Drømmen om de 4 toppe.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

August 2001

2.del

Den gik ikke Granberg, da vi allerede sidste år prøvede at opfylde drømmen om i samme sommerferie at nå det højeste naturlige punkt i hvert af de 4 Skandinaviske lande. For det første havde vi meget lidt fjelderfaring, og for det andet kom der så sent som i begyndelsen af juli måned nogle store snedriver i vejen og især på vejen, som satte en brat stopper for den i hvert fald kørende fremfærd mod den finske fjeldtop Halti.

Det var ellers oppe i nærheden af Halti, 300 km nord for polarcirkelen, at drømmen om de 4 toppe blev født eller hedder det drømt for omkring 5 år siden. Vi var på vej til Nordkap, og i det finske udsted Kilpisjärvi havde vi indlogeret os på et vildmarkshotel, og jeg studerede det ophængte kort over området og blev opmærksom på Finlands højeste punkt Halti, som lå nogle dagsrejser inde i ødemarken. Først senere studerede jeg områdernes kort grundigere og fandt ud af, at fra Norgessiden kunne man ad en blind vej komme ind kun 5 km fra Halti, og det begyndte nu at lugte af noget, som var overkommeligt for et par halvgamle fodsportsfolk. Vi kendte Norges højeste punkt Galdhøpiggen fra tidligere, og jeg havde næsten glemt, at jeg havde lovet mig selv, at det var sidste gang, jeg skulle derop, og et sted havde jeg læst at Sveriges Kebnekaise også var muligt at bestige for almindelige mennesker, hvis de nordlige vejrguder ellers var venligt stemt. Så var planen til ideen der, hvis vi også lige fandt Danmarks højeste punkt og fik lavet en 4-top tur.

Sidste år var ambitionerne at vi ville forsøge at nå de 4 toppe på en almindelig 3 ugers sommerferie, men som sagt blev en af toppene kun lige ved og næsten nået, og så gælder det ikke.

Efter at have sundet os et halvt års tid, og i erkendtligheden af, at i vores alder skulle vi nok ikke vente alt for længe, var vi friske til et nyt forsøg, og for denne gang at lave lidt turbo på foretagenet bestemte vi, at de fire toppe skulle nås indenfor 10 dage. Uden at vide det 100 %, men dog i nærheden af 99,99% tror vi ikke, at andre i verdenshistorien har gjort forsøget, især ikke med den danske top involveret, hvor Ejer Baunehøj officielt er Danmarks højeste naturlige punkt, men i virkeligheden er det den ukendte Møllehøj og det er der ikke mange, der har regnet ud.

For at undgå generende sne, i hvert fald på vejene, var forsøget i år henlagt til begyndelsen af august, og allerede 3 uger før gik vi i træningslejr med aftenture rundt om Kimmerslev Sø med op til 10 kg bøger i rygsækken, og de sidste 2 uger afsluttede jeg aftenturen med trappetræning d.v.s. 20 gange op og ned til 1.salen i vores hus. Gad vide hvad naboen har tænkt, for det var i en periode med varmt vejr, så trappetræningen foregik i underbukser. Bare trappetræningen viser dette års entusiasme for sidste år gik jeg allerede i stå på 3. dagen og overbeviste mig selv om, at jeg nok skulle passe på med overtræning.

Sidste års tekniske udstyr, der bestod af et termometre og et kompas, var i år stærkt forbedret, idet vi havde købt en halvpart i en GPS, således at vi ved hjælp af 4-5 satelitter kunne stedfæste vores position i terrænet, højden i terrænet og som en livline i tåget vejr, kunne GPSen føres os tilbage til dagens udgangspunkt. Yderligere havde vi forøget ekspeditionens kapacitet af vandrestave med 100 %, idet vi i år, havde en sylespids vandrestav hver og ikke kun en til deling, og sådan en stav er bare uvurderlig til vandringer over løse sten, vandløb og isglatte skråninger.

Vores mål var at plante Dannebrog på de 4 toppe indenfor 10 dage, og selvom vi ikke skiltede meget med, at vi var i gang med et verdensrekord forsøg, så vakte Dannebrog, der stak op af min rygsæk, dog en del opmærksomhed og interesse hos andre vandrere, og der var nok også nogen, der trak på smilebåndet, men det tog vi med som en oplevelse.

På første side i min rejsedagbog står der, at "det er vores plan at køre til Stockholm og videre op langs den Botniske bugt til den finske grænse. Derefter langs grænsen på den finske side, passere polarcirkelen og videre til Norge og køre op af grusvejen til Haltifjeldet og overnatte derude, således at vi har en hel dag til Halti. Videre til Kebnekaise, hvor vi vil gå ad den Østre Rute til toppen og så ned ad den svenske indlandsvej til syd for Østersund og igen krydse over til Norge og finde Galdhøpiggen. Hvis vi klarer det så langt, vil vi køre via Oslo til Göteborg og tage færgen til Frederikshavn og bestige Møllehøj. Men nu må vi se!"

Ja det må vi jo, og i tankerne rumsterede de utallige hindringer, der kunne umuliggøre forsøget. Vores 6 år gamle Toyota kunne bryde sammen under kørselens over 5.000 km, eller der kunne komme en sten igennem forruden. Vi kunne måske heller ikke denne gang finde Haltis top og var sneen i år smeltet væk fra vejen? Der kunne også trædes forkert på en af de utallige løse sten, der lå forude (en kollega var kort forinden på vandretur i Norge, men på 2. dagen gled hun på en sten og brækkede foden), og vi havde endda 4 fødder at holde styr på. Vi kunne også komme for sent til færgen til Frederikshavn, eller der var måske slet ikke plads, og bondemanden der regerede på Møllehøj, ville måske nægte os adgang til hans kreaturmark på grund af mund og klovsyge.

Hvordan det så virkelig gik med 4-top ekspeditionen 2001 kan læses i det følgende og hvis læserne vil læse om vores 1. forsøg og om forholdene i det høje nord med samerne og midnatssol m.m., kan det læses i min rejsefortællingen "Fra Ejer Baunehøj til Kebnekaise".

Fredag 3/8 Allerede kl. 6 morgen startede vi hjemmefra, for vi ville gerne være i Stockholm midt på eftermiddagen, da vores udmærkede bibliotekar på Borup bibliotek havde fået opsnuset, at vi ville op på de kanter, og hun havde anbefalet, at vi skulle se den nye turistattraktion i Stockholm Junibakken der lukkede allerede kl. 17.

E 4 mellem Helsingborg og Stockholm er efterhånden motorvej det meste af vejen og med forbavsende lidt trafik, så det gik raskt deropad igennem det svenske skovlandskab, medens vi hørte Hungerbarnet af Cecil Bødtger. Vi havde hjemmefra regnet ud, at der skulle køres en del for at projektet skulle lykkes, og vi havde derfor medbragt 5 romaner indtalt på lydbånd, så i vores minder for turen, indgår foruden det hungrende barn også svensk bondekultur i 1800 tallet med indlagte kærestesorger, og efterkrigstiden i Danmark med Lille Jonnas skærmysler.

Midt på eftermiddagen nåede vi Stockholm og kørte straks ud på Djurgården og puttede alt, hvad vi ejede af svenske mønter i parkometret, og det strakte ikke til særlig lang tid, så vi gik straks indenfor på Junibakken og forlystede os i børnebøgernes verden. Alt foregår indendørs, og hovedattraktionen er en svævende vogntur "Sagotoget", der ganske langsomt fører tilskueren igennem forskellige tableauer fra børnenes bogverden. Hovedvægten på Junibakken er lagt på Astrid Lindgrens historier, men også andre forfattere er repræsenteret, og det hele er ganske flot lavet.

Vi havde været for sent ude med at bestille overnatning på vandrehjem i Stockholm, og alt var booket allerede et par uger før, vi tog afsted, så igennem FDM og lidt rabatbilletter havde vi fået et værelse på Scandickædens Sjöfartshotel til 710 dkr. for et dobbeltværelse med morgenmad. Meget dejligt hotel med udsigt til havnen og skibsplanker på gulvene og maritim udsmykning og i gå afstand til Gamla Stans hyggelige krogede gader.

Det var helt sikkert, at vi ikke havde brug for 2 fine porcelænsdukker og en ekstra rygsæk, men det var, hvad vi fik købt på aftenturen. Hvordan man kan fremstille og tjene penge på en stor fint bemalet porcelænsdukke med hår og øjenvipper, prinsessekjole med flæser og broderier, marmelukker og små fine sko til 59 svenske lavpriskroner er mig en gåde. Hele forretningen var fyldt med alle mulige smukke dukkeudgaver, og da vi ikke havde plads i bilen til de 15 –20 dukker, jeg havde lyst til at købe, måtte jeg nøjes med en til barnebarnet Nanna og en mindre til mig selv til 29 kr. Da det er upraktisk at gå aftentur med to porcelænsdukker, gjorde jeg et nyt røverkøb med en solid rygsæk til 110 skr., så det er åbenbart ikke kun bilerne, der er billige i Sverige. Dukkerne har jeg senere set i København til omkring 350 dkr., og rygsækken ligner en i 500 kroners klassen.

Mc Donalds kædens sorte plet ligger i centrum af Stockholm, hvor nogle vilde barbarer havde raseret. Maden kom meget hurtigt, men da vi kom op på 1. salen og ville finde et bord, flød det med affald, og da vi fandt et rent bord, lå der en sø nedenunder. Måske er det svenskernes affaldssortering, der giver problemer, for det kræver den store renovationsmedarbejdereksamen at dele Mc Donalds affald ud i de rigtige 3-4 forskellige affaldssække, og så er det nemmere at lade det stå på bordene.

Lørdag 4/8. Svenskerne har vistnok ganske normale håndklæder på hotellerne, men jeg synes de er for små og for hårde. Det kan da så godt være, at Gitte har ret i, at jeg brugte gulvmåtten, men så kan de lade være med at hænge så meget forskelligt op.

Efter hotellets gedigne og overdådige morgenbord startede vi kørselen op langs den Botniske bugt. Det havde ellers set meget tørt ud i Stockholm, men vejrguderne havde fået opsnuset, at vi havde påbegyndt sommerferien, så regnen var startet i løbet af natten, og det blev bare ved hele dagen, og temperaturen faldt til 14 grader.

Omkring 170 km nord for Stockholm ligger Gävle Bro over motorvejen, og vi strakte benene og kunne se, at det var et ganske godt spisested for vejfarende, men vi havde taget rigeligt for os af morgenmaden og var bestemt ikke sultne endnu.

Der var ret trafikeret hele dagen, og E4 veksler mellem motorvej, motortrafikvej med et autoværn, der delte vejen i skiftevis 1 og 2 baner og almindelig svensk landevej med 2 baner og et sidespor til at trække ind i, ved bagfra kommende overhaling. Landskabet er ret fladt og vekslende med skove og marker, og det gik hurtigt nordpå.

Hvis der var nogle seværdigheder på ruten, så vi dem i hvert fald ikke, men vi bemærkede den store nye hængebro ved Härnösand og blev klar over, at det ville kræve en afstikker fra E4, hvis den smukke og berømte "høje kyststrækning" skulle opleves, men vi higede bare efter landet i nord og mødet med vores første udfordring Haltifjeldet.

Lidt nord for Örnsköldsvik og et par hundrede kilometer forud for vores plan, fandt vi en campinghytte på Solbakken Camping, og bakken var der godtnok, men solen var stadig dækket af dyngvåde skyer. Der var ingen ledige 2 sengshytter, men vi fik en 4 sengshytte til reduceret regnvejrspris 250 skr. og med nydelige faciliteter i servicehuset. Det var en eller anden kristen mission, der drev stedet, for en større bygning var forsynet med et kors og ud på aftenen lød der salmesang, men ellers var de meget fredelige.

Søndag 5/8. Regn hele formiddagen og igen om aftenen og stadig et fladt civiliseret landskab vekslende mellem skove og marker uden antydningen af det vildmarkspræg, som findes på samme breddegrader i det indre af Sverige.

I Luleå kørte vi mod Gammelstaden, der er Nordsveriges største kirkeby med 400 hytter omkring den store imponerende kirke fra 1400 tallet, der vidner om tidligere tiders økonomiske velstand bygget på handel med skind fra Indlandet og laks fra elvene. I 1997 blev Luleå Gammelstad optaget på Unescos verdenskulturarvs liste, og det er der kun 8 andre steder og miljøer i Sverige, der kan prale med.

Efter at kirken blev bygget, har der været nogle landhævninger, og den tidligere havn nær kirken blev så fladbundet at Luleåbeboerne blev tvunget til at flytte omkring 10 km nærmere kysten, og derfor findes Luleå Nye stad og Luleå Gammelstad. De små hytter i de krogede gader i Gammelstaden blev brugt til overnatning i forbindelse med kirkebesøg og efterhånden også som fritidshuse for almindelige mennesker, der kunne hygge sig i de små stuer og få en pause i de hjemlige sysler.

Vi stilede direkte mod turist informationskontoret og ville melde os til en rundvisning i Gammelstaden, men der var forhånds booket og ikke plads til flere, som en ellers meget velvillig receptionist med beklagelse forklarede. Hun viste os i stedet ovenpå til en udstilling og tændte for et udmærket billedshow, der viste byens historie, og bagefter viste hun os vejen til en kirkestue, der var åben for beskuelse.

Et par hundrede meter fra kirken ligger Hägnan, der er et levende frilandsmuseum, og her var der liv og glade dage med gammeldags marked med taler, fåreklipning, pølsesmagning m.m. og i en spændende landhandel fra 1930, købte jeg en vejrpind. Pinden har jeg sømmet fast til en vinduesramme og jeg har ikke helt lært at tyde overskyet vejr endnu, men i regnvejr hænger den ihvertfald nedad, og i solskin stritter den begejstret opad.

Helt oppe i bunden af den Botniske bugt nåede vi Haparanda, der er den svenske by på grænsen til Finland. Byen har et ualmindelig smukt gammel rådhus med spir og tårne og også enkelte gamle træhuse i finsk/russisk stil, men der findes også mange firkantede kedelige huse. Deres kirke er ret ny og er i en hel speciel og alt andet end køn fabrikssilostil, men måske er den flot indvendig.

15 km nord for Haparanda ligger på Sverigesiden Kukkolafossens Turistanlæg, hvor vi lejede en fin hytte. Det er ikke de billigste hytter med 480 skr. for de mindste med 4 senge og eget toilet og bad, men det er rigtig dejlige hytter, og så ligger de midt i et spændende kulturfiskeområde og med udsigt til den brusende foss. På lange vakkelvorne træbroer ud i elven fisker man sikfisk med fiskeketsjer på selv samme måde, som man har gjort siden 1600 tallet og der må stadig være masser af fisk i fossen, for i de 4-5 minutter vi kikkede på en fisker, fik han langet 3 store fisk indenbords. De gamle fiskeboder står endnu, og der er et par små museer, et gammel savværk og en vandmølle, og for de lidt mere modige arrangeres der forsränning i gummibåd igennem fossen. Vi prøvede det selv for nogle år siden, og det var en spændende og morsom tur.

Mandag 6/8 Vi var nu tæt på Midnatssolens land, men var for sent ude årstidsmæssigt til at opleve midnatssol, men på GPSen kunne vi se, at solen gik ned 21.36 og står op 3.42. Det regnede fra morgenstunden og blev ved hele formiddagen, men så holdt det alligevel op, og vejene blev tørre. Vi krydsede grænsen til Finland og kørte op langs den finske side af Tornealven eller på finsk Torniojoki elven og krydsede lidt senere den nordlige polarcirkel, men det er der her ikke gjort meget ud af, udover et skilt og en souvenirforretning. Hvis man vil opleve det helt store polarcirkel/julemandsshow så skal man køre omkring 70 km længere østpå til Rovaniemi, hvor finnerne påstår at julemanden bor.

Selvom vi havde julelys i øjnene ved tanken om igen at være i Midnatssolens land, holdt vi os pænt til E8 i nordvestlig retning. Vejen er 2 - sporet med meget moderat trafik, og det flade landskab gik efterhånden over i bølgende bakker og senere i fjelde. Flere gange i løbet af dagen havde vi set rener på vejen eller i skovkanten, og hvordan samerne holder styr på dem, er mig en gåde. Samernes hellige bjerg Saana på 1.029 meter dukkede op, og desværre var toppen indhyllet i skyer, og det var sådanne skyer, vi helst ikke ville rode rundt i på Haltifjeldet.

Midt på eftermiddagen nåede vi Kilpisjärvi, og det er egentlig imponerende for allerede 250 km fra "byen" er der vejskilte til stedet, og der er ikke andet end 5-6 ødemarkshoteller og ikke andet.

Der var lidt overnatningsbesvær i Kilpisjärvi, for der var ingen ledige hytter det sædvanlige sted, så vi måtte køre nogle km tilbage og prøvede lykken på et 5-stjernet vildmarkshotel. Der ville de gerne overlade os et rum til 700 finmark, men så var det også incl. morgenmad og badstue, som receptionisten prøvede at lokke med, men det syntes jeg nok var lige i overkanten. Næste sted var der ingen i receptionen, selvom vi kimede på klokken og ventede og ventede, men det fjerde sted kaldet Saanam Maja havde de både hytter og værelser. Værelset kostede her den beskedne sum af 230 mark, og for de 470 mark vi sparede, kunne vi godt leve med et par punkterede ruder, og at bygningen udvendig var malet lyseblå.

For at holde formen bare lidt ved lige, henlagde vi aftenturen til Trerigsstenen, hvortil der går båd kl. 9, 13 og 17. Båden sejler over Kilpissøen med fjelde til alle sider, og på den modsatte bred bliver passagererne sat af, og så har man 2 timer til at gå de omkring 3 km ud til stenen og tilbage igen. Stenen er en stor gul betonklods, der ligger i en sø og den markerer, hvor Finland, Norge og Sverige støder sammen. Der går træbroer ud til og omkring stenen, så man kan lynhurtigt tage en runde i de 3 lande og for os satte den mange tanker i gang. Vi var spændte på, om grænsen ude ved Halti var lige så godt markeret som her, med gule stenvarder placeret med få hundrede meters mellemrum, eller der var sparet så meget på malingen, at grænsen i vildmarken ikke kunne ses.

Vi var faktisk meget spændte på de næste dages udfald, og det var bestemt ikke med i planerne, at det igen begyndte at styrtregne og måske gøre det stejle grusspor ud til Haltifjeldets fod umuligt at passere i bil.

Vi er ved at nå turens nordligste punkt, og siden sidste overnatning var dagen tiltaget med omkring 1½ time med solnedgang 22.30 og solopgang 3.00.

Tirsdag 7/8 Overskyet vejr og af den grund med alle fjeldtoppene gemt i skyerne, så vi håbede snart på noget opklarende vejr. GPSen viste, at der kun var 32 km i fugleflugt til Halti, men der er omkring 50 km, hvis man vil følge stien ud gennem ødemarken. Hertil skal lige siges, at en sti på disse kanter ikke er en sti i traditionel forstand, men blot en afmærkning og mange gange en dårlig afmærkning. Dette behøvede vi dog ikke at spekulere på, for min plan gik ud på at køre ud af Finland og ind i Norge og lidt nordpå af E6.

Lige inden vi kørte ud af Finland, stoppede vi ved Ahdaskuru Bro, der blev bygget i 1943 med henblik på at lede den tunge tyske trafik fra Atlanten til den finske front. Broen er af fint tilhuggede granitkvadre, men det, der gør broen speciel er, at det er den eneste bro i hele Nordskandinavien der overlevede den brændte jords taktik, da tyskerne trak sig tilbage fra de fremrykkende russere.

E6 snor sig helt ind i Kåfjorden, og i Birtavarre drejede vi ind i Kåfjorddalen ad først en asfaltvej, der senere bliver til en grusvej. Vejen blev mere og mere hullet og efter en spinkel jernbro over Nordnorges dybeste canion, gik vejen sine steder stejlt opad.

På denne vej blev vi sidste år i juli måned stoppet af store snedriver hen over vejen, og det gav os en ekstra dagsvandring på 10 km frem og 10 km tilbage, foruden den mislykkede bestigning af Halti. I år havde vi derfor besluttet, at vi på en eller anden måde måtte helt ud for enden af grusvejen og overnatte ved bjergets fod, så vi havde en hel frisk dag til bestigningen. Vi ville helst køre helt derud i bil, så vi snoede os langsomt forbi vejens mange dybe huller, og over nogle vadesteder så det bare helt umuligt ud, men der var da heldigvis ingen generende sne i år. Et sted deler vejen sig mod et sted, der på kortet hedder Sameby, men de var nok ikke interesseret i besøg, for de havde spændt et reb over vejen og på et bræt malet Halti den anden vej, så den fulgte vi selvfølgelig. De 15 km grusvej tog 1½ time, og på intet tidspunkt kunne der komme fart nok på vognen til at komme ud af 1. gear til 2. gear. Turen sled noget på nerverne og gav sommerfugle i maven, og jeg måtte stoppe 3 gange for at tisse, men terrænet fladede da endelig ud i omkring 700 meters højde, og vi kom frem til endestationen med både bil og bagage.

Området støder op til en nationalpark, og mærkværdigvis holdt der 6-7-biler spredt lidt rundt omkring i området, så vi var da ikke helt alene, og måske var der endda nogen, der ville slå følgeskab til Halti. Vi kørte helt frem til den lille hytte, hvor der i forvejen holdt 2 biler, og der sad endda nogle derinde og spiste. Vi hilste på, og da tungemålet lød lidt fremmed spurgte jeg, om de var finner: "Ja". Nogle af dem havde trøjer på, hvor der stod Halti og for måske at få lidt staldfiduser spurgte jeg, om de havde været oppe på Halti: "Nej".

De var ikke ligefrem de mest snaksagelige og meddelsomme mennesker, så vi gik tilbage til bilen og lurede lidt på situationen. Klokken var 13.30, og vi var egentlig fristet til at begive os afsted med det samme, men vi havde jo en hel dag i morgen, og vejret var ikke det bedste med 10 grader, stærkt blæst og med skyerne halvt oppe på Halti.

Vi pakkede istedet en let rygsæk og ville så blot snuse lidt rundt i omegnen og gik opad i retningen mod Halti, men stoppede, hvor blokmarken går stejlt opad, og i fred og ro sad vi og nød det fantastiske øde landskab, medens et par jagtfalke skrigende fløj over vore hoveder.

I løbet af eftermiddagen var et par af bilerne kørt og også finnerne ved hytten, men der holdt stadig en bil ved hytten, men der var dog hverken spor af mennesker eller personlige ejendele i hytten, så vi tog den i besiddelse og var glade for, at vi ikke skulle sove under en blafrende teltdug. Hytten eller skuret, der kun var på nogle få m2, var tøjret til nogle store sten med en stålwire, og interiøret bestod af et vakkelvornt bord, en bænk, en stol, en gammel divan og en brændeovn. Gitte ville sove på divanen, og jeg fik overladt gulvet, men den hjemlige hygge bredte sig først, da jeg med den sidste af vores 3 tændstikker fik ild i en tom æske Gajol og nogle små spåner, og langsomt fik udbygget flammen til en knitrende ild, efter at have savet lidt i nogle gamle brædder.

Det regnede hele aftenen, og døren blæste op et par gange, men vi faldt i søvn med morgendagens ukendte strabadser i tankerne.

Onsdag 8-8 Allerede kl. 3.30 vågnede jeg og så, at det var klaret op og efter en halv time hvor jeg vendte og drejede mig, vågnede Gitte, og vi besluttede at stå op og udnytte det tørre vejr. Tandbørstningen blev klaret ved bækken, og kl. 5 var vi klar til afgang mod turens første mål. Da der ikke var nogle mennesker, vi kunne fortælle om vores planer, lagde jeg dato og en rutebeskrivelse i både hytten og bilen, hvis nu så fremt ifald vi skulle strande med en brækket fod eller lignende. Foruden det Dannebrog, vi havde tænkt at plante på toppen af Halti, havde jeg 20 fødselsdagsflag med i rygsækken, (det sagde jeg nu ikke noget om til Gitte), og det var ikke fordi jeg havde tænkt mig at lave surpriseparty, men hvis nu en af os blev plantet på bjergsiden, og den anden skulle gå efter hjælp, kunne flagene måske give lidt landkending, for mennesker er meget meget, små i den natur.

Ruten til Halti havde jeg gået mange gange før, men kun i drømme, og i fantasien og den ene gang det var sket i virkeligheden, var det mislykkedes. Toppene i området og højdekurverne var hjemmefra nøje studeret på kortet, men i virkelighedens verden var der ikke et mærke eller bare en lille varde, der viste vejen, man er helt overladt til sig selv og sin stedssans.

Fra hytten var vi nødt til at holde godt til højre, for den direkte kurs går over en næsten lodret klippeside, og det er ikke rigtig noget for os, vi er kun bjergvandrere. Det første stykke gik hen over nogle lette småbakker og grønne områder inden den stejle opstigning, hvor blokmarken begynder, og så var det slut med jord under fødderne på den tur. Blokmark er store sten, der ligger hulter til bulter, og nogle er løse og nogle ligger fast, men det ved man ikke, før man træder på dem, så hvert skridt krævede koncentration.

Hjemmefra havde Gitte kodet Haltis top ind på GPSeren og som dobbeltjek brugte jeg kompasset, for man ved jo aldrig med det der nymodens djævelskab.

Efter det første stejle stykke steg terrænet kun jævnt, men vi var nødt til at gå mange omveje for at undgå de stejleste steder, og sigtbarheden blev hurtig stærkt begrænset, da vi kom op i skyerne. På GPSen kunne vi se højden, og hvor mange km der var til toppen, hvorimod retningspilen på GPSen ikke var helt så sikker, fordi vi kun kunne holde en fart på 1 km i timen, og det synes GPSen slet ikke er nogen fart, så vi støttede os meget til kompasset. Men ærligt talt, hvis vi ikke havde haft GPSen er det tvivlsomt, om vi havde fundet toppen, for topområdet er ret fladt, med flere opstikkende småtoppe og sigtbarheden var kun 30-40 meter.

Hjemmefra i Borup omkring 1.600 km sydpå i fugleflugt, var koordinaterne kodet ind, og jeg må tager hatten af for GPSen, for med kun 78 meters unøjagtighed, ramlede vi i tågen ind i den norske top Halti og gudskelov var der en stor varde, så vi var sikre på at have fundet det rigtige sted.

Klokken var blevet lidt i 10, så vi havde vandret i knap 5 timer. Det var hundekoldt og blæsende, og for et stykke tid siden havde vi iført os hue og vanter, så det blev kun et kort ophold, inden vi begav os videre til det endelige mål Finlands højeste punkt, der ligger på grænsen mellem Norge og Finland og lidt nede af Haltifjeldets top.

Efter et stykke tid var GPSen og kompasset ikke enige, for GPSen viste, at vi var gået for langt, og rent faktisk vidste vi overhovedet ikke, om grænsen var markeret på nogen måde. Jeg havde dog gået en streng kompaskurs, så jeg holdt på, at vi ikke var kommet langt nok endnu, og jeg var parat til at plante Gitte med alle 20 fødselsdagsflag, medens jeg selv gik videre. Det havde hun dog ikke særlig lyst til, og kort efter ramlede vi ind i en stor gulmalet varde, der markerer et knæk på grænsen. Da det er lidt utydeligt at se på kortet, hvor nøjagtig Finlands højeste punkt befinder sig, gik vi rundt til de nærliggende småtoppe på den finske side, men vi fandt ingen højere og da der også var gemt en gennemblødt topbog i den gule varde, rullede vi kl. 10.30 Dannebrog ud og erklærede i 1.328 meters højde det første mål for besejret, og vi havde nu 10 døgn til at nå de resterende 3 toppe.

Medens vi spiste frokost, kom der fra den finske side et par gutter op, og vi hilste på og fik snakket lidt. De havde gået ad slaveruten i 3 dage fra Kilpisjärvi, og vi udpegede den norske del af Halti, der ret beset er nogle meter højere, men den var de ligeglade med, de var kun interesseret i deres eget lands højeste punkt.

Det var klaret meget op, og solen begyndte endda at skinne, da vi klokken 11 startede nedturen. Da det ikke var nødvendig igen at passere den norske Haltitop, lagde vi en kurs udenom, og snart gik vi med solen i ryggen og havde den pragtfuldeste udsigt til de fjernere fjelde. Vi så adskillige rener på vejen ned, og hvordan de med 4 ben kan gå i det terræn uden at brække benene, er svært at forstå. Vores egne støvler var blevet ret så molestererede med dybe ridser i overlæderet, og vi havde endda kun 2 ben hver at holde styr på.

Ved 3 tiden var vi nede ved hytten igen og havde på de 10 timer gået omkring 12 km. Sidste års forsøg, hvor vi på grund af sneen skulle gå ekstra 20 km, plus de 12 km igennem blokmark, kunne vi nu godt se ville være en umulighed og nærmest være halsløs gerning.

Ved hytten var myggene i solen blevet aggressive, og tiden var begyndt at tælle ned, så kort tid efter startede vi nedturen ad grusvejen. Vi kunne dårligt tro, at vi var kommet op igennem alle de huller og sten, og vi skrabede da også bunden på nogle gange, inden vi efter 2 timer nåede den befriende flade asfalt og fortsatte sydpå af E6 til Skibotn, hvor vi fandt en hytte til 325 nkr.

Dag 1 Torsdag 9/8.

I strålende sol kørte vi sydpå ad E6 igennem Norges smukke dale, og fjeldene spejlede sig i fjordenes vande. Vejen var 2 sporet og slyngende, så marchhastigheden var ret lav, men trafikken var er ikke så tæt som E6 nogle steder kan være. Lidt før Narvik drejede vi ind ad E10, der i Norge kaldes kong Olaus vej og i Sverige Nordkalotvejen, og den går helt fra Luleå i Sverige omkring 580 km længere fremme og til Å på Lofoten i Norge.

"Med lov og vej skal land bygges" sagde kong Magnus Logabøter i Landsloven fra 1274, og de vise ord er videreført af kong Olav V, der så har fået lov til at give navn til denne vejstrækning.

Efter Norges civilisation langs E6 lugtede det igen af vildmark med den meget sparsomme trafik og de betagende smukke øde landskaber, og vi måtte standse flere steder og nyde udsigten.

Der er mange seværdighedsskilte både på E6 og på kong Olavs vej, og hvis der skal standses ved dem alle, sænkes dagsmarchen betydeligt, men da det alligevel var tid til at strække ben, standsede vi ved et seværdighedsskilt, hvor der stod krigsmindesmærke. Der var 2 broer, den ene så meget ny ud og den andens bros overdel så også forholdsvis ny ud, men havde et par gamle landfæster og et par gamle jernbjælker. Fra krigens tid udspillede der sig et drama her, da broen var dømt til bortsprængning, men lige inden den tyske soldat skulle tænde lunten, opdagede han et barn, der drev med strømmen. Han kastede sig i stedet i elven og fik reddet barnet, men da han vaklede op på bredden, blev han ramt af en fjendtlig kugle, og broen blev reddet. Ja den er langt ude, men vi var nødt til at bruge fantasien og selv digte en historie, for der stod ikke en stavelse om, hvorfor broen var en seværdighed, og en lille bro uden en historie må henregnes til en meget lille seværdighed.

Længere fremme ad vejen i Abisko nationalpark ligger Abisko Turiststation, der er den nordlige indfaldsvej til den berømte vandresti Kungsleden, der strækker sig 450 km sydpå. Turiststationen er meget utraditionelt for området bygget i røde mursten, men efter at stationens træbygninger et par gange har været brændt ned, har man valgt et mere brandsikkert materiale.

Vi gik indenfor og snusede rundt og følte os med det samme hjemme, så vi stilede mod kødgryderne, hvor den stod på kyllingesuppe, og da vi ikke havde fået varm mad et par dage, tog vi dybt i gryden og fik masser af kød og fyld. Til suppen var der brød, salat, saftevand og kaffe, og man tager selv, til man skammer sig, og sådan et kongeligt måltid kostede kun 68 skr.

På turiststationen ligger også Abisko Naturum, som er et informationscenter for nationalparken og naturen i området, og her kan fås svar på alle naturlige spørgsmål, både fra guiden, der arbejder her, og igennem udstillingen.

Videre til Kiruna med sine enorme menneskeskabte bjerge og ud ad den 65 km lange blinde vej til Nikkaloutka Turistanlæg, hvor vi dagen før af sikkerhedsgrunde havde reserveret en fin hytte til 400 skr., for vi ville meget nødig køre de 65 km tilbage til Kiruna, hvis der var optaget.

Det var blevet lunt i vejret med flotte maleriske skyer på en blå himmel og på aftenturen i området genså vi det lille samiske kapel og fandt fjeldkalenes gamle klubstuga. Navneskiltet prydede stadig døren "De laplandske fjeldkarles klubstuga", men den sidste fjeldkarl var død for mange år siden, så vi måtte nøjes med at glane ind af vinduerne, medens vi tænkte tilbage på de gæve gamle fjeldkarle, der krydrede deres liv med strabadser i vildmarken. Nikkaluotka er angivet som en by på kortet, men udover turistanlægget, kapellet, og klubstugan fandt vi ikke meget anden bebyggelse end 3 gamle tørvekåter, den ene med et ildsted i midten og birkeris som senge, og den anden var en mere moderne udgave med køjesenge.

Tilbage i vores hytte sorterede vi tøj og pakkede rygsækkene til de næste 3 dage, som vi efter planerne havde afsat til at gå ud til Kebnekaise fjeldstation, bestige Kebnekaise og gå tilbage til Nikkaluotka, og vi havde bare friskt mod på opgaven.

Dag 2 Fredag 10/8

Ved nitiden havde vi pakket, afleveret hytten og betalt 3 dages langtidsparkering, og vi begav os af sted med raske skridt. Der kan rent faktisk flyves med helikopter mellem Nikkaluotka og Kebnekaise Fjeldstation, og turen koster 400 skr., hvilket må siges at være en rimelig pris for en spændende oplevelse. Der kan derfor spares nogle skridt, hvis man som os havde lidt småtravlt, men vi havde besluttet hjemmefra kun at anvende bil, båd og vandrestøvler til vores rekordforsøg. (I øvrigt skete der en tragisk ulykke med helikopteren sidste år, idet den forulykkede på bjergsiden af Kebnekaise, da den skulle undsætte en ældre mand, der var kommet til skade.)

Det havde regnet en del i løbet af natten, så der var store vandpytter på stien, og jeg fandt ukendte sider af mig selv, da jeg opdagede, at jeg kan gå i spagat. Ved et stort skridt over en vandpyt gled foden, og jeg stod uhjælpelig fastlåst. Jeg væltede dog ikke, men Gitte måtte hjælpe mig op og resten af dagen gik jeg med meget små ømme skridt.

Allerede lidt i halv elleve var vi nået til Ladtjojaure søen, hvor der nogle gange om dagen er bådafgang, og derved sparer vandrerne 5 kilometer af de omkring 18 km, der er mellem Nikkaluokta og Kebnekaise Fjeldstation. Båden lå ved landgangen og ventede, men i dag havde vi ikke noget at jage efter, så vi satsede på næste afgang kl 12 og i mellemtiden ville vi i den lille kaffekåte kaldet Lap Dånald, have god til at spise en renburger og få vafler med syltetøj og flødeskum.

I bladet "Fritidsliv" havde jeg skrevet en lille artikel om bestigningen af sidste års Kebnekaise og også nævnt Lap Dånald. Jeg havde taget en kopi af artiklen med, som jeg gav "burgermor" og vistnok hendes mand bådføreren, som var inde og få en kop kaffe. Meget hyggelige og flinke mennesker, og de læste artiklen og spurgte, om den måtte hænges op på væggen, og så spurgte de til vores flag, der stak op af rygsækken og blev indviet i vores planer om de 4 toppe på de 10 dage.

Himmelen var i mellemtiden blevet kulsort og truede med alskens uvejr, men lige over Lap Dånald var der blå himmel, og solen bagte ned på bænken udenfor kaffekåten. "Burgermor" var kommet med udenfor for at nyde solen, og hun fortalte, at hun tit oplevede, at solen skinnede her, medens de mørke skyet lå truende rundt omkring stedet.

Sejlturen over søen tager ½ time, og hvis man synes prisen er lidt pebret med 180 dog kun svenske kroner for en returbillet, så kan man glæde sig over at støtte den samiske kultur i området.

På trods af mine små dameskridt og et par enkelte regnbyger nåede vi allerede Kebnekaise Fjeldstation ved halvfire tiden, og vores forhåndsbestilling var i orden, så vi blev indlogeret i et lille 2 sengs rum i den bygning, der hedder Liddo. Rummet kostede 640 skr. pr. nat, efter at der var fratrukket lidt rabat som vandrekortsindehavere. Fjeldstationen er i årenes løb udbygget ved knopskydning, og Liddo ligger længst væk fra receptionen og spisesalen og det er lidt upraktisk, når man havde taget sit våde og beskidte tøj af og under en regnbyge vil over og spise. På Liddo er der heller ikke køkken og bad, så man skal over i servicebygningen, hvor der da er gode og fine forhold, men det er at foretrække at spørge om plads på f.eks. Gorni, når der forhåndsbestilles.

Det er en fornøjelse at opholde sig på fjeldstationen med lutter glade vandrere, og i den hyggelige spisesal er aftenmåltidet også en fornøjelse, med spis hvad du kan for 120 skr., den første aften med store oksebøffer med persillesmør.

Fjeldstationen har forskellige aftenarrangementer, og vi var heldige at høre et spændende lysbilledforedrag, hvor 2 unge mænd havde krydset den grønlandske indlandsis på kun 60 dage, kun ved hjælp af deres egne ben og selv trækkende deres slæder. Godt gået må man sige, og de ville nok kun have et skuldertræk tilovers til vores 4-Top forsøg på 10 dage, men det er næsten helt sikkert, at hvis vi havde haft 59 dages sommerferie så havde jeg hanket op i Gitte, og vi ville forsøge at slå dem med 1 dag. Nå det er kun næsten sikkert.

Hver aften er der introduktion og lysbilleder fra de guidede ture i omegnen, som fjeldstationen afholder, og vi havde til næste dag tilmeldt os den guidede tur ad Østre Rute til Kebnekaises sydtop. Ruten er betydelig kortere end den lange slaverute ad Vestre Rute, som vi selv havde gået sidste år, men da Østre Rute går hen over Björlings Gletscher, skal man være ledsaget af en erfaren guide, der kender terrænet og faldgruberne. Sidste år i begyndelsen af juli var den guidede tur af Østre Rute endnu ikke åbnet på grund af for meget sne på gletscheren, men i år var alt tilsyneladende i orden, og vi glædede os til turen og vores 2. top i rækken.

Dag 3 Lørdag 11-8-01.

Af de 40 tilmeldte til den guidede toptur var kun 30 mødt op, og resten havde nok fået kolde fødder, efter at de så lysbillederne fra turen aftenen før. Nederste aldersgrænse for turen er 16 år, men udover et par lidt ældre svenske gubber midt i fyrrene og et par halvgamle fra Borup, var de andre i gruppen unge mennesker på 20-30 år.

Vores fører hed Lena, og hun var iført noget sejgt fjelddress og til at danne bagtrop havde hun Christian – en af de 2 fra Indlandsisen, så vi var i trygge hænder. Mit Dannebrogsflag, som vi havde tænkt os at plante på Kebnekaises top, stak op af min rygsæk, og guiderne kikkede og sendte hinanden et øjekast, og sikkert tænkte: "Sikke en tumpet dansker", men jeg lod som ingenting og prøvede også at se lidt sej ud i min 25 kr. skijakke fra Røde Kors genbrugsbutik.

Først igennem et let stigende terræn og senere stejlt opad, lagde Lena hårdt ud, og jeg lagde mig beslutsomt i hendes baghjul og veg ikke en meter fra hende. For hver 25 minutters vandring var der 5 minutters pause, og Lena var bestemt ikke nogen pyllermor, for jeg tror ikke, hun vendte sig om en eneste gang for at se, hvordan det gik med hendes gruppe, i hvert fald ikke under de første intervaller. Vi kom over den rivende Jøkelbæk, og der fik vi da en hånd af Lena, og så gik det ellers stejlt opad af Storbakken, hvilket dog ikke påvirkede Lenas tempo, men hun tilrådede os små skridt. Tempoet var betydelig hårdere, end hvis Gitte og jeg selv havde gået, men til gengæld går vi 3-4 timer i træk, før vi holder pause, udover den tid, det tager at få en slurk vand eller tage regntøj på og af. Med Lenas iltempo sukkede jeg efter pause efter 20 min., og ved det 23. min. var det næsten ikke til at holde ud, og ved det 24 min. kørte jeg på pumperne, men så kom pausen, og jeg kunne genvinde kræfterne. Selvom Gitte og jeg ikke gav os og ikke veg en tomme fra Lenas baghjul, tænkte jeg dog på, at vi nok var ved at blive lidt for gamle til det bjergsjov, og jeg svor på, at det ihvertfald var allersidste gang, jeg ville bestige Kebnekaise. De andre i gruppen så dog også noget højrøde ud, og i de bageste geledder havde Christian besvær med at få en lille japaner til at følge med.

Det fladede heldigvis lidt ud, og selvom Lena satte gangtiden op til 40 minutter, fik vi pusten lidt igen, og vi fik også en spisepause på 20 minutter, og da det var blevet bidende koldt, fik vi hue og vanter på.

Vi var kommet over et stykke sne og så over nogle hundrede meter blokmark og stod så på den store Björlings gletsier med selve Kebnekaise liggende i skyer, men det store massiv kunne dog anes, og jeg var spændt på, hvordan guiderne ville få os op ad den bjergside.

Det blæste koldt og småregnede, og så stak guiderne hovederne sammen, og som et lyn fra en klar himmel meddelte Lena, at den videre bestigningen var aflyst på grund af vejret, og at det var for farligt at gå op af de stejle klipper, når det havde regnet. Den beslutning kom fuldstændig bag på mig, og fra min mund kom en række ufrivillige nej, nej, nejer, og jeg tænkte på alle vores spildte kræfter, og at hele vores 10 dages 4 top projekt så ud til at lide skibbrud. OK det regnede da lidt, men det er vel mere reglen end undtagelsen i det område, og jeg troede, at de bedømte vejrsituationen inden afgang, og at det kun var et uvejr, der ville aflyse forsøget på at nå toppen. En af de to svenske gubber, som vi havde talt lidt med på vejen op fortalte, at en af hans venner havde været på guidet tur til Kebnekaise 5 gange, og hver gang var turen aflyst på halvvejen. Det var selv hans 2. forsøg, men han skulle videre i morgen og kunne ikke prøve mere denne gang.

Som et plaster på såret tog Lena os med en tur ud over gletscheren, og det i sig selv var da en spændende oplevelse. På gletscheren var nysneen de fleste steder smelter væk, og isen var både furet, glat og sprækket på samme tid og mange steder med 5-10 cm iskoldt overfladevand. Store sten lå spredt ud over isen og de fleste steder var de smeltet 20 – 3o cm ned i isen, og vi fik forevist et smeltevandshul, hvor vandet styrtede dybt ned i en isbrønd. Lena gik forrest, og vi skrævede flere gange over dybe sprækker, men da hun på et tidspunkt sank i til låret i et vandhul med grødis, så var jeg glad for, at jeg på det tidspunkt havde lagt lidt afstand til hende.

Efter gletscherturen gik det tilbage over blokmarken, og vi kom til et snefelt med stadig blød nysne, og det er en af fordelene ved den Østre Rute, at man på tilbageturen kan tilbagelægge en kilometer i løbet af nul komma fem, ved at tage sine regnbukser på og kure på enden ned ad den stejle sneskråning.

Selvom vi ikke kom helt op, og selvom vi kunne glide et stykke var det alligevel en anstrengende tur, og vi var først nede igen på fjeldstationen ved 15 tiden, hvor der blev budt på saftevand. Den normale pris for den guidede tur er 190 skr. pr. person, men fordi vi ikke var kommet helt op, kostede turen kun det halve, og som de sagde "hellere give op en gang for meget end en gang for lidt". Direkte adspurgt spurgte jeg Lena hvor mange dage, det var, siden de var kommet helt op, men det kunne hun ikke helt huske, vel en 4-5 dage, og det kunne de måske godt lige have luftet lidt på informationsmødet aftenen før.

Igen var der tilmelding til næste dags guidede tur til Kebnekaises top, men hvis de igen gav op på halvvejen ville vores lille rekordforsøg på 10 dage helt sikkert glippe, så jeg slog op i Kebnekaises sommerkatalog og læste under dagsture på egen hånd:

Kebnekaise sydtop via Västra Ledan – den klassiska turen till Sveriges högsta punkt, Kebnekaises Sydtopp räknas som medelsvår, är relativ lång och krävanda. Ledae gåt till större delen genom blockterräng med bilvis rösad stig. De jokkar som måste passeras kan efter kraftiga regn vara svåra. Man bör även beakta halkrisken när man korsar snöfalten vid Vierramvara. Toppstugan som passeras ger ett gott skydd och kan vid behov användas for övernattning. Sista etappen upp på toppdrivan är mycket exponerad och brant. Under sensommaten kan framsmält is utgöre stor halkrisk.

Eftersom turen går genom högalpint miljö kan väderförhållanden och sikt försämras snabbt. Derför är denna tur inte lämplig för ensamvandrare och fjällovana. God fjällutrustning samt erfarenhet av orientering är viktigt.

Turen är ca 20 km, tar 10-12 timmar med en total stigning på ca. 1790 meter.

Heldigvis havde vi gået turen sidste år, uden at læse ovenstående ellers havde vi nok ikke turdet, men vi kridtede og pudsede støvlerne og fik med besvær booket en ekstra nat på fjeldstationen og belavede os ellers på næste dags selvvandring ad Vestre Rute.

Dag 4 Søndag 12-8-01

Med vores gangtempo nyttede det ikke noget at sove længe, hvis vi skulle ned samme dag og også gerne nå aftensmaden på fjeldstationen, så vi stod op kl. 5 og en time efter var vi klar til afgang fra en tilsyneladende helt øde fjeldstation.

Det var foreløbig tørvejr, og vi skridtede derudaf og kom snart til stedet, hvor Østre og Vestre rute deles, og uden Lenas hjælpende ånd kom vi over Jøkelbækken og fortsatte op langs Kittelbækken, hvor ruten svinger til venstre op ad en stejl skråning til passet mellem fjeldene Tolpagorni og Rieppovare. Skråningen var sidste år dækket af løs sne, som det var muligt at banke støvlerne ind i, men i år var sneen stenhård, så vi måtte vandre eller det hedder vel kravle, når man også bruger hænderne, op ad bjergsiden til højre for sneen.

Ruten er meget dårlig afmærket med kun lidt utydeligt rødt på en sten hist og her, så man går nemt fejl og må finde sin egen rute. Fra passet går ruten 250 højdemeter op af blokmarken til Rieppovarefjeldet, og så snart toppen er nået, skal man hele vejen ned på den anden side. Dalen kaldes Kaffedalen, men vi måtte tænke os til en lille kaffekåte med vafler og hjortsylt, medens vi gumlede på vores brød.

Vi følte os så uendelig små mellem de stejle stenskråninger, og der var en rungende stilhed, som jeg lige havde gjort Gitte opmærksom på, men så lød der stemmer højt oppe fra Rieppovare og et par små prikker var på vej ned mod os, så vi havde ikke tid til at sidde der og dase.

Selve Kebnekaise lå ret forude med en stigning på 600 højdemetre, og en time senere nåede vi tophytterne, hvor vi inspicerede den største af de to hytter, der var så beskidt og ulækker med affaldsbunker op af væggene og vand på gulvet, at vi skyndsomst gik ud igen. Det er et problem, hvis vandrerne ikke selv bærer deres affald ned igen, og jeg kan slet ikke forstå de mennesker, der kommer her og nyder den store natur og bruger en hytte som skraldespand. Men måske skulle STF skrue skiltet af døren og fralægge sig et hvert ansvar, og jeg overvejer faktisk at sende dem en halvtredser til hjælp til en helikopterrengøring bare en gang om året, og husk så lige en dåse maling og få mærket ruten lidt op.

Stemmerne, vi havde hørt i Kaffedalen, indhentede os ved tophytterne, og det viste sig at de tilhørte 2 unge finske mænd, så dem kunne vi godt være bekendt at blive overhalet af, selvom de sagde at de var startet kl. 8.

Fra hytterne er der omkring en times vandring op over et let skrånende terræn, og så dukkede Kebnekaises istop op i disen, og de to finner var allerede på vej ned igen, så vi havde hele istoppen for os selv. Den var lidt svær at genkende fra året før, idet det meste af nysneen var smeltet, men der var da heldigvis lidt tilbage fra angrebssiden, så i starten var det nemt at komme op. De sidste 5 meter var noget af en prøvelse, da det næsten var ren is med stejle isskråninger flere hundrede meter ned til hver side. Iskammen fører til den heldigvis lidt lavere Nordtop, så den var uden interesse for os, så jeg kravlede de sidste metre op og med gode ord fik jeg lokket Gitte med, og medens vi sad på den våde is, fik vi kl. 13.01 plantet vores flag på Kebnekaise og den 2. top var besejret.

Der var 2 graders varme på toppen, og vi sad der kun i fem minutter, men det undrede mig meget, hvordan førerne på den guidede tur til toppen, tør tage ansvaret for at få 30 mennesker op på den top og helskindet ned igen.

Et kvarter efter var vi heldigvis nede af istoppen igen, og med dejlig fast grund under fødderne pakkede vi vores madpakker ud og så sandelig ud af tågen kom den guidede tur fra fjeldstationen og endda med den lille japaner som sidstemand. Inden de gik op ad sneen, forklarede føreren hvordan den sidste bestigning skulle foregå. Hun ville gå ud på istoppen og banke sin ishakke i, og så måtte de kun en af gangen komme op til hende, tage et billede, derefter kravle tilbage samme vej og et stykke nede kunne de glide ned i en ufarlig snegryde.

Det ville nok tage sin tid at få alle 30 mand op på toppen, så efter vores korte spisepause begav vi os nedad igen, men inden vi var kommet ret langt, lød der et højt kvindeskrig fra toppen, og blodet frøs til is i mine årer, og jeg så allerede overskriften i avisen. Gudskelov blev skriget efterfulgt af latter, så det var nok bare fra en ung dame, der gled ned i snegryden, og vi gik i hvert fald roligt videre.

På vejen ned gik vi hen til den mindste af tophytterne, der ligger lidt væk fra ruten for at se, om den var i lige så misserabel stand som den store, men den var ryddelig, og der kunne godt overnattes om nødvendig. Så burde vi jo været gået hen til ruten igen, men jeg havde engang lært i skolen at summen af hypotenusens kvadrat er lig med summen af katerernes kvadrat, og så ville det jo være lettere at gå langs hypotenusen og så støde til ruten længere nede. Vi fik dog gået for lidt til højre og fik en besværlig nedtur ad hele Kebnekaise, inden vi helt nede i bunden af Kaffedalen endelig fandt nogle røde prikker, og så kikkede vi op og tænkte gud fri os vel er vi virkelig kommet ned af den bjergside.

Igen op over Rippovarebjerget, men det var en hel lettelse at få benene strakt den anden vej ved at gå opad. På toppen af bjerget begyndte det at regne, og det blev det bare ved med på hele resten af nedturen, og da jeg skal have støvlerne af, for at få regnbukserne på, så trak jeg den så længe, at benene var gennemblødte og så kunne det efterhånden også være lige meget. Jeg troede ikke, jeg kunne blive mere våd, men det kunne sagtens lade sig gøre, for da vi kom til et stejlt snefelt satte Gitte sig med regnbukser på og kurede ned, og da jeg bare ville gå ned, skred jeg, og kurede ufrivilligt ned i den regnvåde tøsne.

Regnen i fjeldene har også den ulempe, at vandløbene lynhurtigt svulmer op og næsten bliver umulige at passere, men vi skulle jo både over og ned.

På vejen ned slog vi noget af tiden følgeskab med 7-8 andre, der var på vej ned, og en kommenterede mit opstikkende flag med: " Nå, I holder nok fanen højt" eller hvordan det siges på svensk, og så måtte vi fortælle om vores rekordforsøg. Et par, der gik lidt væk fra os andre, havde problemer, for kvinden havde nået sine yderste reserver og gik og hulkede, medens manden efter bedste evne prøvede at trøste hende, og det var i hvert fald nok sidste gang hun skulle på Kebnekaise.

En stor klippeknold, der ligger ved fjeldstationen, ser på afstand ud som en muldvarpeskud og de sidste 4-5 kilometre til fjeldstationen føles uendelige lange, medens muldvarpeskuddet langsomt igen bliver til en mægtig klippe, og vi var endelig helt fremme kl. 19.30 efter 13½ timers vandring.

Mine regnbukser i lommen var dejlig tørre, men ellers var jeg fuldstændig gennemblødt, og jeg havde endda været så letsindig at skifte til en tør undertrøje og skjorte, da vi startede nedturen fra Kebnekaise, så alt mit medbragte tøj var vådt. Jeg blev lykkelig, da jeg i min bagage fandt et par snavsede, men tørre underbukser, og de har heldigvis nogle gode og hurtige tørreskabe på fjeldstationen, så efter et varmt bad og fjeldstationens overdådige aftensmåltid var vi igen klar til næste udfordring.

Dag 5 mandag 13-8-01.

Der er lige så langt fra Kebnekaise til Danmark som fra Danmark til Rom, og med en dags forsinkelse havde vi nu 5 dage til at gå til Nikkaluokta, køre strækningen, bestige Nordeuropas højeste fjeld Galdhøpiggen, finde en færge til Danmark og nå Møllehøj, og jeg begyndte at se det umulige i opgaven.

I løbet af natten var stort set alt vores tøj blevet tørt, med undtagelse af vores støvler, der nærmest var ved at gå i opløsning, men vi startede med friskt mod og i let regn fra Fjeldstationen mod Ladtjojaure søen, som vi nåede lidt i 11 lige før bådafgangen. Vi havde ellers gået og skævet noget til helikopteren, der 4-5 gange fløj frem og tilbage med luksuøse fjeldvandrere, men det ville for os være snyd.

På den anden søbred gik vi igen ind hos burgermor i Lap Dånald og spiste, og hun fortalte, at hun var spændt på, om vi selv havde nået op på toppen, for dagen før var der kommet 2 svenskere, der havde fortalt, at der havde været et par danskere med på den guidede tur til Kebnekaise, og de havde været så "forbandet", da turen blev opgivet på halvvejen. Hun var bekymret for, om den mistede dag nu havde kuldkastet vores planer, men vi måtte fortælle, at vi stadig var ved godt mod. De andre gæster i kaffekåten blev nysgerrige og spurgte til vores 4 top tur, og en spurgte om vi skulle flyve fra Kiruna til Oslo for at nå det, og en anden kunne slet ikke forstå det og spurgte, om det var næste år vi skulle op på Galdhøpiggen. "Nej det er om 4 dage og vi kører i bil derned og tak for mad, for vi må hellere se at komme afsted".

Ud på eftermiddagen nåede vi Nikkaluokta, fandt vores bil og fik noget tørt tøj på og kørte derefter til Kiruna for at gøre indkøb og kørte ellers ned ad den svenske indlandsvej vej 45. Det var klaret op med flotte skyformationer, og det gik raskt af sted med næsten ingen trafik igennem det øde landskab. Midt på aftenen passerede vi igen polarcirklen og havde fået indhentet den halve dag, så ca. 50 km nord for Arvedsjave fandt vi på Moskosel Camping en god hytte til 250 skr., lige på bredden af en stor spejlblank sø.

Dag 6. Tirsdag 14-8-01.

Hele dagen kørte vi sydpå ad Indlandsvejen igennem Sveriges uendelige ødemarker og skove, og vi fik tilbagelagt næsten 700 km, så vi følte, at vi igen var ovenpå og havde efter planen indhentet den tabte dag. Nord for Østersund er der lidt langt imellem byerne, og der var på et tidspunkt ved at være problemer med benzin, da Storumans eneste tank var "stängt", men det gik lige på de sidste dråber.

I Østersund var vi tilbage til civilisationen igen, og efter de øde nordlige veje skulle vi lige vænne os til trafikken igen med biler fra højre og venstre, fodgængere og trafiklys.

Østersund er først grundlagt i slutningen af 1700 tallet, og gadenettet er overvejende retvinklet, men hvis jeg tidligere har nævnt, at Østersund ikke er den mest spændende by, så gik vi denne gang på indkøb i en hyggelig gågade, så jeg tager mine ord tilbage.

Efter Østersund er der flere veje at vælge imellem, så i Åsarna drejede vi væk fra Indlandsvejen og kørte vestpå af mindre veje, men de viste sig at være gode at køre på, og der var næsten ingen trafik.

I Tännäs kom vi forbi et vandrehjem og var inde for at høre, om de havde et 2 sengsrum, men der var kun ledige senge i et 6 sengsrum, og det var lidt overvældende efter vores uger i ødemarken. Det var nu flinke folk, og de ville meget gerne hjælpe med at finde en stuga i området, og de ville gerne ringe og høre, om der var plads. Vi takkede, men ville selv køre derhen og se, om der var plads. Vi kom ind på gårdspladsen på en bondegård, hvor der var et syndigt rod af maskiner og redskaber og nogle faldefærdige udhusbygninger, og vi skævede til dem og frygtede, at det var stugarne. Jeg var faktisk ved at vende bilen og skyndsomst forlade stedet, men en mand kom ud på gårdspladsen, og af høflighed spurgte vi ham, om det var her der var ledige stugar. Jo lidt derfra havde han stugar til leje for 250 skr. og ville cykle i forvejen, så kunne vi jo se på dem. Det viste sig at være turens bedste overnatning, for det var et helt sommerhus med 2 soveværelser, dagligstue, køkken, bad, wc, tv og det nye testamente og for en anden gangs skyld hedder hytterne Rönningestugorne.

For at få det danske bidrag Møllehøj med i samlingen, havde vi på et optimistisk tidspunkt allerede i foråret reserveret en færge fra Oslo til Frederikshavn, men da jeg kun 4 uger før ferien blev opereret, havde vi afbestilt færgen, da det hele så noget usikkert ud. Med den indhentede dag kunne jeg igen overskue turens videre forløb, og i stedet for luksusfærgen fra Oslo og den noget kortere køretur, fik jeg ringet til Stena Line og fik reserveret en billet fra Göteborg til Frederikshavn. Jeg ringede også til Spiterstulen Turiststation i nærheden af Galdhøpiggen, men de sagde at der var rigelig plads og vi kunne bare komme.

Dag 7 Onsdag 15-8-01

Da vi mente, at vi igen havde fod på tingene, startede vi først til grosserertid lidt i 9, og en flok rener var også stået op og gik og græssede ved vejen. Der var flere skisports steder i området, og vejene på tværs var gode og letkørte og kun sparsomt befærdede i hvert fald på Sverigessiden. Kort efter nåede vi grænsen til Norge, hvor vejene blev smallere og snoede, så marchhastigheden dalede, især da vi stødte på en turistattraktion, vi ikke kendte.

Ved et tilfælde holdt vi ind på en rasteplads, hvor der samtidig var en turistinformation fra en by der hed Røros med en smuk kirke og nogle gamle træhuse. Vi havde ikke på turen haft meget tid til sightseeing, men jeg synes, vi tidsmæssigt var kommet ovenpå, og da Røros alligevel lå på vejen, kørte vi indenfor for at kikke nærmere på herlighederne. Allerede på afstand så byen mærkelig ud, idet nogle store bunker/bjerge af noget brunt slaggeagtigt substans næsten omgav byen og nogle steder nærmest krøb ind imellem husene, og det så meget kedeligt og grimt ud. Selve byen var dog ualmindelig smuk, med hele gader af gamle hyggelige huse, der omgav den store kirke. Det kostede 25 kr. pr. person at komme ind i kirken, og det var lige før, at jeg var for nærig, da kirken stort set kunne overskues fra indgangspartiet. Men pigen, der passede kassen, holdt et smukt foredrag om, at hvis der ikke var entre, var kirken lukket udenfor gudstjenesterne, og der skulle jo passes på kirkesølvet, og der var slid på kirken m.m. Så jeg lod mig overtale, men ville så have en forklaring på de slaggebjerge, der omgav byen, og de viste sig at stamme fra flere hundrede års kobberudvindingen, og hun henviste til det gamle smelteværk, hvor et museum fortalte historien.

Allerede under Christian 7. begyndte brydningen, da der blev fundet kobber i fjeldet og siden har der været gode og dårlige perioder. I de år Røros kirke blev bygget i 1780-84 blev der årligt produceret kobber til en værdi af 252.700 rigsdaler, og til sammenligning kostede kirken 23.000 rigsdaler at opføre, og det skal lige nævnes, at kirken er en af Norges største kirker med 1.640 siddepladser, så der var tale om ufattelige rigdomme. Priserne på kobber er i tidens løb steget og faldet, og i en årrække var prisen så lav, at kobberværket i 1977 lukkede, selvom der stadig er masser at kobber i fjeldet.

Der er indrettet et flot museum i smelteværket både med kunst og alt om kobberudvindingen og smeltningen. I arbejdende miniatureudgaver vises minedriften, og det er utroligt, hvordan menneskets snilde allerede i 1500 tallet har udnyttet vandkraften og med hjul, liner og vægtstænger har fået pumpet vand ud af dybe minegange, har haft hejseindretninger og blæst med store blæsebælge. Smelteværket og den gamle by er nu optaget på Unescos verdenskulturarv og det er et helt unikt område og jeg var næsten ikke til at rive væk og håber meget at komme igen en anden gang og udforske byen noget mere.

Inden vi kørte fra byen, gik vi op på et af de "grimme" slaggebjerge, men i mellemtiden var de nu blevet smukke og spændende og var en hel uadskillelig del af byens kulturhistorie.

Der er pænt i Norge med mange smukke udsigter, og på den trafikerede E6 over Doverfjeld var der dramatiske skyer som på et billede over et søslag mellem gamle sejlskibe. I Otta drejede vi igen væk fra E6 mod Lom, og i Røjsheim fandt vi den 18 km lange grusvej til Spiterstulen Turiststation.

Vi hører ikke til dem, der springer over, hvor bjerget er lavest, for rent faktisk kunne vi køre op af Nordeuropas højeste bilvej til Juvashytte, der ligger i 1.837 meters højde og derfra bestige Galdhøpiggen med kun 600 højdemetre, men i stedet havde vi valgt bestigningen fra Spiterstulen, hvor der er 1.362 højdemetre til Galdhøpiggen.

Højden på et bjerg siger faktisk ikke ret meget om, hvor besværligt det er at nå toppen, for hvis man kørte til Juvashytte og gik op på en sten ved hytten, havde man uden en dråbe sved besteget et bjerg på 1.838 m, modsat vores 10 timers vandring i ufremkommelig blokmark for at nå Haltis sølle 1.300 meter. Så for sportens skyld og fordi Gitte ikke havde prøvet det, havde vi/jeg valgt at bestige Galdhøpiggen fra Spiterstulen, og det blev en spændende oplevelse.

På Spiterstulen havde de for sæsonen lukket annekset til annekset, så i år var vi rykket nærmere til hovedbygningen og fik et nydeligt dobbeltværelse med håndvask til 400 nkr. med indbygget afslag i prisen, når man har dansk vandrekort. På Spiterstulen betaler man normalt, når man rejser, og det var faktisk slet ikke nemt at få lov til at betale på forhånd, men vi havde planer om at forlade værelset ved sekstiden om morgenen, og receptionen åbner først kl 8. Det lykkedes os dog til sidst at få dem til at modtage nogle penge inden vi gik i gang med dagens middag og efterfølgende hygge i pejsestuen.

Dag 8 Torsdag 16-8-01.

Det er ikke så underligt, at der er lidt delte meninger om, hvilken top der er den højeste i Norge, for i en folder man kan få udleveret på Spiterstulen står der, at Galdhøpiggen med sine 2.469 meter er Norges højeste bjerg, og at Glittertind med sine 2.470 meter er Norges næsthøjeste. I år havde vi valgt at tro på den med Galdhøpiggen, for der er klippegrund på toppen, hvorimod Glittertind er en is og snetop, og da alle andre gletchere i Norge trækker sig tilbage, gælder det sandsynligvis også Glittertind.

Tidligt om morgenen listede vi rundt på gangen for ikke at vække de andre, og om det lykkedes ved jeg ikke, for vores dør knirkede forfærdeligt, men kl. 6.45 havde vi ryddet værelset og hængt nøglen på dørhåndtaget til hovedbygningen (efter aftale) og var parat til at gå op. Der var ikke en sjæl at se nogen steder, så vi kunne ligeså godt være de eneste mennesker i verden. Vejret var skyet, men tørt og vi erfarede senere, at de hjemme i Danmark ville få sommerens varmeste dag med over 30 grader.

Efter den første stejle stigning flader det nogle steder lidt ud, og jeg bemærkede at snefelterne var skrumpet meget i forhold til sidste år, så nedturen ville give mindre mulighed for "gliding". De stejle skråninger og bratte kamme vekslede med snefelter, og der kom flotte udsigter udover Styggebræen til den ene side og Svellnosbreen til den anden side, og på grund af afsmeltningen kunne vi se mange af isens forræderiske sprækker og revner. Efterhånden som vi kom op, faldt temperaturen til 5 graders varme, og det gjorde underværker, da vi fandt hue og vanter frem af rygsækken.

Ruten fra Spiterstulen er vel afmærket og går kun i kanten af Styggebræen, men nær toppen af Galdhøpiggen, var sneen smeltet væk fra den skrånende is, og det gav spændende momenter med små skridt på stedet og vandrestavens stålspids banket godt ned i isen. Det forhøjede spændingen en hel del, at der med uregelmæssige mellemrum kom så kraftige vindstød, at det føltes som om rygsækken var ved at blæse af, og at vi selv ville blæse ned af bjerget. Glimtvis igennem skyerne havde vi set tophytten, og det holdt modet oppe, men det tog sin tid at forcere de sidste hundrede højdemetre, og Gitte var bestemt ikke glad for situationen.

Vi vidste ikke, om tophytten i det hele taget var åben og bemandet på den tid på året, og med det vejr, det efterhånden havde udviklet sig til, kunne jeg næsten ikke forestille mig, at andre også ville kravle op, men sandelig, da vi nærmede os hytten sås et blegt ansigt bag ruden. På lette fjed kom vi de sidste meter helt op på toppen, og kl. 12 blev Dannebrog rullet ud, og målet blev erklæret for nået, og så var det ellers i en fart med at komme ned til hytten og inden døre, hvor en gasovn lunede op. Et par unge mænd passede hytten, og hvor mange dages vagter de har, ved jeg ikke, men de overnatter deroppe. Andre praktiske problemer som at få 11 kg gasflasker derop og leve i dagevis på toppen af et bjerg uden toilet, kunne også være interessant at vide lidt om, da alt affald selv skal bringes ned igen. De var i hvert fald et par spøgefugle, for et stort skilt udenpå døren forkyndte, at rulleskøjter i hytten var forbudt.

Noget mad og et stort krus varm boullion gjorde underværker, og i den næste halve time havde vi hytten for os selv inden et par unge nordmænd ankom. Vi kunne jo ikke sidde der og hænge hele dagen, så selvom det var begyndt at styrtregne, startede vi nedturen lidt i et og det var godt vi ikke vidste noget om vejret i Danmark.

Et stykke nede så vi, at den guidede tur, der udgår fra Juvashytte, også havde problemer henover de sidste isglatte felter, for førerne gik foran og hakkede med isøksen, og folk var forbundet med reb, og det plejer kun at være henover Styggebræen, at der bruges reb.

Det var kun i nærheden af toppen, at de kraftige vindstød huserede, og det var endda holdt op med at regne, så det gik rimeligt godt der ned af, men man skal aldrig undre sig over, at så mørke skyer ikke giver regn, for så snart ordene var udtalt, begyndte det igen at regne, og det blev ved hele turen ned.

På nedturen mødte vi vel 15-20 mennesker, der var på vej op fra Spiterstulen, og vi var selv først nede ved 17 tiden på ømme stive ben, og vi lignede et par halvtredsårige der humpede de sidste meter.

Det ville jo have været dejligt, hvis vi bare skulle have endnu en overnatning på Spiterstulen og kunne gå i bad og derefter henslænge os i pejsestuen, men pligten kaldte, så efter at have fået noget tørt tøj på, kørte vi igen ned ad grusvejen og videre til Lom. Ifølge kortet er der kun 64 km mellem Lom og Otta, men det føltes som om, der mindst må være det dobbelte, med den smalle bugtede vej i regnvejret, og vi var bare så trætte.

Ude på E6 gik det ikke meget bedre, for den tætte regn og de tunge sorte skyer gjorde sigtbarheden dårlig, og så sætter jeg pr. automatik farten ned, men hvorfor skulle man gøre det, hvis man er en stor lastbil, og der ligger en dum turist foran. Det havde vi ikke nerver til ret længe, og det farligste vi overhovedet foretog os på vores 4-top tur var at køre på E6 i regnvejr med lastbiler i hælene. Af sikkerhedsmæssige årsager holdt vi så ind før beregnet, og fandt et logi hos en gammel morlil, der havde en lille hytte i baghaven et eller andet sted nord for Lillehammer.

Vi gik tidligt i seng og håbede på bedre veje og tørt vejr, for det begyndte i høj grad at knibe med tiden, da vi skulle være ved færgelejet i Göteborg senest kl. 3 og der var omkring 600 km.

Dag 9 Fredag 17-8-01.

Vi skulle op kl 6, men en skytsengel vækkede mig midt om natten og sagde, at vi nok hellere måtte stå op en time før, for at være på den sikre side, så det gjorde vi. Fra Lillehammer og sydpå er E6 noget mere behagelig at køre på, og let og elegant kom vi igennem eller udenom Oslo, for da jeg troede, vi stadig var på vej ind, var vi ude igen. Videre ad E6 sydpå der veksler imellem 2 sporet vej og motorvej og ved Göteborg blev trafikken tæt, men der var en fin og let afmærkning igennem byen lige ned til Stena Line, hvor det lette gik af.

Vi var fremme lige inden kl 3, og vi kørte hen i køen til billetkontoret, hvor der tilsyneladende ikke skete noget som helst. Folk gik forvirrede rundt, og nogle biler kørte ud af køen og andre holdt uden fører, så efter 20 minutter i en desorienteret kø, anede jeg uråd og gik frem til billetkontoret med mit reservationsnummer og spurgte til tingenes tilstand. Billetdamen eller hende, der lignede en billetdame, sagde, at der skulle købes billet i terminalen, og heldigvis er jeg ikke gangbesværet for der var mindst ½ kilometer derhen. Svedig og irritabel gik jeg ind på kontoret, der viste sig at være det forkerte kontor, og til de sikkert uskyldige mennesker fik jeg afleveret en sur bemærkning. Ud igen og op af en trappe og vips havde jeg betalt og fået vores billet og skulle så blot gå ½ kilometer tilbage, finde bilen, springe over de biler, der stadig holdt i kø og vise min billet i billetlugen og køre hen i vores bane. De snørklede billetregler må da være udtænkt af en tidligere statsansat i et sovjetisk dampfærge selskab, og så kunne jeg bedre forstå at man skulle være der mindst 1 time før afgang.

Sejlturen til Frederikshavn kostede 745 kr. for bil og 2 passagerer, og vi fik hvilet lidt og spist noget mad. Jeg fik også ringet rundt og på Hobro Vandrehjem lovede de at gemme det sidste ledige værelse til ud på aftenen, så vi kunne gå i seng i en gunstig position i forhold til Møllehøj, som skulle nås inden næste dag kl. 10.30, hvis vores tidsramme skulle overholdes.

Dag 10 Lørdag 18-8-01.

Flinke folk og nydeligt værelse med hotelstandard på Hobro Vandrehjem, så vi lovede engang at komme tilbage, især efter indtagelsen af deres overdådige morgenmad, som tog sin tid, så vi kom først derfra 8.30.

Vi havde nu kun 2 timer til at køre de omkring hundrede kilometer til Møllehøj og bestige højen, og der begyndte at komme nogle sommerfugle i maven. Hvad nu hvis bondemanden nægtede os adgang til Møllehøj på grund af mund og klovsyge, for der gik rent faktisk køer rundt på højen sidste år, eller han kunne bare være almindelig sur på turister, så det var med spænding vi kørte ind på parkeringspladsen ved Ejer Baunehøj. Vejret var lunt og skyfrit med masser af himmel, og vi kom i tanke om, at vi jo rent faktisk var på sommerferie, og selvom vi på de 3 andre toppe flittig havde brugt hue og vanter, mente vi bestemt ikke det skulle være nødvendigt på Møllehøj.

På parkeringspladsen ved Ejer Baunehøj kunne vi læse, at indtil 1847 troede man at Himmelbjerget var Danmarks højeste punkt, men at det nu er Ejer Baunehøj, der officielt er Danmarks højeste naturlige punkt med 170,95 meter. En opmåling i 1941 godtgjorde, at Yding Skovhøj er højest, men iberegnet en unaturlig forhøjning i form af en bronzealderhøj, og at Ejer Baunehøj derfor slår Yding Skovhøj med 6 cm i naturligt terræn. Tårnet, som pryder Ejer Baunehøj, blev bygget i 1924, og så er det jo bare ærgeligt at tårnet blev bygget et forkert sted, for ved senere præcisionsmålinger har det vist sig, at den nærliggende Møllehøj er 4 cm højere. På oplysningstavlen står der imidlertid ikke en lyd om Møllehøj og tænk også på alt det besvær med at bygge et nyt tårn og rette i alle landets geografibøger. Men slå op i leksikonet og læs: " Møllehøj, Danmarks højeste naturlige punkt 171 m o.h. ligger nær Ejer Baunehøj og Yding Skovhøj".

Vi gik først op i tårnet på Ejer Baunehøj og derefter hen af markvejen til bondegården på hvis marker Møllehøj er beliggende, og medbringende 4 så godt som sterile plastikposer til at tage på fødderne, hvis bondemanden insisterede. Alt så stille ud, og med bankende hjerte bankede vi på døren, og Gitte gik endda bagved og bankede, men ingen lukkede op, så vi besluttede at krænke ejendomsretten. Idet vi gik forbi den store stald, så vi en mand stå i den fjerneste ende med ryggen til og spule med en vandslange. Vi var godt klar over, at vi ikke skulle gå ind i en fremmed stald så vi råbte ind: " Goddag, må vi godt have lov til at gå op på Møllehøj" Han svarede ikke og stod bare der med ryggen til og legede med vand, så vi listede forbi, og skrævede over det elektriske hegn. Et øjeblik efter præcis kl. 9.47, og med hele 43 minutters margen før vores tidsfrist udløb, rullede vi for sidste gang Dannebrog ud og plantede det i en kokasse, inden vi tog nogle hastige billeder og listede af igen.

Vores mission var fuldført, og som de beskedne mennesker vi er, vil vi påstå, at vi er de første mennesker i verden, der har været på de 4 højeste naturlige punkter i hvert af de Skandinaviske lande på under 10 døgn, og det er 100% sikkert, at vi ikke selv vil prøve at slå den rekord, men andre er da meget velkomne.

I alt blev der tilbagelagt 5.461 km i bil, gået et ukendt antal km, og brugt for 14.000 dkr. til forsøget. For at det ikke skal være sjov det hele, skrev jeg kort efter, at vi var kommet hjem en Email til Ritcauvs Bureau og berettede kort om turen, og de ringede samme eftermiddag og synes, det var en god historie. Den gik så ud til verdenspressen, og allerede dagen efter kunne vi i vores egen avis under rubrikken "Kloden Rundt" læse om 2 danskere, der havde besteget Skandinaviens 4 toppe, foruden et par andre vigtige begivenheder som en bager i Italien, der havde bagt en kage i naturlig størrelse som en Ferrari, og en japansk kvinde der med en saks havde hugget hul i væggen til sin nabo og stjålet et computerspil.

Jo det er en dejlig fornemmelse at være en del af nyhederne i verden.

Tilbage til forsiden