|
Egypten Nilen - På krydstogt i tiden. En rejsefortælling af Kim Greiner. 1.del. Hold pilen på billederne og teksten kommer frem. I det allertidligste morgenlys vikler jeg mig ud af sengetæppet i den hyggelige kahyt, går op på soldækket og sætter mig i forstavnen på krydstogtskibet. Solen er endnu bag bjergene, men himlen er rød, og meget hurtigt kommer dagslyset rullende frem. Nilen ligger spejlblank, og der rører sig ikke en vind, men alligevel er morgenstunden kølig, og en lun frakke er ikke helt af vejen, indtil solen slipper bjergene og begynder at lune. Her inden morgenmaden er der endnu ikke andre på soldækket, så jeg har næsten hele Nilen for mig selv. Et par store fugleflokke ligger dog på vandet og lidt derfra, et par to mands fiskerbåde, der ikke er meget større end et badekar. Fiskerne får øje på mig og vinker venligt, men koncentrerer sig ellers om deres net. Kun som en meget svag summen høres skibets motor, og morgenlydene fra land når kun dæmpet ud til skibet. Et æsel skryder, og mullaens messende sang lyder fra den nærmeste minaret og lidt efter fra et par fjernliggende minareter. Det er tid til bøn, men et par kvinder, der allerede er nede ved floden for at vaske, fremsiger højst en stille bøn, for de vasker upåagtet videre, og ænser heller ikke, at vi glider forbi. En sådan morgenstund på Nilen er en fredfyldt oplevelse for både guder, faraoer og godtfolk, og med fred i sindet og fryd i sjælen, bevæger jeg mig ned til skibets overdådige morgenmadsbuffet.
Men hvordan det ellers står til i vore dages Egypten var vel også værd at
undersøge, så med lidt distance til 11. september vovede vi det ene øje, og
meldte os til Atlantis store Kefren rundrejse. Der er i forvejen skrevet mange og tykke bøger om Egyptens historie, faraoer, guder, templer og andre fantastiske oltidsminder, så for ikke at kløjs i dette enorme emne, handler denne rejsefortælling hovedsagelig om, hvordan vi som turister med åbent sind mødte Egypten. Lidt fakts og historie bliver der dog flettet ind i fortællingen på de relevante steder, eller hvis jeg kommer i tanke om et eller andet. Starten på rejsen til Egypten. Det gik så stille, at man næsten ikke skulle tro, at vi fløj, men det gjorde vi heller ikke, for efter en times forløb holdt vi stadig på landingsbanen i Kastrup med klart vejr og let frost og ventede på afisning af vingerne. Kaptajnen gjorde meget ud af at fortælle om, hvad der skete, og det var ikke noget med 2 mand med en børste, men en stor maskine, der sprøjtede giftigt stads ud over vingerne. Stadset havde et navn, som jeg ikke kan huske, men jeg bed mærke i at det kostede 29,75 kr. pr liter og til en let overisning bliver der brugt 200 liter, og det er jo altid godt at vide.
Efter en sen morgenmad blev der uddelt visumansøgninger og en blanket med proceduren i ankomstlufthavnen, og der stod ikke noget i forblommede vendinger om, at ankomsten kunne være kaotisk, men hårdt og brutalt at den var MEGET kaotisk. Hvis man er så heldig at finde sin kuffert på bagagebåndet eller et andet sted i lufthavnen, bliver man angrebet af "kufferthajer", der forventer drikkepenge, men det hele skulle gerne ende med, at kufferten ad omveje bliver leveret i kahytten på krydstogtskibet på kun et "egyptisk øjeblik". De kaotiske tilstande var af stratetiske grunde fra Atlantis side først blevet udleveret i flyet, men nu var vi da blevet advaret, og så måtte vi se, hvordan det ville gå. Det egyptiske ord for drikkepenge er bakshish, og det er et begreb, der er ret så udbredt i Egypten, og vi gruede lidt for fænomenet, men heldigvis havde Atlantis en god ordning i hele den første uge i forbindelse med krydstogtskibet. Vi betalte hver på forhånd 25 dollars, der så efter et sikkert indviklet system blev uddelt til det personale, vi kom i forbindelse med, og så var vi fri for fremstrakte hænder, ihvertfald der. Jeg vil omtale bakshish lidt nærmere undervejs, men arbejdsløsheden i Egypten er stor, og dem, der er så heldige at have et arbejde, må tage til takke med omkring 10 egyptiske pund ( ca 10 kr.i vore dages kurs)om dagen, så bakshish er et tiltrængt kosttilskud. Egypten og Nilen dukker op. Efter Middelhavet dukkede Egypten op, og på papiret er det et stort land på 1.002.000 km2, men hvad nytter det, når det beboede areal kun er på 35.588 km2 ( hele Danmark 42.000 km2). Befolkningen i Egypten er noget større med 67 millioner mennesker, og selvom fødselsraten er dalende, er en befolkningstilvækst på 1 million mennesker pr. 10 måneder noget, der kan give regeringen grå hår i hovedet. Siden engang i 1970 erne, har landbruget ikke kunnet brødføde befolkningen, så den største del af landets valutareserve bliver brugt til import af fødevarer. Der er nye store tiltag igang i det sydlige Egypten, hvor store vandingskanaler bliver ført ind i ørkenen for at give mere landbrugsland, men det er endnu kun i sin spæde vorden.
Nilen dukkede op under os, og selvom vi var forberedt, kunne man alligevel
forundres over det knivskarpe skel mellem det smalle grønne område langs Nilen
og den golde øde ørken. Så smukt kan det skrives, og jeg kan da så berette, at idag ved vi, at Nilen har en længde på 6.670 km, men det anede de gamle egyptere intet om. For dem var det en gåde, hvorfor Nilen hvert år gik over sine bredder og aflejrede det næringsrige nildyn, så egypterne gav nilguden Hapi æren for denne mystiske velsignelse. Meget rammende blev Hapi afbildet som et tvekønnet menneske, med mandens kraft og kvindens frugtbarhed. Den romerske kejser Nero sendte ekspeditioner ind i Afrika for at løse Nilens gåde, men det blev med uforurettet sag, og i mange hundrede år lykkedes det aldrig for nogen opdagelsesrejsende at finde Nilens kilder. Først i midten af 1800 blev gåden efterhånden løst af de to opdagelsesrejsende Burton og Speke, og man blev klar over, at Nilen havde 2 forskellige udspring, og i virkeligheden var 2 floder, der løb sammen.
Kuffertkaos i lufthavnen. Luxor lufthavn er ret lille, og der holdt kun 10-12 parkerede fly på pladsen. Vejret var himmelsk med 22 grader og skyfrit, så det tegnede godt. Ankomsthallen var med lærredstag, men med aircondition, og foreløbig foregik alt stille og roligt, og det gav ikke antydning af kaos at klæbe de to visummærker, vi havde fået af den lokale Atlantisguide, ind i passet. Derefter var der kø til paskontrollen, og med rigtige stempler blev vi sendt videre til den mand, der som et led i beskæftigelsen kontrollerede, at der var stemplet rigtigt. Stadig ingen kaos. Der var kun et bagagebånd og ingen spor af vores kufferter, men tilfældigvis opdagede vi, at de stod ved siden af bagagebåndet. En dansk Atlantisguide stod udenfor lufthavnen og pegede i en retning, og sagde bus nr. 1, og så startede det berømte kuffertkaos.
Ankomst til krydstogtskibet.
Pyramisa 3 ydre førstehåndsindtryk var lidt kedelig, men der var overaskende fint indenfor, med en forhal i 3 etager i Titanicstil med svungne trapper, blankpudset messing, mahogni, og hyggelige småkroge med møblementer i plydsstil. I forhallen på stueetagen var receptionen, og restauranten lå til den ene side, og en gang med kahytter lå til den anden side. På næste etage lå en stor bar i orientalsk stil, 2 små souvenirforretninger, og igen en gang med kahytter, og på øverste etage var der kahytter til hver side og trapper op til soldækket.
Soldækket strakte sig over hele skibets længde og bredde, og det var halvt overdækket med lærred til de varme dage, og der var også en lille svømmepøl og en hottop, samt borde, stole og dæksstole. Fra en lille bar kunne der hentes drikkevarer, og det var som regel også herfra, eftermiddagsteen blev serveret, hvis vejret var gunstigt. Det var så en beskrivelse af krydstogtskibet, så mangler jeg kun resten af Egypten. Spisesalonen og livet ombord. I hele krydstogtugen var vi på fuld kost, og lidt før kl. 19 begyndte folk at samles i forhallen, inden dørene præcis blev lukket op, og overtjeneren tog imod. Nogle enkelte gange i løbet af ugen, blev der serveret en 4 retters middag, men det var kun, når køkkenpersonalet skulle have en afslapningsdag, og ellers var det buffét og hvilken buffét. Der var meget i grøn salat enten blandet eller hver for sig, mange forskellige grønsager og kolde retter, og mindst 6-7 varme retter. Kylling indgik næsten altid på den ene eller anden måde, men da det var egyptisk mad, var kødretterne udefinerlige, og om det var kamel, vandbøffel, får eller noget helt andet, har jeg ingen anelse om, men alt var faktisk velsmagende.Til den søde tand var der mindst 10 forskellige buddinger, kager og desserter, og desuden frugt, og friske dadler så store som hønseæg. Næsten. Restauranten var med 8 mandsborde, og den første aften blev der anvist et fast bord, og så kunne man sidenhen bytte, hvis nogen var interesseret, men da vi med det samme var kommet i godt selskab, blev vi sammen hele ugen. Overfor os sad Puk og Charlotte, og det var et par søde piger midt i tyverne, og der lød tit en fnisende latter i deres nærhed, og det kunne man blive i godt humør af. Desuden havde vi Janni og hendes søn Mathias til bords, og hans mormor og morfar. Mathias var en sød og velopdragen dreng på omkring 13 år, og den forestående kulturrejse klarede han med interesse og iøvrigt bravour. Samlet set var hele rejseholdet et andet klientel, end vi havde været vant til de sidste år med Topas, idet der her var mange rygere, og de fleste var i en moden alder eller pensionister, så vi følte os helt unge, istedet for at det var os, der var metusalemserne. Jeg havde dog svært ved at vænne mig til, at vores faste guide Kirsten altid gav mig en hånd, når jeg skulle ned af bussens trappetrin, vi havde trods alt lige besteget Kilimanjaro, og kravlet på stejle bjergsider i Pyrenæerne.
Lad som om du er døv og blind.
Alt er åbenbart ved det gamle, for i Agatha Christies roman fra 1937 læses om
Hercule Poirot og Rosalie Otterbourne, der går tur i Aswan: "De gik fra
parkens skygge ud på en støvet vej, der løb langs floden. De blev straks
omringet af fem årvågne perlesælgere, to postkortsælgere, tre sælgere af
gibsskarabæer, et par æseldrenge og nogle håbefulde tiggerdrenge. Hercule
Poirot gjorde nogle vage bevægelser for at blive fri, men Rosalie skridtede
igennem dem som en søvngænger: "Det er bedst af lade, som om man er blind
og døv" sagde hun. Kulturrejser er ingen daseferie. Kulturrejser er ikke det rene ferie, så der var vækning kl. 5, og det overdådige morgenbord med kolde og varme retter, frugt, mange slags brød og kage, stod allerede klar på samme tidspunkt. Pyramisa 3 lå stadig ved kaj eller bred, for der er som sådan ikke kajanlæg, og flere gange ligger skuderne i lag, så man skal igennem et par fremmede skibe for at komme ud til sit eget. Når skibet forlades, og det skal sejle samme dag, uddeles der landgangskort, og de indsamles omhyggeligt når man kommer tilbage, så ingen bliver agterudsejlet.
Det gamle Egypten.
Omkring 3000 år før Kristus grundlagde Menes det første dynasti, og Nedreegypten og Øvreegypten blev samlet under en konge, og faroernes tidsalder var begyndt. Derefter følger 30 dynastier med herskerslægter med hver deres række af faraoer, og de er delt op i det Gamle Rige, det Mellemste Rige, det Nye Rige og Sentiden. Mellem disse riger er nogle mellemtider, og nu da jeg selv er ved at fatte det, sætter jeg det lige op i et skema med årstal: Tidlig dynastisk tid ca. 3000- 2649 f. Kr. 1. og 2. dynasti og det var her rigerne blev samlet.
Gamle Rige 2649-2152 f. Kr. Første mellemtid 2152-2040 f. K.
Mellemste Rige 2040-1640 f. Kr. Anden mellemtid 1640-1550 f. Kr.
Nye Rige 1550-1070 f. Kr. Tredie mellemtid 1070-712 f. Kr.
Sentiden 712-332 f. Kr.
Det var så lige 2.500 års egyptisk historie på 1/2 side, men jeg må indrømme, at der nok er et par detaljer, som jeg ikke har fået med. Egypterne i oldtiden. Medens vi europæere endnu gik rundt i skind og boede i primitive hytter, fandtes der i Egypten en kultur så forfinet, at den øvrige verden knap kunne forestille sig den. Kvinderne brugte parfume og kosmetik for at fremhæve deres skønhed, og de klædte sig i æggende tynde gevanter. Mændene barberede sig, og både mændene og kvinderne klippede håret kort, gik med paryk og bar kunstfærdige smykker.
De skabte en kompliceret, men mild religion baseret på forestillingen om det gode og det onde, et liv efter døden og med en farao, der var både gud og menneske. De skabte uforlignelige kunstværker, og i utallige grave og templer finder man tusinder af udhuggede og malede friser, som i detaljer viser, hvordan de gamle egyptere levede og hvad de troede på. Og det mest utrolige er, at mange af denne kulturs håndgribelige udtryk står den dag idag. Memnon-kolosserne.
Håndværkernes grave og mangel på småpenge.
Håndværkerne havde også deres grave, og vi var nede i 2 af deres gravkamre, der var bemalet med figurer fra gulv til loft. Det ene af kamrene var lidt afskallet, men det andet lå med de klareste farver, som var det blevet malet igår. Det var først fundet for nylig og havde ligget urørt i 3.000 år, og det tørre ørkenklima bevarer tingenes tilstand, hvorimod turisternes sved og udånding får bemalinger til at afskalle, og af samme grund er fotoapparater bandlyst i gravkamrene.
Med hensyn til valuta havde vi vekslet det meste af rejseformuen til dollar hjemmefra, og jeg havde også medbragt lidt 1 dollarsedler til små fornødenheder. Danske kroner er besværlige eller umulige at veksle, så det tilrådes at medbringe dollar, og de fleste turiststeder er dollar desuden også gangbar mønt, men også til dels euro. For ikke at lede efter bank eller vekslingskontor med det samme ved ankomsten til Egypten, og det er ikke altid helt let, så kan man sagtens hjemmefra få vekslet direkte til egyptiske pund og derved spare en omveksling. Det egyptiske pund er indenfor det sidste år halveret i værdi i forhold til kroner, så 1 dkr. er nu 1 pund værd, men tilbagevekslingsprisen er kun 90 øre, så man skal heller ikke have en formue med hjem. Kongernes Dal og Tutankamons grav.
Ved alle turistattraktioner er der sikkerhedskontrol, og nogen steder er der
genemlysning af bagagen, men der var altid en port, man skulle gå igennem, og
den bibbede altid lystigt uden at nogen reagerede.
Tutankamon fik derefter gravfred, indtil graven blev fundet i 1922 og genåbnet
af arkæologen Howard Carter, hvis udgravninger blev finiancieret af lord
Canarvon. Tutankamon døde som 18 årig, og regnes ikke som en betydningsfuld
farao, men alligevel blev der fundet over 5.000 værdifulde genstande i hans
gravkammer. Hans kister lå inde i hinanden som i en russisk dukke, og den
inderste kiste var af purt guld og vejede 110 kg, og over hans mumie lå den
berømte guldmaske, der er Egyptens mest berømte oldsag. Størstedelen af
skatten befinder sig på Egyptisk Museum i Cairo, men efter lord Canarvons død,
røbede butleren, at han kendte til en hemmelig dør i Canarvons bibliotek, og
bag ved den var der gemt effekter fra Tutankamons grav, og det var ikke helt
efter aftalen med den egyptiske regering. Ankommet til gravene fik vi en lang forklaring af vores guide, og nok også en for lang forklaring, for da han var færdig, var der kun 3 kvarter på egen hånd, inden vi skulle videre, så vi styrtede ned i Merneptahs grav. En omkring 100 meter lang gang førte ned i dybet, og siderne var fra gulv til loft dekoreret med malede hieroglyffer og indhuggede knivskarpe relieffer, inden gangen endte i et stort gravkammer med en stor stenfigur.
Ved Ramses 3. grav var der en lang kø, men vi nåede da ned i bunden af den 124 meter lange korridor til det store gravkammer, inden vi vendte om på hælen og hastede forbi sidekamre og dekorationer for at nå mødestedet til tiden. Den sidste grav, vi havde billet til, nåede vi ikke, og vi nåede heller ikke at gå rundt i sidedalene til Kongernes Dal eller se Dronningernes Dal, der ligger i nærheden. Så det blev ikke til megen dvælen i det tørre ørkenlandskab på dette historiske sted, og selv om Kongernes Dal er det sted i verden, der blev gjort meget ud af sjælen, så vi fik ikke rigtig sjælen med. Skærsilden og bussen der blev væk.
Fup eller fakta på alabastfabrikken.
Der var nogle meget smukke krukker, som næsten var gennemsigtige, men jeg orkede ikke at gå i dialog med en sælger, men så lå der nogle farvestrålende og smukke Tutankamon kister med en alabastmumie, og for barnebarnets skyld indledte jeg processen. På en eller anden måde var der pludselig 2 kister indblandet i handelen, og efter meget besvær og forhandling blev vi enige om 150 pund, troede jeg, for da jeg ville betale sagde sælgeren dollar. Så måtte han have ryggen, og jeg gik mod døren, men blev hentet tilbage, og en ny forhandling blev indledt i dollar, men nu kun om et styk, og som jeg så endelig fik ned på 20 dollar. Da jeg kun havde en 50 dollarseddel, havde jeg et hyr med at få byttepengene tilbage, for han ville ikke slippe de sidste 5 dollar. Det blev han dog til sidst nødt til, for jeg blev stædig og gjorde mig bred, og det var ikke byttepenge, han manglede, for der var en hel skuffe fuld. Så den Tutankamon kostede mig sved, og glæd dig du danske mand, at vores butikker har faste priser, så vi er fri for alt det prutte hurlemhej.
Selvom det næsten er en hellig pligt at snyde turister i handel, skal det dog siges til Egyptens ros, at vi næsten ikke så decideret tiggeri, så mine medbragte kuglepenne og små poser med slik til børnene, havde jeg besvær med at komme af med på en pæn måde. Dronning Hatshepsuts dødetempel.
Selvom der også var mange turister ved Hatshepsuts dødetempel, var der dog
ikke så ulideligt mange som ved Kongernes dal, og sælgerne i
"skærsilden" holdt sig pænt i nærheden af deres boder. På templets
terrasser og i gårdene skulle vi dog gå i slalom mellem fotograferende
turister for ikke utilsigtet at komme med på deres billeder, og vi skulle også
selv være hurtig på aftrækkeren. Sejladsen begynder.
Som et led i vores forkælelse på skibet, blev der hver eftermiddag serveret the/kaffe og kage på soldækket, eller hvis det var for blæsende nede i salonerne. Ved 17 tiden begynder det at blive køligt, som det gør på den tid af året i Egypten, men vi nåede da at få solnedgangen med over de golde bjerge, inden vi gik nedenunder til vores private gemakker. Udflugter og stensuppe.
I Atlantis kataloget står der, at til morgenmaden og frokosten kan man komme klædt, som man vil, men ved aftenmåltidet er det almindeligt, at man klæder om. Det indebar dog ikke det vilde skrud, fandt vi ud af, så vi tog bare noget almindelig pænt tøj på, og det gik aldrig så vildt til, at jeg fandt anledning til at tage mit medbragte slips på. I kataloget står der tillige, at det er værd at bemærke, at skibet, servicen og restauranterne er af lokal standard, og at det på ingen måde kan sammenlignes med de luksuriøse caribiske krydstogter. Nu har vi aldrig været på krydstogt i Caribien, men de må da mindst få serveret kaviar på sengen og få tilbudt fodbad i champagne, for jeg kan på ingen måde forestille mig noget i forbindelse med et krydstogtskib, der kan være bedre end på Pyramisa 3. Måske lige med undtagelse af den suppe, som vi fik første aften til middagen. Det var en serveret middag, så jeg havde ikke taget fejl af et eller andet i bufféen, men suppen var næsten klar som vand og smagte som vand, men måske er egyptisk suppe kogt på sten, hvem ved.
Sidst på aftenen var vi oppe og kikke på stjerner på dækket, og vi lå for anker midt ude i Nilen og ventede på at komme igennem sluserne ved Esna. Der kan kun komme 2 skibe igennem i timen hver vej, og vi talte 15 skibe, der lå for anker omkring os og ventede på at komme igennem, men på et eller andet tidspunkt i løbet af natten bliver det vel vores tur. Det var dog ikke vores problem, så vi gik trygt i seng, for vi regnede med at kaptajnen og co., ville klare den affære. Rejsefortællingen fortsætter i Egypten. Nilen - På krydstogt i tiden. 2.del.
|
På et tidligt tidspunkt i ens liv, og det gælder næsten alle, hører man
om Egyptens pyramider, og efterhånden går det desuden op for en, at der for
over 5.000 år siden udviklede sig en højt udviklet kultur langs Nilens
bredder, og det på et tidspunkt, hvor vores egne forfædre levede i
stenalderen.
Flyet var et Mærsk fly, og hele herligheden var chartret af Atlantis Rejser, og
da vi i de sidste par år har fløjet med rutefly, havde jeg næsten glemt, hvor
snæver plads, der stadig er i charterfly, og at det ikke er givet, at flysæder
altid er af læder. Distancen, vi skulle flyve, var 3.800 km, og det skulle tage
4 timer og 40 minutter med ruten lagt ned over Østeuropa med Ungarn, Rumænien,
Bulgarien, Tyrkiet, Middelhavet og med landing i Luxor midt i Egypten.
Over Cairo fik vi udpeget pyramiderne, men da det var i højre side, og vi sad i
venstre, så vi ikke noget til dem, men så havde vi istedet senere udsigt til
Suez-golfen og Den østlige Ørken, der ligger mellem Nilen og Rødehavet. Vi
sad faktisk klistret til vinduet, og kikkede dybt fascineret på bjerge og sand,
uden nogen form for menneskelig aktivitet, men hvad skulle mennesker også der,
uden grobund for så meget som et græsstrå. Bjergene var dog gennemkrydset af
wadier, gamle udtørrede vandløb, så på et eller andet tidspunkt har der
været masser af vand i ørkenen.
Den Hvide Nil udspringer i 2.621 meters højde i det sydlige Burundis bjerge i
Centralafrika syd for Tanganyiaka-søen og løber derefter igennem
Victoria-søen og Ugandas mørke urskove til det tørre Sudan. Den blå Nil
udspringer i Ethiopiens afsides højland og løber gennem Tana-søen, hvorefter
den fortsætter vild og uregerlig igennem vandfald og dybe kløfter, inden den
flyder sammen med Den hvide Nil i Sudans kvælende hede. De to forenede floder
fortsætter nordpå uden farvende tillægsord, for nu er den slet og ret Nilen.
Nilen gennemkrydser derefter Saharas golde, okkerfarvede landskaber og nærmer
sig Egypten gennem en række katarakter - lange lave vandfald - inden den løber
igennem verdens største menneskeskabte sø Nasser-søen til Aswan-dæmningen.
Nu starter den for os mest interessante del af Nilen mellem Aswan og Luxor, for
det var der, vi skulle sejle, men floden fortsætter til Cairo og munder ud i
det 250 km brede frodige Nil-delta, inden Nilen når Middelhavet.
Hvor ville der have været nemt, hvis vi bare selv skulle rulle vores kufferter
hen til bussen, men hvorfor skulle det også være nemt. Der var ret mange
mennesker på pladsen og en del busser, og i starten undgik vi kufferthajerne,
der sværmede omkring os, og i frustrationen mellem mennesker og busser kom
Gitte og jeg da også væk fra hinanden, men blev lykkeligt genforenet ved
bussen, hvor der stod en mand og langede kufferter ind. Vi klarede det, bortset
fra at kuffertlangeren netop var en kufferthaj, og han ville have drikkepenge
på en lidt aggresiv måde. Jeg havde 1 dollar i lommen, og selvom det var en
halv dagløn i Egypten, var han ikke indstillet på at give tilbage, og flytte 2
kufferter 1 meter for en dollar, var da egentlig en meget god løn. Det var
heller ikke alle gæster, der havde været så forudseende at have
endollarsedler i lommen, så det gav nogle ubehageligheder.
Efter et kvarters kørsel igennem Luxor var vi nede ved Nilen, og der lå den
så i solnedgangen, skuden Pyramisa 3, med undertitlen Champlion 2 der skulle
være vores hjem i den næste uge. Nu var vi inden for krydstogtskibets trygge
drikkepengesystem, så kufferterne blev ad snørklede veje bragt til skibets
reception uden vores nævneværdige medvirken. Så skulle vi blot finde vores
kuffert mellem 100 andre kufferter og 100 andre mennesker, og klæbe et
kahytnummer på og vipti, på kun et egyptisk øjeblik - en halv time, blev
kufferten bragt de 10 meter hen til kahytten. De har åbenbart en regel i
Egypten om, at europæere ikke må røre deres kufferter, men det er en ret
besværlig regel.
For et mindre ekstrabeløb havde vi kahyt på øverste etage, men der var vist
ikke den store forskel, og alle kahytter var udvendige med store
vinduer.Vinduerne kunne dog ikke åbnes, så selvom det ikke var for varmt,
måtte vi om natten tænde for airconditionen, får at få luft ind i kahytten.
Selvfølgelig var der eget bad og toilet, og en vaskekrog med store spejle og
messinghaner var igen i Titanicstil, og i det hele taget var kahytten stor og
hyggelig, og slet ikke noget i stil med, hvad vi har prøvet på Oslobåden.
Pyramisa 3 var dejlig pengefri, så der skulle ikke afregnes for drikkevarer i
det daglige, men man skrev navn og værelsesnummer på en bon, som tjenerne kom
med, og så var der siden samlet afregning den sidste aften. Tjenerne var
iøvrigt nogle muntre sjæle, der godt kunne lave noget skælm med gæsterne i
form af at lade som om, de ville fjerne den fyldte tallerken, der lige var
hentet, hælde sodavand i suppen, trække stolen ud og selv sætte sig på den
o.s.v. Ved vores bord gik det vist mest ud over de unge damer, medens vi så
tilpas distingveret ud og nogenlunde slap fri. Tjenerne var dog yderst
hjælpsomme og hurtige, og drikkevarerne kom næsten hurtigere, end de var
bestilt og tomme tallerkener blev fjernet øjeblikkelig, og vi ventede aldrig
på at underskrive vores regning.
Om vinteren i Egypten bliver det mørkt ved 18 tiden, men den første aften i
Luxor var luften mild som på en dansk sommeraften, så efter middagen forlod vi
skibet for at gå en rask tur i byen, og kikke på forholdene. De handlende, der
stadig havde åbent, øjnede dog pund, dollar og euroer og ville have os ind i
deres butikker, og andre tilbød os læssevis af hestevogne og taxier, så det
var lidt for anstrengende på den tid af dagen, så vi gik tilbage til skibet,
hvor der var helle.
Det var kun lige ved at lysne kl. 6, og det var en dejlig kølig og frisk
morgentemperatur, da vi kørte over den nye bro over Nilen for at besøge
Vestbredden med Thebens dødeby. Luxor, eller Theben, som byen tidligere hed,
spillede ikke den store rolle i de første tusinde år af Egyptens historie.
Senere ved overgangen til det Nye Rige, blev byen hovedstad i et storslået
rige, der ekspanderede til alle sider, og rigdommene fra de besatte områder
strømmede til. Vældige templer til guderne og rige grave til herskerne blev
bygget, og det var noget af det, vi denne formiddag skulle kikke nærmere på,
men for at få tingene sat lidt på plads, vil jeg give et meget kort rids af
det gamle Egyptens historie.
Danske skolebørn, og os andre med for den sags skyld, har kun en
kongerække, der strækker sig over 1000 år, og mange kongenavne veksler kun
imellem Kristian og Frederik, så det er ret overskueligt, men i Egypten er det
5.000 år det drejer sig om, og så er vi endda sprunget over alle de første
fyrster og bysamfund, der fortaber sig i det uvisse.
Kunsten og kulturen blomstrede for de dansede, spillede musik, afholdt
brydekampe og fægtede med træstave. De byggede sejlbåde og senere galajer med
40 årer, verdens første oceangående fartøjer. Dette enestående folk gjorde
landbruget til en videnskab, og fandt på medicinske og kirurgiske
behandlingsmetoder, og en af de fineste embedsmænd ved hoffet var "den
kongelige isseborer". De skabte en centraladministration med bogholderi og
beskatning og havde en veltrænet hær udrustet med mange slags våben. I et
svagt øjeblik opfandt de desværre også bureaukrati.
I Luxor eller Theben begyndte byens rigtige glansperiode ved overgangen til
det Nye Rige, og i oldtiden var der en verden til forskel mellem Østbredden med
de levendes by, og Vestbredden der var den egyptiske overklasses døde by, og
hvor de lod sig begrave, i håbet om det evige liv blandt deres guder.
Vi var på vej til et af verdes store seværdigheder, Kongernes Dal, der
rummer 64 faraograve hugget ud i klipperne i en lille ørkendal. Overdådige
kongegrave kommer ikke af sig selv, så et stykke derfra gjorde vi holdt ved
landsbyen Deir el-Medina, der i oldtiden var beboet af de håndværkere, der
udhuggede og udsmykkede kongegravene. Håndværkernes by ligger også i en
ørkendal og består at 70 huse omgivet af en mur, for de har ikke kunne rende
på besøg på Østbredden og fortælle hemmeligheder om kongegravene. Hele byen
ligger der endnu, men som ruiner i omkring 1 meters højde, og det interessante
ved stedet er, at der ved udgravningen blev fundet masser af dokumentation om
almindelige egypteres liv i form af lønopgørelser, retssager, religiøse
skikke og arbejdernes fremmøde.
Ved alle Egyptens turistattraktioner er der uniformerede politisoldater med
maskinpistoler, og det er lidt svært at vide, om man skal føle sig tryg eller
utryg, når det nogen gange kun er store drenge, der jonglerer rundt med
skarpladte våben. Indenfor i seværdighederne er der civilklædte vagter, som
regel af lidt ældre dato, og de elsker præcis at vise, hvor det bedste billede
kan tages og så frem med hånden. I arbejdergravene, hvor fotografering er
forbudt, uddelte vagten pap til at vifte sig med og forventede så til gengæld
bakshish, men de fleste gange fulgte vi Rosalies råd og lod, som om vi var
døve og blinde.
Selvom vi var ved Kongernes Dal ved 8 tiden, var der allerede mange turister
og snesevis af turistbusser. Indgangsbilletten gjaldt til 3 grave efter eget
ønske, men den mest berømte grav Tutankamons, kostede selvfølgelig ekstra,
men da vi var kommet så langt, ville vi have det hele med.
Så stod vi der, midt i Kongernes Dal, hvor 64 kendte grave var det sidste
hvilested for faraoerne, og hvorfra de dækket med guld og ædelstene skulle
igang med livet efter døden. Håndværkere og opsynsmænd kunne dog ikke stå
for fristelsen, og havde en givtig bibeskæftigelse som gravrøvere, så der var
ikke meget løsgods tilbage til arkæologerne, bortset fra i Tutankamons grav.
Gravens indgang var blevet dækket af sten og grus, da man udhuggede Ramses 6.
grav, og siden blev dens eksistens glemt.Gravrøvere havde dog også her
forsøgt plyndring, men var ikke nået så langt inden tyveriet blev opdaget, og
graven blev igen forseglet med dødebyens segl.
Så hen til Tutankamon, hvor der heldigvis ikke var kø, fordi det kostede
ekstra at komme derned. Graven er meget lille i forhold til de andre grave, og
kun 3 små rum, der dog var rigt dekoreret med malerier, indeholdt alt
gravgodset. Nu var graven tom, men den originale stenkiste står der endnu, og
under en kopi af guldmasken ligger Tutankamons mumie der også stadig. Selvom
der ikke var så meget at se i graven, var det alligevel et stort øjeblik at
stå netop der, hvor et at oldtidens største og fineste gravfund er fundet.
Gud ske lov at både Allah og den egyptiske regering er enige om, at
souvenirsælgerne er forment adgang til seværdighederne, men til gengæld har
de lige udenfor seværdighederne opstillet rækker af boder, og denne
"skærsild" er turisterne nødt til at passere for at komme hen til
deres busserne. Vi lod os kun friste af 3 rækker postkort for 10 pund, og
ellers var vi døve og blinde. På P pladsen var der kaos, og vi gik og ledte
efter vores bus mellem 50-60 stykker, men udover, at vi vidste den havde 4 hjul,
erindrede vi ikke, hvordan den så ud, kun at der var et Atlantis 1 skilt i
forruden. Efter endnu en nøje gennemgang måtte vi konstatere, at bussen ikke
var der, men så opdagede vi tilfældigvis lokalguiden, der gik rundt i
menneskemængden med Atlantiss 1 skiltet i hånden, så det er jo dejligt med
sådan en lokalguide, der kan skabe forvirring i hønseflokken.
Tre kvarter til en af verdens største seværdigheder i Kongernes dal, men vi
skulle jo videre for at besøge en alabastfabrik. Mange af husene på
Vestbredden er bemalet på facaderne med kunstfærdige billeder, og ikke mindst
på alabastfabrikken. Alabast virker som en stenart, men er en tæt og varieret
form af hård gibs, som man kan skære figurer ud af eller udhule til krukker.
Vi fik en demonstration af, hvordan man udfører arbejdet med grove
håndredskaber, og meget strategisk blev der inde i butikken fortalt om, hvad
der er ægte, og hvad der er uægte alabast. Og så blev vi til indehaverens
udelte begejstring sluppet løs i butikken. Vi skulle nok prutte lidt om prisen,
sagde vores guide, og som udgangspunkt var der ikke pris på noget som helst, og
det er en bestemt en af Egyptens 7 plager.
Udenfor døren stod dog en venlig mand, og han insisterede på at forære mig et
stykke råt alabast, og det var helt og aldeles kun en gave, som jeg så
modstræbende måtte modtage. Men så snart alabasten havde skiftet hænder,
ville han også have en gave, og selvom han syntes, at 1 dollar var for lidt,
sluttede min sponsorering der. Selv om der kun var 10 meter hen til bussen, fik
jeg af en lille dreng lige købt 2 små gudestatuer af sten til den rimelige
pris af 20 pund og det endda uden at prutte.
Sidste punkt på formiddagens dagsorden var et besøg i dronning Hatshepsuts
dødetempel, som på oldegyptisk kaldes for"Det mest strålende af
alle". Templet er et imponerende terrasseanlæg, der er forbundet med
skrånende ramper og med mange søjler og statuer. Hatshepsut var datter,
søster, kone og faster til de 3 første Tutmosiser, og i en alder af 24 år
udråbte hun sig selv til konge af Egypten. Det var egentlig Tutmosis 3. der
stod for tur til at blive den næste farao, men han var endnu et barn, da
Hatshepsut blev kronet som konge, og det var bestemt ikke med Tutmosis 3. gode
vilje, at hun regerede til sin død 34 år senere. Så det første Tutmosis
gjorde, da han endelig kom til magten, var at slette dronningens navn og
portrætter på dødetemplet og senere, da guden Amon blev forbudt under farao
Akhenaton blev alle referencer til Amon slettet. Til sidst kom de kristne, og
ødelagde reliefferne yderligere, for de kunne ikke lide, at de gamle guder
stirrede på dem. Der er dog stadig meget tilbage af Hatshepsuts dødetempel, og
det er et imponerende anlæg, som det ligger der i de golde bjerge.
Vold og grov kriminalitet er en sjældenhed i Egypten, og i hele Egypten med 67
millioner mennesker sker der færre mord end i København, men her ved
Hatshepsuts dødetempel skete der i 1987 en tragedie. Islamistiske terrorister
syntes, at det var på sin plads at meje 4 egyptere og 58 udenlandske turister
ned, og det lagde Egypten øde for turister i årevis. Det samme skete i
forbindelse med Golfkrigen og senere efter 11. september, hvor turister også
var bange for at rejse til bl.a. Egypten, men den negative efffekt holdt ikke
så længe som ved attentatet ved Hatshepsut. Hele nationen følte en kollektiv
skam og følte sig medansvarlige over angrebet på turisterne ved Hatshepsuts:
" Hvad har Egypten dog gjort, siden vi fortjener at blive straffet på den
måde".
Det var derfor nok ikke helt til pynt, at der rundt omkring i templet stod
maskinbevæbnede vagter, for et land som Egypten, der er så afhængig af
turisterne er en udeblivelse en katastrofe. Omkring halvdelen af Luxors
befolkning er beskæftiget med turisme i form af personale til skibe, hoteller,
vagter, sælgere og produktion af madvarer og souvenir, så måske var det
derfor, at vi mange gange her, og også senere i Cairo og andre steder i
forbifarten hørte ordene:" Welcome to Egypt".
Tilbage på skuden blev vi, som fast tradition viste det sig, mødt i
forhallen med myntethe og varme fugtige klude til at tørre støvet og sveden af
panden, og så snart den sidste passager var kommet ombord lettede vi anker, og
medens vi fik vores lunch i spisesalonen, startede sejladsen ned ad Nilen.
Vi havde betalt hele rundturens udflugtspakke hjemmefra for 1.695 kr pr.
person, og hvis pakken ikke tages med, er det jo noget begrænset, hvad man ser
og oplever, udover selvfølgelig et dejligt ophold på krydstogtskibet. Det
viste sig dog, at Atlantis havde flere ekstraudflugter med i baghånden, og da
vi ikke ville gå glip af noget som helst, tog vi hele ekstrapakken med for 110
dollars pr. person. Men så var vi også sikret en enestående tur til en af
verdens største seværdigheder Abu Simbel, et lys og lydshow i Karnak-templet
og et besøg i en nubisk landsby.
Efter middagen var der præsentation af skibets personale i baren, der i den
anledning var pyntet fint op, og med servering af gratis drinks. Hele
besætningen bestod af 58 mænd, der fungerede som alt, lige fra stuepiger eller
hedder det stuemænd, til kaptainen. Vi så jo nok ikke alle 58 i
præsentationen, det var mest cheferne, men medens alle andre var i europæisk
tøj, mødte kaptajnen meget tiltalende op i lang kaftan og hvid hovedkalot.