England rundt på kanaler,

et stykke af London og en bid af Wales.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Juli 1996

Vest for Borup godtnok et stykke ude i Nordsøen ligger Storbritannien, og i sommeren 96 tog vi (Birgitte, Kim, Camilla og Søren) afsted mod dette mål, for at sejle rundt en uges tid på de engelske kanaler. Samtidig ville vi se os lidt om i London og Cambridge, og en uges tid i det nordlige naturskønne Wales indgik også i programmet.

Så vi kørte vestpå mod Esbjerg, troede vi, for på Jyllandssiden gik der kludder i motorvejene, så vi istedet for kom sydpå. Det kan nu også godt være, at vi snart burde kassere vores gamle Danmarkskort, for der sker alligevel noget vejbyggeri i løbet af sådan en 20 år. På vores vej nordvest på igen, kom vi så helt uplanlagt til Ribe, og da tiden var til det, gik vi en tur rundt i den hyggelige by og besteg domkirketårnet, og da vi absolut ikke tror på storken, så lod vi os ikke narre af to fugle med rødt næb og lange ben, der sad på deres reder og lod som om.

I Esbjerg lå "Dana Anglia", som på omkring 20 timer skulle sejle os over Nordsøen til Harwich i England. Frisk luft er en god ting, så om aftenen havde Camilla og jeg stået på dækket, i læ af broen, og snakket om bølger, vind og vejr. Vi havde set styrmanden et par gange, når han vandrede frem og tilbage på broen, og efter at vi havde stået og hyggesnakket omkring en timestid, kom styrmanden ud og spurgte, om vi havde lyst til at komme ind og se kommandobroen. Vi sagde lynhurtigt ja tak og fik også fat i Søren og Gitte, da det jo ikke er hver dag, man får sådan et tilbud. Indenfor fik vi vist noget af alt det udstyr, der skal til for at sejle sådan en stort skib. På radaren kunne vi se de andre skibe i nærheden som gule prikker, og når vi havde agterudsejlet skibene, var de uinteressante og blev "bombet" væk fra skærmen som på et andet computerspil. Skibets rat var ikke større end et almindeligt bilrat, men det blev ikke brugt, for automatpiloten var stillet ind på kursen, og hvis man ville dreje skibet manuelt, foregik det på en ca. 3 cm stor knap. Camilla fik lov til at dreje skibet ud af kurs og efter et flot stort sving rettede hun, stolt som en pave, skibet ind på den rette kurs igen. Efter ferien har Camilla mærkværdigvis haft svært ved at overbevise sine kammerater og skolelærere om, at hun har prøvet at styre Englandsfærgen.

Overfarten Esbjerg-Harwich, selv på liggeplads, er bestemt ingen billig fornøjelse, og da Dana Anglia har nogle år på bagstavnen, er overnatningsfaciliteterne lidt utidssvarende med hårde madrasser, et tyndt tæppe og kun afskærmet af et gardin fra naboer og genboer og alle de andre på gangen. Vi er jo heldigvis gamle spejdere, og vi kunne jo også bare have betalt en tusindelap mere og fået vores egen kahyt.

Fra Harwich til London er der omkring 90 km, og på denne strækning skulle vi så prøve at vænne os til venstrekørsel, hvilket egentlig ikke er så svært, men kræver gode nerver af forsædepassageren.

Midt i London kun få hundrede meter fra Piccadilly Circus lå Oxford Street vandrehjem, hvor vi havde booket os ind hjemmefra. Det kostede masser af sved at finde vandrehjemmet igennem Londons tætte trafik og mange ensrettede gader, så det var med et lettelsens suk, det endelig dukkede op, og endda med en ledig P plads lige udenfor. Et meget lille 4 sengs familierum i 2 nætter kostede 132 pund uden morgenmad, som vandrehjemmet iøvrig ikke selv anbefalede.

I løbet af de 10 min. det tog at tjekke ind og veksle penge til parkometret, stod der allerede en ikke særlig turistvenlig P vagt og skrev bilnummeret op, og kun hvis vi stoppede mønter ind "NOW" kunne vi slippe for bøde. Med det tempo parkometret slugte mønter, fandt vi ud af, at det trods alt var billigere og ihvertfald nemmere at benytte et P hus i nærheden, selvom det kostede 30 pund for et døgn.

Aftentur igennem Londons forlystelseskvarter Soho, som i Sherlock Holmes dage var arnested for alverdens skidt og snavs, men som idag fremstår ganske nydelig med sine cafeer, restauranter og teatre. Så sent som kl. 22 om aftenen var der gadefejere i arbejde, så i Soho som i resten af Londons centrum var der rent på gaderne.

På Regent Street var vi inde i en Disney butik, hvor de havde alt i disneyfigurer, plakater, film m.m., og man kunne endda købe originale tegninger fra disneyfilm til den nette sum af 2200 pund, men det havde vi ikke lige penge med til den dag.

Næste dag havde vi så en dag til at se hele London, hvilket nok svarer til, at en amerikaner prøver på at se hele Europa på en uge. Bilen stod jo trygt og godt i P huset, så det var som gående, vi begav os ud i byen for at se på nogle af seværdighederne. Jeg går ret dårlig i mine sandaler, men dem havde jeg med vilje taget på, for ikke at blive alt for urimelig overfor familien, når jeg ville have dem med rundt for at se så meget som muligt.

At færdes i et land med venstrekørsel er som gående heller ikke helt let. Selvom vi kikkede os rundt til alle sider, kom der altid biler på steder, vi ikke havde regnet med, men der er nu også en utrolig masse køretøjer overalt og i meget frisk kørsel. Luften derimod var alt andet end frisk, så bilosen sved i øjnene på de store gader.

Indfødte i alle hudfarver færdedes overalt, og de fleste var meget velklædte, med mændene i jakke og slips, så vi følte os næsten lidt udenfor i vores afslappede turistpåklædning. Til gengæld er der betydelig flere tiggere og hjemløse i gadebilledet, end vi f.eks. ser i København.

Madame Tussauds vokskabinet er Londons mest besøgte turistatraktion, så vi stillede os op i de lange køer ved indgangen. For omkring 12 år siden besøgte vi også stedet, og da var vi ærlig talt ikke særlig imponeret, da vokskabinettet i København var betydelig bedre. Men nu er madame Tussauds vokset og ombygget for en milliard kroner.( Ja det lyder utroligt, men det står der altså i rejseguiden). Med "Tidstaxi" kører man nu igennem Londons historie med bevægelige voksfigurer, lyd og lyseffekter, så det er blevet en virkelig spændende attraktion.

For at prøve en dobbeldækkerbus kørte vi ned til Trafalgar Square, hvor 4 kæmpemæssige bronzeløver bevogter lord Nelson, der ellers står sikkert nok på toppen af en 56 m høj søjle.

Lidt derfra ligger Horse Guards, der bebos af det beredne kavaleri, og ved indgangen stod 2 heste med ryttere i flotte uniformer og med dragne sabler, og de stod bare bomstille. Vi havde mest ondt af hestene, for de har vel ikke kunnet begribe, hvorfor de skulle stå der uden at bevæge sig, og omgivet af en turistkødrand.

Vi kom da også lige forbi Downing Street nr.10, hvor premierministeren bor, men han tog ikke imod den dag, så vi gik videre til Parlamentsbygningen med den kæmpestore klokke Big Ben, hvis klang under 2. verdenskrig var symbolet på et frit Storbritannien.

Westminster Abbey skal man besøge, når man er i London, men det gjorde vi nu altså ikke. Køen udenfor så lidt for afskrækkende ud, så vi gik istedet hen i St. James park og fik en is og et hvil omgivet af ænder, gæs, svaner og sågar pelikaner. At London er en international by fik vi et lille bevis på under en regnbyge i parken. Vi havde søgt læ for regnen og under det samme træ stod foruden os, 2 engelske damer, en familie fra Canada og en familie fra Japan.

Sidst på eftermiddagen stod valget mellen køen ved Buckingham Palace og Rock Circus, og efter en hurtig lodning af stemningen, blev det rocken, der sejrede over det vaklende kongehus. I Rock Circus går publikum rundt blandt de store rockstjerner, der er levendegjort i voks, og den indbyggede computerelektronik får dem til at bevæge sig. Ved indgangen bliver man udstyret med en walkman, som via infarøde signaler får den figur, man nærmer sig, til at synge og spille højt - meget højt. Til sidst kan man overvære et show med glimt fra rockens historie og rockstjerner i egne høje voksfigurer, der synger og danser på en drejescene, hvis det ellers hedder sådan, når det er publikum, der drejer rundt. Det hele er ikke nær så godt, som dem, der har lavet showet, tror det er.

Der var ikke så stor stemning for at besøge Chinatown, men jeg ville gerne opleve stedet, og da det var mig, der gik med kortet, kom vi der pludselig og helt tilfældigt. Der bor omkring 70.000 kinesere i London, men ikke alle i Chinatown, da området kun strækker sig over nogle få gader. Kinesiske butikker og restauranter, gadeskilte på kinesisk, samt telefonbokse og byporte i kinesisk pagodestil, giver det hele en eksotisk stemning, der nok er værd at tage med på en Londontur.

Om aftenen ville vi passere Leicester Square på vej til en Pizzahut, men blev stoppet af tusindvis af mennesker, der ventede på at få et glimt af Tom Cruise og Nicole Kidman, der var til premiere i Empire biografen til "Mission Impossible". Gitte og Camilla fik mast sig godt frem og var kun 15 m væk fra det berømte par, og selvom jeg holdt mig mere beskedent tilbage, er jeg næsten helt sikker på, at jeg så et glimt af Tom Cruises vinkende hånd.

På vej ud af London næste dag stoppede vi ved Tower Bridge og gik over broen for at nyde bygningsværket og udsigten, og så tog det ellers 4 timer at komme fra centrum igennem den halsbrækkende trafik ud til motorringvejen.

På motorvejen fra London til Cambridge fik vi tilfældigt øje på en samling fly og da der samtidig stod noget med museum, drejede vi af og besøgte så Duxford Imperial War Museum. Det viste sig at være et kæmpemuseum med 6 hangaer spækket med alt indenfor flyverden, og så var de endda ved at opføre endnu en hangar, hvor American Air Museum åbner i 1997. Desuden var der mindre bygninger med udstillinger og shops. Flysamlingen udenfor var særlig interessant, da man kunne gå ombord i bl.a. et Concorde fly, men det blev desværre på jorden. For en flyentuiast var der nok at se på i dagevis, men vi fik da en interessant eftermiddag ud af det.

Cambridge er berømt for sine 31 universiteter, hvoraf mange har en 700 år historie bag sig, og hele centrum af byen er stadig domineret af de mange smukke og overdådigt udstyrede gamle universitetsbygninger. Af berømte studenter kan nævnes Newton og Darwin, for ikke at forglemme vores egen dronning Margrethe, som her i sin ungdom studerede arkæologi og sikkert gjorde byen usikker sammen med de 12.000 andre studerende.

Vandrehjemmet lå hyggeligt i et villakvarter, men alligevel kun et kvarters gang til centrum. Prisen for et familierum i 2 nætter kostede for fire personer 60 pund, og så var der en udmærket aftenbespisning med 3 retter mad, sodavand og kaffe til godt 4 pund pr. person og et overdådigt engelsk morgenmåltid med alt indenfor pølser, bacon, æg, brasekartofler og andre mærkværdige morgenspiser til knap 3 pund.

Få minutters gang fra vandrehjemmet lå Cambridges botaniske have med en del nedslidte trævæksthuse, men ellers var haven flot og velpasset med mange interessante detaljer og store flotte mammuttræer. De havde også nogle planter, hvor man ville dø, hvis man stod under dem i mere end 10 minutter, så vi holdt os langt væk fra - åkanderne.

Igennem byen løber River Cam og flere steder kan man leje punts, som er Cambridges svar på gondolen i Venedig. En punt er en fladbundet båd med plads til 3-4 personer, og istedet for årer eller pagajer, skal en punt stages frem med en 4 m lang stage, og det kan kun gøres stående. Næsten alle turister i Cambridge skal ud og sejle i punts, der kan lejes både med og uden fører, men vi ville da gerne prøve selv. Det var dog endnu sværere, end det så ud til, at styre båden imellem alle de andre punts, der heller ikke kunne styre, så luften svirrede med "Ekscuse mee". At krydse Cambridge i punts, med de gamle universitetsbygninger langs bredden, var både en sjov og smuk tur, og efterhånden fik især Søren et godt styr på stagen.

Cambridges centrum myldrede med turister, og ved frokosttid kunne vi nogenlunde skyde os ind på retningen til en Mac Donald ved at studere den spisende menneskestrøm. Men da vi var en halv burger væk, gik der alligevel kludder i retningen, så vi måtte overgive os og spørge om vej. Det er jo altid dejligt at spise ude, og normalt spiser man inde, når man spiser ude, men her var alle borde optaget, så efter lidt søgen fandt vi et nydeligt fortov, hvor vi kunne indtage de efterhånden lidt lunkne burgere.

Et af de mest berømte universiteter i Cambridge er Kings College, og perlen blandt byens mange arkitektoniske mesterværker er det 88 m lange og 88 m høje Kings Collage Chapel fra 1446-1515, som vi så fik kikket lidt nærmere på sammen med alle de andre turister.

Tilbage til vandrehjemmet i det stille villakvarter, hvor vores bil havde stået hele dagen, men nu smukt dekoreret med en P-bøde på forruden. Tilsyneladende havde man opstillet en P-automat i løbet af dagen og sløret den med nogle buske, så ikke alle og enhver kunne få øje på den og så håbet på, at nogen gik i fælden.

Næste dag skulle vi kun køre fra Cambridge til Birmingham, og selvom det tog sin tid at finde ud af Cambridge i den rigtige retning, var der rigelig tid til at stoppe i Coventry og se nærmere på en af verdens mest moderne domkirker. Katedralen er fra 1962 og er forbundet med den middelalderlige domkirke, der henligger som en sodsværtet ruin efter sønderbombningen under verdenskrigen, og som nu tjener som mindesmærke over menneskehedens galskab. Den nye domkirke har mange store vinduer med et væld af glasgraveringer, der giver kirkerummet et helt specielt og fantastisk flot lys. Der var dog et enkelt minus ved domkirken - nul toiletpapir på dametoilettet.

Midt inde i England fandt vi så ad små snørklede veje frem til Alvechurch Marina, hvor vores kanalbåd "Capercaillie" lå fortøjret, og den skulle være vores hjem i de næste 7 dage. "Capercaillie" var en flydende feriebolig med 4 sengepladser, spisebord, kabys med alt køkkengrej, brusebad og 2 toiletter, men det hele presset ned i en båd med ydermålene 15 m x 170 cm, så det er ikke for ingenting bådene kaldes "narrowbots". I forstavnen findes en 1000 liters vandtank og et par åbne siddepladser, hvorfra man kan sidde og nyde det passerende landskab, og i agterenden findes styrmandens plads med ror og gashåndtag. Motoren er en 1500 cc dieselmaskine, og det lyder måske ikke af meget til at drive alt det jern fremad, men tophastigheden på 5-6 km i timen er rigeligt på de smalle og bugtede kanaler.

Et meget venligt personale satte os ind i alle bådens tekniske detaljer og udleverede klude og pudsemiddel til bådens messing og de ville også gerne give et kursus i sejlads, men da det var 3. gang, vi skulle på kanalsejlads, er vi kommet ud over de første begyndervanskeligheder, såsom at prøve at styre uden fremdrift på skruen. Det nytter heller ikke at lede efter bremsen, så hvis båden er i fart fremad, og der kommer en uventet forhindring, så går der en rum tid, inden båden står stille, selvom skruen går på fuld kraft bak, og jeg har stadig ikke fundet ud af, om det i det hele taget kan lade sig gøre at styre og bakke samtidig. Så vi er ikke nybegyndere, men bestemt heller ikke fuldbefarne, og jeg må tage hatten af for 2 danske ægtepar, som startede samtidig med os. De var alle omkring 70 år og havde mod og lyst, og udover at den ene engang havde været i marinen, havde de ingen erfaring med kanalbåde eller sluseteknik, så overfor dem følte vi os nærmest som verdensmestre.

Englands kanalhistorie går i al sin korthed ud på, at man allerede i middelalderen begyndte at uddybe de naturlige floder, så de kunne besejles, og med den stigende indenrigshandel opstod tanken om at forbinde floderne med kanaler, så i midten af 1700 tallet åbnede den første kanal. Hermed var startskuddet gået, og denne udvikling fortsatte helt op til vort århundrede, hvor alle større byer fra London i syd til Manchester i nord blev forbundet med et net af kanaler.

Jernbanerne blev dog samtidig mere og mere populære og udkonkurrerede tilsidst kanalselskaberne, så kanalerne henlå derefter i glemsel og forfald. Først efter 2. verdenskrig begyndte man igen at interessere sig for kanalerne, denne gang i rekreativt øjemed og i vore dage er 1400 miles kanaler genåbnet, og de fleste ejes og vedligeholdes af British Waterways.

Hjemmefra havde vi af vores rejsebureu fået tilsendt en Route Planner, og vi ( eller det var vistnok mig) havde bestemt os for " Warwickshire Ring", en rundtur på 103 miles og med 119 sluser plus en kanal, der skulle gennemsejles frem og tilbage for at komme op til Ringen. "Warwickshire Ring" der bl.a går igennem Birmingham og Rugby, har kun den ulempe, at den er beregnet til 10-11 dages sejllads og vi havde kun godt 6 dage, men det skulle jo heller ikke være den rene ferie at være ombord på sådan en galej, øh jeg mener kanalbåd.

Route Planneren er helt undværlig og viser meget detaljeret kanalens forløb igennem byer og landskab, slusernes og broernes placering, forretninger, spisesteder og alle mulige andre oplysninger, der er gode at have på sådan en tur. Hjemmefra havde jeg nøje studeret ruten, især med hensyn til længden af dagsrejserne, da jeg levende kunne forestille mig, at der var nogle, der blev ret utilfredse, hvis båden ikke var tilbage i Alvechurch Marina til det aftalte tidspunkt. På kortene er også angivet rekommanderet mooring, d.v.s. steder der er særlig velegnet til overnatning, men ellers er det helt frit for, om man vil banke jernpælene i jorden og overnatte i det grønne landskab eller anvende pullerterne ved en stenkaj i byerne.

Bagagen var læsset ombord og stuvet af vejen på "Capercaillie" og glade og forventningsfulde, forlod vi Alvechurch og tøffede så ud af Worcester & Birmingham Canal. Allerede efter et par kilometer kom vi til turens længste tunnel Kings Norton West Hill Tunnel på ikke mindre end 2493 meter og bygget op i millioner af mursten. Heldigvis var der projektør på båden, for der var bælgmørkt, og midt inde i tunnelen kunne man kun se tunneludgangene som en knappenål stor lysplet. Det tog omkring en halv time at gennemsejle den vanddryppende tunnelen, der lige er så bred, at to både med forsigtighed kan passere hinanden.

På den anden side af tunnelen startede forstadskvarterene til Storbrittaniens næststørste by Birmingham, og vi sejlede helt ind til centrum til "mooring" i et meget flot kanalmiljø i gammel stil, men tilsyneladende helt nyt eller nyrestaureret. Efter aftentur i Birminghams meget moderne centrum opdagede vi, at vi havde parkeret båden lige ud for en natklub, hvor en masse mennesker begyndte at strømme ind, og selvom de så meget pæne og ordentlige ud nu, kunne det da godt tænkes, at de senere ville forstyrre natteroen, så vi flyttede båden nogle hundrede meter ned til sluserne.

Mandag. Efter en stille nat midt i Birminghams centrum vågnede vi til fuglekvidder, og foran os lå så 2 timers hårdt arbejde, hvor 13 sluser på rad og række skulle passeres. Sluserne i England er med selvbetjening, og en kanalbåd kræver mindst 2 mands besætning, idet den ene skal sejle båden, og den anden skal regulere vandstanden i slusen med store tunge håndsving og skubbe sluseportene op og i igen. Ved hver slusetømning eller påfyldning hæver eller sænker båden sig 2-3 meter, og der medgår omkring 100 m3 vand, næsten lige så meget vand, som vi hjemme bruger i husholdningen på et år.

Med 4 mands besætning går den ene hele tiden frem og klargør den næste sluse, og de 2 andre betjener den aktuelle sluse og lukker pænt igen, når båden er kommet igennem. Medens de andre laver bodybuldning, prøver skipperen at se ud, som om at det er en meget vanskelig opgave at styre båden fra sluse til sluse. Ved den næste sluserække på 8 havde vi indøvet teknikken og kom igennem på 1 time rent.

Frokost på "Frankie og Bennys" New York Italian Diner Restaurant, hvor en flink og sød sort pige serverede middag med drikkevarer for 21 pund. Det er en hel del billigere at spise ude i England end hjemme, og betjeningen er generelt venlig og hurtig, så det benyttede vi os af hver dag i hele ferien, og i denne restaurant var der endda italiensk sprogkursus i højttalerne på toilettet.

Da vi kom tilbage til båden, havde 3 drenge brudt døren op med bådshagen. Heldigvis kom vi på det psykologisk rigtige tidspunkt, idet de ikke havde nået at stjæle noget, men forlod stedet i lyntempo på deres cykler, da vi nærmede os. Herefter havde vi altid alle værdigenstande med, når vi forlod båden og blev helst ikke længere væk end højst nødvendig. Det er utroligt sjældent, der sker indbrud i kanalbådene, men det kan ske, ligesom det kan ske i en bil, og det er en ubehagelig oplevelse.

De engelske kanaler er alt andet end kanalagtige, idet de er smalle og snor sig igennem landskabet for at følge højdekurverne, da det i sin tid sparede på gravearbejdet og reducerede antallet af sluser. Derfor skal styrmanden hele tiden være på mærkerne især under de utallige broer, hvor passagen er særlig smal og ofte ligger i en uoverskuelig kurve, hvor det pludselig kræver handling, hvis en modsejlende båd dukker op.

Camilla var blevet ret god til at manøvrere båden og blev udnævnt til 2.styrmand, og vi havde i det hele taget så meget magt over situationen, at vi vovede at fremtage det medbragte dannebrog og sætte det op i bagstavnen. Det burde måske nok være taget ned i et stykke fladvandet kanal, hvor båden grundstødte, og bølgerne gik højt, idet alle mente, at alle vistnok skulle gøre det stik modsatte af det, de gjorde med ror, skrue og stager.

Moring ved 20 tiden mellem grønne marker efter en dagsetape på 10½ miles og ialt 34 sluser.

Tirsdag. Vi var nu kommet ind i Coventry Canal, og kanalen snoede sig igennem marker og småbyer, hvor man kom helt ind i folks baghaver. De fleste haver var almindelige pæne, andre stod med ukrudt og skrammel, og nogle havde virkelig gjort noget for at udnytte kanalmiljøets hyggelige stemning og havde plantet masser af blomster, så de forbisejlende fik en smuk oplevelse.

Langs den ene side af kanalerne går altid en sti, som i sin tid blev brugt til hestene, der trak bådene. Nu er stierne offentlige og bliver befærdet af lokalbefolkningen som næsten altid vinker og siger: " Hello", når vi passerede i kanalbåden. Overalt sad der fiskere langs kanalerne og fangede nogle småbitte fisk, som blev smidt ned i et net, og jeg ved ikke, om de virkelig spiser dem, eller det kun er for sportens skyld. Fiskerne sad i deres egne tanker og ville helst ikke have øjenkontakt eller hilse, så vi tog som regel gassen af båden og styrede over i den modsatte side af kanalen og prøvede at liste forbi uden at forstyrre alt for meget.

Modsejlende kanalbåde blev der altid hilst på, og jeg blev ret imponeret af Camilla, da vi på en strækning sejlede ret tæt på en jernbane. Londonekspressen kom brusende imod os, og Camilla gjorde det åbenbart internationale truckerhilsetegn, så vi fik et mægtigt trut med på vejen.

Spisning på The Gate Inn, en af Englands 70.000 pubber med antikveret fasade, håndmalet skilt og hyggeligt interiør. Vi er ikke rigtig vant til at gå ind sådanne steder, og jeg husker endnu tydeligt, da børnene var små, og vi gik ind på et tysk værtshus og bestilte 4 milkchake, og lokalbefolkningen var ved at falde ned af stolene af grin - jamen når jeg nu ikke kan lide øl.

Nå, men vi havde vovet os ind på The Gate Inn og havde fået anvist et bord og sad så og ventede på spisekortet og lidt betjening af de to servitricer, som stod og ikke havde så forfærdelig meget at lave. Efter et kvarter, hvor vi prøvede at holde modet oppe og lade som om det var en naturlig ting at blive totalt ignoreret af personalet, overvejede vi at gå igen, men så havde en af servitricerne åbenbart fattet, at vi var novicer i publivet og gav os lidt vejledning.

Man går op i baren og henter og betaler drikkevarerne. Derefter tages et spisekort, og man går hen til en anden disk og bestiller og betaler madvarerne, som så bliver serveret. Vi skulle jo bare lige vide arbejdsgangen, og det er faktisk dejligt, at pengespørgsmålet er ordnet inden spisningen, så man kan gå, når man er færdig.

I løbet af dagen havde vi sejlet over River Tame uden at berøre dens vand, idet en aquadukt førte kanalen over floden. Aftentur og moring i den lille by Atherstone, og vi var kommet igennem 17 sluser og en selvbetjent svingbro.

Onsdag. Vi var kommet lidt bagefter tidsplanen, så Gitte og jeg stod tidligt op og begyndte at sejle, medens Søren og Camilla sov længe, da der ikke var sluser i farvandet. Spisning på pubben The Clarendon Arms, og denne gang havde vi bare helt tjek på bestillingen.

Efter frokost overtog Søren roret, og jeg fik en middagspause på taget af båden, medens markerne gled forbi med masser af heste, køer og får. Om formiddagen ønskede jeg, at vi havde taget lange underbukser med, men om eftermiddagen blev det dejligt varmt, og sommertøjet blev fundet frem. I kanalerne var der foruden et par dykkende hejre, et utal af ænder som det var Camillas store fornøjelse at fodre, så vi måtte købe et par franskbrød extra hver dag for at stille noget af deres sult.

Ved Hawkesbury Junction drejede vi ned af Oxford Canals i et skarpt snævert U sving, og det var en stor tilfredsstillelse at det lykkedes at tilpasse bådens fart og bevægelse perfekt til den vanskelige manøvre uden at ramme bredden - ja det kan man nok ikke forstå, hvis man ikke selv har prøvet kanalfartens svære kunst.

Mooring ved Rugby, som har givet navn til boldspillet, og aftentur langs kanalen hen til en aquedukt over floden Avon. I løbet af dagen havde vi sejlet 24 miles, men kun kommet igennem 1 sluse, så vores slusepersonale havde fået "en slappe a da".

Torsdag. Vi var stadig bagefter med tidsplanen, så Gitte og jeg stod op kl. 7 og listede båden igennem de første 2 sluser og fik sejlet et godt stykke inden "børnene" vågnede af deres skønhedssøvn. Senere skiftedes vi til at sejle og Camilla sejlede fint igennem flere sluser alene - jeg var dog på båden, men blandede mig ikke i manøvreringen.

Mellem Rugby og Napton Junction var der mange modsejlende både og ikke alle lige søkyndige, så det gav mange spændende situationer. Ellers kan man ikke sige at kanalerne var overfyldte, idet der godt kunne gå halve timer imellem, at man mødte en modsejlende båd. På en båd med lutter unge mennesker havde de klædt sig ud som sørøvere og sejlede under piratflag, men vi undgik boring, da vi vinkede så sødt til dem.

Efter Napton Junction drejede vi ned af Grand Union Canals, troede vi nok, for denne ellers udmærkede "Route Planner" med masser af informative kort har en væsentlig fejl i sin opbygning. Kortene er orienteret med Nord i alle mulige retninger, så enten skal man prøve at vende kortet i sit eget hovedet eller vende bogen med tekst og kort på hovedet for at orientere sig, men det giver selvfølgelig altid lidt extra spænding, om man nu er kommet ned af den rigtige kanal, og i hvad retning man egentlig sejler.

Fra Calcutt Locks var sluserne med dobbelt bredde, d.v.s. at to smalle både kunne gå ind samtidig, eller en båd med dobbelt bredde, men det gav extra arbejde at komme igennem så store sluser.Vi fandt dog hurtigt ud af kun at åbne sluseporten i den ene side, og der var ikke noget at gøre ved al det vandfråseri, da der blev brugt 200 m3 vand istedet for de normale 100 m3, når der blev trukket i snoren.

Frokost på båden medens vi skiftedes til at sejle, og først kl. 19 efter 12 timers uafbrudt seljlads og 26 sluser lagde vi trætte til i Royal Leamington Spa, og så kunne landjorden ikke engang ligge stille, men gyngede og rullede, da vi skulle op og finde et sted at spise. Det var ellers en rekommanderet mooringsplads nær bymidten, men det hele så noget snusket ud, så vi fandt ikke rigtig nogle steder, vi havde lyst til at spise, og da der samtidig daskede en halvfuld mand rundt nede ved bådene, besluttede vi at sejle lidt videre, selvom det var sent. Heldigvis kom vi efter en kort sejllads ind i et nydeligt nybygget kvarter, endda med Camillas yndlingsspisested. På Mc Donald havde de foruden burgere også en automatisk håndvask. Man stak hænderne ind i et hul i væggen hvorefter der faldt en klump sæbe ned samtidig med, at det varme vand tændte, og lidt efter slukkede vandet, og varm luft tørrede hænderne. Det var da smart, og vi fik pludselig allesammen lyst til at vaske hænder.

Fredag. For sjov prøvede vi at spise morgenmad på Mc Donald, men det var ikke den store nydelse ikke engang for Camilla.

Efter en kort sejllads lagde vi til i Warwick og gik op for at se Warwick Castle, som skulle være det fineste middelalderslot i England. Madame Tussaud havde købt slottet og var så beskeden kun at tage 9 pund i entre for en voksen, men så havde de også spækket slottet med voksfigurer, og især middelalderkælderen var god, hvor man kunne se, hvordan datidens gøremål blev udført. Der havde også i 1898 været et kongeligt weekend party på slottet, som var blevet levendegjort i voks, og i levende live blev der spillet middelaldermusik, og en ridende ridder i rustning fortalte om de gamle ridderskikke. Desuden rendte landsbytossen rundt og drev gæk med folk, så alt ialt var det da pengene værd, og slottet var da forresten også både nydeligt og spændende og med en flot udsigt fra de mange tårne.

Først lidt over kl. 13 begyndte vi på Hatton Locks sluserække med 21 dobbeltsluser i rad. Et engelsk ægtepar spurgte, om vi skulle gå op sammen, og da det både sparer på vandet og er en god hjælp med en extra slusepartner, indvilligede vi straks. Vores slusepartnere ejede selv deres meget velholdte båd, som de havde købt brugt for 32.000 pund. Vi fik lavet et rigtig godt team med alle de sluser, der skulle betjenes, og de var hjemmefra noget bedre udrustet end os, da den engelske dame kørte på cykel mellem sluserne, hvor vi måtte småløbe. Desuden havde de walkitalkis, så hun kunne fortælle, hvornår den næste sluse var klar, og så havde hun et par læderhandsker, som vi kikkede langt efter med vores ømme og efterhånden barkede næver.

Efter 2 timer og 15 minutters hårdt arbejde var vi kommet igennem, og heldigvis var der placeret et ishus ved toppen af sluserne.Efter en ispause sagde vi så pænt farvel til vores engelske partnere, og vi sejlede videre, og de gik igang med at pudse messing på deres flotte båd.

Et par timer senere nåede vi Stratford Canals hvor vi lige snuppede 6 sluser inden aftensmaden på The Boot Pub, og senere aftenstemning ved kanalen, hvor Camilla fik affodret en meget sulten and inden sengetid.

Lørdag. Vi blev alle vækket af Camillas madand, som meget tidligt rappende forlangte at få serveret morgenmad på sengen. Lidt søvndrukne var vi alligevel parate til et rekordforsøg på gennemsejling af de 9 sluser, der lå og ventede i morgendæmningen, og da det tog 45 min rent, føler vi os nu parate til at deltage i et eventuelt Danmarksmesterskab i gennemsejling af engelske sluser på tid.

Derefter var der kun 4 sluser samt et par vippebroer tilbage og ellers rolig sejllads, til vi igen ud på eftermiddagen kom igennem Kings Norton Junction, og Warwickshire Ring var sluttet. Ned igennem Worcester & Birminghan kanal, som vi kendte fra udturen, og igennem King Norton Tunnels mørke mødte vi 6 modsejlende både, alle med mennesker i overstadigt feriestarthumør, og vi var slet ikke ret meget misundelige. En enkelt nystartet båd lå udenfor tunnelen og turde ikke sejle ind, da de havde set vores lys og ikke troede, at to både kunne passere hinanden.

Mooring lidt udenfor Alvechurch midt imellen alle de grønne marker, og Camilla fik noget af aftenen til at gå med pudsning af bådens messing.

Søndag. Det kan være, det er alderen der er ved at trykke, så det havde ikke gjort noget, hvis vi lige havde haft de 3-4 dage ekstra, som det egentlig anbefales, til at gennemsejle Warwickshire Ring, men det skal jo heller ikke være det rene driverliv at være på ferie.

De sidste miles blev tilbagelagt, og båden blev afleveret rengjort inden afleveringstidspunktet 9.30 og vi sagde pænt farvel til "Capercaillie" med tak for en spændende, sjov og oplevelsesrig uge, og som kun kan anbefales alle, der kan lide aktiv ferie, men husk lige foruden tandbørsten også et par læderhandsker.

Ad små veje til Birmingham, derefter ad store veje og siden ad mindre veje igen, nåede vi ud på eftermiddagen det nordlige Wales. I udkanten af Snowdonia Nationalpark fandt vi det smukt beliggende gamle stenhus, hvori vi havde en lejlighed i den næste uges tid.

Der var ingen hjemme, da vi ankom, men en seddel på døren bød os velkommen og fortalte, at nøglen lå under måtten. Lejligheden var den ene ende af værtsparrets hus, og vi rådede over en lille dagligstue, 2 soveværelser, køkken, et stort badeværelse, og haven var til fri afbenyttelse.

Wales, der er på størrelse med Jylland, har i århundreder været en del af Storbritannien, men waliserne hager sig fast i deres keltiske arv med deres særegne kultur og sprog, således at ca. hver femte waliser, foruden engelsk, mestrer det tungebrækkende cymraeg. Både vejskilte og TV udsendelser er på to sprog ( TV dog ikke på en gang, for så ville det nok blive endnu sværere at forstå.)

Snowdonia Nationalpark er på størrelse med Fyn og omkring halvdelen af de 25.000 walisere, der bor indenfor nationalparkens grænser, taler det gamle keltiske sprog. Det var nationalparkens bjergrige og enestående natur, der havde lokket os op på disse kanter, med de talrige gudsforladte stier i det ofte øde og barske landskab.

Vi havde købt en stifinder guide "Snowdonia Walks", og om eftermiddagen varmede vi op med en 4 km tur i det bakkede terræn nær Bala Lake. På den afmærkede tur kom vi igennem en gård, hvor lågen skulle lukkes op, og en dame, der sad på trappen og skrællede kartofler, hilste pænt på os. Vi hilste igen og fortsatte igennem gården mod en anden låge, og først, da vi var kommet igennem, opdagede vi, at stien førte udenom gården.

Ud på aftenen gik strømmen i vores lejlighed, og ejeren var endnu ikke kommet hjem, så det så lidt sort ud. Senere efter forgæves regeren fra vores side, kom ejeren heldigvis hjem, og det viste sig, at der sad en sparebøsse oppe under loftet. Bøssen skulle fodres med 50 pence mønter, og da det varme vand slugte dem i en lind strøm, var vi altid på jagt efter disse pengestykker resten af ferien.

Vejene ihvertfald i NordWales er smalle og med mange sving, og da lokalbefolkningen kører rask til, blev jeg hurtigt udnævnt til kolonnefører, da overhaling stort set er umulig. På nogle af de mindre veje kunne to biler ikke passere hinanden, men man må holde ind til siden eller bakke, når der kom modkørende.

Syd for Dolgellau i Cadir Idris naturreservat var der i vores Stifinderguide beskrevet en smuk tur til bjergtoppen Penygadair 893 m o.h. og med et beregnet tidsforbrug på 5 ½ time op og ned. Bjergene i Wales er ikke verdens højeste, men kan godt være stejle og forrevne, og hvis man starter fra en parkeringsplads i 100 meters højde, så kan 893 meter godt give sved på panden. Vejret var i starten overskyet, men klarede hurtigt op med strålende sol, så de medbragte vinterjakker og regntøj lå trygt og godt i ryksækken på hele turen.

Nær toppen lå en forladt stenhytte fra Victorietiden, hvor vandrere til Penygadair kunne søge læ, men med vores vejr var det en fornøjelse at sidde på klippekanten og nyde den flotte udsigt ud til Barmouth bugtens blå hav 10 km væk. Nogle måger kredsede rundt om toppen og var meget interesseret i vores madpakker, og så sagde de og det er rigtig nok: " Rap Rap Rap" sikkert fordi de havde regnet ud, at de fik mere brød, hvis vi troede, de var ænder.

I bunden af den store Cardigan bugt ligger Porthmadog og lidt syd for byen ligger den ejendommelige museumsby Portmeirion, der er en af Wales største turistattraktioner. I 1925 påbegyndte den excentriske arkitekt Sir Clough Williams-Ellis sin vilde drengedrøm om at skabe en italiensk landsby på den walisiske kyst.

Skaberglæden varede de næste 50 år, og først da han selv var 90 år, syntes han byen var komplet. De mange forskellige pastelfarvede bygningsværker ligger hulter til bulter i de små gader, og overalt er der garneret med søjler, statuer, tårne, blomster og palmer, og alle de løvefødder og gesvejsninger han har kunne finde fra nedrevne godser og palæer. At der så også lige er smuttet et par statuer med af fede buddhaer og indiske danserinder, må vi tilgive ham, for det er faktisk blevet til en virkelig særpræget og charmerende lille by. For endagsgæster koster det et par pund at blive lukket ind, men man kan også leje nogle af husene til overnatning. Vi gik dog bare rundt og nød stemningen, og osede i forretningerne med de italienske souvenirs og spiste på en restaurant med et stort udvalg af spagettiretter.

Snowdonia Nationalpark er opkaldt efter Wales højeste bjerg Snowdon på 1085 m.o.h., og for mere magelige turister er der i 1896 anlagt en smalsporet jernbane " Snowdon Mountain Railway", der med gamle damplokomotiver fra Llanberis næsten går til toppen. At bestige et bjerg via jernbane gælder ikke, hvilket Camilla næsten godt kunne forstå, og desuden stod der en lang kø ved jernbanen, og et skilt forkyndte, at der var to timers ventetid.

Godt skjult og uden et eneste skilt, fandt vi bag stationen fodstien op til Snowdon, og i familietempo begav vi os ud ud på den 8 km lange tur til toppen. På vejen op så vi to fårehunde, der med stor dygtighed drev en stor fåreflok forbi to mænd, således at fårene, der åbenbart skulle tælles, blev dirigeret enkeltvis forbi mændene.

På vej op blev der holdt en del småpauser, hvor vi nød den flotte udsigt, og det var faktisk også interessant at se de små damptog, der asede op og ned af bjergskråningen. Der var en masse mennesker på og omkring toppen, så det var næsten umuligt at få et topbillede uden fremmede turister, men lidt væk var der fredeligt nok, så vi kunne få en velfortjent spisepause og nyde de flotte omgivelser.

Jeg havde lovet Camilla, at vi skulle prøve toget ned, men først efter en lang ventetid fik en skrankepaveagtig togmand presset os ind forskellige steder i en togvogn. Det var en underlig fornemmelse at køre baglæns ned af et bjerg, og da solen skinnede, blev der hurtigt kvælende varmt i vognen. Det eneste oplivende ved turen var, at jeg var blevet bænket ved siden af en nydelig ung dame, og når hun skulle fotografere, skubbede hun, så det var en ren fornøjelse.

Vores feriehus lå i et dejligt bakket/bjerget område, hvor der kunne gåes nogle gode ture, enten af småbitte veje eller tværs igennem landskabet med store folde med får og heste. Den lokale bjergtop blev også besteget efter flere forgæves forsøg igennem meterhøje bregner og tusindevis af Ulex europæa, der er nogle stikkende buske, som heldigvis ikke trives særlig godt i det danske klima.

Hvis man vil finde ud af, om ovnen i ens feriehus er ren, skal man blot sætte to pizzaer ind og tænde for varmen. Når så røgen vælter ud af ovnen, og husets to røgalarmer går igang, så ved man, at det er den ikke.

Til hjemlig uhygge om aftenen indgik TV nyhederne, der næsten kun handlede om mord og andre indenlandske ulykker, men på en enkelt kanal fandt vi ud af, at der nogle gange kl. halv elleve om aftenen var et kort indslag om Tour de France, og Bjarne Riis blev en gang imellem nævnt i forbifarten.

Den sidste dag i Wales kørte vi nordpå ad de smalle snoede veje, og vi fik hurtigt lavet en pæn hale af biler, selvom jeg efter forholdene kørte stærkt og endda et sted fik overhalet en traktor.

Bodnant Garden blev anlagt i 1875 og regnes for en af de fineste haver i Storbritannien, så den måtte vi jo besøge. Haven er anlagt ned af nogle skråninger med masser af vandløb, store mammuttræer og prægtige rododendroner, foruden selvfølgelig alle mulige andre planter i velpasset dressur.

Det gamle maleriske Conwy ligger trygt bag tykke middelaldermure med velbevarede byporte og 22 vagttårne, og det er faktisk muligt at gå rundt om det meste af byen oppe på selve bymuren. I forbindelse med bymuren ligger Conwy Castle, bygget af engelske Edward 1. i et forsøg på at undertrykke waliserne, men i vore dage er borgen kun til pynt og er et sandt mesterværk i middelalderlig arkitektur. Borgens mange tårne er fulde af trappetrin, men jeg tror, vi fik prøvet alle trapperne, og det var sjovt at se Camillas ansigt, da vi var ude af borgen igen, og Søren drillende foreslog, om vi ikke skulle besøge trappemuseet i nærheden med verdens længste trapper.

Over floden gik en gammel, men nyrestaureret bro, og det kostede kun 1 pund for voksne at spadsere over, men så fik man da også lov at kikke ind i en gammel vagtstue.

I Conwy ligger Storbritanniens mindste hus på kun 2 x 3 meter. Huset er fra det 16. århundrede og var på et tidspunkt meget forfaldent, og byen havde dømt det til nedrivning. Men ejeren rejste rundt og målte små huse over hele landet, og da det var bevist, at det var det mindste, blev det bevaret. Der er nu rundvisning i hele huset for 50 pence, og den hyggelige gamle morlil, der havde tjansen med at indkassere entreen, fandt endda et bånd frem, der på dansk fortalte husets historie.

Efterhånden var vi da også blevet mæt af alle de fremmede indtryk, så det gjorde egentlig ikke så meget, at kursen igen skulle sættes mod Cambridge til overnatning på det udmærkede vandrehjem, og med behændighed undgik vi denne gang de udlagte parkeringsbødefælder. Byen var i feststemning, da der åbenbart lige havde været graduation, så det myldrede med glade mennesker, og de nyuddannede gik stolte omkring i fine sorte dragter med skindbesatte hætter.

I Harwich var der også feststemning, ihvertfald blandt de danske biler, der holdt og ventede på Englandsfærgen. Det var lige den dag, hvor den sidste afgørende etape i Tour de France skulle køres, og en billist stod via sin mobiltelefon i forbindelse med sin bror, der sad hjemme i Hvidovre og så fjernsyn. Da så sejren til Bjarne Riis var hjemme, gik det som en løbeild imellem de danske biler, og alle gav et glad trut i hornet, og vi glædede os over at være danske og til at komme hjem.

Til oplysning kan det nævnes at kanalbåden kostede 7.290 kr., huset i Wales 2.088 kr. og DFDS skulle have 4.996 kr. ialt 12.561 kr. Grunden til at regnestykket ikke passer er, at vores ganske udmærkede rejsebureau EuroStudy i Fakse Ladeplads foruden en god personlig service gav en klækkelig rabat ved et samlet tilbud. Derudover brugte vi knap 12.000 kr. til spiseude mad mindst en gang om dagen, vandrehjem, entreer, P afgift m.m., men så havde vi også fået 3 ugers aktiv ferie med masser af indtryk og motion til arme og ben.

Tilbage til forsiden