Jeg er hængepilen.
I 144 år har jeg stået i Landbohøjskolens Have, og fra starten fik jeg hæderspladsen midt i Haven på den lille halvø i Dammen. Med den fine placering har jeg altid været noget særligt, for jeg kunne frit udvikle mig til alle sider og bøje mine grene helt ned til vandet. Jeg er også det eneste træ i Haven, der har min egen rundbænk, og i min skygge har generationer af mennesker siddet på bænken og nydt den fredeligste og skønneste plet i hele København. Ænder har snadret under mine grene, og måger har kredset rundt om min krone, og ikke sjældent har jeg en tidlig morgenstund haft besøg af hejren, på udkik efter morgenmad i Dammen.
Selvom jeg i alle årene har stået fredeligt og passet mig selv, skete det for omkring 18 årringe siden, at ubudne gæster trængte ind i Haven og satte ild til mit indre. Heldigvis kom brandvæsenet hurtigt, og fik med skum slukket ilden, og selvom jeg blev sort indvendig, overlevede jeg attentatet og satte som sædvanlig mine nye blade til foråret.
3. marts 2004 klokken 22.30 blev mit 11. september. De mest usle gerningsmænd, som man kan tænke sig, kravlede over havehegnet, og gik hen til min stamme. Med en gysen gik det op for mig, hvad der var ved at ske, og selv om jeg prøvede at råbe om hjælp med mine knopper, som allerede glædede sig til foråret, var der ingen, der hørte mig, og ilden slikkede grådigt op af min stamme og i mine hule grene. ”Malkepigen” rødmede i ildens skær af skam over menneskers dårskab, og hun prøvede at komme til hjælp, men hun er boltet fast til sin sokkel, og hun kunne kun stiltiende se min undergang. Denne gang kom brandvæsenet alt for sent og selvom de gjorde, hvad de kunne, havde ilden for meget fat, og mine tykke grene faldt sammen som et korthus.
Gartnerne hviskede om at tage en stikling af mine grene og lade mig genopstå, men det vil tage nogle år, og så er der det med pileskurven, så måske bliver der plantet en helt anden hængepil på min plads. Til det nye træ vil jeg sige:”Du kan ikke få dig en bedre plads end i denne skønne have, og til hele Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole og alle Havens gæster, vil jeg sige tak for alle de 144 år, og på trods af alverdens terrorister, vil jeg ønske verden held og lykke i fremtiden” På hængepilens vegne Kim Greiner, Kimmerslevvej 24, 4140 Borup. www. greiner.dk eller rejsefortaelling.dk
Læs
mere om Københavnes haveperle på www.lhs.kvl.dk |
Hvert forår myldrer det op med løgvækster på plænerne omkring mig, og jeg fryder mig, når tusindvis af erantis vender deres gule blomster mod forårssolen. Senere bliver mange plæner blå af snepryd, scilla og krokus, og i bedene begynder tulipanerne at titte op. I forsommeren er det altid spændende at se bedene ned til Dammen og gætte på, hvilke farvepragt af sommervækster, mine gartnere nu har fundet på. Sommeren går sin gang med mange gæster, der beundrer Havens bede, men ofte hører jeg også, at der bliver peget på mig, og der siges: ”Se den flotte hængepil, det er nu alligevel Havens klenodie”, og så vifter jeg med grenene i vinden og takker. Efteråret kommer, og jeg glæder mig over farverne på Acerplænen og ginkoen på Stenhøjen, og inden jeg ser mig om, er bladene faldet af alle træerne, og vinteren er begyndt. På vinterens korte dage bliver jeg igen opmærksom på Havens statue ”Malkepigen”, men selvom vi har kikket på hinanden i 90 år, er hun lidt kold i det, for hun har aldrig sagt et ord.
Årene er gået og en del af mine medtræer, der blev plantet samtidig med mig i 1860 lever stadig i Haven, men sygdom og farligt råd gør, at gartnerne fra tid til anden må fælde nogle af os. Jeg selv har i mange år været hul, men jeg er stadig livskraftig og stærk, og jeg har redet mange storme af, som andre træer har måttet bukke under for. Jeg har desværre også i mange år haft pileskurv, som får mange af mine blade til at falde af tidligt om sommeren, men selvom det tærer på kræfterne, sætter jeg et nyt hold blade og lader ellers som ingenting.
Igen for omkring 4 årringe siden, var den gal igen, for der blev smidt en brændbar vædske ind i mit hule indre, og der blev sat en tændstik til. Det var kort efter, at Haven var lukket af, men overgartneren, der arbejdede sent, opdagede ilden, og igen kom brandvæsenet og slukkede. To drenge blev set hoppe over hegnet med en dunk i hånden, men de blev ikke fundet, og heldigvis var skaderne heller ikke større denne gang, end at jeg overlevede og satte mine blade som sædvanlig. 
Morgenen kom, og jeg lå som en forslået kæmpe på slagmarken, med mine døde grene knækket ned til alle sider, og jeg, Havens tidligere stolthed og mest markante træ, lå som en ruin. Jeg følte med gartnernes sorg, da de med andægtige stemmer besigtigede mine uoprettelige skader, og da hærværket lidt senere blev meldt til politiet, blev der spurt, om jeg var forsikret. Ingen forsikringssum kan genoprette denne skade, for ”selvom alle konger gik frem på rad i deres magt og vælde, de magtet ej det mindste blad at sætte på en nælde.” 
Allerede 10 dage efter, at vi i væksthuset havde stukket en stikling fra det gamle piletræ i jorden, havde stiklingen sat rødder, og ikke nok med det, rødderne var allerede nået ud til siden i potten. En sådan ukuelig livskraftighed vil vi ikke sidde overhørig, så det nye ”gamle” træ får igen en plads i Landbohøjskolens
Have. På hæderspladsen, midt i Dammen, vil vi dog til efteråret plante en pileskurv resistent stor hængepil, men jeg har lovet den nye stikling, at den vil bliver plantet et rigtig godt sted, og et sted så de to træer kan se hinanden og holde hinanden med selskab.