| Jubilæumshistorie nr. 33 Tempeltræet med det forunderlige sexliv. Tempeltræet, måske bedre kendt som Ginkgo biloba, regnes for verdens ældste, nulevende træart, og det er som art, at vi har verdens ældste træ stående i Fakultetets gamle have. Tempeltræet har en spændende historie, hvori indgår både munke og atombomber, og så har træet et usædvanligt sexliv, i hvert fald for træer. 
Fossile fund af ginkoarter kan føres tilbage til perm-tiden for 230 millioner år siden, men de rigeste fund stammer fra jura-tiden for omkring 150 millioner år siden, hvor træet voksede i de forhistoriske skove sammen med kæmpeøglerne. Ginkgoen var faktisk udbredt over det meste af den nordlige halvkugle, og man har f.eks. fundet forstenede blade både på Grønland og på Bornholm. Istiderne gjorde deres for at ødelægge træet, og da det samtidig har den uheldige egenskab, at det er langsomt voksende i sin ungdom, har mere hurtigvoksende træarter taget dets plads. Alligevel kan man næsten kalde tempeltræet for ”et levende fossil”, hvilket Charles Darwin yndede at kalde det.
Tempeltræet blev kendt af europæerne som et træ, der var plantet omkring templerne i Japan, men egentlig er det hjemmehørende i de frodige blandingskove langs floderne i Kina, hvor det ses sammen med duetræ, kristtorn, sommerfuglebusk, brombær og klatrehortensia m.m. Det var buddhistmunke, der bragte træet med til Japan, og at det netop blev plantet omkring templerne har den historie, at det menes, at udtræk af bladene har en hæmmende virkning på urintrangen. Under langvarige, religiøse ceremonier behøvede munkene således ikke hele tiden skulle række fingeren op og bede om at gå i gården.
Først i 1730 kom det første tempeltræ til Europa, hvor det blev plantet i Utrechts Botaniske Have i Holland, hvor det stadig står, og selvom det har næsten 300 år på bagen, er det langtfra udlevet, da tempeltræer godt kan blive omkring 1.000 år gamle.
Ved at kikke på træets blade, kan bladets primitive opbygning iagttages, idet de mangler den hovednerve, som ellers ses på alle senere løvtræer, hvor hovednerven løber i midten af bladet, og fra den udstråler sidenerverne. På ginkgoen er der ingen tværforbindelse mellem ledningsstrengene, idet strengene fordeler sig fra bladstilken som en vifte i hver sin bladhalvdel. I øvrigt har tempeltræet et pragtfuldt gult efterårsløv.
Kineserne har kendt til effekten i 5.000 år, og da der på verdensplan dyrkes mere end 50 millioner træer med en produktion på 8.000 ton tørrede blade om året, er det ikke bare en døgnflue, at gingko-præparaterne hører til verdens mest solgte naturmedicin.
Tempeltræet har ingen naturlige fjender hverken insekter, virus, svampe eller bakterier, og selv mennesker har svært ved at skade den. Det siges, at der stod et stort tempeltræ i Hiroshima i Japan, hvor der som bekendt blev ”tabt” en atombombe under 2. verdenskrig. Tempeltræet blev brændt ned som et halmstrå som alt andet i flere kilometers omkreds, men allerede året efter havde det friske skud, som den eneste plante overhovedet.
Allerede i 1749 trådte Ahrentzen ud af hoftjenesten, og han overdrog sin ”Vox-Blegen” til den ansete handelsmand Lüder Stiefken, der dog allerede 8 år efter gik fallit, og blegeriet kom på auktion.
Et af værelserne var malet i kinesisk stil og møbleret med kinesiske møbler, og der var indemurede nicher og kaminer med ”forgyldte sirater”. Fra forstuen var der ad en ”ziirlig trappe” adgang til første salen, hvor der var seks værelser. Foruden hovedbygningen var der stråtækte sidelænger med stald og vognremise, og alt i alt var det en rigtig lille herregårdsidyl.
Det gav åbenbart ret godt at være kasserer i enkekassen, for Rolighed blev købt for 19.999 Rigsdaler. Lautrup ejede også Godthaab Ladegård, men alt var åbenbart købt med henblik på spekulation, for i 1810 solgte han hele herligheden til grosserer Peter Mariboe.
Mariboe udvidede yderligere Rolighed med udstrakte tilliggender, således at ejendommen nu strakte sig fra Ladegaardsåen i nord til Gl. Kongevej i syd. Mariboes formue og besiddelser var dog en kolos på lerfødder, for han gik fallit og måtte flygte til Fredericia, hvor man på den tid kunne komme i asyl for sine kreditorer.
Selve villa Rolighed blev i tiden, hvor Sygehjemmet var i funktion, brugt som tjenestebolig for overlægen, og vognremisen, der er en del af De Gule Længer, blev brugt til kapel.
Professor Ellinger var den første rektor, der flyttede ind i den fine, gamle bygning, men senere rektorer fandt, at villaen var for stor og upraktisk, så den blev fraflyttet, og i 10 år stod den tom og blev kun af og til anvendt til undervisningsformål.
Hortensias latinske navn Hydrangea er ikke nær så romantisk, da det hentyder til planternes store vandkrav. Navnet er afledt af græsk, hvor hydor er lig vand og angeion betyder kar.
Mange af sorterne har store runde blomsterhoveder, men mange af dem har ”snydeblomster”, hvor midten af blomsterstanden er opbygget af mindre uanselige, tvekønnede, fertile blomster. Ude langs kanten af blomsterstanden sidder så de store, prangende, golde blomster, der blot sidder og pynter og er beregnet på at lokke insekterne til. Nå, når de nu alligevel er lokket til, kan de jo lige så godt besøge det kedelige i midten af blomsterstanden, og så har reklameblomsterne opfyldt deres mission.
I Fakultetets Have har vi hortensia stående ved Skyggehøjen på hjørnet af Thorvaldsensvej og Bülowsvej, men de fleste af vores hortensia findes i Sydhaven på hjørnet af Bülowsvej og Dyrlægevej.
Hvert forår myldrer det op med løgvækster på plænerne omkring mig, og jeg fryder mig, når tusindvis af erantis vender deres gule blomster mod forårssolen. Senere bliver mange plæner blå af snepryd, scilla og krokus, og i bedene begynder tulipanerne at titte op. I forsommeren er det altid spændende at se bedene ned til Dammen og gætte på, hvilken farvepragt af sommervækster mine gartnere nu har fundet på. Sommeren går sin gang med mange gæster, der beundrer Havens bede, men ofte ser jeg også, at der bliver peget på mig, og der siges: ”Se den flotte hængepil, det er nu alligevel Havens klenodie”, og så vifter jeg med grenene i vinden og takker. Efteråret kommer, og jeg glæder mig over farverne på Acerplænen og ginkoen på Stenhøjen, og inden jeg ser mig om, er bladene faldet af alle træerne, og vinteren er begyndt. På vinterens korte dage bliver jeg igen opmærksom på Havens statue, ”Malkepigen”, men selvom vi har kikket på hinanden i 90 år, er hun lidt kold i det, for hun har aldrig sagt et ord.
Selvom jeg i alle årene har stået fredeligt og passet mig selv, skete det for omkring 18 årringe siden, at ubudne gæster trængte ind i Haven og satte ild til mit indre. Heldigvis kom brandvæsenet hurtigt og fik med skum slukket ilden, og selvom jeg blev sort indvendig, overlevede jeg attentatet og satte som sædvanlig mine nye blade til foråret. Igen for omkring 4 årringe siden var den gal igen, for der blev smidt en brændbar væske ind i mit hule indre, og der blev sat en tændstik til. Det var kort efter, at Haven var lukket af, men overgartneren, der arbejdede sent, opdagede ilden, og igen kom brandvæsenet og slukkede. To drenge blev set hoppe over hegnet med en dunk i hånden, men de blev ikke fundet, og heldigvis var skaderne heller ikke større denne gang, end at jeg overlevede og satte mine blade som sædvanlig.
Gartnerne hviskede om at tage en stikling af mine grene og lade mig genopstå, men det vil tage nogle år, og så er der det med pileskurven, så måske bliver der plantet en helt anden hængepil på min plads. Til det nye træ vil jeg sige: ”Du kan ikke få dig en bedre plads end i denne skønne have”, og til hele Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole og alle Havens gæster vil jeg sige tak for alle de 144 år, og på trods af alverdens terrorister vil jeg ønske verden held og lykke i fremtiden.
Efterskrift.
Efter at gartnerne havde sundet sig, gik vi i gang med at skære stammer og grene i stykker, så de kunne fiskes op af Dammen, men det første år lod vi 2-3 meter af stubben stå tilbage på halvøen, medens vi tænkte over tingene. Stubben skød op med hundredvis af friske skud, men da de sad på en tynd skal af det hule træ, kunne det aldrig blive til et ordentligt træ igen.
Vi begyndte så med lys og lygte at lede efter en værdig afløser i landets førende planteskoler. Valget faldt på en 17 år gammel, smuk hængepil fra Kortegårds Planteskole på Fyn, og næsten et år efter attentatet blev den nye hængepil plantet på det gamle træs plads.
For nogle måneder siden havde jeg Konservativ Folkeparti herinde til en rundvisning, og jeg fortalte historien om Anker Jørgensen, og siden har jeg faktisk gået og været lidt bekymret for, om partimedlemmerne nu ville optage rundbænken hele sommeren. Heldigvis har de da også levnet plads til andre, men vi er begyndt at spejde lidt efter Lene Espersen. |
Det var lægen og botanikeren E. Kämpfer, der var ansat i Det Hollandsk-Ostindiske Kompagni, der under en rejse i Japan i 1690 opdagede træet og blev betaget af dets skønhed. Da han skulle beskrive træet og navngive det efter de kinesiske skrifttegn, forvekslede han y med g, for egentlig er Ginkgo afledt af det kinesiske ord Yin-kuo-tsu (Gin-kyo), som på dansk betyder sølvnød eller sølvblomme. Da Carl von Linné senere navngav træet, overtog han navnet Ginkgo og tilføjede anden del af navnet biloba, der betyder tolappet, og som hentyder til bladene.
Som det latinske navn antyder, minder frugten om en grøngul blomme på ca. 3 cm, og selvom den har en frastødende harsk lugt, spises den desuagtet i Østasien, dog især af mændene, da det siges at den styrker seksualdriften. Personligt er jeg kommet til den konklusion, at asiaterne må sylte den eller måske stege den inden indtagelsen, for da jeg bed i en rå frugt, sved det på læberne i dagevis, og den styrkede ikke noget som helst. Efterfølgende
har jeg fundet ud af, at det er stenen inde i "blommen"der
knækkes og der er frøene der ristes på panden og spises.
Ginkgoen er tvebo, og det vil sige, at der er både hantræer og huntræer, men det er først som 20-årige eller senere, at de bekender kulør og vil røbe deres køn. Vores største ginkgo er en stor flot han, der blev plantet i 1883 midt på den store stenhøj i Fakultetets Fredede Have. I løbet af foråret blomstrer han med nogle raklelignende stande, der hver har et større antal skruestillede støvblade, der udvikler pollen. Hvert år er han far til en masse frugter hos en enlig hun i en nabohave på den modsatte side af Bülowsvej skråt over for vores hovedbygning på Bülowsvej 17. Hun har ikke almindelige blomster, men i spidsen af grenspidserne sidder en kødet, ringformet dannelse, som kaldes en frøknop, og i den findes en porelignende åbning, som fører ind til et støvkammer. Når hun er klar til at blive befrugtet, udskiller hun en klæbrig dråbe, og det står vores tempeltræ, der bestemt ikke er gået i kloster, og lurer på. Derefter sender han sine støvkorn af sted. De lander i huntræets dråber og synker ned i frøkammeret, hvor de spirer. I frøkammeret sker der det forunderlige, at cellerne deler sig to gange, og der frigøres to store, selvbevægelige spermatozoider, som ved hjælp af svingtråde pisker med halen som en anden sædcelle, og de bevæger sig hen og befrugter ægcellen. Ja, det lyder godt nok utroligt, men ifølge den japanske botaniker Sakugoró Hirasé, der opdagede den specielle befrugtning i 1896, er det den rene og skære sandhed.
Ginkgo-præparaterne anbefales især til kredsløbsforstyrrelser og dårlig koncentrationsevne, og de har en gunstig effekt på Parkinsons Syge og Alzheimers Syge.
Vi skal tilbage til Christian den Sjettes tid, nærmere bestemt i 1742, hvor Den Kgl. Sølvpop (finansminister) Nicolai Ahrentzen fik overladt et stykke jord syd for Ladegaardsåen på Frederiksberg. Her blev opført et voksblegeri, for Sølvpoppen havde påtaget sig leverancen af vokslys til hoffet, og for at voksen kunne få den rette hvide farve, skulle den bleges i solen. Det beskedne jordstykke var kun i fæste, men der blev opført en 27 fags bindingsværksbygning til beboelse og blegeri foruden nogle staldbygninger, en vognremise og et antal blegebænke.
Det var Generalauditør Andreas Bruun, der erhvervede ejendommen sammen med nogle nærliggende jordstykker, hvorefter han fiksede gården op, nedlagde voksblegeriet og i stedet skabte en lille lystgård med 18 køer. Andreas Bruun indrettede også en have med en fiskedam i områdets lille mose, og han gav ejendommen navnet ”Mariendal”, muligvis opkaldt efter et af sine talrige børn. Selvom lysten til gården var stor, var der alligevel ikke penge til driften, så efter et par hurtige handler, den sidste med en ”stråmand” for ikke at presse prisen op, erhvervede konferensråd, storhandelsmand og skibsreder Conrad Alexander Fabritius de Tengnagel ejendommen. 
1. salen er hævet over terræn, og en prægtig dobbelt stentrappe med smedejernsgelænder fører ind til forstuen, hvortil der er adgang til 5 værelser foruden storstuen med pejs, hvor alle vægge er beklædt med paneler og store stukkaturer med blomster- og dyremotiver.
Foruden kunst forstod Fabritius sig også på smukke damer, og til de lidt mere intime sammenkomster var Villa Rolighed ganske velegnet. Selvom det fortaber sig lidt i det uvisse, blev Rolighed brugt som diskret opholdsted for hans række af elskerinder, og efter et raskt ridt uden for byens volde kom badstuen på Rolighed til sin ret. Det var almindelig kendt, at der foregik noget i krogene, og den ældre grevinde Louise Stolberg fandt ham så foragtelig, at ” man burde deportere ham til Amerika som en anden forbryder”. (Rønnebærrene var måske sure).
Rafn tilkøbte parceller omkring Rolighed, således at ejendommen forøgedes til godt 41 tdr. land, men i 1803 blev han forfremmet til amtmand i Drammen i Norge og solgte Rolighed til Nicolai Lautrup, der var kasserer ved Den Almindelige Enkekasse. 
Landbohøjskolen anvendte dog kun arealerne syd for Rolighedsvej, hvor arkitekt Bindesbølls hovedbygning blev opført og indviet i 1858, og Den Fredede Have blev anlagt. Landbohøjskolen bortskænkede senere en grund til Sct. Thomas kirke og frasolgte jord, hvor gaderne N.J. Fjords Allé, L.J. Brandes Allé og Dr. Abildgaards Allé kom til at ligge. 
Vi kan desværre ikke prale med, at H.C. Andersen har opholdt sig på Rolighed, ellers kunne det sagtens være her, han var blevet inspireret til Klods Hans, men digteren J.C. Hostrup har opholdt sig i længere tid på Villa Rolighed, hvor han skrev sit syngestykke ”Soldaterløjer”.
Villaen, der er fredet i klasse A, begyndte at gå i forfald, træværket rådnede, pudset faldt af ydervæggene, og trapperne var ved at styrte sammen, så i 1973 indløb der klager fra beboerne i kvarteret over bygningens dårlige vedligeholdelse. Klagerne endte hos Bygnings- og Byplanudvalget for Frederiksberg, og selvom Landbohøjskolen undskyldte sig med forsinkelser på grund af byggestop, kom der gang i en gennemgribende restaurering, hvorefter Mikrobiologisk Afdeling rykkede ind i huset.
Som så utroligt mange andre haveplanter er hortensiaen ikke hjemmehørende i Europa, men har sine rødder under eksotiske himmelstrøg som Japan og Kina og for hortensiaens vedkommende også det knap så eksotiske sydøstlige USA og videre ned igennem Mellemamerika.
Faktisk havde jeg en kvindelig gæst med på en rundvisning, og hun fortalte stolt, at der var en rose der hed Hanne, og hun hed selv Hanne, og så måtte jeg jo tørt spørge, hvad fyren så hed. Gæsten svarede ikke, men fik lynhurtigt samme farve som rosen Hanne. 
Fælles for hortensia er, at de skal have en dybmuldet, humusrig jord, og nogle af arterne trives kun i sur jord, og det kan også have afgørende betydning for blomsternes farve, idet de eftertragtede blå blomsterhoveder kræver et lavt pH på 4,5 til 5,5. Stiger pH-værdien op til neutralpunktet og videre til basisk jord, skifter farveskalaen til violetrosa og til stadigt renere rosafarver. Så hvis man gerne vil have blå hortensia, skal der gødes med aluminiumsulfat over en årrække.
Ænder har snadret under mine grene, og måger har kredset rundt om min krone, og ikke sjældent har jeg en tidlig morgenstund haft besøg af hejren på udkik efter morgenmad i Dammen. 
Årene er gået, og en del af mine medtræer, der blev plantet samtidig med mig i 1860, lever stadig i Haven, men sygdom og farligt råd gør, at gartnerne fra tid til anden må fælde nogle af os. Jeg selv har i mange år været hul, men jeg er stadig livskraftig og stærk, og jeg har redet mange storme af, som andre træer har måttet bukke under for. Jeg har desværre også i mange år haft pileskurv, som får mange af mine blade til at falde af tidligt på sommeren, men selvom det tærer på kræfterne, sætter jeg et nyt hold blade og lader ellers som ingenting.
3. marts 2004 klokken 22.30 blev mit 11. september. De mest usle gerningsmænd, man kan tænke sig, kravlede over havehegnet og gik hen til min stamme. Med en gysen gik det op for mig, hvad der var ved at ske, og selv om jeg prøvede at råbe om hjælp med mine knopper, som allerede glædede sig til foråret, var der ingen, der hørte mig, og ilden slikkede grådigt op ad min stamme og i mine hule grene. ”Malkepigen” rødmede i ildens skær af skam over menneskers dårskab, og hun prøvede at komme til hjælp, men hun er boltet fast til sin sokkel og kunne kun stiltiende se min undergang. Denne gang kom brandvæsenet alt for sent, og selvom de gjorde, hvad de kunne, havde ilden for meget fat, og mine tykke grene faldt sammen som et korthus.
Morgenen kom, og jeg lå som en forslået kæmpe på slagmarken med mine døde grene knækket ned til alle sider, og jeg, Havens tidligere stolthed og mest markante træ, lå som en ruin. Jeg følte med gartnernes sorg, da de med andægtige stemmer besigtigede mine uoprettelige skader, og da hærværket lidt senere blev meldt til politiet, blev der spurt, om jeg var forsikret. Ingen forsikringssum kan genoprette denne skade, for ”gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde.” 
En god ting ved attentatet var, at der udover at blive sat fokus på hængepilen også blev sat fokus på dens omgivelser, for bredden på Dammen havde i mange år været meget forfalden. Konsistorium, der dengang sad på den store pengekasse, besluttede at bevilge penge, så hele området kunne sættes i stand. Betonkanten omkring den østlige del af Dammen blev renoveret, der blev opsat en ny kant af bæredygtigt, amerikansk cedertræ på vestsiden, og hele det rustne smedejernsrækværk blev taget ned, sandblæst og malet. Den gamle rundbænk, som det gamle træ havde omklamret, så den skulle saves ud af træet, blev skilt ad og malet og fik fine nye brædder af maghony. 
Jeg ved ikke om det nye træ kan overtage det gamle træs lidt magiske evner, for man kan blive statsminister, hvis man sidder under træet og lader tankerne flyve. Det er virkelig sket, og personen det er hændt for, har selv fortalt mig historien på en rundvisning sidste år. Vedkommende var til konference i Falkonercenteret og var blevet lidt tung i hovedet af al den snak, så han var gået ned i Haven og sad og småblundede under hængepilen, inden han for op og ilede tilbage til Centeret. Her holdt han en brandtale, for han blev valgt til formand for SID, Danmarks største fagforbund, og to år efter blev han udnævnt til statsminister af Jens Otto Krag. Det er selvfølgelig Anker Jørgensen, jeg skriver om, som var statsminister i 1972-73 samt fra 1975 til 1982.