|
Irland Den grønne ø.
Efter den varmeste og mest tørre måned i Danmark i mands minde glædede jeg mig umådeligt til en ferie i Irland, der går under betegnelsen ”Den grønne ø”. Alt det grønne kan jo kun stamme fra nogle velsignede skyer, og hvad deraf kommer i form af regn. Selvfølgelig ønskede vi kun regn i passende små portioner, og helst kun om natten, for alt det grønne skal jo heller ikke vokse så vildt, at det ikke er til at komme frem. Vi havde aldrig før været i Irland, så det var ny jord, der skulle betrædes og for første gang opdages. Vi var så heldige at have vores 9 årige barnebarn Nanna med, men om der overhovedet er noget for børn i Irland, vidste vi ikke på forhånd, for jeg har ikke rigtig kunnet finde noget i rejselitteraturen. Heldigvis er Nanna også til gamle slotte, museer, smukke udsigter og bjergvandring, hvorimod vi nok ikke skal satse ret meget på øl på pubber. Turen var på egen hånd med flyvning med SAS, og et par forudbestilte overnatninger på vandrerhjemmet i Dublin og Cong på vestkysten var alt, hvad der var planlagt hjemmefra. Så vi ville improvisere lidt efter vind og vejr, og hvor der var rart at være. Hjemmefra havde vi dog lejet en bil igennem FDM, og jeg var spændt på gearskift med venstre hånd, og om der var byttet om på pedalerne, eller om de var anbragt som i højrekørende biler. Med flyafgang kl. 9 søndag morgen, og måske indchekning i lufthavnen under langsommelige forhold, var det nok bedst at komme mindst et par timer før. Med DSBs mildt sagt ustabile kørselsforhold, turde vi faktisk ikke andet end tage et hotelværelse i København, og så kunne vi lørdag aften kikke ind i Tivoli. Så der var udsigt til en rolig nat uden onde drømme om aflyste tog, manglende personale, solkurver, skinnearbejde, nedfaldne køreledninger, nedbrudte tog, eller hvad DSB ellers kan finde på.
Et tresengs værelse på Cabin Inn Hotel ved Polittorvet kostede 765 kr., og det ligger ret nær ved hovedbanegården. Vi var heldige at finde Hovedbanegårdens eneste bagagevogn, og var egentlig fristede til at forkæle den lidt og tage den med ind på værelset til en overnatning. Men sådan er vi heldigvis ikke, så den blev pænt kørt tilbage i sit ensomme stativ. Værelset var næsten mindre, end vi havde regnet med, og den 3. seng hang helt oppe under loftet i en ulidelig tropevarme. Der var ikke aircondition, og det var først næste morgen, at vi opdagede, at vinduerne faktisk godt kunne åbnes mere end på klem, hvad låsesystemet ellers så ud til.
Efter 2 timers let flyvning på økomomiklasse og derfor uden gratis forplejning, landede vi elegant i Dublin lufthavn, og der var rigtige skyer på himmelen og 20 svalende saliggørende grader.
Turen til Dublin International Hostel tager en lille halv time og kostede 25 euro incl. ekstra for bagage og lidt tips. Der går også en lufthavnsbus, men hvor den havner, havde vi ingen anelse om, så vi tog den nemme løsning, og for en gangs skyld rejste vi jo heller ikke som backpackere.
Selvom priser hurtigt kan forskubbe sig, ofte i opadgående retning, har jeg i denne rejsefortælling medtaget så mange priser som muligt, så andre rejsende kan danne sig et indtryk af prisniveuet i Irland.
Men inden vi begiver os ud i Dublin, vil jeg fortælle lidt om det land, som vi for første gang skulle besøge. Republikken Irland har et areal på 70.282 km2, og med en befolkning på 3,7 millioner mennesker, hvor Dublin tager sig af den første million, så det giver mere end dobbelt så meget plads pr. indbygger som i Danmark. Ikke overraskende er over 90 % af befolkningen katolikker, og kirkens magt bunder i historien, da den katolske tro blev samlingspunkt mod det britiske overherredømme. Det katolske grundsyn er dog i de senere år begyndt at smuldre, og færre og færre ønsker at blive præster, nonner og munke. Prævention er blevet tilladt – ikke af kirken, men af politikerne, og forbudet mod skilsmisse er ophævet ved en folkeafstemning. Ligeledes er det blevet tilladt at få abort, dog ikke på irsk jord, så omkring 6.000 irske kvinder rejser hvert år til Storbritannien for at få fjernet det uønskede svangerskab.
På trods af, at kirkens indflydelse er dalende, går de fleste irere stadig til messer eller bestiger hellige bjerge – det sidste skulle vi selv opleve senere. Selv om jeg er aldeles ugudelig, fik jeg på turen købt et lille sølvkors til mig selv, og hvorfor jeg hver aften takkede den lille Madonna, fortæller jeg om senere. Besøgende i Irland i 1960 erne fortæller om et mylder af munke, nonner og tiggere, og landet virkede nedslidt og fattigt. På vores tur til Irland, så vi kun en eneste munk, (det var dog også både i kappe og kronraget), og vi så ikke en eneste tigger.
Eire eller republikken Irland har to officielle sprog, og næsten alle vejskilte står både på gælisk og engelsk. Det første officielle sprog er faktisk irsk, og engelsk er det andet officielle sprog. Begge tungemål terpes i skolerne idag, men i praksis tales der engelsk sammen, og kun 3% af befolkningen taler irsk til daglig. Interessen for irsk er dog stigende, og der er nu både en irsksproget radiostation og tv kanal. På turen rundt i Irland hørte vi flere familier, der indbyrdes talte irsk – det var ihvertfald et for os helt ukendt sprog, så det må have været det gamle gæliske sprog. Irlands første erobrere troppede op godt 700 år f. Kr. i form af kelterne, der hovedsageligt kom fra Spanien og Frankrig. Kelterne medbragte en stor stammekultur, der blev grundlaget for en stor civilisation, og de havde ikke svært ved at besejre de indfødte irere. Kelterne dannede klaner og små kongeriger, og selvom der var hyppige fejder mellem de omkring 150 forskellige konger, var det stort set en fredelig periode. I begyndelsen af 400 tallet kom kristendommen til Irland, hvor en af de første missionærer menes af være St. Patrick, og han er i dag hele Irlands skytshelgen. St. Patrick kommer vi til at høre mere om senere, men andre fulgte ham, og klostrene skød op som paddehatte, så kristendommen blomstrede, og Irland blev et land af helgener og vise mænd.
Det lykkedes aldrig vikingerne at få kontrol med det indre af Irland, og i 1014 blev deres herredømme knust af den berømte kelterkonge Brian Ború under Slaget ved Clontarf, hvor Brian selv døde under slaget, medens han bad om sejr. Selvom vikingernes herredømme var forbi, blev mange af vikingerne i Irland, og de blev efterhånden integreret i befolkningen.
I 1530 førte Henrik 8. sig frem, for han var sur på paven, der havde forbudt ham at gifte sig anden gang, så han gav ordre til at ”lukke” de irske katolske klostre. Med udtrykket lukke mente han brænde, rive ned og plyndre, og overgrebene fortsatte, da Henriks yngste datter Elizabeth 1. kom på tronen.
Den skotske konge, der senere blev kronet til James 1. af England, opfordrede sine protestantiske skotske landsmænd til at emigrere til Nordirland og overtage den jord, som var taget fra den lokale katolske befolkning. Og så var kimen lagt til den stadig verserende konflikt i Nordirland.
I 1600 – 1700 tallet var der masser af irske oprør, og irerne fik også ”fornøjelse” af ”Den engelske Borgerkrig”, hvor Oliver Cromwell anførte straffeaktioner i Irland, og hvor tusindvis af mænd, kvinder og børn blev myrdet, og han konfiskerede en fjerdedel af Irlands jord, og gav det til sine følgesvende.
I de næste århundreder gik den gamle keltiske kultur næsten i opløsning, men troen, sproget og musikken overlevede i det skjulte, og med rette er irerne stolte over, at den arv er bevaret til vore dage.
Den franske revolution gav håb for frihedsdrømmerne, men alle tiltag som ”United Irishmen”, der kæmpede for større frihed, blev brutalt slået ned af den britiske hær, og Unionsloven blev vedtaget, og den lovgivende magt blev nu flyttet til London.
1800 tallet var ingen dans på roser for irerne, for den britiske lov tvang dem til at dele deres private jordlodder ligeligt mellem sønnerne. Det var på jordlodderne, de fik deres hovedernæring kartoflerne, og da lodderne blev mindre og mindre, øgedes fattigdommen, og deres afhængighed af de engelske og irske godsejere voksede. Under 1. Verdenskrig prøvede en lille flok irske oprørere i ”Påskeoprøret” at rive Irland løs af Storbritannien ved at besætte en række bygninger i Dublin og erklære Irland for uafhængig. Briterne slog hårdt ned og henrettede 15 oprørsledere, deriblandt James Connolly, der var såret og måtte sidde i en stol, da de britiske soldater skød ham. Connolly og hans kammerater blev betragtet som martyrer, og forstærkede håbet om frihed.
I 1948 udråbte irerne deres land til republik, og der var næppe mange tårer, da de blev ekskluderet af
Commonwealth og da statuen af dronning Victoria blev fjernet fra pladsen
foran Irlands parlament var der også kun krokodilletårer der blev
udgydt. Siden er der åbnet for udenlandske investeringer, og medlemskabet af EU har givet store kontante fordele, som har været med til at skabe en stærk økonomisk vækst. Siden 1922 har der så været fred i Republikken Irland -det kan man jo så desværre ikke sige om Nordirland, men det er en hel anden historie.
Vi var inde og se det gamle bibliotek fra 1700 tallet, hvor det kostede 8 euro for voksne, 7 euro for oldinge over 60 år, og Nanna var gratis. Det var en god udstilling, hvor der bl.a. blev vist film om, hvordan man lavede de gamle læderindbundne bøger. Irlands største bogklenodie ”Book of Kells” var desuden udstillet i al sin pragt. Bogen er lavet af munkene på Iona, der måtte flygte fra vikingerne, og bogen indeholder de 4 evangelier på latin, men det, der gør den helt speciel, er de overdådige dekorationer.
Irland, fandt vi ud af, er eksperter i souvenirforretninger, og også på Trinity College ved biblioteket var der et kæmpeeksemplar af slagsen med specielt mange smykker fra den keltiske tid. Det skal dog siges, at forretningerne også har mange gode souvenirs, og Nanna elskede at kikke indenfor og studere det aktuelle udbud. De fleste souvenirforretninger var fra den samme kæde, så grundsortimentet var det samme, og så vekslede det løse efter hvilke seværdigheder, der lå i nærheden.
Vi fortsatte ned ad Grafton Street, der er Dublins superforretningsgade, og heldigvis også gågade, og her udfoldede bylivet sig med levende statuer og musikgrupper.
På nabobænken sad en lille pige på skødet af sin vistnok farfar eller morfar, og hun var utilfreds over et eller andet og småpeb, medens hun snoede sin bedstefar om lillefingeren med en ustandselig forudrettet stemme. Det var ved at drive mig til vanvid, og sådan er Nanna heldigvis ikke.
Nogenlunde samme vej tilbage til vandrerhjemmet gennem menneskemylderet og adskillige souvenirforretninger, og efter 15.968 voksenskridt faldt vi udmattede om på vandrerhjemmets senge – og Dublin havde gjort et udmærket førstehåndsindtryk.
På O´Connell Stret står en række meget spøjse kunstværker af nogle meget store og langbenede kaniner i forskellige situationer. De er lavet af en kunstner, der hedder Barry Flanegan, og hvem han er, ved jeg ikke, men de så sjove ud.
Et eller andet sted ude af Pearse Street skulle centeret ligge, men det var ude af vores kort, og Pearse Street føltes uendelig lang og lidt lurvet. Vi fik spurgt en dame, og hun fortalte, at hun boede på Pearse Street, men hun havde aldrig hørt om centeret, så det lød jo ikke just lovende, men vi fortsatte ufortrødent. Så kom vi pludselig til Grand Kanal, og centeret lå på pæle ude i kanalen, men det så alt andet end opstyltet ud, nærmest dødt. Et par arbejdere gravede udenfor, og de sagde, at vi skulle banke på døren, så først fik den nogle små dame nock nock og så nogle ordenlige mande nogen. Et tyk mand med krummer om munden åbnede og fortalte, at centeret var lukket og under ombygning, og for os havde det ikke gjort spor, hvis seværdighedsskiltet inde i centrum var pillet ned.
Dublin er nærmest overklistret med trafiklys, og alle med klikkelyde, når der er grønt, men det er dog yderst sjældent med grønt lys for fodgængere, og alle de indfødte går rask væk over for rødt, når bilerne er kørt. Da Nanna er meget lovlydig, ventede vi altid på det grønne, selvom ens tålmodighed bliver sat på en hård prøve. Et sted, hvor gaden skulle passeres i fire etaper og alle med rødt lys og ventetid for fodgængerne for hver etape, følte vi os nærmest til grin.
En gammel buet gangbro fører fra Dublinia over gaden til Christ Church Catedral, og når man kommer fra udstillingen, er det gratis, og ellers koster det 5 euro pr. voksen. Katedralen hviler på resterne af byens første kristne vikingekonge Sitric Silkeskæg kirke, som dog blev ødelagt af normannerne, som opførte deres egen kirke. Det var dog en kirke på lerfødder, eller rettere mosejord, for i 1500 tallet styrtede sydmuren sammen. Selv i vore dage har en af murene slagside, men ellers er det da et prægtigt bygningsværk. I krypten var der en udstilling af bl.a. guldgenstande, men ellers lagde vi mest mærke til en læsepult med en rovfugl i messing.
Vi begyndte at glæde os til at komme lidt ud på landet og væk fra menneskemylderet, og ihvertfald Gitte og jeg lidt væk fra souvenirforretningerne.
Selve bilen var en Fiat Punto med et bagagerum, der kun lige kunne klare 3 personers bagage, så den ville simpelthen være for lille, hvis 4 personer ville afsted. Men tag endelig ikke bilen for stor, for generelt kan det siges, at irske veje kræver små biler, herom senere. Vist var jeg lidt nervøs, for det var første gang, jeg skulle køre i bil med rattet i højre side og skifte gear med venstre hånd, foruden selvfølgelig venstrekørsel og en ukendt by. Hele Dublin er omgivet af motorringvej M5, så vi skulle bare finde den og dreje ud af afkørsel 7 til motorvejen vestpå. Hurtigt var der en afgift på 1,8 euro og senere 2,5 euro, men det gav en meget tom motorvej, der var perfekt til øvebane, og med stolthed svulmede mit hjerte, da jeg fik overhalet en gammel lastbil. Irland er ikke ligefrem overklistret med motorveje, så kort efter fortsatte vi ad N6, der er tosporet, men stadig med moderat trafik, og folk kørte pænt. Dog stod der på skilte, at der var dræbt 35 personer på vejstrækningen i de sidste 4 år. Efter en burger hos Mac Donald i Athlone, fortsatte vi nordvest på ad N 60, og vejene blev smallere og smallere, indtil vi sidst på eftermiddagen nåede vores bestemmelsted i Cong, der ligger nord for Galway mellem de store søer Lough Mask og Lough Corrib.
Den tavse mand og Ashford Castle. Som et beskæftigelsesprojekt ville man i 1840 forbinde de to søer med med en kanal og sluser, men vandet forsvandt i de porøse kalkstensklipper, så det blev opgivet. Alligevel synes jeg, at der rislede meget vand igennem byen, hvilket gjorde den ekstra hyggelig. I 1950érne instruerede John Ford filmen ”Den tavse mand” med John Wayne og Maureen O´Hare i hovedrollerne, og filmen blev så sandelig optaget i Cong. Det er ikke nemt at glemme for en lille by, så man kan få ”Den tavse Mand” ture i omegnen og spise på ”Den tavse mand”, og det skulle ikke undre mig, hvis man kan få ”Den tavse Mand burgere”.
Denne dag havde jeg planlagt til bestigning af Irlands hellige bjerg Croagh Patrick, og vi begav os ud på de smalle irske landeveje. Lidt uden for Cong standsede vi ved en kirkeruin, og dem er der mange af i Irland. Det, der er lidt mærkeligt er, at folk til stadighed bliver begravet omkring kirken i helt nye grave, men at de foretager de kirkelige handlinger i forbindelse med begravelsen i en ruin, kan man vel dårligt forestille sig.
Vi havde læst, at i landsbyen Murrisk skulle der gå en sti op fra Campbells Pub, så vi kørte langsomt igennem Murrisk og holdt skarpt øje med pubben, der dog nærmest viste sig at være begravet i en stor P plads for pilgrimme. Foruden 2 store grundmurede souvenirforretninger med cafeer, var der flere små stokkeboder, hvor der kunne købes træstokke for 3 euro, eller man kunne leje dem for det halve. Vi gik dog overlegent forbi stokkeboderne, for til det bette bjerg kunne vandrestokke da ikke være nødvendig. Selvom det var en uge efter den store pilgrimsweekend, var der mange pilgrimme, og med mange mener jeg flere hundreder, der snoede sig op ad stien mod toppen. Vi blandede os i mængden og startede opturen, der det første lille stykke følger en asfaltvej med 3-4 meter høje blomstrende fuchsia til begge sider. En stor hvid statue af St. Patrick bød tavst velkommen til vandrerne, og vi begyndte på den stenede sti, der i begyndelsen snoede sig langs et klukkende vandløb og ellers fortsatte op mod et pas med selve bjerget liggende til højre.
Oppe i passet var der mere læ, og der var et næsten fladt stykke, inden selve bjerget fortsatte stejlt opad i løse sten. I passet var den første helligdom i form af en stor bunke sten, og som ægte pilgrim fulgte jeg opskriften, som var angivet på en tavle, og gik 7 gange omkring stenene, medens jeg fremsagde 7 fadervor og 7 Ave Maria.
I passet var der udsigt til den modsatte side, der åbenbarede store grønne flader, vekslende med moser og småskove. Vi holdt en del småpauser, men meget korte for ikke at blive for afkølede, og efter 3 timers vandring nåede vi toppen. I bogen står der godt nok, at vandringen til toppen tager ca. 2 timer, men med vores udsigtspauser var vi meget godt tilfredse med resultatet.
Det var blevet halvskyet med enkelte solstrejf, og de iskolde vinde vi havde kæmpet med på vejen op var mærkværdigvis helt forsvundet, og det kan vel så kun være St. Patrick, der holdt hånden over bjergtoppen og os pilgrimme.
På første del af nedturen manglede vi i høj grad de stokke, som vi hånligt var gået forbi på P pladsen, og alderen begyndte at gøre sig lidt gældende, idet Gitte fik ondt i knæet og led i sine små balletsko. Nanna derimod sprang afsted hele vejen ned, og hun var tilsyneladende utrættelig. Så vi må konstatere, at Nanna ikke er den store morgenbadenymfe, men til gengæld en udholdende bjergvandrer, og det er ikke så ringe endda. Vi var to timer om nedturen, og selv næsten helt nede var der stadig en strøm af vandrere på vej op, og det både ældre mennesker og familier med børn, men på det tidspunkt var det nok tvivlsomt, om de ville nå op.
Første del af banen havde 9 huller, men banerne lå i forlængelse af hinanden som en lang bane og garneret med eventyrfigurer og store sten. Anden del havde også 9 huller i forbindelse med hinanden, men da der godt kunne være 50 meter mellem hvert hul, skiftedes vi til at slå et slag, da vi ellers blev helt væk for hinanden. Det blev en sejg tur hele vejen rundt og det tog fulde 2 timer, inden vi fik golfkuglerne i alle hullerne. Hvis nogen havde fortalt mig, at minigolfbanen havde kostet en million kroner at anlægge, ville jeg da gladeligt have troet dem, så en omgang på banen var trodt alt pengene værd. Ude ad vej N59 ved kvækerlandsbyen Letterfrack, ligger indgangen til Connemara National Park, der dækker 2.000 ha af de uberørte Connemara bjerge, moser, heder og græssletter. Nationalparken har et stort visitorcenter, hvor det koster et par euro at komme ind, og det huser en udstilling, cafe og et audiovideoshow med billeder fra parken. Tre afmærkede gåture udgår fra besøgscenteret, men da vi stadig humpede lidt efter gårsdagens bjergbestigning, droppede vi den lange tur op over et bjerg og tog istedet den mellemlange på 3,7 km. Hvis man er heldig, kan man se de vilde connemaraponyer, men de ponyer, vi så i en stor hestefold, var alt andet end vilde, og ville gerne kløs på muleværket. På de velanlagte stier var der vid udsigt ud over bugten, og ellers var det et bakket landskab, og over de sumpede strækninger var der gode gangbroer.
Sky Road er en 11 km smal vej, der går rundt på halvøen igennem øde landskaber, og da vejen går flere hundrede meter over havet, er der mange flotte udsigter. Vejen er nærmest etsporet, og har kun en enkel lille P plads, hvis man vil stoppe, så udsigten til de forrevne skær og det blinkende Atlanterhav skal nærmest nydes kørende. Nede i hostelets dagligstue brugte vi en timestid på at få skrevet postkort, medens vi ud af øjenkrogene beundrede en ung pige. Hun kom med 2 store skåle udskårne tomater, og dem guffede hun i sig som slik, og så sluttede hun ”måltidet” af med at fortære en halv vandmelon. Jeg ved ikke hvilken slags mæthed, man føler efter sådan en omgang, men tilsyneladende bliver man slank som en ål.
På en lille aftentur gik vi ned til bugten, hvor der lå nogle rustne maleriske skibe, og det kunne ses, at der var mindst 3-4 meter mellem højvande og lavvande, og det var noget, der facinerede Nanna meget, og så fik hun da lært lidt om det. Vejen N59 går igennem øde strækninger vekslende mellem klipper, hede og mose, og der var dårlig nok et hus. Vejen var sine steder bred efter irske forhold, men alligevel blev jeg udnævnt til kolonnefører, og jeg fik en smuk kø bagefter. Heldigvis kom der lidt før byen Mamm Cross en bil fra en sidevej og lagde sig foran, så det så ud som om, at det var ham, der havde lavet køen. Det var dog kun en kort stund, for så drejede han af igen, og jeg måtte som kolonnefører vise vej igennem byen, og meget lidet flatterende gik jeg i stå op over en smal stenbro midt i byen.
Vi prøvede også at finde Childrens Discovery Center, hvor børn skulle kunne lege sig ind i teknologiens og kunstens verden i en række interaktive udstillinger, men det var lukket på ubestemt tid eller måske helt nedlagt, fik vi at vide. Der var travle menneskefyldte gader, og vi fandt Lynch Castle, der går for at være et af de fineste middelalderhuse i Irland. Historien fortæller, at ejeren borgmester Walter Lynch i 1493 hængte sin egen søn for mordet på en spansk besøgende, og denne tragiske begivenhed skulle have fostret begrebet ”lynche”. I vore dage er der bank i bygningen, og i forhallen er plancher, der fortæller bygningens historie.
Galway har sikkert mange andre spændende steder, men vi var kun på gennemrejse og skulle videre, hvilket dog godt kunne kræve sin mand igennem masser af rundkørsler og tæt trafik, men der var vist også det årlige horserace i byen, hvilket nok ikke gjorde det nemmere.
Lige ved grotten går kalkstensklipperne opad, og vi fik da kravlet noget rundt, for det er noget Nanna elsker, og for at komme videre, måtte vi love hende, at vi gjorde holdt i morgen for at kravle mere i klipper.
Aftensmad på Hylands Burren Hotel, hvor priserne udenfor på spiseseddelen var helt i top, men ved at slå os ned i barafdelingen var der mere moderate Bar Food Menu priser. Lokalet var også hyggeligere, og vi fik alt det, vi kunne spise og cola til 36 euro for alle tre. Det var irsk tørvejr d.v.s. støvregn, da vi fulgte kysten ud til Cliff of Moher, der er en stejl klippekyst, der rejser sig 200 meter over Atlanterhavets bølger. På den stejle klippevæg, der veksler mellem sort skiferler og sandsten, er der beskyttende hylder, hvor havfuglene har yngleplads. Men foruden fugle tiltrækker kysten hobevis af turister, som på en anden Nordkapklippe. Det koster 5 euro at parkere bilen på den store P plads, men derudover er det gratis at besøge visitorcentret, der kun ligger i nogle pavillioner. En stor souvenirbutik var der selvfølgelig og en cafe, så det hele virkede meget kommercielt.
Byen Ennis, som vi kom igennem efter besøget ved klinten, ligger i et vejkryds, og de ønsker sig helt sikkert en ringvej og nogle gågader, for trafikken skal ind igennem byen i ensrettede gader, og en sådan trafik spolerer lidt af idyllen i en ellers meget hyggelig by.
Det kostede 25 euro at komme ind på centeret, og for at sige det, som det er, så er det ikke et sted, det er værd at køre ret langt efter. Der skulle udgå en sti fra borgen med forskellige seværdigheder, bl.a. en overgroet klosterruin, og et imponerende højkors med et billede af en biskop. Vi havde dog hele Irland, vi skulle nå, så vi droppede stien og fik istedet en kop kaffe og en kage i borgrummet, og hvis det muligvis kan læses mellem linierne, så er Dysert O´Dea heller ikke den store verdensseværdighed. På vej tilbage var vi inde og se Kilfenora Burren Visitorcenter, hvor det kostede 16 euro at komme indenfor. I gennem tableauer går den besøgende igennem tiden fra urhavet, hvor burren blev dannet, og videre igennem stenalderen og historisk tid. Centeret var nyt, og det var virkelig flot lavet, så det var både en omvej og pengene værd.
Tilbage til vores hyggelige værelse i Ballyvaughan og aftenspisning i baren på stamværtshuset, og tak for non smoking i de irske pupper.
Vi kom også tilfældigt forbi Fosra Slotsruin, men Nanna var blevet ruinmættet og blev i bilen, medens jeg lige skulle op og kikke. Ruinen er 4-5 etager høj, men der er intet tag og intet indmad, men til gengæld kokasser på slotsgulvet, og de tomme vinduer gav det hele et spøgelsesagtigt præg. Det formidable slot er bygget i 1400 tallet, og den vigtigste ejer var jarlen af Thomond, der boede her fra omkring 1500 til 1640érne (folk bliver ret gamle i Irland). Borgen blev forladt i forrige århundrede og var nærmest en ruin, da Lord Gort købte den i 1950érne, men den er nu restaureret i sin fordums pragt og møbleret som under den såkaldte ”Great Earl”, der døde i 1624.
I forbindelse med slottet ligger en dejlig folkepark, der er et frilandsmuseum med huse fra arbejderhytter til et elegant georgiansk herskabshus, og en hel landsby med forretninger. Desuden er der møller, forskellige slags dyr og arbejdende værksteder, og selvfølgelig spisesteder og den uundgåelige store souvenirforretning. Alt i alt var det hele pengene værd, og man kan sagtens få en halv dag til at gå på en spændende måde.
Limerick, der er Irlands 3. største by, er en sikkert spændende historisk by med historiske kvarterer, men i erkendelsen af, at vi ikke kunne nå det hele, kørte vi kun igennem udkanten af byen. Derved undgik vi også at få et Limericks på os, der er et muntert vers, der stammer fra en værtshussang fra 1700-tallet, og hvor deltagerne på skift sang et vers.
Det var ved at være på tide at finde en B og B, men selvom vi kom igennem flere småbyer, myldrede det ikke ligefrem med dem. Et sted var vi inde, hvor der var optaget, men værten ringede til ”Knight Heaven” længere fremme, og der blev sagt ok. Vi fandt dog kun stedet ved et lykketræf, men i et stort nydeligt hus på landet fik vi for 80 euro 2 sammenhængende værelser med eget bad og wc. For at få noget aftensmad måtte vi dog ud på landevejen igen, og i Tarbert lidt længere fremme fandt vi en pub med masser af mad for 36 euro. Meget hyggeligt selvom vi næsten sad på skødet af en stor familie med flere børn.
Det støvregnede det meste af dagen, men luften var mild, så det var alligevel muligt at gå i T shirt hele dagen. Sidst på dagen ville det irske vejr dog vise, hvad det duede til, så det klarede noget op og blev letskyet med sol ind imellem.
Guidebøgerne skriver, at man bliver transporteret igennem ”middelalderen” i kørende stolevogne, men det må de have misforstået – vi så i hvertfald ikke noget i den retnng. Museet er virkelig godt og værd at køre langt efter, så bare synd, at der ikke var flere mennesker.
Igennem en port fra parken, gik vi hen til en katedral, der var utrolig flot. På en eller anden måde så den ny ud, eller var i hvertfald af nyere dato, og at opføre et sådant bygningsværk må have kostet mere end én formue. Medens jeg sad på en kirkebænk og i stilhed lod øjnene vandre rundt, kom en lille gammel dame hen til mig og ville forære mig 3 små guldagtige plastiksmykker med jomfru Maria. Så ved man jo godt, hvad klokken har slået, når en fremmed vil forære noget væk, men ikke i dette tilfælde, for hun ville ikke have betaling, selvom jeg ihærdigt prøvede. Nej, det var en gave til mig og min familie, så det var pænt af hende, og måske var hun så selv lidt nærmere en plads i himmerige.
”Ring of Kerry” – en af Irlands kønneste ruter.
Det kostede 12 euro i familiebillet at komme ind på centeret, hvor der egentlig ikke er meget at se, men det var også muligt at tage en kombibillet til 65 euro og få en sejltur ud til og rundt om Skelling Michael. Der er også både, der har licens til at sætte et fåtal af turister i land på øen for at se stenhytterne, hvilket da kunne være ret interessant, men hvor og hvordan fandt vi ikke ud af, så vi afstod fra sejleriet. Selvom det var istid, havde de ingen is i centerets cafe, og det er en stor fejl, men selvfølgelig havde de en stor souvenirforretning.
Nogle af vejene på Skelling Ring er så smalle, at der ved modkørende biler skal bakkes og ellers listes forbi hinanden, og der er det selv for en indfødt irlænder svært at komme op på 100 km i timen.Vejene er utroligt smukke, da de er omkranset af meterhøje blomstrende fuchsia og vejkanter fulde af inkaliljer. Skilling Ring er med sine forrevne klippekyster faktisk smukkere end Ring of Kerry, så vi var på udkik efter en B og B i området, men da der tilsyneladende ikke var nogen, fortsatte vi videre ind på Ring of Kerry. Waterville er en mindre by på Ringen, og her vrimlede det med B og B, og vi fandt let et sted lige ved stranden, og med en værtinde, der var venligheden selv, og som helst ville bære vores kufferter. Overnatningen kostede 65 euro, og vi fik et lille værelse med håndvask og resten af faciliteterne ude på gangen.
Vejret var så godt, at vi besluttede at spise ude, og et sted, hvor der sad en del spisende mennesker på en terrasse, gik vi ind og bestilte mad i baren. Lidt efter kom tjeneren ud og gik lidt søgende rundt og spurgte, hvem der havde bestilt 2 luksusburgere og en portion nudler, og det havde vi, så vi markerede. Som et ekstra plus var der nuggets til de nudler, som Nanna havde bestilt, så hun guffede løs og var ganske godt tilfreds. Det var der så nogle andre mennesker, der ikke var, for det viste sig, at vi havde fået deres mad, som de havde ventet på et stykke tid, men vi følte os nu ret uskyldige og kunne ikke rigtig tage ansvaret for tjenerklok.
Kenmare er en rigtig hyggelig by med stukdekorerede stenfacader og farvede huse, der konkurrerede med byens blomsterdekorationer. Det var istid, så vi gik en runde i byen og var inde i kirken, hvor menigheden bad fællesbøn. Udenfor stod en rigtig levende munk a la broder Tjuk med kutte og kronraget hoved, og jeg tror faktisk, det er første gang, jeg har set en rigtig en af slagsen. Jeg selv er helt ugudelig, men alligevel, for der måtte være en skytsengel, der holdt hånden over os, siden vi kunne færdes på de smalle veje uden uheld. Så jeg fik købt et lille sølvkors, og da jeg ikke har nogen gud, takkede jeg hver aften istedet den lille madonna, fordi hun så fint havde klaret skærene for os i form af hårde vejrabatter og modkørende biler.
Woollen Mill så så stort ud, at vi ikke orkede at gå indenfor, men det var faktisk heller ikke derfor, vi holdt på deres P-plads, men for at besøge Blarney Castle, hvortil der gik en lille sti.
Slottet ligger dog også i en park, hvor der er lidt at se, bl.a. et vandløb, der er kobberfarvet af euromønter, og hvorfor folk smider penge i grams der, har jeg ingen anelse om. Desuden er der noget, der hedder Rockclose, med et klippefyldt område med en stenheks og forvredne trærødder, og en trappe der skal betrædes forlæns og baglæns med lukkede øjne. Blot hvis man vil lege lidt videre i mystikkens verden.
Anbebefalet spisning i Hunters Rest i Mitchelston, og jægere må være et sultent folkefærd, for deres burgere var 3x Mc Donalds i størrelse og læssevis af pommesfrites og grønsager til mig. Gitte fik en kæmpe Cæsarsalat og Nanna en kæmpe gang kyllingebryst. Mad og drikke for ialt 26 euro, og så måtte vi snige os ud, for vi kunne ikke engang spise halvdelen.
Der var en let kørt vej mod Dublin, og vi kom kun igennem et par småbyer, ellers var der bred vej og noget senere ligefrem en motorvej. Landskabet var bakket venligt landbrugsland, og der er stor forskel fra Vestlandets mere vilde naturudfoldelser.
Haven har en stor P plads, men man skal om bagved, så den fandt vi ikke, og ellers er der gratis adgang til 20 ha med over 20.000 forskellige planter. Haven er anlagt i 1795 og har bevaret sin gammeldags atmosfære med smukke vistorianske palmehuse af støbejern, og andre buede drivhuse. Husene blev bygget mellem 1843 og 1869 af Richard Turner, der også stod for palmehuset i Kew Gardens i England. Det vil dog sige, at husene i Dublin er kopier af de gamle huse, for de er genopført i 1990erne med støtte af EU.
Så var det tid til at aflevere vores lille trofaste Fiat Ponto, og vi stilede mod lufthavnen, der med skilte anviste vej til, hvor udlejningsbilerne skulle afleveres, og godt for det, for vi kunne overhovedet ikke huske, hvor vi havde hentet bilen. Så snart vi kom til P pladsen, kom en Hertzmand med en computer, og han gik en runde om bilen og roste os, fordi vi ikke havde fået buler eller skrammer, så Jomfru Maria og jeg stod rødmende og modtog rosen. Vi skulle betale for en tom tank, og en superduperforsikring, der ikke havde selvrisiko, og plus moms beløb det sig til 175 euro, som på stedet blev trukket på kreditkortet. Og så var vi igen billøse, og slæbte kufferterne hen til taxiholdepladsen, og hvordan de regner taxiprisen ud, er ikke godt at vide, for denne gang kostede det 35 euro at køre til vandrerhjemmet. Det var næsten som at komme hjem igen, da vi genså vores gamle vandrerhjem, og vores reservation hjemmefra virkede, og da de var udgået for 3 sengsværelser, fik vi et stort 4 sengsværelse til 92 euro, men så var det også med eget wc og bad. Fedt.
Aftentur i byen, og Nanna fik fyldt depoterne op med souvenirs og mad fra Burger King.
Vi havde planer om et besøg i Zoo og på et dårligt kort, udstak jeg en kurs, men flere gange, hvor vi kikkede på kort, kom der folk og ville hjælpe, og vi fik at vide, at der var en ”long walk”, medens de kikkede på Nanna. Vi kom forbi et rigtigt fængsel, men der var vi nu ikke inde og kikke. Nanna fik lært lidt om brøker, for jeg fik meddelt, at nu havde vi gået 2/5 af vejen og måtte forklare, hvad det betød, og så 3/5 og 4/5, og så var vi ved at være fremme. Zoologisk have ligger i Phoenix Park, der er Europas største bypark og omkranset af en 11 km lang mur - gad vide om den kan ses fra rummet. Parken blev etableret i 1662 af hertugen af Ormonde, der indrettede området til dyrehave. Zoologisk Have blev oprettet i 1830 og er verdens 3. ældste zoo. Haven er berømt for sit held med at avle løver, og den brølende løve fra filmselskabet MGM stammer fra Dublin Zoo.
Da vi kom ud af zoologisk have, var der en lang kø ind i haven, og der var det mere på sin plads med next please. På vej ud til Zoo havde vi set en sporvogn, og sådan en ville Nanna gerne prøve, men vi gik næsten død i en indviklet billetmaskine, hvor jeg måtte meldte pas. Men Gitte hun kunne, og for 5,5 euro kom vi forbi kanaler og sluser og endte langt ude på landet i en eller anden forstad, og så måtte vi tilbage igen ad samme vej.
Næste morgen var det så bare at finde en taxi til lufthavnen, og indcheckning og flyvning gik bare helt glidningsløst, og vi havde endnu et land i skalpebæltet. Det var vores første besøg i Irland, og i erkendelse af, at vi kun har set en brøkdel af landet, har vi dog fået en lille fornemmelse af det land, der gemmer sig bag Storbritannien, og som nu er vågnet op af tornerosesøvnen med hjælp fra EU.
Irland er bestemt ikke overrendt af danske turister, og det er faktisk synd, for det er i høj grad et land, der er værd at besøge. |
Slæbende med kufferterne nåede vi lufthavnstoget 6.23, og lidt efter ankom vi til lufthavnen, hvor en umådelig lang indcheckningskø snoede sig igennem lokalerne, men det gik egentlig forbavsende hurtigt. Der er jo også de her selvindchecknings-maskiner, men med vores hjemmelavede billet ville vi hen til en levende dame, og håbede så, at hun ikke ville grine hånligt af vores hjemmeprintede stykke papir. Til min forbavselse godtog hun papiret og udleverede boardingkort, og så kunne vi gå op og få morgenmad, og var næsten afsted. Flyet var booket og betalt på nettet igennem noget, der hedder Travelstart og med børnerabat, skat, håndteringsafgift og moms blev det kun 3.833 kr. for Dublin tur/retur for os alle tre. Hvordan det så kan gøres så billigt, er næsten ikke til at forstå.
I paskontrollen ville betjenten dårligt nok se vores pas, men uden at fortrække en mine, gav han Nannas pas et stempel, og det kunne tyde på, at der sad et rigtig menneske under kasketten. Bagagebåndene rullede, og mennesker myldrede rundt, og lidt efter stod vi udenfor og ville gerne have en taxi. Det var der også mange andre, der ville, men der var helt check på situationen, for taxierne kom rullende i en lind strøm, og en mand dirigerede, så alt gik retfærdigt til. 
Selve vandrerhjemmet er indrettet i Sct. Josef Convent Skole med en gedigen hovedbygning, der er sammenvokset med en værelsesfløj samt en Riddersal, som vi kommer til senere. Selve Sct. Josef er hugget i sten på gavlen imellem gesimserne, og der er kors på toppen af bygningen. Selveste Jesus står i baggården med udbredte arme og velsigner alle, der sætter sig ved borde og på bænke, så vi var i fint selskab. For at det ikke skal være sjovt det hele, var der langs muren ud til en snæver gyde, opsat så meget pigtråd, at den tidligere Berlinmur ville være helt misundelig. En stor stentrappe med smedejernsgelænder førte op til hoveddøren, og efter et tryk på ringeknappen blev døren åbnet, og vi kom ind i receptionen, der er eneste indgang til vandrerhjemmet. Vi havde bestilt overnatning og havde betalt første overnatning hjemmefra med kreditcard, hvilket beløb sig til 75 euro for et 3 sengs privat rum med håndvask, og det var også incl. sengelinned og morgenmad. Ved at vise vores Hostelling Internationalkort fik vi 2 euro i discount pr. nat, og så havde vi uden det store besvær nu fast base i Dublin i de næste par dage. 
Irland ligger vest for Storbritannien og er opdelt i to forskellige stater Nordirland,
Kirkens autoritet er også blevet svækket af en række sex-skandaler, som præsten Brendan Smyth, der i 3 årtier misbrugte alle de børn, han kom i nærheden af, og det lige fra Belfast til North Dakota i USA. Han blev afsløret adskillige gange, men hver gang flyttede den katolske kirke ham blot til nye poster. Til sidst meldte han sig selv og fik 4 års fængsel i Republikken Irland, men Nordirland ville også have ham til retsforfølgelse. Imidlertid forsøgte den irske premierminister Reynold at trække tiden ud, og det medførte, at regeringen faldt, og en ny blev dannet uden om Reynolds parti. Siden er dusinvis af andre sager kommet frem, hvor præster og nonner har misbrugt børn i katoske institutioner under det hellige kors. Jeg har ikke det fjerneste imod, hvis præsterne og nonnerne laver julelege med hinanden, men hold dog de små messedrenge og andre englebørn udenfor. 
Tidligere tider, hvor de fleste irere levede af landbrug, er det vendt, så det i dag kun er 7 % af befolkningen, der lever af landbrug, skovbrug og fiskeri, og resten af industrien og turisterhvervet. Store udenlandske investeringer og tilskud fra EU har sat gang i hjulene, så der nu kun er en arbejdsløshed på 4%, og irernes levestandard er smukt kommet op på gennemsnittet i EU.
Jægere og samlere trak for 9.000 år siden fra Storbritannien, og de bosatte sig langs floder og kyster, da Irland på den tid overvejende var dækket af skov. I den sene stenalder 3.700 år f. Kr. satte agerdyrkerne deres præg på landet, da de med stenøkser begyndte at rydde skoven for at få landbrugsjord.
Omkring klostrene opstod befolkningscentre, og kongerne opbevarede deres skatte i klostrene, og det rygtedes åbenbart til Skandinavien, for i slutningen af 700 tallet lagde de første vikinger til ved kysterne, og klostre var altid et yndet mål for plyndrende vikinger. For at dulme vores dårlige samvittighed, kan det dog også nævnes, at vikingerne også introducerede nye dyrkningsmetoder, anlagde handelspladser, og grundlagde muromkransede byer som Dublin, Waterford og Limerick.
Elizabeth, det kære væsen, havde fået den ide, at al jord skulle konfiskeres fra de oprørske jarler og katolske irere, og den skulle overlades til de yngre sønner af det engelske aristokrati. Selvom der var 3 store oprør mod Elizabets politik, blev de oprørske irske jarler overvundet, og de blev tvunget til at følge engelske love, tale og klæde sig engelsk og opgive deres jorder, hvilket medførte, at de fleste flygtede til det europæiske fastland.
I 1695 indføres ”Penal Laws”, der er en række antikatolske straffelove, der havde til formål at knuse den irske kultur og hindre dem i nye oprør. Katolikkerne blev frataget stemmeret, ret til at købe ejendom og bære våben, og det var slut med at holde katolske messer, drive katolske skoler, tale det irske sprog, spille irsk musik og læse i irsk litteratur. Sådan. 
Under den Amerikanske Uafhængighedskrig, hvor briterne var optaget andetsteds, skete det næste vendepunkt i Irlands historie, for det voksende irske handels- og borgerskab krævede større uafhængighed, og det irske parlament fik udvidet sine beføjelser således, at dets beslutninger ikke kunne omstødes af det britiske parlament, men kun af kongen. 
I 1845, 1846 og 1848 slog kartoffelhøsten fejl, idet kartoflerne rådnede på marken af skimmel. Omkring 1 million fattige katolske irere mistede livet af sult, men heldigvis gik det ikke ud over irlands store eksport af korn, kød, mælk og majs til resten af Europa. Yderligere næsten 1 million irere emigrerede til USA, Storbritannien, New Zealand, Canada og Australien, og bare i USA regner man ned, at der lever 12 millioner indbyggere med irsk oprindelse. 
De følgende år var præget af partisankrig og britisk hævnaktion indtil 1921, hvor det resulterede i en traktat, der delte Irland. Seks protestantiske grevskaber i nord skulle fortsat være under britisk herredømme, og resten skulle have selvstyre, hvor 26 af de sydlige grevskaber blev en fristat under det britiske statssamfund Commonwealth.
Det var omkring 20 grader og var let skyet, så vi startede i sommertøj, men kort efter gik vi alligevel tilbage efter lidt mere tøj, og Nanna ville gerne have en paraply med. Kvarteret ved vandrerhjemmet er lidt luvslidt, men vi var hurtigt nede ved gågaden Moore Street, hvor der ligger en Burger King, og det var lige, hvad Nanna godt kunne tænke sig, og alle blev mætte for tilsammen 16 ½ euro. Moore Street munder ud i Henry Street, der også er en gågade, og vi bemærkede de mange kommunale blomsterarrangementer i lygtepælene, og ved pubberne er det helt overdådigt med blomster i røde og lilla farver. På hjørnet af Henry street og O´Connel street står et sylespidst meget højt tårn, hvilket vel må gå under betegnelsen et kunstværk, men ellers er det et meget godt landemærke. O´Connel street er ikke en gågade, men er meget bred med mange forretninger, en overdådighed af statuer og tykke stimer af mennesker.
Det første vi fik øje på, var det 30 meter høje fritstående klokketårn Campanile, der står omgivet af de gamle ærværdige bygninger, dog af meget forskellig alder, og de oprindelige bygninger fra det kære væsen Elizabeths 1. tid, findes ikke mere. Jeg bemærkede, at man kunne få en rundvisning på universitetet til 10 euro, og til sammenligning er vi jo ret billige med 25 kr. på Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Ring 35 28 21 82 og får en aftale.
I The Colonnades ligger Long Room, der er godt 65 meter langt, og de gamle læderindbundne bøger står i 2 etager. Biblioteket modtager eksemplarer af alle bøger udgivet i Irland og Storbritannien, og det siges at indeholde 3 millioner titler. Det er ikke meningen, at publikum må gå og bladre i bøgerne, så der var to rækker snore ind til bøgerne, og to vagtposter sad årvågent i hver ende og småsov. 
Grafton Street munder ud i St. Stephens´s Green, der er en 9 ha stor park med søer, gamle træer og smukke blomsterbede. På en musiktribune var 40 musikere ved at spille alle de gamle evergreens, og folk sad på græsset og hyggede sig. Et let regnbyge jog folk ind under træerne, og Nanna godtede sig over sin medbragte paraply. I parken findes også en stor legeplads, og til
alle ferier med børnebørn er legepladser et vigtigt indslag, der kan give de gamle en tiltrængt
bænkepause.
Morgenmaden, der var incl. i vandrehjemsprisen, blev indtaget i Riddersalen der meget mindede om Harry Potters spisesal på Hogwarts. Vi så dog ingen hvide ugler, men det var et stort langt rum med højt til loftet og synlige bjælker, og på dem hang forskellige nationers flag. To lange borde gik igennem hele lokalet, og mange forskellige sprog blev fremmumlet af mennesker i alle aldre og med mad i munden. Morgenmaden var buffét, og det der kaldes continental, og hvis man ville have irsk morgenmad med pølser, bacon og spejlæg kostede det et eller andet ekstrabeløb, og skulle bestilles i forvejen.
Nede i centrum havde vi set et seværdighedsskilt til Waterways Visitor Center, og da jeg er gammel flodskipper på de engelske kanaler, ville vi ned og kikke og måske mindes. Kanalerne i Irland blev gravet i 1700 – 1800 tallet til transport af varer og passagerer, indtil jernbanerne overtog passagerene, og lastbilerne senere udkonkurrerede lastprammene. Efter en tornerosesøvn er kanalerne for en stor del igen sat i stand og bruges nu af fritidsfolket. Centeret skulle indeholde modeller af sluser, kanaler og floder, og det ville vi gerne vise Nanna. 
Heldigvis lå National Gallery of Ireland i nogenlunde nærhed, og det var ganske gratis at betræde de hellige haller. Museet har til huse i en stor pompøs bygning fra 1864, og rummer foruden statuer og skulpturer over 2.000 malerier, hvor nogle er store som huse. Der er lagt mest vægt på irske og engelske malere, men der er også franske sale med Monet og Degas, spanske med bl.a. Goya og hollandske/flamske sale med bl.a. Rubens og Rembrandt.
Synod Hall husede den protestantiske Church of Irelands øverste forsamling indtil 1983, men er nu omdannet til Dublinia, der er en udstilling om middelalderens Dublin. Forskellige tableauer i naturlig størrelse viser de vigtigste begivenheder i Dublins historie, og da tableauerne var med indlagte lyde og ret godt lavet, var det helt sikkert også noget for børn. Øverste etage omhandlede de grumme vikinger, og man kunne gå videre op i tårnet, hvor udsigten dog ikke var noget at råbe hurra for, da man skulle kikke ud igennem nogle halvnussede glasruder. 
I stedet gik vi igennem kvarteret Temple Bar, der har udviklet sig til byens mest livlige og kulturelle kvarter. I 1700 tallet var kvarteret berygtet for sine værtshuse og bordeller, men siden kendt for sine dygtige håndværkere. Men industrialiseringen gjorde mange arbejdsløse, og i en periode var de smalle gader og gamle huse Dublins mest forfaldne. I 1960´erne købte et stort transportselskab området, og ville rive hele herligheden ned for at lave garageanlæg til busser, men indbyggerne protesterede voldsomt, og transportselskabet bøjede sig for nedrivningsplanerne. Siden begyndelsen af 1990 er kvarteret gradvist blevet restaureret, og de gamle brosten er kommet frem i lyset fra gammeldags gadelygter. Cafeer, restauranter, gallerier, musiksteder, modeforretninger er skudt op imellem de gamle pubber. Vi kikkede ind i et par stykker af pubberne, men der var for høj musik og for mange mennesker, så det ville vi hverken byde barnebarnet eller os selv.
Vi gik tilbage ad O´Connell Street med masser af mennesker, men drejede ned ad en smal parallelgade, der var helt øde. Straks kom en mand frem og sagde, at det var et farligt område, og da han selv så noget skummel ud, var det muligvis mest på grund af ham, at det var farligt. Vi fortrak ud i menneskemylderet igen, og fik aftensmad på en stille Burger King, og videre hjem til vandrerhjemmet i småregn.
Vi fandt et Hertzkontor i lufthavnen, der viste vej hen til en Hertzbus, der kørte hen til en stor P plads i nærheden og et nyt Hertzkontor. En lang kø viste, at der var tryk på udlejningsbilerne, men heldigvis havde vi forudbestilt. Selvom forsikringen var incl. i billejen, var der en selvrisiko på 10.000 Euro, så vi lod os nemt overtale til at tegne en tillægsforsikring, der neutraliserede selvrisikoen til nul.
Vejene derude vestpå er for viderekomne, idet de er snoede og smalle, og ofte med stendiger eller hække helt ude ved vejkanten. Jeg havde indtryk af, at når irlændere laver veje, måler de bredden på den smalleste bil på markedet, ganger med 2, og som en luksus lægger de en meter til på det, de kalder brede veje, men på de smalle veje, er det måske kun 30-40 cm frit lejde. Men til gengæld må man så også kun køre max 100 km i timen på de smalle veje – hvilket jo er meget betryggende. Næsten alle vejsving var uoverskuelige, og det gibber noget i en, når man går ind i et sving, og først 10 meter før ser de modkørende. Først når vejene går som kruseduller, sættes et skilt op med snoet vej, og et sådan sted stod samtidig et skilt med indsnævret vej, og helt grotesk stod der ved siden af de to første skilte, et max.100 km i timen skilt. Vi nåede dog Cong i god behold, men kun ved hjælp af overnaturlige magters indgriben. 
Selve Cong er en malerisk lille by mellem de to søer, og byen er domineret af Cong Abbey, der blev grundlagt i 1128 af augustiner-ordenen, og i sin stormagttid husede klosteret 3.000 munke. I dag er der kun ruiner tilbage, men en ny kirke er bygget næsten ind i en del af det store ruinkompleks.
Vores aftentur gik til klosteret og en tur rundt i byen, og så fortsatte vi ud mod Ashford Castle, der ligger ud mod den største af søerne. Slottet blev bygget i nygotisk stil i 1870 erne af Lord Ardilaun, som var medlem af Guinness-familien. Slottet er bare enormt stort og må have kostet en bondegård, plus en halv krig og det hvide ud af øjnene, selvfølgelig kun på de fattige irlændere, forstås. I vore dage er slottet omdannet til luksushotel, og derfor kunne vi komme helt tæt på bygningsværket. Vi vovede os dog ikke helt ind i gemakkerne, hvilket et skilt også forkyndte, at de gerne ville have sig frabedt. På bagsiden ud mod vandet ligger slotsparken med kæmpestore blomstrende hortensia og sirlige blomsterbede, foruden selvfølgelig et springvand. Vi plantede os på en bænk i parken, og med aftensolen i ansigtet og slottet i ryggen nød vi udsigten ud over vandet, og det gav faktisk en positiv form for velvære. Nogle mindre småslotte i parken med hemmelige gange og glughuller, var en god legeplads for Nanna, så Lorden må have været ret børnevenlig. Ved et kik på nettet kan ses, at for kun 237,50 euro pr. person kan man overnatte på slottet, og det er endda incl. dinner i den elegante ”George V Dining Room” og incl. irsk morgenmad med pølser, bacon og æg i lange baner. Så når vi engang bliver rige, vil vi også prøve sådan en luksusovernatning med fin dinnér. Måske.
Men indtil da måtte vi nøjes med aftenspisning på pubben ”Kragens rede”. Som alle andre pubber i Irland var den røgfri, og det har givet ekstra omsætning i publivet med flere gæster, så pubværternes frygt i starten, var helt ubegrundet. Gad vide, hvornår det bliver indført i Danmark, så man også her kan spise på restaurant uden at være passiv ryger? En gang kylling med baconbund og diverse tilbehør på puppen kostede 10,50 euro for hver, og foruden 6 euro for en guinness og to cola. Pubberne er altid hyggelige med mange dekorationer på væggene, og kæmpe madportioner – så der skal arbejdes hårdt på at tabe sig efter en ferie i Irland.
Croagh Patrick ligger lidt vest for Westport, og lige ud til det blanke vand i den store Clew Bay. Irlands hellige bjerg er opkaldt efter en af Irlands første missionærer St. Patrick, som efter sigende opholdt sig 40 dage på toppen og kæmpede mod de onde ånder, bl.a. Djævelens moder. I kelternes tid tilhørte bjerget guden Crom, og det var for at rense bjerget for afguder at St. Patrick kæmpede og bad, og efter de 40 dage erklærede han bjerget helligt for den kristne gud. Det skulle være foregået i år 441, men irerne husker som elefanter, og hvert år bestiger tusindvis af pilgrimme bjerget for at mindes St. Patricks bedrifter og vel samtidig nyde udsigten. Især den sidste søndag i juli ”Garland Sunday” valfarter pilgrimmene til, og nogle af dem tager endda turen på bare fødder.
Selve bjerget er 763 meter højt, og nedefra forekommer det kegleformet, og det bliver det forhåbentligt ved med at være, for der har været forslag om at udvinde guld og bauxit i bjerget. Højden på et bjerg siger egentlig ikke så meget om besværet med at komme derop, for hvis man står på en vej ved Titikakasøen i Peru, og kravler op på en klippe, har man hurtigt besteget et bjerg på over 4.000 meter, men 763 meter fra næsten havets overflade, kan godt give sved på panden.
Det var skyet, og der kom en kold vind ude fra havet, og det var faktisk koldt om fingrene, så det var med lidt betænkelighed, at vi fortsatte opad. Der var en flot udsigt ud over bugten med mange små øer, og Nanna ville hele tiden have, at vi skulle kikke, så barnet har virkelig sans for udsigter.
På toppen ligger et lille kapel, der huser St. Patrick, og ud af skjulte højtalere lød dæmpet kirkesang. Så vi fik alligevel ro i sjælen og sad på stenkanten og spiste nutellamadder, medens vi nød det landskab, som andre, f.eks. den engelske forfatter William Thackeray uden blusel har kaldt ” det smukkeste i verden”.
Tilbage ved vandrerhjemmet ligger byens stolthed, en helt speciel minigolfbane, der ville give den ved Fladbølle Strand mindreværdskomplekser. Prisen for at benytte banen er nu også helt speciel, for en omgang kostede 10 euro for voksne og 6 euro for børn, og en familiebillet for 2 voksne og 2 børn kostede 25 euro. Manden forlangte de 26 euro, men det syntes jeg var lidt urimeligt, så selv om Gitte syntes, det var lidt pinligt, fik jeg lavet det om til en familiebillet, og jeg vil da altid gerne bære rundt på en ekstra kølle, hvis jeg kan spare en hel Euro.
Som sædvanlig var det overskyet, da vi forlod vandrerhjemmet og kørte ud igennem det øde landskab, der vekslede mellem bjerge og mosestrækninger. Vi stoppede et sted og kikkede på tørveskær, hvor de skårne tørv var stakket op, og vi fik en snak med Nanna om tørvegravningens ædle kunst. Alle kender ordet ”tørvetriller”, og det hentyder til noget kedeligt og ikke særligt hurtigt, men vi kan prale af at have set en rigtig tørvetriller i form af en langsomt kørende traktor med et læs tørv.
Der var da en del andre vandrere i nationalparken, men slet ikke i mængder som på Sct. Patrick.
Selvom Clifden ikke er særlig stor, tiltrækker den en hel del turister, men de har også nogle kønne huse, og bjergene ligger smukt i baggrunden, og Cliften Bay går næsten helt ind til centrum. Byen blev grundlagt i 1812 af John d´Árcy, der var godsejer og sherif i Galway, og han ville forsøge at skabe en respektabel lomme i et ellers lovløst Connemara. Det lykkedes ikke at bringe fremgang og orden til byen, så familien gik fallit under forsøget. I vore dage ser det hele meget lovlydigt ud, selvom der er en del pubber og souvenirforretninger. 
Selv gik vi i byen og fik nogle fritter og noget kød til tomaterne, så måske er det derfor vi, udover Nanna, nærmest minder om fede moseål. På restauranterne i byen kostede måltiderne 15-20 euro, men vi fandt et sted, hvor tre gange aftensmad med sodavand kostede 31 euro, og det var endda med fin havudsigt.
Af borgen Aughanure Castle er der kun det seks etage høje tårnhus tilbage, og det ligger på en lille klippehalvø i floden Drimneen og ellers en voldgrav med dystert sort vand. Det koster nogle få euro at komme ind i det intakte tårn, hvor der er nogle oplysende tavler om livet på borgen.
Vi krydsede over floden for at se nærmere på Galway Cathedral, der er bygget så sent som i 1965 som et kæmpekors af grå kalksten og med en stor irgrøn kuppel. Store glasmosaikker dominerer kirken, og at bygge sådant et pragtfuldt bygningsværk må have kostet masser af synder og efterfølgende aflad til kirken.
Medens Nanna legede på en stor legeplads midt i byen, fandt jeg The Spanish Arch, som er en port, der er flyttet hen på pladsen fra den gamle bymur. Porten, der skulle være en seværdighed, stod nu helt frit og umotiveret på pladsen, og den så både trist og kedelig ud og er bestemt ikke værd at lede længe efter.
Vi kørte ud af byen ad N 18 og videre ad N 67 langs kysten og fandt Aillwee Cave lige syd for Ballyvaughan. Aillwee Cave er meget kommerciel, og det kostede ialt 25 euro for os tre at komme ind til herlighederne. Når billetten er betalt, går man hen til en luge og får et adgangskort og et tidspunkt for den næste guidede grottetur. Imens kan man til Nannas udelte fryd bruge ventetiden i en kæmpestor souvenirforretning, og der findes også en ventecafe. Selve grotteturen tager omkring 40 minutter, og man kan opleve drypsten og underjordiske vandfald, der skiftevis bliver belyst eller indirekte belyst (af en sæk sortbrogede kartofler, der stod og drak vand af en afdanket violinkasse uden ærmer). Grotteturen er, som grotteture nu engang er, og den første tur i et menneskes liv er nok den mest spændende. 
Grotten ligger i The Burren, der er afledt af gælisk og betyder klippeland, og området strækker sig over 250 km2 og er en stor schweizerost af kalksten med furer og fordybninger. Området blev skabt for over 300 millioner år siden af sammenpressede skaller og skaldyr, dengang det hele var havbund. I 1640 beskrev en af Cromwells landmålere The Burren som ”et brutalt land, hvor der ikke var vand nok til at drukne en mand eller et træ til at hænge ham i og heller ikke jord til at begrave ham i”. Selvom der ikke kan gro træer, giver Burren et enestående botanisk miljø, hvor der i sprækkerne findes middelhavsplanter med mange forskellige farverige blomster. Frosten, vinden og regnvandet har ved erosion dannet revner i kalken, og den porøse klippe gennemtrænges let af regnvandet, som så har dannet et omfattende net af huler under klippeplateauet som Aillwee Cave.
Ballyvaughan er en rigtig hyggelig lille by, og der er B og B i hvert andet hus, og vi havde held med os i første forsøg og fik et fint lyst værelse til 30 euro for voksne og 15 for børn incl. irsk morgenmad. Der var bad på værelset, men toilet på gangen, men alt i alt var det meget bedre end det, et vandrehjem kan tilbyde, og tilligemed en sød hjælpsom værtinde.
Vores B og B værtinde Katlein, nursede om os som på et 5 stjernet hotel, og irsk morgenmad er med alt henhørende i spejlæg, pølser og bacon foruden cornflakes og ristet brød.
Pavillioner er jo for små et sådan sted, så de er ved at bygge et kæmpecenter inde i bakken, og når det så åbner i 2007, kan man nok ikke nøjes med 5 euro for en bilfuld turister. 
På vej tilbage sad en folkemusiker Tina og sang skønsang samtidig med, at hun spillede på harpe, der nærmest er irernes nationalinstrument. Foruden hatten havde hun helt tilfældigt også CD ere til salg med sin musik, og selv hjemme i Borup er det velklingende toner. 
Foruden et tårnhus fra 1550, er der 2 rekonstruerede ringforter med jordvold og palissader omkring et par hytter med stråtag. Udover 2 mænd i sækkelærred, der forknyt gik rundt, og ild i et par ildsteder, var der ingen form for aktivitet, så det spruttede ikke ligefrem af liv.
I området i nærheden ligger tårnslottet Dysert O´Dea, der er bygget i 1400 tallet og idag kaldes Archaeology Center. Slottet ligger ude ad en smal, smal vej, og da der kun holdt 3 biler på P pladsen, var det heller ikke særlig opløftende. Det kostede 10 euro ialt at komme ind og se herlighederne, der dog ikke var så meget af endda, udover nogle plancher om slottet samt noget video. I de små tårnrum var det også lidt småt med det arkæologiske, måske nærmest lidt sammenblanding af nogle stenøkser, hajtænder, pistoler og en gammel skrivemaskine.
Midt på dagen var der spredte skyer med en del varm sol, men sidst på dagen blev det igen overskyet og blæsende, medens vi kørte igennem det øde burrenlandskab ad etsporede små veje. Et hurtigt stop ved en tilfældig ringborg, som der er flere af i området, og ellers gjorde vi holdt ved Poulmabrone Dolmen, der er en stor stendysse i hjertet af Burrens kalkstensplateau. Poulmabrone Dolmen er fra 2.500 f. Kr. og består af store opretstående sten med en stor flad overligger. For en gangs skyld var det gratis at se en seværdighed, og der var endda oplysende tavler, der fortalte om landskabet og dyssen. I 1986 fandt arkæologerne 30 menneskeskeletter under dyssen, og meget passende betyder poulmabrone Sorgens Hul, og dolmen er et bretonsk ord for stenbord. En af myterne om Poulnabrone siger, at kvinder bliver gravide, hvis de elsker på dyssen, men det var altså både for koldt og for blæsende.
Igen irsk tørvejr, og vi havde lovet Nanna at finde et sted, hvor vi kunne klatre i kalkstensklipperne et sted i Burrenlandskabet. Vi holdt bare ind et sted og skulle lige mærke, om klipperne var glatte, når de var våde, men de er svagt nobrede, så vi kravlede op mod vejtoppen. Vejtoppen er som ord identisk med hyttetoppen i Greinersk terminologi og betyder, at det er den top, der kan ses fra vejen eller hytten Det viser sig jo altid, at når vejtoppen eller hyttetoppen er nået, er der altid endnu en top bagved og en endnu længere ude. Skyerne gik halvt op ad bakkerne og var lige over os, men vi havde den skønneste udsigt udover det særprægede landskab, der vekslede med store strækninger med kalkstensklipper, og længere ude de grønne marker og bugten i det fjerne. En times vandring og klatring stillede foreløbig Nanna tilfreds, og vi andre nød også den smukke tur.
Vi kom tilfældig forbi Cahermore Stone Fort, der er en stor cirkelformet stendynge med en næsten lige så stor souvenirforretning. Det kostede ialt 14 euro for at komme ind, og for de penge kunne ses en dårlig computeranimeret videofilm, hvor menneskene gik ”hakkende” rundt i deres ringborg, der beskyttede 4 stråtækte huse. I naturen var der kun den cirkelformede stendynge og intet som helst andet, så der skulle virkelig fantasi til for at forestille sig, hvordan de havde levet. Der er omkring 40.000 eksempler på ringborge i Irland, og de blev bygget mellem det 5. og 12. århundrede. Meget interessant, men jeg vil også sige, at irlænderne er gode til at få meget ud ad lidt, og det er næsten lige før, at hvis de finder fem sten, der ligger ovenpå hinanden, så åbner de et center og bygger en stor souvenirforretning.
Vejen mod Limerich var helt motorvejlignende, så vi måtte knibe os i armen og kunne dårligt nok tro på, at vi var i Irland. Lidt nord for Limerich ligger Bunratty Castle, og gudskelov var der masser af biler på parkeringspladsen, og det manglede også bare, for stedet regnes for et af Irlands største turistattraktioner.En familiebillet kostede 30 euro, og så var der adgang til et spændende slot og Bunratty Folk Park. 
Et meget populært tiltag i vore dage er efterligninger af middelalderbanketter, der afholdes i Vagtstuen, men vi sprang over denne gang og gik blot rundt ad borgens mange vindeltrapper til store og små rum. Alle rum er stort set møbleret med kunsthåndværk, møbler og malerier fra 1400-1600 tallets Europa, og Riddersalen står i fuld ridderstil med alt til riddertiden henhørende.
Vi fortsatte ud ad vej N 69, der på kortet blot lignede en smal rød vej, men den var forbavsende god og ligefrem bred, og vi standsede ved Foynes Flying Boat Museum, hvor indgangen kostede ialt 15 euro. I en dyb fjord med udløbet fra River Shannon, var der her i en årrække landingsplads for de store vandflyvere, der bl.a. krydsede Atlanterhavet fra New York. Især under 2. verdenskrig var der stor trafik til den lille by Foynes, da Irland var neutral, og mange berømte politikere, internationale forretningsmænd og filmstjerner benyttede ruten i glansperioden 1939-1945. Flyene var nærmest luksuiøse som Boeing B 314, der kunne tage 35 passagerer. Dog kunne der kun sidde 14 passagerer ad gangen i spisestuen, hvor der her kunne nydes en 7 retters menu, og nygifte kunne endda få en privat bryllupssuite. Flyet havde dog en ulempe, for ved landingen måtte piloten dyppe den ene vinge i vandet for at tage farten af flyet, og det medførte ofte oversvømmelse i spisestuen.
Museet har til huse i de originale bygninger med ventesalen, og der vises film med de store kæmpeflys vandgang foruden plancer og fotografier. Der er også bygget en kopi af et fly i fuld størrelse, hvor vi kunne komme ind og se, at de havde noget mere benplads end i vore dages fly, men muligvis kneb det med varmeapparaterne jævnfør følgende historie: I 1942 landede en sen aften et fly med forfrosne og misserable passagerer, og i lufthavnens bar serverede bartenderen Joe Sheridan kaffe. Han tænkte, at et lille stænk i kaffen af noget stærkt ville gøre passagererne godt. En af passagererne spurgte:”Er dette brasiliansk kaffe? ”No” sagde bartenderen ”that is Irish coffee”. Så var den opfindelse gjort, og selvfølgelig skulle vi have en irish coffee på selve åstedet for dette gode tiltag.
Museet er meget seværdigt og er bestemt både pengene og en omvej værd, og hvis min bror Hasse, der interesserer sig meget for flyvemaskiner, nogensinde skulle læse denne historie, så har jeg købt en bog til ham om vandflyvere over Atlanten, og den får han, hvis han ser mig i øjnene og siger ”vandflyver”. 
Landevejen til Tralee er ganske god, så vi nåede hurtigt frem til byen, hvor der i alle byens lygtepæle hang en overdådighed af lyspærer, så enten skulle der være fest, eller også er Tralee bare sådan. Vi ville ind og se Kerry County Museum, der har til huse i en stor smuk bygning, og en samlet indgangsbillet kostede 19,50 euro. Museet byder på flere oplevelser, hvor vi startede med et lysbilledshow om Kerrys landskaber og historiske monumenter, og siddepladserne til showet var i en stor kunstig sten. Anden afdeling var bl.a. irlændernes bedrifter i de aktiske egne, vist med tableauer med gode figurer, der ikke er af voks, men næsten er lige så gode. Desuden ting og sager og arkæologiske fund i grevskabet, og en del plancher, som vi dog gik hurtigt hen over. 
I kælderen kommer man tilbage til middelalderen, bl.a. gennem en middelaldergade med masser af figurer og middelalderstøj med råb og musik, og fritgående grise.. Faktisk noget af det bedste, jeg har set i den stil, og det ville være en superattraktion at have i Middelaldercenteret ved Nykøbing Falster. 
Lige i nærheden af museet ligger en meget stor rosenpark med mange fine sorter i store bede. Desuden var der stauder og finurlige kunstværker, og hele parken var ganske pænt holdt, så det kan Tralee borgerne godt være bekendt. 
Vi var inde på The Skelling Experience, der er et lille besøgscenter med lysbilled-show om munkenes liv på den lille ø Skellig Michael, der er på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Allerede i år 560 kom de første kristne munke til øen, og de levede i små bikubelignende stenhytter, som i de næste 600 år gav asyl og var lærecenter for munke og pilgrimme. Seks af hytterne står stadig tilbage, men øen er idag ubeboet af mennesker, efter at den sidste fyrbøder forlod øen i 1980. Så nu er øen kun beboet af titusindevis af suler, lomvier, søpapagøjer og andre
havfugle.
Solen havde faktisk skinnet det meste af dagen, og ved Ballingskelling var der en bugt med sand og bølgeskvulp. Nanna bare nød det, og hun var næsten ikke til at trække væk, og for første gang i sit liv fik hun badet i Atlanterhavet.
Der går en promenade langs stranden, og her havde byens befolkning opstillet en statue af Chaplin, og det var vist bare, fordi de godt kunne lide ham. 
Irsk morgenmad med hele baduljen, og så sagde vi pænt farvel og kørte, men heldigvis ikke ret langt, for jeg kom i tanke om, at jeg havde hængt mit camera på stoleryggen. Vi fortsatte ad Ring of Kerry, og kørte igennem det flotteste stykke med udsigter udover havet og klipperne. Vejene var stadig smalle, og et stykke kørte vi efter en lastbil, der pænt holdt sit ene hjulpar på midterstriben og derfor måtte køre med det andet hjulpar i rabatten. Vi havde lovet Nanna, at hvis vi igen fandt en strand, skulle vi bade, og vi havde fået oplyst, at der var muligheder i Sneem, og på kortet så det også ud til, at der gik en bugt ind til byen. Det viste sig, at bugten var dækket af metertykt tang, så det var sikkert et eldorado for badende tanglopper. 
Videre ad R 569 ud til hovedvej N 22, men der er såmænd ikke så stor forskel på hovedveje og de mindre veje, for de veksler hele tiden i fremkommelighed. Ad snørklede veje fandt vi lidt nordvest fra Cork ”Blarney Woollen Mills”, der er en kæmpeforretning med tøj og souvenirs, og udenfor holdt der mange busser og biler. Tre store piger dansede irsk folkedans med benspjæt og stepsko, og det så ganske nydeligt ud, så for at støtte den irske tradition fik de en skærv. 
For at komme ind i parken til slottet, skal voksne bøde 8 euro, seniores 6 euro og børn 2,5 euro, men så er der også fri adgang til den berømte Blarney Stone, der trækker besøgende fra hele verden. Selve slottet er der ikke så meget tilbage af, udover et umøbleret tårnslot, men alligevel var der en folkevandring op ad vindeltrappen til borgens øverste etage, med ”Kyssestenen” indemuret i brystværnet. Hvis man kysser stenen, bliver man begavet med magisk veltalenhed, og man bliver faktisk istand til at overtale alle til at gøre, som man ønsker. Hvorfor stenen skulle have sine magiske evner, står lidt hen i det uvisse, men der snakkes om en gammel kone, der kunne lidt mere end sit fadervor, og da hun engang blev reddet fra druknedøden, lovede hun sin redningsmand, at hvis han kyssede stenen, fik han veltalenhed. 
Det er ikke alle, der når op på brystværnet, der er kyssesyge, for stenen er indemuret på undersiden af brystværnet, så man skal lægge sig på ryggen med overkroppen halvt ude i fri luft, og så kysse opad på en sortsnusket sten. En ”kyssehjælpermand”, der gerne modtager drikkepenge, har et solidt tag i ens tøj,og en fotograf foreviger begivenheden, og hvis man er dum nok, som os, kan man senere købe fotografiet for 10 euro. Så yderst kommercielt er det, medens pengene rasler ind i kassen, og den kyssehistorie kan man kun få folk til at tro på ved en overnaturlig veltalenhed, så måske er der alligevel noget om snakken.
Cork kunne godt bruge en omfartsvej, for byen er knudepunkt for 5 store veje, og det er enerverende at sidde i lange bilkøer, der næsten ikke rokker sig ud af stedet.
Opfindere af brusersystemer er umådeligt kreative, så hvert hjem og hotel har som regel deres eget system, og hvis man er nærsynet og har lagt brillerne, bliver det bestemt ikke nemmere. I vores nydelige værelse kunne jeg derfor ikke finde ud af bruseren, men måske ville det have hjulpet, hvis jeg havde hevet i en snor, der tændte et eller andet, men det opdagede jeg først efter etagevasken. Vores værtinde ville kun have 70 euro, selvom vi om aftenen havde aftalt 75, men måske fordi hun efter vores eget ønske, kun behøvede at stege bacon til den irske morgenmad. Men ellers et ganske pænt træk ikke at være grisk. Til gengæld ville hun gerne have en lille snak, og vi roste landet, og hun fortalte begejstret om deres meget varme sommer i år. Huumm det var halvskyet og køligt hele dagen, og vi havde heller ikke noget at sammenligne med. 
Det var nemt at finde Dublins motorringvej, og ved et lykketræf fandt vi også Dublins Botaniske Have, der ligger i det nordlige ende af byen, faktisk i nærheden af lufthavnen, sådan da. 
I turistguiderne står nævnt som noget særligt for haven de farverige gammeldags victorianske tæppebede. Vi kunne nu kun finde to, og de var betydelig mindre end vores eget flotte tæppebed i Landbohøjskolens have på Frederiksberg, så måske burde vi selv prale lidt mere. Dublins Botanisk Have har også en dejlig rosenhave på en lille halvø, og i det hele taget var haven yderst velholdt og meget smuk.
Der var trængsel i Riddersalen til morgenmaden, hvor vi sad skulder ved skulder ved langbordene, medens der lød en summen fra en blanding af alverdens folkeslag.
Indgangsbilletterne kostede 13,50 euro for voksne og 9 for børn, og jeg kunne ikke nå at regne ud, om det bedre kunne betale sig at købe en familiebillet, for selvom der kun var nogle få andre i køen, sagde billetdamen hele tiden next please, next please. Alle dyr har ualmindelig god plads, og måske derfor går det så godt med løveformeringen, så løvefar kan ordne det, han skal, uden nysgerrige tilskuere bag glasruderne. Haven gør i det hele taget meget ud af de store katte og alle slags aber. 
Lige ved udgangsstoppestedet ligger National Museum/Decorative Art and History, der har til huse i en stor kaserne fra 1706, der i næsten 200 år var magtbase for det britiske styre. I 1994 rykkede hæren ud, og den store firlængede bygning blev solgt til Nationalmuseet. Der er gratis adgang, og så kunne vi svælge os i bl.a. irsk sølv, mønter og møbler i en blanding af nyt og gammelt. Museet er både interessant og godt, men pas på de oversøde kager i cafeen, for de lægger så god en bund, at der næsten ikke er plads til aftensmad.
For kort at karakterisere Irland kan jeg sige, at det er en gæstfri befolkning, der bor i hyggelige og blomsterrige byer, og der er overalt mange seværdigheder i form af borge, ruiner og museer. Landskabet især ude vestpå er ganske dejligt med sine grønne bjerge, søer, og forrevne kyster, og man kan sige til irlændernes ros, at vejene i hvert fald ikke lægger beslag på mere jord end højst
nødvendigt, men til gengæld er der store portioner på pubbene.