Af seniorgartner Kim Greiner.

At skulle aflive sin hund eller kat på grund af alderdom eller sygdom er en tung beslutning, som ingen bryder sig om - for kan det ikke vente lidt - det kan jo være, at dyret får det lidt bedre.

Sådan er det også med gamle træer, og det er en svær beslutning at fælde et gammelt træ, for ligesom med dyr siger et træ sjældent noget, hvis det bliver sygt og har smerter.

Et gammelt træ, der står i en park eller ud til en trafikeret vej, må der holdes ekstra øje med, og løbende må det bedømmes, hvornår træet er udlevet og ved at blive farligt for sine omgivelser. Ligesom i dyreverdenen har de forskellige træarter forskellig levealdre, og en rødel på 60-70 år er en olding, medens en bøg på 60 år kun er kommet ud over sin pure ungdom. En eg kan som regel blive endnu ældre end en bøg, og der kendes til ege i Danmark, der stadig er livskraftige efter 500 år, og Kongeegen i Jægerspris Skovdistrikt, mener man endda, er omkring 2.000 år gammel.

Så ege, kan vi slå fast, kan blive meget gamle, nogle gange i hvert fald, for så sandelig ikke altid. Vi havde i Fakultetets Have en frynseeg, der var plantet i 1858 og derfor burde have mange år på roden endnu. Vi havde opdaget nogle svampelegemer på stammen og var lidt bekymrede, og vi overvejede at fælde træet inden længe. Så var der nogle studerende herinde, som gjorde opmærksom på, at det var en meget sjælden svamp, som kun var fundet 5 steder i Danmark, og derfor ville det være en skam at fælde træet. Vi ville så se tiden lidt an og udsatte fældningen, men en formiddag i helt stille vejr lød der et brag fra Haven, og egen havde lagt sig ned med kronen ud på fortovet på Bülowsvej. Heldigvis lå der ikke en dame med en barnevogn under kronen, så vi kunne ånde lettet op og bare undre os over, at hele stammen var pilrådden med kun en smal strimmel frisk ved.

Ligeledes for omkring 15 år siden havde vi en smuk elmesamling på område 3, hvor børnehuset ligger i dag. Elmene var døde af elmesyge og skulle fældes, og de fleste fældede vi selv. Et af træerne stod helt ude ved Åboulevarden og hældede ud over en af Københavns mest befærdede indfaldsveje. Jeg ville ikke tage ansvaret for fældningen af det træ, så vi fik et træfældningsfirma til at fælde det, og det blev trukket ind med spil. Og gudskelov, at vi ikke selv havde stukket motorsaven i det, for det var pilråddent, og træet var som smør at save i. Det var ikke råddent på grund af elmesygen, for der går mange flere år, inden et ellers sundt træ rådner, men Vorherre havde sendt os elmesygen, og vi fik fældet træet, inden det selv faldt ud over Åboulevarden. 

I januar måned her i jubilæumsåret gik nogle gartnere igen amok med deres motorsave. Denne gang gik det ud over en gammel robinie på område 3, som stod helt ude ved Rolighedsvej. Træet havde i en del år været tyndløvet med store døde grene i toppen, og hvor stumper jævnligt faldt ned på fortovet. I december var jeg forbi træet og opdagede, at det også lød hult, når jeg bankede på stammen, og så blev træet dødsdømt. 

Midt i januar havde vi lejet en lift, og efterhånden som vi fik skåret træet ned, viste det sig, at en af hovedstammerne var hul og havde både råd og flæk helt ud til barken, så de, der fældede træet, var utrolig glade for, at træet kom ned uden at have lavet alvorlige ulykker. 

Inden man opfinder en kæmpescanner, der helt konkret kan fortælle, hvor svækket et gammelt træ er, så er det menneskers sunde fornuft, der er gældende, men vær sikker på, at de gamle træer på Frederiksberg Campus ikke bliver fældet uden grund. Så selvom det hedder ”Det gamle træ, oh lad det stå”, så er det gartnernes ansvar, at medarbejdere, gæster og forbipasserende ikke bliver slået ihjel, medens andre uden ansvar måske blot nyder, at et gammelt træ langsomt dør med ynde. 

I anledning af 150 års jubilæet blev et af de gamle træer, der desværre var blevet til fare for sine omgivelser, fældet på historisk vis med økse og skovsav. Saven havde dog ikke udlæg nok til det bløde lindetræ, så 20 cm inde sad den uhjælpelig fast. Så var det godt at motorsaven var opfundet i mellemtiden.

Jubilæumshistorie nr. 14.

Salys hestestatue, der blev Fakultetets klenodie.

Af seniorgartner Kim Greiner.

I forhallen på Bindesbølls gamle hovedbygning står en lille hestestatue, som nu er blevet Det Biovidenskabelige Fakultetets logo. Statuens historie går helt tilbage til 1754, for den lille hest er forarbejdet til Salys hestestatue, der i fuld størrelse står på Amalienborg Slotsplads. 

Jacques Francois Joseph Saly var en franskfødt billedhugger, der levede fra 1717 til 1776, og udover at arbejde i sit hjemland arbejde han også i Italien og Danmark. Efter at have udmærket sig i sit hjemland kom han til Danmark i 1753, og året efter blev han udnævnt til professor og leder af Kunstakademiet. Med støtte fra kongen ønskede Saly at udvikle Danmark til Nordens kulturcentrum, og han fik overbevist kongen om, at unge kunstnere skulle støttes, ellers ville de forlade landet, og den danske kunstneriske storhedstid ville gå i stå.

Grunden til, at Saly var rejst til Danmark, var dog især, at han havde fået til opgave at udføre en rytterstatue af Frederik 5., som Asiatisk Kompagni ville lade opstille på Amalienborg Slotsplads.

Saly gik grundigt til værks, og i flere år studerede han landets mest udsøgte heste, og han fik plukket en hals her og et bagben der, således at hestestatuen var hesten over alle heste, hvor seks forskellige, yppige heste havde stået model. Det tog ikke mindre end ti år at fremstille den lille model af hestestatuen og den senere store gipsmodel i fuld størrelse. Derefter skulle der findes en kompetent støbemester, og valget faldt på den franske støbemester Pierre Gor, der netop havde støbt en rytterstatue til den franske konge. 

Pierre Gor kom til Danmark i 1764, og efter 4 års forberedelse løb støbningen af stabelen den 2. marts 1768. Selve støbningen forløb perfekt, selvom den kun tog tre minutter, men derefter gik der yderligere nogle år med finpudsning, inden statuen var færdig i 1771. Medens københavnerne gjorde store øjne, blev den 22 ton tunge statue kørt gennem gaderne til Amalienborg Slotsplads, hvor den den dag i dag står som en juvel omgivet af en udsøgt indfatning af de fire smukke palæer.

Nu skulle man tro, at mesteren Saly levede lykkeligt til sine dages ende efter det veludførte arbejde, men udlændinge i Danmark kom i modvind (intet nyt under solen), og han havde besvær med at få sin løn udbetalt, så han rejste hjem og døde nogle få år efter. 

Den første lille gipsmodel, som står på vores Fakultet, blev i 1790 givet til Veterinærskolens grundlægger, Peter Christian Abildgaard, til hans 50-års fødselsdag. Tilfældigvis var giveren Abildgaards lillebror, Nikolai Abildgaard, der var direktør for Kunstakademiet, og om overdragelsen var helt efter reglerne, fortaber sig lidt i det uvisse. Den lille statue flyttede med fra Christianshavn til Frederiksberg, og i mange år stod den som pyntegenstand på Ambulatorisk Klinik. Når lokalet blev frisket op, fik statuen også en omgang, så der er fundet ikke mindre end 8 lag maling på hesten. Efterhånden som tiden gik, glemte man, hvor hesten egentlig stammede fra, og da den gamle Ambulatorisk Klinik skulle vige pladsen for en mere tidssvarende bygning, blev hesten gemt væk på et loft, og den havde for resten også brækket det ene ben, så den stod nærmest til udsmidning.

Vagtmester Knud Nordby var heldigvis vågen, for han fandt rester af voks på hesten, så i stedet for at blive smidt ud blev den sendt til Kunstakademiet, hvor statuens oprindelse blev klarlagt. Nu kom hestestatuen igen til ære og værdighed, og på Kunstakademiet blev den restaureret og bronzeret, således at den i dag fremstår som en bronzehest. Prøv dog at kikke på soklen, hvor der er slået en flis af, for her kan man se gipsen igennem patineringen, og på det ene ben kan man også se, hvor det har været brækket af. Den lille hestestatue har været med hele vejen igennem vores historie fra Christianshavn til Frederiksberg, og selvom den har gået så grueligt meget igennem, er den ikke desto mindre det største klenodie på Det Biovidenskabelige Fakultet. Og det er ganske vist. 

Jubilæumshistorie nr. 15

Vores alle sammens Abildgaard.

Af seniorgartner Kim Greiner

Midt i Det Biovidenskabelige Fakultets hjerte ved Grønnegårdsplænen står en statue af Peter Christian Abildgaard. Statuen er opsat af danske dyrlæger i 1910, men hvem var egentlig ham Abildgaard.
For at gå helt tilbage til rødderne så kom faderen Søren Abildgaard fra Flekkefjord i Norge, men høje fjelde og dybe fjorde var ikke nok for ham, for han var blevet tiltrukket af det videnskabelige miljø i København. Han var både et kunstnerisk talent og havde en alsidig videnskabelig interesse især i økonomisk naturvidenskab som brug af mergel og udryddelse af ukrudt. Hans mange interesser kastede dog ikke guld af sig, så det meste af sit liv var han ansat som arkivtegner-assistent for historikeren Jakob Langebæk. Men far Abildgaard fik et par prægtige sønner, hvor jeg her vil beskæftige mig med Peter Christian Abildgaard, der blev født i 1740.

Æblet falder sjældent langt fra stammen, så allerede i en tidlig alder lærte unge Abildgaard at tegne, samtidig med at han blev indført i videnskaben af faderen, men da pengene var små, måtte Abildgaard allerede forlade skolen efter 5 klasse. For at studere naturvidenskab var den eneste mulighed dengang at gå i apotekerlære, men han ville så sandelig også være student. Om dagen var Abildgaard derfor apotekerlærling, nætterne blev brugt til kemiske forsøg og morgenstunden til skolevidenskaberne. Men student det blev han og kunne så fortsætte med at studere medicin, så han blev også læge, og det endda på trods af at SU’en dengang var ret ringe.

I midten af 1700-tallet hærgede kvægpesten og lagde markerne øde, og den blev et vendepunkt for Abildgaard, for han rejste til den anerkendte franske veterinærskole i Lyon, hvor han studerede i 2½ år. Tilbage i fædrelandet var kvægpesten på retur, og interessen for veterinærmedicin var lille, så Abildgaard slog sig ned som almindelig læge. Han fik dog udgivet publikationen ”En dansk Heste og Kvæglæge som efter Kgl. Allernådigst Befaling var forfærdiget til Bøndernes brug og nytte”.

Struense, der selv var læge, fik gennem publikationen øje på Abildgaards kvaliteter, og han opfordrede Abildgaard til at grundlægge en veterinærskole. Abildgaard havde egentlig på det tidspunkt sagt farvel til veterinærvæsenet, men i 1773 fik han alligevel grundlagt en veterinærskole på Christianshavn. Det påvirkede heldigvis ikke Veterinærskolen, at Struense tabte hovedet til dronning Caroline Matilde, og Struenses efterfølger, Ove Høegh-Guldberg, der også var en fremskridtsvenlig mand, så vigtigheden af Veterinærskolen, som så blev overtaget af staten i 1776. Abildgaard ledede skolen frem til sin død og blev den åndelige fader til en lang række efterfølgende dyrlæger.

Selvom Abildgaard udviklede en forbedret udgave af hesteskoen, havde han også mange andre jern i ilden, så han kastede sig over en lang række andre videnskaber. Han var således den første herhjemme, der eksperimenterede med varmluftballoner. hvilket kulminerede med en opstigning af en ”luftkugle” over Christiansborg 5. jan. 1784. Desuden lavede han mineralogiske undersøgelser af mineralet kryolit og påviste tilstedeværelsen af fluor og aluminium. Af de lidt mere kuriøse aktiviteter kan nævnes genoplivning af druknede sømænd med elektricitet, og hvornår hundestejlers bændelorm bliver kønsmoden. 
Abildgaard leverede tegninger til en lang række videnskabelige værker, og i protest mod naturvidenskabernes vanrøgt herhjemme oprettede han ”Det Naturhistoriske Selskab” i 1789. Han var desuden stærkt involveret i bøndernes frigørelse og mente, at staten overhovedet ikke skulle blande sig i indbyggernes næringsveje.

Den 21. januar 1801 lukkede Abildgaard sine blide øjne, som der står på hans gravmonument på Assistens Kirkegård. Foruden en smuk tekst på gravmonumentet er der et relief af gudinden Artemis, som er et fælles europæisk symbol på fornuftdyrkelse. Og måske lige med undtagelse af bændelorme i hundestejler og druknede sømænd var Abildgaard en yderst banebrydende videnskabsmand, som vi alle kan være stolte af.

Jubilæumshistorie nr. 16
Dyr og fugle udi Fakultetets Have.

Af seniorgartner Kim Greiner.

Med dyr mener jeg så sandelig ikke hunde, der på det sidste uvist af hvilken grund er blevet populært at lufte i Haven og det, selvom det er strengt forbudt både med og uden snor. For at komme uvæsenet til livs har vi fået en aftale med en grønlandsk fanger, der gerne vil eksperimenterer med brug af københavnerhunde som slædehunde på Nordpolen. En anden mulighed er en nærliggende kinesisk restaurant, der ønsker at udvide sit menukort med mere spændende retter.

Ræve hører mere til naturens orden, og i mange år havde vi en rævefamilie boende under en rhododendron på Skyggehøjen. Vi var ikke specielt glade for rævene, for det var nysgerrige dyr, der gerne ville kontrollere, om vi nu havde lagt tulipanløgene ordentligt i jorden, så nataktiviteterne gik ofte ud på at grave nye bede op. Samtidig så de det som deres pligt at kontrollere, om der var noget spiseligt i papirkurvene, og en pizzabakke kan sagtens deles i et par hundrede mindre, afslikkede stykker. Rævene har vi faktisk ikke set i et stykke tid, og de har i hvert fald ikke generet os.

Egern har vi jævnligt, og de holder især til under egene foran Hovedbygningen og under den store hassel ved Thorvaldsensvej. Det er altid et herligt syn at se de helt små unger, og ellers pusler egernerne stille rundt upåvirket af, at man står og kikker på dem.

Nu står der faktisk ikke noget om, at man i vore dage ikke må have heste med i Haven, og før i tiden var det helt lovligt, da de i behandlingsøjemed blev trukket ned til Dammen for at afkøle deres syge hove. For et par år siden, da Haven endnu blev aflåst om aftenen, låste jeg selv af, og på en eller anden måde fik jeg overset, at nogen var ude for at lufte sin pony. Med god samvittighed var jeg taget hjem, men jeg hørte næste dag, at det havde været et farligt besvær med at få en pony over havelågen.

Fuglelivet er især repræsenteret ved en større flok gråænder i Dammen, der bliver fodret hver dag af publikum med små børn. Ænder er fugle, som vi også lever med på godt og ondt, da de ikke altid er lige populære, når de jokker rundt i de nyplantede bede på Den Svajede Plæne.

For nogle år siden var vi nærmest desperate, for hver morgen var der pillet spydskilte op af Stenhøjen, og så var skiltene spredt rundt omkring i Haven. Det kunne kun være drenge, der var på spil, og vi oprettede en vagtordning for at finde synderne. Så endelig fik vi grebet synderne, der viste sig at være en flok skader, der først hakkede lidt i skiltene og så tog dem op på en flyvetur, inden de dumpede dem tilfældige steder til stenhøjgartnerens fortvivlelse.

I mange år har vi haft et rugende spurvehøgepar i Haven, der uden at forstyrre nævneværdigt byggede rede højt oppe i et af træerne. Sidste år havde høgene bygget reden kun 3 meter oppe i en ceder og lige ved siden af en havegang. Når en havegæst eller en gartner nærmede sig, blev høgene urolige, og mange gange lavede de luftangreb, hvor de bagfra kom som et lyn fra en klar himmel, og man fik en vinge i nakken. I rugetiden blev jeg selv angrebet 3 gange og den ene gang endda med kløerne i hovedbunden, så ret hurtigt måtte vi sætte advarselsskilte op med adgang på eget ansvar. Da der på rundvisningerne var meget stor interesse for spurvehøgene, gik jeg gerne forbi reden med gruppen, og en større flok mennesker blev aldrig angrebet. Jeg må dog have fortalt levende om angrebene, for mange havegæster slog hætten, op og andre åbnede deres paraplyer. Høgeparret fik 3 flotte unger på vingerne, og jeg håber da, at de også i år vil yngle i Haven, men måske gerne bygge reden lidt højere oppe denne gang.

En enkelt gang har vi haft et svanepar på besøg i vores lille dam i Haven. De var der nogle dage og forlod overhovedet ikke vandet, og ved nærstudium af svaners fysiologi viste det sig, at de skal have vistnok 50 meter frit vand for at kunne lette, og det kan vores lille dam ikke klare. Det så jo egentlig ganske nydeligt ud med et svanepar midt i Dammen, og der kom en hel H.C. Andersen-stemning over Haven, men faktum var, at de var uhjælpeligt fanget. Nu lever vi jo i et frit land, og der kom alligevel lidt fængselsstemning over Haven, så vi ringede til Falck for at få fanget dem ind. Hvis svaner ikke vil fanges, så er det faktisk slet ikke så nemt, så efter en times forløb måtte falckmanden have assistance af en anden falckmand, og selv om vi også hjalp til, ville svanerne ikke lade sig fange. 

Gode råd var nu dyre, og efter at svanerne havde hvilet sig et par dage, og vi havde sundet os, ringede vi til Zoo og spurgte, om de kunne hjælpe. To granvoksne zoofolk ankom, og to minutter efter lå svanerne i hver sin store papkasse. Jeg tænkte på at slippe dem ud i Utterslev Mose, men var alligevel lidt bange for, at de for nemt ville finde tilbage til Dammen i Haven. Så kom ideen, for jeg bor på Midtsjælland ved Kimmerslev Sø, hvor der ofte er svaner, og da der alligevel er så mange andre københavnere, der flytter ud til os på landet, var der vel også plads til et svanepar. 

Jeg fik fat i en tjenestevogn, og selvom de hvæsede noget i kasserne, fik jeg båret svanerne forsigtigt ned til søbredden og åbnede låget. Svanerne hoppede ud og vraltede ud i vandet, hvor de smukt flød rundt og kikkede sig nysgerrigt om. Det de så, passede dem øjensynligt ikke, for efter 5 minutter lettede de og satte kursen direkte mod København.

Næste morgen gik jeg spændt ned til dammen og spejdede efter svaner, men de var der heldigvis ikke og må så have fundet en passende sø undervejs, og hvem ved - måske ved en idyllisk herregård. Men hvor svaner vil bo, skal de så sandelig nok selv bestemme. Og det er ganske vist.

Klik videre til næste jubilæumshistorie.

Tilbage til forsiden.