De kristne, Jehovas Vidne og os andre ugudelige.
En fortælling af Kim Greiner.
For de fleste danskere er religion noget, man har et afslappet forhold til og gudskelov for det. En masse konflikter rundt omkring i verden udspringer af religionen, og det at slås er især en stolt tradition mellem såkaldte kristne og muhamedanere. Det er den samme gud, der tros på, men alligevel på en lidt anderledes måde, og når nogen har en anden etnisk baggrund, så skal de kanøfles, eller slås ihjel som i Bosnien. Eller som i Nordirland, hvor ufreden og konflikterne endda kun udspringer af en varitet i kristendommen, men alligevel skal katolikker og protestanter helst udslette hinanden.
Sådan er det heldigvis ikke i Danmark, vores konflikter har udspring i noget så jordnært som busdrift, skrald og ekstra feriedage, og vore nærmeste nabolande er heldigvis heller ikke fanatiske med deres gudedyrkelse, så det er måske en af grundene til, at vi lever i et så fredeligt hjørne.
Da Camilla var begyndt at gå til præst, tog vi engang i efteråret til Roskilde Domkirke for at se, hvordan en gudstjeneste foregår sådan et sted, og vi fik virkelig noget for pengene. Kirkekoret sang, så det gjaldede imellem de gamle mure, der var ikke mindre end 3 børn, der skulle døbes, der var altergang, og selve biskoppen prædikede. Han sagde en hel masse, som jeg ikke kan huske, men han sagde også noget om at gode gerninger kun tæller i det store regnskab, hvis man gør gerningen uden tanke for at få noget igen. Hvis man så tænker efter, så er der faktisk ret mange af de gode gerninger, der bliver siet fra.
En mand på en udstilling fortalte mig for nylig, at han hver måned betalte til en bestemt dreng i et uland, således at drengen kunne få mad, tøj og en god skolegang. Det lød jo rigtig godt, indtil han tilføjede, at så var der da håb om, at drengen senere ville blive dernede og ikke komme rendende herop og genere os danskere. Så var det som om den gode gerning blev noget flosset i kanten, ihvertfald på den måde, som biskoppen talte om.
Gitte og jeg har selv igennem mange år fjernadopteret forskellige børn i Indien og Afrika, og jeg har egentlig aldrig tænkt over motivet, udover at hjælpe blot 2 af verdens fattige børn til en tålelig tilværelse, men da man kan trække det meste af udgiften fra i skat, tæller den gode gerning nok ikke rigtig med alligevel. Nu er jeg heldigvis selv aldeles ugudelig og behøver ikke at tænke på, hvad der skal ske hinsides, men derfor kan man jo godt leve et anstændigt liv.
Jeg har aldrig kunnet forstå, at også troende mennesker går på jagt og for sjov skyder løs på sine medskabninger. Som dreng kunne jeg selv ikke gøre så meget som en flue fortræd. Engang hvor vi holdt ferie på en bondegård, var det fast aftenritual, at klaske så mange som muligt af fluerne, så der var nogenlunde ro til at sove. Jeg gik dog kun på skrømt og slog på væggen med en sammenrullet avis, for jeg nænnede simpelthen ikke at slå dem ihjel, men det skulle jo gerne se ud, som om jeg hjalp lidt til. Efterhånden er jeg blevet klar over, at en stueflue kun har en voksentilværelse på 17 dage, så hvis den har irriteret mig tilstrækkeligt længe, uden at forstå en kraftig hentydning om at fjerne sig, så kan det godt være, at der ryger et par af de sidste dage.
Edderkopper bliver altid båret ud i levende live, men når jeg hen på sommeren kan gå rundt om huset og tælle over 50 ærtstore giftedderkopper siddende overalt på huset, så må jeg indrømme at jeg godt kan finde på at give dem et lille pust fra en sprøjte, men så bliver der også sagt undskyld til hver enkelt.
Min søn Søren kan ikke fordrage edderkopper og andet kryb, og en dag vi var alene hjemme, havde jeg lavet eftermiddagskaffe ude på terrassen, og vi sad og snakkede rigtig hyggeligt, selvom vi adskillige gange blev forstyrret af både fluer og hvepse, og på et tidspunkt opdagede han til sin skræk en kæmpeedderkop i et spind kun få cm fra hans hoved. Efter kaffen rejste han sig og sagde tørt: " Tak for kaffe - det var rigtig uhyggeligt".
Allerede i 7-8 års alderen begyndte jeg at tvivle på gudernes eksistens, og selvom mine forældre vistnok troede lidt, påduttede de ikke mig deres mening om gudeverdenen. Jeg vidste godt, at man ikke i bogstavelig forstand behøver at tro på Adam og Eva, og heller ikke at Gud er en ældre mand med hvidt skæg, der sidder oppe i himlen og kikker ned, men at Gud så skulle være sådan en højere magt, der svæver rundt overalt, det havde jeg også svært ved at tro på.
Jeg spekulerede også på, om Gud kun havde Jorden at passe, eller han også skulle tage sig af de milliarder af stjerner, der findes i universet. Hvis det sidste er tilfældet, kan jeg da godt forstå, det nogen gange kniber med at afse tid til menneskeheden og det enkelte menneske. Selvfølgelig tager det ikke så lang tid at passe f.eks. Solen. Der er jo tændt op, så den skal bare tilses engang imellem, og det skal kontrolleres, at det hele brænder ordentlig. Disse og andre overvejelser gjorde, at jeg som ungt menneske gik den tunge gang til den lokale sognepræst, og meldte mig ud af folkekirken.
For mig er det helt iorden, at mennesker har en religion, selvom jeg aldrig har kunnet forstå, hvorfor det altid er de andre, der er vantro, og hvorfor det ikke er buddhismen, der er den sande lære, eller hvorfor det er ånderne ude i regnskoven, der er den rene overtro. Jeg kan da godt nogle gange misunde de mennesker, der finder trøst ved at have en gud at bede til, og især andre steder i verden må det være svært at komme igennem tilværelsen uden at have en stærk tro.
For nogle år siden på et kritisk tidspunkt i min tilværelse, meldte jeg mig da også igen ind i folkekirken. Det var dog ikke så meget af religiøse grunde, men fordi jeg ville søge et job som kirkegårdsleder. Jobbet blev dog ikke til noget, men jeg har aldrig meldt mig ud igen, da jeg igennem årene har haft lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke var med til at betale for vedligeholdelsen af de smukke gamle kirkebygninger. Så hvis jeg kan få lovning på, at min kirkeskat kun går til vedligeholdelse, så bliver jeg nok hængende.
For tiden er jeg dog ved at blive indlemmet i Jehovas Vidner, eller der er ihvertfald nogen, som håber på det. Det startede med, at det en dag bankede på døren, og Søren lukkede op, men kom med det samme ind i stuen og sagde, at der står nogen derude fra Jehovas Vidner. Min som regel meget rolige, høflige og venlige kone Gitte sagde meget højt og ophidset:" Ud med dem, jeg vil ikke have dem ind, luk døren". Det blev gjort, men både Søren og jeg var dybt forbløffede og chokerede, og jeg ved da også godt, at Gitte meget dårligt kan acceptere denne sekts mærkværdige livssyn. Alligevel bebrejdede jeg mildt hendes optræden, og sagde, at når der kom nogen til vores dør, så kunne vi da godt tale ordentligt til dem, selvom vi ikke sympatiserede med dem.
Et stykke tid efter bankede det på døren, og Gitte åbnede og kaldte ind i stuen: "Kim, det er til dig". Udenfor stod der så nogen fra Jehovas Vidner. Nu måtte jeg jo så vise min tolerance og medmenneskelighed, og lyttede tålmodigt til en forklaring om, at dommedag var nær, og at det hele stod i bibelen. Nu er det jo så bare det, at jeg til stadighed får besøg af den meget venlige mand, der hver gang afleverer "Vagttårnet" og "Vågn op". Selvom besøgene er korte, så ved jeg ikke, om han er ved at fatte håb, for de sidste gange, hvor jeg ikke har været hjemme, har han sammen med bladene lagt en seddel med en personlig hilsen med håbet om, at jeg får læst bladene og endda med en invitation til bibelmøde.
Jeg har efterhånden noget dårlig samvittighed over alt det "krudt", han spilder på mig, for selvom jeg ikke er Ballelars, er Guds ord lige så spildte på mig, og jeg har planer om at fortsætte et "kristent" liv uden indblanding af nogen guder.