 Indiens højdepunkter
Sikherne og Det Gyldne Tempel. 2. del. Sikhismen er Indiens yngste religion. Den opstod i Punjab i 1500-tallet, og det er nærmest en blanding af landbefolkningens hinduisme og stormogulernes islam, men med det klare budskab, at alle i princippet er lige. De er derfor imod kastesystemet, og det er ligefrem forbudt for kvinderne at gå tilslørede. Ved Indiens deling knap 450 år efter religionens opståen levede der stadig et overtal af sikher i Punjab. Mange ønskede en selvstændig stat, men Punjab blev delt midt over, og de efterfølgende uroligheder medførte masseudvandringer fra den pakistanske del til Punjab. I dag bor der sikher overalt i Indien og faktisk i alle engelsktalende metropoler overalt i verden, og de udmærker sig især ved at være driftige folk inden for handel og teknik.
Amritsar er Punjabs største by. Den blev grundlagt for lidt over 400 år siden af Guru Ram Das, der var den fjerde af de 10 sikhguruer. Han havde hørt om en krøbling, der på forunderlig vis blev rask efter at have badet i en dam. Dammen fik navnet Amrit Sarovar (bassinet med udødelighedens nektar).
Hans søn og efterfølger Arjun opførte et tempel i midten af dammen, der efterhånden blev reguleret til et bassin, vandet i bassinet blev helliggjort, og den hellige skrift Grant Sahib blev anbragt i midten af templet i det allerhelligste rum. Byen Amritsar har faktisk fået navn efter det hellige bassin, idet amrit betyder ”nektar” og ”sar” betyder bassin. Templet blev igen besat i 1987 af separatister, og Rajiv Gandhi iværksatte ”Operation Black Thunder”, men denne gang fik man oprørerne ud uden kamp.
I vore dage skulle Amritsar og Det Gyldne Tempel være et roligt og sikkert sted, og da det er i klasse med Taj Mahal og tilmed et aktivt tempel, hører det helt sikkert med til Indiens højdepunkter. Nær templet var der boder, hvor de i læssevis solgte sikhernes stålarmbånd ”Kara” for den formidable sum af 20 rupies, 2,20 kr. stykket, så jeg købte et. Med besvær fik jeg iført mig armbåndet, (skulle nok have taget et nummer større, for det kan ikke komme af igen), og så manglede jeg faktisk kun en turban, et langt skæg og en krumsabel, og så ville jeg fuldstændig ligne en ægte sikhpilgrim.
De fleste pilgrimme, der kom ned ad trappen, lagde sig fladt på maven med hovedet ud mod templet og bad en stille bøn, jeg nøjedes dog med kun at bøje hovedet og indsnuse stemningen.
Aftenspisning på hotellet, og ved næste alle vores indiske måltider var det buffet med masser af indiske varme retter og dertil ris og salat. Rejsen var med helpension, og så vidste Albatros nogenlunde, hvad vi satte tænderne i og fik ned i vores sarte maver. Vores hotel Clark Inn og nabohotellet Best Western lå lidt i udkanten af byen omgivet af ikke særligt spændende huse. Clark Inn havde vi allerede set på et stort reklameskilt inde i lufthavnen, og det så virkelig flot og lækkert ud, men med lidt computergrafik havde de fjernet de grimme bygninger og i stedet plantet nogle grønne træer. Inden morgenmaden var vi lige udenfor for at hilse på en hellig ko, der gik lidt ensom rundt på den ellers øde gade. En ældre mand med turban og langt skæg kørte forbi på cykel, og han hilste venligt: ”Good morning”. Hilsenen gengældte vi selvfølgelig med samlede hænder og et buk – skik følge eller land fly. Indisk morgenmad, der er med mange små lune, ubestemmelige retter, kunne jeg ikke rigtig klare på den tid af dagen, så jeg ristede nogle toast og fyldte syltetøj på og afsluttede med en lille kage. Mærkværdigvis var der på det ellers fine hotel kun pulverkaffe til kaffedrikkerne, men selvfølgelig så kunne man også selv dosere.
Personalet på de indiske hoteller er meget flinke til at hilse, endda nærmest overstrømmende, så vi følte os virkelig velkomne. Uden for hotellerne står altid en dørmand i fin uniform og gerne med et flot svunget overskæg, og han både hilser pænt og åbner døren. Der er som regel ikke stuepiger på hotellerne, men til gengæld stuemænd, og de skulle vel også være lige så gode.
Jeg gik ned mod en mere befærdet vej, og igen blev der hilst til højre og venstre og masser af smil. Bag et lavt plankeværk stod en ung mand og tog bad iført underbukser, for inderne er trods alt blufærdige mennesker. Nede ved vejkrydset stod nogle sukkerrørspresser, hvor valserne blev drevet af et stort hjul med et håndsving. Kun 10 rupies for et glas sukkervand med lidt citron i, og det smagte rigtig dejligt. Sukkerrørene kom igennem valserne to gange for at få al saften ud. Medens jeg stod og drak min saft, var der flere andre, der på cykel lige holdt ind og fik sig et glas. Tanken strejfede mig med hensyn til renligheden, da de fremmede bakterier i glassene blev skyllet af i en spand vand, der havde set bedre dage, men der var heldigvis ingen eftervirkninger af denne sundhedsdrik. I den tid vi var i Indien, spiste vi da også forebyggende tre paraghurtpiller før hvert måltid. På vej tilbage stod en mand i nærheden af hotellet med en lille ladvogn, og han stod med begge hænder i en spand med våde madrester og rodede rundt. 4-5 hunde stod rundt omkring ham og kikkede på, måske fordi der kunne falde en godbid af. Så kom der en bil forbi, og alle hundene for efter bilen og gøede rasende, så den kunne de i hvert fald ikke lide.
Vi blev sat af ved den samme rundkørsel og gik ned ad den samme gade med små værksteder og forretninger. Et sted var barberen i gang med en barbering, og jeg pegede på mit fotoapparat og spurgte, om jeg måtte tage et billede. Ja, meget gerne, og storsmilende kikkede både barberen og kunden ind i kameraet. Samme procedure som dagen før med at sko og strømper skulle af, og der skulle tages fodbad, og vi skulle iføre os en hovedbeklædning, inden de hellige sten kunne betrædes. Vi skulle ind at se kæmpekøkkenet ”Guru Ram Das Langar”, der efter sigende hver dag serverer op til 30.000 måltider tilberedt af frivillige. Det er sådan, at pilgrimme gratis kan spise og overnatte i templet i tre dage, men så forventes det også, at man deltager i madlavningen eller opvasken. Det hele er sat i system, og ved indgangen får man fra kæmpestabler udleveret en bliktallerken og noget bestik. Vi skulle dog bare ind for at kikke, og det var vi velkomne til – jeg var heller ikke så sulten. Kæmpegryder på størrelse med badekar stod simrende på bål, og folk sad i rækker og snittede grønsager. Brødbagningen var mekaniseret, men kæmpe dejklumper skulle dog æltes, og så blev de smidt ind i maskinen og blev til små klumper af samme størrelse og trykket flade som pandekager. Transportbåndet førte dem ind i ovnen, og efter bagningen sad der mindst ti kvinder og stablede fladbrød.
Udenfor var der nogle store indiske drenge, der spurgte, om de måtte fotografere os, og det er faktisk ikke unormalt, for her i Amritsar er der sjældent hvide turister – og hvor er det synd. Udenfor ved det hellige bassin fyldt med nektar var der et sted, hvorfra der kunne bades. Mændene stod bare frit fremme i underbukser og tog tøj af og på, medens kvinderne var lidt mere diskrete bag et lavt plankeværk. At bade her er næsten lige så godt som at bade i Ganges, og efter sigende skulle de evigt sultne karper, der gisper i vandoverfladen rense vandet – måske er de også hellige.
Indenfor i det allerhelligste sad tre mænd i et aflukke. De sang og spillede, og det var dem man kunne høre i højtalerne over hele det udendørs tempelområde. Vi pilgrimme defilerede langsomt forbi, men vi kunne da også have slået os ned på gulvet rundt omkring i templet ligesom mange andre, der sad op ad væggene eller lå ned. Køkkenet, og i det hele taget templet, bliver udelukkende drevet ved donationer, og vi smed nogle 100-rupiesedler ind til en tempeltjener, der sad i aflukket og skrabede pengene sammen i en bunke med en lang paletkniv. Gitte donerede penge på den anden side af rækværket, hvor der ikke var så mange mennesker, og hun fik overrakt en pakke indpakket i et stort orange klæde. Først senere åbnede vi pakken, og den indeholdt to store søde kager, nærmest som marengs.
Øverste etage er oppe i det fri, og man kan komme helt tæt på noget af det 100 kg bladguld, som er doneret af Maharaja Ranjit Singh, og som dægger hele bygningen. For sikherne er stedet lige så vigtigt, som Kaabaen i Mekka er for muslimer, så det er en stor oplevelse og helt sikkert et ægte indisk højdepunkt at have besøgt Det Gyldne Tempel og på tæt hold have oplevet, hvordan helligdommen bliver anvendt i det daglige.
Det var kun ved fodvaskepladsen, at der var postkortsælgere og tørklædesælgere, men faktisk var det slet ikke noget problem, og jeg fik da købt en pakke postkort til en rimelig pris. Senere kunne vi gå rundt i byen helt uantastet.
General Dyer blev nærmest udråbt som en helt af englænderne i Indien, men af inderne blev han kaldt ”slagteren fra Amritsar”. Der var dog også englændere i Indien, der blev forargede, og hele Europa rasede mod England. Udåden forstærkede indernes uafhængighedskamp, og flere og flere fulgte Mahatma Gandhi med civil ulydighed. Der var en retssag bagefter, hvor general Dyer indrømmede alt og også, at han vidste, at der var spædbørn med sammen med demonstranterne, men han angrede bestemt ingenting. Han blev af generalløjtnant Sir Havelook Hudson frataget sin kommando og ville ikke blive genansat i hæren, men egentlig straffet blev han ikke. Mange hjemme i Storbritannien støttede Dyer, herunder Rudyard Kipling, der startede en fond, så han kunne gå på pension og bosætte sig i England. Den britiske Labour-konference vedtog dog kort efter enstemmigt at fordømme Amritsar-massakren som en grusom barbarisk handling. Senere i livet blev Dyer dog i tvivl, om det nu var det rigtige, han havde gjort, og på sit dødsleje i 1927 udtalte han: ”Mange siger, jeg gjorde det rigtige, men lige så mange, at det var forkert. Jeg ønsker kun at dø og lade min Skaber dømme, om det var rigtigt eller forkert”. Personlig er jeg sikker på, at han til evig tid bliver ristet over en sagte ild i helvede.
Bagefter gik vi rundt i gaderne og kikkede på menneskemylderet, og det var venlige mennesker, der gerne ville fotograferes – nogle opfordrede endda til det og takkede bagefter. Et sted sad tre-fire mand og lavede trommer, og den ene var hyllet godt ind i et tørklæde. Jeg spurgte, om jeg måtte tage et billede, og manden med tørklædet tog det af, så hans ansigt kom til sin ret.
På hovedgaden var der højlydte skænderier, og en gammel kone var tilsyneladende blevet ramt af et køretøj, for hun sad ned og så fortumlet ud. Inderne har det med lynhurtigt at tage parti, og hvis man er skyld i en ulykke, bliver man højrøstet kanøflet. Med den uhyrlige trafik, der er i de indiske gader, er det dog ubegribeligt, at de ikke kører sammen hele tiden, og det kunne meget vel være, at den gamle kone bare var gået tværs igennem mylderet uden at se sig for. På hotellet, og faktisk på alle de hoteller vi boede på, gik strømmen med jævne mellemrum, måske kun 5-10 sekunder for så at tænde igen, men jeg tænkte på, at hvis man skrev på computer, skulle der nok gemmes hele tiden. Vi skulle mødes kl. 15 og med bus køre til grænsen til den store grænseceremoni mellem Indien og Pakistan, og mange af os havde glædet os til at se showet. Det regnede dog og begyndte at tordne. Nogle af gæsterne var mødt op i små strikketrøjer og havde hverken regnjakker eller paraplyer med, så hvad tænkte de dog på? Gitte og jeg er selvfølgelig forberedte på alle situationer, så vi havde både det ene og det andet med. Ceremonien skulle starte kl. 16.30, og der var 20 – 25 km derop. Kl. 15.30 var bussen ikke kommet, så der begyndte at være tidnød. Nationalguiden ringede og ringede. Bussen skulle være lige om hjørnet, fortalte han, og det var den stadigvæk 15 minutter senere. Tordenvejret var nu lige op over, og lidt i kl. 16 opgav vi grænseturen efter fælles rådslagning. Selvom bussen ville komme nu, kunne vi ikke få det hele med, og dødskørsel derop i øsende regnvejr var heller ikke lykken. Så aflyst med stor beklagelse, og der må være en buschauffør eller et busselskab, der forhåbentlig har en meget god undskyldning, for oplevelsen ved grænsen var af Albatros udråbt til at være et af højdepunkterne. Nå, efterhånden var der også 10-15 cm vand på gaden omkring hotellet, så vi gik op på værelset, og i det samme kom bussen.
Senere fik vi at vide af receptionisten, der havde forbindelser oppe ved grænsen, at de havde aflyst ceremonien denne aften på grund af vejret, og de havde bare taget flagene ned og smækket porten. Deres hanekamme ville jo nok også have hængt noget og ikke set særlig imponerende ud. En enkel gruppe var deroppe, og de havde gået i mudder til anklerne. Så held i uheld.
Senere da regnen var stilnet af, prøvede jeg at gå en tur, men gaderne stod stadig under vand og hotellet stod nærmest på en ø omgivet af vand, så det var bestemt ikke bare støvregn, der var kommet.
Siden er forholdet mellem dem blevet forbedret, og da Wagah Border grænseshow nærmest er for publikum, som vagtskiftet er på Amalienborg, er det et lille skridt i den rigtige retning til varig fred. Indien vil dog hellere kalde grænseovergangen for Attari Border, efter at det for nylig er afgjort, at landsbyen Wagah faktisk ligger i Pakistan. Grænsen til Pakistan består af et stykke vej, og det er en af de meget få grænseovergange mellem de to lande. Der er selvfølgelig bomme over vejen, og på begge sider af grænsen er der opført tribuner, hvor hundredvis af tilskuere hver aften kan se grænsevagterne paradere frem og tilbage. Begge landes soldater har en vifteformet, kæmpestor hovedprydelse a la hanekam, og de går rundt med højt løftede ben, så Monty Pytons gakkede gangarter ligner vand ved siden af.
Aftensmad på hotellet med stor buffet med mange indiske retter. Der var 9 tjenere til os 28 gæster, så de trådte hinanden over tæerne for at gøre sig nyttige, og ustandselig blev vi tilbudt brød. Her og på de kommende hoteller kunne vi jo sætte os, hvor vi ville og med hvem, vi ville, idet der ofte var 4- eller 6-mands borde. Hvis der sidder nogen i forvejen, spørger man dog lige høfligt, om der er ledigt. Et gang sad der et par ved et fire-mands bord, og jeg spurgte om, der var ledigt: ”Nej, for vi er sammen med nogle, vi kender”, hvortil jeg bemærkede: ”Nå, og I vil så åbenbart ikke kende andre”. Lidt ubehageligt, når nogen ikke ønsker ens selskab, men heldigvis var der mange andre i selskabet, der var rigtig rare og søde mennesker, og som gerne ville lære andre at kende. Det var klart måneskin, da vi kørte mod stationen, og for en gangs skyld var der mennesketomme gader og ingen trafik, så i god tid ankom vi til stationen, hvor toget holdt parat. Det var en stor station med tårne, og perronerne var fyldt med baller indsyet i stof ligesom i en Indiana Jones film, og den lignede præcis sådan som man troede, at indiske stationer så ud. Folk lå og sov rundt om på perronen, og vi gik ind og fandt vores pladser i toget, der hed ”Shatabdi Express Train”. Det ville køre fra Amritsar til Delhi og tilbage igen på den samme dag og det på trods af, at der nok er mindst 400 km hver vej.
Toget var bredt med 5 sæder i rækken. Der var god benplads, og alle pladser havde klapudbord. Vi sad blandet med inderne, og så vidt jeg kunne se, var vi de eneste europæere i toget. En herre foran mig havde et skægbind på sin hovedprydelse under indchekningen, men da han havde sat sig, og faren var drevet over, løsnede han bindet, og skægget kunne udfolde sig frit.
Op ad dagen var det blevet gråvejr, og ind imellem kom der lidt regn. Landskabet var helt fladt med marker, og ind imellem var der landsbyer. Toget sneglede sig forsigtigt igennem de stationer, hvor det ikke standsede. Alle steder kunne det ses, at inderne har et stort affaldsproblem, da der tilsyneladende er lossepladser på alle ledige arealer og også jævnt ind imellem. Flere gange gik jeg ned igennem toget for at kikke, og vi var virkelig de eneste hvide om bord. Jeg fik hilst på nogle af de unge serveringsdrenge, som var i gang med at sortere affaldet, og ubrugte teposer blev omhyggeligt sorteret fra til genbrug. For mig lød det som om deres hilsen foruden et stort smil var: ”Det går fint”. Men hvor skulle de have lært det, og det var det eneste, de kunne sige – heller ikke noget engelsk.
På Delhi station kom kuffertslæberne helt ind i toget, men da kufferter jo i vore dage har hjul, er det slet ikke nødvendigt, selvom vi skulle op og ned ad en hel del trapper. Portørerne, der bar bagage, tog det op på hovedet, og det var to kufferter til hver. Jeg så en ældre portør kæmpe sig op ad en trappe med to kufferter på hovedet plus en stor taske under armen, og han pustede og stønnede. Han har helt sikkert manglet pengene, men man kunne blive helt utilpas ved at se det, og man havde stor lyst til at bære kufferterne for ham og så alligevel give ham pengene. |
Grundlæggeren af sikhismen, der betyder ”at lære”, var Guru Nanak Dev, den første guru, der levede 1469-1539. Siden er han efterfulgt af yderligere 8 guruer, mens den 10’ende er den hellige skrift ”Granth Sahib”, der blev udråbt til den sidste af de 10 guruer. Religionen har i dag 19 millioner tilhængere, hvoraf de fleste bor i Punjab, men ellers er de spredt over hele Indien.
To gange er templet blevet ødelagt af afghanske styrker, og i 1758 kæmpede Baba Deep Singh en voldsom kamp mod afghanerne. Det fortælles, at han mistede hovedet 6 km fra templet, men ikke desto mindre fortsatte han kampen uden hoved i den gode sags tjeneste. I 1803 ombyggede sikhherskeren maharaja Ranjit Singh templet i marmor og guld, og siden er det blevet kaldt Det Gyldne Tempel.
Vi havde haft en nem, lille indenrigsflyvning fra Delhi til Amritsar, og vi var blevet indlogeret på det udmærkede hotel Clark Inn i byens udkant. Sidst på eftermiddagen kørte vi igennem det ufattelige trafikmylder, der findes i alle Indiens byer, og vi blev sat af ved en rundkørsel, da vejen videre frem kun var for små køretøjer. For første gang kom vi helt tæt på Indien ved at gå til fods tæt på menneskemylderet og forbi små butikker, værksteder og hellige køer. En god ting ved Amritsar er, at der næsten ikke er turister, og derfor er der ingen anmassende sælgere eller tiggere, så vi kunne gå helt uforstyrret rundt. Nå, en enkelt lille dreng hilste på og spurgte, hvor jeg kom fra, og han oplyste, ikke særligt overraskende, at han kom fra Indien. Derefter sagde han ”money”, og så var den samtale slut, for en gammel regel siger, at man ikke giver penge til tiggende børn, for så vil de hellere springe skolen over og tigge i stedet for. Tiggeri er der ikke rigtig nogen fremtid i for børn, så jeg sagde: ”No money for children”, og så kunne han tygge på den.
Et stykke fra templet skulle sko og strømper af, og det hele kom i en sæk, og vi fortsatte barfodet til et lavt soppebassin, som spærrede for indgangen, så ingen kunne undslå sig. Et fodbad her har nu nok ikke ligefrem gjort fødderne renere, kun vådere. Inden da havde vi fået udleveret en lille orange klud, og den skulle på hovedet som en let turban, inden det hellige sted kunne betrædes. Vi gik op ad en bred marmortrappe, og så lå Det Gyldne Tempel for vore fødder, midt i det hellige bassin. Et otte meter bredt fortov i poleret marmor med smukke mønstre omgav bassinet, der er 165 x 165 meter, og hele vejen rundt er der smukke bygninger, som de to Ramgarhia-minareter. Minareterne tog meget skade under ”Operation Blue Star”, men er blevet restaureret i 1998, og faktisk var der ikke nogen steder skudhuller at se. Ud af højtalerne lød sang og musik, og alt åndede heldigvis fred og idyl.
En lang smal bro fører over til templet, der er smukt oplyst, her hvor mørket er ved at falde på, og kun ganske svagt ses de kæmpestore karper, der ligger og gisper i det hellige vand og tigger om godbidder. I morgen skal vi indenfor i Det Gyldne Tempel, og her er alle religioner velkomne – gid man var så tolerant i resten af verden.
Det var køligt fra morgenstunden, og det var faktisk skyfrit, men lidt senere blev det overskyet med regnbyger og tåge.
Jeg gik ud på en morgentur i kvarteret, og et sted lå en hundemor med tre små hvalpe og sov midt i affaldet. Sikkert hunde uden ejer, og dem er der rigtig mange af rundt omkring i byerne. Hundemoderen lettede lige lidt på det ene øje, men sov ellers uforstyrret videre, selvom jeg kun var et par meter fra familien. 
Vi skulle hen til templet igen og kørte den samme vej igennem den myldrende trafik. Selvom alle biler og motorcykler ustandselig bruger hornet, udmærkede vores bus sig ved, at den ikke bare dyttede, men ustandselig afgav lange hornkoncerter til skræk og advarsel.
Opvasken var ved stålvaske i lange rækker, og det gjaldt om af følge med, så der hele tiden var noget rent at udlevere til strømmen af pilgrimme. Til sidst kom vi igennem selve spisesalonen, hvor 3.000 pilgrimme kan bespises på samme tid, og unge og gamle, mænd og kvinder sad på sivmåtter og hyggede sig. 
Vi var kommet næsten rundt og skulle via Guruernes Bro Hari Mandir ind i selve Det Gyldne Tempel, der som alle sikhtempler er let løg- eller lotusformet. På broen og i templet er fotografering forbudt, for lidt fred skal pilgrimmene også have. Broen er delt i to med en bred bane, der var fyldt helt op med indiske pilgrimme, og så en smallere enkeltmands bane, nærmest sådan en snydekø som i Disneyland. Vi blev gennet ind i snydekøen for vi skilte os lidt ud, og så blev man lukket ind i hold af et par mænd med langt skæg.
Oppe på 2. etage i templet kunne vi kikke ned på dem, der sang nede i stueetagen. I et særskilt rum sad en mand og læste højt af den hellige bog Adi Granth eller Granth Sahib (kært barn har mange navne), der var og er den 10. guru. Og der bliver læst højt hver eneste dag fra 04 om morgenen til 23 om aftenen, hvor bogen i en ceremoni bliver ført til Akhal Tajht, der er en bygning med gylden kuppel, og her bliver den lagt i seng. Bogen indeholder ca. 3.500 hymner og er en rigtig murstensroman på omkring 40 x 50 cm og er måske 25 cm tyk.
Parken Jallianwala Bagh bringer minder om den store engelske udåd, der skete her 13. april 1919. 20.000 mennesker demonstrerede fredeligt mod en ny lov, som englænderne havde indført, så de uden nogen særlig grund kunne arrestere og fængsle alle indere. Demonstranterne opholdt sig på et stort grønt område omgivet af huse, og uden at være provokeret på nogen måde åbnede general Dyer og hans 150 skytter pludselig ild ind i menneskemængden, der også indeholdt kvinder og børn. Det grønne areal er på 28.000 m2 og var omgivet af mure hele vejen rundt med kun 5 indgange. De 4 var smalle, og kun få personer kunne passere ud ad gangen. Den femte var bredere, men var blokeret af soldater. Egentlig ville Dyer også gerne have nogle kampvogne med maskingeværer med ind i parken, men tilkørselsforholdene var for smalle. Inden skydningen spurgte en af hans undergivne, om de ikke først skulle skyde advarselsskud. General Dyer sagde nej, for de var blevet advaret, så der skulle bare skydes og det direkte ind i forsamlingen og helst ved udgangene. I panik blev mange trampet ihjel i de smalle udgange. Dyer havde gjort op med sig selv, at nu skulle demonstranterne virkelig straffes, fordi de havde forsamlet sig her og protesteret mod en engelsk lov. Nogle soldater skød først op i luften, men generalen råbte: ”Skyd lavt”. Skydningen fortsatte i 10 minutter med uformindsket styrke, indtil de næsten var løbet tør for ammunition.
Mange af demonstranterne blev skudt ned bagfra, da de prøvede at flygte, og mange sprang i brønden, hvor de druknede. Hvor mange, der blev dræbt, er der delte meninger om, nogle siger meget nøjagtigt 337 mænd, 46 drenge og en baby, foruden 1.500 sårede, og andre kilder siger over 2.000 dræbte indere.
Vi var gået ind i mindeparken, hvor der midt i parken var et mindesmærke. Mange steder rundt om på væggene var der skudhuller, og de var omkranset af hvide ringe. Brønden, hvor folk havde kastet sig i, stod der stadig, og der var i nærheden lavet et lille museum om uhyrlighederne. Det var næsten som at gå rundt i Auschwitz, hvor man mindes, men ikke kan forstå, hvor onde mennesker kan være.
Tilbage på hotel Clark Inn, hvor vi fik en kort spisepause, og nu var der mange indiske gæster i den ret lille restaurant. Det kunne tyde på, at det var den bedre middelklasse, der skulle fejre et eller andet over noget god mad. En halv liter lokal øl kaldet Kingfosk koster sådan et fint sted 180 rupies, ca. 20 kr., og på etiketten stod der, at mindsteprisen skulle være 55 rupies.
Efterfølgende prøvede nationalguiden at få os af sted og sagde, at de havde udskudt ceremonien ½ time, men vi var jo gået hver til sit, så det kunne ikke nytte noget.
Indiens deling i Indien og Pakistan i 1947 var en blodig sag med etnisk udrensning af 500.000 mennesker og 12½ millioner drevet på flugt. Efterfølgende var der både kolde og varme krige mellem de to lande, og i 2002 var det ved at gå galt, idet begge lande begyndte at teste deres atombomber.
På hver side af grænsen er der en port, der udgør selve grænseovergangen, og på tilskuerpladserne sidder folk og hygger sig med snacks og sodavand for at se på naboernes krigsdans. På begge sider af grænsen hjælpes soldaterne på vej af hvert lands indbyggere med høje tilråb. Hanekampen tager sin begyndelse med højt løftede ben og truende viften med hovedbeklædningen og aggressivt nedadvendte tommelfingre. Flagene bliver derefter lynhurtigt taget ned, og grænsens to porte bliver lukket med larmende smæk. Selvom der ligger alvorlige grænsestridigheder bag, så forlyder det, at denne omhyggeligt koreograferede aggressivitet, der varer omkring 45 minutter, mest er for publikums skyld, og gud ske lov for det.
Vi skulle med det tidlige morgentog kl. 5.05 mod Delhi, men nattesøvnen var i fare. Selskabet af indere skulle have fest om aftenen, og det var med meget høj musik – eller meget høje ubestemmelige lyde, hvor der ind imellem var nogle toner. Dørene klaprede, og hele huset rystede, og selv med ørepropper og hovedet dybt begravet under puden var det ikke til at falde i søvn. Jan, vores danske guide, prøvede at få dem til at skrue ned for musikken kl. 22, uden det store held. Kl. 23 gik han ned i receptionen og satte sig og forlangte at tale med hotelmanageren, og da han endelig blev fremskaffet, spurgte Jan, om de ville drive hotel eller diskotek. Hotelmanageren valgte heldigvis, at det skulle være hotel, så de slukkede for musikken, og med høje bump begyndte de at rydde op. Nå, vi skulle jo først op kl. 3.15, så der var mulighed for at få sovet en smule. Hotellet udleverede en morgenmadspakke, for der var ikke tid til det store morgenmadsbuffetbord, når bussen gik fra hotellet kl. 4.15.
Rajdhani og Shatabdi tog er de hurtigste med over 100 km i timen og kun få stop på strækningen. Mail og Express er betegnelsen for almindelige hurtigtog, men man skal dog ikke forvente, at de bevæger sig igennem landskabet med mere end 50 km i timen. Det er dog mere end Ordinary og Passenger, der er rigtige bumletog med 25 km i timen, og som standser ved alle stationer, og i disse sidste tog er det jungleloven, der gælder, hvis man skal have en siddeplads.
Toget gik til tiden kl. 5.05. Det kørte først meget langsomt, men så hurtigere og hurtigere ud i mørket. Vi spiste vores medbragte hotelpakke, men lidt efter var der på denne sultanklasse servering af små termokander med tilhørende teposer og dertil nogle Mariekiks og noget chokolade. Der var også en flaske rent vand i forseglet flaske ved hvert sæde. Senere på turen var der igen servering af et lille måltid, med noget varmt, brød og marmelade og noget juice.
Vinduerne i toget var beskidte, og det var tåget vejr, så det blev kun slørede billeder, der kunne tages. Da vi nærmede os Delhi, sneglede vi os af sted, og døren blev lukket op, medens vi holdt på skinnerne, og så kunne der tages nogle billeder ud ad døren af slumbyerne langs sporet, hvor børnene også legede.