På Esplanaden ligger midt i husrækken nr. 34 og 32, som regnes for nogle af gadens fornemste huse. Nr. 34 blev opført i 1791, og nr. 32 fulgte efter i 1793. Ejendommen stod i al sin pragt med 17 fag vinduer, og de to ejendomme fik senere en fælles port, der førte ind til den bagvedliggende gård og have. 

Gennem sin generaladjudant var Frederik 6. kommet i forbindelse med den unge kvinde Bente Frederikke Rafsted, der var opvokset i Nyboder, og derfor var af meget jævn herkomst. Hun blev hans elskerinde, og i 1810 købte Bente Frederikke Rafsted ejendommen nr. 34 og 32, men hun har jo nok fået lidt hjælp af kongen.
I kongens lovformelige ægteskab med dronning Marie var der født 6 børn, men kun de to døtre Caroline og Vilhelmine overlevede. Frederik var 40 år og viril, og dronningen tålte ikke at få flere børn. Kongeparret elskede hinanden, og dronningen endda så meget, at hun forstod hans behov. Hun så igennem fingre med kongens forhold til Bente Rafsted, der fik titel af oberstinde, og hun skiftede navn til fru Dannemand. Med både bolig, karet og titel af oberstinde var hun steget betydeligt i graderne. Normalt hører der en oberst til en oberstinde, men det så man stort på i dette tilfælde.

Der kom dog en kurre på tråden mellem fru Dannemand og kongen. Frederik var efter Napoleonkrigen draget til Wien for at rede trådene ud for sit land, og her mødte han den kun 17-årige skuespillerinde Caroline Seuffert. Hun blev hans elskerinde i Wien, og kongen var stor i slaget og lovede hende en livslang apanage til gengæld for hendes ydelser. Det blev en dyr affære for kongeriget, for hun blev 94 år.

Hjemvendt erfarede kongen, at fru Dannemand heller ikke havde ligget på den lade side, da hun havde fået et barn med en svensk købmand. Kongen var rasende, men efter et stykke tid tilgav han sin utro elskerinde, og de blev genforenet.

Alle kendte til forholdet, for den kongelige ekvipage holdt ofte holdt foran fru Dannemands gadeport. Kongen havde dog en pudsig diskretion, når han senere forlod huset, for han gik igennem den store have og lod sig afhente fra en port i Amaliegade.

Når kongen om sommeren boede på Frederiksberg Slot, tog han gerne ind til fru Dannemand søndag aften, og som han sagde: ”Jeg må jo være i god tid til audiensen mandag morgen på Amalienborg". Ja, ja lille Frederik, god fornøjelse tænkte dronningen sikkert, men hun sagde ikke noget.

Oberstinden holdt tit selskaber for hoffolk og andre af byens fornemme personer, men til hendes store fortrydelse mødte de altid op uden deres fruer. De fine fruer skulle ikke have ødelagt deres gode rygte ved at være i stue med en, godt nok kongelig, maitresse.

Fru Dannemand fik dog et adeligt våbenskjold med et gyldent hjerte, og hendes sønner med kongen blev gjort til lensgrever. På den tid var det over 300-årige oldenburgske kongehus ellers ved at løbe tør for kronprinser. Disse to kongesønner kunne have reddet slægten, men de havde desværre en forkert mor og kunne derfor ikke blive "Leverandør til Det Kgl. Danske Hof".

Kongen, der var en af de sidste enevoldskonger, var en meget pligtopfyldende mand. Han inspicerede personligt militæret, rejste rundt i sit land og hørte på sine undersåtters ønsker, og han gik tur med sin kongelige familie i Frederiksberg Have, og ikke at forglemme, aflagde regelmæssige aftenbesøg hos fru Dannemand.

Fru Dannemand aflagde kun et besøg på Amalienborg, og det var ved kongens dødsleje. Her mødte hun dronning Marie for første gang, og legenden siger, at de to kvinder sad ved kongens seng og græd sammen i fælles sorg over at have mistet en ægtemand og en elsker. 

Fru Dannemand boede på Toldbodvej, indtil hun døde i 1862 som den sidste, nærmest statsansatte maitresse i kongeriget Danmark.

To kugler – og en knap, der reddede Estrup. 

Når den prominente konseilspræsident (statsminister) J.B.S. Estrup ikke boede på sine jyske godser, boede han i perioden 1879-95 i Toldbodgade nr. 34. Den 25. oktober 1885 blev han i porten til sin ejendom udsat for et attentat. Det var den 19-årige typograf Julius Rasmussen, der med en pistol skød to kugler mod Estrup. Den ene kugle borede sig ind i porten, og den anden prellede af mod en stor, åbenbart meget solid frakkeknap.
Estrup tog episoden med ro og gik samme aften til middagsselskab.

Søndagen efter attentatet samledes 13.000 mennesker på Ridebanen ved Christiansborgs ruiner. (Slottet brændte i 1884). Derfra gik 500 studenter i hyldesttog til Estrups bolig på Toldbodgade, medens de råbte "Leve Estrup". I et vindue i denne bygning trådte Estrup frem og sagde til studenterne: "Tak, Danmarks ungdom, tak, Danmarks håb".

Typografen idømtes 14 års tugthus, og under dunkle og lidt mystiske omstændigheder begik han kort tid efter selvmord i fængslet. Estrup benyttede lejligheden til at oprette et specielt efterretningskorps, de forhadte "blå gendarmer", som Estrup havde brug for til andet end beskyttelse mod attentater. 

Hullet i porten blev i lang tid efter fremvist, og et tryk af et træsnit, der viste skuddramaet, blev den 25. oktober bragt i "Illustreret Tidende". Den senere filmmagnat Ole Olsen klippede billedet ud, satte det i en kasse med et lille kukglas, og herigennem blev billedet fremvist for 10 øre på markedet i Ringsted.

Det var den spæde begyndelse for Ole Olsen i underholdningsbranchen, for via filmen "Løvejagten" i 1906 startede han "Nordisk Film", der er verdens første, stadig eksisterende filmselskab.

Botanisk Have og Cafe Petersborg. 

På hjørnet af Toldbodgade og Bredgade lå i mange år en botanisk have. Militæret gjorde dog krav på noget af arealet, for de ville bruge det til en ridebane for Det Kongelige Artillerikorps. Det meste af den botaniske have blev så opgivet i 1778, hvorefter den blev flyttet til Charlottenborgs Have, der lå bag dette palæ. 

Ved siden af hjørnegrunden, hvor der stadig var have, blev der på Bredgade 76 i 1754 bygget et smukt hus af toldtaksator Chr. Løwe, og det står der stadig i vore dage. Huset blev i perioden 1827-65 anvendt af Søkadetakademiet. Kadetskolen rummede i stueetagen en stor lejlighed til akademiets chef, der så kunne glæde sig over den store have, som var omgivet af en mur rundt om hjørnet til Esplanaden. Resten af huset blev brugt til undervisningslokaler og bibliotek foruden endda en dansesal, hvor undervisningen blev forestået af Det Kgl. Teaters solodansere.

I kælderen ligger stadig den gamle Cafe Petersborg, der er en af de allerældste restauranter i København. Navnet Petersborg kommer af, at der i sin tid her lå det russiske konsulat, og mange af de russiske søfolk, der anløb Københavns Toldbod, fik på deres landlov her stillet sulten og slukket tørsten. Cafeen er kendt for traditionel, dansk, borgerlig mad i rigelig mængde og til en rimelig pris. De har dog suppleret med enkelte udenlandske retter. Jeg har dog endnu ikke set borst (rødbedesuppe) på kortet. Det kunne vel ellers trække russiske turister til huse.

Mange berømtheder har spist på Cafe Petersborg bl.a. Hillary Clinton, der tilbragte en eneste dag i København den 7. marts 1995, og hun valgte at spise på Cafe Petersborg.

Selve hjørnegrunden Bredgade-Toldbodgade (nu Esplanaden) blev bebygget i 1865, og her lå helt op til 1880 en lille havebeværtning. I samme ydmyge bygning havde hoffotograf Georg Hansen atelier, hvis kunder dog ankom i karet – så fint skulle det være. (tegning 1870).

I 1882-83 skete der noget på hjørnet, for helt i tidens paradestil blev der bygget en pompøs hjørnebygning, hvor to vildmænd bærer indgangspartiet på deres skuldre. Her havde restaurant Grønningen til huse i underetagen, og resten af bygningen blev brugt til hotel. Huset blev efterhånden lidt nedslidt, så ejeren solgte i år 2000 bygningen til en norsk hotelkoncern, der videresolgte huset til hotelkæden Guldsmeden Hoteller. Her rejste sig som en anden fugl Fønix en gennemrestaureret restaurant og et hotel i den smukke gamle bygning – Guldsmeden Hotels Babette.

Guldsmeden Hotels Babette.

Igennem "Estrupporten" Esplanaden 32 og 34 er der en stor gård eller nærmest en have, og til venstre står et springvand, der forestiller en lille dreng, der sprøjter vand ud af munden. I 1895 købte "Samfundet og Hjemmet for Vanføre" ejendommen af statsminister Estrup, og i gården findes en mindeplade. Det var pastor Hans Knudsen, der i 1872 oprettede den selvejende institution, hvis formål det var at støtte handicappede gennem uddannelse og på anden måde i det omfang, det offentlige ikke yder støtte. Her havde institutionen hjemsted indtil 1975, men her er endnu et kollegium for unge handicappede under uddannelse. I bygningerne inde i gården ligger også Kunstakademiets Konservatorskole.

Videre inde i den store gård, der nærmest er en have, for der er også græsplæner og store træer, fandt jeg en smal passage mellem husene ud til Bredgade. Det er ikke en almindelig passage, for den er overdækket, og der er døre i begge ender. Det er en rigtig fin perle med borde, stole og grønne planter i store potter. Det er tilladt at gå igennem for bebyggelsens beboere, men faktisk er det en del af Guldsmeden Hotels Babette, og den fine passage er bare en forsmag på alletiders hotel og restaurant.

Uden at kende noget til stedet gik jeg ind ad indgangspartiet på hjørnet, og indenfor til venstre ligger receptionen. Næsten ved siden af receptionen findes en bardisk, og for den travle, sultne gæst kan man spise her med udsigt til de grønne træer foran Kastellet. Det ville dog være lidt synd at sidde der, for lige til højre er der en herlig dagligstue med dybe læderlænestole og smagfuldt eksotisk indretning. Det er et gammelt hus, så der skal lige gås forbi et par hjørner til restauranten, der også er eksotisk indrettet med lædermøbler, skind og en pejs med knitrende, hyggelig pejseild. Det lidt større restaurationslokale ligger bagved, og det er bestemt ikke stort, men meget hyggeligt.

Første gang jeg besøgte stedet, faldt jeg for det med det samme, både med hensyn til indretningen, men også for personalet. Der sad 3-4 mennesker ved et af de rustikke borde, og jeg tror, de fik en kop kaffe. De rejste sig op, da jeg kom, og så imødekommende ud. Jeg blev i tvivl, om de var gæster eller personale, så jeg spurgte. Det var personale, og Kristine, chefen, præsenterede sig som hotellets mor. Det, hun så sagde gjorde, at jeg på stående fod besluttede, at her ville jeg holde min næste runde fødselsdag: "Her på dette hotel regnes personalet også som ligeværdige mennesker, og de skal også have det godt." 

Senere har jeg snakket med Kristine flere gange, og hun er uddannet cand. merc. i international handel/kommunikation. Hendes karriere startede som restaurationschef på Gråbrødre Torv, derefter 7 år på Seruminstituttet som ansvarlig for vaccineeksporten, 8 år i Kastrups Lufthavn som personlig assistent for direktøren og 6 år i Fisketorvets administration. Nu frisk fra fad med start i januar 2015, som hoteldirektør eller mor, som hun selv siger, hos Guldsmedens Babette. Hun har aldrig søgt et job, men er altid blevet headhuntet, så der må være gode krummer i Mor, og her så hun ud til at være i sit rette element.

Drømmenat hos Guldsmedens Babette.

Guldsmeden Hotels en lille hotelkæde som i 1999 blev startet af Sandra og Marc Weinert i Guldsmedegade i Århus. Deraf navnet på kæden, selvom de bruger insektet guldsmeden som logo. Efter den spæde start i Århus med 15 værelser har Guldsmedens hoteller nu udviklet sig til en hotelkæde med også 4 hoteller i København, et i Oslo og et resort på Bali. Netop det rustikke med smukke kunstværker fra Bali går igen på alle hotellerne, og sammen med æstetik er konceptet for hotellerne økologi og bæredygtighed fra kælder til kvist. Det nyeste af Guldsmedens hoteller er Babette, der er opkaldt efter ejernes datter, og det var dette hotel, jeg rent tilfældigt var løbet ind i.

 For at udforske hotellet nærmere havde vi bestilt en overnatning på Babette, og så kunne vi lige så godt tage skridtet fuldt ud, så vi havde taget et værelse, der stod opgivet som en "small suite". Det kostede den nette sum af 1.595 kr. for to personer. 

Nøglekortet til værelset virkede første gang, og det er faktisk meget sjældent på hoteller ude i den store verden, at et nøglekort virker første gang. 

Vi kom ind i en stor entre med en række bøjler, og her hang en badekåbe og en pose med håndklæde og hvide tøfler. Hotellet har sauna og dampbad på øverste etage, og da vi var "suitegæster", havde vi fået udleveret et nøglekort, der kunne åbne til herlighederne. Almindelig dødelige på de almindelige værelser skal betale 95 kr. for et besøg, men man kan vist også komme ind fra gaden.

Selve suiten var meget smukt indrettet. Den var ikke specielt stor, men en halvmur delte rummet. Den ene halvdel var med sofa, puder, et skind, fladskærm, et lille skrivebord med stol, foruden en eksotisk stol med skind. 

På den anden side af halvmuren stod en himmelseng i mørkt træ. Rødt stribet stof var bundet til stolperne med et bånd, der var udsmykket med eksotiske sneglehuse. I fodenden af sengen lå meget dekorativt skindet af det meste af en moskusokse. Der var tilpas bløde madrasser og flere gode hovedpuder. Til de varme sommeraftener var der en vifte over sengen, og på halvmuren ind mod sengen var en kæmpe fladskærm. Nogle af lamperne i rummet var ret specielle a la kæmpe kalabasser. Der var flere store spejle i rummet, og 5-6 kunstværker på væggene. Der var flotte brede planker i gulvet, og et ægte tæppe gjorde stemningen perfekt. 

Badeværelset havde et stort stenbadekar, hvor man næsten kunne ligge udstrakt. Håndvasken var en udhulet natursten, og vandhaner og bruser var i messing, og så var der varme i gulvet.

Til værelset hørte en balkon med bord og stole, og herfra var der udsigt ud over byen til bl.a. Marmorkirken og Christiansborg i det fjerne. Vi har boet på utallige hotelværelser rundt om i verden, og faktisk kan vi ikke huske, at vi har boet så smukt som på dette. 

Vi boede på 4. sal, og en etage oppe ligger saunaområdet, hvor der for det første er en stor terrasse med stole og borde og et stort trækar med en vippespand ovenover. Det må være skønt at sidde deroppe en sommerdag og nyde udsigten.

Indenfor er der et lille omklædningsrum med 8 bokse med lås. Vi klædte os om, men egentlig kunne omklædningen jo have foregået på værelset, og iført morgenkåbe og tøfler kunne vi være gået derop. Til badefaciliteterne var der et toilet, et brusebad og et dampbad, hvor dampen med et par minutters mellemrum strømmede ud af en "dampmaskine". Til den anden side var der en sauna med en stor rude ud til den vide verden med byens tage.

Jeg kan ikke huske, om der var et skilt med, at badetøj var påkrævet, men jeg må have fået det at vide, og sådan noget kan især tyske familier slet ikke forstå. De har en hel anden fri kultur, og i alle deres badelande er badetøj strengt forbudt i "saunalandskaberne", selvom mænd og kvinder bader sammen. Den indstilling kan jeg stærkt tilslutte mig, for det er ret "klamt" at have badetøj på i en sauna. Nå, men skik følge eller land fly, så vi sad selvfølgelig pænt og svedte i vores badetøj, selvom der ikke var andre mennesker.

Totalt rene på sjæl og legeme gik vi senere ned i restauranten og spiste aftensmad i de også meget hyggelige, ret små lokaler. Her er også rustikt og eksotisk udsmykket mest med små borde og forskellige typer stole i ægte træ, eller man kan sidde i lædersofaen. Masser af udsmykninger på væggene og selvfølgelig et stort, ægte tæppe på gulvet, så meget, meget hyggeligt.

Hotellet og restaurationen er baseret på et internationalt publikum, og for ikke engelskkyndige kan menukortet godt være lidt af en udfordring. Tjenerne er dog meget søde til at oversætte og være behjælpelige på alle måder. Måltiderne er bygget op på den måde, at man selv sammensætter den færdige ret. Derfor vælger man 2-3 småretter, der hver især ikke er voldsomt dyre.

Denne aften tog jeg en "Ribeye from Mineslund" på 300 gram og homemade fries with parmesan, lemon and aioli, og det blev 190 kr. Gitte tog en "Seasonal fish" på 170 gram og som tilbehør "Patatas bravas – fried and served with spicy sauce, alt i alt 175 kr. De har også en lille sideret med ristede rødbeder, der smager ganske dejligt, men den glemte vi i dette tilfælde. Jeg fik et glas vin og en cola, og Gitte en cola. Alt er økologisk og regningen for middagen lød for os begge på 470 kr., og pengene var givet godt ud.

For en gangs skyld fik jeg prøvet minibaren, og vi fik smagt en økologisk appelsinvand og en økologisk plade chokolade. Så opdagede jeg en lille flaske Djøn, der var humørtiseret, som der stod på flasken. Producenten er Søbogaard, som er kendt for sin økologi, og som kun ligger et par hundrede meter fra, hvor vi bor. Videre på flasken stod der, at Søbogaard Djøn og Vødtka var afprøvet af Guldsmeden, prøvesmagt af Sølvsmeden og godkendt af Cykelsmeden. Og så er den leverandør til Dyndet-Kimmerslev og allernærmeste æseldriverforening af 1985. Teksten er helt typisk søbogaardsk.

Efter et bad i stenbadekarret, fik vi en dejlig nat i himmelsengen. Vi havde åbnet vinduet ud mod byen, og ud over en svag politisirene i det fjerne var der helt stille. Det var på trods af, at det var skæbnenatten, hvor Danmark mistede sin uskyld, og en terrorist uden grund dræbte to mennesker og sårede 5 politibetjente.

Morgenmaden skal tilkøbes til en pris af 165 kr. pr. person. Maden er stillet op som en buffet med alt til faget henhørende, og selvfølgelig økologisk. Jeg nippede kun lidt til maden for de 300 g ribeye fra Mineslund fra i går krævede stadig en del plads. Så en anden gang vil jeg kun taget et let aftenmåltid, så jeg rigtig kan svælget i morgenretterne.

Atmosfæren på hotellet er perfekt, og vi gik glade og tilfredse derfra. Guldsmedens Babette kan kun få min bedste anbefaling, hvis man midt i København vil have en anderledes og god oplevelse.

Tilbage til forsiden