 Indiens højdepunkter.Bag om Indien. Af Kim Greiner Januar 2012 1.del. Rejse til ukendt land. Da vi ikke tidligere havde besøgt Indien, havde vi mange forestillinger med hjemmefra. Jeg havde dog læst flere bøger om landet, både turistguider, fag- og skønlitteratur, så jeg vidste, der var noget, der hed stormoguler, hinduisme, pragtbygninger og slum, men hvordan var det at færdes på gaderne? Blev man her som turist angrebet af tiggere, handikappede, hjemløse, gadebørn og irriterende sælgere? Det vi havde frygtet, viste sig faktisk slet ikke at være noget problem, for inderne er venlige mennesker, og de allerfleste steder kunne vi gå helt uantastet rundt og kikke, undres og begejstres. Indien er dog meget forskelligt fra pæne, rene Danmark, og for en inder lyder det som det rene paradis at have mulighed for arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp, folkepension og gratis sygehuse m.m. Derfor er det for rigtig mange mennesker i Indien nogle helt andre problemer, der kæmpes med end vores luksusproblemer som togforsinkelser og betalingsring. Jeg har endda hørt, at der stadig er familier, der endnu ikke har fladskærme i børneværelserne. For mange mennesker i Indien gælder det ren overlevelse fra dag til dag. Derfor må vi også være lidt tolerante over for de mennesker, der plager os for at sælge ting, som vi faktisk ikke har brug for, eller som tigger penge af os – for i deres øjne er vi styrtende rige, og det er vi jo også. Jeg kommer ind på det senere i denne rejsefortælling.
Vi havde meldt os til Albatros’ ”Indiens højdepunkter”, og af højdepunkterne kan nævnes ”Det Gyldne Tempel” i Amritsar, der ligger nær den pakistanske grænse, templer og moskeer i Old Delhi, sejlads på Ganges i den hellige by Varanasi, stormogulens pragtmausoleum Taj Mahal i Agra og Sarnath, hvor Buddha holdt sin første tale for sine disciple.
Ind imellem de store højdepunkter var der masser af andre interessante mindre højdepunkter, som basargader, besøg i en styrtende rig juvelerforretning og et Mother Theresa-hjem for børn og handikappede. Et af de mere personlige højdepunkter var for min kære kone Gitte, da hun i en af Indiens fineste juvelerforretninger fik påmonteret en ring, et armbånd og et halssmykke, der havde tilhørt ikke mindre end Mumtaz Mahal (paladsets udvalgte), og det var den yndlingshustru, som stormogulen Shahn Jahan byggede det berømte gravmæle Taj Mahal til. Det var næsten som at have prøvet dronning Margrethes kronjuveler. I lufthavnen fandt vi på mødestedet Jan, vores danske guide, der tog imod med håndtryk og hviskende spurgte, hvad vi hed, og så fik vi et kryds. Det er åbenbart en stor hemmelighed, hvad de andre medrejsende hedder. Vi har ofte kunnet identificere medrejsende på støvlerne, men denne gang var det på Albatros’ røde bagagesedler. Al betjening i Kastrup lufthavn er tilsyneladende droppet, så vi blev dirigeret hen til en selvbetjeningsterminal, og ved at indtaste flybilletnummer og indscanne passet kom der vupti to bordingkort ud af maskinen.
Endelig morgenmad i lufthavnen, og Lufthansa til Frankfurt afgik til tiden, dog med en turbulent start i den stærke blæst. Ventetid i Frankfurts kæmpestore lufthavn, og nu begyndte eventyret så småt, for henne ved gaten var inderne godt repræsenteret, især af mænd med turban og langt skæg. Flyet var i kæmpestørrelse med to etager og to små glughuller til piloterne. Afgangen blev udsat på grund af manglende strøm, og med alt det tekniske i et fly er det nu en god ting, at det hele virker. Gratis drink i flyet, og der kunne vælges mellem vestlig aftensmad eller indisk, og jeg tog den indiske for at vænne maven til kosten. Urene skal stilles 4½ time frem, og vi har aldrig før været ude for tidsforskelle på halve timer. På vej østover kom vi over nogle af slyngelstaterne, og jeg håbede, at de ikke ville tage os for et fjendtligt fly. Undervejs skulle der udfyldes blanketter til myndighederne, og vi ville lande kl. 2 nat lokal tid. Mærkeligt at sidde i et fly i vante omgivelser og så lande i et helt fremmed land, hvor vi ikke kendte forholdene – spændende og lidt skræmmende. Vi kredsede rundt om Delhi og landede så endelig i stærk tåge. Vi holdt nok en halv time på landjorden og ventede på en vejviser, der skulle lede os hen til et sted at parkere, og så kunne vi endelig komme op at stå og gå.
Heldigvis var der ingen kufferthajer, så vi trillede kufferterne uden for terminalen, og her skulle vi vente 15 minutter i tæt tåge. Bussen måtte ikke køre frem, før alle stod klar, for ikke at spærre for trafikken – den var dog ret begrænset her kl. 3 om natten. En times kørsel i bussen først ad store veje og så ad små gader med små lukkede butikker, og kl. 4.15 lokal tid var vi fremme ved Hotel Atrium. Så ville det jo være nemt, hvis vi bare kunne trille kufferten hen til værelset og gå i seng, men der er en regel på indiske hoteller, at gæsterne ikke må røre deres kufferter, så de blev stillet op i receptionen og skulle have et værelsesnummer, og så trillede personalet dem hen til værelset – så var der også lidt arbejde til dem. Stort fint værelse med alt til faget henhørende, dog undtagen måske lige en dyne.
Vi var på fuld kost på hele turen, både for at give arbejde til hotellerne, og for at der var en vis standard på hygiejnen i køkkenet, så vi ikke skulle falde fra med dårlig mave lige med det samme. Hotellerne vi boede på, havde altid en flot uniformeret dørmand, og til uniformen hørte et stort, svunget overskæg, og jeg vænnede mig til at hilse på indisk maner med et buk og to samlede hænder i bedestilling. Hjemmefra, da vi vekslede penge, havde vi kun fået 1.000 rupeessedler, og selvom 110 kr. ikke er en formue for os, kan det godt være et betydeligt beløb for en inder, og de kan i hvert fald have besvær med at give penge tilbage. Jeg gik derfor ned i receptionen og fik vekslet en stor seddel til en stak mindre sedler. Kun en eneste gang på hele turen fik vi mønter tilbage, og jeg bemærkede, at der på to-rupees mønten var en hånd, der stak i luften med to fingre, og så var man ude over de fleste sprogvanskeligheder. På sedlerne står beløbsangivelsen på 15 forskellige sprog, og det er endda kun hovedsprogene. US dollar er også gangbar mønt, så tjenende ånder og tiggere er glade for en 1-dollar seddel. I øvrigt havde vi betalt 50 dollars til vores guide til en fællespulje, og det var beregnet til uddeling af drikkepenge til tjenere, chauffører og nationalguider m.m.
Igen igennem en meget grundig sikkerhedskontrol, og de kikkede igen og igen på pasbillede, og mindst 5 gange på vej ud til flyet blev bordingkortet kontrolleret. Inden da skulle vi spise i lufthavnen, og det var på Albatros’ regning i en fastfood restaurant. En ”Comby” var med ris og kylling plus 4-5 ting til at dyppe i. Pris 250 rupees incl. flaskevand og cola. En ”Comby” med kun vegetables var lidt dyrere. Det blev serveret på en bakke og i så store portioner, at jeg kun kunne spise det halve.
Nem lille flyvning med en sandwich undervejs, inden vi landede i Amritsar, hvor vi bl.a. skulle besøge ”Det Gyldne Tempel”. Der var et flot billede af vores hotel i lufthavnen. Det var også flot i virkeligheden, men på billedet var der lavet lidt kreativ computergrafik, så nogle grimme, faldefærdige nabobygninger var udskiftet med friske, grønne træer.
I Indien 2. del kan der læses om vores oplevelser i Amritsar blandt hellige mænd og senere om togrejsen tilbage til Delhi. Resten af Indien del 1 er mere eller mindre tørre facts om Indien, men er en god baggrundsviden til dette spændende land. Indiens klima er præget af de fugtige monsunvinde, der opstår ude i Det Indiske Ocean og blæser ind over det indiske fastland. Når den varme luft møder landjorden stiger den til vejrs, afkøles og afgiver regn.
Monsunen falder meget kraftigt og giver oversvømmelser, hvor veje bliver til floder, og hele landsbyer skylles væk. Hvis monsunen på den anden side udebliver, forårssager det vandmangel, som får katastrofale følger for millioner af mennesker. Det er derfor en rigtig god ide at tænke på årstiden og på hvilke områder, der skal besøges, ellers skal man tage en rigtig stor paraply og måske et par waders med. Vi var af sted i det nordlige Indien i januar måned, og ud over en enkelt kraftig regnbyge var der kun lidt støvregn nogle timer og ellers tørvejr og endda med noget sol ind imellem.
I Himalayabjergene har man fire årstider, og dalene er tempererede, medens bjergtoppene har polarklima med ned til 35 grader frost.
I den nordlige del af landet og tværs over Gangessletten kan nattemperaturen falde til under frysepunktet om vinteren. Vi var i det nordlige Indien i januar måned, og temperaturmæssigt kunne det være ret så køligt fra morgenstunden, men det blev senere som en dansk sommer med 15-20 grader, og det er et ideal rejse- og oplevelsesvejr.
Indiens historie starter 2.600 – 1.800 f.v.t. med en civilisation omkring Indusfloden, og den kaldes derfor Induskulturen. Den havde et avanceret landbrug med kunstvanding og byer med brønde, badeanstalter og kloakering. Efterhånden gik dette rige i forfald muligvis på grund af for højt saltindhold i jorden – et resultat af kunstvandingen.
1.500 – 321 f.v.t invaderede arierne det nordlige Indien. De kom fra det sydlige Rusland og talte sanskrit, der er grundlaget for hindisproget. De var oprindelig kvægavlere, men trængte efterhånden ned i Ganges-dalen, hvor de ryddede skov og grundlagde bysamfund. De opdelte befolkningen i kaster, og grundlaget for hinduismen stammer fra denne periode.
Pallava-riget 500-700 e.v.t.
Da Gupta-riget smuldrede, rykkede den kulturelle udvikling sydpå, og der skete en sammensmeltning af den dravidiske kultur i syd og den ariske i nord, og hinduismen fik overtaget. Pallava-riget omfattede mest den østlige og sydlige del af Indien. Der blev bygget en del betydningsfulde bygninger, der stadig eksisterer. Den første muslimske invasion kom med afghanerne, der erobrede Nordindien og oprettede et sultanat med Delhi som hovedstad. Erobrerne var intolerante og gik i gang med at ødelægge hindutempler for at genbruge stenene til moskeer. Den første af disse var Qutab-minareten i Delhi, der blev opført i år 1193.
Akbar den Store, der levede fra 1542 til1605, opbyggede en effektiv administration med lov og orden, og han forsøgte at kombinere de forskellige religioner til en statsreligion med ham selv som overhoved. Shahn Jahan 1627-1658 var en lærd og kulturinteresseret hersker, som gjorde meget for at demonstrere sin rigdom med ydre pragt. Han havde hovedstad i Agra, og hans mest betydningsfulde bygningsværk er Taj Mahal.
Aurangzeb 1658-1707, der var søn af Shahn Jahan, styrtede sin far og satte ham i husarrest i Fort Agra. Aurangzeb var en hård hersker og var fanatisk muslim, og han ødelagde mange hinduistiske templer. Det lykkedes ham at erobre det meste af Indien undtagen det sydlige, og med ham nåede stormogulerne at få den højeste magt. Da han døde, gik riget i opløsning, og perser-kongen kunne i 1739 uden besvær plyndre og erobre Delhi og hjemføre betydelige kostbarheder.
Den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama fandt søvejen til Indien syd om Afrika og grundlagde kolonier i Kerala og senere i Kochi og Goa. Portugiserne ville handle, men også kristne landet. Da der var få portugisere i forhold til de mange kolonier, opfordrede staten til, at sømændene blandede sig med den lokale kvindelige befolkning. Alt for fædrelandet, så sømændene måtte ofre sig, og det kan stadig tydeligt ses på befolkningen i Kerala og Goa.
Danskerne var også lidt med, da Ostindiske Kompagni blev oprettet i 1616 på Chr. 4.s foranledning. Tre skibe nåede frem til Coromandel-kysten, hvor admiral Ove Gedde grundlagde kolonien Dansborg.
Franskmændene oprettede Compagnie Francaise des Indes i 1658 og grundlagde handelskontoret Pondicherry nogle år senere. I 1700-tallet gik de stærkt frem, og handelskontoret havde samme indflydelse som Storbritannien. Kampen om Indien kom derfor til at stå mellem England og Frankrig, og selvom det i starten så ud til, at Frankrig ville vinde, løb englænderne af med sejren og fik kontrollen over Bengalen og den vigtige skatteopkrævningsret. Det gjaldt jo om at suge så mange penge ud af Indien som muligt. Skatterne gav penge i kassen, og det gav East India Company mulighed for at ekspandere i resten af Indien. Englænderne havde spillet fyrsterne ud mod hinanden, så omkring midten af 1800-tallet var englænderne stort set herre over det meste af Indien. Sikhernes stat Punjab var det sidste uafhængige rige, men det blev underlagt i 1848.
I 1885 så ”Den Indiske Nationalkongres” dagens lys på et hinduistisk grundlag. Navnet blev senere forkortet lidt til ”Congress Party”, på dansk ”Kongrespartiet”, og det var med det helt klare formål, at inderne skulle have mere indflydelse på lovgivningen, og de skulle også kunne besætte de højere stillinger i landet. Nogle år senere i 1906 blev The Muslim League (Muslimske Liga) stiftet, og hermed var der to religiøst betingede statsdannelser.
I 1909 flyttede englænderne Indiens hovedstad fra Calcutta til Delhi, og de byggede en hel ny hovedstad kaldet New Delhi.
Englænderne fordoblede skatten på salt, og Gandhi organiserede den berømte saltmarch (den er afbilledet på 500-rupeessedlerne), hvor han ledte i tusindvis af indere ud til havet og lærte dem selv at udvinde deres salt, til englændernes store fortrydelse.
I 1931 tog Gandhi til London og forhandlede om Indiens selvstændighed. Ved hjemkomsten blev han fængslet, og her sultestrejkede han i protest mod briternes stadige overherredømme. Ved denne lejlighed fik han tilnavnet Mahatma (Den store ånd). Mahatma Gandhi var trofast hindu, men ønskede et land med lige rettigheder for alle trosretninger, mens Kongressen kørte muslimerne længere og længere ud på et sidespor i forhandlingerne med englænderne. I den muslimske befolkning opstod derfor tanken om en selvstændig muslimsk stat kaldet Pakistan. Muhammad Ali Jinnah, der var ven med Gandhi, og medlem af Nationalkongressen, arbejdede i begyndelsen for en fælles indisk stat. Efterhånden støttede han dog oprettelsen af en selvstændig stat for Indiens muslimer, da der i 1940 var utallige konfrontationer mellem muslimer og hinduer.
Grænserne blev trukket gennem Punjab i vest og igennem Bengalen i øst. Desværre udviklede denne delingen sig til en tragedie, idet 6 millioner hinduer og sikher flyttede fra Pakistan til Indien, og det samme antal muslimer den modsatte vej. Omkring ½ million mennesker døde under denne flytning, og mange blev myrdet under forskellige uroligheder.
Indiens første premierminister blev Jawaharlal Nehru (far til Indira Gandhi), mens Ali Jinnah blev leder af Pakistan. Gandhi arbejdede ihærdigt på at standse urolighederne, men mødte selv sin skæbne 30. januar 1948, da en ekstremistisk hindu Nathuram Godse skød Gandhi, og Indien havde dermed mistet Mahatma – den store ånd.
Det er jo faktisk lidt mærkeligt, når man kikker på et kort over Indien. På begge sider af Kashmir er der et stort landområde mod vest, hvor der står administreres af Pakistan og mod øst et landområde, hvor der står administreres af Kina. Og det er jo noget værre rod. Ved 50-års jubilæet for Indiens selvstændighed 15. august 1997 og op til vore dage er det faktisk set i bakspejlet gået rigtig godt for Indien og det på trods af de store økonomiske, kulturelle og religiøse forskelle mellem delstaterne. Der har været en relativ høj grad af politisk stabilitet, og det på trods af de politiske og religiøse spændinger.
Selvom det måske ikke lige er til at se det, så har alle indere efter forfatningen samme rettigheder uanset køn, race, kaste og religion, og de har ytringsfrihed, og det er noget, mange andre nationer rundt om i verden godt kunne lære noget af. I 1901 havde Indien 238 millioner indbyggere, i 1961 var tallet steget til 439 millioner, i 1981 684 millioner og i dag omkring 1,1 milliard mennesker og er dermed et af verdens tættest befolkede lande. Især India Gandhi forsøgte at stoppe fødselstallet med kampagner om seksualoplysning og lokkede med en transistorradio i præmie, hvis en kvinde lod sig sterilisere. Desuden var der propagandaplakater af en ”Happy Family” med en far og mor og to børn. Problemet er, at drenge er en garanti for en tryg alderdom, da det forventes, at drenge forsørger deres forældre, så det gælder om at få mange drenge. Pigerne har modsat det problem, at det kræver en medgift at få sin datter gift, og hun er derfor kun en udgift. Abortus provokatus er stærkt stigende, men det går især ud over pigefostrene. Levealder: Den forventede levealder er 66 år for mænd og 71 år for kvinder. Levealderen er også stigende takket være bedre hygiejne og ernæring, men det hjælper jo heller ikke ligefrem på befolkningstallet i faldende retning.
Undervisning i engelsk er obligatorisk, og sproget fungerer som kommunikations- og administrationssprog i de øverste samfundslag og på de højere læreanstalter.
Hindi og engelsk tales af 38 %. Derefter for lige at nævne nogle: telegu 8,2 %, bengali 7,8 %, marati 7,5 %, tamil 7 %, urdu 5,7 % o.s.v. Så kan vi lige tage de 2,6 %, der taler punjabi, som det er det sprog, der tales i Punjab, der var en af de delstater, som vi besøgte. Der er ikke noget socialt sikkerhedsnet i Indien, og menneskemasserne, der til stadighed søger mod storbyerne i håb om et bedre liv, mærker det på deres krop med manglende boliger, dårlig vandforsyning, ingen kloakering og ikke noget arbejde.
I Danmark er der også tiggere og det på trods af socialhjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og kontanthjælp. Når man så tænker på Indien, hvor der ikke er nogen hjælp fra det offentlige, er det klart, at der er tiggere. De kan være påtrængende nogle få steder, men dog slet ikke som jeg havde forventet hjemmefra. Og hvad så hvis man lige gav en gammel kone, en mor med et lille barn, en invalid eller nogle musikere et par kroner – det er så uendeligt lidt for os. Som da jeg gav en mor med en lille unge på armen et mindre beløb, og en af vores medgæster takkede mig, fordi jeg gav. Hun havde lyst, men måtte ikke for sin mand, for så kommer de bare alle sammen rendende, sagde han. Herregud, der stod to kvinder ved bussen med hvert et lille barn. Er det ”alle sammen”, og er det helt utåleligt? Nej, nogle gange så skammer jeg mig over danskernes nærighed og smålighed.
Som kontrast til alle de fattige er der også indere, der er ufatteligt rige og lever i vild luksus, og der er også en stærkt voksende middelklasse, der især er beskæftiget inden for handel og administration, og de har også deres på det tørre. Men de rige indere er jo ikke bedre end de rige danskere, der helst skal puge deres penge hen et sted, hvor der kun skal betales et minimum af skat. Omkring 39 % af Indiens befolkning er analfabeter, men med stor spredning i de forskellige delstater, således kan 95 % læse i det kommunistiske Kerala, mens kun 45 % kan læse i Uttar Pradesh.
Hinduerne betragter livsforløbet som et hjul i modsætning til vores opfattelse af tid, hvor vi bevæger os fra fortid via nutiden til fremtiden. Hinduerne mener, at alle væsener genfødes i dette kredsløb, og deres håb er ikke at komme i paradis, men at blive genfødt til et bedre liv i den næste tilværelse. Hvad man genfødes til i det næste liv, er betinget af ”karma”, som er resultatet af de handlinger et væsen har foretaget sig i det tidligere liv. Det gode og det onde bliver opvejet og bestemmer, om man genfødes til en højere kaste, som kasteløs eller som dyr.
De gamle oksetrukne hjul med påmonterede krukker er næsten forsvundet til fordel for diseldrevne eller elektriske pumper, der hæver vandet fra brønde eller kanaler til markernes kunstvanding.
De vigtigste landbrugsprodukter er ikke overraskende ris efterfulgt af hvede. Ellers dyrkes der hirse, majs, bælgplanter og sukkerrør. Bomuld dyrkes især omkring Mumbai, hvor der er en stor tekstilindustri. Jute, tobak og te dyrkes også både til eksport og hjemmebrug. Faktisk er inderne efter englænderne verdens største tedrikkere med 2,8 kg te pr indbygger.
Siden 1960’erne er forbruget af kunstgødning steget til ca. 50 gange af det oprindelige forbrug, til gengæld er udbyttet steget en halv gang for ris og tre gange for hvede.
Indien er også en atommagt og har adskillige atomkraftværker, der dog kun dækker en mindre del af elproduktionen. Størstedelen af elkraften kommer fra kraftværker, der anvender kul som brændsel, og så er der en del, der kommer fra vandkraft. Landet har forekomster af jernmalm, kul, olie, mangan, krom og kobber m.m. I 1970’erne blev alle udenlandsk kontrollerede olieselskaber nationaliseret. Tilsyneladende er det eneste inderne ikke producerer ret mange af og i hvert fald meget nødig bruger, og det er – gadekosten.
En del af ovenstående kan godt være en tør omgang, men jeg var nødt til at have en vis baggrundsviden, inden jeg skulle ud at mærke og opleve Indien på min egen krop.
Bare der dog var nogen, der kunne fortælle kineserne, at medicin og potensmidler lavet af tigerknogler og næsehorn er langt ude i skoven, og at vi ikke kan tage dem alvorligt, når de tror på sådan noget vås.
Elefanter er også et jaget dyr, og her er det stødtænderne, krybskytterne er på jagt efter. I f. eks Kerala er der skudt så mange hanner (hunnerne har ingen stødtænder), at der er over 20 hunner for hver han. I dag er der omkring 2.500 vilde elefanter tilbage i Indien, men det er dyr, der kræver stor plads. Reservaterne er ofte for små, så elefanterne strejfer uden for reservaterne og plyndrer de omliggende marker. De er derfor hadet af bønderne, og der bliver gravet dybe grøfter for at holde dem inde i reservaterne. Der findes også et Projekt Elephant, der prøver at beskytte mod krybskytter, og der bliver lavet korridorer mellem reservaterne, så elefanterne kan vandre fra sted til sted og undgå overgræsning. Da stormogulerne kom til Indien, havde de et ganske andet syn på dyr, og de skulle af sted på elefantryg og jage storvildt. Et tigerhoved eller et helt skind foran pejsen var et statussymbol, og det var det også i de senere finere, engelske kredse.
Der er mindst 200 millioner køer i Indien, og landet er verdens største mælkeproducent, men koen er nyttig på mange andre områder. Studene bruges som trækdyr, og kokasserne bruges til brændsel. Kasserne kan også blandes med mudder og forstærke landsbyernes hytter, og den stærke lugt skulle holde insekter og skadedyr borte.
Vi hørte følgende lille historie: En tiggerdreng var kommet ind i en bus og var næsten ikke til at ryste af igen, indtil nationalguiden sagde: ”Alle disse mennesker i bussen spiser med stor fornøjelse vores mor koen. Når de kan spise moderen, så kan de sikkert også spise børnene”. Så pilede han af. |
På denne rejse skulle vi rundt i Nordindien til nogle af landets højdepunkter, og da højdepunkterne ikke ligge klos op ad hinanden, krævede det foruden de 4 internationale flyvninger til Indien, 3 indenrigsflyvninger, en togrejse på 400 km, to busture på 200 km ad en af Indiens mest befærdede veje, flere mindre busture, motorrickshaws, cykelrickshaws, robåde og gåben. Hele turen gennemført på under 10 dage – det var ikke nogen daseferie. 
Bagagen skulle nu hen til bagagedrop med betjening af en rigtig levende dame, og vi havde kun 13 kg med hver – vi ville så gerne gøre flyselskabet glad. 
Delhi lufthavn er kæmpestor og helt moderne. Visum havde vi hjemmefra, og det gik nemt igennem paskontrollen. Bagved var der en kæmpestor, taxfree shop med priser i US dollars. Bagagen kom hurtigt på båndet, men hvis man stod på den forkerte side, kunne det ikke ses, at personalet tog kufferterne af båndet og stillede dem i en stor bunke. En af vores medrejsende faldt over en kuffert i bunken og slog baghovedet, og det var så slemt, at hun skulle til læge og sys. 
Stor indisk morgenmadsbuffet, og man kunne også få lavet omeletter m.m., men jeg havde bestemt ikke lyst til at prøve indiske specialiteter på den tid af morgenen, så jeg snuppede et par stykker toast. Der var ikke andre gæster end vores gruppe, men masser af personale, og kaffemanden kom kvikt.
Der er 17 kilometer fra hotellet til lufthavnen, og i den tætte morgentrafik tog det 1½ time. Vi kom igennem forretningsområder med meget små boder og store reklameskilte for alt muligt på tagene. Der var også slumområder med telte af plastik, aber i træerne og ubeskriveligt meget affald langs vejene, og det var både plastik i alle afskygninger og hele læs af murbrokker. Langs nogle af vejene var der grønne områder, hvor nogle motorcykler kørte igennem, fordi det så gik hurtigere – så de grønne områder var ikke så grønne endda. Omkring lufthavnen var der pæne, grønne områder og gartnere, der nussede rundt.
Afgang 13.45 med et stort, nyt fly fra Air India, men der var lidt kludder med bordingkortet, for en fremmed dame sad på mit sæde, og vi havde samme plads på kortet. Vi blev flyttet ned på et bagsæde i venteposition, og så fik de flyttet damen til et andet sæde, og vi fik de reserverede sæder.
Vi kan slå fast, at Indien er et stort land, og er med sine 3.287.263 km2 ca. 75 gange større end Danmark og også større end hele Vesteuropa. Det er bestemt ikke hele Indien, der er beboet, for store jordskorpeplader har i millioner af år skubbet kilometertykke lag af folder i vejret og har skabt verdens højeste og yngste bjergkæde, Himalaya. Pladernes bevægelse er efterhånden noget mindre, men alligevel rammes Indien jævnligt af jordskælv. Himalayabjergene består af flere parallelle bjergkæder, der strækker sig over 2.500 km, og selvom det meste af Himalaya ligger nord for Indien, ligger verdens tredjehøjeste bjerg Khangchendzonga på 8.586 meter på grænsen mellem delstaten Sikkim og Nepal. Store floder som Ganges udspringer i Himalaya og fortsætter igennem den store Ganges-slette, der er dannet af erosionsmateriale, som Ganges og dens bifloder har aflejret igennem millioner af år. 
I Kerala og i de nordøstlige stater begynder regnen i slutningen af maj og breder sig i løbet af seks uger til det meste af landet. Således er landet i september blevet friskt, grønt og støvfrit. I de sydøstlige stater som Tamil-Nadu falder der mest regn under nordøst-monsunen i oktober-december. I Meghalaya har de den største nedbørsmængde i verden med i gennemsnit 11 meter regn om året, og rekorden er 26,5 meter på et år. (Og vi klager over vores sølle 65 cm årligt.)
Det store land har mange forskelligartede klimazoner med troper langs de sydlige kyster med næsten samme temperatur året rundt. Inde i landet er der subtropisk fastlandsklima med store temperaturforskelle mellem sommer og vinter, hvor sommeren kan være steghed med over 45 graders varme. 
Alexander den store kom forbi og erobrede Indusdalen, men blev stoppet af Chandragupta Mauryas hær, der tog magten i Nordindien. Hans efterkommere erobrede de omliggende fyrstedømmer, så denne statsdannelse omfattede Ganges-dalen og Indus-dalene samt det mellemste af Indien. I starten blev riget samlet under voldsomme krige, men senere blev herskeren buddhist og begyndte at omvende folk til buddhisme uden tvang. Der blev udhugget Buddha-figurer i klipperne, og de fire løver, der står ryg mod ryg, skulle symbolisere buddhismens fire sandheder, og det er i dag den indiske stats symbol. Den nordindiske kultur bredte sig over store dele af kontinentet, men efterhånden svækkedes riget, og det gik i opløsning.
Guptafamilien erobrede store dele af Nordindien og påvirkede også Sydindien. Det var en kulturel storhedstid med blomstring af matematik, astronomi og litteratur, og på et tidspunkt blev titalssystemet opfundet med begrebet nul. Dette system kom senere til Vesten via den arabiske verden. De fandt også ud af, at Jorden roterede, og de frembragte et fantastisk mindesmærke – den 7 meter høje, rustfri jernsøjle (Iron Pillar), der står i Qutab Minar-komplekset i Delhi. Søjlen er fra 400-tallet og er af ukendt oprindelse. Da den har en renhed på 98 %, kan den ikke ruste, og at frembringe så godt stål fandt europæerne først ud af i 1700-tallet.
I 1526 kom en anden muslimsk stamme fra Turkmenien kaldet mogulerne, og deres hærfører Babar underlagde sig det nuværende nordlige Pakistan og området omkring Delhi og Ganges-sletten. Babars efterkommere kaldes stormogulerne, og de regerede Indien i tre århundreder. 
Englænderne oprettede East India Company i år 1600 og grundlagde handelsstationer i byen Chennai, som de kaldte Madras efter en lokal høvding. Senere fik de fodfæste i Mumbai, der blev kaldt Bombaim (Den gode havn), og det forvanskede englænderne til Bombay, men igen i vore dage hedder byen Mumbai. Der blev også oprettet en handelsstation i en landsby i Bengalen ved navn Kalikata som englænderne omdøbte til Calcutta. I dag er byen igen omdøbt og findes på kortet som Kolkata. 
Der var mange indiske soldater ”sepoyerne” i engelsk tjeneste, men 10. maj 1857 gjorde de oprør, og det bredte sig til store dele af Nordindien. Englænderne havde indført et nyt gevær, og soldaterne skulle bide i patronen, inden geværet var ladt. Patronerne var indsmurt i fedt fra enten ko, hvor koen er et helligt dyr for hinduerne, eller svinefedt, hvor svin er urent for muslimerne. Soldaterne ville derfor ikke bruge de nye geværer, og det udviklede sig til en folkeopstand, som blev nedkæmpet med store blodsudgydelser på begge sider. Heldigvis for englænderne var sikh-regimentet loyalt, ellers havde englænderne nok mistet fodfæstet i Indien.
Engelsk blev indført i administrationen og i undervisningen, og inderne fik meget venligt af englænderne lov til at være med i forvaltningen af deres eget land. En intellektuel elite spirede frem, for den kunne kommunikere på engelsk på tværs af de mange sprogskel.
Mohandas Karamchand Gandhi kaldet Mahatma Gandhi var uddannet sagfører i England og arbejdede i Sydafrika mod raceadskillelsespolitikken mellem inderne og de hvide. Senere tog han til Indien, hvor han blev den ledende forkæmper mod den britiske kolonimagt, især med boykot-aktioner og en-dagsstrejker. Englænderne straffede de strejkende hårdt, bl. a. med nedskydningen af ubevæbnede demonstranter i 1919 i Amritsar. Gandhi var rystet og standsede sin ikke-samarbejdspolitik, men han blev alligevel holdt fængslet af briterne i 1922-24. 
15. august 1947 blev Indien endelig selvstændigt, men til Gandhis store sorg var det kun en halv sejr, idet landet blev delt i et overvejende hinduistisk Indien i midten, omgivet af et muslimsk Pakistan mod vest og et muslimsk Pakistan (nu Bangladesh) mod øst.
Aksai Chin er egentlig kun en øde højslette i 5.000 meters højde, men kineserne har bygget en strategisk vej fra Xinjiang til Tibet, (som de jo også uberettiget har tiltusket sig), og så kan man jo ikke tage hensyn til, at vejen går igennem en anden stats territorium. 
Kongrespartiet har siddet næsten uafbrudt ved magten fra selvstændigheden og op til 1989, og det er familien Nehru, der det meste af tiden har siddet ved rorpinden som premierministre. Efter Jawaharlal Nehru blev hans datter Indira Gandhi valgt, men hun blev myrdet i 1984. Derefter blev Indiras søn Rajiv Gandhi premierminister, men blev myrdet ved en selvmordsbombe i 1991 af en tamilsk radikal, der var utilfreds med Gandhis støtte til Sri Lankas oprørere. Selvom det var et farligt job, indtog andre som Narasimha Rao posten, men nu måtte Kongrespartiet danne en mindretalsregering. Desværre fulgte en tid med en del bombesprængninger udført af yderligtgående hinduer og muslimske fløje, men regeringen prøvede at give mere selvbestemmelse til delstaterne. Ved 50-års jubilæet blev Kocheril Raman Narayanan valgt til nationens højeste embede, og det var den første kasteløse nogensinde.
Befolkningstæthed: 300 indbyggere pr. km2, mod 113 i Danmark. Befolkningstilvæksten er på 1,5 % og det giver 18 millioner flere indere hvert år. Den er dog svagt faldende. Fødselstallet er 21 pr. 1000 indbyggere, hvor Danmark ligger på 11 nyfødte pr. 1000 indbyggere. 
Læger: Der er i Indien 2.165 indbyggere pr. læge og i Danmark kun 180 indbyggere pr. læge.
Forholdene bliver langsomt forbedret med nye boligkvarterer og nye veje, men over en tredjedel af inderne lever stadig under sultegrænsen. Det store problem er også balancegangen mellem fattigdomsbekæmpelsen og hensynet til industriens konkurrenceevne, hvor de lave lønninger giver arbejde til landet, men det er svært for den enkelte at leve af den lave løn.
Delstater og unionsterritorier: Indien er en forbundsstat med 28 delstater og 7 unionsterritorier, og de er vidt forskellige både klimatisk, befolkningsmæssigt, sprogligt og kulturelt.
Der findes højere læreanstalter og universiteter i de fleste større byer, og fagene naturvidenskab, teknologi og medicin er på højt niveau, også efter internationale standarder.
Hinduismen er rummelig, og således pålægger den ikke sine tilhængere at tro på nogle bestemte guder eller at udøve nogen form for rituel handling. Alle Indiens guder kan betragtes som forskellige aspekter af samme guddom. Mange guder har forskellige navne, og der er mandlige guder som Brahma, Vishnu og Shiva, men også gudernes kvindelige energi tilbedes med bønner og ofringer.
Det er kun en lille del af befolkningen, der spiser kød, idet ortodokse hinduer er vegetarer, og de kunne aldrig finde på at spise deres mor – koen. Inderne holder køer på grund af mælken, og faktisk er Indien verdens største mælkeproducent efterfulgt af USA. Oksen og bøflen er de vigtigste trækdyr, dog bruges dromedaren også i det nordvestlige Indien. Selv kogødningen går ikke til spilde, idet den opsamles, æltes med lidt strå, formes og tørres og anvendes til brændsel. Brændselsværdien af køgødning svarer til ca. 100 millioner tons kul om året. 
Inderne kan brødføde sig selv, og der er endda opbygget store fødevarelagre, som inderne velvilligt uddeler til lande, der er plaget af hungersnød. Den grønne revolution har dog medført mere forurening og kræver store mængder af kunstgødning. Samtidig er de store monokulturer mere følsomme over for insektangreb og plantesygdomme, og det kræver sprøjtning.
Inderne kan producere alle typer af varer lige fra knappenåle til atombomber og fra tøj til biler – heraf ca. 450.000 årligt, motorcykler 500.000 årligt, foruden fly, computere og software, hvor inderne er helt fremme i skoene. Også af medicin er Indien storproducent og af samme høje standard som i Vesten. 
Pansernæsehornet, der hovedsagelig lever i Kaziranga i Assam, har næsten været udryddet, og bestanden var i 1908 helt nede på kun 12 dyr. Intensiv beskyttelse har fået bestanden op på 1.200 dyr, men politisk uro i 1990’erne har bevirket, at krybskytterne igen er gået i aktion. Atter er det kinesernes efterspørgsel på næsehornshorn , og det siges, at hornet er sin vægt værd i guld..jpg)
Koen er dog noget særligt, og tilbedelsen af koen, der også kaldes ”Go Mata”, går 2.000 år tilbage i tiden, til højtiden ”Govardhana Puja”, hvor tredjedagen var til ære for en hellig ko. 
Ortodokse hinduer dræber ikke køer og spiser ikke oksekød. Brahminer, der er præster tilhørende den øverste kaste, blev ifølge hinduismen skabt samme dag som koen, og at dræbe en ko ville svare til at dræbe en brahmin. Koen er også hellig, fordi den giver mælk ligesom vores mor, og ”Du dræber da ikke din mor, som har givet dig mælk”. Den holder så ikke helt i længden, da både geder og får også giver mælk uden at være hellige.