| Jubilæumshistorie nr. 21 Aqua Lenes rhododendron. Af seniorgartner Kim Greiner.
Dagen kom, og en flok uidentificerede damer kom og lånte nøglen til kontoret og fór ellers ind og ud. Damerne så både tynde og ganske nydelige ud, ligesom jeg havde forestillet mig mannequiner, men jeg kunne ikke rigtig se, hvem der var hovedpersoner, og hvem der var hjælpere, men den skaldede person med skægget fik jeg da identificeret som fotografen. Jeg måtte derfor spørge journalisten Charlotte, hvem der var hvem, og hun fortalte, at ”Costume” ville bringe en artikel om Aqua Lene, og at det var hende, der skulle fotograferes. Så det var i høj grad hende, der var hovedpersonen, og de andre 5-6 skønne damer havde funktioner som stylist, stylistassistent, makeupdame, frisør og et par andre funktioner, jeg ikke rigtig havde styr på.
En stor, hvid rhododendron skulle være baggrundskulisse, og efter at have spurgt om lov havde et par andre gartnere og jeg taget opstilling til lidt glofotografering. Så kom dejligheden, slank som et siv, selvom det kun var få måneder siden, hun havde født sin søn Billy. Hvis man skulle forestille sig Barbie i levende live, kan det kun være Aqua Lene, som også lyder det borgerlige navn Lene Nystrøm. Det var en norsk avis, der første gang skrev Aqua Lene, og siden har det hængt ved, men det har Lene det heldigvis fint med, og ellers var der heller ikke en mors sjæl, der vidste, hvem der blev snakket om. I 1997 sang Aqua Lene i popgruppen Aqua albummet Aquarium til tops på alverdens hitlister med bl.a. singlen ”Barbie Girl”, og den er den bedst sælgende skandinaviske single nogensinde, og det er endda i konkurrence med navne som bl.a. Abba. Efterfølgende hits som ”Doktor Jones”, ”My oh my” og ”Turn Bach Time” blev også internationale hits.
På nettet er der 274.000 henvisninger til navnet Aqua Lene, så det var ikke en fru hvemsomhelst, der stod og smilede så sødt foran rododendronbusken i Fakultetets Have.
Et stykke tid efter sendte ”Costume” et par magasiner til mig for ulejligheden, hvor artiklen med Lene kunne læses, samt en hel del havebilleder som baggrundskulisser for dejligheden. Her kunne også læses om Lenes yndlingsparfume, smykke, favoritdesignere og yndlingssted i København (Botanisk Have, fordi hun elsker blomster) Hov, hov, der er da meget smukkere i Fakultetets Have med de blomstrende japanske kirsebær, magnolie og tulipaner i forårstiden, og senere de blomstrende roser og ikke mindst Danmarks største samling af sommerblomster. Så Lene, husk lige dét, næste gang, du gerne vil se blomster, og jeg giver gerne en rundvisning. Af seniorgartner Kim Greiner.
Samme år (1941) vandrede professor T. Kan fra Nankin rundt i grænseområderne imellem provinserne Hupeh og Szechuan syd for floden Yangtze-Kiang, der løber 60 km syd for byen Wan-hsien, kort fortalt i nogle fjerne utilgængelige dale i Kina. Den gode professor stødte pludselig på et træ, som han ikke kendte, og det viste sig at være et træ, som beboerne kaldte shuihsa, der oversat nærmest betyder vandgran eller vandlærk, selvom navnet ikke har relation til artens voksested. Beboerne i området anså bestemt ikke vandgranen for uddød, for den havde da stået der i al den tid, de kunne huske og mere til – det var kun resten af verden, der troede, den var uddød.
Udbredelsen af vandgranen i Danmark, vil jeg tro, er særlig stor i parcelhuskvarteret omkring ”Mønterne” i Vestskoven ved København. Antagelsen bygger på, at jeg i 1967 studerede til skovtekniker på Skovskolen i Nødebo, og som et led i uddannelsen fik vi til opgave at tilplante ”Mønterne”, der var det første stykke skov i Vestskoven. Navnet ”Mønterne” hentyder til, at pengene til plantningen var tilvejebragt ved at borgere og virksomheder havde bidraget med 5 kr. pr. træ for at sætte lidt skub i politikernes beslutning om at plante skov på Vestegnen. Blandt de forskellige træer, der skulle udplantes, var også en del vandgran, men det viste sig, at en hel del af de vandgran, vi plantede om dagen, blev gravet op igen om natten til vores store fortrydelse.
Som en sidehistorie til sidehistorien kan det nævnes, at Christian Thomsens træ står i den plantning som hedder Ministeregene, da hans træ ikke kom til at stå helt alene, for samme dag blev de fine indbudte gæster tilbudt at plante et egetræ på stedet. Der blev igen plantet træer i Ministeregene ved 10-års jubilæet i 1977 af miljøminister Niels Matthiasen og ved 25 års jubilæet i 1992 af miljøminister Per Stig Møller. Han ville dog ikke have, at hans træ skulle vokse op i skyggen af socialdemokratiske træer, så hans træ blev plantet et stykke vest for Ministeregene. Tilbage til Fakultetets vandgran - eller vandgraner - for vi har faktisk 3, hvoraf den ene står ved Villa Rolighed i en af haverne ved de gule længer, den anden i Sydhaven i den stedsegrønne samling ved biblioteket, og den sidste, der kun er et par meter høj, står på plænen ved fuglebadet mellem Thorvaldsensvej og Stenhøjen.
En anden gang havde jeg under en rundvisning som sædvanlig introduceret vandgranen som det forstenede træ, der nu står lyslevende i Haven. Enten havde jeg ikke forklaret det ordentlig, eller også havde en af havegæsterne ikke forstået det rigtigt, for hun kom med et meget interessant spørgsmål, der blot viser at befolkningen har virkelig høje tanker om Det Biovidenskabelige Fakultet, for spørgsmålet lød: ”Hvordan fik I egentlig liv i det forstenede træ?”
Af seniorgartner Kim Greiner.
Mammutterne vokser vildt i et ret lille område højt oppe i Sierra Nevada-bjergene i Californien, hvor der er set individer på næsten hundrede meter og med en diameter på 10 meter. Selvom de rigtigt store træer derovre kan være 2.000-3.000 år gamle, skal vi jo nok ikke regne med, at vores mammuttræer bliver lige så store. Vi må jo se i øjnene, at alting er større i Amerika, og det gælder både bilerne, burgerne, træerne og menneskene.
Frøene på mammutten er ganske små og vejer kun 4,7 mg, og hvis det ikke rigtig siger nogen noget, så er det en hel del mindre end kokosnødder, og det vil så sige, at når mammuttræet er udvokset, har det forøget sin vægt ca. 250 milliarder gange. Verdens mest kendte mammuttræ og også verdens største træ bærer navnet ”General Sherman” og står i Sequoia Nationalpark i Californien. Træet er målt til en højde på 83,8 meter og har en stammeomkreds i brysthøjde på over 31,3 meter, og efter sigende skulle det så indeholde 1.490 m3 træ.
Det er faktisk slet ikke så let at fastslå at et stående træs volumen, og i General Shermans tilfælde bombastisk fastslå, at det er verdens største træ. Der findes jo træer, der er højere, men når både højde og en stor stammediameter tages i betragtning, så løber Sherman volumenmæssigt af med sejren. Normalt måles diameteren på et stående træ i brysthøjde, men skovfolk måler i 1,3 meters højde og parkfolk i 1,5 meters højde, og ekstra forvirring kan opstå hvis træet står i skrånende terræn. Nogle vil måske endda snyde lidt på målene og gøre træet større, end det egentlig er, ved at skubbe målebåndet ind i hver sprække og ud over hver knude.
Mammuttræets bark er karakteristisk ved sin rødbrune farve og nålene ligner nærmest enebærnåle, men mærkværdigvis bliver det ofte forvekslet med redwood, der også er et kæmpetræ fra Californien, men hvor nålene nærmest ligner nålene på taks.
Fakultetets træ eller træer, for vi har to, er kun fra 1943, og derfor kun nogle rene grønskollinger, men især det ene er begyndt at tage godt for sig af retterne i Havens fede muld. Det står i den del af Haven, vi kalder Skoven, lige på hjørnet af to stier, hvor den ene går ind til Hovedbygningen. Det andet træ står på plænen ved siden af ”Abernes Skræk” nær Thorvaldsensvej. Af seniorgartner Kim Greiner.
Det er træarten Sequoia sempervirens, som der er tale om, og den hedder også redwood eller rødtræ på dansk, men det sidste navn er der ikke en mors sjæl, der kender. Redwooden vokser naturligt langs Nordamerikas Stillehavskyst fra det sydligste Oregon til syd for Monterey-bjergene i Californien, så denne kystnære træart er noget bedre vant, end det vi kan byde på her i landet. Navnet Sequoia henføres til Georg Guess med det indianske navn Sequoya, og han var søn af en cherokeekvinde og en europæisk indvandrer og gjorde sig bemærket ved at lave et cherokeealfabet og lærte indianerne at læse. Artsnavnet Sempervirens betyder slet og ret stedsegrøn på latin.
Af andre kæmpetræer, der næsten når redwoodens højde, kan nævnes douglasgran og eucalyptus, men hvilket træ der igennem alle tider har været verdens højeste træ, må stå hen i det uvisse. F.eks. er den douglasgran, som i 1895 blev fældet i Britisk Columbia og angivet til en højde på 127,1 meter, mere end tvivlsom, da det har vist sig, at fotografierne af træet var forfalskede. Fysisk er der også en grænse for, hvor højt et træ kan blive, for det er ikke muligt at vokse ind i himlen som en anden bønnestage. Vandforsyningen sætter simpelthen grænser for træernes vækst, for det kræver enorm energi at hæve vandforsyningen helt op til topknoppen i 100 meters højde. Flere ting gør sig gældende, men den vigtigste er nok, at der opstår luftbobler i vedkarrene, så vandbevægelsen går i stå, og toppen tørrer ud. Så selv ved de mest gunstige vækstbetingelser er det fysisk umuligt for et træ at kommer op over skønsmæssigt 122-130 meter.
En mørk formiddag den 11. december 1993 blev træet flyttet med en kæmpekran, medens TV Lorry filmede løs, og jeg fortalte om træet og flytningen, og meget passende havde filmfolkene valgt underlægningsmusikken ”California dream”. Redwooden kom ned i sit nye hul tæt omgivet af andre stedsegrønne, og derfor fik den en god chance for at leve videre, syntes vi i hvert fald. Nu var tidspunktet ikke ligefrem det mest gunstige, men den første sommer håbede vi da stadig på en lykkelig flytning, men næste vinter takkede den af, og i løbet af sommeren visnede alle nålene, og der stod kun en grøn vedbendsøjle tilbage.
Redwood ligner nærmest taks i nålene, men desuagtet bliver den ofte forvekslet med mammuttræet, der også er et af de californiske kæmpetræer, men mammuttens nåle er nærmest hen i retning af enebær.
Det er dog ikke kun lægfolk, der forveksler de to træarter, for det var også sket i Den Geografiske Have ved Kolding. For et par år siden var vi derovre på ekskursion, og vi blev vist rundt af overgartneren. I den udleverede brochure over haven havde jeg bemærket, at der stod redwood, og jeg glædede mig til at se træet. Da vi nærmede os stedet, spurgte jeg overgartneren, hvor redwooden stod, og han pegede stolt på et mammuttræ. Så måtte jeg bedrøve ham med, at det ikke var en redwood, men et mammuttræ, og at kortet så desværre nok var en lille smule forkert. Han var ikke meget for at give sig, så jeg måtte sende ham et par kviste, så han kunne se forskellen. Jeg har dog ikke hørt fra ham siden og aner ikke, om de har fået rettet i brochuren, og jeg kan da også godt se, at det er drønirriterende, når der kommer sådan en seniorgartner forbi, der skal spille klog. |
På Det Biovidenskabelige Fakultet har vi en skøn gammel have, og det var der for et par år siden en journalist fra modebladet ”Costume”, der havde hørt om. Hun ringede derfor til Havens kontor og spurgte, om Haven måtte bruges som kulisse til fotografering af nogle mannequiner, og flinke som vi er i Haven, gav jeg dem lov. Nogle dage efter ringede journalisten og spurgte, om der var et lokale, de kunne bruge til omklædning og styling, og da den bageste del af det daværende Havens kontor var ledigt den dag, fik de lov til at bruge kontoret.
Lene havde jeg endnu ikke lokaliseret, for hun sad inde på kontoret og lod sig style op bag en halvt lukket dør, og jeg havde på fornemmelsen, at de godt kunne klare opgaven uden råd og vejledning fra seniorgartneren. Jeg havde dog fået at vide af fotografen, hvor optagelserne skulle starte og det omtrentlige tidspunkt, og jeg kan vel godt røbe her, at det kun tog 2½ time at få Lene til at se helt naturlig ud. 
Pengene rullede ind, men det havde også sin pris, for pressen var efter hende hele tiden, fordi hun var den eneste pige i bandet. Og man kan spørge sig selv, om det er lykken med horder af skrigende fans, da hun f.eks. prøvede at spise middag i Tivoli med sine forældre.
I løbet af eftermiddagen fik jeg da hilst ordentligt på Lene med hånd og det hele, og jeg fik snakket lidt med hende, når hun skulle ind at klæde om, og hun lovede at lægge en autograf til mig. Jeg troede, at en autograf bare var en underskrift på et stykke papir, men blev glædeligt overrasket, da der på papiret stod: ”Hei Kim – et stort kys fra Lene” foruden de tre krydser, der vist betyder kys, kram og knus, og så lige et aftryk af hendes røde læber på papiret. Mange tak Lene, og nu hænger kysset i glas og ramme derhjemme. Jo, det er slet ikke så dårligt at være seniorgartner i Haven, og står der ikke i en eller gammel vise: ”Men pigen var havens allerdejligste pryd”, og det gjaldt også, da Lene en eftermiddag gæstede Fakultetets Have.
I Haven på Det Biovidenskabelige Fakultet har vi et forstenet træ, som i dag står lyslevende iblandt os. Det drejer sig om vandgranen Metasequoia glyptostroboides, som blev anset for uddød for mange millioner år siden. Som forstenede nåle og kogler var den fundet i tertiære aflejringer i Japan, og i 1941 blev den beskrevet af den japanske botaniker S. Miki fra universitetet i Osaka. 
Senere i 1944 besøgte den kinesiske forstmand T. Wang det samme område (nogle fjerne, utilgængelige dale i Kina), og han samlede nyt materiale, men det var først i 1946 og 1947, hvor der blev udsendt nye ekspeditioner, at udbredelsen af vandgranen blev rigtig stedfæstet. Man gennemsøgte 800 km2, og man fandt 100 gamle træer på 30 til 50 meter, og hvor nogle af individerne blev skønnet til en alder af 600 år. Foruden de gamle træer fandt man omkring 900 mindre træer i alle udviklingsstadier, men det var noget af et arbejde at få registreret voksestederne, da vandgranen oftest står i blandet nåleskov. Fra de gamle træer blev der samlet frø af denne planteverdenens ”blå fisk”, og den 26-12-1947 kom der et spændende brev fra Nankin i Kina til Københavns Botaniske Have, og det var frø fra disse første indsamlinger. Frøet blev straks udsået, og allerede i 1948 kunne det spæde træ udplantes, og at det trives, kan ses på væksthastigheden, for i 1974 blev træet målt til en højde af 18 meter og med en omkreds på 1,72 m i brysthøjde. 
Vandgranen er nært beslægtet med Sequoia – de store californiske mammutter og redwoods, men egentlig ligner træet mere sumpcypres med sin lette nålebesætning, der tabes om vinteren.
I øvrigt er det slet ikke den socialdemokratiske landbrugsminister Christian Thomsen, der 31. marts 1967 plantede Vestskovens første træ med trompetfanfare, pressedækning og landsdækkende TV. Vi skovteknikerelever var mødt op noget før den store landbrugsministerseance, og vi havde vistnok fået at vide, at vi ikke måtte plante noget, før ministeren havde sat spaden i jorden. Det grundede vi dog lidt på, men hvorfor skulle han have æren af Vestskovens første træ, for vi var vel lige så gode, som han var, bare lidt yngre. Så om formiddagen, hvor vi alligevel gik og daskede rundt og bare ventede, tog jeg og 3-4 andre gutter et birketræ, og helt nede i den fjerneste ende af ”Mønterne” plantede vi Vestskovens første træ.
På rundvisninger i Fakultetets Have fortæller jeg som regel om vandgranen, og mange kender den som træ, men det er kun få, der kender historien med, at den først blev genfundet i 1941. Jeg er dog selv blevet lidt usikker på, om det nu er helt rigtigt, at vandgranen først blev fundet i 1941, for under en rundvisning påstod en ældre dame, at hendes moster havde en vandgran, der havde stået i mosterens have meget længere end fra 1941. Damen holdt stædigt på sin påstand, og da jeg som regel tror på, hvad folk fortæller mig, må vi nok konkludere, at vandgranen har overlevet de mange millioner år i levende live i nogle glemte dale i Kina og i en forhave i Valby.
Nogle vil så nok mene, at det er lidt mærkeligt, at de så ikke lige har stødt på det, for verdens største træ må vel fylde en hel del i landskabet. Det, der menes, er selvfølgelig, at vi i Haven har verdens største træ som art, og træet bærer det borgerlige, danske navn mammuttræ eller det lidt finere latinske navn Sequoiadendron giganteum. Nogle kalder endda træet for californisk kæmpefyr, selvom det ret beset ikke har noget med fyr at gøre, da fyrs slægtsnavn er Pinus.
De første mammuttræer blev indført til Europa i 1850’erne, og især i England er de ret almindelige i deres store parker, hvor de trives godt. De kan også godt klare det danske klima, selvom de i ungdommen godt kan se lidt hærgede ud, for de trives trods alt bedst, hvis temperaturen er en anelse højere. De blev indført til Danmark i 1860’erne, og de største eksemplarer, jeg kender, står i Knuthenborg Safaripark, men de findes også i parkerne til andre store godser som Gjorslev, Ledreborg, Langesø på Fyn og Augustenborg. Det største eksemplar, jeg har set uden for Californien, står i parken ved Queenstown på New Zealand, og uden at have målebånd med vil jeg bedømme det til en diameter på 3-4 meter. 
General Sherman hed faktisk engang Karl Max Tree, idet en socialistisk koloni i 1885 havde slået sig ned i området, hvor de havde fundet kæmpetræet og navngivet det, som det, de syntes, var passende. Kolonien blev opløst nogle få år efter, og træet blev lynhurtigt omdøbt til det for amerikanere noget mere spiselige General Sherman.
Alt taget i betragtning vinder General Sherman dog overlegent, og med sine mange år på roden har det set civilisationer komme og gå og selv overlevet talløse skovbrande og langvarige tørkeperioder, men træet bliver bare ved med at leve, blot for at imponere endnu en generation af beundrere.
For at bære ved til forvirringen står der i Tivoli i København ved Veteranbilbanen et mammuttræ, og i mange år hang der på træet et stort, håndskåret træskilt, hvorpå der stod ”Californisk Redwood”, hvilket jo så var et forkert skilt til et rigtigt træ eller et rigtigt skilt til et forkert træ. Jeg spurgte engang overgartneren for Tivoli, hvorfor de havde et stort, smukt, men forkert skilt hængende på træet. Jo, han vidste egentlig godt, at skiltet var forkert, men Tivoli havde engang fået både træet og skiltet af en venskabsforening i Californien, og så nænnede de ikke at lade være med at hænge skiltet op. Efter at de renoverede Veteranbilbanen for et par år siden, blev skiltet dog alligevel pillet ned, men mammuttræet står der heldigvis stadig.
Igen må jeg indrømme, at det kun er som art, at vi har verdens højeste træ i Fakultetets Have, og ærgerligt nok, for verdens højeste træ er en del højere end Københavns Rådhustårn, så det ville ellers være noget at prale med. 
Hidtil er den højeste reedwood, kaldet ”Stratosphere Giant”, målt til 113 meter, men for nylig er der fundet 3 nye redwoods i de tætte skove ved Eureka i Californien. De foreløbige målinger for det højeste af træerne, der er døbt ”Hyperion”, indikerer, at træet er 115,2 meter højt.
Selvom det ikke nær er de højder vi taler om, så havde vi faktisk tidligere Danmarks største redwoodtræ stående i Fakultetets Have. Træet, der var fra 1949, stod i læ af det gamle bibliotek og var næsten overvokset af vedbend, der som en sovepose beskyttede træet. Hver vinter blev de grene og nåle, der vovede sig ud fra vedbendens lune omfavnelse, svedet af, så det var bestemt ikke noget smukt træ med sit halvvisne udseende. Da det nye bibliotek skulle bygges, stod redwooden i vejen og skulle enten fældes eller flyttes. Vi valgte den dyre løsning på 30.000 kr., og en klump på 2 meter i dybden og med en diameter på 3 meter blev møjsommelig udgravet, og det hele holdt fast af et tykt ståltrådsnet. 
I vore dage har vi 3 redwoodtræer i Haven, hvor de to stammer fra en frøindsamling foretaget af Arboretet i 1993 og udplantet i Haven i 2001. Det sidste træ er en privat donation og kommer fra en indsamling i det nordlige Oregon og blev som en kun to år gammel frøplante plantet i Haven i 1999. Alle tre træer trives tilsyneladende rigtig godt og har nu en højde på 4-5 meter. De to af træerne står omgivet af andre høje stedsegrønne på hver side af stien, der går igennem Skoven, og det sidste står i Sydhaven også omgivet af andre beskyttende stedsegrønne.