 Istanbul
Storbyen på to kontinenter.
Romerne var også forbi og plyndrede Byzans i år 100 under kejser Septimus Severus. Senere, i år 330, gjorde kejser Konstantin I Byzans til rigshovedstad i Det Østromerske Rige, også kaldet Det Byzantiske Rige, og Byzans blev omdøbt til Konstantinopel. I næsten 1.000 år eksisterede Det Byzantiske Rige, og i sine velmagtsdage, på kejser Justinians tid år 527 til 567, herskede romerne hele Middelhavet rundt incl. både Italien, Grækenland, Tyrkiet og dele af Nordafrika. Riget blev dog truet af arabiske hære, der havde taget den nye verdensreligion islam til sig. Samtidig pressede slaviske folk nordfra, persere sydfra, og bulgarerne trængte også frem, så riget skrumpede ind. Det blev ikke bedre, da Korsfarerne i 1204 plyndrede Konstantinopel på vej til Jerusalem. I skyndingen glemte korsfarerne faktisk, at Konstantinopel var en kristen by, men hvor der handles, der spildes, og når der bare var god plyndring, kunne korsfarerne ikke tage hensyn til, om de, der fik hugget hovederne af, havde den ene eller anden religion.
Byzantinerne klamrede sig til magten, men tyrkerne indtog i det 14. århundrede det ene område efter det andet, og til sidst skrumpede det før så magtfulde Byzantiske Rige ind til kun at være byen Konstantinopel. I 1453 var det helt slut, for Konstantinopel blev løbet over ende af osmanniske tyrker, og byen blev omdøbt til Istanbul. I 1500-tallet havde osmannerriget sin blomstringstid, og ikke kun med erobring af nyt land, men også med kunst og kultur, og nogle af Istanbuls prægtige bygninger blev opført i denne periode. I 1529 stod osmannerhæren foran portene til Wien i Østrig, men byen holdt stand, og da de igen forsøgte i 1683, fik Wien hjælp af Polen, Italien og Tyskland, der fik jaget dem væk, og det var begyndelsen på Osmannerrigets fald. I begyndelsen af 1700-tallet begyndte nedturen for alvor, for riget isolerede sig og mistede følingen med den omkringliggende verden. Europæerne gjorde i denne periode store fremskridt inden for våbenfremstilling, samtidig med at osmannernes indtægter svandt ind. De før så givtige handelsveje gennem Lilleasien mistede sin betydning, for de europæiske skibe blev efterhånden så store, at de kunne sejle syd om Afrika til landene i det Fjerne Østen.
Atatürk ville smede det tyrkiske folk og den tyrkiske regering sammen under sloganet ”Lykkelig er den, der kan kalde sig tyrk”, og den dag i dag er der i befolkningen en stærk nationalitetsfølelse. Af Atatürks reformer kan nævnes, at religion og stat skulle være skarpt adskilt, og også i dag er det strengt forbudt at bære tørklæder i skoler, universiteter og alle offentlige bygninger. Han afskaffede de islamiske sharia-love, og indførte jura efter vesteuropæisk forbillede, og han satte ind mod den udbredte analfabetisme. Det arabiske alfabet blev erstattet af de latinske bogstaver, der bruges i Europa, og den islamiske kalender blev afskaffet, og den gregorianske blev indført. Flerkoneri blev forbudt, og kvinderne fik valgret, og samtidig med at kvinderne måtte lægge tørklædet, måtte mændene aflægge den traditionelle fez – den røde hat med kvast, der havde islamisk symbolværdi. Der kom også en navnereform, der pålagde alle indbyggere at vælge et efternavn – hidtil havde de kun haft fornavne. Det var ved den lejlighed, at parlamentet gav præsidenten det ærefulde efternavn Atatürk.
Reformerne var en svær kamel at sluge, og de havde svært ved at nå ud til de små landsbyer, så nogle af hans reformer blev gennemført ved tvang, men ingen kan komme udenom, at han er det moderne Tyrkiets fader, og alle steder bliver han den dag i dag æret som en helt.
Over skyerne skinnede solen dejligt, men ved indflyvningen til Istanbul kom vi under skydækket, hvor det var skummelt, og det blev hurtigt mørkt, da vi landede i Ata Türk lufthavnen. Stor moderne lufthavn, og det gik hurtigt med paskontrollen, selvom alle bliver fotograferet, inden man bliver lukket ind i landet.
Med kufferten i hånden fandt vi nemt en lille mand fra Tyrkiet Eksperten, der stod med et skilt med vores navn, og udenfor ventede vi kun 5 minutter, så kom der en fin minibus, og vi kørte mod centrum. Selvom det var mørkt, lignede Istanbul en moderne by med store huse, masser af forretninger og masser af store reklameskilte – nogle var endda så store, at de dækkede hele huse. Den dybe bugt, der skærer sig ind i den europæiske del af Istanbul, hedder Det Gyldne Horn, og på landtangen, der rager ud i Bosporusstrædet, ligger centrum i det gamle Istanbul, og her lå vores lille hyggelige hotel i en stille sidegade. Det flinke hotelpersonale på Hotel Hali bød os velkommen og fortalte lidt om hotellet og seværdighederne i nærheden. Så selvom det var mørkt, begav vi os straks ud på en aftentur ned ad Divan Yolu, der regnes for Istanbuls hovedstrøg igennem centrum. Tæt på strøget ligger Den Blå Moske, og nogle få hundrede meter derfra ligger Hagia Sophia, der er en anden kæmpestor moskelignende bygning. Begge deres høje minareter var belyst, og det var mange mindre moskeer og mange af de gamle huse også, så det kunne så sandelig tyde på, at vi var landet i et spændende kvarter.
Der hjemme havde jeg også hørt, at sælgerne i Tyrkiet var utålelige, og at de hele tiden ville trække turisterne ind i deres butikker, så det var spændende at se, hvor uantastet vi kunne gå rundt. Vi havde gået ½ minut, så blev vi prajet af en tæppehandler, og vi var bestemt ikke i humør til tæppehandel, så ”maybe tomorrow”. Selvom vi gik ned ad hovedgaden og dermed turistgaden, så var det heldigvis ikke så slemt med anmassende sælgere, og det var faktisk lidt svært at gennemskue, om det ikke bare var høflighed, når en taxichauffør ville have en sludder, eller når andre stoppede os på gaden. På hovedstrøget Divan Yolu er der mange hyggelige restauranter og souvenirforretninger, foruden meget små forretninger, hvor der fra en bakke blev solgt små poser med paranødder. Der var også koner, der sad på fortovet og solgte strikvarer, og medens de ventede på kunder, knitrede strikkepindene.
Der lå en Mc Donald i nærheden, og når vi ikke lige havde lyst til at gå på restaurant eller ville have et billigt måltid, gik vi derind. En Mc Turkey Menu kostede 15 lira for to personer. Istanbul har over 10 millioner indbyggere og er faktisk Europas største by, når forstæderne i Asien regnes med. Istanbul er sammen med tyske Essen og ungarske Pecs valgt til Europæisk Kulturby 2010 under sloganet ”Istanbul – en bro mellem Europa og Østen”.
Det var overskyet, men mildt, da vi på Hotel Halis 6. sal skråede over tagterrassen til
restauranten hvor morgenmaden skulle indtages. Restauranten var en positiv overraskelse, ikke på grund af maden, der bestod af brød og en masse grøntsager som tomat, agurk, oliven m.m. og heller ikke af den lidt generte ”kaffepige”, der ikke kunne et ord engelsk. Den positive overraskelse var udsigten, der bare var helt fantastisk med Hagia Sophia lige i synsfeltet og det meste af Den Blå Moske og flere små moskeer ind imellem. Lige på den anden side af Bosporusstrædet var der udsigt til Asien, og længere ude til en af de store hængebroer. Med en kildrende fornemmelse af forventning slubrede vi kaffen i os, og vi følte os heldige, at vi havde en udsigt, der var en sultan værdig. De fleste huse er lavet af sten, men ind imellem ligger gamle forfaldne træhuse nærmest i russisk stil. Forfaldne er endda et mildt udtryk, for mange var tæt på nedstyrtningsfare, selvom en del stadig var beboet. Vi fik senere at vide, at træhusene ofte var 400 – 500 år gamle og stammede fra osmannertiden, hvor de fleste beboelseshuse var lavet af træ, men uvist af hvilken grund blev de ikke vedligeholdt. Husene er dog fredet og må ikke rives ned, så nu ligger de som spøgelseshuse rundt omkring og venter kun på en lovgivning, der måske kan redde de bedste eller give tilladelse til at rive de dårligste ned.
Langs kysten går en bred vej og en promenade rundt om hele landtangen til Det Gyldne Horn, og rabatten var beplantet med blomstrende primula, stedmoder og tulipaner. Blomsterne stod i et blandet farveorgie, og nogen vil nok kalde det i en pærevælling, og der var nok ikke mange danske kommunegartnere, der ville få ros for den sammensætning. Så at smag og behag er forskellig, kunne tydeligt ses her.
I århundredernes løb er bygning efter bygning tilføjet, så hele komplekset er nu en blanding af asymmetriske bygninger og gårde og derfor meget charmerende. I 400 år styrede sultanerne deres rige fra paladset med hjælp af eunukker, haremskvinder og det berygtede janitsharkorps, der ved den mindste slinger i valsen lod hovederne rullede som til en bowlingturnering.
Man kommer ind i Topkapi Paladset ad Ortakapi Midterporten og går til Den Anden Gård, hvor køkkenregionen ligger til højre med en stribe af store skorstene. Guider, der taler flere sprog, vil gerne vise rundt, men vi ville hellere prøve at klare os uden hjælp. I bygningerne er der udstillinger af porcelæn og osmannernes sølvtøj, samt mere eller mindre smagløse gaver fra fyrsterne i Europa. I et rum hang portrætterne af alle paladsets sultaner, og det kunne tyde på, at køkkenet lavede god og rigelig mad, for alle var fedladne mænd, og da de alle bar turban og havde store skæg, lignede de næsten alle hinanden. I Paladsets skatkammer var der guld og ædle stene i alle mulige indfatninger, og særligt afskærmet lå den 86 karat store Topkapi Diamant, også kaldet ”Skomagerens Diamant”, og strålede i alle regnbuens farver. Regnen var holdt op, og solen begyndte at skinne, og vi kunne sidde i paladshaven på en bred bænk og lade os gennembage, så det var bedre, end vi havde drømt om.
Haremskvinderne kæmpede en indædt kamp mod hinanden for at vinde sultanens gunst, og alle midler blev brugt lige fra sladder til snigmord. Süleyman den Prægtiges yndlingshustru Roxelane var en ren heks, for hun fik overbevist sultanen om, at hans yndlingssøn Mustafa var forræder. Mustafa blev derfor dræbt, og Roxelanes egen søn Selim kunne bestige tronen. Så blev Roxelane sultanmoder og dermed haremmets overhoved, der kunne give ordrer direkte til storvesiren. Med Selim på tronen blev det dog begyndelsen til Osmannerrigets lange nedgang, for han var uduelig og alkoholiseret og gik under tilnavnet ”Drankeren”.
Vi havde jo misset kagen til kaffen, så hos en kagebager fik vi en så herlig chokoladekage, at den kun kunne spises med ske. Ellers nød vi bare resten af eftermiddagen i parken, indtil det begyndte at blive køligt, og vi gik hen for at finde Michaels lille butik, der ligger i en sidegade til Divan Yolu. Efter noget løs snak, et glas æblete og beundring af billeder af kongefamilien og Dannebrog, faldt talen uvægerlig på skindtøj. Gitte brændte hurtig varm på en lækker skindfrakke, og efter lidt prutten og vennelandsmandspris endte prisen på 1.800 kr. Michael mente helt bestemt, at jeg også manglede noget skindtøj, men det gjorde jeg bestemt ikke, før jeg hjemme i Borup senere fandt en lækker læderjakke i vores hjemlige Røde Kors butik til 75 kr.
Vi aftalte at mødes med Michael kl. 20 til tyrkisk middag med mavedans, og det var et sted, der kostede omkring det halve af turistarrangementer med samme indhold, så vi inviterede Michael med som vores gæst, hvis han ville vise vej. Efterhånden blev lokalet fyldt op med mest unge tyrkere, og de uddelte mange kindkys til hinanden, når der blev sagt goddag, og stemningen steg hele tiden. Hele den tyrkiske musik spillede det bedste, de havde lært, og senere kom en midaldrende sangerinde, der åbenbart var meget populær, og folk begyndte at danse og klappe. Sangerinden havde spottet os ud, og hun gav den hele armen nede ved vores bord.
I løbet af aftenen delte Gitte og jeg en flaske af et eller andet, der begyndte med R og indeholdt 42 % sprut, og det var efter sigende tyrkernes nationaldrik. Det skulle blandes med vand og smagte herligt som pernod. Michael ville kun have cola, men de andre tyrkere i lokalet var bestemt ikke tørlagte, og så røg de desværre meget. Omkring kl. 23 besluttede vi at tage hjem, selvom stemningen var på sit højeste, men det havde været en lang dag med mange oplevelser. Det havde været rigtig dejligt at opleve, hvordan tyrkerne morer sig, når de går i byen. Regningen lød på i alt 210 lira incl. drikkevarer for os tre.
Michael havde betalt taxien på udturen og betalte også for hjemturen, og da jeg spurgte, hvad jeg skyldte ham, sagde han: ”Ingenting”, for det havde bare været en fornøjelse at være med. Så vi kan kun anbefale ham som en hæderlig, fin og hjælpsom fyr. Denne gang gik vi mod nord igennem de små gader, og da det var søndag, var alle forretninger lukket med skodder. Til gengæld var der marked i nogle af gaderne, og da det stadig regnede, bandt de handlende plastikpresenninger over gaderne for at holde deres varer tørre.
Broen over sundet til den nye bydel var spækket med hundredvis af lystfiskere, der stod skulder ved skulder, og tilsyneladende var de eneste fisk, de kom i kontakt med, de små hundestejler de satte på krogene.
Udenfor stod mindst 100 politifolk med skjolde og hjelme og ventede – ja, det var heldigvis ikke på os kirkegængere, så hvad de ventede på, vides ikke.
Vi kom igen forbi en kirke, denne gang en græsk-ortodoks kirke, men der var kun åbent ind til forrummet. Der stod en mand og holdt vagt, og jeg spurgte, om kirken var åben, men desværre nej. Dvs. da de andre mennesker, der var i forrummet var gået, åbnede han kirken for os, og vi kunne gå ind. Lidt efter kom han ind til os, og da vi skulle ud igen, spejdede han igennem et kikhul for at se, om der var fri bane. Meget mystisk.
I 1204 hærgede de hellige korsriddere byen, og Hagia Sofia gik ikke ram forbi, for korsridderne fejrede sejren ved at drikke sig fulde i kirken og sætte en prostitueret på kejserens trone i Hagia Sofia. Oppe på galleriet er der mange mosaikker med kristne symboler som Jesus og Madonna med barnet, men de blev blot tildækket og overlevede den muslimske tid. Det må alligevel være lidt mærkeligt med alt den kristendom i den periode, bygningen var moske. I 1936 erklærede Atatürk, det moderne Tyrkiets fader, at bygningen skulle klassificeres som museum, og det er den stadig i vore dage.
Et eller andet sted i Hagia Sofia står der med runer Halvdan og Are, og det er en hilsen fra vikingetiden, som en slags datidens graffiti. Det læste jeg dog først om, da vi kom hjem, så vi fik ikke set det.
Under væddeløbene i Hippodromen opstod der tit tumulter mellem publikummer, der holdt på hver deres kørere. I et tilfælde var slagsmålet så voldsomt, at en stor del af byen blev jævnet med jorden, og den største kirke blev reduceret til en bunke murbrokker. Nå, der kom det gode ud af det, at det var her, man valgte at bygge Hagia Sofia.
En stejl skrænt rejser sig fra havneområdet, og vi fandt en trappe opad og blev belønnet med en flot udsigt til byen og Det Gyldne Horn på den anden side. Vi kom op i noget beboelse med lige, kedelige gader, og vi stilede imod den eneste moske, der var at se. Den var dog lukket for adgang, viste det sig, da den var militært område, så vi besluttede hurtigt at springe den over, da der kom en soldat ud med maskinpistol.
På et lille spisested fik vi fingeren – altså på kortet, da vi spurgte om, hvor vi egentlig var i verden. På sådan et lille lokalt spisested er priserne meget humane, og vi spiste godt for 15 lira, omkring en tredjedel af priserne på turistrestauranterne. Det viste sig heldigvis, at Istanbuls asiatiske side alligevel ikke var så kedelig, som vi først antog, for vi kom ned til centrum af Üküdar, hvor der er et rigtigt down town med masser af forretninger, spraglede blomsterbede, overdækkede markedsgader og to store moskeer. På Mc Donald syndede vi lidt mod den tyrkiske kultur, for vi fik doughnuts til kaffen og i tilgift et mennesketoilet.
Efter Üküdar gik vi ned gennem et villakvarter og videre langs kysten til færgen. Der går også færger fra Det Gyldne Horn direkte til anløbsstedet Iskele Mey i Üküdar, og så er man fri for at gå i al den kedelige bebyggelse, som vi gjorde. I hine tider var Üküdar i øvrigt udgangspunkt for silkevejen østpå og for romernes militære fremstød ind i Anatolien. Så det er virkelig et historisk sted, og man kan da heller ikke sige, at man har været i Istanbul, hvis man ikke har været på begge kontinenter.
Foruden de blå kakler har buerne i Den Blå Moske inskriptioner med dekorativ arabisk kalligrafi, og dagslyset til kuppelsalene kommer smukt igennem 260 vinduer med glasmalerier. Uden at gå i detaljer tror jeg personligt, at det må stå uafgjort mellem Hagia Sofia og Den Blå Moske, men måske med et lille forspring til Hagia Sofia på grund af de mange mosaikbilleder fra kristendommen.
Aftenvandring i Istanbul er som at vandre rundt i 1001 nats eventyr, for det er ikke blot de store moskeer, der er belyst, men også mange af de mindre, smukke bygninger. Vi gik lidt væk fra hovedstrøget, og rundt i de små krogede gader, hvor der var helt stille og stort set ikke var andre mennesker end os. Måske er det ikke lige der, man skal gå rundt i en fremmed by, men vi følte os helt trygge – jeg gjorde i hvert fald.
Vi skulle over broen til den nye bydel, og egentlig fulgte vi sporvognskinnerne, men ved Hagia Sophia kom vi ud på en enorm lang genvej, inden vi igen fandt sporvognskinnerne.
I Montreuxkonventionen fra 1936 blev alle skibe lovet fri passage, men dengang kunne ingen forudsige skibenes størrelse og mængde i denne smalle passage. Senere i en lille skulpturpark fik jeg pudset støvlerne af en skopudser, der havde sin søn med på arbejde. Alle skopudsere siger 5 lira, måske som et direktiv fra skopudserforeningen, men med lidt prutteri gør de det gladeligt for 3 lira. Vi viste dog vores gode vilje og gav drengen et stykke tyrkisk delight slik og 1 lira, men egentlig burde knægten vel hellere have været i skole.
Dolmabahce er ikke let og elegant som Topkapi paladset, for det er et mørkt, bombastisk, victoriansk bygningsværk. Dronning Victoria prøvede dog at lyse lidt op, for hun skænkede en 4½ ton prismelysekrone, og under den enorme glimmerkugle kunne sultanen så blive konsulteret i statsanliggender. Selvom Dolmabahce paladset er fyldt med overpyntede sale, var det på en tid, hvor Osmannerriget allerede var kraftigt svækket, så det var et af rigets sidste krampetrækninger.
I paladset er der rundvisning på engelsk og tyrkisk ca. hver halve time, og de besøgende får udleveret poser til fødderne for ikke at tilsmudse de bonede gulve. Vores guide øvede sig i at blive bugtaler, for han prøvede at tale uden at åbne munden, så det var svært at høre, om det var den engelske eller tyrkiske rundvisning, vi var med på.
Efter en times rundvisning gik vi hen i cafeen for at få noget at spise, men det mest spændende, de kunne byde på, var en kedelig sandwich med kødpølse og dertil en dåsecola. Nå, det passede egentlig meget godt ikke at have overfyldt maven, for vi skulle også lige besøge haremmet. Desværre var de sortøjede haremskvinder også her for længst draget til paradiset, hvor de til evig tid skal betjene de muslimske krigere, der i den hellige krigs navn gemmer bomber i turbanen, og meget heltemodigt dræber modpartens mænd, kvinder og børn.
I 1923 blev paladset Atatürks bolig, og den 10. november 1938 kl. 9.05 døde han også her. Atatürk havde og har stadig stor national betydning for tyrkerne, så alle urene i paladset er gået i stå kl. 9.05 og hvert år stopper hele nationen op den 10. november og holder 2 minutters stilhed præcis kl. 9.05. Det var faktisk blevet solskin, og en let vind gjorde det kun lidt køligt, hvilket ikke påvirkede alle de tyrkiske cafegæster. Broen var næsten inden for rækkevidde, og der hørtes en svag summen af de ”teknobiler”, der passerede højt oppe i luften, og fra de store skibe, der passerede Bosporusstrædet i en lind strøm.
De allerfleste unge tyrkiske piger i Istanbul går uden tørklæder, og de er både kønne og smarte i cowboybukser eller anden vestlig påklædning. På vejen tilbage lavede vi to meget videnskabelige tørklædeforsøg, det ene ude i forstaden og det andet på gågaden Istikkal Caddesi. Jeg talte alle hunkønsvæsener over 15 år, og Gitte talte alle kvinder med tørklæder. Da jeg havde talt 100 kvinder, var Gitte begge gange kun nået til 6 kvinder med tørklæde. Kun 6 % med tørklæde er tankevækkende. Prøv at tælle 100 tyrkiske kvinder i Danmark – de aner slet ikke, hvor frigjorte deres medsøstre er blevet i hjemlandet. Vi gik samme vej tilbage langs kysten, men ved Dolmabahce paladset skråede vi op ad bakken og kom forbi Istanbuls Tekniske Universitet, og senere nåede vi den store trafikknudeplads Meydani, hvorfra gågaden udgår.
Efter at vi på hjemvejen havde passeret Det Gyldne Horn, tog vi en sporvogn, både for at spare fødderne lidt og for at se, hvor den egentlig kørte hen. Ved stoppestederne er der en zone omgivet af et rækværk, hvortil der købes billetter for 1,3 lira, og når så sporvognen kommer, er alt det med billetter klaret. Med vilje kørte vi forbi vores stoppested og fortsatte ud af byen forbi flere moskeer, masser af forretninger og forbi bymuren. Da det var begyndt at mørkne, var der ikke så meget at se, så da sporvognen stoppede, og alle andre steg ud for at skifte, tog vi en overfyldt sporvogn tilbage. Vores skridttæller viste 22.000 skridt, så vi havde gjort det godt den dag. Mc Donald tog sig af aftensmaden, og det var et kulinarisk måltid oven på sultanens kødpølsemad. Basaren har oplevet brand og jordskælv, der har forvandlet den til en bunke murbrokker, men hver gang har den rejst sig igen. Under pesten i det 15. århundrede blev basaren straks lukket for at undgå, at den frygtede sygdom skulle sprede sig. Sultanens vagter omringede basaren, og med krumsablerne trukket bevogtede de basaren i flere måneder. Da faren var drevet over, blev basaren åbnet igen, men blot for at opdage, at hele området var blevet plyndret for alle varer. Som tak for den elendige bevogtning beordrede sultanen, at hver tiende vagt skulle gøres et hoved kortere med deres egne elendige krumsabler.
Vi ville besøge Süleymaniye Moskeen, men vi gik lidt vild i de snævre gader, selvom den skulle ligge lige bag Istanbul Universitet. Universitetet ligger bag en kæmpe smedejernsport, hvor en vagt tjekkede alle, der gik ind, så vi kunne ikke bare gå ind for at snuse. Da vi endelig fandt moskeen, var det faktisk svært at forstå, at den kunne gemme sig, for den var bare kæmpestor. Den var dog lukket for turister, da det var bedetid, så vi slog os ned på en lokal udendørs cafe og fik frokost. De lokale sad rundt omkring os, og når de lokale spiser med, smitter det behageligt af på priserne, så 2 kebabtallerkener, en salat, brød og 2 cola kunne fås for 19 lira. Suleymaniye Haman blev bygget i 1550 af den berømte arkitekt Sinan, således at Sultan Suleyman kunne ankomme til bedetimen så ren som en lyserød baby. Tænk engang at skulle bade i de samme rum, som en ægte sultan havde gjort for over 500 år siden – det er ikke hver dag, man kan få den oplevelse. Selvom jeg glædede mig, var jeg også lidt nervøs, men jeg lægger gerne krop til lidt af hvert for at få det hele med i mine rejsefortællinger. Inde bag de gamle døre var der en stor reception, og i det tæppebelagte rum var der magelige sofagrupper. En ung kvinde bød velkommen og forklarede, at hos dem indebar opholdet en samlet pakke, hvori både bad, indsæbning og massage indgik. Hun opgav en pris i euro, men da jeg ikke havde euro på mig, blev der sagt 90 lira for hele pakken. Derefter skulle jeg indskrive mig på en gæsteliste, og tilsyneladende var jeg den eneste på den tid af dagen, men ellers er der åbent fra 7 om morgenen til 24 om natten.
Jeg kikkede mig rundt i rummet, hvor 8 søjler bar kuplen, og ude i siderne var der mindre kupler med 4 baderum med brikse og 3 andre rum med vaske og sæder, og alt var i rent marmor. I kuplerne var der små glughuller, hvor lyset trængte ind, og i de små siderum hang der flagermuslygter, og der var ikke noget elektrisk lys at se – det må være en utrolig oplevelse efter mørkets frembrud. Ganske svagt kunne jeg høre klassisk musik, men ellers var den eneste lyd stille, dryppende vand. Der var varmt i rummet som i et dampbad, og jeg lå på forhøjningen og faldt næsten i søvn, medens sveden drev. Efter en ½ time kom en ung bademester eller afvasker og spurgte, om jeg var klar, og sammen klaprede vi i træsandalerne ind i et siderum. Her må jeg hellere indskyde, at alle massørerne i denne hamar er mænd, og det er lige meget, om det er kvinder eller mænd, der skal sæbes ind og have massage – så det er en kamel, der skal sluges for nogle kvinder, hvorimod andre kvinder måske ville tage det som et krydderi på tilværelsen.
Hele vaske- og massageaffæren tog omkring ½ time, og så blev jeg skyllet af i dejligt koldt vand og kunne gå tilbage til det store rum og ligge til afslapning på marmorpladen under kuplen. I det næste rum var der rene håndklæder, og bademesteren stod parat og viftede mig med håndklædet og tørrede mig som en lille dreng. Derefter fik jeg et håndklæde om livet, og et om overkroppen og håret, og så ud i afkølingsrummet, hvor de serverede en kop æblete. Der kunne jeg jo heller ikke sidde hele dagen, så jeg fandt min kabine og klædte om, og så farvel og tak, og vist var det dyrt, men en meget behagelig oplevelse.
Ren som en baby og slap i koderne fandt jeg Gitte igen, som mente, at jeg var blevet snydt, og at receptionsdamen havde sagt nineteen i stedet for ninety lira. Det tror jeg nu ikke, men jeg har nok betalt fuld pris, det er jeg slet ikke i tvivl om. Cafeerne i nærheden havde kun mad, og på den tid af dagen var vi ude efter kaffe og kage, så vi kom længere og længere væk fra moskeen, og selvom jeg aldrig havde været renere, besluttede vi at vente med moskeen til i morgen, og så må guderne finde sig i nussede tæer.
Det var blevet køligt hen under aftenen, så frakkerne kom på, men ellers havde jeg faktisk gået i skjorteærmer en del af dagen. For en gangs skyld var der ikke bedetid i Süleymaiye Moskeen, så vi så nærmere på denne kæmpemoske i den nordvestlige del af Den Gamle By. Det er arkitekten Mimar Sinan, der har stået for opførelsen af moskeen til Süleyman den Prægtige og det netop på det osmanniske riges højdepunkt. Sinan har stået for opførelsen af 321 bygningsværker, bl.a. min ”badeanstalt”, og 85 af hans bygninger står stadig i Istanbul. Det siges, at 5.000 bygningsarbejdere deltog i opførelsen af moskeen, og at den kostede 700.000 gulddukater. Hvor meget en gulddukat var værd i datiden, og hvor meget en dukat er værd i vore dages valuta, melder historien ikke noget om, så oplysningen er helt intetsigende. I andre tørre tal er gulvarealet indenfor på 3.422 m2, kuplen har en diameter på 27,25 meter, og der er 48,5 meter op til kuppelhvælvingen.
Vi fulgte den nordlige kyst langs Det Gyldne Horn, og flere steder var der promenader, sådan i al beskedenhed, og i begyndelsen lå der mange turistbåde og senere spredte småbåde. Broen Atatürk Köprüsü skal helst krydses nedenunder fandt vi ud af, for vi sad fast i midterrabatten med tæt trafik i 3 baner i hver retning.
På en bænk mødte vi 3 fnisende, store skolepiger, der hilste pænt og ville have vores navne, som de så morede sig meget over. Da jeg gjorde anstalter til at tage et par billeder af pigerne, sluttede nogle store drenge sig til flokken, for de ville så sandelig også med på billedet.
Senere i 1453 var det så Mehmet Erobreren, der gennembrød murene, men meget fornuftigt blev de bibeholdt til beskyttelse af hovedstaden i Osmannerriget. Bymuren strækker sig 6,5 km over halvøen, og det er simpelt hen et kæmpeprojekt at få restaureret muren, der er over 10 meter høj og har 96 tårne, og arbejdet burde egentlig have hjælp af verdenssamfundet, da den mur er en del af vores alle sammens historie.
I vore dage er bymuren flere steder gennembrudt af moderne vejforbindelser ind til byen, og der, hvor sporvognslinjen krydser byporten, var bymuren genopbygget i fuld imponerende højde – men måske lidt for imponerende. UNESCO’s verdensarvskomite har i hvert fald i flere omgange kritiseret den tyrkiske regering for at lade fantasien mere end de historiske fakta styre rekonstruktionen.
Ude i civilisationen igen myldrede det med cafeer, men vi valgte en rigtig tyrkisk kaffebar, hvor 2 toast og 4 kopper kaffe kunne fås for kun 8 lire. Næsten inde i centrum ligger den magiske Basilika-cisterne (Yerebatan Sarayi), og den var oprindelig vandreservoir for byens paladser. Cisternen blev bygget i år 532 e. Kr. i senromersk tid og dækker et areal på næsten 10.000 m2 og kunne indeholde 80.000 m3 vand. Cisternen ligger under jorden, og i tidens løb forfaldt den og blev glemt, men den blev fundet igen i 1545. Den blev dog ikke respekteret som det smukke bygningsværk, den er, så den blev brugt som losseplads, og et lig eller to røg også med ned i glemselen.
Eftermiddagen havde været let skyet og lidt kølig, så vi gik ind på Sultans Pub og fik en cappuccino og en kæmpe chokoladekage til 31 lira – en pris, der var en sultan værdig.
Vi havde haft en rigtig spændende uge i Istanbul, og fra Tyrkiet Ekspertens side var alt klappet på bedste vis. Vejret kunne selvfølgelig have været varmere og mere solrigt, men decideret regn havde der været meget lidt af, og der havde også været stunder med dejlig sol. Der er masser af seværdigheder og venlige mennesker, og Istanbul er en meget mere moderne by, end jeg hjemmefra havde troet, men alligevel med mange minder både fra Det Byzantinske Rige og Osmannerriget. Og som den store overraskelse - uden affald på gaderne.
Vi havde helt afgjort fået et godt indtryk af Istanbul og tyrkerne, så for min skyld har jeg ikke det fjerneste imod at indlemme dem i EU for at sætte ekstra gang i udviklingen af landet og i menneskerettighederne. |
Denne kære by har derfor haft mange navne i tidens løb, og historiens vingesus hvirvler rundt i de snævre stræder og ind igennem basaren til paladset, hvor sultanerne i hine tider hyggede sig i haremmet. Der er skrevet umådelig meget om Istanbuls historie, så her i begyndelsen af denne rejsefortælling fortæller jeg kun lidt historie i hovedtræk, og så ellers noget mere undervejs, medens min kone Gitte og jeg udforsker byen. Der er angivet lidt priser hist og pist, så læseren kan få en fornemmelse af prisniveauet. Vær opmærksom på, at det ikke mere er de gamle devaluerede lira, hvor det kostede en million at købe et brød, næ - næ - nu er 1 lira lig med 4 danske kroner. 
På grund af sin strategiske beliggenhed blev byen hurtig rig og omtvistet, så der var ikke kun hygge og fred i Byzans, for perserne raslede med sablerne og erobrede kystområderne og store dele af Anatolien. De blev dog fejet til side, da Alexander den Store omkring 333 f. Kr. kom forbi og erobrede alt fra Grækenland til Indien. Da Alexander døde, blev riget delt mellem hans generaler, som dog i visse områder og byer måtte afgive magten til lokale konger. 
Det Osmanniske Rige blev egentlig grundlagt i 1299 af sultan Osman I, og i 1300-tallet erobrede de muslimske osmanner mere og mere af det nuværende Tyrkiet og af Balkan. Det var Mehmet II, der erobrede Konstantinopel og gjorde den til hovedstad i riget, der i de næste 200 år blev udvidet med Tunesien, Algeriet, Persien og dele af Ungarn og Østrig i Europa. 
I 1800 tallet var Europa inde i en rivende udvikling med industrialisering, men i Tyrkiet skete der ikke meget, og landet sakkede mere og mere bagud, og der var stigende utilfredshed i den tyrkiske befolkning. I 1912-13 mistede landet nogle af sine europæiske provinser, og helt galt gik det i Første Verdenskrig. Tyrkiet var med på tysk side mod ærkefjenden Rusland, men da tyskerne tabte krigen, blev tyrkerne revet med i faldet, og det før så mægtige Osmanniske Rige ophørte med at eksistere. 
General Mustafa Kemal, der senere fik det ærefulde navn Atatürk, der betyder ”tyrkernes fader”, tog affære og fik ændret landet fundamentalt. I 1919 rejste han rundt i det indre Tyrkiet og fik rejst en hær, og i 1922 lykkedes det Atatürks hær, under meget hårde kampe, at drive grækerne ud af Tyrkiet. Han brød samtidig med sultanens regering i Istanbul, fordi han ville samle et nyt og selvstændigt Tyrkiet, så den magtesløse sultan blev sendt i landflygtighed i Italien. Ved den efterfølgende fredstraktat blev Tyrkiet anerkendt som en selvstændig nation, og Tyrkiet beholdt et stykke af det europæiske fastland. Atatürk blev den nye tyrkiske republiks første præsident, og Ankara, der i 1923 havde 30.000 indbyggere, blev landets hovedstad.
En rejse til et fremmed, ukendt land starter allerede i flyet, især hvis flyet er af det pågældende lands nationalitet. Således også da vi steg om bord på Turkish Airlines til Istanbul. Flyet var det samme som normalt - et Boeing et eller andet - men lyseblå sæder i imiteret læder og lyserøde gardiner ind til 1. klasse kunne dog tyde på en anderledes smag end den hjemlige. Flyet var vel kun lidt over halvt fyldt op, og mindst halvdelen af passagererne havde tyrkisk udseende, og alle kategorier var repræsenteret. Der var forretningsmanden og en ung far med en lille baby, men mest ældre par af bondestanden med en trivelig kone med tørklæde og manden med ørnenæse og et kraftigt overskæg. Om de så var på vej hjem efter at have besøgt familien i Danmark eller skulle ned at besøge den resterende familie i Tyrkiet, var ikke godt at vide.
Nydelige, unge tyrkiske stewardesser betjente os, og når kaptajnen sagde noget på engelsk i højtaleren, foruden tyrkisk selvfølgelig, var begge sprog næsten lige uforståelige. Vi var med det regulære rutefly, så det var ikke det rene discount sparefly uden servering, som ellers er blevet så moderne i vore dage. Så helt nostalgisk var der et regulært flymåltid med masser af små poser og pakker. Kaffen kom, og af de resterende små breve mente jeg, at det ene måtte være flødepulver, så da stewardessen spurgte, om jeg ville have fløde, pegede jeg på brevet og spurgte: ”Is this creme?”. ”No, it is your wet-napkin” svarede hun og tænkte måske – sikke en gedehyrde at sende ned til os.
Det var første gang, vi skulle besøge Istanbul og i det hele taget Tyrkiet, så vi ville lige ned og tjekke, hvordan det stod til, og om de var ved at være modne til at blive optaget i EU. De fleste, der har været i Tyrkiet, kender kun landet set fra en badeby ved det azurblå Middelhav eller Sortehavet, men badebyer har det med at ligne hinanden verden over, så det er bestemt ikke noget for os, så meget hellere en storby. Desuden er Tyrkiet ikke badevenligt om vinteren, for der kan være hundekoldt, og det er ikke unormalt med nogle dages sne i Istanbul. Vi havde derfor trukket rejsen til hen i begyndelsen af marts i det lønlige håb, at der trods alt ville være lidt forår i luften, selvom middeltemperaturen i Istanbul kun er 11 grader i marts. En uges tid inden vi skulle af sted, var der 3 grader i Istanbul, men på afrejsedagen meldte Berlinske Tidende om dejlige 17 grader, og det var en helt anden snak. 
Vi rejste med Tyrkiet Eksperten Aps, og de havde sørget for en flybillet og et hotelværelse, og mærkværdigvis ville de også sørge for transporten fra lufthavnen til hotellet og tilbage igen. Derudover var vi overladt til os selv, for der var intet Tyrkiet Ekspert kontor eller nogen guider i byen. Alt i alt med fly, hotel med morgenmad og lufthavnstransport kostede rejsen for os 2 personer 8.382 kr. 
Hjemmefra havde jeg en ide om, at Istanbuls asiatiske side måtte være den mest spændende. Den teori blev dog hurtig manet til jorden, for det var på landtangen i Bosporusstrædet, der ligger på den europæiske side, at sultanerne i århundreder havde hersket over et rige, der strakte sig fra Wiens porte til Det Indiske Ocean.
I
hele den uge vi var i Istanbul, mødte vi kun en eneste dansker, og han var tyrker. Michael var født og opvokset i Danmark og talte pæredansk. Han var som regel i Danmark om vinteren og i Istanbul om sommeren, hvor han havde en mindre læderbutik. Foruden at sælge frakker og jakker af læder var han freelance guide, og han blev bl.a. brugt af den danske ambassade og havde vist både prins Joakim og den svenske kronprinsesse Victoria rundt foruden andre prominente danskere, f.eks. Lykketoft, hvis han da er prominent. I Michaels forretning hang billeder af hele det danske kongehus, og fotos der viste ham sammen med Joakim og Victoria, så det var ikke bare pral. Hvis vi manglede en rundviser, stod han gerne til rådighed, men selvom han var hyggelig og venlig, ville vi hellere opleve Istanbul på egen hånd. Han ville også gerne tage os med hen til en tyrkisk restaurant, hvis vi ville opleve ægte tyrkisk stemning med mavedans og hele molevitten og uden andre turister. Det lød faktisk rigtig spændende, så halvt om halvt aftalte vi noget til næste dag, og vi fik hans kort og skulle endelig ringe, hvis vi på nogen måde manglede hjælp.
Istanbul breder sig over 2 kontinenter adskilt af Bosporusstrædet, der forbinder Sortehavet og Marmarahavet, og et par store hængebroer forbinder kontinenterne. Den største del af Tyrkiet ligger på den asiatiske del, men det er ikke til at komme udenom, at den sidste rest af Det Osmanniske Rige ligger i Europa. Stamboul ligger som en bred landtange, der rager ud i Bosporusstrædet, og det er her, at Istanbuls gamle by med sine krogede gader, paladser og himmelstræbende moskeer ligger.
Fra en af de nærliggende moskeer var vi blevet vækket af en melodiøs mullah, der kaldte til morgenbøn, og så kunne vi lige så godt stå op og starte på den rigtige udforskning af Istanbul.
Fra hotellet gik vi mod syd ned igennem den gamle bydel med snævre stræder og små butikker, men ikke en eneste souvenirbutik. Det var tydeligt, at vi var kommet væk fra turiststrøget, og i to timer gik vi uantastet rundt og fik ingen henvendelser af nogen art.
Nede ved kysten lå det lille fiskemarked Kumkari, hvor fiskene var lagt op i forskellige fantasifulde mønstre. Der var ikke nogen kunder endnu, og vi lignede åbenbart heller ikke kunder, for ingen tog notits af os, mens vi gik rundt og kikkede. Ud mod vandet lå en stribe meget hyggelige fiskerestauranter – der dog også var kundeløse, for ”fiskemad” er ikke så populært på den tid af formiddagen. 
Bymuren følger også kysten rundt. I starten var der kun fragmenter med nyere huse indbygget i muren, men senere var bymuren mere intakt, og tidligere tiders beskyttende virkning kunne fornemmes. Vi var efterhånden kommet ud til indsejlingen til Det Gyldne Horn, hvor der på spidsen af landtangen ligger et stort parkområde, og inde i parken ligger Topkapi Paladset, hvorfra sultanen styrede sit rige. Vi kom ind ad bagsiden til paladset, forbi Det Arkæologiske Museum, og det var helt sikkert en bagindgang, for vi snoede os igennem bunker af murbrokker og jordbunker, for de var ved at sætte vejen i stand. Vi hilste pænt på arbejderne og lod som om, vi var i vores gode ret til at kravle i deres bunker. Foran paladsindgangen var der også et større projekt i gang med at jævne jordstykker og beplante det med stedmoderplanter. Tyrkiske gartnere kan åbenbart ikke lide regn, for selv om det kun småregnede, sad gartnerne i nogle skure under presenninger, og tusindvis af planter stod i kasser og ventede på bedre vejr. 
Topkapi Paladset er Istanbuls topseværdighed, og foran hovedindgangen myldrede det med turister. Det koster 10 lira at komme ind, og som sikkerhedstjek blev alle tasker gennemlyst, og man skal også igennem en bro, der bibbede lystigt, men det var der nu ingen, der tog sig af. Der var også mange skolebørn og tyrkiske turister, der ville ind at se deres lands seværdighed.
Også sultan Ibrahim den Gale levede op til sit navn, da han fik mistanke om, at en af hans haremskvinder var ham utro. Han blev så rasende, at han lod hele sit harem sy ind i sække og druknede dem som katte i Bosporus. Det må være historiens frygteligste skilsmisse – den store forårsrengøring, der skulle skaffe nyt blod til haremmet. Kun én kvinde overlevede, da det efter, at hun var blevet kaster over bord, lykkedes hende at slippe fri, og hun blev reddet af et forbipasserende fransk skib og havde held til at flygte til Frankrig.
Tænk, man kan få en tur i haremmet for kun en tier. Den eneste ulempe er, at alle de sikkert dejlige haremskvinder skal man tænke sig til. Et harem er nu heller ikke kun tant og fjas med haremskvinderne, for det var også et hovedkvarter, hvorfra sultanen styrede sit rige. Det betød, at der også skulle være værelser til de forskellige ministre, besøgende generaler, rådgivere og lignende. Harem betyder tabu, så det egentlige harem var strengt adskilt, og hvis man kom til at gå forkert i labyrinten af sale og fløje, blev man ikke blot mødt af en bister eunuk, men man var også i fare for selv at blive lavet om til en.
Der er kun guidede ture i haremmet, og vores guide talte et meget t y d e l i g t engelsk. ”Now we shall see the sultan's big room. Follow me to see the sultan’s big room”. Der blev ikke sagt mere, end der kunne læses på skiltene, men 40-50 mennesker gik med rundt. 
Mellem Hagia Sophia og Den Blå Moske ligger en dejlig park med springvand og blomsterbede med spraglede primula. På en bænk delte vi en pose ristede kastanjer, medens masser af tyrkere defilerede forbi på de små stier. Der var kun ganske få turister, så det var tyrkere, der var ude at promenere – mænd i almindeligt pænt tøj, og på hunkønssiden var det alle typer fra kraftige koner med tørklæder til unge, smarte piger i stramme cowboybukser. 
Det var mørkt, og moskeerne var oplyst helt eventyrligt, da vi gik ned til Michael, og han var der på slaget til den aftalte tid. Vi tog en taxi til den nye bydel, der har en lang, moderne gågade med masser af butikker. Nede ad gågaden gik vi ind i en tøjbutik, og i butikkens baglokale tog vi en elevator og derefter op af nogle trapper, og her lå restauranten gemt af vejen, så en almindelig turist ikke havde en ærlig chance for at finde den. Lokalet var aflangt med rækker af borde og stole, der var dækket af lyseblåt stof. Der var ikke så mange mennesker endnu, men vi gik i gang med forretten, der var et helt måltid i sig selv med pølse, ost, grønt og senere frikadeller og forårsruller, inden vi fik serveret hovedretten, der var en blandet grilltallerken. 
Senere optrådte et par dejlige mavedanserinder, og der var ikke noget med overflødigt mavefedt, der skulle skvulpes rundt, for de var slanke som siv. På et tidspunkt kom de ned mellem bordene for at høste kontante bidrag, og den ene mavedanserinde havde kastet sin kærlighed på mig og blev ved med at ryste brysterne foran min næse. Først langsomt gik det op for mig, at det ikke var for mine blå øjnes skyld, at hun kredsede omkring mig. Så jeg fandt en pengeseddel frem og ville give hende den, men nej, hun modtog ikke penge i hånden – så meget besværligt måtte jeg egenhændig stoppe pengene omhyggeligt ned i hendes BH, før hun var tilfreds. 
Det var søndag, og vejret var overskyet, men allerede under morgenmaden kom der små huller i skyerne. Vi havde fået sat et kryds på bykortet, hvor et af de tyrkiske bade var beliggende, for sådan et bad ville jeg gerne prøve om et par dage for oplevelsens skyld. Medens vi ledte efter badene og kikkede rundt, kom en mand og spurgte, hvad vi ledte efter, og vi kom til at sige, at vi ledte efter solen. Det synes han ikke var så morsomt og ville meget hellere vise os sin butik, som han ville åbne kun for os. Det var virkelig meget pænt af ham, men lige meget hvad han handlede med, var vi ikke interesseret, og det kan være meget svært for en tyrkisk butiksejer at forstå. Nå, men vi fandt badene, der hed Cemberlitas Haman og ligger på hjørnet af Divan Yolu og Vesirhani Cad nærved Den Store Basar. Cemberlitas Haman har særskilte afdelinger for mænd og kvinder, men Gitte ville ikke i tyrkisk bad, kun hvis hun var sammen med andre kvinder, hun kendte. Det ville jeg da også hellere.
Nede ved Galata Köprüaü, der er en af broerne, der fører over til Istanbuls nyere bydel, ligger den store Zeni Moske, og vi gik ind for at kikke. Sko i en moske er bandlyst, og egentlig er det god skik også at vaske fødderne, så uden for de fleste moskeer er der derfor vandhaner og vaskekummer. Uden for moskeen var der en stor kasse med plastikposer, og i første omgang troede gedehyrden fra Borup, at poserne skulle tages uden på skoene, men skoene skulle ned i posen, og så skulle man bære rundt med dem inde i moskeen. Kuppelrummet var enormt stort, og store lysekroner hang ned fra loftet, men der var kun få bedende og ikke andre turister end os. Som regel går der et rækværk ned igennem moskeerne for at skille bukkene fra fårene, så de troende kan bede i fred uden at blive forstyrret af sure sokker fra de vantro. Regnen var faktisk holdt op, medens vi var i moskeen, så en stille bøn til den kristne gud hjælper også i en moske.
Stejle gader i Istanbuls nyere bydel fører op til Galatatårnet, der blev påbegyndt i 1348, men siden er ombygget mange gange. Tårnet er stort og rundt som Rundetårn og har engang indgået i noget fæstningsværk. Som næsten alle seværdigheder i Istanbul koster det 10 lira at komme ind, og så er det lige meget, hvor meget der er at se. Der er en god souvenirforretning i stueetagen og med den store fordel, at der er faste priser, og 0,25 lira for et flot postkort er yderst rimeligt. Hvad der ellers er i tårnet, er ikke godt at vide, for man tager en elevator op, og så kan man nyde udsigten ud over byen. I den øverste etage er der en restaurant og en natklub, og pudsigt nok så kostede en cappuccino og en cola også 10 lira. 
Fra et mindre rum lød stille sang og spil, så vi listede ind og satte os. Præsten kom, men det var en lille pige på omkring 10 år, der læste bønnen op, og menigheden svarede, og bagefter var det en ældre dame, der fortsatte bønnen. Flere mennesker listede efterhånden ind, og til sidst var vi vel omkring 30-40 stykker i det lille rum. Præsten holdt en stille og mild prædiken, vistnok på italiensk, for selvom vi ikke forstod et ord, mente vi at kunne genkende nogle italienske gloser. Kollekten gik rundt, og vi gav 5 lira for at støtte foretagendet i denne by, hvor moskeerne trods alt er ret dominerende. Ved nadveren var det kun præsten, der spiste og drak, medens en klokke klemtede. En lille messedreng gik rundt og gav hånd til alle, og lidt efter gav alle hånd til hinanden, og vi blev også involveret i fredshilsener til den foran- og bagvedsiddende, og så kunne vi liste af en smuk oplevelse rigere.
Vi fortsatte ad gågaden til den store plads Meydani, der er trafikknudepunkt, men der var da også en statue, blomsterbede og bænke. Her stod der også en større mængde politifolk og ventede, og vi bemærkede en politidame med højhælede støvler, og det har vi da alligevel ikke set herhjemme. Senere så vi politifolk på motorcykel, og de bar masker for ansigtet, og den kunne vi slet ikke regne ud. 
Gågaden
bugnede med forretninger af alle slags og det var bestemt ikke til at se
at vi i et muslimsk land. Vi gik tilbage mod Det Gyldne Horn ad de stejle gader ned mod vandet. Der var stadig mange mennesker, der stod og fiskede på broen, men vi gik ned på den underste etage af broen, hvor der ligger en stribe fiskerestauranter. Foran hver restaurant stod der mænd, der gerne ville have os indenfor og som hilste: ”Hallo, where do you come from?” Lidt trættende, og det var ikke alle, jeg overhovedet svarede, men ham jeg svarede med: ”From the other side” forstod budskabet og svarede bare ok. Ellers havde vi faktisk gået uantastet rundt i gaderne hele dagen. I en lille cafe på første etage fik vi cappuccino og kage til 18 lira, men ellers ville vi ind at se Hagia Sofia, også kaldet Aya Sofya, der betyder guddommelig visdom på græsk, og det er en af Istanbuls helt store seværdigheder.
I over 900 år var Hagia Sofia en kristen kirke, og det var her den ortodokse patriark af Konstantinopel blev indsat. Men da Konstantinopel blev løbet over ende af de osmanniske tyrkere, blev katedralen omdannet til en moske. 
Da vi besøgte bygningsværket, var man i gang med et større restaureringsarbejde, og faktisk så startede man med dette arbejde i 1993. Kuplen var oprindelig dækket af 30 millioner mosaikstykker, hvor de fleste var af bladguld, der var lagt ind mellem to stykker glas. Meget af mosaikken er bevaret, og et kæmpestillads gik helt op til kuplen, hvor de arbejdede på sagen. Det er et enormt arbejde, de er i gang med, men det trængte også til det, og det ville være synd og skam, hvis sådan en pragtfuld bygning ikke blev bevaret i fin stand for eftertiden. Og så er det lige meget, om den tilhører den ene eller anden religion eller er museum. Inden vi gik, skulle vi lige anbringe en finger i det slidte hul på den berømte grædesøjle i det nordlige sideskib, for så kan man få lov til at ønske – om ønsket så går i opfyldelse, må man selv sørge for.
Mellem Hagia Sofia og Den Blå Moske ligger Hippodromen, der var den romerske oldtidsarena, som havde plads til op mod 100.000 tilskuere. Der er ikke så meget at se i dag ud over søjlerne i banens centrum, for arealet er dækket af en park. Søjlerne er dog spændende, og først troede jeg, at Slangesøjlen var et udslag af moderne kunst, men det viste sig, at den er fra det 5. århundrede og var lavet af smeltede skjolde fra den slagne persiske hær. Den anden søjle er Den Egyptiske Obelisk, der blev konstrueret i det 15. århundrede f. Kr. af Farao Thutmose III. I det 4. århundrede blev den røvet, og selvom den tog nogen skade under transporten, er hieroglyfferne klart synlige. 
Vi gik forbi Hagia Sofia, som har lukket om mandagen, og gik ned til havnen for lige at tage et smut fra Europa til naboverdensdelen Asien. I havnen er der flere færgeruter, der sejler over strædet og lander forskellige steder i den asiatiske del af Istanbul, men da vi ikke kendte byen derovre, tog vi bare den første den bedste færge. Ved indgangen til terminalen stod der billetmaskiner, og en enkeltbillet kostede 1,7 lira, stod der. Vi puttede en seddel i maskinen og ud kom nogle mønter, men ingen billet. Efter lidt banden og lidt granskning viste det sig dog, at 2 af mønterne var jetoner, som skulle igennem en anden maskine, og så var der fri adgang til skibet. Det tager ikke mere end et kvarters tid at sejle over strædet, og imellem flokke af tyrkere var der kun os og et par fra USA, der var af udenlandsk herkomst.
Vi kom ind i et område med mange store kirkegårde, der var omgivet af høje mure. Forskellige steder var der indgang i muren ad små trapper, men oppe på kirkegården skulle man springe fra grav til grav eller kante sig rundt mellem stenene. Efter at have opgivet nogle steder fandt vi en rigtig sti igennem moradset, for det hele blev kun passet af Allah med en mangfoldighed af ukrudt. Det var faktisk også det eneste sted i Istanbul, hvor det flød med affald, så de dødes grave er ikke noget, man bruger meget krudt på efter begravelsen. Gravene var ellers store med firkantede stenrækværk og store gravsten, og ind imellem gamle skæve sten med arabisk skrift. Nogle sten var lidt svære at regne ud, for f.eks. kunne der stå, at personen var født i 1318 og død i 1968, så enten bliver de ret gamle i Istanbul, eller også bliver der brugt flere forskellige årstalssystemer.
Vi gik videre igennem byen, der bestemt ikke var værd at skrive hjem om, og det eneste oplivende moment var de enkelte gamle, forfaldne træhuse, der stod ind imellem alt det kedelige. Vi havde krydset noget frem og tilbage og havde faktisk mistet orienteringen, for da vi endelig kikkede på det medbragte kompas, lå kysten i den modsatte retning af, hvad vi ellers gik og troede.
Vi havde skrevet en stak postkort og havde hele dagen ledt efter et postkontor eller blot en postkasse, så vi spurgte Mc Donald-pigen om vej, og hun gik med udenfor og pegede. Senere, da vi stadig ikke havde fundet posthuset, spurgte vi en anden, der dog rystede på hovedet, da hun ikke forstod, hvad vi mente, men en sprogkyndig pige kom straks og både pegede og gik med, og endelig dukkede det gule PTT posthus op. Der var ingen postkasser at se på posthuset, men en ung mand viste, hvor man trak et nummer, og pegede op på en tavle, hvor skrankenumrene blinkede, og da det blev vores tur, var vores postkort vips på vej. Så det må siges, at tyrkerne er flinke og hjælpsomme mennesker, og hele dagen blev vi ikke antastet en eneste gang. 
Tilbage på vores side af Det Gyldne Horn ville vi besøge Den Blå Moske, der er en af Istanbuls store seværdigheder, og i modsætning til Hagia Sofia fungerer den stadig som moske. Det var bedetid, da vi kom og derfor lukket for turister, men Gitte havde hætte på, så vi fik lov til at gå indenfor. Moskeen er delt mellem de troende og os andre dødelige, og stille satte vi os og lyttede. Der var omkring 50 bedende i den fjerneste del af det store rum, og en klangfuld stemme rungede imellem de 4 kæmpesøjler med ”elefantfødder”, der bærer den store kuppel.
Navnet Den Blå Moske stammer fra de 20.000 blå Iznikkakler, der pryder dens indre. I vore dage er Iznik en lille by sydøst for Istanbul, men det var hertil Mehmet I i det 15. århundrede bragte 500 tilfangetagne pottemagere fra Persien. Pottemagerne indviede tyrkerne i hemmeligheden ved deres kunst med de hånddekorerede kakler med den kobberblå farve, og det var en farve, som hidtil havde været uopnåelig uden for Persien. 
Vi var blevet lidt matte i sokkerne efter at have trasket Asien tyndt, så vi fik en tiltrængt hvilepause på hotellet, inden vi gik ud for at finde noget at spise. Vores hotel lå kun 2 minutter fra hovedstrøget Divan Yolu, hvor der ligger en hel stribe restauranter, og vores valg faldt på Pasha Restaurant Masa 48 med en hyggelig pejsestue på 1. salen. Et lækkert måltid kaldet Enginarli Taruk med kylling, artiskok, spinat og champignon var både veltillavet og smukt anrettet, og sammen med en cola, en øl og to cappuccino kostede måltidet 48 lira, og så var der endda en fin betjening med i købet. Man skal nok regne med, at det koster omkring de 50 lira (ca. 200 kr.), hvis 2 personer skal ud at have et godt måltid på en turistrestaurant midt i Istanbul, men det kunne ikke rigtig slå benene væk under os.
Fra vores pragtfulde morgenmadsrestaurantudsigt kunne vi ud over de nære smukke moskeer se den ene af hængebroerne, der fører over til Asien, og da jeg havde set et postkort med en smuk moske næsten for foden af broen, besluttede vi at gå derud. Det var halvt overskyet, og det vil så sige, at der også var halvt blå himmel, og den del heppede vi på. 
Vores plan var at følge kysten, og vejrguderne smilede til os, for solen var ved at bryde igennem, og vi måtte smide frakkerne, samtidig med at vi fik en lille pause på en grøn blomsterplads med bænke. På pladsen var der udsigt til havnen, og skibene passerede i en lind strøm igennem Bosporusstrædet, der er en vigtig forbindelse for Rusland, da den giver forbindelse til Ægæerhavet fra Sortehavet. 
Hvor det var muligt, fulgte vi kysten, men nogle gange måtte vi op på vejen for at komme videre. Omkring tre kilometer ude kom vi til Dolmabahce paladset, der blev bygget i 1843 - 1856 og blev brugt som de sidste sultaners officielle bolig. Paladset ligger på et historisk sted, da der i hine tider var en bugt, hvorfra Mehmet II i 1453 indledte et vellykket angreb på Konstantinopel. Senere i det 17. århundrede lod Sultan Ahmet I bugten fylde op og omdannede arealet til en kongelig park, og det projekt var i en årrække beskæftigelsesarbejde for 16.000 kristne slaver. Navnet Dolmabahce betyder faktisk på tyrkisk ”opfyldt have”, og her valgte Sultan Abdul Mejid senere at opføre sit nye palads.
En combibillet til slottet og haremmet kostede 20 lira, men så skulle der også købes en billet på 6 lira til mit kamera. Indgangsporten og den bagved liggende park er virkelig flot, og så er der endda navne på de store, eksotiske træer. Paladset er bevogtet af hvidklædte soldater, og ved hovedindgangen stod en soldat, der nærmest var stivfrossen. Store flokke af børnehavebørn blev stillet op foran soldaten, og pædagogerne tog billeder af begivenheden, og vi fik da også knipset et par billeder af hurlumhejet. Når soldaterne gik til og fra vagtskifte, gik glansen lidt af Sct. Gertrud, idet de var meget forskellige i højde og havde svært ved at gå i takt.
Vi kom igennem det ene overdådige rum efter det andet med højt til loftet og mange store lysekroner. Efter at have set paladsets kæmpestore loftmalerier, er jeg sikker på, at sultanen ikke ville være ret imponeret over loftmalerierne i Festauditoriet på Landbohøjskolen. 
Det var vist ikke sandwich med kødpølse, Sultan Abdul Azizs plejede at indtage, for hans korpus var enormt ligesom hans specialkonstruerede seng, der både skulle bære hans vægt og en udvalgt skare af hans harem. Også i haremmet var der store pragtfulde sale, men konerne havde også hver deres lejlighed med dagligstue, soveværelse og badeafdeling. Man
kunne også beundrer en meget smuk håndvask med en kreativ tilslutning af
en plastikslange. 
Vi fortsatte vores vandring på trætte fødder langs kysten mod hængebroen i det fjerne. Nogle gange var der promenader langs vandet, og andre gange måtte vi følge den trafikerede vej. Endelig nåede vi frem til den fashionable landsby Ortaköy med moskeen ved foden af Bosporusbroen, som vi havde set på postkortet, og nu hvor vi havde set sceneriet med egne øjne, kunne vi endelig også få sendt det postkort. I området er der flere cafeer og en afslappet atmosfære, så vi slog os ned på en udendørs cafe i vandkanten, og fik cappuccino og lagkage til 23 lira. 
Fra minareten buldrede bønnerne ud over området, så klokken måtte være 15.30, men der var ingen tyrkere, der af den grund kastede sig ned i bedeposition, når man lige sad så godt og nød livet og kaffen. I Tyrkiet er religion en helt privat sag og ikke som i Danmark, hvor vi har en statsautoriseret religion, som man skal melde sig ud af, hvis man ikke vil betale kirkeskat.
Nede ad gågaden var der sort af mennesker, og vi så dagens eneste to tiggere, og i modsætning til København, hvor det næsten myldrer med tiggende mænd, var det to gamle koner, der sikkert ikke havde så meget andet at leve af. Tidligere på dagen havde vi set et par tykke koner, der gik rundt og prøvede at sælge en nellike, og vi havde også set en kone, der solgte lommetørklæder, men det er dog mere værdigt end rent tiggeri. Ud over ude ved Dolmabahce paladset havde vi ikke set en eneste turist hele dagen, og vi var ikke blevet antastet af sælgere en eneste gang, så det skal ikke være det, der skal afholde nogen fra at tage til Tyrkiet.
Næste morgen var det sol fra en skyfri himmel, men så diset, at man dårlig nok kunne se til vores nabokontinent Asien. Efter morgenmaden stilede vi mod Den Store Basar, der har ord for at være den største overdækkede basar i verden. Da Mehmet Erobreren havde erobret Konstantinopel fra de byzantinske kristne i 1453, begyndte han at omdanne byen til hovedstad i sit islamiske rige. Under erobringen var de handlende spredt fra alle vinde, og for at lokke dem tilbage og stimulere den stillestående økonomi, fik opførelsen af basaren første prioritet og det endda før paladset og moskeerne.
Selvom basaren er kæmpestor, er den overskuelig, idet den er bygget som et gitterværk med lige gange på kryds og tværs. Basaren er delt op i adskilte områder, hvor de forskellige gader er specialiseret i forskellige varer, og det gør det hele noget nemmere. Selv om der er guld og ædle stene i massevis, var det ikke lige det, vi stod og manglede, så vi fik i stedet købt nogle souvenir til børnebørnene og nogle kasser med tyrkisk slik. 
Jeg synes ikke, man rigtig har været i Istanbul uden at have prøvet et tyrkisk bad, så lige i nærheden af moskeen fandt jeg Suleymaniye Hamam. Selvom denne badstue er for både mænd og kvinder i de samme rum, ville Gitte ikke med, så hun blev parkeret på en solbeskinnet bænk foran moskeen, medens jeg alene måtte lægge krop til udskejelserne.
Hele vejen rundt i receptionslokalet var der rustikke trækabiner, og også hele vejen rundt på førstesalen. En ung tyrkisk pige viste mig tilrette i kabinen, hvor der var en briks, en skammel og et spejl, og så fik jeg et håndklæde og et par trætøfler, og hun bad mig klæde mig af. Nøglen til kabinen fik jeg om halsen, så det var min under hele opholdet. Det var lidt underligt at stå der splitternøgen, men jeg slog håndklædet om livet og lindede lidt på døren. Pigen stod smilende udenfor og ventede og viste vej, først ind i et afslapningsrum med sæder, og det var det kølige rum, sagde hun, selvom det var ret varmt, og derefter gik vi ind i det store, meget varme rum. En stor forhøjning med marmorplader dækkede det meste af rummet, og pigen bad mig lægge mig ned og bare slappe helt af, hvorefter hun gik. Øv.
Inde i siderummet blev jeg overhældt med skiftevis koldt og varmt vand, og han bad mig lægge mig ned på briksen på maven. Jeg havde stadig håndklædet om maven, og han var i et lændeklæde. Først vaskede han mig af med en nubret klud uden sæbe, og så begyndte indsæbningen, hvor fløjlsblødt sæbeskum blev presset ud af nogle kludepølser, og han vaskede mig næsten overalt, også mellem tæerne, men de ædlere dele var dog en privat sag. Stadig iført sæbeskum fra top til tå begyndte massagen af fødder, ben, ryg og nakke, og bagefter fik den anden side samme behandling. Han lagde virkelig kræfterne i og gik til arbejdet med ildhu, og jeg fik nogle høje klask, der gav genlyd under kuplerne, og flere gange måtte han smide en spand med koldt vand over sig selv for at blive afkølet. 
I vores lille gade, hvor hotellet lå, havde vi hele ugen ved snedige knibtangsmanøvre undgået tæppehandleren, men i en anden lille butik faldt vi over nogle små malerier på gammelt papir med tyrkiske skrifttegn på bagsiden. Den handlende var selvfølgelig meget venlig, og lidt efter fandt vi os selv bænket i forretningen, medens han lavede æblete. Flere malerier blev lagt frem, bl.a. et meget smukt et af Noahs Ark, men der var for meget at vælge imellem, og forhandlingerne bølgede frem og tilbage, om vi ville have et eller tre malerier. Priserne var lidt pebrede, så vi nøjedes med det ene, vi havde set udenfor, men så skulle der fastsættes en pris, og det var bestemt heller ikke nemt. Hans argumentering med, at der ikke havde været kunder hele dagen, var måske ikke det bedste at bruge, men hans lommer var tomme, og vi var også ”very poor people”, så det var en værre jammer. Nå, men vi blev da endelig enige om 110 lira, selvom det egentlig skulle have kostet 170 lira, så vi håber ikke, den stakkels mand har lidt et for stort tab.
Hovedgaden Divan Yolu har forretninger og restauranter langs hele den ene side, så det var mere fredeligt at gå på den modsatte side med parker og moskeer, men vi skulle jo finde et sted at spise. Foran hver restaurant står en mand, der prøver at lokke kunder ind, og vi lod os overtale til at gå ind på Cozy Pub, hvor vi fik et yderst lækkert måltid. Vi havde et bord ved vinduet, så vi studerede vores ”lokker”, og det var på alle måder et usselt job. På afstand udså han sig nogle turister og skruede så helt op for charmen, men folk havde måske spist eller gik bare og kikkede, så der var mange nitter.
Det var igen overskyet, da vi nød vores morgenmad med den fantastiske udsigt. Vi gik igen ned til Den Store Basar og købte de sidste souvenir til børnebørnene, og selvom vi ikke så nogen danskere hele ugen, må der til tider alligevel have været nogen ud over vikingerne i sin tid, for de handlende kunne spørge på dansk: ”Hvordan har du det?” Andre spurgte på engelsk: ”Were do you come from?” Når vi var høflige og svarede Denmark, blev der straks snakket om Schmeichel og Thomas Gravesen – hvem pokker det så er. Andre svarede bare: ”Welcome to Turkey”. 
Selv om moskeens vinduer er udstyret med pragtfulde glasmalerier, er det svært at sige, om den er flottere end byens andre moskeer, men toiletterne er noget af det flotteste, jeg har set. Toiletbygningen ligger i parken til moskeen og så kan man jo godt forestille sig, at det også er Sinan, der her har været arkitekten. Toiletbygningen har en lang lys gang, og på en forhøjning ligger toiletterne på stribe, og det både med wc-kumme og pedal. Det, der gjorde toilettet helt specielt, var foruden håndvask med sæbe og ventilator en overdådighed af kunstige blomster og med liflige fuglefløjtelyde fra skjulte højtalere. Virkelig en oplevelse, og det for kun 0,5 lira. Selvom det kun var mig, der skulle slå en streg, måtte Gitte også have den oplevelse med, og der var gjort lige så meget ud af det hos damerne.
Selvom der var fin udsigt over vandet, var der mange tomme og forfaldne huse i husrækken langs kystvejen. Det skulle lige have været i Danmark, så ville sådan en udsigt have været guld værd. 
Pilgrimmene myldrede dog ikke til denne dag, for vi var faktisk de eneste, så i fred og ro smed vi skoene og satte os ind i rummet og funderede lidt over tilværelsen. 
Byen blev oprindelig grundlagt af grækerne, og med den lange, smalle landtange ud i Bosporusstrædet var det forholdsvis nemt at bygge en mur tværs over. Efterhånden som byen voksede, blev muren flyttet mod vest, og de massive mure, der i dag dominerer de vestlige adgangsveje til den gamle by, blev rejst af Kejser Theodosius II i det 5. århundrede. Murene blev betragtet som ubrydelige, og de første revner i murene skyldtes heller ikke en invaderende hær. I 753 blev det en så kold vinter, at Bosporus frøs til, og da foråret meldte sin ankomst, kom kæmpestore isflager buldrende med den frigjorte strøm, og nogle var så store som selve bymuren. Isen bragede ind i muren og rev herved store åbninger i forsvarsværket. Murene blev selvfølgelig lappet sammen, og der gik over 500 år, før det første gang lykkedes en fjende at komme igennem murene. I 1204 var det korsriddernes tur, og med korset i den ene hånd og sværdet i den anden klatrede de over muren ved hjælp af stiger, smed kejseren på porten og myrdede og voldtog alt levende i den kærlige Guds navn. 
En moderne vej følger ydersiden af muren, men vi prøvede at bane os vej på indersiden. Inde bag murene var der mange forfaldne kvarterer, der var tæt på jordsmuld og egentlig burde spærres af på grund af nedstyrtningsfare, men ind imellem boede der mennesker alligevel – så det var virkelig Istanbuls bagside, vi fik at se. Det var i hvert fald ikke steder, hvor der normalt kommer turister, og jeg havde faktisk ikke set en eneste af slagsen hele dagen ud over Gitte. 
For at nå så meget som muligt den sidste dag tog vi en overfyldt sporvogn ind til centrum, og selvom vores ben så mindeligt bad om nogle siddepladser, var der kun ståpladser tilbage.
I vore dage er cisternen gravet ud igen, og mod betaling af de sædvanlige 10 lira gik vi ned for at kikke på herlighederne. En trappe fører ned i dybet, og bunden er dækket med vand, hvori der svømmer små og store fisk. Hundredvis af søjler, der bliver oplyst af et blødt rødt lys, holder taget oppe, og på gangbroer kan man gå rundt og nyde det dryppende vand og den smukke stemning. Helt nede i den fjerneste ende af cisternen er to store Medusa hoveder af sten endt som søjlefødder, og at det er genbrug kan ses af, at det ene hoved står på hovedet, og det andet ligger på siden. Forskelligfarvet lys oplyser hovederne, og den smukke stenkunst inspirerede os til også lige at besøge Istanbuls Arkæologiske Museum, der ligger i nærheden.
Denne gang og for kun 5 lira var der adgang til et kæmpemuseum med 60.000 greco-romanske og mellemøstlige kulturgenstande med mange store statuer, sarkofager og samlinger fra oldtiden. Nogle af statuerne stod i mørke rum med spot på figurerne, og det gav en speciel flot stemning. Vi nåede ikke at se alle 60.000 genstande, for klokken var 16, og de lukkede kl. 17. Mange unge kustoder/vagtmænd med knipler gik rundt og kedede sig og samledes i grupper på 3-4 stykker, og det var helt tydeligt, at de ventede på fyraften. 
Det tog kun ½ time at komme igennem sikkerhedstjek-møllen, selvom også vores kufferter blev gennemlyst. De store Duty Free butikker holdt sig til priser, der var det dobbelte i euro, end vi var vant til i lira inde i byen. Alle priserne var kun opgivet i euro, og det er lidt underligt kun at have priser i andre landes valuta. Så er der mere stil og værdighed over de store museer, hvor der simpelthen står, at de kun modtager tyrkisk valuta eller kort.