Frederiksberg Have og slot 5.
del
Dronning Caroline Matilde og Struensee. Det danske hof havde så travlt med at få pagten beseglet, at der blev foretaget en foreløbig vielse i London med en stedfortræder i form af hertugen af York. Dermed var Caroline Matilde dronning af Danmark, og den danske gesandt kunne skrive hjem, at den nye dronning havde et frejdigt og beskedent væsen. Hun havde gjort mange forespørgsler om Danmark og indrømmede, at hun var ganske ukendt med hoffets pyntede tale. Hun var da også kun lige fyldt 15 år, og hendes brudgom var sytten, så begge var rene børn endnu.
Den unge danske konge havde visse problemer i form af den sindssygdom, som overhofmester Reventlow, der var kontrollant af prinsens uddannelse, med både fysisk og psykisk terror havde fremprovokeret i hele hans barndom, så den stakkels knægt hverken vidste ud eller ind. Det var derfor nødvendigt at få afholdt brylluppet så hurtigt som muligt, for det skulle nødig blive kendt hos det engelske hof, at den danske konge var utilregnelig. Og utilregnelig det var han, for i sine mørke stunder gik kongen amok i vildt raseri, og i sine lyse stunder gik han på værtshussvir og forlystede sig på bordellerne. Det danske hof regnede med, at den engelske barnebrud kunne bringe ham ud af syndens sold, så nu skulle hun blot til landet.
I Roskilde ventede kongen, og i samme øjeblik Caroline Matildes rejsevogn kom til syne, sprang han rask op i vognen, men det blev ikke kærlighed ved første blik, for ved ankomsten til Frederiksberg Slot blev der bemærket kulde fra den ene side og tårer fra den anden side.
Efter nogen tid kom der en spirende forståelse mellem parret, og på sin aparte måde blev Christian nok forelsket i sin brud. Dronningen var ikke andet end et legesygt barn, og det var måske den egenskab som rørte kongen. Forståelsen parret imellem blev dog slået i stykker af dronningens hofdame fru von Plessen, der nok skulle belære den unge brud om, hvordan elskovssyge gemaler skulle håndteres. Fru von Plessen var indbegrebet af snerpethed, og dronningen fik lært at spille afvisende, hvis kongen viste sig i hendes sovegemak. Efter fru von Plessens mening skulle en mand helst falde på knæ og tigge om sin kones gunst, og det var et spil, som på den tid blev brugt af de fine fruer, og som fik bordellerne ude i byen til at blomstre. Når Christian forsigtigt bankede på sin dronnings dør, var den oftest låst, og han fik den besked, at dronningen var ved at spille skak med sin hofdame, så kongen måtte virkelig vente. Efter Christians tronbestigelse florerede der råddenskab og dekadence ved hoffet. Udenlandske gesandter korsede sig over den skamløshed, de fine damer udviste ved baller og maskerader, hvor damerne gik fra favn til favn, medens der blev drukket tæt. Ikke mindst dronningens overhofmesterinde fru von Plessen var forarget, og hun samlede de damer, der delte hendes harme, omkring sig i en beskyttende kreds omkring dronningen. Hoffet blev derfor delt i to, hvor fru von Plessens gruppe var i stærk modsætning til kongens svirebrødregruppe, hvor Konrad Holck var i spidsen for festlighederne. Selvom kongen sjældent brugte sin magt, havde han den alligevel, og i 1768 ryddede han ud blandt dem, der stod dronningen nær, og fru von Plessen fik besked på at forlade landet omgående. Hofmesterinden havde på trods af sin strenghed holdt meget af sin unge myndling, og det var gengældt, så landsforvisningen blev et stort tab for dronningen.
Caroline Matilde havde netop født sit første barn, og hun havde brug for al den støtte, hun kunne få som nybagt mor, og nu var hendes eneste fortrolige forvist, og der var bestemt ingen støtte at få fra den sindsforstyrrede konge med hans hårrejsende udskejelser. I selskab med sine svirebrødre drev kongen nat efter nat rundt i København, hvor de opsøgte de mest berygtede bordeller. Hvis dørene ikke blev åbnet øjeblikkeligt, blev ruderne slået ind, og hvis nattevægterne blev hidkaldt, hjalp det ikke noget, for imens Holck og kumpanerne tævede løs på vægterne, stod kongen med et drukkent grin og kom med sjofle tilråb.
På dette tidspunkt mødte Cathrine kongen, og han havde i sin erotiske forestillingsverden foregøglet sig en kvinde, som var stor og stærk og fandenivoldsk nok til at styre ham. Det var Cathrine mand for, og hun fik en uhyggelig magt over kongen. Foruden at hun var med til drukorgierne ude i byen, var hun også på besøg på slottet, hvor de gik arm i arm. Da kongen ville have hende ind i adelsstanden under navnet Bevernskjold, blev det for meget for politikerne. En dag hvor kongen var sunket ned i melankoli efter et raserianfald, blev Cathrine arresteret og deporteret til Wandsbeck ved Hamborg. Kongen var utrøstelig og ledte efter hende på sine senere udenlandsrejser, men ingen ville oplyse ham om, hvor hun opholdt sig. Hun endte sine dage 37 år senere som en almindelig borgermadamme i en ravnekrog af Holsten. Da den lille kronprins var fire måneder gammel, drog kongen med sit følge udenlands på en længere rejse, og Caroline Matilde var tilbage. Hun savnede fru von Plessen og turde ikke knytte sig til de damer, der havde overlevet udrensningen. Den purunge dronning havde masser af stunder til eftertanke, og på Frederiksberg Slot ridsede hun et hjertesuk i en vinduesrude: Oh, keep me innocent, make others great”. På dansk kan det udlægges som: Oh, bevar min uskyld, gør andre store.”
Den første bøn blev ikke hørt, for kort efter kunne dronningen ikke opfattes som et uskyldigt væsen. Den anden del gik alt for meget i opfyldelse, for på grund af hendes fald kom en lang række mennesker til at indtage betydelige positioner, og de udøvede en hævnakt, der gik ud på at komme hende til livs. Hjemme i Danmark blev Struensee sendt til Caroline Matildes gemakker, for han havde mange moderne ideer om en sund levevis, og dronningen var ved at blive en ret fyldig ungmø efter den megen stillesidden i børneværelset. Caroline Matilde brød sig ikke meget om Struensee i begyndelsen, men han foretog en vellykket vaccination mod kopper af hendes lille, svagelige søn, og så lod dronningen sig formilde.
Struensee fik efterhånden sin daglige gang hos dronningen, hvor de diskuterede litteratur, og hvor han fortalte om de nye børneopdragelsesmetoder. Han fik hende også ud af børneværelset for at motionere i form af ridning. Københavnerne slog korsets tegn, når de så den fyldige dronning, der var iført herreridedragt med stramme skindbukser over den fyldige bag og benene på hver side af hesten. Da Caroline Matilde den 7. juli 1771 nedkom med en lille datter, var der ingen tvivl om, at Struensee var faderen. Den nyfødte fik navnet Louise Augusta, og selvom hun blev kaldt ”La petite Struensee”, blev hun alligevel lyst i kuld og var således accepteret som kongens datter. Kort tid efter blev Struensee udnævnt til kabinetsminister med den myndighed, at han var at betragte som rigets uindskrænkede magthaver. Ved Louise Augustas dåb blev han endda sammen med Enevold Brandt ophøjet til greve, men nu begyndte de sorte skyer at trække sammen.
Sommeren 1771 tilbragte hoffet på slottet i Hørsholm, hvor kongens gamle huslærer Reverdil en overgang var gæst. Han blev rystet over kongens fremskredne sindssygdom, og at selskabet på Hørsholm var alt andet end sømmeligt. Selvom Reverdil opfattede Caroline Matilde som en god mor, var kronprinsen alt for meget overladt sig til sig selv, så han som fireårig ikke kunne tale ordentligt og betjente sig af et hjemmegjort tysk/dansk. Huslæreren mente også, at opdragelsesmetoderne var alt for hårde for den lille prins, som han havde set i badeværelset på Frederiksberg Slot med frostknuder på fødderne, inden han ynkeligt skulle ned i det kolde vand. Caroline Matilde var dog døv og blind for andres meninger, hun stolede fuldt og fast på Struensee og svævede ellers rundt i en drømmeverden.
Kongen havde udtalt, at ægtestandssituationen ikke var noget, man burde tage særlig højtideligt, og dronningen var frit stillet til at foretage sig det, hun lystede med andre mandfolk. Aftenen inden havde kongeparret inviteret til maskebal, og mod sædvane spiste dronningen og Struensee sammen med hofstaben. Der var en fornøjelig stemning ved bordet, og senere begav man sig til hofteateret og klædte sig i maskeradedragterne. Kongen ville hellere spille kort, medens Struensee og Dronningen forlystede sig på dansegulvet sammen med festdeltagerne. Kongen havde forladt ballet ved tolvtiden, og dronningen og Struensee gik tilbage til slottet ved totiden, hvor de gik til ro i hvert sit soveværelse. Enkedronningen havde ikke deltaget i festlighederne, for hun havde andet at foretage sig i denne nat. Ved femtiden om morgenen listede en procession med enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik sig på tåspidserne til kongens sovekammer. Her blev han brutalt vækket, og i rædsel for sit liv blev han tvunget til at underskrive en arrestordre på Caroline Matilde, Struensee og Brandt. Kort efter blev Struensee og Brandt vækket, og i lænker blev de kørt til Kastellets fængsel. Dronningen blev også vækket skånselsløst, og i natsærk fik hun stukket en skrivelse i hånden, som det skulle forestille, at kongen havde skrevet. Dronningen skulle føres til Kronborg omgående, og selvom hun tryglede, blev det hende nægtet at få kongen i tale. Da hun heller ikke måtte tale med Struensee, blev hun klar over situationen, og at hun intet kunne stille op. Hun fik allernådigst lov til at tage Louise Augusta med til Kronborg, men en afsked med den fireårige kronprins Frederik kunne ikke komme på tale.
I den efterfølgende retssag fremlagde den ene kammerpige efter den anden vidnesbyrd om parrets skamløse leben, og man undslog sig ikke for at berette om krøllede og plettede lagner.
I april faldt den ubønhørlige dom, og begge skulle bøde med deres liv. Hovedanklagen mod Struensee var ikke hans forhold til dronningen, men at han havde tilrevet sig regeringsmagten. Brandt skulle miste hovedet for vold mod kongen, ja han blev endda kendt skyldig i at ville forsøge på at æde kongen. Brandt havde under en batalje med kongen for at berolige ham fået bidt ham i fingeren. Med hensyn til Caroline Matilde blev hun dømt til skilsmisse og skulle landsforvises. Den 31. maj ankrede et engelsk skib op ved Kronborg, og hun gik om bord. Det tungeste slag for den kun 20- årige dronning var, da man nægtede hende at tage sin kun 10 måneder gamle datter med sig i landflygtigheden. Dronningen tryglede og græd, men blev mødt med et uforsonligt nej, så grædende måtte hun lægge sin lille datter i armene på en hofdame. Ikke engang et protræt af sin lille datter måtte hun medbringe. Caroline Matilde skulle tage ophold på slottet i den hannoveranske by Celle, der var under den engelske krone. Den engelske kongefamilie ønskede ikke at få den faldne datter retur, men i Celle blev hun modtaget med åbne arme, og man var stolt af at få en fyrstelig dame i staden. Byens befolkning kom snart til at holde af den forstødte dronning, for hun var venlig og gav milde gaver til de fattige. Landsforvisningen varede desværre ikke så længe, for i foråret 1775 blev byen ramt af skarlagensfeber. Caroline Matilde blev også smittet, og den 10. maj døde hun. Hendes præst havde siddet uafbrudt ved sygesengen, og han kunne berette, at hendes sidste tanker gjaldt hendes to børn, og umiddelbart før hun lukkede sine øjne, hviskede hun deres navne.
Det danske hof modtog meddelelsen om dødsfaldet med lettelse, og der kom en kort notits i ”Kiøbenhavnske Tidende”. Da kongen fik besked om sin fraskilte dronnings død udbrød
han:” Det var synd – hun havde gode lægge”. Hvordan gik det så med det lille kærlighedsbarn Louise Augusta, der voksede op som prinsesse sammen med sin halvbror, den senere Frederik 6. Hele livet igennem var de to halvsøskende tæt forbundne, og selv om kongen måske ikke skulle have blandet sig, så havde han planlagt, at den unge hertug af Augustenborg og Louise Augusta skulle giftes. På en måde var det kærlighed ved første blik, da de to unge blev præsenteret for hinanden og som forlovede gik tur i Frederiksberg Have med flettede fingre. Alligevel blev det et mærkeligt ægteskab, for det blev først fuldbyrdet otte år efter vielsen. Derefter kom der en periode, hvor de var smaskforelskede og levede som kaniner, inden ægteskabet igen gik dårligt. Parret fik dog to sønner, den ene blev senere hertug af Augustenborg efter sin far, og det gav uro i geledderne, for han mente, at han var den retmæssige arving til Slesvig-Holsten, og det udløste borgerkrigen i 1848, som danskerne dog vandt, men senere i 1864 måtte vi afstå Sønderjylland. Der kom også den lille prinsesse Caroline Amalie ud af ægteskabet mellem Louise Augusta og hertugen, og hun blev den anden ægtefælle til Christian 8. og blev dermed dronning. Ægteskabet mellem Christian 8. og Caroline Amalie var desværre også barnløst og ærgerligt nok, for ellers ville vi have haft Struensees gener i vores kongeslægt, og det ville måske ikke have været så ringe endda.
Det er en virkelig speget affære at hitte rede i den sidste del af den oldenburgske kongeslægt, og derfor har jeg fået udarbejdet en anetavle, så roderiet bedre kan overskues. Rundvisninger i Frederiksberg Have: Fra foråret 2014 giver jeg rundvisninger i Frederiksberg Have og i Søndermarken. Under turen rundt i den smukke have, hvor vi skal se på nogle af havens romantiske overraskelser fortæller jeg også om havens grundlægger Frederik 4. der kronede sin dronning i sovegemakket på Frederiksberg Slot. Desuden om kong Frederik 6. der både elskede Frederiksberg Have, dronning Marie, fru Dannemand og den syttenårige Caroline Seuffert, som Danmark efter det kongelige sidespring måtte betale til i 76 år. Vi skal også glane ind ad vinduet til badstuen hvor dronning Caroline Matilde og Struense havde sine hyggestunder. Så med indsalg af de kongelige laster og lyster, er min rundtur langt mere end en havevandring. |