De borupske Fjeldkarle.

Hold pilen på billederne og læs teksten.

De borupske Fjeldkarle er en forening af vandreglade personer, der gerne vil gå lidt udenfor den slagne landevej og måske inspirere andre til at drage nordpå til de storslåede vidder i vore nordiske nabolande. 

Bilkøer på motorvejen eller charterfly fyldt til bristepunktet, overfyldte strande, diskoteksmusik natten igennem, swimmingpools med kolde drinks, strandsælgere og 37 grader i skyggen. For nogen lyder det himmelsk, for andre uudholdeligt, men hver ting til sin tid. og som danskere har vi et nærliggende alternativ, der begynder næsten lige på den anden side af Øresund. Kør nordpå og oplev det nordlige Skandinaviens uberørte ødemarker, fjelde med sne om sommeren, midnatssol, rener på vejene, samerne der lever i bedste velgående, isbræer, brusende elve, og masser at frisk luft.

De borupske Fjeldkarle er inspireret af De lappländska fjällkarlarna, der krydrede deres liv med strabadserende oplevelser i ødemarkerne. De strabadser, som de gamle fjällkarlarne udsatte sig for, er nok en tand for voldsomme for moderne almindelige mennesker, men det er nu heller ikke det rene barnemad at blive optaget i De borupske Fjeldkarle.

Historien om de lappländska fjällkarlarne går egentlig tilbage til den 22. august 1883 hvor Charles Rabot som det første menneske satte fødderne på toppen af Sveriges højeste fjeld Kebnekaise. Enkelte andre fulgte i årene derefter i hans fodspor eller trådte nye veje til toppen, men det nordlige fjeldområde var selv i slutningen af 1800 tallet hvide pletter på kortet, og det var utilgængeligt for almindelige mennesker.

I 1902 åbnede malmbanen fra Kiruna ud til kysten, og det satte ganske langsomt gang i turismen, således at handelsmanden Monka Stålnacke i Paittasluspa kunne berette, at 15 fjeldvandrere i løbet af året 1910 havde passeret hans butik, og antallet var steget eksplosivt til 99 vandrere i 1925.

Nogle af vandrerne vendte tilbage år efter år, og den 21. august 1920 dannede 13 gubber en "klubb för lappländska fjällmän" og optagelse i klubben krævede nogle af nedenstående præstationer med vinterfærd i Lappland, (så var de da også fri for myg):

1. At have foretaget mindst 2 fjeldture i vintertid af en sværhedsgrad der grænser til livsfare, eller udviklede kropsskader som følge af strabadserne.
2. At have besteget en top af mindst 1.200 meters højde før nogen anden.
3. At have foretaget en vinterfærd over trægrænsen af mindst 80 km længde og mindst 3 døgns varighed.
4. At have udført en præstation, der kan sidestilles med ovenstående.

I de følgende år udførte fjeldkarlene en række imponerende præstationer med en række førstebestigninger i Kebnekaiseområdet, og det selv om udrustningen og teknikken var mere end mangelfuld, så sikkerheden hang ofte i en tynd tråd.

I 1931 byggede fjeldkarlene en lille klubstuga i Nikkaluokta, der ligger omkring 70 km ud ad en blind vej vest for Kiruna, og klubstugan ligger der såmænd endnu.

I klubbens velmagtsdage var der 19 medlemmer, men fjeldkarlene blev færre og færre, og i 1960 bestemte den sidste lille skare at overdrage klubstugan til domkapitlet, og siden er stugan anvendt af de præster, der besøger Nikkaluokta i tjenesten.

Efter 2. Verdenskrig kom der ingen nye medlemmer til klubben og da det sidste medlem døde i 1968 ophørte klubben med at eksistere.

For at mindes de gamle lappländska fjällkarlarna, der krydrede deres liv med strabadserende udfordringer, er der af asken rejst en ny kraftfuld forening:

De borupske Fjeldkarle

For at blive optaget som medlemmer skal man kun ved hjælp af skib, bil og vandrestøvler indenfor 3 uger bestige det højeste punkt i hvert af de skandinaviske lande. Hvis bestigningen foretages indenfor 10 døgn, er man berettiget til at blive æresmedlem, og hvis bestigningen foretages under 9 døgn, kan man blive æresmedlem med ret til at bære isøkse. Under 8 døgn regnes som en umulighed, men med unge mennesker, natkørsel og midnatsolsvandring kan det måske alligevel lade sig gøre.

Aktuel medlemsliste:

Æresmedlem og formand Kim Greiner.

Æresmedlem og næstformand Birgitte Greiner.

Almindelige medlemmer Hening og Irrene Wilsten i Taarbæk der gennemførte turen i sommeren 2003.

Æresmedlem med isøkseret: Ingen.

Finlands Halti på 1.328 meter 400 km nord for polarcirklen.

Sveriges Kebnekaise på 2.117 meter vest for Kiruna.

Norges Galdhøpiggen på 2.469 meter i Sydnorge.

Danmarks Møllehøj eller Ejer Baunehøj 171 meter nær Skanderborg.

Ifølge Lademans leksikon og andre troværdige steder står nævnt, at Møllehøj er Danmarks højeste naturlige punkt, idet præcisionsmålinger har vist, at den er 4 cm højere end Ejer Baunehøj. Imidlertid har redaktøren af Adventure World, der bragte et indslag i bladet om vores bestigninger, været i intens dialog med Kort & Matrikelstyrelsen, og de hævder, at Ejer Baunehøj er Danmarks højeste naturlige punkt. Godt nok kan Møllehøj, der ligger i nærheden, med en særlig høj plovfure måske snige sig et par centimeter højere op end Ejer Baunehøj, men da Møllehøjs højde ikke er konstant, dur det ikke, og Ejer Baunehøj vinder i opløbet.

De borupske Fjeldkarle accepterer derfor Ejer Baunehøj som Danmarks højeste naturlige punkt, selvom vi satte vores flag i en kokasse, og den må ellers være ret så naturlig.

Ganske kort er De borupske Fjeldkarles historie, at vi i 1995 var oppe i Lappland og ved det finske udsted Kilpisjärvi, blev jeg opmærksom på, at det ikke var helt umuligt for almindelige mennesker at bestige Finlands højeste fjeld Halti. Mulighederne åbnede sig også for Sveriges Kebnekaise, og Norges Galdhøpiggen kendte vi fra tidligere. Så var det bare at finde Danmarks højeste punkt, og da planen havde ligget og modnet i mit hoved i nogle år, drog vi i sommeren 2000 mod det forjættede mål.

Forsøget mislykkedes, for vi nåede ikke helt op på Halti. Vi havde for lidt fjelderfaring, manglende udstyr, og selv i begyndelsen af juli var der endnu for meget sne. De andre toppe nåede vi, og for at styrke vores selvtillid kravlede vi også op på Norges Glittertind. Vi havde mange dejlige oplevelser i den barske natur, men en komplet 4 top tur manglede endnu.

Året efter forsøgte vi igen, og for at sætte turbo på foretagenet bestemte vi, at vi ville prøve at nå de 4 toppe på under 10 døgn. Med ekstra meget træning inden turen, brug af en GPS, noget mere fjelderfaring, og bestigningerne foretaget i august måned lykkedes forsøget, og vi erklærede os selv som verdensmestre i skandinaviske toppe, med hele 43 minutter inden 10 døgns fristens udløb.

Læs om turene på www.greiner.dk

"Fra Ejer Baunehøj til Kebnekaise" og "Drømmen om de 4 toppe."

Fortællingerne er krydret med lidt geografi, historie, kultur, humor og personlige synspunkter og oplevelser. For dem, der for første gang rigtig skal op nordpå, er der masser af nyttige "staldfiduser". De lidt mere garvede kan følge i "ekspeditionernes" fodspor eller træde deres egne stier, og der er i hvert fald masser af muligheder for at få nogle spændende og grænseoverskridende oplevelser. Endelig kan læseren også bare sætte sig i lænestolen med benene oppe og følge med på sidelinien.

Overnatning nordpå.

I det nordlige Skandinavien er byerne på kortet mange gange kun 3 huse og et brændeskur, men kør roligt derop, der er velordnede forhold med gode veje.

Den mest primitive og billige overnatning i det nordlige Skandinavien er selvfølgelig i telt, og campingpladserne behøver ikke engang benyttes, da f.eks. "Allemandsretten" i Sverige kan udnyttes, så når blot ingenting ødelægges, kan der camperes overalt i rimelig afstand fra evt. beboelse. Det samme gælder i fjeldene i Norge, og ellers kan der benyttes de mange gode og velindrettede campingpladser.

Hvis man ikke har lyst til det helt jordnære og pakke telt op og ned, er et godt alternativ campinghytterne, som er små hytter med oftest 4 sovepladser, et bord med stole, en radiator og en kogeplade. Som regel får man tilbudt at bese hytten inden lejemålet, og man kan da i hvert fald bede om det, især hvis man har planer om at blive i flere dage. De sanitære installationer deles oftest med de andre gæster på pladsen, men der findes også hytter med bad, wc og køkkengrej, hvilket så afspejler sig i prisen. I hytterne forefindes der som regel også sengetøj, men sengelinned medbringes selv, eller man kan benytte sin sovepose og et lagen. Ved mange gårde er der også hytter eller stugor til leje, og de er oftest mindst lige så gode som dem på campingpladserne. Hytterne rengør man selv, inden de forlades ligesom på et vandrehjem.

I det sydlige Sverige indtil Stockholm kan det i højsæsonen nogle gange være svært at finde en ledig hytte, og man skal helst have en campingpladsfortegnelse med telefonnumre, så man kan forhåndsbestille og ikke behøver at køre forgæves. Et Nordisk Campingkort kræves ofte, og kan købes hos FDM. Kortet er gældende i alle de Skandinaviske lande, og man undgår at betale ekstragebyr, hvis man kun har et internationalt campingpas.

Længere nordpå er overnatning i hytter nemmere både i Norge, Sverige og Finland. Det vilde nord råder, og ingen spørger efter camping kort, bare man har kontanter med. Der findes masser af hytter overalt ved byerne og langs vejene, og man kører til dagsetapen er nået og holder så ind ved det første tiltalende sted, og det er sjældent, der er optaget. Helt oppe nordpå på øen Magerøya, hvorpå Nordkapp ligger, er det dog tilrådeligt, en dag eller to før man er fremme, at kontakte campingpladserne for at reservere en hytte, især hvis man vil bo på verdens nordligste campingplads.

For en sikkerheds skyld medbringes pas som legitimation, selvom vi kun en enkelt gang har været ude for at skulle vise det.

Vandrehjem findes også ved næsten alle større byer, og i ofte smukke og øde områder er der turiststationer og fjeldstationer, hvor det nok også i højsæsonen er tilrådeligt at bestille plads i forvejen, hvis man ikke vil nøjes med en madras i sovesalen. Hvis man har et dansk vandrehjemskort, gives der ofte rabat på overnatningerne.

Endelig er der hoteller og højfjeldshoteller med et noget højere prisniveau, men med betræk på dynerne, varmt vand i hanerne og stuepiger til at rydde op efter sig.

Aspiranter til medlemskab af De borupske Fjeldkarle hjælpes gerne med yderligere oplysninger om forholdene inden turen foretages ved henvendelse på kim@greiner.dk, og vi vil da meget gerne efterfølgende høre, hvordan det er gået.

Ikke uden grund må jeg dog advare kraftigt mod Febris lapponia, på dansk laplandsfeber, og som uvægerligt rammer alle, der drager nordpå. Symptomerne er en uophørlig længsel efter landet nord for polarcirklen, og der er kun en ting at gøre: At tage nordpå igen.

Venlig hilsen

Kim Greiner, Kimmerslevvej 24, 4140 Borup.

For at få et overblik over forholdene og strabadserne kan nedenstående artikel fra Fritidsliv læses, men flere udførlige oplysninger kan fås i "Fra Ejer Baunehøj til Kebnekaise" og "Drømmen om de 4 toppe".

Tryk på siderne for at se dem i stor størrelse.

Tilbage til forsiden