og de civile i High Chaparral.

Juni 2008

 En historie af Kim Greiner.

Sidst på dagen, fredag 27. juni 2008, kørte tre biler fulde af reenaktors og grej mod nord. Målet var High Chaparral, et stort Wild West land 200 km nord for Helsingborg og kun et musketskud fra E4. På opturen kørte vi over Øresundsbroen og krydsede op ad de lidt mindre veje, og hvis GPS’en leder en på vildspor, og der indtræffer en punktering, kan det godt tage sin tid at nå derop. Tunge regnbyger prøvede også at tage modet fra os, og vi gruede noget for morgendagen, hvis det ikke var tørvejr.

Midt på aftenen nåede vi frem, og hvis nogen tror, at High Chaparral er et lidt halvdødt sted, må man tro om igen, for allerede uden for området var der vildt gang i saloonen, og det myldrede nærmest med mennesker. Vi fik fat i de svenske reenaktors og kørte bilerne ind ad bagindgangen til lejrpladsen, hvor vores svenske brødre allerede havde stillet deres telte op og indrettet sig bag kanonen Veronica og et sønderskudt sydstatsflag.

Til dem, der ikke kender High Chaparral, kan jeg oplyse, at det er et stort Wild West område, der på sin lidt rå måde virker meget autentisk, selvom det i bund og grund er en forlystelsespark for folk med sære lyster. Her kan man leve sine drengedrømme ud og mindst iføre sig en pap cowboyhat, men mange, især voksne, er fuldt dresset op som cowboys, indianere og pelsjægere. Ja, folk er virkelig mærkelige, at de kan finde på at klæde sig sådan ud. Læs mere om High Chaparral i en tidligere historie, jeg har skrevet, og som ligger på hjemmesiden www.rejsefortaelling.dk 

Vores lejr lå i forbindelse med trapperlejren med 40-50 telte og pelsjægere i massevis, der nød livet eller solgte alskens ting og sager fra deres bushmanstilværelse. Trapperlejren er der altid i nærheden af 4. juli, og det giver et ekstra krydderi på High Chaparral, når pelsjægerne er med, og hvem ved - måske som tradition - sammen med nord- og sydstaterne.

Vi selv fyldte jo ikke alverden i landskabet med 5 voksne nordstatssoldater og 3 drummer-boys. På den civile side var der tre voksne fuldtdressede damer og to børn ligeledes i 1860’er beklædning. 

Vi fik en fin modtagelse af de svenske soldater, der meget gerne ville hjælpe, og inden længe havde vi fået etableret vores lejr og sad omkring lejrbålet og drak kaffe og bandede over tordenfluerne.

Det ville næsten ikke blive mørkt, men på et tidspunkt krøb de fleste i soveposerne, øh, jeg mener, vi bredte hestepærerne ud som underlag og rullede os ind i uldtæpperne og prøvede at falde i søvn, for tilsyneladende sover svenskere slet ikke. 

Efter en urolig nat var der nogle af os, der var stået tidligt op og fik gang i bålet og begyndte at stege flæsk og små pølser, og vi fik lavet en gang scrambled æg. På dette tidspunkt var der endelig faldet lidt ro over svenskerne, så vi fik en rolig morgenstund. En enkelt lille byge prøvede at skræmme os væk, men vi havde forskanset os og lod os ikke kue. 

High Chaparral åbner kl. 10, og inden da lå westerngaderne øde hen, og jeg glædede mig til, at turisterne ville ankomme, og der ville blive lidt liv omkring os, og det blev der til fulde senere. 

Efter morgenhyggen tog vi sammen en tur med damplokomotivet, hvor vi blev overfaldet af togrøvere, men de blev noget blege og tabte mælet, da de så os yankeesoldater. Bagefter tog nogle en tur i hjuldamperen, og Greinerklanen overværede Lucky Luke showet, der mest er for mindre børn. I den nye Lucky Luke film har han forresten kvittet smøgerne og er gået over til nikotintyggegummi. Vores gruppe blev igen samlet i Old Mexiko, hvor vi spiste tappas og wrapped tortillas og ellers nød det gode vejr.

Klokken 13.30 havde vi aftalt med svenskerne, at vi ville vise fanerne og marchere en runde i parken, hvor trommedrengene slog takten, og det lykkedes faktisk for nordstaterne at gå i takt. Svenskerne havde suppleret os med et par yankees, men ellers var de fleste af deres folk sydstatssoldater. Stig kommanderede nordstatssoldaterne, og en meget barsk stemme kommanderede sydstaterne igennem menneskemasserne, hvor trommehvivlerne skilte vandene. Det tør nok siges, at vi vakte opmærksomhed, og der blev filmet og fotograferet, så det var en lyst.

Efter paraden gik vi igen rundt på egen hånd, og jeg måtte vise musketten frem til måbende drenge og såmænd også til voksne mænd, og ellers fik vi en sejltur i hjuldamperen og diligencen inden det store stuntshow i River Town. Showet var lidt tamt i starten med for meget snak, men kulminerede med brag og skud, og cowboys og fine damer faldt ned fra byens tage, så det var en lyst. Showet slutter altid med, at en mand kaster sig ud fra et 12 meter højt tårn og lander i en trækasse med kun lidt savsmuld i hjørnet. Vistnok. 

Efterhånden var det blevet tid til aftensmad, og jeg glædede mig til, at alle turisterne blev lukket ud af parken, så vi kunne få lidt madro. Der kom igen gang i bålet, og der blev trakteret med den dejligste chili con carne, og solen skinnede og begyndte at farve himmelen rød.

En canadisk journalist havde faktisk kredset omkring os hele dagen, og hun tog det ene billede efter det andet, idet hun samlede stof til et magasin om den amerikanske drøm uden for staterne. High Chaparral var selvfølgelig oplagt, men at vi også var til stede var en appelsin i hendes turban, og hun fik selvfølgelig noget materiale og vores hjemmesideadresse.

Egentlig var der saloonshow 19.30, men vi var lidt sene i aftrækket, så saloonpigerne havde sunget den sidste sang, da vi ankom til saloonen, så vi fik bare en stille øl. Efterhånden trak nogle af os hjem til lejren, medens andre oplevede en vild nat i saloonen med liv og glade dage. I løbet af natten kom der flere kraftige regnbyger, der trommede mod teltvæggene, og de svenske sydstatsfolk var stadig vågne og havde så sandelig ikke til sinds at lægge sig. Nå, men klokken 5 blev der endelig lidt nattero i en hel halv time, indtil sydstatsgeneralkommandantsergenten pludselig følte trang til at træne sin bøse kommandostemme, der rungede ud over lejren, og det spjættede i os med kommandoer som: ”Attention squad – Raise arms – Shoulder arms”. Halvt i søvne fumlede jeg efter musketten, men det er pokkers svært at lave drill i liggende stilling. 

Det småregnede, da vi stod op, og lejren skulle være pakket ned inden klokken 10, hvis vi ville have bilerne med ind. Vi havde dagen før tænkt lidt på at gå yderligere en paradetur, men med regndryp var det ikke det allerbedste, så vi deserterede og havde også en lang tur hjem med et par trætte børn, selvom det denne gang blev med færgen tilbage til gamle Danmark.

Helt sikkert, vi havde haft en dejlig weekend et spændende sted og ikke mindst i et rigtigt hyggeligt selskab, og vi havde vist flaget og vist de jävla svenskarna, at der også er danske reenaktors på banen.

 
Tilbage til forsiden