Grønland. 
Rejsefortælling af Kim Greiner
Krydstogt langs
Grønlands Vestkyst.
Rederiaktiviteten blev oprindelig etableret som en del af Den Kongelige Grønlandske Handel i 1774. I 1998 blev rederiet udskilt i et selvstændigt selskab, og efter nogle år blev det nye Arctic Umiaq Line etableret i 2006 med Air Greenland og Royal Arctic Line som ejere. Arctic Umiaq driver Sarfaq Ittuk, der er det eneste godkendte kystpassagerskib, der er hjemmehørende i Grønland. Sikkerheden er Arctic Umiaqs mærkesag, så selve skibet er bygget af ekstra kraftigt stål. Besætningen er veluddannet og har stor erfaring i sejlads med mennesker langs Grønlands kyst. Passagererne kan opleve brand- og sikkerhedsøvelser for at give besætningen størst mulig erfaring, hvis der skulle opstå en kritisk situation. Titanic gik ned på grund af dårligt sømandsskab, men hvorfor Hans Hedtoft gik ned vides ikke. Det er dog helt sikkert, at isbjerge og dårligt sømandsskab er en livsfarlig kombination. Ordet Sarfaq betyder havstrøm, og Ittuk er en lyd fra de tider, hvor skibsmotorer lød anderledes end i dag. I gamle dage var motorlyde en konstant dunken, der virkede beroligende selv under den værste storm. Af tekniske data kan nævnes, at Sarfaq Ittuk har en længde på 73 m og en bredde på 11 meter, en dybgang på 4,2 meter og bruttotonnagen er på 2.118 ton. Det kan skyde en fart på 12 knob. Skibet er bygget i 1992 og er blevet renoveret og forlænget på midten i år 2000. Der er plads til 270 passagerer fordelt i 104 køjer i kahytter og 135 køjer på liggeplads. I cafeen er der siddeplads til 90 personer, og i agtersalonen er der ca. 60 siddepladser i sofaer. Besætningen består af 22 personer fra kaptajn til kahytsjomfru. Skibet har to forskellige indkvarteringsmuligheder. Kahytterne er med 4 opredte køjer og kan købes som en, to, tre eller 4 personers kahytter. Her er der eget toilet og bad, TV og gratis kaffe/te. Liggepladserne er grupperet med 2, 4 eller 8 køjer i hvert afsnit. Der er fælles bad og toilet på gangen. Liggepladserne findes på dæk 1, 2 og 3, og liggepladserne på dæk 1 er uden vinduer.
Priserne for sejlturen er afhængig af sæsonen, og højsæsonen går fra 1. juni til 31. august. Højsæsonprisen på liggeplads er for hele strækningen Qaqortoq til Illulissat 3.925 kr., og en kahyt med 2 gæster koster 6.675 kr. pr. person.
Der var ikke tvivl om, hvad vi ville, og det var liggeplads, både af hensyn til prisen, og fordi jeg regnede med, at vi ville komme i bedre kontakt med lokalbefolkningen på liggepladser. Hvordan det så gik på sejladsen op langs Grønlands Vestkyst med Sarfaq Ittuk, kan læses i det følgende.
Vi havde liggeplads i åbne køjer, men de var meget bedre, end jeg havde forestillet mig. Min forestilling var en lang række køjer i en mørk gang nede i bunden af skibet lige ved siden af motoren. Det viste sig, at vores køjer var i et dejligt, lyst, åbent rum med vindue og kun 4 køjer. Et gardin kunne trækkes for køjen, hvis man ville have lidt privatliv. En dame havde godt nok slået sig ned i vores ene køje med al sin bagage. Hun var der ikke personligt, så vi fik fat i personalet, der sagde, at det var vores køje, og at det var hende, der var gået forkert.
Det blev tid til afgang. Billetkontoret blev hejst ombord, og så blev landgangen taget. Skibet vendte rundt i den snævre havn, og en lille dame sendte en spytklat over bord – lykke på rejsen, eller også trængte hun bare til at rense munden. Stille og roligt sejlede vi af sted mellem isbjerge og meget snævre skær. Et sted så tæt på skæret, at et langspyt kunne nå klippen. Styrmanden skulle holde tungen lige i munden, men vi klarede "skærene", og det var jo heldigvis heller ikke en jomfrurejse, vi skulle ud på. Der lå faktisk også nogle store isbjerge på de snævre steder, men skibet kantede sig udenom. Hvad de ville gøre, hvis isen blokerede, ved jeg ikke. Pludselig lå skyerne lavt, og vi sejlede i tæt tåge, men det klarede hurtigt op igen. Vi gik hen i den lille agtersalon, hvor vi satte os og nød udsigten. En skærm på væggen viste skibets sejlads mellem skærene, men samtidig skal der hele tiden holdes øje med isen.
Frokostspisetid på skibet er kl. 11.30 til 12.30, og de har meget rimelige priser i cafeen. I dag var dagens ret chili con carne til 75 kr. og højt belagt smørrebrød til 25 kr. I starten af spisetiden er der en lang kø, så der skal holdes til, for ellers løber de tør for salat. I cafeområdet er der ofte fyldt godt op, men så deler man bordende med hinanden. Stolene kan kun flyttes lidt, da de er tøjret til gulvet med en kraftig elastik. Midt på dagen var der øvelse med brandalarm med en meget høj lyd. Vi fik forinden at vide over højtaleren, at det bare var en øvelse.
Eftermiddagskaffe i cafeen, hvor et krus kaffe og en "træstamme" kostede 35 kr. Nogle grupper sad ved bordene og tæskede kort. En gruppe havde lidt høj stemmeføring, og en kvinde sprang op på stolen og svingede med armene. Hun må have vundet et eller andet. Ellers er her stille og roligt, og alt foregår pænt og ordentligt.
Bjarne fortalte, at et 2-årigt gymnasium med matematik og fysik på Grønland svarer nogenlunde til HF. Der undervises på dansk i alle fag undtagen i faget "grønlandsk". De skrevne ord på grønlandsk ser for os danskere meget lange ud, da et enkelt ord ofte er en hel sætning. Det kaldes vist polysyndese. (Stakkels børn, der skal lære at stave på grønlandsk). Der går 15-20 elever i en gymnasieklasse, men der mangler nogle ambitioner, mente Bjarne. En nyansat, dansk gymnasielærer får i de første år lavere løn på Grønland end i Danmark. Først efter 5 år er lønnen nogenlunde den samme. Ellers er mindstelønnen 80 kr. for voksne på Grønland, så den er meget lavere end i Danmark. Efter fradrag trækkes der 44 % skat for alle.
Og lidt fra skibsguiden: Grønland har 19 byer og 55 bygder. Med en befolkningen på ca. 56.000 indbyggere, giver det 0,002 indbygger pr. km2. Til sammenligning har Tokyo 11.000 indbyggere pr. km2. 1/4 af Grønland er nationalpark, og her bor stort set ingen mennesker. Byen har en kirke, der blev bygget i 1830. Arsuk betyder meget sødt "det elskede sted". På toppen af bjerget er der en varde som pejlemærke, og som fra gammel tid betyder, at her bor der mennesker.
Efter hvert anløb bliver der vist en sikkerhedsfilm for de nye passagerer. Man er klar over, at et redningsbælte i disse farvande ikke hjælper alverden, og derfor skal man ved ulykker iføres sikkerhedsdragter. Det er en ret kompliceret påtagning, og efterfølgende ligner man en rummand. Skibet har også et specielt system med en sluse ned i redningsflåder, der kan tage 100 mennesker. Så sikkerheden er i højsædet her på skibet, og selv ved et forlis skulle ingen få våde fødder.
Sarfak Ittuk har også en lille biografsal, og der var lidt oplysninger om de kommende landgangssteder, hvor der nogle steder var en kort guidet tur med skibsguiden. Orienteringen foregik på engelsk, så gad vide om den unge guide ikke talte dansk. Derefter blev der vist Knud Rasmussens film "Palos brudefærd" om livet på Grønland i 1930’erne. Det var en barsk affære at være grønlænder dengang. Det var Knud Rasmussens tanke at vise grønlændernes liv med fangstforhold og levevilkår, før den hvide mands kultur blandede sig. Filmen har en ret primitiv handling, og der deltager ingen professionelle skuespillere, kun lokale grønlændere. Filmen handlede om den unge pige Navarana, der havde 2 bejlere. Den ene var lidt ond, og han fik også en frygtelig skæbne. 1. frier havde hentet pigen i sin kajak, og hun blev bundet fast oven på kajakken, så hun ikke kunne falde af i de krappe bølger. Den onde 2. frier fulgte efter og kastede sin harpun efter 1. frieren, men han ramte ikke, og så kæntrede 2. frieren og druknede. Det var en barsk film, men med mange skønne naturlige børn. Paamiut betyder "de, der bor ved mundingen", og mundingen er fjorden Kuannersooq (Kvanefjorden). En sløjfe af Golfstrømmen holder havet ved Paamiut isfrit hele vinteren. Isbjergene løsner sig på Grønlands østkyst og fortsætter op langs Vestkysten om efteråret og medbringer mange sæler, hvilket er jagtsæson for de lokale fangere.
Paamiut var hovedby i Paamiut Kommune, men kommunen blev nedlagt 1. januar 2009 ved kommunesammenlægningen. Nu arbejdes der kraftigt på at få de små kommuner tilbage. Det er jo ikke nogen storby, da indbyggertallet optalt i 2013 er på 1515 indbyggere. Det hed sig, at der var en guidet tur, men hvor var guiden i folkemængden. Nå, der var en, der begyndte at gå, og han havde en stok, så vi fulgte ham i skarpt trav. Vi kom forbi et hus med en masse rensdyrgevirer. Nå, det er derfor Julemanden ikke kører mere. Guiden, som slet ikke var vores guide, stoppede ved kirken, der er opført i 1909 i norsk stil i træ. Guiden mumlede et eller andet, som kun få hørte, og så tilbage til skibet, hvor der blev vinket farvel.
På hovedet i seng eller køje, og jeg havde den øverste. Jeg troede faktisk kun, at man skulle undgå den mellemste køje, for man skal nærmest være akrobat for at komme op i den øverste køje. Man kan ikke støtte sig til væggen overfor, da der er for god plads. Der er dog en stige i den ene side, men det første trin er i 70 cm højde Der manglede i den grad et håndtag, så man kunne hage sig op. Nå, men jeg er jo både ung og atletisk, så op kom jeg. Der er god plads i køjen og dejligt blødt. Jeg tror lagnerne er lavet af papir, så spares der på vasken. Køjen duvede blidt, og jeg blev vugget i søvn. Kun et par enkelte skulle af som Sara og Katrine, der havde været i København for at besøge deres mor og mormor. Sara var student og gik med studenterhue, og Katrine, der var en lille pige på armen, havde også fået en strikket studenterhue. De havde også fået købt et par undulater, der pippede lystigt i et lille bur.
De tidlige inuitter fik kontakt med europæerne i 1605, da den danske søfarer Godske Lindenov anlagde en handelsstation her og bortførte nogle af inuitterne til Danmark. Området blev koloniseret i 1754, og man byggede husene af stenmaterialer. Alle de gamle huse er ud over det gamle bageri og den gamle skole dog nedrevet. Det var ikke pænt gjort. Også kirken blev revet ned, og den nye blev opført i 1931. I 1980 købte befolkningen i fællesskab fiskefabrikken, hvor man især producerede frosne torskestykker. Omkring 1985 forsvandt torskebestanden af uforudsigelige årsager, så kort tid efter gik andelsselskabet konkurs. I de seneste år har indhandling af sælskind og fremstilling af sælskindstasker været med til at forøge indbyggernes indtægter. Da torskeeventyret var på sit højeste, boede her omkring 500 indbyggere i byen, men nu er der kun omkring 235. Bygden har dog skole, bibliotek, kirke, lægecenter, brandstation, elværk og plejehjem.
Fredagsvejret var stille, og havet var, som var det nystrøget. Det er det jo nok ikke altid, for der er opstillet brækposer mange steder ombord, og stolene i cafeen er tøjret med tykke elastikker. Jeg skridtede dækket af og faldt i snak med Gerhard Kreutzujana (vistnok stavet sådan). Han var kredsdommer i Sukkertoppen eller Maniitsoq, som byen hedder på grønlandsk. Der havde før været 3.000 indbyggere, men der var mange, der var fraflyttet på grund af mangel på fisk. Heldigvis er fisken ved at vende tilbage. Det er kun ved de store sager, at han har domsmænd, ellers dømmer han selv for at få nogle hurtige domme igennem. Jeg fik også lige fortalt om min karriere inden for retsvæsenet med 4 år som nævning i Østre Landsret og 8 år som lægdommer i Køge og i Roskilde Ret.
Han var på vej hjem efter mødet i Qaqortoq, hvor også Mette Frederiksen var med. Mødet var på grønlandsk, så Mette havde tolk. Han ville dog hellere tale om jagt end om politik, og derfor bevægede samtalen sig over på marsvinejagt – der skulle være mange marsvin her i området. Jagten er bedst om efteråret, hvor de springer, og så skal man regne ud, hvor de kommer op. Det er bedst med kropsskud, så de ikke synker for hurtigt. Ved et rent hovedskud synker de til bunds, og så bliver der ikke marsvin til aftensmad. Han skulle selv have et par dage på fjeldet på jagt efter rensdyr. Efter protester var kvoten for fritidsjægeres renjagt sat op fra 5 til 10 rensdyr. Vi havde bestilt en guidet tur i Nuuk, og vi fandt Henrik Skydsbjerg fra Tupilak Travel i mylderet på kajen og satte os til rette i hans bil. Vi var kun os to på turen, og vi kom helt ud i yderkvartererne, som i den nye bydel øst for selve Nuuk. Undervejs fik vi udpeget universitetet, gymnasiet, politistationen, og vi var inde at se på deres svømmehal. Før kunne næsten ingen børn i byen svømme og nok heller ikke mange voksne, men nu var der svømmeundervisning, og alle børn efter 4. klasse kan nu svømme.
Normalt er det sådan pr. tradition, at sygehuse og lægebygninger på Grønland er gule, og bygninger, der har noget med telekommunikation m.m. at gøre, er blå. Nuuk har også et seminarium og et flot nyt kulturhus. Den store boligblok, der engang var Grønlands og Danmarks største er revet ned. Den blev brugt til genhusning af forflyttede grønlændere, da beboerne i de små bygder i sammenflytningens hellige navn skulle genhuses.
Nu var der tid på egen hånd, og vi gik ned og hilste på "Havets moder", der ved lavvande sidder helt tørskoet, men ved højvande er hun dækket af vand. Derfor ligger der bøjer hele vejen rundt om hende, så skibe ikke uforvarende sejler hende ned. Hun er en smuk kvindefigur med frodige bryster og omgivet af fisk, en hvalros og en åndemaner, der var på besøg for at bede om havets dyr til jagt. Kort derfra på en klippeknold står Hans Egede i sin præstekjole. Det var den statue, der engang blev bombarderet med æg (ved ikke, om de var rådne) af unge mennesker, da det gik op for dem, hvad han var for en karl. Læs om ham på denne hjemmeside under Grønland del 1. Hans Egedes hus ligger lige i nærheden i det lille hyggelige kvarter.
Søstrene og niecen skulle videre, så sammen med Elisa gik vi hen til deres meget flotte kulturhus, hvor jeg fik en burger, og de andre kaffe og kage. Elisa insisterede på at betale, da hun var på hjemmebane. Så tak Elisa – håber, vi kan gøre gengæld på et tidspunkt. Det var dejligt at møde Elisa og noget af hendes familie i de rette omgivelser.
Elisa fulgte os ned til havnen til det gode skib Sarfaq Ittuk efter endnu en dejlig og oplevelsesrig dag.
Da vi havde en hel time i Maniitsoq og først skulle sejle videre kl 8, var der arrangeret en guidet bus- og gåtur rundt i byen. Vores skibsguide, der var en nydelig, ung mand på 19 år og gik under navnet Isak Chemnitz Frederiksen, talte tilsyneladende kun engelsk, men jeg lagde mærke til, at når gæsterne talte sammen, så talte de dansk. Og han talte også dansk under småsnak. Vi var en pæn stor gruppe på måske 20 mennesker, og jeg spurgte Isak, hvor mange i gruppen, der kun talte engelsk, men det vidste han faktisk ikke. Da man skal hyle med de ulve, man er iblandt, foreslog jeg, at han guidede på både på dansk og engelsk. Det gjorde han fremefter, og så var alle glade, især jeg. Faktisk var der kun to, der talte engelsk, og de fik så lidt mindre at vide end vi andre.
Nogle af de ældste huse er flyttet, så de står samlet ved et lille museum, hvor der også vokser kvan i en grøft. Kvan er meget vitaminrig, og det vidste vikingerne. De vidste også, at kvan er vandelskende, så der, hvor der vokser kvan, er der som regel også vand. De havde også en lille boldbane i byen med kunstgræs, og dommerkontoret lå i en lille bygning ved siden af politistationen, så jeg tænkte på min dommerven, der glædede sig til renjagten. Vores buschauffør var en lun rad, og ved den gamle kirke havde han disket op med lækkerier af tørret kød fra hval, moskusokse, ren og torsk. Byen producerer 5,5 kg tørret kød pr. indbygger fra baby til olding. Det tørrede kød kan indbringe op til 500 kr. pr. kg. Jeg smagte noget af det sorte, tørrede hvalkød. Det var svært at tygge, for ikke at sige umuligt, og så smagte det lidt af tran. Og så kan man have fornøjelse af det hele formiddagen med "tranbøvs".
Så var der hval forude, og det blev meddelt over højtaleren. De var tættere på end før, og jeg havde første parket til både blæs og en neddykkende halefinne. Så kom der nogle kilometer med en tæt ærtesuppetåge, inden det klarede op igen. Selvom vi sejlede stille og roligt var det på kraft 8, hvor 10 er det højeste. Jeg var nok på broen en time, og så begyndte indsejlingen til Kangaamiut, hvor tungen skulle holdes lige i munden. Så jeg takkede for synet og lod dem styre i fred.
Anløbet i Kangaamiut var kl. 11.30, og der skulle være afgang igen kl. 11.45, men det var en meget lille bygd inde i en krum fjordarm, så Sarfaq Ittuk kunne ikke komme til kaj. Den lille speedbåd blev hejst over bord, og nogle mødre med barnevogne kom ombord i den lille båd. De var nødt til at sejle ind to gange, så det tog 40 minutter, før vi kom af sted igen.
Det var under virkelig snæver passage, at vi kom ud på havet igen. En ung kvinde kunne lave nummeret med at vende læberne udad ligesom manden i Qaqortoq. Kønt så det ikke ud, men måske kan hun engang leve af det. Så blev der sagt i højtaleren, at der var film i den lille biograf, og det var den gode gamle Poul Reichardt i "Fjeldgængeren" eller ”Qivitoq”, som filmen også hedder.
Derefter var der billedforedrag af ekspeditionsleder Ole Jørgen Hammeken og hans kone Galya Morrell, der er sibirisk inuit. Ole, der var født i Nuuk, var Expedition Leader, som der stod på hans visitkort. Galya Morrell var Polar Explorer, Adventure Artist og Motivational Speaker. Det var et par kendte personer, der fortalte og viste billeder fra en 4.000 km ekspedition i åben båd i det Arktiske Hav. Sikken en tur, så det var et par hårdføre eventyrere. Ole talte dansk og engelsk og sikkert også grønlandsk, men Galya talte desværre ikke dansk, men var en meget levende og smuk kvinde. De var vistnok på vej nordpå til en ny ekspedition helt oppe i det nordlige for at lede efter gamle inuit bopladser.
Kl. 16.40 blev det meddelt over skibshøjtaleren, at nu sejlede vi over polarcirklen. Polar Rejser havde en ceremoni på dækket. Selvom det var første gang, vi passerede polarcirklen til søs, så havde vi trods alt passeret denne magiske og usynlige grænse adskillige gange i vores tidligere liv. Hyggelig eftermiddagskaffe i cafeen, hvor en ældre grønlænder havde taget sin trækharmonika frem, og han spillede og sang grønlandske sange, så det var en lyst.
Som en gammel grønlandsk skik bliver børnene ammet, hvor mødrene end sidder, og altså også i en agtersalon. Og ærligt talt, det er da også noget af det mest naturlige i verden, og de sidder jo heller ikke ligefrem og stritter med brysterne. En lille dreng kunne lige netop gå, og han stavrede rundt og kom hen til mig. "Hvad hedder drengen?", spurgte jeg den unge mor: "Rita" svarede moderen.
Derefter fortsatte rundturen på museumsområdet med historiske huse, hvor indgangspartiet er en hvalkæbe fra en bardehval, som var fanget i 1903. Gammelhuset er Sisimiuts ældste hus og er opført i Norge i 1755, men året efter blev det flyttet til den gamle koloni Ukiivik, hvor det fungerede som købmandsbutik. Senere blev det flyttet hertil og fungerede som bageri og tømrerværksted. Den gamle, blå kirke eller Bethel Kirke, som er dens rigtige navn, blev bygget i 1773 og er dermed den næstældste kirke på Grønland. Den anvendes i vore dage som menighedshus. Den nye kirke fra1926 falder godt ind i bybilledet med sit spåntag. Kirken blev i 1980’erne skåret midt over og udvidet med 6 meter på midten, og så blev der plads til yderligere 100 kirkegængere. Grønlandske kirker er som regel malet i blåhvide nuancer for at symbolisere himmel, is og hav, men denne er i brune farver.
Da skibet begyndte at lægge fra kaj, stod en lille pige på 3-4 år og græd hjerteskærende, medens en kvinde prøvede at trøste hende. Om hun græd, fordi hun ville med, eller en person, hun holdt af, sejlede væk, ved jeg ikke.
Tågen lå nu over havet, så godt, at radaren er opfundet. Senere fandt vi køjerne, og det bliver sidste nat på skibet. Vi er efterhånden nået op i den sydlige del af Diskobugten. Skibet lagde til uden det mindste bump i Aasiaat, der med sine 3.073 indbyggere er Grønlands 5. største by. I området er fundet genstande fra palæo-eskimoiske kulturer og fra Dorset kulturen. Byen blev grundlagt i 1759 af Hans Egedes søn Niels Egede. Det var formålet, at forhindre de europæiske, især hollandske, hvalfangere i at rejse op langs Vestkysten og drive tuskhandel. I 1700-tallet var byen centrum for europæiske hvalfangere, der skød og dræbte alt, hvad de kom i nærheden af. I vore dage fanges der hvaler i mindre målestok, og flere arter er totalfredet.
I en lille bygd yndede de at lege lampeslukningsleg. Mænd og kvinder samledes i en tørvehytte, og så blev tranlamperne slukket. Herefter indfandt den hjemlige hygge sig med de partnere, der var til stede. Den unge kvinde Marlena fornemmede, at den samme mand fandt hende hver aften, men hun vidste ikke, hvem det var. Hun smurte sig ind i sod, og bagefter, da lamperne blev tændt, kunne hun se, at det var hendes egen bror, der var den vedholdende mand. Hun blev forfærdet, men han sagde, at han elskede hende og ville have hende. Hun tog en fakkel og løb over fjeldet, og han løb efter med en anden fakkel. Han snublede dog, og faklen blev kun til gløder. Og det kan man se den dag i dag, hvor pigen Marlena løber over himlen som solen, og hendes bror Haninar følger efter som månen. I gamle dage kaldte man de store sølvmønter for en Haninar, da den var bleg som månen.
Inden vi nåede skibets og også vores nordligste bestemmelsessted, var det nok turens flotteste sejllads. Isbjerge så store som liggende højhuse lå på rad og række lige friske fra Ilulissat Isfjord Kangia. Selv inde i Ilulissats smalle havneindløb var der pænt store isstykker, som vores skib måtte skubbe til side. Helt inde i havnebassinet vendte skibet lige så langsomt, og der var kun få meter ind til klipperne. Alle passagererne skulle af, så det gav et mylder af mennesker og biler på den lille havnekaj.
Efter en fantastisk dejlig sejlads i 3½ døgn med Sarfaq Ittuk var vi nået op så langt vi kunne med offentlig transport, og en sådan sejlads op langs Grønlands Vestkyst kan jeg varmt anbefale til alle kommende grønlandsfarere. |
Det gode skib Sarfaq Ittuk var ankommet kl. 24.00 og lå helt oplyst i havnen. Det så ikke særligt stort ud oppe fra hotellet, og i størrelse er det overhovedet ikke i nærheden af krydstogtskibe fra Caribien – men meget mere hyggeligt. 
Skibet sejler hver uge i sommersæsonen hele strækningen fra det sydlige Grønland fra Qaqortoq og op til Ilulissat på 3½ døgn og tilbage igen ad samme rute. Der lægges til, eller der kan komme passagerer af og på følgende steder, når der startes fra Qaqortoq - Arsuk - Paamiut - Qeqertarsuatsiaat - Nuuk - Maniitsoq - Kangaamiut-Sisimiut - Aasiatt og til sidst Ilulissat. I Nuuk er der ophold fra kl. 14.30 til 21.00, men ellers er der kun et ophold på 15 minutter i de små bygder og op til 2 timer i de større byer. 
I køen stod en grønlandsk familie med to små børn. De boede ellers i Ålborg, hvor de studerede. Den lille pige viste stolt sin finger med et plaster. Det var vist ikke en dødelig ulykke. En ældre dame stod foran os i køen med flere kufferter, en mountainbike og en kæmpecheck fra GrønlandsBanken på 5.000 kr. Hendes datter havde fået præmien, fordi hun var blevet nr. 2. i sin klasse. Damen vidste ikke, hvor meget bagage hun måtte have med, så vi tog den ene tunge taske med ombord, men så kunne vi ikke finde hende igen. Hun havde også kikket efter os, men kunne ikke huske, hvordan vi så ud. Først flere timer efter fandt vi hende, og hun så lettet ud, for i den tunge taske, vi opbevarede, var der en grønlandsk perledragt.
Gittes fætter Finn, Arnaq, Leila og lille Winona var nede at vinke farvel. Der var lidt Titanicstemning over afskeden, da vi stod ved rækværket og vinkede. Eller lige som de, der vinkede farvel i begyndelsen af 1900-tallet, da amerikabåden dampede af sted til det ukendte land.
Vikingeskibet, vi tidligere havde set, er fra Roskilde. Det skal videre til Nuuk ved egen kraft eller med hjælp af den 7 mands store besætning ved årene. I modsætning til Erik den Røde og hans medvikinger havde dette skib en moderne ledsagebåd med.
Avisen skrev, at Air Greenlands årsomsætning er på 1,2 milliarder, og de beskæftiger 550 medarbejdere på årsbasis. Grønland er i gang med lufthavnsudvidelser i Nuuk og i Qaqortoq, og en landingsbane skal være på mindst 1.499 m. Når banerne er færdige, vil det blive billigere at flyve til og fra Grønland, men de interne flypriser vil ikke falde mærkbart. Målet for 2029 er 67.000 turister til Grønland årligt. Men nogle mener, at bare fordi man ruller en mængde asfalt ud, kan man ikke forvente, at der af den grund kommer flere turister.
Havnen var for lille til, at der kunne lægges til kaj, og derfor lå Sarfaq Ittuk bare stille ude i havneløbet lidt væk fra bygden. En motorbåd blev hejst ud over kanten, og nogle passagerer i røde sikkerhedsdragter kom ombord sammen med deres bagage. Motorbåden sejlede ind til kajen, og nogle nye passagerer kom ombord sammen med deres bagage. Motorbåden sejlede tilbage til Sarfaq Ittuk, passagerer og bagage blev læsset af, og motorbåden blev hejst ombord igen. Hvor lang tid eller rettere, hvor kort tid tog hele operationen? Kun 15 minutter alt iberegnet, så meget imponerende. 
Der har boet mennesker i området ca. 1500 år før Kr., men selve byen blev grundlagt i 1742 med navnet Frederikshåb. Byen fik fremgang ved handel med skind og hvalprodukter. Desuden er de kendt for deres fedtstenskunstnere, der laver smukke figurer. I 1950’erne var der stor fremgang i torskeindustrien, der varede til 1989, hvor torskebestanden svandt ind. I forbindelse med G60 udviklingsplanen blev Paamiut valgt som bosted for befolkningen i området, så indbyggertallet steg kraftigt, og der blev bygget Grønlands største sportshal samt et sygehus.
På dansk hedder byen Fiskenæsset, og navnet hentyder til de tidligere store lakseforekomster. På grønlandsk betyder Qeqertarsuatsiaat "de ret store øer".
Der var kun et 15 minutters stop i byen, der bestemt ikke var vågnet op på det tidspunkt. Vi blev ført rundt af skibsguiden, og vi besøgte lige kirken, inden det var ombord igen og afgang. Det er utroligt, hvordan Sarfaq Ittuk kan vende rundt inde i de små havne, så der må være nogle sideskruer.
Klokken 14.30 var vi fremme i Nuuk, og vi skulle først videre kl. 21.00, så der var dejlig god tid til at besøge byen. Der var en flot indsejling ind i fjorden til Nuuk, og vi lagde til yderst på molen mellem et hav af opstablede containere. Denne gang skulle alle af og ingen på, da der var lang tid til afgang. Vi fik sagt pænt farvel til Mia (hende med den store check, en cykel og flere kufferter). Jeg tilbød at hjælpe med kufferten, men hendes mand var kommet ombord for at hjælpe. Gruppen, som havde fulgt os med den danske guide Marlene Vind, skulle blive et par dage i Nuuk og derefter flyve op til Ilulissat, hvortil vi heldigvis skulle sejle op.
Nuuk er som alle grønlandske byer meget ren. Der ligger ikke papir og andet skidt og møg rundt omkring, som i mange danske byer. Når sneen forsvinder om foråret, har alle pligt til at rydde op omkring deres huse og forretninger. Forbrændingsanlægget giver varme til en del af byen, så elværket bliver kun brugt lejlighedsvis. Ellers får byen strøm fra vandkraftværket syd for byen. Byen har et stort hospital med alt moderne udstyr, og kun i meget komplicerede tilfælde bruges Rigshospitalet. 
Arktisk kommando, der har overvågning af miljøet m.m., holder også til i Nuuk. Lufthavnen har de planer om at udbygge, da der kun kan lande mindre fly for nuværende, og det er ikke så smart for en hovedstad. De mangler dog tilstrækkeligt fladt terræn, så de store fly også kan lande, så det bliver et kæmpe projekt. Efter 1½ time blev vi sat af nede i den gamle havn, og vi sagde farvel til Henrik, der havde givet os en rigtig fin tur rundt i Nuuk.
Henne ved kongerigets største brugs var der lidt liv med små boder, og der mødte vi efter aftale Elisa, der er grønlænder, men bor i Borup, og hun har engang været Gittes skattede medarbejder i vuggestuen. Elisa var pudsigt nok på besøg hos sine to søstre Else og Aviaja i Nuuk lige på det tidspunkt, hvor vi var der. Vi fik også hilst på Aviajas datter Ivalo, der er en meget smuk, ung kvinde, og så er hun også meget berømt. Samme dag havde hun været i radioen og fortalt om en togrejse igennem 15 af Europas stater og det ganske alene. Hun må være en pige med krummer i og lige efter vores smag, da vi selv i januar var kommet hjem efter en togrejse igennem 4 verdensdele. (Se andetsteds på denne hjemmeside).
Byen strækker sig over nogle mindre øer, der er forbundet med broer, og derfor er der en sydlandsk stemning med kanaler, og den lever op til sit kælenavn "Grønlands Venedig". Kolonien Sukkertoppen blev grundlagt i 1755 af købmand Anders Olsen, men faktisk ved Kangaamiut, der ligger 50 km længere nordpå, og så flyttet hertil i 1782.
Maniitsoq er en meget smuk by, hvor husene er bygget på bjergsiderne, og derfor er der mange platforme og masser af trapper op til husene. Kirken var før Grønlands største stenhus. De døde på kirkegården bliver umiddelbart ikke gravet ned, for der er ikke nogen jord, der kan graves i. Så der er fyldt 1½ meter jord oven på klippegrunden, og i denne jord bliver de begravet. Hvor de så har fået den jord fra vides ikke.
Før levede byen især af rejefiskeri, og der arbejdede 400 mennesker i rejepilleriet. Nu er rejerne flyttet nordpå til koldere farvande, men heldigvis er torsken i store mængder kommet tilbage. Hovederhvervet er fiskeri og fangst af sæler, rensdyr og moskusokser og en hval i ny og næ. 5 minutter før skibsafgang var vi tilbage til morgenmaden, som var en buffet med alt til faget henhørende, og til den rimelige pris af 75 kr. Midt i morgenmaden blev det meddelt fra broen, at der var hvaler forude. Mange af gæsterne for op, men ikke grønlænderne. Hvalerne var dog lidt langt væk, men de blæste, og de dykkede, og man mente, at der var 5-6 stykker. Vi stod dog og stirrede og stirrede, og til sidst mente nogle, at det måtte være "narrehvaler".
Der er to styrmænd og to navigatører, der er på vagt 6 timer ad gangen. Desuden er der en udkik på vagt med en kikkert, og han kikker efter småskibe og isbjerge. Så blev udkikken kaldt ned, for der var en beruset passager, der krævede 2 mand for at håndtere ham. Jeg spurgte kaptajnen, om de havde en detention til urolige hoveder, så de kan få sovet rusen ud. Nej, han blev bare overtalt til at lægge sig i sin køje og sove den ud. Hvis det ikke hjalp, ville han blive sat af på et klippeskær – det var dog en joke.
Kangaamiut betyder "forbjergsfolket" og er med sine ca. 500 indbyggere Grønlands største bygd. Bygden ligger, hvor kolonien Sukkertoppen i sin tid blev oprettet af Anders Nordlænder Olsen. Mod hans vilje blev den flyttet til, hvor Maniitsoq nu ligger, men nogle blev boende på forbjerget. 
Der var fyldt godt op i cafeen, så vi satte os ved et allerede besat bord, men vi blev budt velkommen. Jeg sad ved siden af Jens Kleist, der var pensioneret skolelærer. Dvs. han var kun pensionist i ½ år, så kom han tilbage og underviser igen i matematik, engelsk og fysik. Der er 40 elever i skolen og 8 ansatte, og skolen havde alle klasser til og med 10. klasse. Han var også uddannet maskinmester og skulle op til Ilulissat og se på en båd, som han måske kunne få liv i. Meget festlig fyr, og han fortalte blandt meget andet om Grønlands første ko efter nordboerne. Den boede inde i stuehuset hos en familie, og børnene fik frisk mælk hver dag. Koen var dog lidt upraktisk at have i dagligstuen, så på et tidspunkt (måske et forkert tidspunkt) trak de den udenfor, og så døde den.
Filmen handlede om en hvid kvinde, der rejste op uanmeldt til sin forlovede, der var læge i en bygd, men lægen var i mellemtiden blevet forelsket i sygeplejersken. Poul var bygdebestyrer, og han var sur, da kvinden skulle bo hos ham en tid. De blev dog selvfølgelig alligevel forelskede. Samtidig var der en grønlandsk kærlighedshistorie, hvor en bejler gik til fjelds, og Poul ville redde ham, men Poul faldt ned i en 50 meter dyb gletsjerspalte. Mirakuløst fik han dog kun et lille sår i panden, så alt endte lykkeligt. Handlingen foregik på Grønland, måske sidst i 50’erne. 
Jeg mødte dem senere i Brugsen i Ilulissat, og vi fik en snak. De var ret så imponerede af min foredragsvirksomhed – eller også lod de som om. Deres type ekspeditioner ville slet ikke være noget for mig, og jeg tvivler også på, at Gitte ville med i åben båd i isfyldte farvande i månedsvis. Så vi holder os til det mere simple, som at køre 35.000 km med tog gennem 4 verdensdele. Vi fik udvekslet visitkort med de to nordpolsfarere, så det kan jo være, vi kan mødes engang og udveksle erfaringer.
Senere sad vi i agtersalonen, hvor der også sad et par unge mødre med børn. Faktisk meget unge mødre, nok for unge. Mange af de unge grønlandske piger har for meget på sidebenene. Modsat de unge mænd, hvor de fleste er slanke. Jeg spurgte gymnasielæreren, om han vidste hvorfor, og hans teori var, at pigerne sad for meget ned, medens mændene var mere aktive med hundeslædekørsel og gik på jagt ud over fjeldene. Desværre ryger en stor del af den grønlandske ungdom, og det gør mig altid ondt, når unge mennesker er i gang med at begå langsomt selvmord. 
Da vi lagde til, var der som sædvanlig en masse mennesker på kajen, og vi tog med på en guidet tur med Isak, der nu næsten kun guidede på dansk. Først var vi henne i et værksted for kunsthåndværk, hvor jeg personligt støttede det lokale håndværk med køb af en smuk, udskåret konekniv til 650 kr. og et glasperlehalsbånd til 300 kr. Det var Pauline på 84 år, vi handlede med, og hun havde selv lavet halsbåndet.
På kajen mødte vi to unge grønlandske piger Camilla og Sara, og de ville gerne snakke. Camilla havde været på idrætshøjskole som 14-årig i Thyland nær Thisted. De første 14 dage havde hun frygtelig hjemve, men så gik det lidt bedre. Så fik hun en ny værelseskammerat, der havde rigtig meget hjemve, og så fik Camilla også meget hjemve igen. Så efter 3 måneder rejste hun hjem til Sisimiut. Nu er hun i mellemtiden blevet færdig på gymnasiet og skal på 9 måneders udveksling i Californien.
Vandet var blikstille, så det var ikke derfor, jeg vågnede kl. 3 og ikke kunne sove mere. Der var heller ingen høje lyde kun motorens svage summen. Måske var det skibsfeen, der havde vækket mig, da hun puslede rundt. Mine sko havde jeg stillet under køjen, men om morgenen var de snøret, og jeg kan altså ikke tage sko af, når de er snøret. Gitte kendte ikke noget til det, så det må have været skibsfeen, der havde været på spil eller måske skibsdrillenissen. Vi var oppe til morgenmad, da de åbnede, og vi havde lovet os selv, at vi ikke ville overspise, så vi senere kunne have appetit til frokosten.
Inde i byens kirke var der en del malerier fra den grønlandske mytologi bl.a. et billede, hvor en kvinde løber med en fakkel, der symboliserer solen, og bagefter en mand med månen, og historien er følgende:
Vi kom om bord i sidste minut, for de sejlede til tiden. Vi skulle ud på den sidste sejlads med det gode skib Sarfaq Ittuk, og jeg stod på dækket en del af tiden for at nyde udsigten. Endelig var jeg krøbet til korset og havde taget lange underbukser på, og så håbede jeg at se hvaler. Det var godt at stå i den varme luft under udluftningen fra køkkenet – jeg tror, den varme ret til frokost står på lammegryde.