Af seniorgartner Kim Greiner.

Som jeg tidligere har omtalt var det den gode Peter Christian Abildgaard, der på Struenses opfordring startede Veterinærskolen på Christianshavn, der var rødderne til Den kgl. Veterinær–og Landbohøjskole og senere Det Biovidenskabelige Fakultet.

Ude på Christianshavn lå i 1600-tallet en grund, hvorpå man påtænkte at opføre Vor Frelsers Kirke, men inden man kom i gang med kirken, blev der opført et mindre beskedent gudshus, som så siden skulle bruges til menighedshus og præsteresidens. Da kirken endelig var færdig, var det lille gudshus så forfaldent, at det ikke kunne anvendes, så det blev solgt til nedbrydning. På gamle kort fra 1761 kan ses, at bebyggelsen på grunden ud over et ældre gavlkvisthus var meget sparsom, men det var her Abildgaard i 1773 opførte verdens 5. første veterinærskole mellem kirken og Torvegade. I første omgang var det som en privat institution, men Abildgaard fik dog 1.200 rdl. i årlig understøttelse, og nogle få år efter blev Veterinærskolen overtaget af staten, der udvidede driften betydeligt.

Som nævnt tidligere i historien om Abildgaard var det datidens kvægpest, der gjorde, at han interesserede sig for veterinærmedicin og rejste til veterinærskolen i Lyon, hvor han studerede veterinærmedicin. Kvægpesten var på retur, da Abildgaard kom hjem, så det blev lungesyge hos hestene, der gav stødet til grundstenen til Skolen på Christianshavn.

I 1772 opstod der nemlig en dødelig lungesyge blandt de kostbare heste i de kongelige stalde på Frederiksborgstutteriet i Hillerød. På foranledning af arveprins Frederik blev Abildgaard tilkaldt, og det lykkedes ham faktisk at inddæmme epidemien, og det gav anledning til velvilje for oprettelsen af veterinærskolen. Datidens heste var enormt vigtige både som trækdyr til vogne og til markarbejde, men det vigtigste for en konge, der ville skabe respekt hos landets fjender, var kavaleriet, da hesten var datidens ”kampvogne”, der kunne sprede skræk og rædsel i fjendens linier. Et militær uden sunde og friske heste var ikke mere afskrækkende end en våd karklud, så de fleste af skolens elever var officerer og korporaler, og de foretrukne patienter var heste.

Kvægpesten var dog stadig ikke helt forsvundet på Abildgaards tid, så skolen beskæftigede sig også med kvægpest ved afspærring og nedslagtning af husdyrbestande. Men den største anledning til oprettelsen af veterinærskolen var uden tvivl hestens ve og vel. 

I løbet af de næste godt 30 år opførtes en række huse på Veterinærskolen, således at der efterhånden blev dannet en lukket gård kantet med bygninger langs Sankt Annæ Gade og Prinsessegade. Her blev der så holdt forelæsninger samt anatomiske øvelser, og der var tillige et kemisk laboratorium. Det lidt ældre gavlkvisthus blev anvendt til administration, professorbolig og bibliotek. Lige over for kirken blev der i 1806 opført en smedje, der havde en hvælvet buegang ud mod gården, og bygningen ud mod Prinsessegade blev brugt som en lidt sølle stald, men den blev i 1819 afløst af en grundmuret staldbygning med sygestald og elevværelser på førstesalen. 

Da Den kgl.Veterinær- og Landbohøjskole i 1858 fraflyttede arealet og slog sig ned langt ude på landet på Frederiksberg, blev hele den gamle Veterinærskole revet ned, og på arealet blev opført et H-formet fængselskompleks. Denne bygning ligger der stadig, og er bygningen lige syd for Vor Frelsers Kirke. Fængslet blev i 1921 solgt til et privat konsortium, der ændrede det til beboelsesejendom under navnet Sankt Annæ Gård. Ja, man har jo hørt, at de gamle københavnske lejligheder var små, jeg vidste dog ikke, de var så små. 

Det gamle kobberstik af Jens Holm er udarbejdet efter tegninger af Fattig-Holm, sådan som skolen så ud omkring 1821. Umiddelbart ser det ud til, at Abildgaard havde bygget sig et kæmpetårn på sin Veterinærskole, og fornemt ser det ud, men vi må jo indrømme, at det er tårnet til Vor Frelser Kirke. 

Jubilæumshistorie nr. 18

Fra rakkere til de kongelige.

Af seniorgartner Kim Greiner.

Da Veterinærskolen på Christianshavn i slutningen af 1700-tallet var oprettet, var det især på grund af kongens og militærets heste, der skrantede. De første dyrlægestuderende kom derfor især fra militæret, så det var overvejende korporaler og officerer, der var blandt de studerende. Officerer dengang var lidt finere end andre folk, så de havde selvfølgelig deres oppasser med, så de kunne få hjælp til at få støvlerne af og på og få dem pudset ordentlig.

Det veterinære erhverv var dog i begyndelsen hverken agtet eller indbringende. De studerende beskæftigede sig jo med syge dyr, og hvis dyret døde, skulle der jo ofte foretages en obduktion for at finde årsagen, og i det hele taget foregik en del af undervisningen på den indvendige side af hestehuden, og det har jo nok trukket nogle blodige spor. At beskæftige sig med døde dyr var jo ellers rakkernes ilde ansete erhverv, så folk i byen omtalte da også Veterinærskolens medarbejdere som ”rakkerne på Christianshavn”.

Med hensyn til indtjeningen som dyrlæge mente man heller ikke, at der var kød nok på stillingerne, så ofte måtte dyrlægerne have forskellige bierhverv for at kunne forsørge deres familie. I Sverige, der fik en veterinæruddannelse nogle få år efter vores, blev det simpelthen bestemt, at de veterinærstuderende sideløbende med uddannelsen skulle have en uddannelse som organist eller klokker. Så var der jo også den fordel, at bønderne vidste, hvor de havde deres dyrlæge om søndagen, så de tog deres syge dyr med i kirke, og selvom det kneb med at lære dem fadervor, så kunne dyrlægen konsulteres efter gudstjenesten. 

I slutningen af 1700-tallet var Danmark et rigt land, og vi kom ind i oplysningstiden med stiftelse af mange nye, akademiske selskaber, bl.a. det måske lidt mere jordbundne, men dog med et fint navn, ”Det kgl. Danske Landhusholdningsselskab”. Der var nye tanker inden for videnskab og kunst, se bare på P.C. Abildgaards meriter, hvor det spruttede ud med publicerede forskningsresultater inden for veterinærmedicin, lægevidenskab, zoologi, fysik og botanik. Lillebroderen N.A. Abildgaard var heller ikke tabt bag af en vogn, for han blev direktør for Kunstakademiet, foruden at han var maler, billedhugger, arkitekt og møbeldesigner.

Al den rigdom i samfundet smittede af på Veterinærskolen, der red med på bølgen, og efter 3 års uddannelse gik de studerende op til eksamen og blev lempet ud i det blomstrende samfund. 
Tiderne skiftede, og i begyndelsen af 1800-tallet var der politisk og økonomisk nedtur i Danmark, og den ene ulykke efter den anden ramte det lille kongerige. Slaget på Reden i 1801, tabet af flåden til englænderne i 1807, statsbankerot i 1813 og Norge tillod sig så sandelig at rive sig løs. 

Det skrantende samfund påvirkede selvfølgelig også Veterinærskolen, der skrantede med, men de gæve dyrlæger fik redet stormen af med skindet på næsen dybt i bøgerne og i kadaverne.
Efter at de værste af samfundets ulykker havde fortaget sig, opstod tanken om at samle den højere undervisning og forskning i veterinærvidenskab med jordbrug, skovbrug, husdyrbrug, havebrug og landmåling i én institution. Der gik dog flere årtier med diskussioner i udvalg og kommissioner, inden den endelige beslutning blev taget i Rigsdagen om etableringsloven af 8. marts 1856, og som en anden fugl Fønix skulle Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole rejse sig af asken.

En passende grund langt ude på landet blev fundet i Solbjerg sogn, idet gården Rolighed var til salg, og ikke mindre end datidens førende arkitekt M.G. Bindesbøll blev hyret til at forestå det store projekt. 

Heldigvis blev byggeriet færdigt, inden de næste ulykker ramte landet med tabet af Sønderjylland til tyskerne i 1864, så inden da nåede vi heldigvis at få vores pragtfulde hovedbygning opført og få rødderne til Landbohøjskolen godt forankret i den frederiksbergske muld.

Jubilæumshistorie nr. 19

Storm P i den gyldne sal Gimle.

Af seniorgartner Kim Greiner.

Ved Grundtvigsvej opførtes i 1874 et folkeligt forsamlingshus med teatersal, møde- og selskabslokaler, skydebane og keglebane og hele herligheden under navnet Gimle, der i nordisk mytologi betyder Den Gyldne Sal, og det var her de gode kunne nyde den evige lykke til evig tid. Det må så være have været før, at Paradiset blev opfundet, men der havde det nok også været for kedeligt for de gamle vikinger, for der må man vistnok hverken slås eller drikke sig fuld.

Gimle ved Grundtvigsvej oser af historie, for det var her det politiske, sociale og selskabelige liv foregik på Frederiksberg, og det var ligefrem her, at Socialdemokratiet i 1876 vedtog deres første partiprogram.

Robert Storm Petersen boede på Akacievej lige ved siden af, og han havde naturligvis sin gang på Gimle, og i 1922 malede han en række malerier på væggen nede i kælderen, hvor der nu er fredagsbar for Fakultetet. Om malerierne var bestillingsarbejde, eller han gjorde det for sin egen fornøjelses skyld, står hen i det uvisse, men måske fik han bare slettet sin gæld på ”13 øre” og fik nogle håndbajere med i købet. I hans dagbog står der en enkel notits om maleriet: ”I dag var jeg henne på Gimle for at male sammen med Arhof”. Storm P var på det tidspunkt gode venner med Chr. Arhof, som han også optrådte sammen med, så de har nok også malet lidt sammen. De fleste malerier i kælderen er helt tydeligt Storm Petersens streg, men der er også nogle kubistiske felter ind imellem, som slet ikke ligner Storm P, og det mener man er Christian Arhof, der har prøvet at slå igennem udi malerkunsten.

Landbohøjskolen købte hele Gimlekomplekset i 1956, keglebanen blev fjernet og kælderen ombygget uden de store følelser for de gamle Storm P malerier. Faktisk var følelserne så små, at der blev lavet en dør igennem et maleri og en væg med malerier blev revet ned. Det der så var tilbage af malerier fik en gang hvid plastikmaling, så det hele kunne komme til at se ”pænt” ud igen.

Tiderne skiftede heldigvis, og man vidste jo, at der var noget inde under plastikmalingen, der nok var værd at få frem i lyset, så i 1997 startede Nationalmuseet en nænsom afdækning og restaurering af Storm P malerierne. Det var en spændende opgave for de konserveringsstuderende ved museet, og med små skalpeller blev plastikmalingen forsigtig fjernet uden at skade de underliggende malerier.

Så Storm P malerierne er igen kommet frem i lyset, og så tidligt, som de er malet i 1922, var Storm lige kommet hjem fra en ikke særlig vellykket rejse til Amerika, men det inspirerede ham til at male to negerdrenge (ja undskyld men det kaldtes sorte mennesker på Storms tid), og de spiller kegler med kokosnødder apropos keglebanen lige ved siden af.

Et andet maleri viser en mand, måske en værtshusholder, der er ved at hælde spiritus i en kande, og en djævel står mellem hans ben og fylder vand i sprutten, måske en fin hentydning til Gimles værtshusholder. Og så har vi så sandelig også en senere meget kendt figur, der så dagens lys hernede i den mørke kælder, nemlig Peter Vimmelskaft, der var en lille spøjs herre med bowlerhat. Senere fik Peter en ven i Ping, og så var makkerparret Peter og Ping skabt, og de blev så populære, at der ligefrem blev oprettet en Pingklub.

Der var virkelig penge i Peter og Ping, måske ikke så meget for Storm, der fik 15 kr. pr. stribe af B.T., men avisen fik en kæmpe oplagsfremgang, efter at Peter og Ping kom dagligt. Hver eneste dag året igennem tegnede Storm en ny stribe om Peter og Pings oplevelser, og det blev til 8.000 korte hverdags striber foruden de lange i søndagsudgaven. 

Det var Peter og Ping, der gav brød på bordet for Storm og hans familie, men om bladtegning var kunst eller ej, det funderede han selv over, for hvad var egentlig bedst: ”At være en kunstner, der boede på en kvist eller en bladtegner, der boede i en villa”. Storm P valgte villaen og fik da også lavet meget andet en bladtegning ind i mellem, men om kunst har Storm P selv sagt: ”Kunst det er noget man ikke kan, for hvis man kunne, så er det ingen kunst”. 

Der er kun en i verden, der havde en humor og en streg som Storm P, så for mig er det et fint kunstværk, vi har nede i kælderen på Gimle.

Jubilæumshistorie 20

Gys og gru i Haven.

Af seniorgartner Kim Greiner.

Selvom Fakultetets Have normalt er fest og farver med sine mange smukke blomster, så har den også sine skyggesider med gys og gru, hvis vi ser på de danske plantenavne.

Lad os starte lidt forsigtigt på dyresiden med bjørneklo, som de fleste kender, og måske kendes også abernes skræk, som stammer fra Chile, hvor den kan blive omkring 40 meter høj, men her i landet kun omkring 10 meter. Men har I også hørt om tigergab, der er en sukkulent, som kommer fra ørkenområderne i Sydafrika, og som er navngivet efter de spidstandede blade. Ingen bryder sig om at få hånden i et tigergab, men mange er heller ikke vilde med edderkopper, og her kan Haven byde på en edderkoppeplante, der er en sommervækst med frugtstandene på lange tynde ”ben”, der bevæger sig i vinden.

Fra dyreverden går vi over til eventyrverdenen med dragehoved, der i forårstiden viser sit frådende gab i form af en 30 cm aflang blomst, der tillige stinker og lokker fluer til. Drageblodstræ stammer fra De Canariske Øer og Vestafrika og kan her blive ældgammelt. Hvis træet såres, siver en blodrød harpiks ud. Den størkner let, og det siges, at korsridderne hjembragte størknet drageblod til almindelig beundring.

Troldnød har nogle troldagtige små frugter og udmærker sig ved at blomstre midt om vinteren i forskellige gule farver.

Vi forlader eventyret og går videre til giftsumak, også kaldet giftig vedbend. Den blev i sit hjemland Nordamerika tidligere anvendt af indianerne til at komme på deres pilespidser, men den blev også anvendt til mere fredelige formål som at fjerne vorter. Havepest kan være en pest i enhver have, da dens yngleknopper oftest ligger en halv meter nede i jorden, hvorfra den breder sig lystigt i alle retninger.

Træmorderen, der har nogle smukke orange frugter, kan som en anden lian vokse højt op i andre træers kroner og kvæle sin vært. 

Vedbendkvæleren hører til gyvelkvælerfamilien, og den får en til at tænke på Bostonkvæleren. Planten snylter på planterødder, og den har ikke selv bladgrønt, men lever et skjult liv nede under jorden og sender kun sine blomsterstande op imellem vedbenden. Der er i øvrigt kun 5 gyvelkvælerarter i Danmark, alle meget sjældne.

Så har vi en anden uhyggelig gruppe. Alle kender jo fandens mælkebøtte, men vi har da også djævelen i busken, som er en sommervækst med nogle små djævlehorn på frøskallen.
Fandens spadserestok har tynde, lange stammer i spadserestoktykkelse, men de er tæt besat med spidse torne. Djævletræ er en omkring 3 meter høj, stedsegrøn busk med tornede blade, og deraf navnet, men ellers udmærker den sig ved at have velduftende blomster.

Svigermors skarpe tunge har jeg givet sin egen gruppe, for det er et spørgsmål om den skal sammen med djævelskab eller det bloddryppende, men det er en sejlivet plante, der næsten ikke er til at slå ihjel.

Blåskæg lyder kun uhyggelig, hvis man kender eventyret om den brutale ridder, der efter tur dræbte alle sine 6 hustruer, fordi de var for nysgerrige. Da Blåskæg blev gift med den 7. hustru, blev han dog selv slået ihjel af brudens brødre, så det bryllup blev skæbnesvangert for ham.
Skæbnetræ har i efteråret nogle utroligt smukke blomster, og busken har fået sit navn, fordi den før i tiden blev brugt til forskelligartede medicinske formål, og skæbnen mere end kuren afgjorde udfaldet af sygdommen.

Nu bliver det mere uhyggeligt, og hvis der er børn, der læser dette, må de hellere slutte nu. Vor haves blodbøg er dog ikke så blodig, som man kan se mange andre steder, så man skal ud i lyset for at se den røde krone. Men vi har andre blodige planter som Kristi bloddråbe også kendt som fuchsia, og det er kun nogle få fuchsiaarter, der kan overvintre udendørs i Danmark. Det kan blødende hjerte ikke, for den stammer fra Vestafrika. Navnet er meget rammende med en lille mørkerød ”bloddråbe”, der titter ud af den hvide, hjerteformede blomst.

Blåbælg eller død mands finger, som den også kaldes, kan få hårene til at rejse sig på ens hoved, hvis man mærker på den blålige, aflange frugt en kold efterårsmorgen. 

Men lad os lægge låg på alt det uhyggelige med kinesisk ligkistetræ, der i sit hjemland kan blive omkring 15 meter. Det siges, at den i det gamle Kina blev plantet samtidig med, at et barn blev født, og når personen til sin tid takkede af, så havde man da træet til kisten. Som en perfekt afslutning på denne sørgelige historie, vil jeg henlede opmærksomheden på vores sørgecypres.

Fakultetets Have er dog meget mere end gys og gru, så jeg vil forlade alt det uhyggelige, og igen lader solen bryde frem i Haven med mexicansk solblomst, solsikke og solknap med deres gyldne og gule farver, hvor de danske navne taler for sig selv.

Og så vil jeg slutte med et skønt sensommersyn, hvor der i Haven står tæt med flokke af nøgne jomfruer, men allerede efter en uge eller to, falder jomfruerne på stribe, og så kan man næsten høre englene synge, så hvorfor ikke slutte af med englebasun.

Videre til andre jubilæumshistorier.

Tilbage til forsiden.