Florida rundt.

En rejsefortælling af Kim Greiner

Juli 1990

Efter den vellykkede rejse til Californien, havde vi mod på endnu en stat i USA, og valget faldt nemt på Florida "The Sunshine State". Foruden at opleve Florida, ville vi besøge vores tidligere udvekslingsstudent Jessicas familie, samt min mors gamle veninde Nancy, som engang i halvtredserne var emigreret til Staterne.

Flypriserne blev undersøgt, og valget faldt på Tjæreborg, da vi her til en merpris af kun 300 kr. pr. person, i 3 uger fik stillet et hotelværelse til rådighed på Miami Beach. Der kunne også fås hotelværelser til 7.000 kr. pr. person, men da det var meningen, vi kun skulle overnatte på hotellet i Miami 4 gange, og ellers køre rundt i Florida, mente vi nok, det billige hotel kunne gå an.

Flyvningen foregik med Scanair, og kun ved at kikke på en globus, kan det ses, at der er fornuft i at flyve over Sydnorge og Færøerne, for derefter at mellemlande på New Foundland, og fortsætte langs USAs østkyst til Miami. Flyvetiden var ialt ca. 11 timer, og der er en tidsforskel på 6 timer mellem Florida og Danmark.

Florida er ca. 3½ gange større end Danmark og har en befolkning på ca. 12 millioner mennesker, men kun ca 5 millioner er født i Florida. Resten er tilflyttere fra andre af USAs stater eller flygtninge fra latinamerika, især Cuba og Haiti. Selve Miami er blevet en storby med 2 millioner mennesker, og det er egentlig meget godt klaret, da der i Miami kun boede 2.000 mennesker ved århundredskiftet.

I Miami og andre steder i Florida skulle der foregå en del kriminalitet, og vi var blevet advaret om ikke at ligne turister, så vi var egentlig hjemmefra lidt beklemte ved situationen. Så vi gik rundt og lignede overhovedet ikke turister, selvom det var svært, med shorts og solbriller og et videokamera på maven. Det må alligevel have hjulpet, for der var ingen, der krummede så meget som et hår på vores hoveder, og når man først er derovre, tænker man overhovedet ikke på, at det skulle være mere usikkert at færdes i Florida end i Danmark.

Vores hotel lå på Miami Beach, en 16 km lang smal ø udfor Miami. Mellem svajende palmer løber Ocean Drive langs stranden, og mellem 6 th og 23 th street ligger Art Deco Distriktet. Bebyggelsen er fra 1920 og 1930, og dengang i meget moderne stil. Husene er alle malet i pastelfarver og med forskellige dekorationer på facaderne. Kvarteret var i en nedgangsperiode blevet noget af et slumområde, men i slutningen af 70 erne, blev der gjort store anstrengelser for at få det hele pudset op igen, og ihvertfald frontsiden ud mod Ocean Drive ser nu ganske nydelig ud.

Hotel Imperial tog vi i øjesyn med lidt bange anelser. 900 kr for et hotelværelse i 3 uger er jo ikke alverden, men det viste sig at være et pænt lille hotel, og værelset var forsynet med både vifte og aircondition, og der var ingen spor af kakkelakker eller lignende.

Klimaet er i det nordlige Florida subtropisk og ellers tropisk, og højsæsonen for turister er fra jul til påske, hvor der er en behagelig sol og varme. Om sommeren, med temperaturer over 30 grader og med meget høj luftfugtighed, er det så lummervarmt, at de fleste turister holder sig hjemme. Til gengæld er prisnivauet om sommeren lavere, og der er ikke så overrendt. For de fastboende og os, der alligevel kommer i den varme tid, findes der heldigvis aircondition i næsten alle beboelser, og ihvertfald i forretninger og i restauranter. Når vi kom udefra og gik ind i en restaurant eller forretning, var det som at træde ind i et køleskab. Efter få minutter havde kroppen vænnet sig til køligheden, og når vi gik ud igen, var det som at gå i dampbad. Forskellen mellem ude og inde var måske kun 10 grader, men luftfugtigheden gjorde det til en kæmpeforskel.

Enkelte restauranter havde skruet så højt op for airconditionen, at vi ønskede, vi havde trøjer på, men ellers var beklædningen bare tæer i sandaler, shorts og en tynd sommerskjorte. Sokker, lange bukser og undertrøje var ulideligt at have på.

Sommeren i Florida er regntid. Skyerne opbygges i løbet af dagen fra fordampningen af de utallige søer, floder og sumpe, og ved 15-17 tiden kommer så udladningen, ofte i forbindelse med tordenvejr.

Den første eftermiddag i Florida var det dog solrigt, så vi skulle lige ned og prøve stranden og det 27 grader varme vand. På stranden og i gaderne var der en leben af mennesker, og vi troede, at sådan var Miami Beach hver dag, men det var heldigvis kun på grund af USAs nationaldag den 4. juli, så alle havde fri.

Senere skulle vi finde noget at spise, og da vi ankom til hotellet, havde vi set en Burger King et sted i nærheden. Den var ikke så let at finde alligevel, og vi kom efterhånden sådan lidt ned bagved, hvor der så noget slumagtigt ud, med affaldsbunker her og der, og små snuskede madsteder, som vi ikke havde meget lyst til at prøve.

Vi frygtede, at det var standarden i Florida, men det viste sig heldigvis, at det var det eneste sted på vores tur rundt i Florida, hvor der ikke så pænt og ordentligt ud. Ellers så vi ikke et stykke papir eller andet affald på gader og veje, men til gengæld skilte, der lovede bøder på 500 dollars, hvis nogen tabte noget.

Med rumlende maver fandt vi endelig et pizzaria, der så nogenlunde ud, men først efter at have bestilt hos en ung mand, derefter en ældre mand og tilsidst en lyshåret dame, fik vi gjort dem begribeligt, at vi ønskede at spise en large pizza, som der stod på deres skilt. De forstod ikke et ord engelsk, men talte kun spansk, ligesom en halv million andre af Miamis indbyggere.

Tilbage på hotellet tog jeg mig et bad, og derefter gik Søren i bad, men han klagede over, at jeg havde brugt alt det kolde vand.

Hjemmefra havde vi lejet en bil i alle 3 uger hos Interamerika. Bilen var en Deutz, et mærke jeg ikke kender hjemmefra, og selvfølgelig med automatgear og den uundværlige aircondition. Bilen var lejet med kaskoforsikring, men ved alle skader, også parkeringsskader, skal der vedlægges politirapport for at forsikringen dækker. Jeg skulle skrive under på, at bilen var uden skader, men jeg måtte hellere selv tjekke efter, sagde udlejningsdamen, så jeg gik en runde rundt om bilen, og den så ganske nydelig og uskadet ud.

I Miami er der masser af trafik, og veje med 3 baner, hvor bilisterne ustandselig skifter bane uden at give tegn, og veje der går under og over hinanden med en masse frakørsler, så det var med at holde tungen lige i munden.

Med undtagelse af Miami er det dog let at køre bil i Florida, da der er gode veje og masser af skilte, der viser vej. Ved enkelte af de store veje eller broer, krævedes betaling, men det drejede sig kun om 25 cent eller max 1 dollar.

Vi satte kursen vestpå og gjorde holdt ved Shark Valley i den nordlige del af Everglades National Park, der er et vidtstrækt natur og vandområde på næsten 2 gange Fyns størrelse.

Det første vi så, da vi steg ud, var en bule i bilens højre forskærm. Bulen måtte have været der hele tiden, men den kunne kun ses i en bestemt vinkel. Begynde at tilkalde politi og fortælle dem en løgnehistorie ville jeg ikke, så vi udskød problemet, til bilen skulle afleveres.

Ved Shark Valley går en 24 km lang asfalteret vej rundt i nationalparken. Der kunne lejes cykler til turen rundt, men vi tog med i nogle åbne vogne, hvor en rigtig ranger med spejderhat var guide.

Everglades er mest store åbne landskaber med græs og vandområder, men også med spredte træer og kratbevoksninger. Mange af træerne så visne ud, ligesom mange andre træer i Florida. Sidste vinter var der i en helt unormal periode minus 5 graders nattefrost, og det var mere end nogle af de tropiske træsorter kunne holde til, men mærkværdigvis overlevede de fleste palmer, så de er åbenbart mere hårdføre.

Langs vejen lå adskillige alligatorer i størrelsen fra en halv meter og op til 3 meters længde. De fleste lå og stak hovedet ud af rørgennemføringerne under vejen, så det var egentlig meget rart, vi ikke havde lejet cykler. Ved vejens ende lå et 20 meter højt udkigstårn med en flot udsigt udover sumpområderne, og rangeren fortalte om de dyr, vi så. Foruden alligatorene, var der forskellige hjorte, store sumpskildpadder og nogle meget store gumpetunge sorte fugle, som meget nødig ville flytte sig fra vejen.

Nord for US vej 41, som går tværs over Florida fra øst til vest, ligger adskillige små indianerlandsbyer og herfra kan man tage med airboats ind i sumpene. I Everglades Nationalpark, som ligger syd for vejen, er sejlads med airboats forbudt, hvilket er forståeligt.En airboat er fladbundet og drives frem i stor hastighed af en propel i agterstavnen under øredøvende larm. Med det udleverede vat i ørene og efter at have betalt 6 dollar pr. person, sejlede eller fløj vi med en miccosukeeindianers airboat ind i sumpene, med indlagt ophold i en Indian Village. Her kunne købes souvenirs og en mindre indhegning med alligatorer kunne beses, men dem var der ingen, der kikkede på, for det vrimlede med alligatorer in natura langs bådebroen.

Floridas indianere blev aldrig besejret af nybyggerne eller hæren, som det skete alle andre steder i USA, for indianerne flygtede ud i sumpområderne, og herfra førte de guelillakrig. Først i 1935 blev der sluttet formel fred mellem indianerne og Floridas regering. Det vilde indianerliv er det nu nok slut med, for f.eks. i Fort Lauderdale ejer seminoleindianerne en enorm spillehal, hvor der kan vindes meget store præmier. Hasardspil er ellers forbudt i Florida, men hallen ligger på indiansk jord, og de følger deres egne love.

Efter airboten og spisning i en udmærket indiansk restaurant, fortsatte vi ad vej 41 igennem øde skov- og sumpstrækninger til byen Naples på Floridas vestkyst. Naples er en fredfyldt by med smukke lave huse, palmer langs gaderne og en lang sammenhængende strand med kridende hvidt blødt sand. På den kilometer lange strand, var der foruden os, kun en fransk og en canadisk familie og ellers ikke en sjæl. Husene langs stranden var lukket af - for sommeren.

På Naples Pier, der er en 300 m lang mole, var der lidt mere liv. En del lystfiskere prøvede lykken, skarpt overvåget af en flok pelikaner. Når fiskerne rensede den fangne fisk, vuggede pelikanerne nedenfor for at tage sig af affaldet, eller de dykkede selv efter fisk med højlydte plask.

I hver eneste by i Florida findes en mængde moteller og restaurationskæder. Et motelværlese har altid 2 store senge, hvor der kan overnatte 4 personer. For de værelser, vi lejede, svingede prisen fra 33 til 90 dollars og med et gennemsnit på 58 dollars. De små privatejede moteller er langt de billigste, og værelserne var lige så komfortable og pæne som de landsdækkende motelkæder. Det dyreste motel var Econo Logde i Key West, hvis valgsprog ellers er "Spend a night - not a fortune". Det billigste motel havde som alle andre motelværelser farvetv, men også telefon på badeværelset og gratis kaffe på værelset.

Fastfood restaurationerne, som vi overvejende benyttede, har et prisniveau, der er ca. det halve af niveauet i Danmark. I en artikel om at rejse i Florida, som en dansk avis bragte i foråret, stod der, at der ustandselig skal gives drikkepenge, og at dollars i praktis ryger næsten som enkroner, men det er noget slemt sludder. På restauranter betales regningen ved kassen, og drikkepengene lægges på bordet, hvis man føler sig godt behandlet, og hvor i Danmark kan en familie overnatte på et godt motelværelse for 300 kr, eller 3 personer spise på restaurant for 70-100 kr, for ikke at tale om benzin - 1 liter for 1,50 kr.

Efter Naples fortsatte vi nordpå langs vestkysten, og kørte ud på de to tropiske paradisøer Sanibel og Captiva. Der er lange fine strande på øerne, men kun nogle få små fyldte offentlige P-pladser og ellers parkering forbudt, så vi måtte overlade strandene til de fastboende eller hotelgæsterne. Et sted på vejen stod et skilt, der advarede mod påkørsel af alligatorer de næste 2 miles. Ja, ja i Danmark er der skilte, der advarer mod påkørsel af råvildt og i Sverige mod elge, så må det jo være alligatorer i Florida.

Store dele af Sanibels nordkyst er dækket af Ding Darlings National Wildlife Refuge. Vi besøgte Visitor Centret og kørte (med stop, men det var med at komme ind i den kølige bil igen) ad den 8 km lange bilvej gennem mangrovesumpen, hvor fuglelivet kan studeres.

Længere nordpå i byen Fort Myers ligger opfinderen Tomas Edisons vinterhjem. Edison interesserede sig også for botanik, så omkring hans hjem var en hel park med botaniske vækster fra hele verden. Især et stort indisk banyantræ var imponerende, da det havde i hundredvis af tykke luftrødder, der voksede fra grenene ned til jorden og dannede søjlehaller over en område på over 1200 m2. Edisons hus har den ejendommelighed, at det er uden køkken, for han kunne ikke fordrage mados, så køkkenet lå i gæstehuset 50 meter væk.

En meget grundig guide fremviste først parken, derefter Edisons hus, og så Edisons laboratorium, men da hun begyndte på en detaljeret gennemgang af hans museum, sneg vi os ud og kastede os over en sodavandsautomat, der desværre ikke virkede. Så vi måtte nøjes med nogle colaer, der lå i bagagerummet, kun få grader under kogepunktet.

Ud på eftermiddagen nåede vi Casey Key, den lille ø hvor vores gamle udvekslingsstudent Jessicas familie bor, og her hos familien Titus boede vi i de næste 5 dage og nød godt af den berømte amerikanske gæstfrihed. Til familien hører 3 hunde, en lille puddelhund, en Sct. Bernhard og en Golden retriver, de to sidste var barberet helt kortkåret på grund af varmen. Huset havde familien selv fået bygget for et par år siden, og det var stort og ualmindeligt smukt, nærmest som et palads, og der findes ikke noget, der bare ligner i Danmark, selv ikke de største villaer på Strandvejen. Indretningen var meget smagfuld og med mange antikviteter, og det er første gang, jeg har opholdt mig i sådanne værelser, uden snore over stolene. Jeg tror ikke, familien manglede noget, for i garagerne holdt 2 velholdte Rolls Royces, den ene ny og den anden fra 1929, foruden en BMW og en Jaguar til hverdagsbrug.

Baghaven lå direkte ud til stranden ved den Mexikanske Golf, og det må siges at være en meget spændende strand, da havskildpadder her søger op for at lægge deres æg. Det var midt i æglægningstiden, men selvom vi gik strandture efter mørkets frembrud, så vi desværre ingen skildpadder. Til gengæld så vi hver morgen de tydelige og meget store kravlespor efter skildpadderne. Hele natten igennem bliver stranden patruljeret af rangere, og de nye reder bliver afmærket med skilte om æglægningsdato og med en henstilling om, ikke at betræde rederne. Efter 60 dage i sandet bliver æggene, der er på størrelse med bordtennisbolde, udklækket og de små unger søger straks ud i vandet - det må være et syn for guder.

En anden spændende detalje ved denne strand er, at man kan finde forstenede hajtænder. Tænderne er 5-10 mm store, og ved ihærdig søgen kan der på en times tid findes en lille håndfuld af disse flere millioner år gamle fossiler.

Vi besøgte et mindre akvarium med fisk, hajer og andre havdyr fra området. Et sted var der vist, med en udstoppet havskildpadde, hvordan de lægger deres æg og jeg gjorde Søren opmærksom på, hvor meget æggene lignede bordtennisbolde." Ja" sagde han "Man kan endda se sammenføjningen".

Om søndagen var vi ude med Titusfamiliens motorbåd, og først sejlede vi nordpå på ydersiden af øerne, og senere tilbage igen mellem øerne og fastlandet, med mange broer og langs smukt beboede områder og en flok delfiner næsten inden for rækkevidde.

Mange steder mellem øerne må der kun sejles max 5 miles i timen, da det er søkoområde. Søkøer eller manatees som de også kaldes, er store fredelige yndefulde dyr, der kan veje op til 1.000 kg. Dyrene kan udstøde en klagende lyd, og det gør de lidt for ofte, da mange bliver skadet af hurtiggående motorbådskruer, så søkøerne er desværre i stærk tilbagegang.

Næste dag kørte vi nordpå til St. Petersburg, der blev grundlagt i 1888 som endestation for jernbanen. Byen har navn efter hjembyen for den russiske immigrant Petrovich Demenscheffs, som ledede jernbanebyggeriet, og idag har St. Petersburg en kvart million indbyggere. Syd for byen kørte vi over en flot hængebro "Sunshine Skyway" med en dejlig udsigt over Tampa Bay. Langs med broen ses resterne af den gamle bro, som blev ødelagt ved en skibspåsejling, som desværre krævede 30 menneskeliv.

Efter endnu en bro kom vi til Tampa, der er en by lidt større end St. Petersburg, og her fandt vi Busch Gardens, der er vestkystens største attraktion. Busch er egentlig et ølmærke, og fabrikken ligger midt i parken, der er en meget stor afrikansk inspireret forlystelsespark, med Afrikas dyr og tropiske planter som det fælles tema. Masser af dyr lever frit i store områder, og publikum kan beskue dyrene fra en monorailjernbane, som kører oppe i luften, eller tage med damplokomotiv udover savannen.

Alle bygninger er lavet i samme stil, som findes i Marokko og Kenya, og fra højtalerne strømmer afrikansk musik eller "ekspeditionsmusik" a la Hollywood. Desuden findes alle de forlystelser, som kan forventes i en stor forlystelsespark, bare lidt vildere end det vi kender fra Tivoli og Bakken. En tur med en rund gummibåd igennem rivende vandmasser, kan jeg stærkt fraråde.Vi blev fuldstændig totalt gennemblødte efter at have sejlet igennem vandfald og andre vandkaskader, og selvom luften var varm, og vi ikke frøs, så går der utrolig lang, tid inden et par våde underbukser tørrer inde under et par coyboyshorts.

Under bilturen på vejen hjem brød et tropisk uvejr løs. Det regnede så bilerne på motorvejen måtte standse og holde ind til siden, og det tordnede og lynede, så bilen rystede. Det var en noget mere voldsom udgave af tordenvejr, end det vi er vant til fra Danmark.

Efter 5 dages stor gæstfrihed, sagde vi farvel til familien Titus og kørte ind i landet mod Orlando, hvor Disney World ligger. Disney World dækker et enormt område og består af 5 forlystelsesparker Magic Kingdom, Epcot Centret, Disney-MGM Studios, Typhoon Lagoon der er et vandland med bl.a. verdens største vandrutschebane, og Pleasure Island, der er centrum for aftenunderholdningen. Desuden findes forskellige Villages med store flotte hotelkomplekser, men hvor man skal have den store tegnebog med for at overnatte, så vi fandt et motel uden for Disney World, til en lidt mere rimelig pris.

En 4 dagesbillet kostede 104 dollar pr. person, og vi nåede at se Magic Kingdom, Epcot og Disney Studios. Når indgangen er betalt er alle forlystelser gratis, samt transport med monorailjernbane imellem parkerne.

Vi startede med Magic Kingdom, hvis P plads kan tage 14.000 køretøjer. Magic Kingdom er en næsten tro kopi af Disneyland i Californien, blot en del større. Kongeriget er opdelt i 7 forskellige afdelinger med forskellige temaer, så man kan f.eks. tage på sørøvereventyr i Caribien, sejle med kaptain Nemos undervandsbåd, tage på junglesejlads eller med rumskib ud i verdensrummet m.m.

I Disney-MGM Studios tog vi på den særlige studietur, der varer et par timer, og hvor vi så hvordan forskellige filmtricks bliver lavet og oplevede "Catastrophe Canyon" med effekter med skybrud, oversvømmelse, jordskælv og eksplosioner. Desuden overværede vi rigtige filmindspilninger og så tegnerne igang med at lave den sidste nye disneytegnefilm "Den lille havfrue".

Indiana Jones stuntshow er en anden stor attraktion i Disney Studios. I kæmpestore flytbare kulisser kæmpede hr. Jones med skurkene, medens biler og fly væltede rundt og eksploderede.

Et andet sted blev vist 3-D film, hvor vi næsten selv var med i handlingen, medens Michael Jackson i en eventyrverden kæmpede med skrækkelige uhyrer og en ond dronning.

I Disney World er der som regel kø ved attraktionerne, og når man ikke har været der før, stiller man sig op og aner ikke, hvad der skal ske. Sidst på dagen i Disney Studio, så vi en god lang kø og stillede os derfor op. Vi kom ind i et stort rum med udstillinger af originale disneytegninger og alle de Oskars Disney i tidens løb har vundet. Det var jo meget interessant, men herefter blev vi ledt ind i en stor biograf, der viste klip fra berømte film. Der var ingen sæder i biografen, men rækværk der krydsede frem og tilbage i salen og vi tænkte, at det var dog en aparte biograf, hvor publikum skulle gå hele tiden. Det viste sig at det kun var de indledende manøvre til selve attraktionen "The Great Movie Ride" - en vogntur gennem filmens største klassikere udført i miljøer med lys, lyd og bevægelige figurer.

Da turen var færdig, var det umuligt at komme ud, da et troperegnskyl var begyndt, og folk ville selvfølgelig ikke ud og være gennemblødte. Efter en halv time fik vi mast os hen til udgangen, og med vores eneste paraply blev jeg sendt i byen efter gule Dick Tracy regnslag. Regnslagene gik hurtigere end varmt brød, så i løbet af kort tid gik næsten alle mennesker med gule regnslag.

Epcot Centret er mindst dobbelt så stort som Magic Kingdom og er opdelt i World Showcase, der er en verdensudstilling med forskellige landes pavilloner, og Future World (Morgendagens Verden) der viser fremtidens energi, landbrug, havets muligheder, transport, boliger m.m. Epcot er opbygget, med henblik på lærdom, og efter en grundig gennemgang af centret, kan skolebørn såmænd godt springe mindst et skoleår over, og så samtidig have lært en masse på en sjov måde.

I World Showcase er Canada, Storbritannien, Frankrig, Marokko, Japan, Italien, Kina, Tyskland og Norge repræsenteret. De enkelte lande har opført bygninger som forbindes med deres lande, f.eks i Norge er opført Ankerhus, typiske træhuse, klipper og en hel stavkirke i naturlig størrelse. Desuden kan man i Norge komme med vikingeskib igennem "Malstrømmen" og stifte bekendtskaber med vikinger og trolde m.m., og se en film om landet. Alletiders turist appetitvækker.

Alle landene har sovenirsalg, udstillinger, restauranter med typisk mad, optræden og ofte en film om landet vist på et 180 eller 360 grader lærred. Mexico har nok den flotteste pavillion indbygget i en mexikansk pyramide, og på en fantastisk bådtur kom vi igennem mexikanske miljøer og landets historie. Men Norge var også flot, og hvor ville det have været dejligt, hvis Danmark havde vist sit ansigt et sted som her.

I Future World er der 7 store bygninger, med hvert deres tema, sponsoreret af store amerikanske firmaer, og vi fik det indtryk, at de alle har prøvet at overgå hinanden i opfindsomhed, for at gøre netop deres, til det mest spændende og interessante. Man ser film og går eller kører rundt i alt, hvad verden har at byde på fra tidernes morgen og til langt ud i fremtiden f.eks. The Living Seas med verdens største saltvandsakvarium eller "Body Wars" en tur gennem et menneskes krop i en "rumkapsel".

Universe of Energy ligner en almindelig biograf med et lærred på 180 grader og plads til 600 mennesker. Men midt i filmen drejer stolerækkerne sig og bliver i stedet til 6 store vogne, der kører ind i "urtiden" med kæmpende fortidsøgler og dinosaurer i fantastiske landskaber med lyd, lys og vulkanudbrud, og når vognene er blevet til biograf igen, fortsætter filmen.

Og hver eneste aften er der i Epcot Centret et kombineret fyrværkeri og laser/lyd show, der får Tivolis fyrværkeri til at ligne en våd kineser. Undskyld Tivoli.

Selvom vi gjorde et ihærdigt forsøg, kunne vi på 4 dage ikke se alt i Disney World, men tilsidst var vi også så overmætte af indtryk, at vi ønskede os langt ud i en stor skov for at fordøje de mange indtryk, så vi kørte mod nordøst ind i Ocala National Forrest og besøgte Juniper Springs.

Florida har et utal af springs, hvor det klare kildevand pipler op og laver såkaldte koldtvandssøer, med vandtemperaturer på 22 grader året rundt. Juniper Spring har en idyllisk badesø med en gammel vandmølle, og vi kunne se store vandskildpadder svømme rundt i det krystalklare vand. Vi fandt ud af, at der kunne lejes kanoer, og man kunne komme ud på en 5 timers tur til en anden spring, men vi fik at vide at sidste kano blev sendt afsted kl 12, og den var lige lidt over, da vi henvendte os. Så først ærgrede vi os, men da det en time efter begyndte at styrtregne, ærgrede vi os ikke så meget mere.

Længere mod nordøst, helt ude ved Atlanterhavskysten ligger St. Augustine, der er USAs ældste by, og vi fandt et motel med en køn udsigt til havet og en gammel stenbro. Da det stadig regnede, gik vi på "Believe it or Not" museum og så alle mulige uhyrligheder fra hele verden. I et lille aflukke, kunne man på en videoskærm se forskellige mennesker, der kunne skære de mærkeligste ansigter og man blev selv opfordret til at forsøge, medens man kikkede i et spejl. Senere på rundgangen kom vi til et rum, hvor en del mennesker stod og morede sig - det var bagsiden af spejlet.

St. Augustine blev grundlagt i 1565 af spanieren Don Pedro de Aviles, men allerede i 1513 gik Ponce de Leon i land og troede, han havde fundet ungdommens kilde. Kilden findes stadig, og mod betaling, kan man af et plastikbæger få lov til at smage. Vi overvejede at købe bleer til Søren (14 år), med det viste sig ikke at være nødvendig. Kilden findes i en lille park, hvor der desuden fremvises nogle gamle indianergrave, og vi overværede en forestilling i noget nær verdens mindste planetarium. I souvenirbutikken kunne der købes vand i vinflasker fra ungdommens kilde, hvis det vand, der var drukket i bægerne, stadig ikke havde virket.

Udenfor parken lå et museum med tragedier i USA, og hvor der bl.a. blev fremvist den bil hvor J.F. Kennedy blev skudt. Bystyret havde prøvet at lukke museet, men en retskendelse havde givet tilladelse til at holde åbent. Vi var ikke derinde, og selvom museet var åben, var der tilsyneladende heller ikke andre, der havde lyst til at smovse i tragedierne.

Castillo de San Marcos er USAs ældste stenfort, og mange slag er blevet udkæmpet på stedet i tidens løb. Bygningen blev påbegyndt i 1672 og stod først færdig i slutningen af 1700 tallet. Fortet er stort og imponerende og er hele USAs stolthed, men så skulle de nu bare se Kronborg eller Frederiksborg slot.

St. Augustine er en rigtig turistby, men det er også forståeligt, for byen er virkelig hyggelig, med gamle huse, flotte kirker, gågader, museer m.m. og er i det hele taget meget uamerikansk. I byen ligger også USAs ældste skolehus i træ, og herinde fortalte skolemesteren, en dukke i bedste Disney stil, om skolens historie, og ved udgangen fik vi overrakt skolens afgangsbevis. Vi var også inde i St. Augustine Oldest Store Museum med over 100.000 varer og effekter fra de gode gamle dage, men da vi så kom til St. Augustines ældste hus, og det også kostede 5 dollars pr. person at kikke indenfor, synes vi egentlig, vi havde set museer nok den dag, og kørte i stedet til stranden.

Om aftenen fik jeg på en restaurant en portion friturestegte alligatorhaler, det stod der ihvertfald på spisekortet, men det smagte nu nærmest som kylling.

Efter et par dage i St. Augustine kørte vi sydpå langs østkysten igennem store øde skovstrækninger. Byerne ligner hinanden til forveksling, da de fleste restauranter og moteller er landsdækkende kæder med de samme reklameskilte overalt.

I New Smyrna var vi inde og se den gamle sukkermølle, og rangeren, der havde opsyn med møllen, mente vi var de første danskere, der havde fundet ind til møllen, så det var vi da ret stolte af. Sukkermøllen blev bygget i 1830, men allerede i 1835 blev møllen angrebet og ødelagt af seminoleindianerne. I vore dage synger cikaderne i den fredfyldte trykkende varme mellem ruinerne, men vi kunne alligevel mærke historiens vingesus, og næsten se de sorte slaver arbejde med sukkerrørerne.

Længere sydpå fandt vi et motel på Cape Canaveral Island og næste dag havde vi afsat til at besøge John F. Kennedy Space Center. Om aftenen tog vi ud på en 300 m lang pier, hvor pelikanerne sad fuldstændig uforstyrret på rækværket. Senere spillede vi minigolf, og det var en nogen anden bane, end dem vi ser herhjemme a la Fladbølle Strand. Anlægget må have kostet flere millioner kr. at bygge. Der var "bjerge" bygget op i sten med baner på skråningerne, små hyggelige bjergstier, vandfald og broer over rindende vandløb, grotter hvor banerne gik igennem og det hele oversået med blomster og palmer.

Kennedy Space Center er et kæmpestort område, der ligger helt ude ved Atlanterhavet. Besøgscenteret består af flere afdelinger, og det første vi mødte var The Rocket Garden, en park med en række raketter fra de forskellige rumprogrammer. Desuden var der forskellige udstillinger, og på et kæmpelærred blev filmen "The Dream is Alive" vist. Det er den samme film, som Thygo Brahe Planetariet i København har vist, og det må siges, at sådan en film er endnu flottere i et planetarium end på et lærred, så der kunne amerikanerne ikke dupere os. Men vi var ude på en to timers rundtur, hvor vi så månelandingsfartøjer, og de enorme køretøjer som fragter raketterne ud til startramperne. Et sådan køretøj er halvt så stort som en fodboldbane og vejer 2.700 ton. På selve startrampen stod to raketter klar til affyring, og et sted var der stop ved en Apolloraket, der lå ned, og tavler forklarede om raketternes opbygning. Den var enorm lang og havde en diameter på 10 meter, og at få sådan en kæmpe ud i verdensrummet synes næsten at være en umulighed. En af verdens største bygninger ligger også i området, det er "The Vehicle Assembly Building", som er et samleanlæg for rumfartøjer.

Foruden bygninger, veje og startramper er Kennedy Space Center et naturreservat med fugle, skildpadder og alligatorer. Meget tiltalende at noget af verdens ypperste teknologi, sagtens kan gå i spand med Floridas oprindelige natur.

Der var forresten et smart cafeteria i Space Centeret. Kunderne står stille, medens mad og drikkevarer passerer forbi, så det var bare med at lange til sig, og så gå hen til kassen for at betale.

Efter Space Centeret fortsatte vi sydpå langs kysten og kom igennem Jensen, der er en by opkaldt efter en dansker, der engang slog sig ned her og startede en ananasfarm. En anden lille by på kysten hedder Oslo, så det kunne tyde på, at de nordiske folkeslag har sat nogle spor her.

Palm Beach er den mest eksklusive by på Floridas Guldkyst. Byen skulle have fået sit navn ved, at et spansk skib, lastet med kokosnødder fra Cuba, var forlist, og nødderne var drevet i land og havde spiret på stranden, og der er stadig masser af palmer mellem alle de flotte villaer.

Palm Beach, der ligger på en 22 km lang smal ø, blev bygget til overklassen af jernbanemagnaten Henry Flagler. Flagler anlagde også West Palm Beach inde på fastlandet, beregnet til tjenestefolkene, for det var jo ikke rart at have dem boende ude på øen.

I Palm Beach byggede Flagler i 1901 "Whitehall", der er et kæmpehus eller slot, som bryllupsgave til sin 3. kone. Arkitekterne fik frie hænder, og de fik til opgave at bygge det smukkeste hus i USA. Huset er nu museum, og det er da også meget smukt med søjler, statuer og pragtfuldt indrettede rum. Jeg har en mistanke om, at enten Flagler eller arkitekterne godt kunne lide damer. I hvertfald stod der midt i slotsgården, en statue af en nøgen skønjomfru, og rundt im hende sad 4 djævle, med meget lystne glimt i øjnene, den ene endda med tungen ud af munden.

Syd for West Palm Beach ligger Fort Lauderdale, kaldet amerikas Venedig, med sine 30 km kanaler og lige syd herfor ligger Dania og derefter Hollywood, ikke at forveksle med Hollywood i Californien.

I Hollywood besøgte vi min mors ungdomsveninde og penneven Nancy, som for næsten 40 år siden emigrerede til USA og nu bor i en mobilhomepark. Selvom Nancy ikke har været hjemme, siden hun rejste derover, taler hun stadig dansk uden accent, men med enkelte amerikanske gloser ind imellem. Nancy havde ikke set mig siden jeg var 5 år, så hun syntes jeg var blevet stor.

På en tur igennem mobilhomeparken, så vi på de forskellige mobile hjem, som mange gange var på størrelse med en almindelig dansk villa, så der er nok begrænset, hvor mobile de er. Mange af husene ejes af canadiere, som om vinteren tager herned for at nyde solen. Selv deres biler stod hernede i sommerhalvåret, pakket ind i presenninger i carporten. Parken er stor, med omkring 700 mobilhomes, som ejes af beboerne, men grunden er lejet, og der skal betales over 200 dollas om måneden for et par hundrede m2. Så det er nok en noget bedre forretning, for ejeren af jorden end landbrug, men dertil skal siges, at der til parken er knyttet flere svimmingpools og bygninger med forskellige aktiviteter, samt vagt ved hovedindgangen.

Fra Hollywood var der kun omkring 30 km til Miami Beach, hvor vi genfandt vores hotelværelse på Imperial Hotel, og herfra startede vi en 3 dages tur til Key West.

Key West er den sidste ø i en lang økæde, der strækker sig fra Floridas sydspids og langt ned i den Mexikanske Golf. The Florida Keys består af 882 øer, men kun 65 af dem er beboede. Øerne er forbundet med 42 broer, den længste over 10 km, således at der kan køres hele vejen af US 1 Overseas Highway til Key West.

Flagler, den førnævnte jernbanemagnat, fik den ide at forlænge sin jernbane helt ned til Key West. Et gigantisk projekt som stod færdig i 1912. En af øerne hedder Maraton, navngivet af jernbanearbejderne, og det har nok heller ikke været nogen spøg, at bygge jernbane i den tropehede. En anden ø hedder No Name Key, og det må være da de var ved at løbe tør for navne. En thunderstorm i 1935 ødelagde meget af jernbanen og mange af broerne. Jernbanen blev derefter opgivet, og istedet anlagdes en vej ovenpå jernbanedæmningerne, men mange steder kan resterne af Flaglers gamle broer stadig ses.

Den første og største ø hedder Key Largo, og er kendt fra en gammel Humfrey Bogart film, og her kunne vi flere steder se kæmpestore havørnereder bygget oven på elmasterne. Efter Seven-mile Bridge, hvorunder Atlanterhavet og den Mexikanske Golf mødes, gjorde vi ophold på Bahia Honda Key, hvor der ligger en State Park med en fin sandstrand med svajende palmer.

Herefter fortsatte vi over den ene ø og bro efter den anden, og midt på eftermiddagen nåede vi den sidste ø i kæden, Key West, der både er navnet på øen og byen. Key West er USAs næst ældste by, og er meget hyggelig med sine mange huse fra 1800 tallet, med store verandaer og tropiske haver. Da USA købte Florida af Spanien i 1819 var Key West tilholdssted for smuglere og pirater, og da det første fyr blev bygget i 1825, protesterede øboerne, da de også levede af vragplyndring. Så Key West er fuld af myter og historier, og er en herlig blanding af Vestindien og Nordamerika.

Strandene på Key West er ikke berømte, og meget forståeligt da de er fladvandede, og hvor der ikke er sten, er bunden svampet, og vandet er lige så varmt som i et badekar, så man skulle op af vandet for at blive kølet lidt af.

Vi besøgte Ernst Hemmingways hus, hvor han boede i næsten 10 år og skrev flere af sine bøger. I annekset står hans arbejdsværelse urørt, og man kan se det bord, hvor han skrev sine berømte bøger, og ved siden af står der en sofa, hvor han lå, medens hans kone troede han skrev sine berømte bøger.

Huset ligger i en frodig have med store skyggefulde træer, og overalt lå der katte og sov i varmen. Da Hemmingway købte huset i 1931 var der ca. 20 katte, men i hans tid blev det til omkring 100, og nu er bestanden reduceret til ca. 60 katte.

Medens Hemmingway deltog i den spanske borgerkrig, byggede hans kone Pauline den første svimmingpool i Key West, og den kom til at koste 3 gange så meget, som han havde givet for huset. Da han kom hjem og hørte dette, sagde han: "Værsgo, tag også min sidste cent", og denne mønt kan man idag se indemuret i poolen. Senere blev han meget glad for svimmingpoolen, da sommervarmen tog hårdt på ham.

Vi besøgte også den store stribede betonklods, der markerer "The Southernmost Point" på det nordamerikanske kontinent, og fra dette punkt er der 250 km til Miami og kun 140 km til Cuba.

Ved aftenstide er det på Mollory Square, nede ved havnen, folkelivet foregår. Folk samles i god tid, for at nyde solnedgangen ved den Mexikanske Golf. Gademusikanter, gøglere og sælgere gør deres for at sætte liv i kludene sammen med turister fra hele verden. Især en skotte i kilt og undertrøje, var ret dominerende på lydsiden med sit sækkepibespil, men ellers var der bl.a. spåkoner, jonglører og en gøgler, der ikke var bleg for at lægge sig i en bunke glasskår, med 5 store mænd stående på sig.

Netop når solen forsvinder, tier menneskemængden (selv skotten) og efter nogle få minutter fortsætter gadelivet. Der var en sær intim stemning over seneriet, som om alle var en del af et stort sammenhold, og hver eneste aften året rundt, samles de lokale og turisterne på havnen i Key West - jeg ville gerne opleve en sådan aften igen.

På hjemvejen fra Key West, skal man selvfølgelig over de samme øer og broer igen, men denne gang gjorde vi ophold på Key Largo og besøgte Jonh Pennekamp Coral Reef State Park. Hele parken ligger under vandet ca. 6-11 km fra land og er USAs eneste levende koralrev. Motorbåde med glasbund tager de besøgende med ud på revet, så det kan studeres på nærmeste hold, men medens vi ventede på bådafgang kom en vaskebjørn luntende. Den kravlede op i en affaldsbeholder, fandt noget mundgodt og forsvandt helt uberørt ind i skoven igen.

På vej ud til revet afslørede glasbunden et utal af tomme drikkevarerdåser, der ihvertfald ikke pyntede på havbunden, men heldigvis var der mere rent ude på selve koralrevet. På revet sejlede båden ganske langsomt, medens en guide fortalte, om alt hvad der var at se. Jeg havde forventet, der var flere fisk, men guiden fortalte, at mange af fiskene gemte sig, på grund af det skarpe sollys.

Den sidste dag i Florida kørte vi til Everglades National Park, men denne gang kørte vi tværs igennem parken, af den eneste vej der går ud til kysten, og nu ville vi rigtig se alligatorer.

Inden vi kom til kysten tog vi en afstikker til Royal Palm Visitor Center, hvor der skulle være et par spændende stier. Anhinga Trail er en gangbro ud i sumpen og Gumbo-Limbo fører de besøgende ind i skoven. Gumpo-Limbo er navnet på et træ, også kaldet turisttræet, på grund af den røde bark. Vi så nu ikke meget til Gumpo-Limpo, for vi løb turen rundt, ikke på grund af konditionen, men på grund af horder af sultne myg, der ustandselig angreb. Foruden myggene så vi dog i forbifarten fugle, skildpadder og fisk, men ikke skyggen af alligatorer.

Vejen fortsatte videre igennem de øde landskaber ud til kysten, hvor Flamingo Visitor Center ligger, og hvorfra der går båd med guide ud i lagunekysten med masser af sandøer og et rigt fugleliv, men stadig ingen alligatorer. Da vi spurgte guiden, hvor der var størst chance for at se alligatorer, fik vi at vide, at vi skulle køre til Royal Palm. Så det blev ikke til alligatorer den dag, kun myg, og så var vi da ellers glade for, at vi havde set så mange af de skarptandede uhyrer, den første dag vi var i Everglades.

På vejen tilbage skulle vores lejede bil afleveres og bulen i forskærmen begyndte at spøge i tankerne, men det kunne jo også være, at bulen var registreret og at de bare havde glemt at fortælle det. Om de tidligere havde registreret noget ved jeg ikke, men så snart vi kom ind på pladsen, sprang 4 mand frem og fotograferede bulen og skrev op, og gangede og dividerede. Der blev spurt efter politirapport og jeg forklarede sammenhængen, at bulen havde været der da vi hentede bilen o.s.v. Ventetid. Jeg spurgte om vi kunne afregne. Ja, men først skulle det regnes ud, hvad bulen kostede. Jeg forklarede sammenhængen igen, og sagde at jeg ikke ville betale bulen. Sur mine, og chefen blev tilkaldt, og han fik også min forklaring og jeg ville stadig ikke betale. Så blev chefen sur, og vi ventede igen, medens vi prøvede at se helt afslappede ud, selvom vi var omgivet af ubehagelige foragtelige blikke. Chefen ringede og med stram mine, blev det os derefter meddelt, at vi skulle få lov til at slippe for at betale for bulen.

På vej til hotellet i taxien, opdagede jeg, at udlejningsselskabet kun havde taget betaling for 2 uger, selvom vi havde haft bilen i 3 uger og vi er sikre på, at det var for at glatte lidt ud på det, efter at de havde været så ubehagelige.

Dagen oprandt, hvor vi skulle hjem igen. Vejret var klart, og med en vinduesplads i flyet var det en flot tur op langs USAs østkyst. Kennedy Space Center fløj vi en stor bue udenom, da der skulle opsendes en raket, sandsynligvis den vi havde set på startrampen. Efter en kort nat på kun 3 timer, kom vi over Norges sneklædte fjelde, og lille Danmark dukkede op.

Da vi var landet i Kastrup og var kommet ud i Københavns sol med 22 grader C, sagde Søren: "Ah, sikke en herlig frostluft".

Det havde været en spændende, interessant og meget varm Florida tur, og det er forhåbentlig ikke sidste gang, vi besøger det store Amerika, men næste gang bliver der tjekket buler i alle synsvinkler.

Tilbage til forsiden