Indiens højdepunkter. 

Delhi og Ganges’ hellige by Varanasi.   

Af Kim Greiner.

3.del.  

Januar 2012. 

Igennem Old Delhi.  

 Med en historie, der spænder over 3.000 år, har Delhi øvet stor indflydelse på den indiske kulturhistorie. Medens kystbyerne i Indien stadig var mudderbanker, var Delhi hovedstad for et ældgammelt rige. Ikke mindre end to dronninger og 70 konger har regeret her siden 1193, for herskerne er kommet og gået, og få byer har været bygget, forsvaret, erobret, plyndret, brændt, forladt og genopbygget så mange gange som Delhi.

 I vore dage er byen en afspejling af hele Indien med de rige og den politiske elite siddende tilbagetrukket i deres fine huse, medens den fattige bydel lever sit eget liv som altid.

 Efter togrejsen fra Amritsar i det nordlige Indien til hovedstaden Delhi forlod jeg stationen med en lille smule dårlig samvittighed – jeg selv havde båret eller rettere rullet vores egen bagage, og der var sikkert en drager, der gerne ville have haft tjansen. Så kunne vi have sluppet for at slæbe vores enlige fælleskuffert op og ned ad en trappe, hvilket for resten slet ikke var noget problem.

 På vej ud af stationen slog det mig igen, kors, hvor er her beskidt, og hvor ligger der meget affald langs gaden – det er næsten lige så slemt som ved Valby station.

 Vi kørte hen til en restaurant, der hed Broadway, og på trods af navnet var den smukt indisk indrettet, dog med et par enkelte billeder af nogle amerikanske skuespillere.

 Byen er delt op i Old Delhi, som er den gamle, oprindelige by, og New Delhi, som englænderne grundlagde. Vi startede med at køre ind i Old Delhis nordlige bydel, der er grundlagt i 1600-tallet af Shan Jahan. I Shan Jahans tid hang der nok ikke elektriske ledninger, der som vildtvoksende, sorte lianer hænger i tykke bundter over de snævre gyder med tætstående byhuse. Men aberne, der kravlede rundt i lianerne og på hustagene, var der nok også i Shan Jahans tid.

 Vi kørte hen i nærheden af Indiens største moske, men blev sat af et stykke derfra, og den videre fremfærd foregik i cykeltaxier, der så i konvoj kørte hen imod moskeen. I trafikken gælder jungleloven, og kun den stærkeste overlever eller i hvert fald kommer frem. Der er kun minimale huller i trafikken, men med nærmest dødsforagt fandt vores cykelmand disse huller, og med kun centimeters mellemrum snittede han alle mulige køretøjer. Tilsyneladende er der ingen regler, men sjældent hører man folk, der er utilfredse med trafikken ud over den evindelige dytten. Sådan et kaos kender vi ikke i Europa, og vi ville nok heller ikke tolerere, at trafikken skal uden om et par hellige køer, der ligger og gumler midt i det hele.

 Der er mange motorcyklister, men ikke ret mange af dem bruger styrthjelm. Det siges, at der er mangel på hjelme, da der ikke produceres nok, men til gengæld bliver der produceret menneskekranier i overflod.

 Undervejs udpegede vores cykelmand seværdigheder, selvom jeg ville ønske, at han ville koncentrere sig om trafikken, men uden at have lidt den mindste smule overlast blev vi sat af ved den store trappe, der fører op til Jama Masjid – Indiens største moske.  

Indiens største moske Jama Masjid.  

 Islam blev nogle bekendt grundlagt i 600-tallet af profeten Muhammed i Saudi-Arabien. Den hellige bog koranen består af en række guddommelige åbenbaringer, som Muhammed modtog via englen Gabriel. Islam hviler smukt på de fem søjler: Trosbekendelsen, bønnen, almissen, fasten samt pilgrimsfærd til den hellige, sorte sten Kaaba i Mekka. Og faktisk står der ikke et ord i koranen om, at kvinder skal bære tørklæde eller formummes bag en burka.

 Islams hellige dag er fredag, og hovedmoskeen i hver by hedder Jama Masjid (Fredagsmoskeen). Der lever 140 millioner muslimer i Indien, og det er flere end hele den pakistanske befolkning. Indien er derfor den næststørste muslimske nation i verden efter Indonesien.

 Der har i Indien igennem tiderne været en række konflikter mellem muslimer og hinduer, og en ydre årsag er, at islam ikke tillader, at Gud, mennesker eller dyr afbildes (og slet ikke med en bombe i turbanen), og det er en skarp kontrast til hinduismens vrimmel af gudebilleder.

 Mellem linjerne, eller det er faktisk helt åbenlyst, så er min mening, at religion er noget, fanden har skabt, og ingen ting på denne jord har kostet så mange krige og menneskelige ugerninger som forskellen mellem verdens religioner. Lad dog folk tro på, hvad de vil og lad dem dyrke deres Gud eller guder, som de vil, og lev så ellers i fordragelighed med hinanden.

 Den store fredagsmoske i Delhi blev påbegyndt af Shan Jahan i 1650, og efter 5.000 arbejderes slid stod den færdig i 1658. Der er en stor, kvadratisk gård med fire hjørnetårne og to minareter. Der er indgange i tre af siderne, og mod vest ligger selve moskeen med en bedesal. Moskeen er mere lang og smal, end den er dyb, så Delhis muslimer må til fredagsbønnen benytter den store plads udenfor, der efter sigende kan rumme 25.000 mennesker. Centralt på pladsen er der et stort vandbassin, der kan benyttes til vask af ansigt, hænder og fødder.

 Der var visse restriktioner for de vantro hunde som os, der ville besøge moskeen. Vi mænd kunne nøjes med at smide sko og strømper, men kvinderne skulle iføre sig lange, løshængende, farvestrålende kjoler. Formummet var der herefter ingen diskussion om, hvor bare arme må være, eller om man kan se mere eller mindre til kvindernes fristende ben.

 Det kostede 200 rupees at få et fotoapparat med ind til herlighederne, men så meget var der nu heller ikke at fotografere. Der hang en række tørresnore hen over gårdspladsen, og det var til at hænge klæde op om sommeren for at give skygge til de bedende. I et hjørne af gården var der udlagt korn, og en stor flok duer tog for sig af retterne.

 Moskeen var flot, men ikke så imponerende som andre moskeer, vi har besøgt i Istanbul eller i Egypten, hvor man i kæmpesale kan henslænge sig på de tæppebelagte gulve. Til gengæld er der en fin udsigt ud over byen, da moskeen ligger så højt.  

Lakshmi Narayan-templet.  

 Det gik videre med cykeltaxi, hvor to europæiske bagdele kun med besvær kunne finde plads. Cykelchaufføren gjorde et stort nummer ud af at have lige præcis os med som passagerer igen, måske havde han luret, at vi var venligtsindede mennesker og måske også gavmilde.

 Vi kørte igennem de snævre basargader, hvor to cykeltaxier dårligt nok kunne passere hinanden, samtidig med at der var tykt af gående og enkelte motorcykler, der dyttende prøvede at presse sig igennem. Langs gaden var der små forretninger beregnet for inderne selv med sølv, sarier, krydderier og købmandsvarer.

 Vi var på vej hen til Lakshmi Narayan-templet, der stod færdigt i 1938. Tidligere tiders muslimske herskere tålte ikke hinduistiske templer, så i Nordindien blev de ødelagt på stribe. Det måtte der rådes bod på, så en industrifyrste finansierede opførelsen af dette tempel, der derfor også kaldes for Birla-templet efter fyrsten. Som model til templet er brugt et tempel i Orissa, og der er blevet et pragtfuldt bygningsværk ud af det, meget flottere end moskeen. Templet er med en masse små tårne, balkoner og udskårne vinduer, og så er det malet i okkerrød med gullighvid kontrastfarve. Lakshmi er gudinden for lykke, velstand og skønhed, så hun er en af Indiens mest populære guder, og hendes store betydning afspejles i dette tempels overdådige arkitektur.

 Udenfor sad en hellig mand på et lille klæde, og der var kun lagt nogle mønter foran ham, så jeg gav ham 100 rupees, og han blev så glad – måske er jeg nu et skridt nærmere moksha, nå nej, der må ikke være nogen bagtanker med godheden.

 Også i dette tempel skal skoene af, og der må ikke engang tages fotografiapparater med ind i området, men der er skabe, så de kan låses inde. Det var koldt om fødderne, men op ad en mur var der sol på den inderste brune sten, og den havde suget noget varme til sig, så der kunne fødderne varmes.

 Guderne sad i nicher rundt om i templet, og vores nationalguide fortalte og førte os rundt. Det er for øvrigt Gandhi, der i sin tid indviede templet, men kun på den betingelse, at det også skulle være åbent for de kasteløse, der den gang blev kaldt ”de urørlige”.

 Uden for templet var der en flok skolepiger, der gerne ville tale engelsk. De gik lidt med, da vi gik, men blev kaldt tilbage af deres lærerinde.  

Lidt om nogle af hinduguderne.  

Hinduguderne er en broget affære, og det bliver jo ikke nemmere, når de samme guder har forskellige navne og optræder i forskellige inkarnationer, men her er et lille overblik:  

Brahma skabte universet og ses ofte på sit ridedyr gåsen. Han har fire hoveder og flere arme. Han dyrkes ikke meget, for hans gerning er udført, og det hjælper derfor ikke at bede ham om noget.  

Saraswati er Brahmas hustru, og hun er lærdommens, musikkens og visdommens gudinde og tilbedes derfor ofte af studerende. Hun ses ofte ridende på en svane og spillende på sin ”veena”, et strengeinstrument.  

Vishnu repræsenterer det positive og bevarende og beskytter mod dæmoner og onde magter. Han har normalt fire arme og ligger på en lotusblomst eller på den syvhovedede kobraslange ”Shesha”. Når han er ude at ride, benyttes ”Garuda”, der er halvt ørn og halvt mand, og som ofte sidder vagt foran Vishnutempler. Vishnu har ni gange ladet sig føde i andre former – avatar. I følge mytologien vil han snart vise sig på Jorden den tiende gang som ”Kalki”, en hest med gedehoved, og denne gang forårsage Jordens undergang på grund af menneskers umådelige begær efter materielle goder.  

Rama er den 7. inkarnation af Vishnu og er ofte fremstillet med blå hud. Han er hovedpersonen i en lang indviklet historie, hvor aben Hanuman redder Ramas kæreste Sita fra den tihovedede dæmon Ravana. Ravana satte ild i Hanumans hale, så husene i byen brændte ned, men han fik hjælp af ildens gud Agni, og i det endelige opgør dræber Rama den onde dæmon og redder sin udkårne.  

Hanuman er jo slet og ret bare en abe, men er blevet ophøjet til gud og bærer klæder. Under bestemte højtider overhældes han med rød maling, og han tilbedes mest effektivt tirsdag, torsdag og søndag. Han giver styrke og tilbedes især af mænd, hvorimod kvinderne er mere skeptiske, da han er ugift. På grund af at han hjalp Rama, er aben hellig i Indien, og aberne ses ofte ved templerne, hvor de bliver fodret eller selv tager for sig af offergaverne.  

Krishna er den 8. inkarnation af Vishnu, og han har også ofte blå hud og spiller ofte på tværfløjte, og hans kæreste Radha er ofte i nærheden. Han er meget populær, og folk valfarter til hans fødested Mathura på Gangessletten. Han voksede op blandt hyrder, der beskyttede han mod den grumme kong Kansa, der efterstræbte alle drengebørn, der kunne true hans magtposition. Selvfølgelig får Krishna efter mange skærmydsler dræbt den onde konge og befriet folket.  

Shiva er en kompliceret gud, fordi han både ødelægger og genopbygger. Han optræder ofte i en vild dans fægtende med sine fire arme og svingende med sin trefork. Han har et ekstra øje i panden, hvormed han kan skue ind bag tilværelsen. Hans ridedyr er tyren Nandi, der ofte ligger foran shiva-templerne. Den milde form af Shiva er skaberen af frugtbarhed og ses ofte som en ”ligam”, der er en fallosformet sten, der er anbragt på en ”yoni”, der ligner en stiliseret vagina, og i de fleste templer står der rækker af dem.  

Devi er Shivas hustru, og hun er modergudinden, der symboliserer naturkraften, der både skaber og nedbryder. Hun ses ofte ridende på en løve eller tiger. Hun ses også ofte i flere udgaver, og Kali er den sorte, blodtørstige udgave af Shivas hustru, og hun kræver hver dag blodofre. Før i tiden var det menneskeblod, men nu er hun tilfreds med blod fra en gedebuk eller en hane. Hun ses ofte afbildet med et blodigt sværd og en blodrød tunge, der hænger langt ud af munden. Hendes halskæde eller mavebælte består af afhuggede hoveder. Kali dyrkes især i West Bengalen og i Kolkata (Kalikata), der har navn efter hende.  

Ganesh er guden med elefanthoved og er søn af Shiva og Parvati, og han elsker søde sager og frugt. Han afbildes ofte stående på sit ridedyr rotten, med sine fire buttede arme strittende ud som en venlig gestus. Han er meget populær, når der skal tages vigtige beslutninger, og det hjælper at lægge en blomsterkrans og selvfølgelig noget sødt og en frugt.  

India Gate og hvorfor gav jeg ikke efter.  

 Der er stor forskel på Old Delhi og New Delhi, hvor sidstnævnte blev grundlagt af englænderne i 1911. Den fremstår som en vidtstrakt, grøn by med brede boulevarder, højt byggeri og grønne parker, og den mest slående forskel er, at der næsten ikke ligger noget affald i gaderne. Der er heller ingen hellige køer eller oksekærre og kun få tiggere og cykelrickshaws, for de har adgangsforbud. Delhi skal fremstå som en moderne storby over for omverdenen, og højhusene rummer kontorer, banker og hoteller, og det hele ser jævnt kedeligt ud og mangler den sjæl, der er i Old Delhi. Nå indrømmet, vi nåede heller ikke at se ret meget af New Delhi, og vi kørte kun forbi Præsidentpaladset, der lå noget afsides.

 En af Delhis seværdigheder – ok, kun nummer 27 – er ”Sulabh International Museum of Toilets”. Vi fik desværre ikke set det, men det skulle være et interessant sted, der viser toilettets udvikling rundt omkring i verden. Man må håbe, at udstillingerne ikke er alt for realistiske.

 Fra Præsidentpaladset går den brede gade Rajpath (Kongernes vej) ned mod krigsmonumentet India Gate. Vi blev sat af et stykke fra India Gate, hvor der var et menneskemylder op mod buen, og vi kom forbi forskellige boder og sælgere. På Republikkens Dag den 26. januar er der store, farverige parader i området, men det var der et par uger til.

 Der var en ung mand, der pegede op i luften og sagde look, look, men jeg kunne ikke se noget og vidste ikke rigtig, hvad han mente.

 Oppe ved den 42 meter høje triumfbue spillede et militærorkester, og folk stod og lyttede, og vi gik rundt om buen. India Gate er rejst til minde om de 90.000 indiske soldater, der faldt i kampene i det nordvestlige Indien og i Afghanistan under 1. Verdenskrig. Hvert eneste navn er indhugget i buen, og siden 1971 har der brændt en evig flamme for Den Ukendte Soldat, der mistede livet i krigen mod Pakistan.

 På vej tilbage fandt jeg ud af, hvad den unge mand, der havde peget op i luften, mente, for han solgte nogle propeller, der kunne skydes op i luften med en elastik. Jeg købte 6 propeller for 100 rupees til børnebørnene, og så mente jeg, at jeg med 6 stk. var dækket godt ind. Det mente sælgeren dog ikke, og han tilbød flere og flere, og nærmest desperat kunne jeg til sidst få 21 propeller for 100 rupees. Nu fyldte de ret meget, og 21 ville nærmest fylde en halv kuffert, så jeg måtte gøre mig hård og sagde nej. Bagefter har jeg faktisk fortrudt, for det var tydeligt, at han virkelig manglede de 100 rupees, og herregud det var kun 11,70 kr. i danske penge. Nu kendte jeg ikke hans historie, men det kunne være, han havde en gammel mor, eller han havde to sultne børn derhjemme, så hvorfor gav jeg ham ikke bare de 100 rupees. Han kunne endda beholde propellerne, og så havde jeg samtidig fået sjælefred.  

Panik og tæt tåge fra Delhi til Varanasi.  

 Efter India Gate mørknede det hurtigt, og vi blev indlogeret på vores tidligere hotel The Atrium i Delhi, hvor vi rådede over både en dagligstue og et soveværelse med marmorgulv. Hotellet er stort og har en overdækket atriumgård med grønne planter, og det eneste, de manglede, var nok nogle flere gæster, for jeg så ikke andre end vores gruppe. Til aftensmad var der stor buffet med mindst 14 forskellige varme retter foruden salater og desserter. Der var nok mad til mindst 100 personer, og vi nærmest kun nippede til det.

 Da de fleste i gruppen havde spist, begyndte en gruppe musikere at stemme instrumenterne, og en sød sangerinde så ud, som om hun skulle til at synge. Inden de kom i gang, var de fleste i gruppen listet af, og vi fulgte trop, for det ville da være endnu mere pinligt at rejse sig og gå, når de var kommet i gang med at spille og synge. Så det var da synd for dem, at ingen gad høre på deres sikkert smukke musikudfoldelser, men vi havde været oppe siden kl. 4 i morges og skulle op næste dag kl. 5.

 Stor opdiskning af morgenmad, og det begyndte snart at være pinligt, at vi ikke spiste ret meget af al den mad, der blev stillet frem. På den tid af morgenen kan jeg selv kun spise tre stykker toast med marmelade.

 Afgang fra hotellet kl. 6 efter behørig udpegning af vores kufferter inden læsningen i bussen. Sidst vi havde kørt til lufthavnen, tog det 1½ time, men nu var det søndag, og turen kunne klares på kun ½ time.

 Nem indtjekning af sikkerhedsfolk i brune uniformer med op til to store stjerner, og faktisk var de fleste af dem kvinder. Meget indisk skulle vi ud at flyve med SpiceJet, men da det var tåget, blev det annonceret, at der var forsinkelser, så folk tog det helt afslappet. I samme øjeblik, hvor der blev sagt i højtaleren, at bordingen var udskudt ½ time, stod der på tavlerne, at der var bording now, og folk for til flyet som en hønseflok. Vi skyndte os ned og kom lige med en bus ud til flyet, og ellers var gaten helt tom. Vores danske guide Jan gik vist lige i panik, for han havde ikke fået sin gruppe med, for det var ikke alle, der havde været lige så hurtige på aftrækkeren som Gitte og jeg.

 Indvendig kunne det godt ses, at flyet var af ældre dato, men til gengæld var der to meget kønne, indiske stewardesser. Flyet gik i luften, og hele vores gruppe var mirakuløst kommet med, men nu kunne vi godt bruge et mirakel til, så vi også kunne komme ned igen. Det tager ikke mere end lidt over 1 time at flyve fra Delhi til Varanasi, men tågen forhindrede, at vi kunne lande. Vi kredsede rundt i intetheden oven over Varanasi, og mine tanker begyndte af flyve. Kunne vi risikere at skulle flyve tilbage til Delhi, hvis det ikke var sikkert nok at lande i Varanasi? Men var det så blevet mere tåget i Delhi i mellemtiden, og hvor meget brændstof har sådan en maskine med i tankene? Jeg prøvede at hidkalde de hinduguder, hvorunder jetflyvning sorterede, men havde faktisk svært ved at finde den rette. Heldigvis var der andre pilgrimme i flyet, der havde styr på guderne, for efter ½ times rundflyvning beslutte piloten at lande i Varanasi, og alt gik godt, selvom det var noget af en ærtesuppe. 

 Fra lufthavnen var der en halv times kørsel til Hotel Hindusthan International, der lå lidt tilbagetrukket, men alligevel nærmest midt i hurlumhejet på en trafikeret gade. Hotellet var stort, og der var flere gæster. Værelset var ok, men lidt skrabet, og der var ingen hårtørrer og kun en tom minibar – ikke at vi nogensinde bruger en minibar, for alt plejer at koste en formue.  

Buddha og fravær af begær.  

 Buddhismens grundlægger Siddharta Gautama blev født som prins ca. 563 år f.v.t. i Nepal. En række begivenheder viste ham tomheden ved materielle goder, og da han var ca. 29 år, forlod han sin familie og drog ud i verden for at leve asketisk og finde svar på tilværelsen igennem meditation. Det tog ham 5 år at nå til den grundlæggende, oplyste erkendelse, at begrebet jeg er en illusion og at indse, at det er kilden til al lidelse.

Denne oplysthed kaldes ”nirvana”, der betyder ”fravær af begær”, og når dette begær er væk, kan det ikke forstyrre den oplystes indsigt. Når ”nirvana” er opnået, har man brudt reinkarnationens cyklus, og man slipper for at blive genfødt, måske til nye lidelser.

 Siddharta holdt sin første forelæsning i dyreparken i Sarnath, og mange blev fascineret af hans tanker og fulgte ham og kaldte ham Buddha, der betyder den oplyste. Han lagde vægt på, at han ikke havde fået sine tanker fra Gud, men at det bare var tanker fra et ganske almindeligt menneske, der havde udviklet nogle arbejdsmetoder for at opnå ”nirvana”.

 Buddha døde i 483 f.v.t., og da var han ca. 80 år gammel, og buddhismen havde stor indflydelse i århundreder, indtil hinduismen atter fik overtaget i Indien.

 I denne buddhistiske periode blev der bygget adskillige klostre og ”stupaer”, der oprindeligt er et halvkugleformet tempel til buddhistiske relikvier. I dag har buddhismen ikke den store udbredelse i Indien, men er dog hovedreligion i delstater som Sikkim og Ladakh.  

Buddhismens allerhelligste sted i Sarnath.  

Indiens store buddhistiske hersker Ashoka, der efter nogle voldsomme krige blev fredelig som et lam og gik over til buddhismen, indførte buddhismen som statsreligion i det meste af Indien, foruden at der blev sendt missionærer ud til nabolandene. Ashoka fandt stedet i Sarnath så helligt, at han lod opføre stupaer, templer og klostre. Det blev imidlertid ødelagt senere af indtrængende muslimer, og stedet blev glemt, indtil nogle britiske arkæologer i 1836 fandt ruinerne, som derefter blev udgravet. Foruden et væld af ruiner rejste den 33 meter store Dhamekh-stupa sig i al sin magt og vælde, og det er et bygningsværk fra 600-tallet. Stupaen er forskellige steder dekoreret med stenrelieffer, og ind imellem kunne der stadig ses rester af bladguld.

Et af Indiens højdepunkter er selvfølgelig at se, hvor Buddha holdt sin første tale, så efter en kort pause på hotellet kørte vi mod byen Sarnath, der er et af buddhismens hellige steder. Det var her i Sarnath, at Buddha i år 530 før Kristus holdt sin første tale til sine 5 disciple og gav dem et kursus i livskundskab. Området er derfor et buddhistisk centrum med stupaer, og alle rettroende buddhister tiltrækkes af stedet.

 Her i Sarnath var der faktisk, som jeg hjemmefra troede, at der var i hele Indien – et utal af sælgere og børn, der tiggede. Nå, vi fik da købt en ganske smuk stenelefant med den finesse, at kroppen var gennemhullet af små ”vinduer”, og inde i kroppen stod der også en lille elefant. Hvordan de så har skåret den lille elefant ud inde i den store, må guderne vide. Den kostede da også den formidable sum af 400 rupees ca. 50 kr., Jeg lod mig også besnære af en tiger til kun 200 rupees, og den kunne vippe med både hoved og hale, når man svingede med en lille kugle.

 Vi var inde i Sarnath Museum, hvor der var masser af hele og halve stenfigurer og også Ashoka-søjlernes løver, der fire ad gangen står ryg mod ryg og nu er Indiens nationalsymbol og trykt i venstre hjørne på alle indiske pengesedler.

 Efter museet gik vi ind i Sarnath ruinområde, der er kendt som ”The Deer Park”, selvom her ikke længere er hjorte. Inden da blev vi igen sælgerramt, og jeg fik købt to vippedyr mere, men nu til 100 rupees stykket. Senere kunne de endda fås til kun 50 rupees stykket, men nu havde jeg nået vippedyrsmætningspunktet og lod mig ikke friste yderligere.

Templet Mulagandha Kuti Vihar, der også ligger i området, er et forholds nyt tempel opført af ”Maha Bodhi Society” i 1931, efter at buddhister over hele verden har givet et bidrag. Templet er bygget i røde sandsten og har en tårnagtig stupa. Efter på behørig vis at have aftaget skoene og overladt dem til et par drenge gik vi indenfor, hvor der står en stor statue af Buddha, men det smukkeste er næsten alle de freskoer, der pryder væggene og skildrer scener fra Buddhas liv.

 Ved siden af var der et lille tempel, hvor figurer af Buddha sad omgivet af de fem lærde disciple. Et stort træ var angivet til at være det træ, hvorunder Buddha havde holdt sine første forelæsninger, men mon ikke det var en stikling af en stikling, for ellers skulle det jo være flere tusinde år gammelt.

På vej rundt i området stod en flok turister og sang. Det var såmænd en gruppe japanske pilgrimme, der iført gule kasketter også var på besøg på dette hellige sted.  

En ægte Buddha forfalskning.  

 En meget gammel kone der, var hyllet godt ind i klædedragt, tiggede ikke, men hun så ud til godt at kunne bruge en hjælpende hånd, så Gitte gav hende en 100 rupeesseddel. Den gamle kone var omgivet af 3-4 unger, og et af pigebørnene hoppede op og var kun et splitsekund fra at snuppe pengene ud af hånden på den gamle.

 En ung mand havde et par Buddhafigurer til salg. Den ene så nylavet ud, og den købte en af de andre gæster, men da hun var gået lidt væk, trak han tys tys en anden figur op af lommen, og den var indsvøbt i en gammel avis. Han viste mig den hurtigt og så sig omkring, for det var en meget gammel buddhafigur. Den var dækket af et tyndt lag lermudder, og når man bankede på den, lød det som sten. Den så meget detaljeret ud på forsiden, medens bagsiden så ud, som om den var hugget ud af en plade, for der var adskillige huggemærker. Han skulle have 1.000 rupees for den, fordi den var så gammel. Nu er der lige det, at man ikke må udføre noget fra Indien, der er over 100 år gammelt, og jeg havde hørt, at kosten i indiske fængsler ikke er så god, og de har ikke engang farve-tv på værelserne, så jeg var lidt betænkelig. Medens jeg tænkte, raslede prisen ned, og så slog jeg til, da den nåede til 200 rupies ca. 23 kr. Hele resten af dagen var jeg i vildrede, om jeg havde overtrådt landets love eller var faldet for en turistfidus. Jeg viste den til vores guide Jan om aftenen, og han bedømte den til at være en ægte forfalskning. Nå, det kan godt være jeg en dag alligevel tager den med til Nationalmuseet, men under alle omstændigheder er jeg meget glad for den, og det er min bedste souvenir fra Indien.

 Lige ved siden af hotellet lå der et stort tøjsupermarked, og der var endda 50 % rabat på alt. Man kunne købe cowboybukser til 10 kr. og ellers priser i den stil, men vi købte tre børnejakker og et smukt tøjklæde, og alt i alt blev det 780 rupees, sådan ca. 90 kr.

 Hyggelig aftenbuffet på hotellet sammen med nogle af vores medrejsende, der gerne ville sidde ved siden af os, og de andre, der endelig kun ville sidde ved siden af nogle, de kendte hjemmefra, fik lov til det.  

Tidlig morgentur til Ganges’ hellige vand.  

 Varanasi er en af Indiens allermest hellige byer, da den ligger ved Ganges-floden. Floden går på en kort strækning direkte nord-syd, og i 2.500 år har byen tiltrukket søgende pilgrimme, der ønsker at bade i Ganges’ hellige vand. At dø her ved den hellige flod og få sin aske udstrøet i floden er et skridt på vejen til at opnå ”moksha”, der er frigørelsen fra cyklussen af liv og død i genopstandelser igen og igen. Døden er ikke et tabu i Indien, men er en del af livet, og døden er kun en mellemstation, inden sjælen for de flestes vedkommende genopstår i et nyt legeme. Hvis man har været god i sit liv, genopstår man til et bedre liv i sit næste, hvis ikke, kan man risikere at genopstå som abe eller kvinde.

Tidligt om morgenen er vores bus med en lille flok turister stoppet omkring en halv kilometer fra bredden, og i gåsegang begiver vi os igennem de snævre gyder mod floden. Tæt på floden sidder tiggerne i lange rækker langs muren og følger os med øjnene. Det er godt at have små sedler i lommen, hvis man skulle støde på en værdigt trængende. En ældre mand uden fingre, måske spedalsk, og et par ældgamle koner udså jeg hurtigt til nok at kunne trænge til nogle håndører, og nogle sedler skiftede ejermand. Vel vidende at ikke alle kan tilgodeses, kan lidt vel hjælpe her og der.

 Små og store robåde ligger i hobetal ved bredden, og hele vores gruppe stiger op i kun én båd, der ros at to mænd i forstavnen, og vi lægger fra. Solen er lige stået op, men den stille flod er dækket af en let dis. At opleve en sejllads på Ganges-floden på netop dette sted er et af de mest eventyrlige syn i Indien.

 Det er kun den vestlige side af floden, der er hellig, og her ligger byen med sine mange templer og morgenaktiviteter. Den østlige bred er helt øde og er blot en flad strandbred uden et eneste hus. På den hellige side er der omkring 70 bade-ghatér, der er trapper ned til vandet. Enkelte steder er der lidt strandbred, men i forårstiden, når sneen smelter i bjergene, stiger vandstanden, og mærker på husene viser, at det nogle gange er op til 15 meter, og mange huse bliver ødelagt.

Stille glider vi op langs kysten, og inde på bredden er der livlig aktivitet med badende mennesker. Mændene er i lændeklæde eller i underbukser, og kvinderne er i farverige sarier. Nogle mænd svømmer ud til midten af floden, som var det en almindelig badetur, andre sidder stille og plasker vand på sig. Nogle steder bliver der vasket tøj, og det bankes på en række skrå sten, der er stillet op til formålet. Vaskekonerne viser sig faktisk næsten alle at være mænd, og de står i lændeklæde og i vand til knæene. Vandet er egentlig ikke så beskidt, som jeg forventede, det flyder i hvert fald ikke med affald – men hvordan kolitallet har det, kan der kun gisnes om.

 Vi nærmer os et af de steder, hvor der kremeres, og her er fotografering forbudt. Nogle mænd kommer bærende med en båre med et indhyllet lig. De går et stykke ud i vandet og pøser vand på ligklædet og går så op til kremeringspladsen. Brændestabler står rundt omkring nærmest i tårne og venter på at blive solgt. Det er en kasteløs mand, der står for brændesalget, og han er en af byens rigeste mænd. Brænde er dyrt, og derfor bliver det bedømt af eksperter hvor meget brænde, der går til hver enkelt person. Brændet skal allerhelst være sandeltræ, men det er så dyrt, at det kan købes i små poser med træspåner, der så udstrøs på bålet. Ligbrændingsceremonien er kun for mænd, så kvinderne må sige farvel til den afdøde inden ligfærden.

Turene med robådene er blevet så almindelige, at de lokale slet ikke bemærker bådene, men alligevel skal det med fotografering tages alvorligt. Lidt ærgerligt, for der er gode motiver, men mænd står og stirre på robådene, og det forlyder, at de kan blive så sure, at man er heldig, hvis man slipper med en bøde eller med at få sit kamera smidt i floden.

 Medens vi er sejlet op ad floden, er der kommet flydende supermarkeder med souvenirs op langs robåden, og jeg kunne ikke stå for et par smukke glashalskæder. Lige da vi var ved en af de store ligbrændingspladser, lagde en båd til vores, og sælgeren havde et fjernsyn gående med udmærket indisk musik. Det var reklame for hans cd’er, der var til salg, men det var måske ikke det mest velvalgte tidspunkt at forstyrre brændingen. Vi kunne også have købt en plastikdunk, som de solgte tæt på floden, og så kunne vi hjembringe et par liter helligt Gangesvand til hjemmebrug.

 Robåden vendte og sejlede et stykke tilbage, og så blev vi sat af på bredden og gik op igennem byens små gyder. På vejen op kom vi forbi flere hellige mænd, og på trods af den manglende plads gik der hellige køer rundt og snusede i affaldet, og da jeg trådte i en kokasse, smilede en butiksejer og sagde: ”Good luck”.  

Varanasi i motorrickshaws og hellige mænd.  

Vi havde jo været tidligt oppe, og det var endelig tid til morgenmad på hotellet, og bagefter ville vi (Gitte og jeg) gerne se Abetemplet. På vejen lige uden for hotellet holdt en motorrickshaw, og disse køretøjer sammen med cykelrickshaws udgør byens taxier. Der var lige plads til to vestlige bagdele, men heller ikke meget mere i sådan en motorrickshaw, og vi aftalte, at turen ud til templet skulle koste 250 rupees.

 Biler, motorrickshaws, cykelrickshaws, motorcykler og gående blander sig i trafikken uden lige. Ind imellem står der en ko midt på gaden, og gående og hunde krydser over gaden, foruden at trafikanter fra sidegaderne kører ud i strømmen uden at blinke. En motorcykel var fuldt læsset med både far og mor foruden en stor og en lille dreng. Den ene gang efter den anden snittede køretøjerne hinanden eller køernes skind, og faktisk er det utroligt, at der ikke ligger døde og kvæstede langs vejsiderne.

Vores chauffør, der hed Obliga, var 56 år, og han havde tre døtre og det heldige menneske – også en søn. Han var lynhurtig på styret, gaspedalen og bremsen, og han kørte ud og ind mellem de andre trafikanter i noget, jeg vil kalde dødskørsel. At skifte retning bliver af alle kun vist med en halvhjertet armbevægelse, og jeg tror faktisk ikke, at Obliga gav et eneste tegn til sine medtrafikanterne, for han havde jo travlt med at forklare og pege på alt det, vi kom forbi.

 Efter 20 minutter standsede vi ved det, som jeg troede var Abetemplet, men der var ikke nogen aber. Templet hedder også Durga-templet og er viet til Shivas hustru Durga, og hun er afbildet inde i templet. To store løver var malet på væggen uden for den knaldrøde indgang, og jeg er faktisk lidt i tvivl, om det virkelig var Abetemplet, når der nu ikke var aber.

 Obliga ville blive holdende udenfor, og der var ingen ventepenge. Der kom en del kvinder med små børn og tiggede, og de fik lidt sammen med en gammel mand i kørestol, der manglede de fleste fingre. Uden for templet kunne der købes blomsterkranse, som man kunne tage med ind. Ved en bod lige indenfor i templet købte vi en sådan blomsterkrans samt en rød æske, som jeg ikke rigtig fandt ud af, hvad skulle bruges til.

Så snart vi var kommet ind i templet, kom en mand og tog os med hen til en lille helligdom, og så tog han kransen og den røde æske (vi fandt aldrig ud af indholdet) og stillede det foran et gudebillede. Derefter gav han os en rød uldsnor om håndleddet og en rød prik i panden, og så var vi næsten helliggjorte.

 Selve templet var rødt og stod i midten af en lille tempelgård, men desværre måtte der ikke fotograferes. Vi satte os på en trappe og nød stilheden, og Obliga kom ind og satte sig ved siden af os. Måske havde jeg taget fejl, for der var ingen aber, så jeg spurgte, om han kunne køre os hen til aberne. Ingen problemer, og lidt efter var vi ved et tempel, hvor aberne kravlede rundt på murene.

 Vi lavede en aftale, og jeg foreslog, at hvis han kørte os rundt og viste os byen i de næste tre timer, så ville han få en blank 1.000 rupees seddel. Han syntes, det lød som en god aftale, og så ville jeg gerne se nogle hellige mænd.

I et meget stort område var der en slags refugium for hellige mænd, og her kunne de bo til evig tid. De blev ofte inviteret hjem til folk, der så gav dem mad mod et helligt ord med på vejen. Under et halvtag stod en hel række af meget primitive træbrikse, og det var deres sovesal. En enkelt hellig mand sad med en lille gruppe omkring sig, og der var endda en pige fra Schweiz, som lyttede til de hellige ord. Manden havde et stort, hvidt skæg, og for at holde sammen på hårspidserne var der bundet en lille knude for enden. Jeg gav ham 100 rupees for synet, og bagefter sagde Obliga, at de hellige mænd sjældent manglede noget, så drikkepenge til kvinder med børn og gamle mennesker ville falde på et mere tørt sted.

 Obliga ville give te, og vi satte os ved en lille gadebod på nogle træbænke, stadig med røde pletter i panden. Teen smagte godt, og jeg spurgte, hvad der var kommet i, og straks viste temanden i hånden 4-5 forskellige krydderier.

 Så blev længselen efter Ganges’ hellige vand så stor, at jeg bad Obliga køre os ned til floden, for vi ville gerne gå en tur, medens han så kunne få en hvilepause. Ved floden sad der på en vogn et par små, møgbeskidte piger og kikkede. Selvom det er forkasteligt, så havde jeg lige en pose med Dumle slikkepinde i lommen, og de var bare så død irriterende at gå rundt med, at jeg kom til at tabe posen ned i favnen på pigerne, men det havde de tilsyneladende ikke noget imod.

Miraklet ved Gangesfloden.  

I forhold til den tætte trafik var der stille og roligt nede ved floden, og den evindelige dytten lød kun svagt i det fjerne. Den eneste larm var fra en mand, der hamrede på en stålmast, medens syv mand stod rundt om ham og kikkede på. Folk gik og nussede rundt, nogle vaskede, og andre lavede tilsyneladende ingenting. Vi gik et stykke langs med floden, og et par både med snesevis af farverige, kvindelige pilgrimme lagde til bredden. Jeg blev inspireret af al den helligdom og gik til sidst ned til flodbredden, smed sko og strømper og soppede ud i det hellige vand.

 For nogle år siden havde jeg fået konstateret slidgigt i den højre hofte, og selvom jeg derhjemme en sjælden gang mærkede noget til den, skabte den sig helt hysterisk her i Indien. Jeg kunne gå uden at føle nogen særlig smerte, men så lige pludselig kom der nogle jav, så jeg næsten ikke kunne gå. Så måtte jeg standse og sunde mig lidt og kunne så fortsætte indtil næste anfald. Hele tiden måtte jeg gå og liste af sted, og jeg vidste ikke, hvornår det igen ville jave i ben og hofte. Jeg besluttede, at hvis det fortsatte sådan, når jeg kom hjem, så ville jeg hurtigst muligt have savet det ben af og få en kunstig hofte, for det var ikke til at leve med. 

Medens jeg gik og soppede rundt i Ganges, forplantede der sig en hellig fred fra fødderne op igennem hele kroppen, og jeg følte mig lykkelig. Selvom den ultimative lykke er at dø ved Ganges og blive brændt på bredden, erkendte jeg for mig selv, at så meget lykke behøvede jeg dog heller ikke, men det mærkelige var, at det næsten med det samme begyndte at gå bedre med benet.

 Opstået fra det hellige vand og den lerklæbrige flodbred observerede jeg, at alle mine tånegle var blevet kulsorte på indersiden, og selvom andre måske ville være lykkelige med et så helligt tegn, begik jeg den helligbrøde senere at klippe neglene helt tæt for at fjerne sørgerandene. Alternativet var at bruge Gittes tandbørste, men hun ville nok bare blive sur.

 Hvordan gik det så med benet? Jo, det gik bedre dag for dag, og da jeg kom hjem til Danmark var alle de mærkelige jag og smerter forsvundet, og det kan jeg helt sikkert takke Ganges’ hellige vand for. Jeg tog mig alligevel sammen til at få taget et røntgenbillede af hoften, og meldingen lød på stærk nedslidning, og jeg skulle bare sige til, så kunne jeg få en henvisning til en ny hofte. Men syv, ni, tretten, knock on wood, salt over højre skulder, så har jeg næsten ingen smerter mere, så jeg ser i hvert fald tiden an, og ærgerligt, at jeg ikke fik noget Gangesvand med hjem til at duppe benet med.  

Væverier ved Gangesflodens vand.  

Efter miraklet ved Gangesfloden spurgte Obliga, om vi ville se ægte indisk væveri, og da vi sagde ja, stoppede vi ved en snæver gyde. En ung mand var vores fører igennem nogle snævre gange, hvor maskinvævene klaprede inde bag skodderne. Det var et muslimsk område, og der arbejdede omkring 2.000 mennesker inde i den dystre bygningsmasse. Helt inde bagved sad en mand og vævede på en håndvæv i et halvmørkt rum. Til væven var dog knyttet et hulkortsystem, så han ikke behøvede at tænke hele tiden, medens han førte skytten fra den ene side til den anden. Det ville tage omkring en måned at væve sådan en sari i hånden. I samme dystre lokale stod et par elektriske væve, der med hjul og remme klaprede løs i en øredøvende larm.

Jeg burde have tænkt så langt, for det endte selvfølgelig med, at vi i et lyst og venligt lokale blev bænket på en blød sofa og fik serveret te. En ældre, meget festlig mand kom frem fra gemmerne, og han begyndte at demonstrere store håndvævede dynebetræk, der dog også kunne anvendes som sengetæpper. To pudebetræk i samme mønster hørte til, men alligevel var det en lidt pebret pris på 200 euro for sættet. Gitte havde forelsket sig i et sæt og kun ved at fremhæve, at vi var et par meget fattige folkepensionister, fik jeg ved hårdt arbejde slået 20 euro af prisen. Det er faktisk svært at prutte om priser, når man sidder ned med te i hånden, medens ens kone kikker med bedende øjne, og det havde sælgeren selvfølgelig regnet ud. Den unge mand, der havde vist os rundt pakkede sengetæppet sammen, og med gaffatape fik han gjort pakken mindre og mindre, så vi kun behøvede at købe en ekstra taske til souvenirs. Klokken var blevet næsten 13, og vi sagde farvel til Obliga, og han fik sine 1.000 rupees, og så var det tid til at få Ganges’ hellige mudder af tåneglene.  

Vred mand, massage, blomsterkranse og ligbål ved Ganges.  

 Frokost på hotellet og pause, hvor formiddagens oplevelser kunne bundfælde sig, og kl. 16 var vi klar til nye oplevelser sammen med gruppen. En række cykelrickshaws stod linet op, og vi kørte i kortege igennem mylderet.

Cyklerne standsede på en trafikeret gade, fordi de ikke måtte køre længere, og vi blev læsset af. Vi kunne ikke se nationalguiden, og vi blev skældt huden fuld af en meget ophidset mand. Han talte ikke engelsk, så det var nok på et af Indiens 15 officielle sprog, som vi ikke forstod. Vi anede ikke, hvad vi havde gjort forkert, så vi kunne jo ikke så godt gøre noget ved det. Ikke særlig rart, og heldigvis fik vi i mylderet øje på guiden, og så gik det bare væk fra den gale ned ad gaden, der her kun var for gående, foruden selvfølgelig lidt motorcykler og nogle hellige køer. Der var et rækværk i midten, der delte vejen, så alle gik i samme retning. Der var tykt af mennesker, sådan ca. 10 gange så mange som på Strøget i København i myldertiden.

 Nærmere floden blev boderne mere koncentreret om ting til turister eller pilgrimme, for de sidste var der mange af alle vegne. Vi kom forbi en hel række forventningsfulde, farverige kvinder og mænd slæbende på bagage i hånden og på hovedet, og de skulle åbenbart finde et logi, inden de skulle opleve deres ”Mekka”.

Nær floden var der opstillet lave platforme, og der var en forventningsfuld stemning i luften. Vi købte et par flydende blomsterkranse, der var lavet af en lille skål af blade, der så var dekoreret med blomster, og i midten stod et lille lys.

 En venlig mand gav hånd og bød mig velkommen, troede jeg, men han slap ikke hånden og begyndte at give den massage. Så fortsatte han med armene, så ryggen og helt ned ad benene. Jeg gav ham 100 rupees for ulejligheden, selvom han syntes, at 200 rupees var mere passende.

 Vi gik i bådene eller båden og sejlede ned ad floden. Ligbål brændte nær bredden, og vi sejlede nærmere og kunne se 8 ligbål i fuldt blus. Selv om nogle har spurgt, kunne jeg ikke mærke nogen lugt ud over brænderøg. Vi var så tæt på, at vi kunne mærke varmen fra bålene, men så tæt på var foto også strengt forbudt. Mennesker stod forsamlet rundt omkring, og et par køer fik svitset halerne. En række bårer ventede, og når det blev deres tur, gik de pårørende til floden og hældte med hænderne vand på den afdøde. Mange ældre flytter til Varanasi, når de ved, det er ved at være tid, og deres store ønske er at blive brændt her og få asken spredt i floden.

Med brænde kan det let koste 10.000 rupees at få en ordentlig ligbrænding, men den elektriske ovn kan gøre det for 1.000 rupees. Efter brændingen svæver sjælen rundt, først et par dage i hjemmet og senere et par dage i de nærmeste omgivelser, inden den finder sit næste jordiske legeme og skal starte forfra i jordelivets fortrædeligheder eller måske blive født ind i en højkastefamilie.

 Der var en højtidelig stemning på brændingspladsen, og den blev kun lidt ødelagt af ”Indien Bank”, der med en stor lystekst kom med gode ønsker til Far, Mor og Ganges, men mine tanker gik til noget andet nemlig ”Blå”. (Nykredits reklame, hvor en indisk mand med en hypnotisk stemme siger, at vi skal lukke øjnene og tænke på, at Nykredit er en bank, der er blå.)

Det var ved at være mørkt, og der var noget Sct. Hansbålsstemning over sceneriet, selvom det var uden sang og båltaler. Det var jo nok heller ikke sørgeligt, for den afdøde havde fået sit ønske opfyldt og var blevet brændt her.  

Den store præsteceremoni.  

Efter en tid sejlede vi videre ned ad floden, hvor der var en stor ceremoni i gang med 8 præster, der under sang og musik og med viften med ild og vand piskede en stemning op. For os, der ikke forstod noget, blev det en langvarig ceremoni. Der var mange tilskuere og også mange både med turister, der overværede ”showet”. Jeg tænkte på de buddhistiske munke, der tyggede ginkgoblade for at hæmme vandladningstrangen under langvarige, religiøse ceremonier, og jeg ville efterhånden gerne bytte en håndfuld rupees for en håndfuld ginkgoblade. Gitte mente, at det nærmest lød som godnatsange, for hun blev mere og mere søvnig. For ægte pilgrimme var det sikkert udmærket med langvarige ceremonier, men bådene bagved os med turister havde en efter en sneget sig væk i mørket.

 På landjorden igen kunne der doneres lidt til ceremonien, og man fik en hellig, rød plet i panden. Gitte fik pletten, men fumlede med pengene, så indsamleren var væk, og for at hun ikke skulle gå med en plet uden at have ydet sit, gav hun en invalid mand 100 rupees i stedet for, og det var nok meget godt.  

Danskere er generelt ”lousy tippers”.  

Tilbage igennem menneskemylderet, hvor nationalguiden Arni gik foran og svingede med en hvid klud, og hvis han ikke havde gjort det, havde vi sikkert stadigvæk gået rundt langs Gangesflodens bred.

 Endelig fremme ved cyklerne fandt ”cykelkulierne” de gæster, de havde haft med på udturen og hilste venligt og smilende og anviste deres cykelrickshaws. Vi turister kunne ikke rigtig huske hvem, der havde trådt i pedalerne for os på udturen. På vej tilbage blev vi gjort opmærksom på en hellig ko, der stod og tyggede drøv inde i en modebutik, og det var der, den plejede at holde til. Om den nænsomt blev lempet ud ved lukketid, vides ikke.

Efter ½ times hårdt tråd i pedalerne, uden om huller og vanskelige passager, nåede vi hotellet igen i hel tilstand, og som en naturlig ting gav vi 100 rupees i drikkepenge. Det gjorde alle så sandelig ikke, og de blev meget fornærmede, da hånden blev rakt frem. Pedaltramperne havde fået ”deres gode løn”, og de kunne så sandelig ikke forvente at få mere, så der var nul drikkepenge. Hvad den gode løn var, var dog nok ikke alverden. Det var sikkert heller ikke ”cykelkuliernes” egne cykler, måske havde de selv lejet dem, eller de var hyret af en cykelboss til at træde i pedalerne, og han havde nok ikke betalt dem alverden, for at de skulle stå til rådighed en hel aften. Måske havde ”cykelkulierne” kone og børn, foruden 3 søstre og en mor og far, der skulle forsørges, men som dansker holdt vi på vores gode ret til at nægte at betale hele 11,70 kr. i drikkepenge. Det var helt tydeligt, at chaufførerne havde forventet at få noget, og måske var det deres eneste løn, det ved vi jo ikke. Det er rigtigt, at vi til Albatros havde betalt et beløb til drikkepenge, der skulle uddeles til guider, buschauffører og hoteller, men jeg tvivler på, at der også blev uddelt drikkepenge til cykelkulierne, men måske til bossen, der så scorede kassen.

Albatros skulle for at eliminere problemet have meddelt os, at de betalte drikkepengene, og efter turen skulle de rent fysisk have gået rundt og uddelt sedlerne. Så havde alle været glade.100 rupees (11,70 kr.) er for os danskere rigtig mange penge, og det kunne jo se kønt ud, hvis vi skulle gå rundt og kaste pengene i grams til fattige medmennesker. Nå, men heldigvis havde alle vi danske råd til et øjeblik efter at købe en øl til 200 rupees inde i restauranten, og så kunne den ubehagelige oplevelse skylles ned.  

Lidt om korruption og tilbage til Delhi.  

 Korruption er desværre meget udbredt i Indien, og det kan være i store sager som byggeriet til olympiaden for de tidligere Commonwealthlande, der blev afholdt i Indien. Også ved udbydningen af mobiltelefoni, var der nogle, der skulle mele deres egen kage, og staten blev snydt for milliarder af kroner. I det helt små foregår korruptionen i de offentlige kontorer, og politibetjente skal helst bestikkes for at få ting igennem.

 Der er nu lavet en hjemmeside i Indien, hvor folk, der har været ude for korruption, lægger historien ud til spot og spe på nettet. Der er også nedsat en kommission, der skal undersøge sagerne. Først var det politiet, der skulle undersøge, men da de ofte selv er inddraget, er det nu en speciel uvildig kommission.

Vi må håbe, de får styr på sagerne, og i mellemtiden skulle vi videre til Agra og Taj Mahal, men det krævede først en indenrigsflyvning tilbage til Delhi. Der var sen morgenmad, og jeg var lige nede ved vejen for at kikke, og et par cykelrickshaws mente, jeg sagtens kunne nå en tur til det indiske marked på en halv time, inden bussen gik mod lufthavnen.

 For en gangs skyld og for første gang var der solskin i den tid, vi var i Indien. Der var busafgang kl. 10.00, og flyet skulle afgå kl. 12.10, og for mig at se var det noget knebent med tiden, når der også var en halv times kørsel til lufthavnen. Heldigvis var vejene nær lufthavnen ikke særlig trafikerede, men trængslerne var ikke slut endnu.

 Allerede ved indgangen til lufthavnen var det besværligt, for inden vi måtte komme ind, råbte en politibetjent vores navne op, og så skulle vi komme frem en efter en og vise vores pas. Indenfor i hallen skulle kufferterne gennemlyses, og vores kufferter blev blandet sammen med en flok japaneres i et stort indisk kuffertkaos. Kufferterne skulle så vejes, og vi fik udleveret bordingkort af en lufthavnsfunktionær ved navneopråb. Nu var det bare det, at han havde besvær med at udtale navnene, og vi kunne ikke selv genkende vores egne navne, så jeg fik udleveret et forkert bordingkort. Tiden gik, og da håndbagagetjekket også var noget bøvl, var der udkald til flyet, før alle var kommet igennem sikkerhedstjekket.

Lille, let flyvning og landing i Delhi igen, og meget imponerende var kufferterne på båndet efter kun 5 minutter. Bussen stod klar til den videre fremfærd, men vi skulle lige fodres af på Chicken Inn på et lille butikstorv med forskellige restauranter. Da det var et sted, hvor turisterne holdt ind, var der også sælgere, og der var da også god afsætning på bøger om Delhi og om Taj Mahal. Jeg ved ikke, om jeg var den eneste, eller de andre gjorde det i skjul, men jeg købte en lille, fræk bog om Kama Sutra. Masser af fine gamle tegninger illustrerer bogen, der starter sådan: ”Mutual attraction between the male and female is a natural instinct. The value of erotic technique is something that the East understood far earlier and better than the West.

På tegningerne i bogen ser det faktisk ud til, at inderne ikke bare laver slige ting kun for at få sønner, men at der også er noget vellyst med i spillet. Da vores nationalguide så bogen og bladrede lidt var hans kommenter: ”Oh, my God”.  

Fortsættes i 4. del af Indiens højdepunkter – Taj Mahal og Det Røde Fort.  

Tilbage til forsiden