Isvinter, hul i hovedet og en dame i nød.
En fortælling af Kim Greiner.
Før i tiden da jeg arbejdede på Svenstrup Gods, var en rigtig lang og kold isvinter noget af det bedste, jeg vidste, men det havde nu nok noget at gøre med, at jeg bl.a. solgte brænde, og det gav travlhed og omsætning. Nu hvor jeg arbejder i Landbohøjskolens Have udelukkende med planter og parkdrift, er sådan en isvinter en laaaaaang kedelig periode. Hvergang der er lidt mildning i luften, håber jeg, at vinteren nu slår over i en almindelig grøn dansk vinter, så vi igen kan komme i jorden, og forberede det kommende forår.
Hvordan får man så has på sådan en lang vinter? Jeg selv har fået computer, så i fritiden kan jeg skrive lidt om dette og hint, og så er der jo altid bøger og aviser, og før jul hvor der skulle følges med i fjernsynets 3 julekalendere, var der også nok at se til. Desuden har jeg fået malet soveværelset, og hvis man først får malet halvdelen af det, og så finder ud af, at den nye farve kan man alligevel ikke lide, og så starter forfra med en ny farve, så kan det godt tage en rum tid, inden sådan et værelse bliver færdigt.
Da så sneen kom og gik, og kom og blev liggende, og gik og kom og føg o.s.v., så gik der en hel del tid med at prøve af holde fortovet nogenlunde farbart. Hvis man går tur rundt i byen, så er det egentlig interessant at se, at det er de samme mennesker, der holder deres fortov pænt, og de samme mennesker, hvor det rør dem en høstblomst, at man skal passere deres ejendom med snesko og også helst med hundeforspand, men der er forhåbentlig gode grunde.
Sneen kan dog også bruges til andet end flytte væk fra fortovet. Da den første større snemængde kom kort før jul, blev det en enkel dag med tø, og Camilla og jeg gik i gang med at lave den traditionelle snemand, bestående af 3 snekugler stablet ovenpå hinanden, og forsynet med en gulerod til næse, og i dette tilfælde også iført beskyttelsesbriller i anledning af det kommende nytår. At lave sådan en snemand er ingen kunst, for som vistnok Storm P. eller en anden sagde: "Kunst er noget, man ikke kan, for hvis man kunne, er det ingen kunst".
Da det slog over til hård frost, ærgrede det mig noget, at der var sat en stopper for snekunsten, for jeg havde egentlig lyst til at frembringe nogle flere figurer. Så efter et par dages rugning over problemet, fandt jeg på at blande postevand med frossen sne, og det viste sig, at det var et udmærket materiale at forme figurer af.
Opskriften lyder som følger: Til en strøgen trillebør med sne, tager man 15 liter vand, som tilsættes lidt efter lidt under kraftig omrøring, og det hele drysses med friskhakket persille, hvis man altså ønsker grønne figurer. Det har vi ikke selv gjort endnu, men vi har da spekuleret lidt på guldglimmer. Vand på tør frostsne svinder ind til næsten ingenting, så der kan godt gå mange trillebørblandinger til bare en figur, og derfor kan den megen aktivitet, godt give sved på panden, også i koldt vejr.
Den første figur blev en godt mandshøj sneprinsesse, med et skelet bestående af en løvrive og et par småpinde, så der var noget at bygge kroppen op af. Vi fandt ud af, at det er utroligt svært at give en snefigur feminine ansigtstræk, men et par bryster hjalp lidt på forståelsen.
Næste aften i 14 graders frost blev det til en siddende kat, og med så meget frost skulle der arbejdes hurtigt, inden soft-eisen stivnede. Figurrækken blev aftenen efter afsluttet med en siddende mand, der holdt om sin ligeledes siddende hund. Når en figur var færdig, overhældte vi den med koldt vand, som hurtigt frøs til is, og stabiliserede det hele. I den ret lange frostperiode stod figurene og hilste mig velkommen hjem fra arbejde, og kun en enkelt gang blev hovedet skåret af katten af forbipasserende skolebørn, men det var heldigvis nemt at "lime" på med koldt vand.
Den efterfølgende tøvejrsperiode forvandlede figurene, så det hele lignede resultatet af en slem ulykke, med groteske træk og skelettet (løvriven og småpindene) stikkende ud, og tilsidst var der kun en lille klat sort sne tilbage.
Sneprinsessen genopstod dog igen som en anden fugl Fønix, dennegang med hjælp af min datter Louise, og på dette tidspunkt var det frost, men næsten ikke sne, så vi måtte støvsuge hele haven for at finde sne nok.
En tvillingesøster til sneprinsessen voksede også op i Landbohøjskolens Have. En morgen med pivende snestorm, spurgte jeg gartnerne, om de havde lyst til at hjælpe med en snefigur, og 3 friske gartnerpiger meldte sig frivilligt, selvom den ene var noget betænkelig ved at lave "sådan noget" i arbejdstiden. Nu er vi jo bl.a. ansat til at forskønne Landbohøjskolens omgivelser, og om havekunsten er iblandet noget sne, havde jeg ingen betænkeligheder ved, så en dejlig hvid sneprinsesse voksede op.
Prinsessen vakte en del opmærksomhed under opbygningen, og en havegæst spurgte om det var en eksamensopgave, hvilket jeg dog måtte benægte, men måske burde diciplinen indgå i, om ikke dyrlæge- eller forstkandidatuddannelsen, så måske havearkitektuddannelsen.
For at gå tilbage til begyndelsen af vinteren, så var det første snevejr i slutningen af november skyld i et færdselsuheld for min kone Gitte. Som den meget ihærdige dame hun er, var hun stået meget tidligt op og cyklede i buldermørke mod motionscenteret i Borups nordlige del.
Det havde sneet, og det kære Amt havde endnu ikke været ude at rydde, så der var hundeglat overalt. Da hun nåede til idrætshallen, rakte hun armen ud og observerede tilbage, at der ikke var biler i nærheden, så hun begyndte at dreje, men da forhjulet skred i sneen, blev hun bange og prøvede at rette cyklen op. Hun knugede nu hænderne om styret, og tøvede med at fortsætte venstresvinget. Imidlertid var der kommet en bil bagfra, som dyttede advarende, og da Gitte efterhånden var mere end midt ude på vejen, skønnede hun, at det trods alt var sikrest at færdiggøre venstresvinget. Det skulle hun så ikke have gjort, for bilen valgte også at passere venstre om, og for at gøre en kort historie lang, så ramlede de sammen, heldigvis i lav fart, og Gitte lå så lang hun var, i indkørselen ind til idrætshallen.
Med et hul i hovedet, fortumlet, svimmel og med kvalme blev hun transporteret til sygehuset, hvor de syede hullet sammen, og næsten inden det sidste sting, blev hun afhørt af politiet, og der blev skrevet rapport om uheldet. En smule psykisk førstehjælp havde måske været mere på sin plads, for da hun lå i sengen, og rystede som et espeløv af chocket, sagde en sygeplejeelev til en ældre kollega: " Hun ligger og ryster over hele kroppen". Hvortil kollegaen bemærkede og ellers ikke foretog sig yderligere: "Ja, det er meget normalt".
Efter et døgns observation i en stenhård hospitalsseng, valgte Gitte at lade sig udskrive med en kraftig hjernerystelse, samt masser af muskelinfiltrationer i ryggen, som ingen på hospitalet dog kærede sig om - men maden var god.
Efter fjorten dage på langs hjalp det på hjernerystelsen, hvorimod infiltrationerne tog noget længere tid, og er vist ikke helt i orden endnu. Som god bedringgave af hendes flinke kolleger i børnehaven fik hun en - cykelhjelm.
Et stykke tid efter jul kom der uopfordret et brev fra vores forsikringsselskab, hvori de skrev, at de ville dække alle udgifter i forbindelse med uheldet samt svie og smerte, hvis Gitte indsendte en skadesanmeldelse. Tænk en uopfordret henvendelse fra et forsikringsselskab, og derefter uden nogen form for yderligere dikkedarer sendte de en check. Det var ligegodt Codans.
Nu var der kommet uventede penge til huse, så der skulle købes nye gardiner til hele huset, men samme lørdag morgen, som det store gardinkøb skulle foregå, kom der brev fra politimesteren i Køge med et bødeforlæg på 750 kr. Anklagen lød på kørsel på cykel, med skift i kørselsretningen uden tegnafgivelse, og derfor til ulempe for den øvrige trafik.
Så det blev kun til gardiner i stuen.
Et brev til politimesteren med en uddybende forklaring om hændelsesforløbet, afstedkom kun et brev fra ham om, at hvis beløbet ikke var indbetalt inden en bestemt dato, ville sagen uden yderligere varsel blive overgivet til retten i Køge. Jeg ved ikke rigtig, om Gitte betaler eller ej, jeg selv ville kræve retfærdighed, og bide mig fast i haserne på politimesteren og i retten i Køge, for det er det mest hændelige uheld, jeg nogensinde har hørt om, og helt hul i hovedet.
Mindre dramatisk har været mine problemer med hensyn til vinterens bilvask. Jeg har i mit mangeårige billistliv altid vasket bil i min egen indkørsel, men med stadig frost og en bil der blev hvidere og hvidere, selvom den skulle være sølvgrå, gik jeg en tid, og skævede med lange øjne til den lokale vaskehal. Endelig en dag besluttede jeg mig til, at nu skulle det være, og jeg havde hørt, at man endelig skulle huske at skrue antennen af. Så bevæbnet med en stjerneskruetrækker gik jeg ud for at for at afmontere antennen, men det viste sig desværre, at de to størrelser stjerneskruetrækkere jeg havde, ikke passede, så vaskeprojektet blev udsat et par dage, indtil jeg fik købt den rigtige størrelse.
Selv med den nye skruetrækker viste det sig dog, at det stadig ikke var så let at få antennen afmonteret. Den ene skrue var nem nok, men ved den anden sad antennen i vejen, og det var kun med besvær og sagte eder, at skruen kom ud, og så viste det sig ovenikøbet, at der sad en ledning fast som ikke lod sig afmontere. "Hvad tænker de dog på de japanere, vasker de virkelig aldrig bil i vaskehal? Nu har vi lige købt en helt ny Toyota, og så kan man ikke engang få den elendige antenne af."
Hele projektet måtte opgives. Jeg måtte forstærke håbet om tøvejr og gik så igang med at påmontere antennen igen, og pludselig fandt jeg ud af, at ved at trykke let på antennespidsen med en pegefinger, forsvandt hele antennen ned i dørstolpen. Så de får nu nok alligevel vasket bil i Japan, også i frostvejr.
I slutningen af februar, et par dage henne i snestormen, fik jeg reddet en dame fra hennes triste skæbne på landevejen ved Hedehusene. Både vej og fortov var blevet ryddet, men hun stod og tomlede så ihærdigt, at jeg følte det som min borgerpligt at tage hende med. Ind steg damen, og en kraftig spiritusånde fik mig så småt til at fortryde redningsaktionen, men nu var hun jo blevet bænket, og havde med besvær iført sig sikkerhedsselen, så vi begav os på vej mod hendes bestemmelsessted.
Det viste sig at være Shelltanken, der lå sådan noget som 200 m længere fremme af vejen. På den korte tur, fik hun lige fortalt mig, at bistandskontoret havde sat hende ned, så hun nu kun havde 800 kr om måneden til alt. Hun havde dog så meget magt over det, at hun tilbød mig benzinpenge for turen, men jeg afslog galant, da den mindste mønt jo er 25 øre, og jeg derfor ville have besvær med at give tilbage. Hun takkede mig derefter hjerteligt for turen, og vinkede farvel med masser af fingerkys. Senere kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor heldigt det var, at jeg var kommet forbi, så hun ikke selv skulle gå helt hen til tanken.
Lige nu er der en lille smule mildning i luften, så jeg håber på snarligt forår, og så skal vi jo også på ferie - op til Norge i frost og sne.