Siden hen kom Hovedbanegården, der også gav liv til kvarteret, og i Reventlowsgade næsten lige over for banegårdens bagindgang ligger Jernbanecafeen, som nu har været i Agnete Bjørlig-familiens eje i nu tre generationer. Med 77 år på bagen kunne det tyde på, at konceptet med hyggeligt dansk værtshusmiljø stadig er levedygtigt også i vore dage. Værtshuskulturen er dog i kraftig tilbagegang. For bare 15 år siden fandtes der 1.200 værtshuse i København, og nu er der kun 300 tilbage. Så der skal noget helt specielt til for at overleve, men det har Jernbanecafeen helt sikkert, og selvom der er mange stamgæster, er der også plads til de løse gæster, der bare tilfældigt kikker ind. Allerede udefra ser cafeen hyggelig og spændende ud, og det er helt tydeligt, at det er jernbanedriften, plus måske nogle andre drifter, der er omdrejningspunktet.

Jeg har mange gange udefra set Jernbanecafeen, men et skilt havde hidtil skræmt mig væk. Cafeen reklamerer nemlig med, at rygning er tilladt, men dog også med, at ikke-rygere også er velkomne. Døren stod åben, og der var en barstol lige indenfor, så jeg gik ind og regnede med, at selvom jeg skulle være passiv ryger i en times tid, var der dog store chancer for at overleve.
Jeg fik bestilt en fadøl til 47 kr., men med den lille fidus, at man kunne få den i to forskellige glas. Efter sigende var der lige meget i glassene, men det ene var et specielt ”jernbanecafeglas”, og endda med en lille Storm P tegning på. Når øllen var drukket, blev jernbaneglasset vasket af, og så fik man det med hjem i en lille, fin gaveæske. Sådan et tilbud kunne jeg selvfølgelig ikke modstå.

En flink ung mand passede baren, og han holdt nøje øje med, at alt gik efter tur. Klientellet var et blandingsprodukt, men nok mest i den midaldrende klasse, og der var fyldt godt op, selvom det kun var sidst på formiddagen. Og så har de hver onsdag og søndag musikaftener med levende musik, og efter sigende skulle det gå rigtig gemytligt til.

Jeg begyndte at kikke mig om, og væggene var fra gulv til loft dekoreret med ting, billeder og plakater fra jernbaneverdenen, og der var en hel udstilling med modeltog. Og ikke nok med det, for et modeltog, helt nøjagtigt et tysk såkaldt G-tog, futter frem og tilbage oppe under loftet. Det er beregnet, at toget har kørt strækningen København – Rom tur og retur tre gange. Ofte kører toget uden problemer i månedsvis, men når køreplanen ikke overholdes, hænder det, at toget er kommet for tæt på julepynten, og ind imellem skal tog og skinner også renses for røgrester.

Hver morgen klokken 7 åbner Jernbanecafeen, og et ur over bardisken, hvor alle tallene er udskiftet med 7, kan sætte tankerne i sving over det magiske 7-tal: Der er 7 dage i ugen, der er 7-armede lysestager, der er 7 underværker og 7 dødssynder, vi kan være i 7 sind, og hvis vi glemmer at sige 7-9-13 eller lader 5 og 7 være lige, er det som 7 satan og kan tage 7 lange og 7 brede, inden vi kommer i den 7. himmel. Over en øl kan bargæsterne sikkert finde på endnu flere talemåder, hvor 7-tallet indgår, og så kan det til syvende og sidst blive en hel 7-års plan.
Et par barstole fra mig sad en dame, der var ude over sin pure ungdom, men dog ellers ganske nydelig. Da hun bestilte en drink, ville hun godt låne raflebægeret, og så skulle man betale, hvad øjnene viste. Det fandt jeg dog først ud af, da jeg spurgte hende, og hun forklarede, at en ”skarp”, der vistnok var en ”enkel”, normalt kostede 27 kr., så der var store chancer for at få den billigere med 5 terninger. 

Vi begyndte at snakke, og hun forklarede, at hun var ”hypnoterapeut”, og det er noget med NLP spørgeteknikker, hvor hun prøver at finde ind til problemet, og ud fra dette tilpasses hypnosen. Hun skulle have papir på det hele, selvom behandlingsformen ikke var anerkendt i Danmark.

Hun havde problemer med sin hjemmeside, der var dyr og ikke var, som hun ønskede den, og kunderne strømmede ikke ligefrem til, idet 5 dyre avisannoncer kun havde givet én opringning. Nå, men hun var alligevel ved godt mod, fortalte hun, og havde lige lejet et lokale til behandlingerne, samtidig med at hun røg den ene cigaret efter den anden. Netop cigaretrygning kunne hun behandle, og jeg tænkte på, om hun ikke kunne tage et spejl og hypnotisere sig selv til at holde op. At komme med det gode forslag ville jo nok ikke falde i god jord, så det var kun en tanke.

Jeg kunne få en behandling til halv pris, og egentlig kunne det være meget interessant at vide, hvordan sådan en hypnoterapeut arbejder, så nu skal jeg bare finde på et eller andet, hun kan behandle. 

Måske under påvirkning af hypnose bød jeg på en ”skarp”, og med et heldigt terningekast kostede omgangen kun 19 kr. Lidt efter sagde jeg dog farvel, fik et kram og var den oplevelse rigere, men jeg har siden været forbi flere gange for at udbygge min samling af jernbanecafeglas. Og det har hver gang været en god og hyggelig oplevelse.

Tilbage til forsiden