Området blev oprindelig kaldt Ny-Amager, fordi hollandske bønder her dyrkede grøntsager. Det var egentlig dronning Sophie Amalie, der havde købt noget jord herude til sine døtre, men det blev den niårige kronprins, den senere Frederik 4., der arvede den trelængede Prinsens Gård.
Gården lå ved den senere hovedindgang til Frederiksberg Have, men kronprinsen tog først gården i brug efter sit giftermål i 1697, hvor han supplerede med yderligere, betydelige jordopkøb. Prinsen var meget engageret i havekunst, og på sin dannelsesrejse i 1692-93 i Frankrig og Italien havde han besøgt de berømte villaer i Italien med rige fontæner og overdådige kaskader. Kronen på værket var, da han besøgte Versailles og stiftede bekendtskab med havearkitekt André Le Nótres barokanlæg med kilometerlange akser med springvand og kaskader.

Efter kronprinsens hjemkomst, hvor han var stærkt inspireret af de fyrstelige anlæg ude i Europa, rettede hoffet henvendelse til den svenske arkitekt Nicodemus Tessin den Yngre, der udarbejdede nogle detaljerede planer for det vanskelige terræn op mod det påtænkte Frederiksberg slot. Det lykkedes at indtegne et tidstypisk barokanlæg med kaskader, busketter og parallelle alleer. Planerne blev desværre for Nicodemus afvist, men de gennemarbejdede forslag er der nok alligevel skelet til, da ingeniørofficer H.H. Scheel i 1697 overtog arbejdet med anlæggelsen. Scheel siges også at være ansvarlig for tegningerne til Frederiksberg Slot, som stod færdig i 1704, men allerede i 1707-09 ombygget med sidefløje. Scheel tilskrives æren for haveanlægget, selvom Nicodemus også havde en blyant med i spillet. Desuden har Frederik 4. også haft afgørende betydning, for haven fik mange særprægede detaljer, som kronprinsen havde noteret sig på sin dannelsesrejse.

Slottet tronede på bakken, og to akser dominerede haveanlægget, den ene med udgangspunkt fra slottet og den anden fra Prinsens Gård. Omkring de to akser lå så de kvadratiske og stjernedelte buskettet og sirlige bede omkranset af formklippede allétræer. I skråningen blev et trappeanlæg gravet ind, og hovedaksen blev fremhævet af fire ovale vandbassiner og et fontæneanlæg, der dog på grund af vandmangel aldrig kom til at fungere ordentligt. Allerede i 1720’erne blev vandpartierne og andre dele af haven omlagt af gartner og arkitekt Johan Krieger, og haverummet blev indrammet af lindealleer.

Haven i Søndermarken på omkring 29 ha blev formentlig anlagt i 1706 med tre alleer med udgangspunkt i slottets facader og i et mønster kaldet ”patte d´oie”, der lignede en gåsefod. Bortset fra den brede akse er de øvrige alleer efterhånden gået i opløsning, og kun ganske få træer står tilbage i alleerne.

Til et rigtigt barokslot og have skulle der være et menageri, så de kongelige kunne fornøje sig med at kikke på vilde dyr og eksotiske fugle. I forbindelse med Prinsens Gård blev der derfor opført fire små menageribygninger. Menageriet blev dog nedlagt allerede i 1768, da menagerimesteren efter sigende blev dræbt af en løve. På hver side af slottets indgang blev der i stedet anlagt den såkaldte Hvide Dyrehave og Brune Dyrehave, hvor de indhegnede områder husede kronvildt, hjorte og vildsvin. Længere inde i haven lå Andebakkeøen, hvor der på Frederik 4.’s tid var opdræt af ænder til de kongelige tafler. 

Prinsens gård nedbrændte i 1753, men orangeriet står der endnu, og som pendant til orangeriet blev der opført en nordlig fløj, som blev brugt til hestestald og gartneri. I 1755 blev det nye indgangsparti med gitterport og sandstensvaser udført under ledelse af arkitekt Lauritz Thurah, og der blev yderligere opført to pavilloner på hver side af indgangspartiet, sådan som vi kender det i dag.

Fra barok til engelsk have.

Det smukke og velpassede barokanlæg hørte til Frederik 4.’s tid. Senere konger brugte haven til fester med musik og fyrværkeri, men det kunstfærdige barokanlæg forfaldt lidt efter lidt. Som en nem løsning og samtidig inspireret af tidens mode ude i Europa opstod i 1780 den tanke at lade hele haven omlægge til en engelsk have. At omlægge Frederiksberg Have fra barokhave til engelsk have var en stor udfordring, for ud over terrassepartiet var haven fra naturens side flad som en pandekage, så det kneb med de bløde bakker, udsigtspunkter, kløfter og brusende vandfald. I barokhaven var alt givet på forhånd, i den engelske have skulle havens gæster hele tiden have nye overraskende indtryk. 

Søndermarken med det kuperede terræn var mere oplagt, og i årene 1785-88 gik man i gang med omlægningen og fortsatte først senere i 1798-1802 i Frederiksberg Have. 

Der blev nedsat en kommission bestående af hofmarskal A.W. Hauch, slotsforvalter M.F. Voigt og slotsgartner Peter Petersen, og kronprinsen gav ved kongelig resolution af 25. januar 1798 sin tilladelse til omlægningen. Det gik ikke helt, som det først var bestemt på tegnebrættet, for kaskaden blev revet ned, og trappeanlægget blev ændret. De resterende alletræer blev bevaret og skulle markere hovedaksen op mod slottet. Arbejdet med omlægningen tog omkring 6 år, og resultatet er stort set, som vi kender haven i dag. 

Under et omfattende stormfald i 1793 faldt mange af barokhavens træer, og i forbindelse med omlægningen blev der plantet mange nye træarter. Slotsgartneren førte omhyggelige plantelister, og det er derfor muligt at forestille sig haven kort efter omlægningen. Selv nåletræer fandt indpas med fyr, gran, thuja og ceder selvom kun fyr er hjemmehørende i Danmark. Haven fik også plantet mange bøge og ege, men der blev også plantet eksotiske træarter som plataner, acacier og tulipantræer og buske som rhododendron, gyvel og guldregn. 

Som et stort plus blev der i den 31 ha store Frederiksberg Have gravet en ca. 2 km lang kanal, der bugtede sig som en slange igennem de forskellige scenerier. Undervejs omslutter kanalerne Kineserøen, Kildeøen og Andebakkeøen. Øerne var forbundet med romantiske broer, dog ikke til Andebakkeøen, hvor der kun var adgang med båd. Ænderne er siden afløst af et fuglereservat med ynglende hejre og grågæs, og da ræve ikke kan lide at få våde fødder, er der her rig lejlighed til at yngle på øen. Det blev faktisk for meget af det gode, så beplantningen er blevet reduceret, og reder er blevet fjernet for at få lidt styr på fuglebestanden. Havens publikum kan i vore dage ved særlige lejligheder komme over på øen, og det endda i en båd, der er en tro kopi af den, som Frederik 6. benyttede.

Adam Oehlenschlägers have.

Hvor Frederiksberg Have allerede før 1750 havde været åben for offentligheden, havde Søndermarken været forbeholdt den kongelige familie, og det var derfor kun havens ansatte, der havde nøgle til havens låge.

Digteren Adam Oehlenschlägers far var forvalter ved Frederiksberg slot, og da Søndermarken var færdigomlagt i 1788, var Adam en dreng på ni år. Han oplevede Søndermarkens forvandling fra barokanlæg til romantisk, engelsk landskabshave, og han skriver i sine ungdomserindringer: ”I Søndermarken havde jeg daglig et Billede for Øie af engelsk Naturlighed, ligesom i den gamle Hauge endnu af fransk Regelmæssighed, og midt imellem begge Hauger det italienske Slot, fuld af skønne Værelser og Billedsale”. 

Da Søndermarken var forbeholdt de få, følte Oehlenschläger det som et stort privilegium at vandre i den aflåste have sammen med sin far på de nye, slyngede stier. Han følte det som en sand frihedsfølelse at vandre rundt i Søndermarkens engelsk stil, der var i skarp kontrast til den stadig regelbundne barokhave på den anden side af vejen. 

Meget på sin plads står i Søndermarken en statue af Oehlenschläger, for her vandrede han senere rundt i ensomhed og blev inspireret til nye digte. En vandring i Frederiksberg Have var noget ganske andet, for i Frederik 6.’s regeringstid var haven et folkeligt tilløbsstykke med spadsering og romantiske sejlture på kanalerne. Ofte sås endda Frederik 6. spadsere rundt med sin familie eller sejlende i båd på kanalerne. I den gamle barokhave havde den ophøjede konge nærmest gemt sig for folket, men nu var han nærværende i egen høje person, og det var helt i tidens ånd at være en konge for folket. 

Oehlenschläger havde som barn fulgt med i havernes forvandling og skønhed, men det gjorde han også i sin alderdom, idet han som berømt forfatter fik bolig inde i haven på Fasangården efter aftale med kong Christian 8. Her boede han til sin død i 1850, og mange gange har han prist den stemningsfyldte have med de uregelmæssige og bugtede former, og han skriver: ”Ved Haugekildens rislende Fald, Ståer deilige Bolig, og den blev min. Der træde Barndommens Minder frem, Som Noter i min Alderdoms Hiem”.

Han hylder også havens gæster, der på alle årstider besøger haven fra morgen til aften, og jeg tror, han havde et godt øje til de skønne jomfruer: ”Hist seer jeg Søndagsfloden, Som grønne Træer indfatte. Den bølger frem i lange, tætte Gange. De skiønne, klædt på Moden, med Shawler og med Hatte, at giøre Byens sønners Hierter trange”.

Kineserier og templer for konge og godtfolk.

Det siges at Kildeøens fossende vandfald har intet mindre end Niagara Falls som forbillede, men mon ikke det nærmere er inspireret af en lille fos i Norge. Kildeøens ”grundfjeld” er da også simpelt opgrav fra kanalerne og rejser sig svimlende 7 meter over terrænet, medens de groft tilhuggede klippestykker stammer fra et kongeligt stendepot. Efter at have ligget brak i mange år er vandfaldet blevet genskabt i 2004, så havens gæster igen kan komme i den rette stemning med de brusende lyde.

Schweizerhuset ligger højt hævet over en lille sø, og huset er opført efter tegninger af selveste Nikolai Abildgaard. Navnet på huset er måske nærmere på grund af beliggenheden med flere meter ned til søens blanke vand, for selve huset minder umiskendeligt mere om et dansk bondehus. Frederik 6. benyttede ofte huset sammen med familien til sin aftenkaffe, og så kunne de sidde og nyde udsigten over søen.

På Kineserøen ligger ”Det Kinesiske lysthus” der i 1800-tallet blev tegnet af Andreas Kirkerup. Det var dog ikke sådan, at Kirkerup var rejst til det fjerne Kina for at studere landets arkitektur. Det var trods alt noget nemmere at kikke i den engelske arkitekt William Chambers’ bog ”Designs of Chinese Buildings”, som på den tid var en bestseller i det ganske Europa, da de romantiske haver skulle anlægges. En lille bro over til øen er også opført efter kinesiske forskrifter, så kunne de kongelige komme i den rette eksotiske stemning, inden de skulle indtage deres eftermiddagste. Lysthuset har et smukt udsmykket rum kaldet Måneværelset, da lyset meget romantisk kommer fra et halvmåneformet vindue. Kineserierne bestod af ægte kinesisk porcelæn og møbler udført af en snedker i Gothersgade – der var trods alt også langt til Kina på den tid. På varme dage kunne kongefamilien også sidde under parasoller bag lysthuset og alligevel opleve den eksotiske, kinesiske stemning. På udvalgte dage kan almindeligt godtfolk i vore dage komme over på øen og indtage en kop te. 

Næsten på toppen af Valby Bakke opførte Nikolai Abildgaard i 1801-1804 det lille Apistempel, hvor Apis er en egyptisk gud, der viser sig i skikkelse af en tyr. Trekantgavlens brusende tyr med vinløv om maven er tilegnet Dionysos, der i græsk mytologi var vinens og ekstasens gud. Dionysos blev gift med Ariadne, og som den eneste af de gifte, græske guder gjorde han sig ikke skyldig i utroskab. Ak ja de guder, de guder.

Apistemplet blev af kongefamilien brugt til små, uformelle middage, når de gæstede Frederiksberg Have og gerne ville lidt væk fra det formelle hof.

Blev det trods alt for meget med kineserierne og antikken, kunne blikket rettes mod det nordiske med en kunstig gravhøj med en ægte stendysse. I hvert fald er stenene ægte, hvorimod opstablingen af stenene er inspireret af oldtidens danske landskab med gravhøjene.
Siden kong Frederik 6.’s tid har haven været et folkeeje, og derfor står kongen også ved hovedindgangen til Frederiksberg Have i H.W. Bissens statue og byder velkommen til alle herlighederne. 

Kilde: Frit efter Danmarks kongelige haver af Jens Hendeliowitz.

Videre til Frederikberg Have og Slot. 3. del. 

Tilbage til forsiden.