 JapanOsaka – den moderne storby. En rejsefortælling af Kim Greiner. 8. del
Juli 2010
Hotel Osaka Tokyu Inn var nyt og lå lige ved et tilsyneladende halvfrækt kvarter. Vi fik et lille værelse på 10. etage, og hele værelset incl. badeværelse var ikke på meget mere end 2½ x 4 meter, så det må da være i kategori budgetværelse. Meget praktisk var hele badeværelset incl. badekarret støbt i et eneste stykke plastik. Temperaturen i værelset holdt sig på 25 grader, og vinduet kunne ikke åbnes, så jeg satte airconditionen på 19 grader, og så håbede jeg, at temperaturen kunne gå lidt ned inden sengetid.
Gaden var vistnok lidt fræk, for der var flere ”girls bar”, og nu ved jeg ikke, om der kun var adgang for piger, eller om der var mange piger derinde, der måske manglede mandligt selskab? Nogle piger stod uden for sådanne barer, og de blinkede til mig bag Gittes ryg. Et sted var der et hotel i julemandens tegn med op til flere mindre julemænd foruden en stor julemand, der nynnede Christmas-sange. Hotellet var også i julefarver, og hele facaden var festligt oplyst, og Merry Chrismas stod der rundt omkring. Om det var et love-hotel vides ikke med bestemthed, for ud over prisen stod al anden tekst på japansk, men prisen på 3.490 yen (230 kr.) lød yderst rimelig.
Oppe på vores eget værelset var der stadig varmt, så jeg håbede temperaturen ville dale inden sovetid.
Vi havde bestemt ikke tjek på rummets styremekanisme, så for at slukke loftlyset måtte nøglekortet tages ud. Klokken 1.30 vågnede jeg badet i sved, for airconditionen var slukket, og der var nu 26 grader i rummet. Jeg opdagede så et styrepanel, der var indbygget i sengen, og så fik vi endelig noget kold soveluft ind i rummet. Byen blev sønderbombet under 2. verdenskrig, men den har rejst sig og er nu Japans tredjestørste by med 2,6 millioner indbyggere. Dens status som økonomisk kraftcenter overgås kun af Tokyo. Det siges, at den almindeligste hilsen i Osaka er mokarimakka – tjener du godt? Medens folk i Kyoto bruger penge på kultur, bruger man dem i Osaka på mad.
Det var halvskyet vejr, og vi kunne levende forestille os, at det også den sidste dag i Japan ville blive overmåde varmt vejr. For ikke at gå vild på vej til stationen gik vi nøjagtig den samme vej, som da vi var kommet i går, og utroligt, at vi havde fundet det hotel, for vi kom rundt om flere hjørner, op med en elevator, over en gangbro, ud på en bushelle og omgivet af høje bygninger, der lignede hinanden. Inde på stationen var det dog nogenlunde nemt at finde JR Osaka Lope-Line, der som en ringbane går hele vejen rundt i byen.
Osaka Castle ligger i en stor, varm park, og vi fik en sodavand i skyggen af et stort tempeltræ. Lidt unormalt faldt vi i snak med en ældre dame, der kunne mindst 10 engelske gloser. Selvom det kneb lidt med den dybere dialog, strålede velviljen ud fra hende, og hun insisterede på at ville tage et foto af os med slottet i baggrunden. Ved indgangen til slottet er der en fin vandtåge, der ganske let frisker eventuelle støvede gæster op. Det koster 600 yen at komme indenfor, og vi tog elevatoren op på 5 etage og gik yderligere 3 op, og så var der udsigt over hele den ganske by og hele vejen rundt. Udvendig ligner slottet det gamle middelalderslot, men indvendig kunne det godt ses, at det er nybygget. Der er gode udstillinger i 3D, som belyser slottets og byens historie, foruden samlinger af våben, malerier og træsnit fra Edo-perioden. Ved udgangen ville en ung japansk pige også gerne tale lidt engelsk, og hun fortalte, at en kæmpesten i borgmuren var ”number one”.
Nærmest nede på havets bund var der en bænk, der stod lidt i halvmørket, og blid musik strømmede ud af højtalere, mens fisk svømmede rundt i en spiral, så vi blev nærmest hypnotiseret og blundede ind. Ved siden af akvariet ligger ikke mindre end verdens største pariserhjul med et spænd på 112,5 meter, og det er en del højere end Københavns rådhustårn. 600 yen for en tur, der vel tog 20 minutter og med en formidabel udsigt til den store røde bro Minato Chashi Bridge og hængebroen Tempozan Chashi Bridge og ellers Osakas højhuse og vejanlæg i flere etager i baggrunden.
Nogle lærer af deres erfaringer, men ikke vi, for vi rodede stadigvæk rundt på Osakas Station, for da vi ville gå til hotellet ad den underjordiske forretningsgade, kunne vi ikke finde den. Op og ned og ud og ind, så faktisk godt, at det er sidste gang, vi skal finde et hotel i en by, vi ikke kender. Oppe på jorden gik vi lidt rundt, for det ene højhus ligner det andet, men endelig var der noget, vi kendte, og så fandt vi igen vores hotel. Efter et bad og lidt afslapning gik vi lidt ud i nattelivet i nogle af de tilstødende små gader, som Gitte mente var lidt frække, og det bare fordi der stod nogle letpåklædte piger og prøvede at lokke os indenfor. Der var noget Las Vegas over de overdækkede gader med masser af lysreklamer og hidsig musik, der strømmede ud fra bulerne.
Spisekortet var kun på japansk, men vi tog menu A, hvor man skulle være to personer om biddet, men vi anede ikke, hvad de havde tænkt sig at servere. Først fik vi en salat med rå fisk og derefter otte små stykker pizza med blæksprutter. Så kom et fad med lækkert oksekød og lidt grøntsager og derefter en nudelret med skinke og til sidst is med diverse frugter. Dertil fik vi et glas vin og en cola og al det isvand, vi kunne drikke. Så fik vi da prøvet Osakas berømte madmekka, og regningen lød på beskedne 6.450 yen (438 kr.) alt inklusive, og det viser bare, at det bestemt ikke er dyrt at spise ude i Japan – så den påstand kan vi godt mane i jorden. Det var nu synd for de fem tjenere, der ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv, men det er da heller ikke sjovt at have en fin restaurant lige ved siden af et forlystelseskvarter med diverse fristelser.
På den tid af dagen var stationen kun fyldt med pæne mænd i jakkesæt, for damerne lå tilsyneladende derhjemme og sov skønhedssøvn eller smurte madpakker til børnene. Jeg sad først ved siden af en ældre dame, og da hun stod af, satte der sig en nydelig dame, der begyndte at læse i en japansk bog. Lidt efter spurgte jeg hende, hvordan japanerne læste, og hun forklarede, at de starter på sidste side (for os) og så ellers oppefra og ned i kolonnerne. Det var den allerførste japaner, vi fik en rigtig samtale med, for hun kunne mere end de 10 engelske ord, som ellers er normalen. Hun arbejdede i lufthavnen, og snakken gik om turen i Japan – Danmark – hende – os – Lego og den lille havfrue.
De sidste småpenge brugte vi på souvenirs i lufthavnen, da mønter ikke kan veksles. Vi fik købt nogle japanske snacks, tørrede sardiner, en pose tørrede blæksprutter og nogle kiks med fiskesmag. Ved nærmere eftertanke tror jeg, at disse lækkerrier kun skal bruges til fremvisning ved mit Japan foredrag.
Flyet fra Finair gik til tiden, og næsten alt kabinepersonalet var europæere, sandsynligvis finner plus dog en enkelt japansk stewardesse og en japansk steward, og så var det ellers slut med spisepindene.
Det var en kæmpeoplevelse at besøge Japan, og jeg vil til enhver tid anbefale andre at rejse derover.
Det skal dog bemærkes, at rejsen blev foretaget før de store katastrofer i marts 2011, så vi kender kun Japan som et yderst velfungerende land, hvor alt var i pinlig orden. Katastrofen væltede op og ned på samfundet, og det er gået hårdt ud over masser af mennesker med 28.000 døde og mange sårede og hjemløse. Vi føler med det japanske folk, men jeg er overbevist om, at de nok skal få styr på følgerne og få bygget deres land op igen. Til det vil vi ønske japanerne et stort held og lykke. |
I den sydlige del af stationen fandt vi dog en opgang, og så var vi da trods alt oppe i fri luft. Medens vi kikkede på kortet, var der straks en dame, der hjalp os lidt på vej, og lidt efter en ung mand, der hjalp os videre. Vi kunne stadigvæk ikke finde hotellet, selvom det efter kortet skulle ligge lige i nærheden, men japanerne sætter ikke gadenavne på hushjørnerne, kun ved de allerstørste hovedgader. Noget der også forvirrede i dette tilfælde, var en vejbane, der gik oppe i 2. etage, og den havde jeg taget for en jernbane. Vi havde heldigvis et billede af hotellet til hjælp, og vi fik også flere forklaringer af politibetjente, men på japansk. Vi kom dog nærmere og nærmere, efterhånden som vi spurgte, og så pludselig var der noget, der lignede billedet.
På det tidspunkt kunne vi mærke, at vi var ved at have nået mætningspunktet med at finde rundt i ukendte storbyer efter et hotel. I vores anstrengelser med kufferten på slæb var vi også drivende våde af sved, og et godt råd er, at tage rigtig mange tørre underbukser med til Japan i sommertiden – jeg måtte dykke ned i snavsetøjet for at finde noget tørt.
Lige bag ved vores hotel lå et slags forlystelseskvarter, og vi vovede os derind for at kikke, og der var masser af spisesteder, og mænd og damer stod udenfor og prøvede at lokke os indenfor til overdådige måltider til kun 1.000 yen, som der stod på flere skilte. Skilte eller plakater viste også piger i meget lidt beklædning, så der var noget lusket over det.
Fra vores hotelværelse observerede jeg et par geishapiger, der stod på et gadehjørne med lidt opslidsede kimonoer. Det var muligvis ikke helt almindelige geishaspiger, for de stod på hjørnet i flere timer, og på et tidspunkt var den ene væk, men kom tilbage med røde kinder.
Morgenmad på hotellet, hvor der var en stor buffet til 1.100 yen. Der var både vestlig og japansk buffet, og jeg skal lige love for, at japanerne har behov for meget mad på morgenkvisten – de øser nærmest bjerge op.
Osaka Castle (Osaka-Jö) blev bygget af den magtfulde shogun Toyotomi Hideyoshi, og han samlede 100.000 arbejdere, der så byggede den kolossale borg i løbet af tre år. Allerede i 1615 nedbrændte borgen, men blev bygget op igen og nedbrændt igen, så det er faktisk kun porten, der står originalt tilbage. Siden er den igen genopbygget, og i 1997 blev den pudset op for 7 milliarder yen, og nu står den i fineste stand. 
På vej ud til en af Osakas største attraktioner, Osaka Akvarium, kunne vi ikke bruge vores JR rail-pas, så vi måtte trække nogle billetter i en automat, men henne ved lågen ville den ikke gå op, fordi der manglede 20 yen. Der var så en maskine ved siden af, hvor billetten så skulle ind og mankoen kunne indbetales. Den forvirring og roden efter penge gjorde, at Gitte uopdaget tabte sin pung med den nette sum af 50.000 yen sådan ca. 3.400 kr. Vi var kommet igennem lågen og var på vej væk, da en ung mand råbte os an og afleverede pungen med hver eneste yen, og så forsvandt han, inden vi kunne nå at takke ham ordentlig. Se, det var da en ærlighed, der ville noget, og mange tak til den ukendte japanske mand.
Af specialiteter kan nævnes et område, hvor store havoddere fik isstykker, som de svømmede rundt med på maven, og så slog de dem mod hinanden og spiste stykkerne. Der var også dykænder og pingviner, der jagtede fisk, og mange mindre akvarier med underlige skabninger samt et meget stort akvarium med bl.a. hajer, hvor man starter øverst oppe og i en spiral går flere etager ned.
Også herude ved akvariet løb vi ind i et mindre optog med hvidklædte mænd med stråhatte og trommeslagning, og de vinkede og var glade, da vi vinkede igen.
Vi kom også lige forbi en spillehal med en øredøvende larm. Mænd og enkelte kvinder sad i lange rækker foran rækker af spillemaskiner, og ved siden af dem stod i spandevis af stålkugler, der nærmest blev hældt ind i maskinen. Det var det mest rædsomme sted, jeg nogensinde har oplevet, og jeg stod helt lamslået. Jeg fik lige sneget mit kamera op og fik taget et billede, inden en vagt nærmest smed mig ud, og godt for det, for jeg var nærmest blevet døv af larmen. Hvad det ellers gik ud på med alle de stålkugler, aner jeg ikke. Nå, vi var ved at nå mætningspunktet for oplevelser, så vi gik tilbage til hotellet for at spise afskedsmiddagen i deres restaurant, hvor der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden.
Tidligt op kl. 5.45 og for sidste gang trak vi vores bagage hen ad en japansk gade. Nede i det underjordiske forretningskvarter var alt lukket ned bag skodder. Vi var stadig ikke dus med JR stationen, men så var vi så heldige, at vi nærmest faldt over et skilt med Lupe-banen på perron 1. 
Hun hed Judit og havde boet en del år i Australien, og hun fulgte os helt hen til tjek-ind skranken. Hun fik mit kort, og vi lovede at vise hende rundt i København, hvis hun kom på de kanter, og ærgerligt nok, at vi ikke havde mødt hende en dag før, så vi måske kunne have besøgt et japansk hjem. Hun lovede at skrive en mail til os, og der lå en hilsen fra hende, da vi kom hjem. Og meget unormalt for japanerne fik vi begge et farvelknus. 
Rejsemæssigt er Japan et af de sikreste lande i verden, og befolkningen er overmåde venlig og hjælpsom. Det er dog svært at komme ind på livet af nogen, da det er ganske få, der taler blot en smule engelsk. Alle informationer på jernbanestationer er dog altid både på japansk og engelsk, og det er en fornøjelse at køre med tog i Japan.