 Indiens højdepunkterTaj Mahal og det Røde Fort. En rejsefortælling af Kim Greiner. 4. del. Januar 2012. Halvdelen af turen foregik i mørke, og så kunne det ses, at folk sad omkring bål og råhyggede. Lidt før kl. 21 var vi fremme ved det store hotel Marina, der lå lige ud til landevejen, men bag et stort hegn og porten bevogtet af vagtposter. Heldigvis havde vi værelse til bagsiden, for de til frontsiden var ret generet af støj fra vejen. Den sædvanlige store, indiske aftenbuffet, og nu kostede en øl 310 rupees og en flaske rødvin 2.000 rupees. Det var så ny rekord – rigtige Taj Mahal turistpriser. Derfor er det i Agra blevet besluttet at gøre noget ved luftforureningen, og alle motorrickshaws skulle ud af byen. 15 år efter er ændringerne kun en skueret, for de kører stadig osende rundt i byen, men nu er de malet grønne og lever op til Agras slogan: ”Clean, green Agra”. På et punkt lever byen dog op til sloganet, for af de byer, vi har besøgt i Indien, er Agra helt klart den reneste med hensyn til gadeaffald, så det kunne andre indiske byer godt lære noget af.
Byen har også ord for at have rigtig mange ”hello-my-friend-sælgere, der lever af at plage turisterne, men som jeg før har nævnt, er det slet ikke noget problem, og vi kom senere igennem markedsgader uden overhovedet at blive antastet. Dagen var helliget besøget på Taj Mahal, der er et af denne verdens 7 moderne underværker. Det er i selskab med pyramiderne i Gisa, Machu Picchu i Peru, Den Kinesiske Mur, oldtidsbyen Petra i Jordan, Kristusstaturen i Rio i Brasilien, Mexicos Maya-ruiner ved Chichen Itza og Colosseum i Rom. Det er en afstemning, der er foretaget af 90 millioner mennesker, der har valgt disse syv underværker, men den er ganske uofficiel. Selv efter at vi har set Taj Mahal, mangler vi stadig to af underværkerne, men med lidt held må vi se, om vi kan nå dem, inden vi løber tør for penge eller rejselyst.
Inden indgangen til parken bliver mænd og kvinder adskilt, og nogle nærgående sikkerhedsfolk korpsvisiterer og kikker i tasker, for det er strengt forbudt at medbringe ætsende væsker, stikkende genstande, lightere og tobak og andet, som på nogen tænkelig måde kan skade bygningsværket. Til indgangsbilletten, der koster 750 rupees, hører også et par skoovertræk og en flaske vand i plastikflaske. Lige efter indgangen er der en stor park, og her ligger et pragtfuldt byggeri i rød sandsten. Jamen, er Taj Mahal ikke hvidt og af marmor? Jo, men det er også kun indgangsbygningen fra 1648, der er bygget med en stor kobberport i midten. Inskriptionen over porten er fra Koranen, og det ser ud til, at skrifttegnene har samme størrelse, men det er lidt synsbedrag, idet de øverste skrifttegn er større end de nederste. Teksten indbyder dem med rene hjerter til at træde ind i paradis.
Det kostbare byggeri ærgrede stormogulens søn Aurangzeb, så han satte Shan Jahan i husarrest i Agra Fort. Her sad han resten af sine dage og kunne fra vinduet se sin elskede Mumtaz’ Taj Mahal, indtil han døde i 1666. Aurangzeb var i det hele taget en kedelig karl. Han var en hård hersker og en fanatisk muslim, og han elskede at ødelægge hinduistiske templer. Shan Jahan blev ved sin død trods alt bisat ved siden af sin yndlingshustru Mumtaz Mahals kiste, der står midt under kuplen. Jahans kiste står lidt ude til den ene side, og faktisk ligger ingen af dem i kisterne, men er begravet nede under gulvet. Det må også lige nævnes, at der på begge sider af Taj Mahal ligger en stor moske. Det er dog kun den ene, der kan anvendes som moske, da den anden vender forkert i forhold til Mekka. Den hedder ”Jawab”, der betyder ”Svar”, og den blev kun bygget, fordi hele komplekset skulle være symmetrisk. Flere trapper fører op til mausoleet, der var betydeligt større, end jeg havde forestillet mig. De fire tårne, der står i hvert hjørne på den forhøjede plads, hælder ganske svagt væk fra bygningen, og det er helt bevidst, for ved et eventuelt jordskælv, ville de falde væk fra bygningen. Man kan komme helt tæt på det hvide marmor og klappe det ganske forsigtigt og beundre de fine indfræsede dekorationer. Indenfor står de to kister godt beskyttet af et smedejerngitter, og herinde er fotografering forbudt. I nogle af nicherne kunne ses, hvorfor spidse genstande er forbudt på området, for væggene var dekoreret med hilsener og navnetræk af nogle tåber.
De elektriske busser kørte os tilbage, og meget snedigt kørte de lidt ned bagved og stoppede et sted, hvor vi skulle igennem en række boder, og så blev jeg lige fristet af et bundt armbånd til 100 rupees og en flot bog om Taj Mahal. Til gengæld var der ingen sælgere ved bussen, og det skulle ellers være meget unormalt. Spisning lige ved siden af tæppeværkstedet, og bussen havde lokket tre slangetæmmere frem. Efter at 100 rupees havde skiftet ejermand, kunne jeg roligt fotografere uden dårlig samvittighed, for de sad der jo nok ikke for vores blå øjnes skyld. Et par mødre med små børn var også lokket til, og jeg skal love for, at bare en 1 US dollarseddel er populær. Fra fortets mure er der en fin udsigt til Taj Mahal lidt længere oppe ad floden, og netop fra ”The Octagonal Tower”, der er opført af Shah Jahan, har han siddet og sukket og kikket over på sin yndlingshustrus gravmæle. Der var også andre ting at sukke over, for Shan Jahan fik frataget magten af sin søn Aurangzeb, og her sad han magtesløs i sine sidste leveår. I vore dage klatrer tamme egern og aber rundt på murene, og de blander sig med både japanske og spanske turister og selvfølgelig også med de mange indiske. Inden for murene er der store græsplæner og smukke haveanlæg, så Det Røde Fort er bestemt også et af Indiens højdepunkter. Tilbage over broen, der går over den nu udtørrede voldgrav, krøb det mest handikappede menneske rundt, som jeg nogensinde har set. Han fik selvfølgelig 100 rupees, og så tænkte jeg på min hofte, og jeg glædede mig over, at jeg selv lever i et land med noget bedre sygehusforhold. Selvom der var noget fællestransport hjem, tog vi selv en cykeltaxi til hotellet, og han forlangte 100 rupees, og det fik han. En meget fin og nobel mand med pressefolder i bukserne viste rundt, og han startede med at åbne et fint glasskab, og derefter demonstrerede han dametasker med broderede motiver af f.eks. påfugle. De lignede en herregård, og vi blev spurgt om, hvad vi troede, de kostede. De forsigtige bød på 1.000 kr. og nogle på flere tusinde. Svaret var ret chokerende, for det lød på 7 US dollars, og de dyre på 10 dollars. Derefter ledte han os hen til et stort mørkt lokale, og desværre var foto ikke tilladt her. Broderierne i dette lokale var ikke til salg, og han trykkede på fjernbetjeningen, og der blev spot på en montre og blid musik lød i højtalerne. Frem tonede yndlingshustru Mumtaz Mahals brudekjole med broderier og diamanter i læssevis. Efter at vi havde beundret kjolen, blev der igen mørkt i montren, og langsomt gled tæppet op for et stort vægbroderi og igen med blid musik. Syv kunstværker blev et efter et præsenteret på denne måde, og vi måbede. Det blev fortalt, at kunstværkerne havde taget mellem 10 og 40 år at lave, og de var altid lavet af kun en person for, at syningen skulle være helt ens. Der var f.eks. en påfugl. der blev ædt af en løve eller Jesus, der stod med en flok får. Et af de fineste var et skaktæppe med afrikanske motiver hele vejen rundt, og det blev fortalt, at forretningen var blevet budt 2,8 millioner US dollars, men det var ikke til salg. Ud af en særlig bankboks og meget ærbødigt blev Mumtaz Mahals smykker vist frem, og det var selve yndlingshustruen, der ligger begravet i Taj Mahal. Der var en guldring med en stor grøn diamant, en halskæde med masser af diamanter og et armbånd. En kvinde blev udvalgt til at prøve at bære smykkerne, og det var tilfældigvis min egen yndlingshustru Gitte. Tænk engang, stormogulens yndlingshustrus smykker på min yndlingshustru – det er som at have båret dronningens kronjuveler. Ikke særlig overraskende, var sættet ikke til salg. Nogle enkelte gæster købte noget fra skatkammeret, medens vi andre fattigrøve gik ned i underafdelingen og fik købt tre broderede dametasker til 10 dollars stykket, og jeg rev mig og købte en stor broderet påfugl, der sad på en blomstrende gren, til hele 38 dollars. Et besøg i denne Aladdins hule var i hvert fald også et indisk højdepunkt. Den nu 32 årige Shanti kom til Mumbai for 25 år siden for at blive berømt. Hendes familie var gadeakrobater, og Shanti var gymnastikprinsesse. Der var ikke tid til at gå i skole, og da hendes familie blev dræbt ved et terrorangreb, døde drømmen om berømmelse. I dag lever Shanti med sine to børn og mor i et plastiktelt i et overbefolket slumkvarter ved luksushotellet Taj Mahal Palace. Som mange andre kvinder forsøger hun at skrabe penge sammen ved at række hånden ud mod turisterne, da der ikke er arbejde at få til uuddannede kvinder. Hvis hun er heldig, kan det blive til 50 eller 100 rupees om dagen. Mange andre tiggerkvinder slæber rundt på små og store børn, men Shanti har valgt at sende sin pige på 13 år og søn på 11 i skole. De skal ikke gå tiggervejen som deres mor, for hendes drøm er, at de gerne skulle få en uddannelse og få et permanent arbejde. Tiggeriet er styret af en boss, og hver tigger har sin plads på fortovet, som der betales leje af til den boss, der styrer bydelen, og til gengæld får tiggerne beskyttelse. Shanti ønsker for sine børn, at de kommer ud af slummen, væk fra gaden og ind i den indiske middelklasse. I mellemtiden går hun hen på sin plads på fortovet og spejder efter turister.
Besøg hos Mother Teresa. Hun modtog Nobels fredspris i 1979, men ønskede ingen festligholdelse, og pengene skulle i stedet gå til de fattige. Hun er godt på vej til at blive helgenkåret – hun blev saligkåret af pave Johannes Paul 2. I 1988 arbejdede 70.000 mennesker sammen med Mother Teresa i alverdens lande. Denne kendte og elskede kvinde døde 5. september 1997 i Kolkata, hvor hun også ligger begravet. På dette hjem er der 52 børn, hvoraf mange er spædbørn, foruden handikappede voksne både fysisk og psykisk. Hjemmet var opdelt i afdelinger for mænd, kvinder og børn. Mellem afdelingerne var der lys og luft og små haver, og der var pænt og rent overalt, og i børneafdelingen var der malet disneyfigurer på væggene. Der var otte nonner til at drive hjemmet, og dertil nogle unge, lønnede piger til medhjælp. Selv om det var midt på dagen, lå der flere mænd i sovesalene, men måske blot til en lille middagslur. Børnene lå i små rum med sengene på rækker, og mange sov til middag, så vi listede rundt for ikke at vække nogen. I en lille gård med solskin var en mand ved at klippe et lille barn, der skreg i vilden sky. Et andet barn var ved at få trukket en trøje over hovedet af et lidt større barn, men trøjen sad fast midt på ansigtet. Den lille sagde ikke et kny, men det så håbløst ud, så jeg stødte hjælpende til og fik med besvær lirket trøjen over ansigtet. Barnet sagde stadig ikke noget under anstrengelserne, men da hun lidt efter skulle klippes, skreg hun også som en stukket gris.
Bortset fra det med aborterne, må jeg sige, at jeg har stor sympati for Mother Teresa og hendes hjælpearbejde, og at besøge dette hjem var også et højdepunkt, og hvis du ikke kan hjælpe hundrede af mennesker, så hjælp blot ét, som Mother Teresa sagde. De Stående Babaer er mænd, der har aflagt løfte om, aldrig at sætte sig eller lægge sig ned i resten af deres liv. De skal være oprejst dag og nat, spise stående, gå på toilettet stående, bede, arbejde og synge stående, og når de sover, foregår det ophængt i seler, så de altid har benene nedad. De første fem-ti år hæver deres ben, for blodet bevæger sig kun trægt i de udmattede årer, så benene svulmer op, og fødderne bliver som elefantfødder. I de kommende år bliver benene tyndere og tyndere, så det til sidst kun er knoglen, der er overtrukket med et lag hud. For at udholde smerterne er de hele dagen, hele natten og hele livet skæve af hash. De ryger intet andet end Kashmiri, der er den bedste hash i verden – dyrket og produceret for foden af Himalaya i Kashmir. De Stående Babaer modtager gæster i deres hashbuler, og hashen indtages selvfølgelig stående og blandet med musik og religiøs messen. Det må være en oplevelse, men en oplevelse jeg personlig gerne vil være foruden, og det viser kun, hvor mærkeligt nogle mennesker forvalter deres liv. Så startede den 200 km bustur tilbage til Delhi med passende stop på turiststeder, og det er jo nok ikke det mest originale Indien. Der var bymæssig bebyggelse et langt stykke af vejen og ind imellem kik til de grønne marker på den flade slette. På et stop købte jeg tre bananer for 10 rupees hos en gammel, langskægget frugtsælger, der også havde et par dresserede aber. Et andet turiststed gav gratis kaffe, og så var der tilfældigvis lige en stor souvenirforretning med opskruede turistpriser samme sted. På vej ind i Delhi, hvor det efterhånden var blevet mørkt, observerede jeg politibetjente med hvide cowboyhatte og lysstave, og det kunne se ud til, at trafikanterne havde respekt for dem. Vi nåede Hotel Atrium tidligt på aftenen, og der var stillet nogle værelser til rådighed til dem, der ville ryste Indiens støv af kroppen inden den lange hjemtransport. Aftensmad på hotellet og overrækkelse af drikkepenge til chauffør, chaufførhjælper og nationalguiden Arni, og så klappede vi tilfredse. Igennem hele lufthavnshurlumhejet med udfyldelse af udrejseblanket og midt om natten hjemtur med et østrigsk luftfartsselskab, jeg ikke kan huske navnet på, og det er måske meget godt for luftfartselskabet, for det var bestemt ikke noget at råbe hurra for. Benpladsen var indskrænket til et absolut minimum, og da de serverede morgenmad, blev vi sprunget over, og da jeg kunne se, at der ikke vankede noget til os, måtte jeg bede om et stykke brød. Vi tog rigtig mange billeder af alle de kulturelle steder, men også af mennesker og spændende steder, og det hele er sat sammen i mit rejseforedrag ” Indiens højdepunkter”, der kan læses nærmere om på denne hjemmeside. Besøget havde været en kæmpeoplevelse, og vi har allerede bestilt en rejse til nabolandet Nepal, men det bliver en helt anden historie.
Rejsen rundt i Indien. Politikens Insight Guides. 2011. |
Der var meget bebyggelse langs vejen, både stort og småt, så der var faktisk ikke ret mange grønne marker at se. Til gengæld lå der mange cafeer langs vejen, men de var gabende tomme, selvom der var borde og stole udenfor, mens festlige lyskæder prøvede at få trafikanterne til at stoppe. 
Taj Mahal, der nærmest ligger på flodbredden, er sunket 10 cm i løbet af de sidste 25 år, og der er konstateret store luftforureningsskader på bygningen. Jernkonstruktionen i kuplen ruster, og da jernet er hugget ind i marmoret, er det svært at gøre noget ved det, uden at marmoret knækker.
For en gangs skyld var der sol fra morgenstunden og kun en lille smule dis. Vejret holdt hele dagen, og selvom det var ret så køligt i den tidlige morgen, kunne jeg senere gå i kortærmet skjorte. Lige uden for porten sad en række mænd og tiggede, og de fulgte en med øjnene. Jeg havde dog fået øje på en familie med børn, der tilsyneladende boede uden for vores hotel under noget plastik. En lille møgbeskidt pige gik med mig, da jeg gik forbi, og vi kikkede på en demonstration af unge mennesker, der gik med skilte og sang. Den lille pige tiggede ikke, og vi stod bare sammen nede ved vejkrydset og kikkede. Nå, men det må man ellers ikke, men da hendes hår var helt stift af skidt, stak jeg hende en rupeeseddel til et bad.
Busser skal stoppe et godt stykke fra indgangen til Taj Mahal, og gæsterne bliver omlastet til mindre, forureningsfri elbiler. Det sidste stykke går man på vejen, der er omgivet af boder med souvenirs og cafeer, men der var ikke noget at se til ”hello-my-friend” overfald.
Der lå det så, Taj Mahal, men først skulle hele gruppen fotograferes af en professionel fotograf, og selvfølgelig med Taj Mahal i baggrunden. Der blev sagt, at vi var heldige, for der var næsten ikke nogen mennesker i dag. Det må betyde, at der ikke var vanvittigt mange mennesker i dag, da der for mig at se, allerede var godt belagt, selvom vi var tidligt ude. Der var især mange indiske turister, men også en del hvide, og japanerne var også godt repræsenteret.
Pengemangel var måske årsagen til, at det ikke blev til noget med stormogulens eget mausoleum, der skulle bygges som en kopi, men i sort marmor, på den modsatte flodbred. Om det virkelig var hans oprindelige planer eller kun en myte, vides ikke med bestemthed, men for nylig har man ved gravearbejde fundet et haveanlæg, der er magen til Taj Mahals, på den modsatte flodbred. Andre myter hører også til Taj Mahal, idet det fortælles, at arkitekten fik skåret tommelfingeren af, så han ikke skulle kunne tegne et tilsvarende mesterværk. Myten går endda så vidt, at alle arbejderne fik kappet tommelfingeren, så de ikke kunne bygge noget tilsvarende.
Aurangzeb flyttede hovedstaden til Delhi, og Taj Mahal fik lov til at forfalde sammen med den pragtfulde have. I 1904 gik man i gang med en restaurering af gravmælet, og den nuværende park foran Taj Mahal blev anlagt efter vejledning af engelske overklassefruer. Man introducerede græsplæner, og der blev plantet træer fra hele verden, og i dag ser det hele ganske nydeligt ud igen.
Taj Mahal lå for vores øjne i formiddagens lette dis og så pragtfuldt ud i sit næsten gennemsigtige, hvide marmor. Den gamle have med langagtige damme er genopstået, og soppende iris nappede til vandet, der løb ud af en vandslange til græsvanding. Platuglen lever også i området, faktisk i pæne store flokke, og de går rundt og anviser insisterende turisterne de bedste steder, hvorfra der kan fotograferes, mod betaling naturligvis. Den måtte de dog længere ud på landet med.
Vi gik rundt og nød mausoleet fra alle sider, kikkede på floden og moskeerne og de mange pilgrimme. Mennesketrykket var stærkt forøget, da vi gik tilbage, og det var pudsigt at iagttage, hvordan hele familier stillede op til fotografering med Taj Mahal i baggrunden. Nå, det havde vi jo faktisk også selv gjort, og vores professionelle fotograf havde i mellemtiden fremkaldt billederne, og de var til salg for 100 rupees. Til samme pris havde han også nogle fantastiske billeder af Taj Mahal i forskelligt lys, og de var så flotte, at der også kom nogle af dem med i købet.
Selvfølgelig var der bagefter demonstration af færdige tæpper efter behørig indtagelse af en lille godbid og stærk indisk rom for at få tegnebogen til at glide lettere op af lommen. Jo, der var virkelig mange flotte tæpper, men om de var billigere her end på tæppeudsalget på Gl. Kongevej er ikke til at sige. Der var nogle, der lod sig friste, men vi nøjedes med et silketørklæde og et par T-shirts.
Fortet påbegyndtes i 1565 og minder meget om fortet i Delhi, men dette er endnu større med flere bygninger og er både en fæstning og et paladsområde. Fortet er en blanding af mogul- og hindustil dog uden figurer. Det var bygningerne til kvinderne, der ændrede fortet fra at være et fort til nærmest at være et palads. Porten ind til fortet er høj og bred, for magthaverne yndede at ride på elefanter for at demonstrere deres magt. Fortet blev påbegyndt af kejser Akbar, men det var senere under Shah Jahan, at fortets smukkeste bygninger blev bygget.
Faktisk havde Jahan to sønner, der kæmpede om, hvem der skulle arve riget, men også om hvilken form for islam, der skulle følges. Sønnen Dara havde oversat religiøse hindutekster og skrevet en bog, hvor han beskrev, at hinduisme og islam var som to have, der mødtes og blandedes, hvorimod Aurangzeb var af en ganske anden, uforsonlig skole. Det var her på fortet, at Shan Jahan en dag modtog en pakke indeholdende sin ældste søn Daras hoved, sendt af den nye kejser Aurangzeb. Jahan fik et sådan chok, at han besvimede og slog to fortænder ud. Sådan levede han sine sidste 8 år – fortandsløs og i husarrest og med udsigt til Taj Mahal. 
Vi gjorde stop ved en rigtig hyggelig basargade på vejen hjem, og de, der havde lyst, kunne gå en tur og indsnuse Indiens herligheder. Gaden var smal og var stort set kun for gående og enkelte motorcykelister, der havde mere travlt end gennemsnittet. Gaden var for indere, og der var ingen turistvarer, ingen tiggere og ingen emsige sælgere. Vi kunne gå helt uantastet rundt, og at se Indien på den måde, som en flue på væggen er noget af det bedste. Købmandsvarer i læssevis, krydderiforretninger og små cafeer lå side ved side. Meget farverigt sad velpolstrede kvinder på lave bløde madrasser og fik forevist smukker stoffer, og de betalte højst sandsynligt ikke 1 rupee mere, end varen var værd. Mannequindukker stod ved mange af forretningerne, og alle havde europæiske ansigter, så det kunne tyde på, at inderne mangler en produktion af mannequindukker med smukke indiske ansigter.
Sidste dag i Agra og i Indien var en flot finale, og vi besøgte Kohinoor
Jewellers, der ligger inde bag tykke mure. En stålport bevogtet af en bevæbnet vagtpost åbnede kun ganske kort, medens bussen kørte ind. Det er en kombineret broderi- og smykkeforretning, og jeg har aldrig set noget lignende. Ved indgangen er der ophængt farvestrålende broderier, men de er i 3 D, så det ikke bare er fladt, men buler ud de rigtige steder.
Derefter blev vi ledt ovenpå til skatkammeret, hvor ejeren med endnu mere knivskarpe pressefolder bød velkommen. Derefter viste han rundt, og der var ringe og smykker i prislejet 5.000 – 10.000 kr. og mere. 
I Hus Forbis januarnummer var der en artikel om Shanti Pawar, der tigger på gaden i Mumbai, der er Indiens finansielle hovedstad. Der lever allerede 20 millioner mennesker i byen, men der ankommer stadig flere, der så slår sig ned i de tætpakkede slumkvarterer. Mellem glasfacaderne til verdens største banker ligger blinde tiggere og sover, eller hele familier er klemt sammen under et stykke plastik på fortovet.
Shanti kan godt klare udgifterne, da hun kan tjene omkring 2000 rupees om måneden ved tiggeriet. De 500 går til huslejen for grunden under plastikteltet og yderligere et par hundrede til børnenes skolebøger og transport. Hun lægger lidt til side hver måned, og så er der 200 rupees til mad til fire personer om ugen. Det rækker til syv aftensmåltider og morgenmad af resterne samt sød indisk te. Frokost består af det turisterne giver hende. Det løber lige rundt, men madpriserne stiger, så for Indiens 600 millioner fattige er madpriserne noget, der hele tiden tales om.
Agnes Gonxha Bojaxhiu blev født i 1910 i Makedonien af albanske forældre, og hun blev uddannet lærer. Som 19-årig rejste hun til Dublin, hvor hun blev tilknyttet det katolske kloster hos Loreto-ordenen. Senere blev hun sendt til Indien, hvor hun først arbejdede i Darjeeling og senere i Calcutta. Hun stiftede ordenen ”Missionaries af Charity”, der gennemførte projekter over hele verden både bag jerntæppet og i Haiti, hvor diktaturet normalt forhindrede vestligt hjælpearbejde. I 1950 blev hun leder for den katolske orden ”Kærlighedens Missionærer”. 
Vi var inde at se Mother Teresa-hjemmet i Agra. Bygningen er stillet til rådighed af staten, men den drives af donationer for at være uafhængig. Nær ved indgangen stod en lille statue af Mother Teresa – tynd og lille, som hun var, og med et spædbarn i favnen. En nonne kom os smilende i møde og viste os rundt.
To 3 måneder gamle tvillinger lå i en vugge, og de var blevet indleveret som helt spæde. Mor var tigger, og far var let handikappet, og de havde fire børn i forvejen. Hvis forældrene ikke henvender sig igen senest efter 6 måneder, bliver børnene bortadopteret. I dette tilfælde havde forældrene lige været og kikket til børnene, og de ville senere komme og hente dem.
Efter rundvisningen var der mulighed for at donere penge til hjemmet, for nonnen gjorde det jo ikke bare, fordi hun syntes, det var sjovt. Vores guide var stolt over, at han kunne give hende 900 rupees, der var skænket af nogle tidligere gæster, der ikke havde fået vekslet tilbage. Jeg gav selv nonnen 20 euro og Gitte 1.000 rupees. 
I den 853 sider tykke bog ”Shantaram” af Gregory David Roberts blev jeg opmærksom på De Stående Babaer, og det viser, hvor forunderlig verden og mennesker kan være. Bogen beskriver slumkvarterer, indiske fængsler, forbrydelser, grusomhed og kærlighed og er i det hele taget en meget mærkelig bog, som jeg skiftevis hadede og elskede, men tilbage til Babaerne.
Mange af de stående er tidligere forretningsfolk, der nu ofre sig selv efter hensynsløs stræben efter fornøjelse, magt og profit. Andre er tidligere forbrydere, tyve, mordere eller tidligere krigsherrer, som nu søger bod eller forsoning i løftet om evindelig smerte. Nogle er hellige mænd, som på deres vej gennem andre gudsdyrkelser slutter med pinslerne som Stående Baba. 
En masse Mester Jakeldukker var lagt ud på tæpper, og der var også en lille forestilling, og så kunne man ellers købe dukkerne. Dukkerne viser prislejet i Indien, for de dukker, der var med malede, udskårne træansigter og flotte dragter, kostede 10 US dollars for et par.
Det begyndte dog at rumle ubehageligt i min mave, og jeg havde kvalme. Efterfølgende har jeg hørt fra flere andre, at et maveonde var under opsejling denne sidste aften, men hvor vi havde spist noget, der ikke var godt eller hvad, fortaber sig i det uvisse. Og flot klaret, at næsten alle havde gennemført hele Indiensturen uden maveproblemer undervejs, for det er ellers noget Indien er berømt eller snarere berygtet for.
Det havde været en fantastisk rejse til Indiens Højdepunkter, og Albatros levede helt op til vores forventninger. Med flyrejser frem og tilbage til Indien, tre indenrigsflyvninger, togtur, busser, fine hoteller, fuld kost alle dage, nationalguide og dansk guide på hele turen er det ubegribeligt, at Albatros kunne gøre det for kun 9.990 kr. pr. person. Dertil kom 660 kr. til visum til Indien og et ekspeditionsgebyr på 130 kr. så summa summarum 21.430 kr. for to personer i 10 dage. Hvor meget der så derudover bruges til souvenirs, drikkevarer, drikkepenge og almisser er meget, meget individuelt. Vi brugte nok omkring 3.000 kr. 
Kilder: