Japan Kyoto

Japan
Kyoto – den gamle kejserstad.

En rejsefortælling af Kim Greiner

7. del

Juli 2010

Fra Hiroshima til Kyoto.

Der var endelig sol over Solens Rige, og det blev der heldigvis ved med på den sidste del af rejsen rundt i Japan. Der var masser af mennesker i spiserestauranten på det udmærkede Hotel New Hiroden. De fleste andre gæster afleverede spisebilletter, medens vi skulle skrives op og så betale ved afrejsen – der var åbenbart en eller anden fidus, vi ikke havde fået opsnuset. Da Hiroshima er en by med mange udenlandske turister, var der både japansk og europæisk morgenmadsbuffet og gudskelov for det, for det er nogle mærkelige morgenmadsvaner, de japanere har.
Vi skulle videre til Kyoto, og vi havde ikke lavet pladsreservation, for så kunne vi først komme med kl. 13.15, så vi tog chancen og kom med lyntoget shinkansen allerede kl. 9.15. Der er malet på perronen hvilke vogne, der holder hvor, og som regel er det vogn 1, 2 og 3, der tager chancerytterne. Toget holder kun i to minutter, og så er der afgang igen, men der er tydelig oplysning i højtalerne både på japansk og engelsk. Shinkansen, der regnes for det fine højhastighedstog, har specielle perroner, så vi ikke bliver blandet op med almindeligt godtfolk.
Der var god plads i den vogn, vi var kommet ind i, men så lugtede der mistænkeligt, for sidemanden havde trukket en smøg op af lommen og tændt den. På det punkt mangler japanerne lige at få strammet lidt op, så på her kan Japan Railway lære noget af DSB. Vi rejste os demonstrativt og gik ind i en anden ikke-ryger vogn, der dog var fyldt godt op, så vi fik ikke sæder ved siden af hinanden. Men, men, men japanerne er jo et utroligt høfligt og flinkt folkefærd, så en mand rejste sig op og tilbød os sin plads, så vi kunne sidde ved siden af hinanden.
Der var togskifte undervejs, men det sinkede ikke meget, så vi landede allerede kl. 11.30 på den fortravlede kæmpestation i Kyoto. Så tidligt kunne vi ikke komme ind på hotellet, så vi besluttede at finde et sted at spise, inden vi fandt hotellet. På en restaurant fandt vi de sidste ledige pladser, og vi var blevet bænket, og tjeneren var kommet med koldt drikkevand, men så begyndte naboen at ryge. Da jeg var rejseleder, besluttede jeg med det samme, at vi ikke ville sidde og spise i røg, så vi rejste os og forlod lokalet, også selvom Gitte syntes, at det var pinligt, at vi gik fra vandglassene, men jeg er også mere fanatisk, end hun er.
Det kæmpestore New Miyako Hotel lå lige i nærheden af stationen, men værelserne var ikke klar før kl. 14, så på stationen ville vi tage en bagagebox, som der egentlig var i hundredvis af, men ikke en eneste ledig. Gitte blev så plantet som kuffertvagt, medens jeg udnyttede tiden med at finde turistinformationen og få et kort over byen. Kyoto station er omkring så stor som 5 x Københavns Hovedbanegård krydset med 5 x Kastrup Lufthavn og det hele i flere etager, så jeg gik selvfølgelig vild, da jeg skulle finde Gitte igen. Jeg havde næsten opgivet at finde hende, men så tænkte jeg på, at børnene derhjemme nok ville blive sure, hvis hun var blevet efterladt på en station i Japan, og desuden var det også hende, der havde kufferterne. Så ved en sidste kraftanstrengelse blev vi heldigvis genforenet og gik så hen i hotellets lounge og fik en stor trøsteis, og så fik vi endelig nøglerne og kunne komme af med bagagen.

Kejser- og tempelbyen Kyoto.

Kyoto er landets femtestørste by og har i dag en befolkning på omkring 1½ million mennesker. Fra år 794 til 1868 var Kyoto Japans hovedstad – det var i hvert fald der, hvor kejseren sad og tronede, medens shogunen egentlig havde magten. Byen er med sine 2.000 buddhistiske templer, shintohelligdomme, kejserlige paladser og villaer et sandt skatkammer af kulturelle bygninger, og byen er med rette alle japaneres stolthed. Kyoto betyder hovedstad og er nærmest på linje med byer som Athen, Cairo og Beijing som et levende museum, men den er også en larmende metropol med moderne bygninger.
Kejserbyen og dermed hovedstaden flyttede hertil i år 794 og blev kaldt ”Fredens by” (Heiankyö), og for at beskytte kejserne og hoffet mod onde ånder og rivaliserende krigere fulgte buddhistiske og shintohelligdomme med. Dog var der tidligere problemer med magtfulde præster inden for bymurene, og derfor blev buddhisttemplerne forbudt inde i selve byen. Det forklarer til dels, at mange af Kyotos værdsatte templer ligger isoleret i bakkerne omkring byen.
Byen undgik ved en tilfældighed at blive udraderet af verdens første atombombe. Det var kun fordi USA’s krigsminister Stimson havde tilbragt sin bryllupsrejse i byen, at den undgik den skæbne.
Middelalderens borgerkrige ødelagde også en del af de smukke bygninger, og i 1864 brændte 80 % af byen ned, men som sagt blev den så heldigvis skånet under 2. verdenskrig. Byen er i dag meget andet end kultur og turisme, for der er også en levende industri, og især syd for stationen er der mange større virksomheder.
Kyoto har i en periode lidt af planløs modernisering, og alene mellem 1979 og 1989 blev der sørgeligt nok jævnet 50.000 gamle træhuse for at give plads til betonklodser og smarte shoppingcentre.
Det havde taget i hundredvis af år at opbygge Kyotos skatkammer, men det tog kun et øjeblik med duft af mammon at rive det ned igen. For en stor del er det derfor slut med de gamle huse med enkle træfacader, glidedøre af papir og forhæng af tagrør og bambus til beskyttelse mod gadens trafik og forbipasserende hunde. Der er dog heldigvis stadig meget tilbage, og byen har spændende udstillinger i 60 museer, og så er der lige 37 universiteter, og byen råder over 200 af Japans nationalskatte og 1.700 vigtige kulturskatte, hvoraf 13 er med på listen over Unescos udvalgte kulturskatte med titlen Verdensarv.
Tokyo er Japans hjerne og landets globale storby. Osaka er Japans mave med alle madstederne, men Kyoto er Japans hjerte. Inden vi skal ud at se på hjertet, vil jeg kort beskrive Japans historie.

Fra beskeden jernalder til blomstrende middelalder.

Japans urbefolkning er ainuerne, men de blev fortrængt af mongolide indvandrere under ledelse af en kejser (tenno), der anses som rigets grundlægger og solgudens søn. Hvornår det egentlig var, gisnes der om, men det var omkring Kristi fødsel. Religionen shintoismen var samtidig opstået dels som en dyrkelse af naturguddomme og dels som en forfædredyrkelse med kejserens person som en guddommelig åbenbaring. I år 552 nåede buddhismen til Japan fra Kina, og den blev blandet med shintoismen, og det er stort set den samme religion som i vore dage. Sammen med buddhismen kom også anden kulturel indflydelse bl.a. de kinesiske skrifttegn.
I historisk tid var det gamle Japan et løst stammesamfund, hvor kejserens indflydelse var ringe, men i 7. og 8. århundrede blev kejserens magt styrket, og Japan gik fra beskeden jernalder til blomstrende middelalder. Den store Fujiwaraslægt tilrev sig stadig mere magt, og i 710 blev Japans første hovedstad Nara grundlagt, men for at unddrage sig de mægtige buddhistklostres indflydelse blev hovedstaden flyttet til Kyoto, og der forblev den så i de næste over 1.000 år til 1868.
Fujiwaraslægtens overhoved havde titel af rigshofmester, og han besad den reelle, udøvende magt. Da Japan ikke havde nogen fast tronfølgerlov, giftede rigshofmesteren sine døtre ind i kejserfamilien, og en mindreårig dattersøn blev sat på tronen, men når de unge kejsere blev voksne og ville have indflydelse, blev de tvunget til at abdicerer.

Samuraier og en shogun bliver født.

Fujiwara-perioden blev en kulturel blomstringstid især inden for litteratur med højdepunktet omkring år 1.000. Medens Kyoto-hoffet koncentrerede sig om administration og kultur, opbyggede de to slægter Taira og Minamoto et system af store lensherrer med et krigerisk riddersystem af samuraier. I anden halvdel af det 12. århundrede kom det til store opgør mellem de store slægter, hvor Minamoto til sidst sejrede, og lederen af slægten udøvede sin magt fra residensen i Kamakura. Hans titel var fra 1192 shogun, og denne arvelige stilling blev Japans faktiske hersker til 1868, medens kejseren sad æret og tilbedt, men magtesløs i Kyoto. I 1268-81 oplevede Japan for første gang et angreb udefra, idet Kublai Khan to gange forsøgte at bemægtige sig Japan med to kæmpemæssige invasioner, men ved en heroisk indsats af Japans ridderhær blev invasionerne knust.
Minamotoslægtens og dens arvtagere Hojoslægtens tidsalder, der gik til 1333, mindede om den europæiske højmiddelalder med lensvæsen og ridderlige idealer, men styret i Japan var gennemgående mere effektivt og retfærdigt end det europæiske.

Borgerkrig, lovløshedens tid og isolation.

I 1300-tallet var Japan opdelt i to kæmpende riger med Syden under kejseren og Norden under shogunen, der legitimerede sit styre ved at indsætte en føjelig prins som modkejser. Efter borgerkrigen var der mellem1336 og 1573 en ufredelig og lovløs tid kaldet Ashikaga-perioden, og folket havde ikke megen glæde af shogunernes ivrige opførelse af smukke bygninger eller deres interesse for malerkunst og dyrkelse af blomstrende te-ceremonier. Især de sidste år af Ashikaga-perioden var landet helt i opløsning, og lensfyrsterne fejdede med hinanden, og røverriddere hærgede for egen regning.
I 1560 gik lokalfyrsten Oda Nobunaga og hans general Hideyoshi i gang med en oprydning, og de gik hårdt imod den rige og mægtige buddhistkirke, og i 1573 fik de afskaffede Ashikaga-shogunatet.
Den nye hersker så venligt på de portugisiske købmænd og de efterfølgende kristne missionærer. Efter Nobunagas død overtog Hideyoshi magten og skabte på ny et samlet og velordnet Japan, men desværre begyndte japanerne også at blive aggressive mod deres naboer. De indledte en kæmpemæssig invasion mod Korea i 1592-98, som de dog tabte.
I år 1600 overtog Tokugawa Oeyasu shogunatet, og det forblev i hans slægt til 1867 med hovedsæde i Edo, det nuværende Tokyo, og derfor kaldes denne periode også Edo-perioden. Slægten indførte en streng, men retfærdig velfærd, og han fremmede handelsforbindelserne med udlandet, men forbød kristendommen.
Tokugawa-shogunatet skænkede Japan en indre og ydre fredsperiode på 250 år. Alt var dog ikke altid fryd og gammen, for inflation, naturkatastrofer og sult gav stigende utilfredshed, og der var flere bondeopstande.
Fra 1636 isolerede Japan sig totalt fra omverdenen, og alle spor af kristendom blev tilintetgjort, og i 1650 var kristendommen udryddet. Landet var næsten afskåret fra omverdenen, og kun en beskeden statshandel med Nederlandene blev opretholdt. Øvrige europæere, der nåede Japans kyster, blev henrettet.
Isolationen var til skade for Japans økonomi og desværre også for Tokugawaslægtens velfærdsbestræbelser. Til gengæld var det ikke så dårligt med den konfucianske påvirkning, som pålagde adelen tapperhed, selvdisciplin og troskab mod foresatte og lydighed mod forældre. Japan fik i denne periode en kulturel blomstringstid med udvikling af kunsthåndværk som lakarbejder, porcelæn og maleri, og dagligdagen blev præget af havekunst, blomster- og teceremonier.

Japan bliver tvunget til at åbne havnene.

Den vestlige verden havde i mellemtiden fået gang i industrialiseringen, og da amerikaneren Matthew Perry med fire skibe i 1854 dukkede op i Edo og forlangte, at Japan blev åbnet for handel, sluttede den lange isolation. Først var Japan tvunget til at åbne sine havne for USA og senere også for de europæiske stormagter.
I 1866 begyndte den revolution, der kaldes Meiji-restaurationen, og under kejser Mutsuhito 1867-1912 blev shogunatet styrtet, lensvæsenet opløst, og der indførtes almindelig skolegang, værnepligt og religionsfrihed. De sidste samuraier kæmpede for at holde fast i traditionerne, men den nok så ædle samuraiånd måtte bukke under, og de blev frataget deres privilegier. Det var også slut med at gå med sværd, og som en anden Samson måtte de aflægge deres ”samurai-frisure”.
Alt dette var endnu et kulturspring på kort tid fra middelalder til det 19. århundrede. og i 1889 blev der indført konstitutionelt monarki. Kejseren, der i samuraitiden mest var en marionetdukke, blev nu gjort guddommelig som udtryk for den nye tid, og formelt var det nu kejseren, der havde magten.
Begejstringen for den nye tid og indflydelsen fra Vesten bredte sig, og nu skulle de fine japanske herrer gå med høj hat, jakkesæt og slips, og de fine damer skulle gå i kjoler, og så skulle de spise med kniv og gaffel. Japan stiftede også bekendtskab med vestlige styreformer, vestlig kunst og videnskab. Vesterlændinge begyndte at komme til Japan, og også japanerne rejste ud, men så begyndte de kære japanere at få storpolitiske ambitioner. Selvtilliden blomstrede, og man gik i gang med den kinesisk-japanske krig i 1894-95, hvor Japan tog Taiwan med det europæiske navn Formosa. Senere blev der kæmpet i den russisk-japanske krig 1904-05, hvor de fik indtaget Port Arthur, der var en vigtig fæstning på sydspidsen af Manchuriet. Japanerne gik videre og fik også lige annekteret Korea i 1910. Med sådanne sejre havde Japan i den grad hævdet sig som en stormagt, men måske ikke lige på den mest positive måde.
I 1. verdenskrig deltog Japan på Ententens side, og ved fredsslutningen fik de mandat over tyske stillehavskolonier, og de fik stor indflydelse i Kina. Efter krigen udviklede Japan sig til en stor industrimagt, men blev som alle andre også hårdt ramt af verdenskrisen omkring 1930.

Blodbadet i Nanjing.

Militærets indflydelse steg og steg, og i 1931 gik japanerne ind i Manchuriet, og alene i byen Nanjing nedslagtede de 100.000 uskyldige ofre. Denne krig blev et vendepunkt i japansk krigsførelse, for hidtil havde de over for civilbefolkningen optrådt nobelt og ridderligt, men nu var det slut med den blødsødenhed.
Denne massakre i Nanjing kaster stadig skygger over forholdet mellem Japan og Kina, og alene drabsantallet lægger op til voldsomme diskussioner mellem japanske og kinesiske historikere.
Nobelhed og ridderlighed var det også slut med under 2. verdenskrig, hvor japanerne blev kendt for grusomhed mod fanger og civilbefolkning. Læs f.eks. Nevil Shute’s ”Fem sorte høns”.
I 2. verdenskrig oprettedes Berlin-Rom-Tokyo aksen, som datidens slyngelstater, og der blev lavet en neutralitetspagt med Sovjetunionen. Militæret havde sat den japanske kejser og de civile politikere helt ud af spillet, og japanerne fortsatte sin fremfærd i Kina og besatte også dele af Fransk Indokina, dog med kolonimyndighedernes forståelse. USA begyndte derfor at indføre sanktioner mod Japan, men japanerne svarede igen med at bombe Pearl Harbour den 7. december 1941, og så havde de beseglet deres egen skæbne, for med det slag var de sprunget helt ind i 2. verdenskrig. Med den voldsomme og aggressive indstilling japanerne havde, var de bestemt ikke nemme at kæmpe imod, som når f.eks. kamikaze-selvmordspiloterne styrede deres fly direkte ned i fjendens skibe.
Japanerne erobrede i løbet af kort tid Bagindien, Indonesien, Filippinerne og andre stillehavsøer, men nu havde de vækket den slumrende amerikanske bjørn, og allerede i juni 1942 fik USA stoppet japanernes sejrsgang i slaget ved Midway. Efterhånden fik USA også søherredømmet, og de udsatte de japanske byer for svære bombardementer og sluttede af med atombomberne over Hiroshima og Nagasaki.
Med de bomber blev samuraikampånden og de guddommelige vinde knækket, og kejseren måtte over radioen efterfølgende afsværge sin guddommelighed over for den måbende lytterskare. Læs mere udførligt om atombomberne på denne hjemmeside under Japan 4. del.

Japan efter nederlaget.

Efter kapitulationen var det i praksis den amerikanske general MacArthur, der blev Japans nye ”shogun”, og han indførte forbud mod japansk sø- luft- og landstyrker foruden talrige andre reformer.
De store japanske industrikoncerner kom hurtigt til hægterne igen med støtte af USA, der nu havde fået problemer med den kolde krig og i særdeleshed med Koreakrigen. Denne krig blev en god indtægtskilde for japanerne, der hurtigt blev leveringsdygtige i alt henhørende til krigshandlinger.
Bortset fra Kina og Sovjetunionen undertegnede 48 stater i 1951 en fredstraktat med Japan, og japanerne opgav til gengæld alle deres mandater og landvindinger rundt omkring. De fik i stedet anerkendt deres egen suverænitet, og USA var himmelhenrykt for en ikke-kommunistisk allieret i Asien.
I en særaftale med USA fik Japan tilladelse til at opbygge en selvforsvarsstyrke, og i 1956 sluttede Japan, ikke helt formelt, men dog fred med Sovjetunionen, der så tillod Japan optagelse i FN. Med Kina haltede det stadigvæk, men der blev dog efterhånden åbnet for diplomatiske forbindelser, der efterfulgtes af handelssamarbejde, men først i 1978 blev det til en regulær freds- og venskabsaftale.
Japans udenrigspolitik forblev stedse vestvenlig og især tilpasset USA, som kvitterede ved at tilbagegive de fleste af de erobrede japanske stillehavsøer.
Japan kom overraskende hurtigt på fode igen, og i perioden 1950-1970 steg bruttonationalproduktet med 11 % hvert år, og allerede i 1975 var Japan verdens tredjestørste økonomi. De ligger stadig i den gode ende, og hatten af for Japan, der er den nation, der bidrager med mest støtte til udviklingslandene.
Made in Japan var før i tiden kendetegn for billigt bras, men i dag er det et kvalitetsstempel, tænk bare på Toyota og Sony. En overgang var det det problem, at Japan havde et for stort handelsoverskud med sine handelspartnere på grund af de billige japanske varer – men den tid er forbi, for i vore dage har Kina både overtaget de billige varer og et for stort handelsoverskud.
Japan fik en økonomisk nedtur i midten af 1990-erne, med korrupte politikere, jordskælv i Kobe og et religiøst gasangreb i en undergrundsstation i Tokyo. Mange var bekymrede, og kritikerne ønskede reformer, andre tog det med sindsro, og økonomien fik igen et opsving.
Hvordan Japan skal komme oven på igen efter katastrofen med det store jordskælv, tsunamien og atomudslip i marts 2011 bliver en kæmpeudfordring, måske den største i Japans historie. Udgifterne til genopbygningen er anslået til 1.600 milliarder kr., men helt sikkert de skal nok klare det – der skal mere til at vælte en samurai.

Kiyomizu-templet er en af perlerne.

Kyoto kan groft deles op i kejser- og tempelbyen med udsøgte templer og helligdomme, de fine haver og pagoder nord og vest for kejserpaladset, østpå med flere store parker spækket med attraktioner og så downtown Kyoto med gamle geishakvarterer.
Med de par dage, vi havde i Kyoto, havde jeg udvalgt nogle af de seværdigheder, der så mest spændende ud, og vi startede med Kiyomizu-templet. For at komme derud gik vi først igennem almindelige kvarterer og over en stor flod, hvor folk badede og soppede. I et hjørne af et grønt område gik der en smal gade med gamle træhuse og med masser af små butikker og et leben af mennesker. Mange af kvinderne var i geishadragt og enkelte også hvidmalede i ansigtet.
Det koster 300 yen at komme ind i tempelområdet, der er fra det 8. århundrede, mens de fint restaurerede bygninger er fra 1633. Inde i området var menneskemylderet endnu mere intens, men derinde ligger også kærlighedshelligdomme, så det er specielt unge par og unge piger, der valfarter dertil.
To sten var opsat med 18 meters mellemrum, og de forelskede piger skal gå baglæns med lukkede øjne fra den ene sten til den anden, og hvis de kan ramme den anden sten, går deres kærlighedsønsker i opfyldelse. Der var også en bronzestatue, hvor ens ønsker ville gå i opfyldelse, hvis man rørte ved den, og selvfølgelig ville det hjælpe gevaldigt, hvis der samtidig kom en mønt i bøssen. Statuen hed Okuninushino – Mikoto, og der stod: ”A Japanese god who is in charge of love and good matches”.
Ved et lille vandfald stod folk i kø for med lange stænger at tappe af det hellige vand og komme det på flasker, der så kunne tages med hjem. Det var drønende varmt, så alle svedte, og at stænke sig med lidt helligt vand var bestemt ikke af vejen.
På en stor terrasse til et af templerne var der udsigt over trætoppene med byen og bjergene i det fjerne – simpelthen noget så kønt.
Det var et godt sted at kikke på andre mennesker, de fleste var japanere, men der var også turister af europæisk race. Der var mange japanske kvinder i geishadragt og også flere, der var hvidmalede i ansigtet og ellers trippede rundt på deres høje hæle og så meget fremmedartede ud.
Ved udgangen stod en tiggermunk med bøjet hoved og en stor rishat på hovedet, så ansigtet ikke kunne ses. Jeg gav en mønt, og meget mystisk lød det: ”Tack så mycket” på svensk.
På vores vej ud mod geishaområdet var folk stimlet sammen langs gaderne, og politiet prøvede at holde dem inde på fortovet. Oppe mod tempelområdet var der efterhånden tykt af mænd i hvide, og blå dragter, så noget skulle ske. Vi ventede ½ time, og så kl. 18 startede et kæmpeoptog med trommer og store helligdomme, der blev båret rundt. Der var også fine herrer til hest, kulørte lamper og farvestrålende parasoller og endda en lille prinsesse. Ja, og så også en mand med næsten bar numse.
Da det hele var passeret, gik vi ned mod geishakvarteret, der er et stort område med gamle træhuse. Nede midt i området kunne vi se, at der også skulle ske et eller andet, for der blev skænket øl op, men ikke drukket, og det var heller ikke til salg. Så drejede optoget om hjørnet, og øllet blev givet til de tørstige, hvide bærere, der nu sang rytmiske sange. De høje og sikkert tunge helligdomme svajede faretruende, men måske havde bærerne også fået øl andre steder. Efterhånden var der også mange mennesker her, og vi nød bare at sidde midt i det hele og kikke på, medens der blev drukket øl og festet.
Efterhånden var det blevet halvmørkt, så vi gik hjemad ad små og store gader og med det hvide Kyoto Tower smukt oplyst. Det havde været en dejlig og oplevelsesrig dag.

Higashi Honganji - templet er verdens største trætempel.

På sengebordet på New Miyako Hotel lå en lommelygte, måske til natlæsning af Det Nye Testamente, eller som alternativ The Teaching of Buddha, og den var endda både på japansk og engelsk, hvis man nu ikke kunne falde i søvn. Sengen var kun halvt så stor som i fyrstesuiten på hotellet i Hiroshima, og her var sengetæppet tætvævet og både for tungt og for varmt, og hvis man kun brugte lagenet som dyne, var det for koldt. Det må være noget for Larsen og Jydsk at få indført nogle rigtige dyner også i Japan.
Hotellet havde tre restauranter, men der stod ikke noget om morgenmad, og hvad det kostede. Nå, men på vej ud gik vi lige forbi den ene restaurant, og der stod 1.400 yen for kontinentalt breakfast. Det var i grunden ikke så galt, og det var også incl. 3 tjenere, der ydede en udsøgt betjening, medens de sørgede for isvand, juice, kaffe, salat og toast. Her som mange andre steder i Japan lægges regningen på bordet under måltidet, og så betales der ved kassen, når man går ud.
Det var solrigt vejr og derfor meget varmt, så vi længtes ligefrem efter lidt småregn, som ellers var standard i første del af vores Japantur.
Tæt på stationen ligger Higashi-Honganji Templet, hvor The Founders Hall bygget i 1895 har ord for at være verdens største trækonstruktion i træ. Det var også kæmpestort, men den ene del var overdækket af en grim stålkonstruktion, som vi ikke rigtig kunne regne ud, men forhåbentlig er den ikke blivende. Templet var omgivet af kanaler med blomstrende lotus, og det lignede den rene idyl.
En flok børn i alderen 5-6 år stillede op i lange rækker, og så skurede eller blankede de ellers gulvbrædderne under stor morskab, men selvfølgelig stadig i lige rækker. Måske var det en leg og praktiske øvelser til gavn for fædrelandet?
Vi ville ud til Kyoto Imperial Palace, og det foregik via den dejlige kølighed nede i undergrundsbanen, hvor en billet kostede 250 yen for fem stationer.
Kejserpaladset (Kyoto Gosho) ligger i en kæmpepark gemt væk fra trafikstøjen bag høje mure. Paladset er egentlig fra år 794, men er genopbygget i 1855. Her har kejser Meiji, Taishö og Shöwa haft kronede dage og levet deres liv, efter de var blevet kronet samme sted. Efter sigende er haverne inden for murene pertentligt passet, men det kan vi kun gisne om, da vi ikke kunne komme ind. Selve paladset er enormt og er også gemt bag lange mure, men desværre er det lukket om søndagen, og det var lige præcis søndag. Selvom det ikke skulle være søndag, er det dog heller ikke så ligetil at komme indenfor, da der skal ansøges om det, og hvordan det foregår, fandt vi ikke rigtig ud af. Grunden til at de ikke lukker hvem som helst ind er, at paladset stadig er kejserens residens i Kyoto. Alt styres af Kontoret for den kejserlige Husholdning, og herfra bliver hvert et øjeblik af den kejserliges families tid nøje regnet ud, så godt at man ikke er kejser.

Sølvpavillonen Ginkakuji.

Vi havde kun en dag tilbage i Kyoto, så efter en iskold sodavand i udkanten af parken kastede vi os ud i det, og tog bussen nogle stoppesteder til Sølvpavillonen Ginkakuji og fandt en travl fodgængergade med små cafeer og souvenirboder med keramik, papirfoldning og postkort. Vi fik også købt et ark frimærker, der var så smukke, at det var synd at sætte dem på almindelige breve.
Det koster 500 yen at komme ind på tempelområdet, hvor det myldrede med mennesker. Selve templet var egentlig ikke noget særligt og ikke engang lavet af sølv, og desværre for shogunen, så døde han før templet var færdigt i 1489. Haven er dog fortryllende smuk med slyngende gangstier og mosplæner. Der var flere grusflader, der var smukt revet og et lille perfekt bjerg i grus. En mand var ved at rive et nyt stykke, og det var med lodder og trisser og målepinde, så stregerne i gruset kunne blive helt perfekte. Templet har været shogun Ashikaga Yoshimasas private villa, men er nu et populært udflugtsmål.
Vi fik handlet lidt souvenir på vej tilbage og gik så ind på et lille japansk sted for at spise. Det var en ældre dame, der passede stedet, og foruden os var der kun japanere som gæster. Japansk mad er ofte med ris i bunden og derover en lækker sovs og så en kortelet, der er skåret i strimler. Som sædvanlig blev der serveret isvand, så snart vi havde sat os, og regningen blev lagt på bordet.

Filmbyen Töei Uzumasa Eigamura med ægte levende samuraier.

Nu fik vi overskredet nogle grænser, for vi tog en taxa, og det er noget vi meget sjældent gør, så hellere gå sutterne flade, men vi var i tidsnød, og vi ville gerne lige have filmbyen med. Det er nu heller ikke særlig dyrt at køre i taxa i Japan, for vi kørte rask af sted i mindst 20 minutter, og det blev 2050 yen. Dørene i taxaen var ret smarte, for de lukkede op automatisk og lukkede også automatisk, så de skal ikke berøres af menneskehænder.
Vi er jo nogle forlystelsessyge personer, så derfor ville vi også opleve filmbyen Töei Uzamasa Eigamura, hvor der optages film i Edo-tiden med samuraier og ninjaer med kastestjerner. I bund og grund er filmbyen nok mest en forlystelsespark med et tema fra de gode gamle dage, og som japanerne elsker. 2.200 yen pr. voksen for at komme ind, og så er man tilbage i det gamle Japan med træhuse og samuraier og ninjaer, der lister rundt.
Vi startede med noget, der nok skulle forestille spøgelseshuset eller skrækhuset, og det kostede også lige ekstra 500 yen at komme indenfor. Vi stillede os op i køen og anede faktisk ikke, hvad det var vi stod i kø til, men så blev vi lukket ind to og to. De gode gamle dage var måske ikke så hyggelige endda, for vi gik rundt i nogle halvmørke snævre stræder. Spredt rundt omkring lå der døde mennesker lavet i voks, dvs. nogle var alligevel ikke helt døde, for de sprang op eller væltede ud med blodige ansigter fra en skydedør. Der var en masse skrigeri derinde – men det var faktisk os selv, der skreg.
Vi fik købt en stor slushis, og nogle småpiger kikkede begærligt på vores is, men det var også hamrende varmt. Der var en stor teaterforestilling i et teater, der lignede en gammel hal i edostilen, og vi var garanteret de eneste europæere blandt hundredvis af japanere. Forestillingen var selvfølgelig med masser af drabelige slåskampe og en gammel troldmand, men heldigvis vandt den unge, kvindelige heltinde til sidst over alle de onde.
I filmbyen var der en stor hal med masser af filmplakater fra japanske film, og også et sted med figurer der sikkert er kendt fra japanske film. De indendørs ting studerede vi ret grundigt, for der var dejligt køligt inden døre. Der var flere andre shows, vi gik glip af i filmparken, men vi ville også gerne nå at se Guldpavillonen, hvor de lukkede kl. 17, så igen kastede vi os ind i en taxa og overskred vores grænser.

Guldpavillonen, der var så smuk, at den blev brændt af.

Alle med respekt for sig selv skal se Guldpavillonen eller Kinkaku-ji, som den hedder, for den er Kyotos vigtigste symbol. Det koster 400 yen at komme ind på området, og så følger man de små stier sammen med hundredvis af japanere og andre turister. En mand stod med en vifte og dirigerede hoben af mennesker hen om et hjørne, hvor det bedste billede af pavillonen kunne tages.
Der lå den så, den lille guldbeklædte pavillon, der blev opført i 1397 som palads for shogun Yoshimitsu Ashikaga og senere blev brugt som zen-tempel. Den perfekte treetages bygning ligger ved en spejlsø og omgivet af de perfekte japanske haver med mosplæner.
I 1950 satte en frustreret munk ild til pavillonen, der er udtryk for æstetisk perfektion – i modsætning til ham selv. Så han blev nødt til at udslette det, han begærede, men ikke kunne få. Der er ligefrem skrevet en bog om tragedien i Yukio Mishimas bog ”Det gyldne tempel”. Det minder næsten om et jalousidrama, men heldigvis blev pavillonen genopbygget i 1956 og stråler nu igen med uformindsket styrke og med sit sidste lag bladgul lagt på i 1987.
Efter en runde i haven, fik vi set den smukke guldpavillon fra flere sider, og så nåede vi også lige souvenirbutikken, inden vi blev jaget ud sammen med alle de andre.
Nu var det slut med al den taxikørsel, men mirakuløst så gik bus 205 lige uden for templet, og sammen med en flok skønne geishapiger satte den kursen mod stationen, hvor vores hotel lå. En 30 minutters tur igennem det halve Kyoto for kun 220 yen er da fundet til de penge. Det havde været varmt hele dagen, og vi var svedige og ulækre, så pigen, jeg sad ved siden af i bussen, faldt hurtigt i søvn eller, også var hun besvimet af lugten.
Efter et bad og lidt pause ville vi ud i nattelivet – nå det blev kun til de lyksaligheder, som stationen kunne byde på, men bare der var der et eldorado af gode og billige spisesteder.

Bagageboxe og nattergalegulve.

Vi havde igen rejsedag og skulle videre til Osaka, men vi havde bestemt, at vi godt kunne nå noget mere af Kyoto, da de to byer ligger tæt på hinanden.
Vi fik pakket sammen og tjekkede ud og gik så til stationen og fandt en bagagebox. Bagageboxen kostede 600 yen, men den ville ikke tage 500 yen mønter. Gitte gik så ind for at købe en sodavand og få vekslet, men hun kom ud med flere 500 yen mønter og nogle småmønter, så det løste ikke problemet. Så gik jeg ind, men de ville ikke veksle, men pegede på en vekselmaskine 200 meter væk. Maskinen ville kun tage 1.000 yen sedler, og det havde jeg ikke. Så gik jeg ind i en forretning og købte det billigste, de havde, en pose slik til 87 yen, og kontrollerede omhyggeligt, at jeg fik tilbage i nogle af de mønter, jeg skulle bruge. I mellemtiden havde Gitte fået løst problemet og havde fået vekslet hos en venlig dame. Endelig kunne vi så komme af sted med en metro, men i den forkerte retning – skifte – og tilbage igen og stod af i nærheden af Nijö-borgen (Nijö-Jö).
Shogun Tokugawa-leyasu afsluttede i 1603 byggeriet af denne kæmpeborg, da han kom til magten, og den var i shogunatets besiddelse og fungerede som regeringssæde, indtil kejser Meiji i 1867 afskaffede det gamle system, og fik shogunen til at overgive sig.
Ved indgangspartiet til borgen er der et stort paraplystativ, hvor hver enkelt paraply kan låses fast, og det er også af med skoene, inden de fine gulve betrædes.
Slottet er omgivet af storslåede stenmure, og de bladguldbelagte audienssale viser den magt shogunen havde i Edo-perioden. Hovedbygningen Ninomaru er egentlig fem bygninger med separate afdelinger, der indbyrdes er forbundet med korridorer. Af frygt for ninjaer (spioner), der listede rundt med knive og kastestjerner for at dræbe den mægtige shogun, er mange af gulvene såkaldte ”nattergalegulve”. De sladrer med knirken, når man går på dem, og de virker stadigvæk perfekt.
I nogle af slottets rum er opstillet tableauer, men desværre stod der også nix foto overalt. For ikke at fare vild i slottet er ruten tydeligt afmærket med RUTE, og den førte os rundt og videre ud i den enorme park i en trykkende hede. En lugekone lå på sine knæ med blå plastikhandsker og lugede en mosplæne med en pincet – det må siges at være intensiv havekunst. Dejlig, kølig souvenirshop og efter et postkort og en kold cola var vi klar til næste punkt.
Undervejs fik jeg et billede af en typisk og underskøn, ung japansk pige med benvarmere og fingerløse handsker på midt i sommerheden. Hun holdt stille i skyggen på sin cykel og tjekkede sin mobiltelefon. I øvrigt var der rigtig god gang i paraplyerne i dag, og det selv om solen skinnede fra en skyfri himmel, for ingen japansk kvinde vil være den mindste smule solbrændt.

Japans største tempelport.

Lidt metro igen og så ud til Japans største tempelport ved indgangen til Heian-Jingu. Porten er 23 meter høj, men selvom den er større end den på øen Miyajima ved Hiroshima, sagde den mig ikke så meget, måske fordi den var så glat og fejlfri og sikkert lavet af stål. Templet, der ligger inde bagved, blev bygget i 1895 for at fejre Kyotos grundlæggelse som Japans hovedstad.
For at tækkes turisterne var der bønner til salg, og fra en lille brønd med helligt drikkevand kunne man tylle alt det vand i sig, som man orkede. Det er åbenbart et sted, hvor man lader sig fotografere med familien og med templet i baggrunden. En smuk geisha med en lille baby og en kraftig mand havde stillet sig op, og en tilsyneladende professionel fotograf dirigerede med dem for at få det perfekte billede. Det var et lidt umage par, kunne den lille kvinde bære den kraftige sumobryder – nå åbenbart, der var i hvert fald kommet en baby ud af det.
En planche viste, at hele tempelområdet var enormt stort, og templerne var selvfølgelig smukke og meget røde, og efter sigende var der tilknyttet en smuk park, og så kostede det kun 200 yen at komme ind. Vi var dog blevet mætte af templer, så vi sprang over og gik i stedet sydpå ad den rekommanderede sti Jingu Michi, der går igennem geishakvarteret med gamle, idylliske træhuse. Spisning undervejs i en kinesisk restaurant med masser af koldt vand og store velsmagende portioner af suppe med nudler og store kødstykker og en æggeblomme oveni til kun 800 yen. Tjeneren gik forresten rundt i gummistøvler, så det var et fint sted, og regningen bestod udelukkende af kinesiske skrifttegn. Selvom vi på Japanturen spiste, hvad vi faldt over, og gerne på japansk, så havde vi ikke et eneste tilfælde af dårlig mave, og det er ellers obligatorisk uden for Europa.
Stien går forbi det ene tempel efter det andet med kik ind i små haver og ellers under grønne træer, forbi små forretninger og cafeer og med hvide geishaer vimsende rundt omkring, og hvis man skulle være træt, kunne der tages en rickshaw.
Det var et dejligt farvel til Kyoto, og gudskelov at krigsminister Stimson havde været på bryllupsrejse til byen, så den ikke var endt som pindebrænde i en atomsky.
Det var så slut med denne skønne by, og vi gik mod stationen for at tage videre til vores sidste by – Osaka.

Videre til Japan del 8. Osaka – den moderne storby.

Tilbage til forsiden.