| Jubilæumshistorie nr. 29 Fra en hest i syltetøjsglas til biologisk mangfoldighed. Kunstnere har i tusinder af år udtrykt deres kreativitet på utallige måder fra miniaturemalerier til gavlmalerier og fra Den Lille Havfrue til Frihedsgudinden, men et er dog sikkert - der er meget få kunstværker, der består af en slagtet hest på syltetøjsglas. Men netop denne hesteslagtning har givet genlyd i historien og forbindes uomtvisteligt med multikunstneren, billedhuggeren, tegneren, keramikeren, komponisten og aktionskunstneren Bjørn Nørgaard. 
Inden denne historie kommer til hesteslagtningen, skal vi have lidt baggrundsviden om den gode Bjørn Nørgaard, og så ender historien selvfølgelig med fakultetets nyeste og helt sikkert største kunstværk ”Biologiske Mangfoldighed”.
Bjørn Nørgaard blev født i København i 1947, og uden at gå i detaljer, med hvornår han aflagde sutten, og hvad han fik til eksamen i skriftlig dansk, kan det dog røbes, at han i sin barndom og ungdom var god til at tegne. Han overvejede Kunstakademiet, der også overvejede ham, men de forkastede ham, da han søgte om optagelse. Som 17-årig kom han i stedet i forbindelse med Den Eksperimenterende Kunstskole, der som et alternativ til Kunstakademiet kom med et anderledes bud på, hvad kunst kunne være, og som lagde mere vægt på processen snarere end på produktet. Her mødte han en lang række andre kunstnere for ikke at tale om sin tilkommende hustru Lene Adler Petersen, og sammen arbejdede de med aktioner, happenings, udstillinger og protester, og de indledte diskussioner, der har ændret den danske kunsthistorie.
Oprindelig var det også meningen, at der skulle være mere mosaik i kunstværket, men det blev også nedstemt for at spare på pengene. Så var der forslag om at lave kunstværket i farvet asfalt, men det ville Bjørn Nørgaard meget forståeligt ikke lægge navn til, så det blev heldigvis til det, vi kan se i dag.
Som stenhugger var valgt Flemming Nielsen, som i dag er Danmarks eneste stenhuggermester, som med 8 ansatte, foruden en snes i Kina, alene lever af at skabe kunst og arkitektur i granit, marmor, basalt, sandsten og andre stenarter. Selv kalder han sig for håndværker, men andre betegner ham som Nordeuropas dygtigste stenhugger. Så Flemming Nielsen er ikke en hr. hvem som helst, og den opgave, han måske er mest stolt af, er nyhugningen af skulpturen ”Vandmoderen”, der står på Glyptoteket. Flemming Nielsen er også lige blevet færdig med en opgave, der har været næsten 5 år undervejs, og det er en stor vandkunst med granitskulpturer til Ørestaden. Kunstneren nå ja, det er såmænd også Bjørn Nørgaard.
I løbet af efteråret bliver det høstede frø renset og registreret og overvintrer derefter på køl. Når frøet er renset, og vi har et overblik over alt indhøstet frø, dvs. også fra Det Botaniske System og fra Haven, bliver der lavet et katalog, og frøet bliver udbudt til levering til andre botaniske haver rundt om i verden. Andre botaniske haver sender også deres kataloger til os, enten pr. brev eller i vore dage bliver kataloget ofte lagt ud på nettet. Så sker der det helt unikke i vore dages pengeverden, at de forskellige botaniske haver sender frø til hinanden, og det uden at det koster modtageren en krone. Det sene efterår er også tiden hvor hele herligheden bliver gravet op og får et lag hakkede blade for at forbedre jorden og så ligger bedene ellers nøgne til næste forår. Efterhånden som frøet ankommer, bliver det registreret i vores database, og det får sit eget plantenummer, som hele tiden følger frøet og senere planterne. Sammen med vores eget indsamlede frø, bliver frøene løbende leveret til Fakultetets Væksthuse, og der bliver lavet stiketiketter som nøje følger frøet i såbakkerne. Efterhånden som frøene spirer, skal hver plante prikles ud i sin egen lille potte, og efter en periode i væksthuset med vand, lys og næring bliver planterne sat ud til afhærdning på friland. De stiklingeformerede planter bliver efter afskæring af stiklinger i marken rodede, og de overvintrer i væksthuset som moderplanter, som leverer stiklinger til den nye generation af planter.
I slutningen af maj fræses og rives bedene, planterne bliver udplantet, og en ny sæson med lugning, vanding og opbinding står for døren til gavn for de studerende og til glæde for Havens mange gæster.
Sponsorer og leverandører til jubilæumsårets sommerblomster er Ep Engros, Olssons Frø, Impecta Handels, Weibulls, Syngenta, Proven Winners og Fleuroselect, og til alle retter vi en stor tak, og glæder os til næste års samarbejde.
Selvom Haven i mange år kun var en studie- og spadserehave, hvor man ikke måtte opholde sig på plænerne, er vi i vore dage meget mere publikumsvenlige, og det er nu tilladt at opholde sig på alle plæner i Haven undtagen på Den Svajede Plæne. Selvom sommerbrune studiner også er et ret smukt syn, så synes vi dog, at ét sted i Haven bør koncentrationen kun rettes mod sommerblomsterne og ikke mindst mod det gamle tæppebed.
Seniorgartner Kim Greiner
Så havde vi DR program 1 herinde til en times rundgang, hvor jeg viste rundt på Fakultetet og i Haven, og efterdønningerne mærkes stadig med e-mails og bestilte rundvisninger. En dame fra Samsø tog helt herover kun for at se Haven, og et par fra Mors, som aldrig før havde hørt om Haven, havde vi som gæster, for de var blevet nysgerrige. For at sætte lidt action i Rosenhavescenen havde de spurgt, om jeg ville være statist, og da jeg nødig går glip af noget som helst, sagde jeg selvfølgelig ja, selvom jeg meget kedeligt kun skulle spille mig selv. Kvinderne sad på en af bænkene og snakkede, og så skulle jeg klippe kanter omkring et af rosenbedene, men samtidig passe på, at jeg ikke klippede i den ledning, der var lagt ud i bedet med en mikrofon, for de ville have nogle autentiske klippelyde med.
Jeg havde fået besked på at klippe derfra og dertil, for så stod jeg bedst i billedet, men sådan nogle filmfolk var jo ikke klar over tempoet hos en tjenestemandsansat seniorgartner ansat i staten, så i løbet af 10 sekunder havde jeg klippet kanten, og damerne sad stadig på bænken og snakkede. Gode råd var dyre, så jeg begyndte at klippe andre nærliggende bede, men så kom jeg ud af billedet, og det var også galt. De brugte nok det meste af eftermiddagen på den scene, og det endte med, at jeg skulle klippe det samme bed rundt og rundt, og da det efterhånden blev klippet 7-8 gange, blev det Rosenhavens mest velklippede bed nogensinde. Hvordan de så vil klippe filmen, så jeg ikke ligner en snurretop ved jeg ikke, men det skulle da heller ikke undre mig, hvis de klipper det hele væk.
Vi lurede lige lidt, men tog så en dyb indånding og gik indenfor, hvor en trappe snoede sig opad. De første etager havde vist ikke noget med teater at gøre. Der stod noget med jazzklub, og så var der noget, der lignede et spisested, men mellem 3. og 4. etage sad en pige ved et bord, og da jeg sagde mit navn, kikkede hun på en liste, og fluks havde vi et par billetter. Vi kom ind i en cafe med en bar og nogle få borde og stole, og nogle unge piger stod under højlydte hvin og spillede ”fodbold” på sådan et bord med fodboldspillere på flytbare stænger. Vi købte et par cola og satte os ned og kikkede. Det var et gammelt hus med synlige, kraftige træbjælker overalt, og rummet, vi sad i, var sortmalet og ikke slumagtigt som indgangspartiet. Vi var kommet i god tid, og efterhånden blev lokalet fyldt med helt almindelige mennesker, og til min overraskelse de fleste i vores egen adstadige alder.
Det er altid spændende af prøve noget nyt, så efter at vi havde grinet af ongobongobrødrene, gik vi ned i cafeen. Fra indgangen var der et meget langt, rustikt lokale, der næsten var tomt, så det var nok nede i et tilstødende, mere højloftet rum, at det foregik. Igen kom der hurtigt en ung tjener og spurgte, om vi ville se showet eller se Melodi Grand Prix. Vi måtte erkende, at vi egentlig bare var kommet for at spise, så vi blev placeret lige under et stort lærred med direkte transmission fra Grand Prix’et. Da vi ikke rigtig kunne se noget på lærredet alligevel, satte vi os med ryggen mod væggen, så vi kunne kikke ud på gæsterne, og vi fik bestilt noget mad.
Medens de voterede til Grand Prix’et, fik vi nogle danse- og sangnumre af vores drag, der var englænder og selvfølgelig også sang på engelsk. Melodierne var kendte, men teksterne var ommøbleret noget til en lidt mere vovet udgave. Hele aftenen var der en rigtig god stemning i lokalet, men da Peter Andersen fra Borup vandt Grand Prix’et med sit dragnummer, ville jubelen ingen ende tage, og vi viftede med de udleverede dannebrogsflag.
Bagefter var der flere dragnumre i kostumer som nedringet sort aftenkjole og som sygeplejerske, og da vi kun sad to meter fra scenen, gik vi i hvert fald ikke glip af noget.
Seniorgartner Kim Greiner |
I ”Hesteofringen” blev en gammel misrøgtet arbejdshest, kendt som Tulle, i 1970 slagtet på en mark ved Kirke Hyllinge i forbindelse med den omstridte udstilling ”Tabernakel” på Louisiana. Egentlig skulle slagtningen være sket på Louisiana, men det ville politimesteren i Helsingør ikke høre tale om, så aktionen blev flyttet fra museet til den mark, hvor Tulle endte sine dage i hundrede syltetøjsglas. Aktionen var Bjørn Nørgaards protest mod krigen i Vietnam og sulten i Biafra, og der rejste sig et ramaskrig i befolkningen. Hverken over Biafra eller Vietnamkrigen, men over Tulles skæbne, der ret beset var en hel del bedre end vore dages hestetransporter til fjerne lande, og om kødet ender på en tallerken eller i et syltetøjsglas, er der heller ikke den store forskel på. Desuden er det så sandelig heller ikke alle heste forundt at få spillet violin på deres dødsleje.
Det første tilbud om at skabe store monumentale udsmykninger i det offentlige rum kom i 1979, hvor Gladsaxe Hovedbibliotek meldte sig på banen, og så kom opgaverne ellers slag i slag som Thors Tårn på Høje Taastrup station og glasmosaikkerne i Christianskirken. Anerkendelsen begyndte at strømme ind, og Bjørn Nørgaard vendte frygteligt tilbage til Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han i en over 10-årig periode var professor. 
Med fare for at få ørerne i maskinen, for hvad ved en simpel seniorgartner om DNA i forhold til forskerne herinde på Fakultetet, vil jeg alligevel kort forsøge at beskrive de her DNA- strenge, som med et snuptag har sendt fingeraftryk ud i mørket, når der skal identificeres forbrydere.
Oprindelig skulle kunstværket være udført med DNA-strengene i forskelligfarvet glas og med lysdioder for at fremhæve farverne, og det ville sikkert være hammerflot om aftenen, men på dette tidspunkt er alle Fakultetets medarbejdere taget hjem, og de studerende ligger pænt under dynerne og samler kræfter til næste dags studier. Nå, alt det glas og lys blev alligevel også for dyrt, og det ville måske heller ikke passe imellem de gamle bygninger, men en model hænger lige indenfor på Gimle.
Tilbage til ”Den Biologiske Mangfoldighed” tegnede Bjørn Nørgaard hvert kommende marmorstykke med reliefferne op på papirskabeloner i naturlig størrelse, som derefter blev lagt ud i en hal, og da det hele var passet til, tog Flemming Nielsen rullerne under armen og fløj til Kina. Her blev marmorstykkerne skåret til og poleret og sendt med skibscontainer til Danmark, og herhjemme gik Flemming Nielsen og hans folk i gang med at nedfræse motiverne i stenene. 
Florasiden er dækket af stedmoderblomster, solsikker, tulipaner, skovtræer og de fire kornsorter, og videre ser man, hvordan cellerne danner organer som hjerte, nyre og lever. Reagensglas er også kommet med sammen med et gammeldags mikroskop som symbol på, at uden et mikroskop anede vi stort set intet som helst om noget som helst. 
Sommerblomstsamlingen ligger på arealet mellem den gamle Gartnerbolig og Grønnegårdsvej, der har indkørsel fra Thorvaldsensvej. Jeg skriver udtrykkeligt den gamle Gartnerbolig, og det kan forstås på flere måder, idet bygningen er fra 1919, og måske er den en af Fakultetets allersmukkeste bygninger. Gartnerboligen blev i sin tid udelukkende bygget til gartnerne, men i tidens løb har den kære, gamle bygning fået hugget en hæl og klippet en tå, hvor først tjenesteboligen for overgartneren blev nedlagt, og rækken af elevværelser til gartnereleverne på loftet blev inddraget til udenlandske studerende. Derefter blev lokalerne, hvor Havens Kontor havde haft til huse i 88 år, inddraget til andet formål, og Havens Kontor måtte flytte op på elevgangen i et af de gamle elevværelser. Efter at vi er flyttet op på loftet, har det dog den fordel, at Havens gæster ikke mere kan finde Havens Kontor, så vi er nu fri for alle de personlige henvendelser, der egentlig var så hyggelige, men selvfølgelig tager tid. Nå ja, vi kalder stadig bygningen for Gartnerboligen, selvom gartnerne nu kun råder over en lille del af den gamle Gartnerbolig.
Sådan er det ikke i vore dage, idet overgartnerstillingen blev nedlagt fra den ene dag til den anden, og nu skulle gartnerne selv til at tænke. Efter at have rendt tre gange rundt om mig selv påtog jeg mig at få næste års sommerblomstsamling op at stå, selvom jeg dårlig nok kunne kende forskel på en morgenfrue og en pyntekål. Den første rationelle beslutning var at luge ud i antallet af sorter i sommerblomsterne, således at vi gik fra 900 forskellige til omkring 600. Da alle bedene stadig blev fyldt, var der ikke en kat, der lagde mærke til, at der nu var 5 rækker af hver sort i stedet for tidligere kun 3 rækker. Planlægningsmæssigt var det en kæmpefordel med den reducerede mængde, men det var alligevel en vinter, hvor planlægningen gav hår på brystet med et usikkert serversystem, for når jeg havde tastet frøregistreringer ind om eftermiddagen, var de ofte forsvundet næste morgen. Sommerblomsterne kom dog op at stå, og selvom det havde været en kæmpeudfordring, var det med en vis tilfredshed, jeg kunne kikke ud over det farveorgie, hvor jeg selv havde sat mit fingeraftryk. 
Efter at vi er gået over til flad struktur uden daglig leder, er det gartneren for sommerblomstsamlingen, der selvstændigt planlægger, registrerer, planter og passer samlingen. I jubilæumsåret 2008 var det gartner Mette Jepsen, der fik sin ilddåb, og det er hun bare sluppet rigtig godt fra til glæde for os alle. 
Midt på vinteren sender de store frøfirmaer deres frøkataloger til os, og så er det sommerblomstgartnerens opgave at udvælge næste års sortiment. Alle frøfirmaer med respekt for sig selv har altid frembragt nyheder, som de gerne vil have vist, så selvom vi har et fast grundsortiment, bliver der også taget mange nyheder med. 
Medens Væksthusene har produceret planterne, har sommerblomstgartneren fået skrevet og lamineret skilte, som skal bruges, når planterne bliver udplantet i bedene. 
Hvert år sætter gartnerne i oktober et nyt sortiment af tulipanløg i bedene, samtidig med at der plantes stedmoderblomster eller forglemmigej, der begge har den egenskab, at de tåler den danske vinter. Når forårets solstråler begynder at varme jorden op, titter tulipanerne frem og altid først i de nordlige bede, for der får de mest sol, medens de sydlige bede, der først mærker solens stråler senere på dagen, blomstrer en uge eller to senere. Når tulipanerne er afblomstret, står stedmoderne og forglemmigejerne allerflottest, men da det er deres triste skæbne kun at være en underbeplantning, så ryger de op sammen med tulipanløgene i slutningen af maj, for nu er det tid til, at bedene skal tilplantes med sommerblomster. 
Også sommerblomstsortimentet på Den Svajede Plæne er hvert år forskelligt, og i jubilæumsåret havde vi fundet arter, som eksisterede og kunne have været plantet i 1858. Det er dog ikke alle bedene, der hvert år er forskellige, for det største og midterste bed er et af Danmarks få tæppebede, og da det både er smukt og unikt, og mønsteret er efter nogle gamle tegninger fra 1930’erne, bliver det hvert år tilplantet på samme måde år efter år. Og dog, for da vi tidligere hed Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, og Majestæten havde 60 års fødselsdag, lavede vi det år et specielt fødselsdagsbed med hendes monogram, men det var kun en enlig svale, så fik vi vores gamle tæppebed igen. 
En tidlig morgen i slutningen af maj beslutter vi, at nu skal det være, og så bliver tulipaner og stedmoder gravet op, og bedet bliver gravet og revet. Det nøjagtige centrum bliver fundet, og så går vi i gang med lodder og trisser, tommestokke og snore for at tegne det inderste af bedet op, som så bliver tilplantet. Derefter arbejder vi os udefter med opmåling og tilplantning, og da jorden ikke må trædes sammen, ligger vi på paller og brædder, og ellers så strææææækker vi os med lange pensionatsarme. Som regel tager det to gartnere 1½ dag at tilplante bedet med de i alt 1.831 planter, og jeg beklager meget, at jeg nogle år på rundvisningerne har fortalt, at der var 1.830 planter, men nu har jeg husket at få talt palmen i midten med. Til sidst så kan de to gartnere strække ryggen, og til glæde for Havens gæster og gartnerne kan vi i fællesskab sommeren igennem nyde et levende museumsstykke.
I den mere fredelige genre havde vi DR TV i Haven til en optagelse af et børneprogram, hvor børn skulle lære at tælle til 10, og det foregik på den måde, at en lille dreng på måske 7-8 år en ad gangen fik hulahopringe af en lille pige. Meget imponerende kunne knægten sagtens holde 10 hulahopringe i gang samtidig, og filmfolkene sagde endda, at han kunne holde 25 ringe gående på en gang. 
Sidste år blev en lille ting begyndelsen på noget, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, for en dag ringede et teater til Havens kontor og spurgte, om det var muligt, at vi havde en tom gødningssæk, som de kunne få. Nu er vi ret imødekommende ved henvendelser fra publikum, der vil have oplysninger om dit og dat eller gode råd om moster Karens æbletræ m.m. En tom gødningssæk var dog lidt usædvanligt, men den skulle bruges som rekvisit til en teaterforestilling. Teatret hed Plan B, og det havde jeg godt nok aldrig hørt om, selvom vi ofte frekventerer de københavnske teatre. Men det var også både et alternativt teater og en alternativ forestilling, fortalte rekvisitøren. Vi havde ikke lige nogen tomme gødningssække på lager, men vi havde nogle fulde sække, men alt for kunderne, så jeg dryssede noget gødning ud på nogle planter, som trængte, og vi aftalte, hvornår gødningssækken kunne afhentes. 
Døren blev åbnet ind til ”salen”, der også var sortmalet og bestemt ikke var særlig stor, men der var noget gulvplads og plads til omkring 120 tilskuere. Tilskuerrækkerne havde dog den store fordel, at de gik stejlt opad, så alle havde frit udsyn uden hoveder, og det er mere, end man kan sige om Det Kgl. Teater, hvor man kan risikere at have en søjle lige foran sig.
Lidt senere dukkede en flot dragkvinde op i langskaftede støvler og i et meget kort miniskørt, og hun/han serverede gratis drinks, og det blev der faktisk gjort tre gange i løbet af aftenen. Vi fandt ud af, at det omtalte show ville være et dragshow, og det skulle starte kl. 22. Vi havde faktisk spist færdigt et par timer inden, men efter en hurtig rådslagning besluttede vi, at vi lige så godt kunne løbe linen ud og bestilte kaffe og Bailey.