletscheren var så fantastisk smuk, at det ikke kan beskrives - så det vil jeg lade være med.
Endestationen Rifugio Torino ligger på italiensk område, så her købte vi en skinkemad til 36.000 Lire, hvad det så end er i danske penge, men vi nød maden og solen på en udsigtsterasse med snedriver, der kun modvilligt ville overgive sig. De fleste turister vender om her og tager turen tilbage, men vi havde jo billet til den store tur og fortsatte endnu med 2 svævebaner ned af den italienske bjergside. Egentlig var der også en 3. bane, men efter lidt diskuteren frem og tilbage, besluttede jeg øh vi næsten enstemmigt, at gå det sidste stykke ned, "det er jo kun det lille stykke, og det kan højst tage en halv time".
Efter at have gået/kravlet halvanden time af en uvejsom stejl sti, og uden skyggen af turister udover os selv, begyndte jeg at spekulere på, hvornår den sidste bus mon egentlig kørte tilbage til Frankrig, og jeg så i ånden, at vi skulle overnatte i Italien, uden så meget som en tandbørste. Lykken står den kække bi, så da vi endelig kom ned til den lille italienske by Entreves, var der rigelig tid til at spise 2 is hver, inden den sidste bus kom, og kørte os igennem den over 10 km lange Mont Blanc-tunnel til Chamonix.
Næste dag havde jeg planlagt noget, jeg troede var en lille bjergrundtur i egen bil, men bjergkørsel tager sin tid, især når den lille tur blev over 200 km. Igen kørte vi igennem Mont Blanc-tunnelen og kørte lidt rundt i Italien, inden vi holdt frokostpause ved en lille rasteplads, nær en iskold bjergstrøm, som trods kulden var dejlig at soppe rundt i.. Derefter gik det af 27 halsbrækkende hårnålesving op til Sankt Bernhard passet i 2469 m højde, hvor vi stoppede for at strække ben, og en vis ung sød dame meddelte, at hun vistnok havde glemt sine sko nede på rastepladsen. Derefter gik det af 27 halsbrækkende hårnålesving ned til rastepladsen, og 27 halsbrækkende hårnålesving op til Sankt Bernhard passet igen, hvor vi denne gang stoppede 100 m længere fremme på den schweizske side af grænsen ved Augustiner-klosteret.
Klosteret indeholder et museum om passets lange historie, som startede allerede før romerne byggede en vej over, og vejen kan forresten stadig ses ved siden af klosteret. Det er også her på klosteret, der opdrættes ægte levende Sankt Bernhard hunde, som især før i tiden blev sendt ud i snemasserne for at finde forsvundne rejsende. Den mest berømte hund hed Barry og reddede i forrige århundrede ialt over 40 forsvundne mennesker. Som tak for god og trofast tjeneste blev den udstoppet og stillet op på museet, men heldigvis så de levende hunde ikke kan se den.
Starten på nedturen fra Sankt Bernhard-passet var lidt af et mareridt. Skyerne var rullet ind over passet, så sigtbarheden var omkring 10 meter, og schweizerne havde droppet autoværnet: " Det er da ikke nødvendig i sådan et øde bjergpas, når vi har en fin Sankt Bernhard tunnel". Jeg sad heldigvis selv ved rattet, og fik også styret pænt udenom en flok løsgående køer, og de fleste af mine passagerer tog det da meget pænt, selvom der blev ytret ønske om at gå ned. Under skyerne var det desværre regnvejr, og efter at have kørt op og ned, og op og ned af yderligere et schweizisk og et fransk bjergpas, havde jeg fået stillet min hunger efter bjerge den dag, ihvertfald i bil, for om aftenen skulle vi da lige op med stoleliften til den lokale gletscher.
Næste dag startede hjemturen tværs igennem Schweiz, der er lidt mindre end Danmark, ihvertfald set fra oven, for hvis alle de bjerge blev rettet ud, må det være et meget stort land. Adskillige gange stoppede vi for at beundre det flotte landskab, og så lige for at lade de ophobede bilkøer bagved slippe forbi, da jeg som sædvanlig hurtig blev udnævnt til kolonnefører.
Efter Gletsch, der ligger ved foden af den store Rhonegletscher, snor vejen sig op til Furka-passet i 2431 meters højde, og da vi tilfældig kom forbi en ret stor parkeringsplads med en livlig aktivitet, svingede jeg ind, for hvis der er mange mennesker og biler, er der som regel også noget spændende. Vi havde lige holdt pause, så det var kun Camilla og mig, der gik ud for at rekognicere, for vi ville ihvertfald nødig gå glip af noget, og da vi så et skilt med isgrotte, fik vi i en fart hentet de andre.
Indgangen til isgrotten gik igennem en stor souvenirforretning, og først efter at have erlagt et beløb i klingende schweizerfrank, gik vi af de udlagte planker hen til tunnelindgangen i isen. Selvom gletzeren udvendig var brunfarvet af jordfygning var istunnelen indvendig blå, og det var en fantastisk oplevelse at gå ind i isen og se luftbobler en halv meter ind i væggene. Tunnelen endte i en isgrotte, hvor to "isbjørne" og en fotograf gik rundt og meget gerne, mod betaling naturligvis, ville tage nogle billeder af os. Den ene isbjørn blev straks meget forelsket i mig, eller også havde den regnet ud, at det var mig, der havde feriepengene, for den blev ved med at tage mig om skuldrene, og gnubbe sig op af mig med sin våde isbjørnepels. Tilsidst måtte jeg spørge, om den var en han eller hun, for hvis den var en han, var den ved at overskride min grænse for fysisk kontakt, men det endte da med, at vi blev overtalt og fik taget et par souvenirbilleder.
Lidt uden for en lillebitte by, der hed Hospental, fandt vi tilfældigt en meget primitiv campingplads, men til gengæld spiste vi aftensmad på en nærliggende fin restaurant, bygget i norsk fjeldstuestil med kampesten, mørke bjælker og med hyggelig pejseild.. Det var den sidste aften i bjergene, så Søren og jeg var nødt til kravle rundt et par timer på de nærliggende bjergskråninger og samtidig indvie Sørens nyindkøbte sammenklappelige vandrestav.
Videre hjemad af en snoet schweizisk bjergvej, men efter at have kørt det meste af formiddagen, havde vi kun tilbagelagt 48 km, så det var en hel lettelse, da der kom en stump motorvej, der førte ind til det lille fyrstedømme Liechtenstein, en af Europas mindste stater. Sådanne små fyrstedømmer får mig altid til at tænke på Bjørn Bjørnson der engang skulle sætte et teaterstykke op for hertug Georg på Hofteatret i Sachsen-Meiningen. Skarpe meningsudvekslinger mellem de to fik tilsidst hertugen til at råbe: "Hr. Bjørnson, De skal være ude af mit land inden 24 timer". Hvortil Bjørnson bukkede og sagde: " Det kan ske i løbet af en halv time, Deres Højhed - jeg er på cykel". Det kunne nok også nås i Liechtenstein der stækker sig op af bjergsiderne til Østrig og er i udstrækning kun lidt større end Skovbo kommune.
Hovedstaden Vaduz er lidt over dobbelt så stor som Borup, men nok med en hel del flere turister, og det var næsten umulig at finde en ledig parkeringsplads. Først kørte vi langsomt ned gennem hovedgaden på skarpt udkik, så ned af en sidegade og nok en sidegade, og så var der pludselig en enkel tom P-bås, og mærkværdigvis var det akkurat den samme P-bås, vi fandt tom for ca. 8 år siden, da vi også besøgte byen. Selvom Liechtenstein har møntunion med Schweiz, var der ingen problemer med betalingen på en lille restaurant, da jeg ryddede op i pungen og betalte med 3 forskellige valutaer. På en lille gåtur ned igennem byen, blev Søren standset af nogle amerikanske turister, der spurgte, om han ville tage et billede af dem ved et kort over fyrstedømmet, og bagefter ville de have et billede af ham - en "ægte" indfødt.
Efter Liechtenstein kom vi igennem et lille stykke Østrig, og så videre nordpå af de djævelske tyske motorveje, inden vi slog ind på " Die romantische Strasse" og fandt den herlige lille middelanderby Rothenburg ob der Tauber. Byen er stadig omkranset af bymur med vægtergang og tårne hele vejen rundt, og bybilledet har næsten ikke skiftet karakter siden 30-årskrigens dage. Selv burgerkæden Mc Donald har pænt måtte trække sig ind i et ældre hus, og kun reklamere med sin tilstedeværelse med et hængeskilt i smedejern. Rothenburg har forståeligt nok mange turister, og som sædvanlig, hvis der er noget interessant at se, er der også mange japanere. Forretningerne bærer præg af turismen, så der er mange souvenirbutikker og endda nogle, der er ret så specialiserede, idet der kun sælges julepynt året rundt.
Det er en stor oplevelse at gå bymuren rundt med udsigt til byens røde tage og tårne, og når så en virkelig god violinist sidder på en bænk i en lille borghave, og lader klassiske toner smyge sig mellem de gamle mure, så er en sommeraften i Rothenburg, ikke så ringe endda. Det var knap så romantisk, da vores naboer på den tætpakkede campingplads, midt om natten højlydt forstyrrede natteroen med 300 luftpumpedunk x 5 luftmadrasser.
Efter i en uges tid at have stillet telt op og pillet telt ned, oppumpet luftmadrasser (ikke midt om natten), og indtaget i det mindste morgenmåltidet halvt siddende på en sammenrullet sovepose, kunne jeg godt mærke, jeg ikke er 50 år længere. Så da vi kom til Celle i det nordlige Tyskland, overtalte jeg nemt de andre til at vende tilbage til civilisationen og tage ind på vandrehjemmet med rigtige senge, bord og stole.
Celle er en af vores yndlingsbyer, med alle de gamle rigt udsmykkede bindingsværkshuse og det smukke slot, hvortil den danske dronning Caroline Mathilde blev landsforvist efter sin kærlighedsaffære med Struense. Stakkels pige, hun var kun 15 år, da hun blev gift med den sindssyge Christian 7., og under landsforvisningen boede hun 3 år på slottet, inden hun i 1775 døde af tyfus som kun 24 årig og blev begravet i Stadtskirchen.
Lüneburger Heide ligger smukt imellen Celle og den gamle middelalderby Lüneburg, som også er værd ar besøge, men denne gang passerede vi forbi og ligeledes Lübeck, inden færgeturen tilbage til fædrelandet og den lille midtsjællandske stationsby Borup mellem søer, skove og hanegal.
Til orientering, om ikke andet så til mig selv, kostede pakken fra FDM med 2 hotelovernatninger, Disneyland med Buffalo Bill Show og færger godt 10.000 kr og div. overnatninger, spiseudemad i 14 dage, benzin, entrebiletter m.m. knap 15.000 kr. Tænk hvis vi havde haft alle de penge idag - så skulle vi ud at rejse.