 Japan
Morgenmaden tog vi på stationen i German Bakery – fire stykker lækkert morgenbrød og to kaffe til 1.360 yen.
Vi var kommet i god tid, og medens Gitte sad i ventesalens aircondition på enmandssæder, gik jeg rundt på stationen for af snuse. Den var kæmpestor med et indkøbscenter tilknyttet, og her var masser af varer, så ingen skulle mangle noget som helst. Københavns Hovedbanegård er som Borup station i forhold til Kanazawa station. Det er afmærket på stationen præcis ud for hver togdør, hvor ombordstigningen til Tunderbirdtoget skulle foretages. Præcis kl. 9.53 kom toget som lovet i køreplanen, og præcis kl. 12.32 ville toget være i Osaka, hvor vi skulle skifte.
Nogle andre afmærkninger på stationen kan dog undre, for på bestemte travle tidspunkter er der vogne, hvor der kun må være kvinder. Grunden er, at der i meget stående mylder i togene er såkaldte galante herrer, der ikke kan lade være med at gramse på damerne. Og når man står rigtig tæt, kan det være svært at lokalisere hænderne. Der er udgivet flere bøger om, hvordan man bedst kan gramse, uden at kvinden kan opdage, hvem der er gramseren, og der er anvisninger på en bestemt creme til hænderne, der gør, at der går længere tid, inden kvinden kan mærke, hvad der foregår. Bogen er meget anerkendt, og forfatteren har været i TV, hvor han fortalte åbent om bogen. På stationerne kan der dog stå skilte, hvor kvinderne opfordres til at råbe op og måske udpege synderne. Det har dog aldrig ført til nogen retslige anklager, for herregud, hvis kvinderne ikke kan lide at blive gramset på, så kan de da bare lade være med at køre i tog.
Vi sad fredeligt i toget mod Hiroshima, og vi var hverken ude for gramserier eller sexchikane, og vi kunne bare nyde udsigten. I dalene mellem bjergene er jorden udnyttet til sidste kvadratmeter, og selv inde mellem etagehuse er der rismarker. Skyerne lå lavt, og der var kun omkring 100 meter frit udsyn oppe ad bjergene, og det regnede igen. Når billetkonduktøren kommer ind i vognen, hilser han eller hun meget højt, tager kasketten af og bukker. Hver gang han har set en billet bukkes selvfølgelig. Når han er færdig med vognen vender han front mod passagererne, tager kasketten af og bukker igen.
Togskifte i Osaka, og på stationen købte jeg en sandwich til Gitte, men jeg holdt stadig ud og fik en japansk frokost med ris, kotelet og tilbehør og selvfølgelig med spisepinde og vådserviet. I Hiroshima oplevede vi mange flere europæiske turister end andre steder i Japan, og folk spurgte ofte, om vi var ”Americano”, for dem er der åbenbart mange af i byen. Hvis man besøger Japan, er man næsten også forpligtet til at besøge den by, hvor en enkelt bombe ændrede verdenshistorien. Selvom byen er renset for gamle templer, er de omliggende områder ude i bjergene stadig med templer og borge, for her er der før i tiden kæmpet om magten og æren mellem krigsherrerne og med hjælp af samuraikrigere. Hiroshima har i vore dage 1,1 million mennesker og er Vesthonshus hovedstad. Ude i den store bugt ligger den store ø Shikoku, der ofte er overset af turisterne og også af os, for det er ikke muligt at nå det hele på kun to uger. Vi nåede dog ud på den anden lille ø Miyajima, og om den oplevelse kan man læse i et særskilt afsnit på denne hjemmeside.
Af indlysende grunde er Hiroshima en ny by med firkantede højhuse, og det var vores hotel også. Værelset lå på 10 etage med udsigt til floden og broer, og denne gang var værelset med rigtige møbler og en kæmpestor dobbeltseng der var så stor, at selv med udstrakte arme kunne vi ikke nå hinanden. Vi havde faktisk fået luksussuiten, det var i hvert fald det største værelse på gangen kunne der ses på oversigten. Vi tog en hyggelig, gammel sporvogn ud mod Memorial Parken, men inden da skal vi have historien om bomben, der ændrede verden.
31. maj 1945 Washington. Tyskerne har kapituleret, men japanerne kæmper stadig indædt. Atombomben er næsten klar til afprøvning og kan derefter bruges i krigen. Videnskabsmanden Oppenheimer fortæller, at bomben svarer til mindst 2.000 tons TNT, og hvis den bliver brugt mod en storby, vil mindst 20.000 mennesker blive dræbt. Det bliver drøftet, om japanerne skal have lov til at se demonstrationen af bomben og måske derefter overgive sig. Det bliver forkastet, og i stedet bliver det besluttet, at den skal bruges så hurtigt som muligt og uden varsel, og helst mod våbenfabrikker eller andre sårbare bygninger. 12. juni 1945 Washington. General Groves og krigsminister Stimson diskuterer hvilken by, der vil være det foretrukne bombemål. Grove har lavet en liste, og han mener, at det skal være en by af stor kulturel betydning for hurtigt at knække japanerne, så han foreslår Kyoto. Der kommer vilde protester fra krigsminister Stimson, for han var på bryllupsrejse til byen og blev betaget af dens skønhed og dens historie som kejserlig hovedstad i over tusinde år til 1868. Grove vånder sig, men Stimson giver sig ikke, for det ville være det samme som at jævne Rom eller Athen med jorden. De to herrer gransker listen på ny, og øjnene falder på Hiroshima, der rummer vigtige militære mål. Hiroshimas skæbne er hermed beseglet.
16. juli 1945 Potsdam nær Berlin. Truman, Churchill og Stalin sidder i den amerikanske delegations villa uden for Berlin til konference i det besatte Tyskland, da der indløber et telegram til Truman: ”Atombomben er klar”. Truman er begejstret, for bomben kan afslutte krigen og dæmpe Sovjetunionens ekspansionsiver. Nogle dage efter fortæller Truman Stalin, at amerikanerne nu råder over et nyt våben med usædvanlig ødelæggelseskraft. Stalin er helt upåvirket, for hans spioner har længe holdt ham underrettet, så han siger blot: ”Jeg håber bare, I vil gøre god brug af den mod Japan.”
6. august kl. 02.45 1945 stillehavsøen Tinian. Japan har afvist de allieredes ultimatum: ”Kapitulation eller fuldstændig ødelæggelse”. Atomangrebet indledes.
I byen er ødelæggelsen total, og overalt ligger der forkullede mænd, kvinder og børn. Chokbølgen har næsten jævnet hele byen med jorden, og store brandvarme stykker jern og beton er slynget i alle retninger. Varmebølgen fra eksplosionen har øjeblikkelig dræbt alle inden for en radius på over halvanden kilometer. Længere væk dør folk i afsindige smerter, og mange kaster sig i floden for at køle deres brandsår. Andre vandrer rundt som spøgelser, medens tøjmønstre er brændt ind i ofrenes kroppe.
9. august kl. 3.47 Tinian luftbase. Japanerne har stadig ikke overgivet sig, og der indledes endnu et atomangreb, og B-29 stiger op gennem nattemørket med ”Fat Man”. Kursen er sat mod byen Kokura, som har stor militær betydning, men alt går galt, dog ikke for Kokura. En defekt brændstofpumpe på flyet giver ikke adgang til reservetanken, og Kokura er dækket af skyer. Piloten kredser rundt for at finde et hul i skyerne, men må opgive, da han er ved at løbe tør for brændstof. Han må ikke lande med bomben, og han kan vælge at droppe den uarmeret i havet, men han vælge at flyve mod havnebyen Nagasaki, der er udpeget som et sekundært bombemål. Denne by er også dækket at skyer, men pludselig deler skyerne sig, og piloten Charles Sweeney lader bomben falde klokken 11.01. Ødelæggelserne i Nagasaki er mindre end i Hiroshima, da bomben har ramt ca. tre km ved siden af centrum. Alligevel dør 40.000 mennesker øjeblikkeligt. 9. august kort før middag i regeringsbunkeren i Tokyo. Premierminister Suzuki presser på for en kapitulation, men krigsminister Korechika Anami vil ikke give sig, for han vil have amerikanerne til at invadere det japanske moderland: ”Ville det ikke være storslået for hele denne nation at gå til grunde som en smuk blomst?”. I det samme kommer et telegram om, at Nagasaki også er ødelagt på samme måde som Hiroshima. Premierministeren blegner og er rystet, men krigsministeren vakler ikke, så mødet går i opløsning uden at en beslutning er truffet.
2. september 1945 om bord på det amerikanske krigsskib USS Missouri. Japan underskriver fredsaftalen, og straks efter besætter amerikanerne landet. En række japanske militærledere bliver retsforfulgt og hængt for krigsforbrydelser, men ellers er besættelsen mild, og kejseren fortsætter på tronen. Amerikanerne baner vejen for en hurtig genopbygning af landet, og resten klarer de flittige japanere med hårdt arbejde. I 1950-erne genvandt Japan sin selvstændighed og blev USA’s allierede. En imponerende økonomisk vækst blomstrede op, og selv Hiroshima og Nagasaki rejste sig af asken og blev igen et par pulserende storbyer.
Parken er spækket med forskellige mindesmærker som Fredsmonumentet, der er konstrueret af arkitekten Kenzö Tange. Monumentet er en bue, der peger lige ned mod Atombombekuplen, og under kuplen brænder en forhåbentlig ikke evig flamme. For flammen slukkes først, når den sidste atombombe i verden er destrueret.
Det mindesmærke, der på mig gjorde størst indtryk i Fredsparken, var børnenes fredsmonument, der består af en statue af en pige med udstrakte arme og med en trane ovenover. Historien er den, at den ti-årige skolepige Sadako som følge af bomben fik kræft. Hun besluttede, inden hun døde, at lave 1.000 papirtraner i origami (papirfoldning), der er symbolet på lykke og et langt liv. Hun fik foldet mere end tusind, hver med ønsket om helbredelse, men hun døde alligevel kort tid efter, at hun havde nået sit mål. I dag står der store gennemsigtige beholdere, der er fyldt med millionvis af origami-traner, som besøgende skolebørn har lagt ved mindesmærket. Der var også en stor fredsklokke i parken og en stor grøn jordkuppel, hvorunder asken af de mange døde lå begravet. Der var også et overlevende atombombetræ, som jeg nærmere har beskrevet i Japan 5. del ”På jagt efter atombombetræet i Hiroshima” på denne hjemmeside.
Der er mange mennesker på gaderne i Hiroshima, men ud over forretninger og mennesker er der måske ikke så meget at se, bortset fra Fredsmindemuseet og Hiroshima Castle, og de to ting tager vi i morgen. På stationen havde vi set et stort foto af Hiroshima Castle, så det var første punkt på dagsordenen. På vej derud var der mange grønne midterrabatter med træer og ellers grønne bede med blomster. Der var plakater med musicalen Mamma Mia og præcis med det billede på plakaten, som også bliver brugt i København. Flere steder er japanernes postkasser et kapitel for sig, og ofte er der statuer på toppen – de skal bare ses, for de ligner overhovedet ikke de danske blikæsker.
Morgenkvinder haster af sted på arbejde, og alle er nærmest iført uniformer med sorte nederdele, hvide skjorter og sorte jakker og selvfølgelig på høje hæle – jo, der er stil over det.
Tæt ved indgangen ligger et nyt, stort tempel, hvor der var gang i trommerne, og bagefter var der sang af fem munke. Selvfølgelig kunne der ved templet købes færdige papirbønner til en spotpris af 100 yen, og de kunne så hænges op i et stativ og forhåbentlig virke, selvom det kneb med at forstå, hvad bønnerne gik ud på, men skade kunne de vel ikke. I området ligger ruinerne af det militære hovedkvarter for Chugoku Regionen. Foruden soldater var der mobiliseret højskolepiger til at foretage kommunikationen til omverdenen. Da hovedkvarteret lå delvis under jorden, overlevede mange mennesker atomangrebet. Telefoner og telegrafer til hovedkvarteret var ødelagt, men et intakt militært anlæg virkede, og de studerende kunne sende den første rapport ud til omverdenen om Hiroshimas skæbne.
Der var meget få turister i slotsområdet ud over os – de var alle sammen henne i Fredsparken og inde på museet, så der sivede vi også hen.
En slags bro fører over til en anden afdeling med genstande smeltet til ukendelighed og fotos af forbrændte mennesker, og der var også et tableau af gående, forbrændte mennesker, hvor kødet næsten var faldet af kroppen. Det er en stærk afdeling, og vi skrev gladelig under på et manifest med aldrig mere atomkrig.
Istedet for flere grusomme billeder fra Fredsmindemuseet har jeg her valgt en helt fredelig lotusblomst der voksede i en dam ved Hiroshima Castle. Faktisk havde vi i løbet af dagen set et enkelt glimt af solen, men alle de japanske damer gik stadig med paraply for at få skygge og for ikke at blive solbrændte. Faktisk er der mange, der også går med lange, fingerløse handsker selv her i sommervarmen, og det er igen for ikke at få ødelagt farven på de hvide arme.
Der er mange offentlige, gratis toiletter rundt omkring, og de er alle pinligt rene. Der var dog et sted, hvor åbningen til herrernes pissoir uden dør lå lige i synslinjen udefra og endda med siden til, således at eventuelle forbipasserende kvinder kunne få syn for sagen ved bare at dreje hovedet ude på gaden – men det gør pæne japanske piger selvfølgelig ikke. Vi kom på en herlig tur gennem byen ud til en stor færgeterminal. Terminalen har en cafe, og fem kvinder bagte osteboller, som de serverede med et smil og til en rimelig pris af 780 yen for to gange kaffe og boller. Selve havnen er med små færger, der futter frem og tilbage, og på en behagelig bænk i skyggen havde vi udsigt til de lave bjerge, hvor skyerne var halvt nede på bjergene. Der var ellers helt fredeligt, men i løbe af 5 minutter lagde der tre færger til, og biler og mennesker myldrede af og på igen, og 20 minutter efter sejlede de videre. De er bare så effektive de japanere.
Vi havde gjort op med os selv, at der vist ikke var så meget mere at se i Hiroshima, så næste dag besluttede vi at tage færgen over til øen Miyajima, og det blev en af de bedste dage på vores tur i Japan. Det er der skrevet en selvstændig fortælling om på denne hjemmeside, se Japan 6. del ”Besøg på Miyajima i Hiroshimabugten”.
Og ellers skal vi videre til Kyoto, der er en lækkerbisken og regnes for en af de smukkeste japanske byer. |
På stationen var der en paraplyforretning med de mest skønne paraplyer. Vi havde faktisk efterhånden to store gadeparaplyer, og det regnede ikke engang, men disse paraplyer var så flotte, så jeg kunne ikke modstå fristelsen og købte en til 4.800 yen. Nu havde vi tre store paraplyer, men om vi skulle holde rede på to eller tre var lige meget. Min farverige, japanske paraply med to lag stof og lækkert træhåndtag er så efterfølgende blevet min søndagsparaply, hvis jeg skal ud at promenere i regnvejr.
Togene i Japan er ufatteligt præcise. For nogle år siden var der en tyfon, der hærgede Tokyo-området, og træer var knækket, og sporene stod nogle steder under vand. Stationsforstanderen var i højtaleren og beklagede dybt og oprigtigt, at toget var forsinket. Det var en tale på 15 minutter, og det berørte ham dybt, at han var ansvarlig for, at toget ville få en forsinket afgang. Folk på stationen begyndte også at mukke, for det havde de dog alligevel aldrig været ude for. Nå, men toget kom endelig og kom af sted med en forsinkelse på 2 minutter.
Det samme problem er der med sexchikane, hvor det i Japan er en meget vanskelig sag. Hvis chefen ikke kan holde fingrene for sig selv, og kvinden til sidst melder ham, så er det en stor skam for kvinden. Hun har ydmyget chefen, og da alle er loyale over for deres firma, så har hun dermed også ydmyget hele firmaet, og hun bliver hængt ud og ikke chefen. Ja, kvindernes rettigheder i Japan halter stadig en del efter i forhold til andre vestlige lande.
Folk, jeg har talt med, forestiller sig Hiroshima som et stort, øde område, hvor radioaktiviteten stadig siver op af jorden, men sådan er det slet ikke. Af gode grunde er Hiroshima en ny by, og japanerne har hurtigt igen fået en livskraftig by ud af asken. Der er mange mindesmærker om bomben rundt omkring, og enkelte træer, der overlevede bomben, er udnævnt til A-bombetræer, og så er der selvfølgelig den store Mindepark. 
Ankommet til Hiroshima blev vi igen overvældet af den store, overdådige station, og efter at have fundet turistinformationen fik vi et kort, og hotellet New Hiroden lå lige i nærheden. Det er dog ikke bare sådan lige at finde den rigtige udgang på sådan en kæmpestation, så vi gik vild adskillige gange.
Truman bliver taget i ed, og med kun 82 dages erfaring som vicepræsident, beder han regeringsmedlemmerne blive på deres post og fortsætte arbejdet. USA er involveret i krigen mod Japan, og krigsminister Henry L. Stimson informerer Truman om, at amerikanske videnskabsfolk er ved at udvikle en umådelig kraftig bombe.
16. juli 1945 New Mexicos ørken. Atombomben “Trinity” hænger i et højt ståltårn, og 425 videnskabsmænd har indtaget deres pladser i skyttegrave og betonbunkere. Spændingen stiger, for ingen ved, om bomben virker, eller hvor kraftig eksplosionen vil være. Bomben armeres og eksploderer – ikke med en kraft svarende til 2.000 ton TNT, som det var forudset, men med en kraft svarende til 18.000 ton TNT. En jordskælvsagtig trykbølge vælter nogle af mændene omkuld, selvom de står bag beskyttede betonmure og en kæmpemæssig paddehatsky rejser sig. Verden vil aldrig blive den samme igen. 
25. juli 1945 Postdam. Præsidenten mangler kun underskriften på papiret, så vil luftvåbenet kaste en eller flere atombomber over Japan. Militære analytikere har beregnet, at hvis Japan i stedet skal bekæmpes på landjorden fra hus til hus og fra by til by, vil det koste yderligere mindst 250.000 amerikanske soldater livet og det udover de 400.000, der allerede er døde. Store mængder japanere, både soldater og civile, vil også dø i kampene på landjorden, så præsidentens pen skratter på papiret – beslutningen er taget.
6. august kl. 8.15 over Hiroshima. Flyet kredser over byen, og vejret er klart og titusinder af mennesker myldrer igennem gaderne. Luftalarmen har lydt, men da der ikke var en større formation af bombefly undervejs, bliver alarmen afblæst igen. Bombelugerne på Enola Gay åbnes, og det lyder ”Bomb away”. – Little Boy er kastet og hænger i to faldskærme. Flyet når 17 km væk, inden bomben 580 m over jorden eksploderer. Et skarpt lys fylder kabinen, og bombeflyet gennemrystes af en kraftig trykbølge, og over Hiroshima rejser sig en kæmpemæssig paddehatformet sky.
6. august i Tokyo. Premierminister Suzuki er bekymret over de meldinger, som er indløbet fra Hiroshimas nabobyer. Selve byen er blevet stum, men der er observeret en enorm røgsky 160 km fra Hiroshima. Suzuki får forklaringen via en amerikansk nyhedsudsendelse, og meddelelsen ledsages af endnu en advarsel: ”Hvis de ikke kapitulerer, vil de opleve en ødelæggelse, som aldrig er set magen til”.
5. august på jernbanestationen i Hiroshima. Forhutlede folk i pjalter og bandager stimler sammen omkring højtaleren, og ud lyder kejser Hirohitos stemme. Kejseren har i mange år haft en tilbagetrukket rolle i forhold til politiske beslutninger, men nu trodser han militærets modstand: ”Hvis vi fortsætter med at kæmpe, vil det ende med et ultimativt kollaps og tilintetgørelse af den japanske nation. Vi har besluttet at brolægge vejen til en storslået fred for alle generationer”. Stemmen i højtaleren dør ud. En følelse af skuffelse breder sig, men den bliver overskygget af accept og lettelse. Krigen er slut, og efter to atombomber har Japan endelig overgivet sig.
I en hyggelig, gammel sporvogn kørte vi ud til Fredsparken, der ligger næsten der, hvor ”Little Boy” sprang en halv kilometer oppe i luften. Det eneste, der er tilbage efter katastrofen, er ruinerne af den industrihal, der stod næsten lige under bomben, og derfor ikke tog lige så megen skade som resten af byen, men alle i bygningen blev dog dræbt øjeblikkeligt. Bygningen havde en kuppel, der nu kaldes Atombombekuplen, da jernskelettet stadig står næsten intakt tilbage og faktisk også en stor del af den øvrige bygning, der var opført i mursten og cement. Kuplen er i 1996 udnævnt til Unesco World Heritage og er oplyst om aftenen til minde om det, der ikke må ske igen.
Ved buen stod en japaner, der havde spottet os som europæere, måske nordmænd. Det er ikke særlig almindeligt at komme i kontakt med japanerne, for der er jo visse sprogforhindringer, der gør samtalerne ultrakorte, men manden her talte udmærket engelsk. Han havde selv været i København, og lige nu var han meget forbavset over, at vi havde sendt Den Lille Havfrue til Singapore.
Vi havde taget sporvognen ud til Fredsparken, men gik tilbage for at få Hiroshima ind under huden. Et sted troede vi, at vi bare skulle krydse en gade via en gangtunnel, men hernede under jorden lå et helt forretningskvarter. Spisning på en japansk fastfood restaurant, der hed Sukiya, og med det smarte koncept, at hver ret var angivet med antal af kalorier. De havde mange forskellige retter med ris og især med røget fisk, men jeg tog en ret med ganske velsmagende svinekød. De havde ikke sodavand og andre vederstyggeligheder, men til måltidet blev der serveret gratis te. To småpiger ved siden af havde ens hatte og ens termoflasker, og de guffede så hurtigt med spisepindene, at øjet dårligt nok kunne følge med. 
Japanerne kalder deres land for ”Solens Rige”, men vi har endnu ikke set noget til den sol, der hentydes til. Til gengæld havde de i TV vist udsendelser om oversvømmelser rundt om i landet, hvor floderne med mudret vand var gået over deres bredder. Mange japanere er forudseende og har monteret et paraplybeslag på deres cykler, så de kan cykle i delvis tørvejr, og at der er tænkt på alt, ses på fortovene, hvor der er indlagt gule fliser for at adskille gående og cyklister.
Inde i et stort parkområde fandt vi flere atombombetræer med skilte, der angav, hvor langt de havde stået fra epicenteret. Ofte var det under 1 kilometer, men de havde alligevel overlevet.
Selve slottet, der er som en høj pagode på omkring 5-6 etager, er lyst med mørke træpartier. Det oprindelige slot var bygget af jorddrotten Terumoto Mori i 1591, men det blev selvfølgelig jævnet med jorden af bomben. På fotografier efter bomben var det bare en stor bunke pindebrænde. Slottet blev genopført i 1958 og ser meget autentisk ud udvendig, men det er af jernbeton indvendig. Det koster 360 yen at komme ind i de indre gemakker, hvor der nu er et museum, der viser Hiroshimas historie. Og så kan man slutte af helt oppe i toppen af slottet, hvor der er en fin udsigt over byen.
På behørig vis fortælles også historien om koreanerne og andre nationaliteter, som japanerne brugte som tvangsarbejdere og til prostitution. Koreanerne fik først en mindeplads i 1970 og det på den anden side af floden, men bedre sent end aldrig, for de fortjente helt sikkert også et mindesmærke. Museet formidler det dystre budskab om bombens følger klart og neutralt, og hvis man skulle have mindre børn med, skal man nok blive i denne afdeling.
Som et særligt mindesmærke lidt uden for Fredsparken er epicentret markeret, der hvor bomben sprang 580 meter ovenover. Epicenteret ligger ved begyndelsen af den overdækkede gade Hondori, og det er et spændende sted med masser af forretninger og mennesker og ikke mindst de levende ”dukker”, der spankulerer rundt på høje hæle og med en mobiltelefon i hånden.
Vi steg om bord på en af de gammeldags sporvogne, der ligesom i min barndom fik reguleret farten med en messingsvingarm. Vognstyrerne er udstyret med hvide handsker, og de kører rask frem til stoppestedet, selv om der kun er 50 meter til, men alligevel standser de behageligt. Hver gang de starter, peger vognstyreren med sin hvidhandskede pegefinger fremad, og det kan jeg ikke begribe hvorfor – han kan vel ikke være i tvivl om retningen. Også sæderne var på langs som i nogle af de gamle københavnske sporvogne. Pengene til billetten er 150 yen, og de puttes i en sprække ved vognstyreren, og hvis der ikke er lige penge, er der opsat en vekselautomat.
Efter behørig aftenspisning på ”Cafe & Bakery Sun Pieno” på stationen gik vi tilbage på værelset, der virkede lidt halvkoldt, så vi måtte lukke vinduerne op for at få lidt varme ind.
Mørket var faldet på og byens lys var tændt overalt.