Det er kattens, når hunden bider og fuglen er fløjet.
En fortælling af Kim Greiner.
For et stykke tid siden var der i forskellige blade omtale af en kat, hvor dens pels af uforklarlige årsager havde et grønligt skær. Men hvad er et grønligt skær imod vores hund med pels så grøn som en græsplæne. Herom senere for mine tanker er gået tilbage til nogle af de dyr, som jeg i tidens løb har delt hus og hjem med.
Egentlig skulle jeg have heddet Susan, men da det efter min fødsel blev konstateret, at jeg var af hankøn, blev navnet istedet givet til den schæferhund, som mine forældre anskaffede sig kort tid efter min fødsel. Dengang i det gamle Vanløse, hvor jeg voksede op, var det almindeligt at hundeejerne lukkede deres hunde ud af hoveddøren, og så trissede hundene selv rundt, indtil de blev sultne eller af anden grund selv vendte snuden hjemefter. Når Susan ville ind, ventede hun tålmodigt ved hoveddøren til opgangen, indtil nogen tilfældigvis skulle ind eller ud, så gik hun op af trappen, og ved vores dør klaprede hun med brevsprækken.
Når vi var ude at gå med Susan var det tit nogle børn der spurgte: "Bider hunden". Min far svarede næsten altid: "Nej, men den sparker". Hvorefter børnene stirrede forundret på ham og sikkert spekulerede på, om han var skør, lavede sjov, eller måske sparkede hunden virkelig.
Da jeg var 3-4 år, var jeg en dag blevet iført min nye røde flyverdragt og plantet i sandkassen lige udenfor køkkenvinduet med strenge ordre til at blive og jævnligt tilset af min mor fra vinduet. Pludselig kunne hun ikke se mig mere, og da Susan i det samme kom fræsende om hjørnet af huset og gøede højt, for min mor med Susan forrest ned af Dybendalsvej, og næsten helt nede ved Rebildvej gik en lille rød prik med kurs mod den efter datidens forhold meget befærdede vej. Lige inden jeg skulle til at krydse vejen, nåede Susan frem og kort efter min mor, og jeg fik tildelt et klask i enden, der skulle vise sig at være både det første og sidste udslag af legemlig afstraffelse i min barndom.
Når Susan var i løbetid, var døren til opgangen belejret af kvarterets hanhunde, og selvfølgelig blev Susan holdt inde, men selvom det var en lejlighed med bad, hængte Susans dufte så meget ved mig, at jeg en dag blev væltet omkuld af hanhundene, og min mor, der ellers er et meget fredeligt væsen, måtte tæve løs på dem for at få dem til at flytte sig.
Når min mor og jeg gik i byen, havde vi en hale af hunde efter os, og da familien en dag skulle på cykel ind til Tivoli, var flokken af lidenskabelige hunde igen efter os. På et tidspunkt havde vi fået et forspring, og efter en hurtig indskydelse drejede vi skarpt af igennem en benzinstation, og hundene fortsatte ligeud. Kun en enkelt hund havde lugtet lunten og smuttede endda med ind i Tivoli, selvom mine forældre ved indgangen benægtede ethvert kendskab til hunden. Efter et par gange med al den ballade i løbetiden, blev det fast tradition, at Susan i sin løbetid kom i pension hos en dyrlæge, til sikkert stor sorg for alle hendes tilbedere.
Min morfar var sømand, og sejlede på varmen, som det vist hedder blandt søens folk, og engang han havde været i Sydamerika, havde han været så letsindig at købe en silkeabe med hjem. Vi var ude og besøge ham på skibet som lå i Frihavnen, og han havde et problem, da det viste sig, at min mormor ikke var helt vild efter at skulle til at holde abe. Nu var min mor ikke med på besøg, og min far, min lillebror og jeg var ret lette at overtale til at overtage Bibsen, som aben hed. Der var et eller andet med karantæne, hvis det var helt rigtigt, og da vi gerne ville undgå det, blev Bibsen lagt til rette inde under min fars skjorte, medens vi uskyldigt cyklede igennem portvagten. Selvfølgelig var det lige udfor vagten, at Bibsen blev urolig og stak hovedet op af halslinningen, men heldigvis opdagede vagten ingenting.
Min mor blev meget glad for Bibsen, især da vi efter et stykke tid fik bygget et bur, så den ikke hele tiden kravlede rundt i gardinerne. Vi havde Bibsen i et par år, indtil den blev syg og kun ville indtage føde, hvis den blev håndmadet med levende melorme.
En vinteraften døde Bibsen, og da mine forældre var ude til et eller andet, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op med den, da jorden udenfor var stivfrossen, så der ikke kunne holdes begravelse. Men vi havde da et køligt midlertidigt opbevaringssted i huset, så jeg arrangerede Bibsen smukt i en dyb tallerken og stillede den i køleskabet. Næste dag fandt jeg ud af, at voksne godt kan miste appetitten, hvis de kommer sent hjem og gerne vil have lidt natmad og finder en død abe mellem madvarerne.
Igennem resten af barndommen havde vi så landskildpadde, fisk, 3 katte og et par undulater, og da Gitte og jeg blev gift og flyttede midt ind i Humleore Skov, havde vi plads og lyst til nogle kæledyr omkring os. Skovfogeden, som boede overfor, havde et kuld golden retriver hvalpe, så vi blev hurtig enige om, at sådan en hvalp måtte vi have.
Gitte var vokset op i et totalt dyreløst hjem og var på det tidspunkt meget bange for hunde. Det havde nu nok noget at gøre med, at hun som lille pige var blevet angrebet af en shæferhund, som havde bidt sig fast i hendes ben. Nogle mennesker fulgte interesseret optrinet på sikker afstand, og selvom de ikke greb aktivt ind, fik de da ringet til politiet, som så fik fjernet bæstet.
Selv en lille retriverhvalp har nogle sylespidse tænder, så det var først af åre, Gitte fik overvundet sin hundeskræk, men vores børn og plejebørn fik nogle dejlige og lærerige oplevelser ved at vokse op med en hund. Det er feks. ikke alle, der ved, at hvis en hund bryder ind i en hønsegård, kan den godt fange hanen og bide hele halen af den, men alligevel lade hanen overleve.
Udenfor huset i Humleore stod et gammelt skur, hvor det meste af beklædningen var taget af, men her fik vi opsat volierenet og installerede 6 undulater. Undulater, som har det godt og plads nok, kan godt blive til 20-25 fugle i løbet af ret kort tid. Den første vinter var vi ikke klar over, at undulater godt kan overvinter ude, når der blot er tørt og læ, så vi lavede også en voliere inde i en af stuerne. Ved siden af volieren stod telefonen, og hvis 20 undulater sidder og hygger sig og fortæller hinanden historier, så lyder det ret højt, især hvis man taler i telefon. En dag hvor jeg sad og prøvede at høre, hvad der blev sagt i røret, måtte jeg tysse på undulaterne adskillige gange. Det foregik ved at jeg bøjede mig ned mod undulaterne og højt sagde schyyyyy, så tav fuglene et øjeblik, så på hinanden og begyndte igen at snakke videre. Efter telefonsamtalen gik jeg lidt distret ind i stuen, hvor radioen efter min smag spillede lige lovligt højt og uden at tænke nærmere over det, bøjede jeg mig ned til radioen og sagde schyyyyy. Gitte stirrede forundret på mig, og jeg kunne da heller ikke lade være at grine af min egen dumhed.
Undulater elsker at gnave i træ, og da skuret med den udendørs voliere efterhånden var blevet noget mør, hændte det at nogle af fuglene fik gnavet hul i brædderne og fløj rundt i haven. Jeg fik lavet en klapfælde og ved hjælp af fuglefrø og lyden af de andres hyggelige undulatsnak blev udbryderne som regel igen fanget, men jeg havde da nogle nætter med mareridt, hvor jeg drømte, at alle fuglene var sluppet ud, og jeg fortvivlet løb rundt for at fange dem. En dag havde jeg fanget en udbryder, troede jeg, idet det viste sig at være en fremmed undulat. Den boede hos os i et par år, fik et kuld unger og gnavede sig så ud og forsvandt, men så kom der da nyt blod til bestanden.
Vores første kat hed Nikolai og blev fra første færd accepteret af Buck og de kunne endda sagtens spise af samme madskål. Nikolai blev kun spået en kort levetid, da vi kun boede 500 m fra Humleores skytte. Herregårdsskytter bryder sig ikke meget om omstrejfende katte, og det var heller ikke helt velset, at skovens personale holdt kat, men skytten må alligevel have accepteret den, for han indprentede sine skytteelever, at de ikke måtte skyde den gråsorte kat der gik i nærheden af Greiners hus. Så Nikolai overlevede sine år som skovkat, men fandt sit endeligt et par år efter, da vi var flyttet til Ryeskov med bolig lige ud til amtsvejen. Hvad der nøjagtig blev hans skæbne, ved vi ikke, for han forsvandt og eftersøgninger langs vejen og annonce i avisen opklarede ingenting, men afstedkom, at en dame fra en hundekennel ringede og sagde, at hun havde en 5 måneder gammel killing, som vi godt måtte få.
Det blev så Figaro, som var vokset op blandt hunde og ikke var bange for dem, men mennesker var nogle farlige uhyrer, som man skulle bide og kradse, således at vi i starten kun kunne kæle med ham iført tykke læderhandsker. Han blev da senere en dejlig kælekat og stor var sorgen, da han efter at have været væk et par dage blev fundet død i vejkanten.
Især når man har børn, er man ved sådan en lejlighed forpligtet til at holde en stilfuld begravelse, og der manglede da heller ikke noget ved denne. Tårene flød, da det afsjælede legeme blev omviklet et kridhvidt lagen og stedt til hvile i en smuk lille lysning i skoven, og graven blev overstrøet med blomster.
Et par dage efter var der en fræk fremmed kat, der ihærdigt prøvede at komme ind i vores hus og først, da den ved et uheld smuttede med ind og målbevidst gik hen, hvor kattemadskålen plejede at stå og miavede højt, gik det op for os, at enten var Figaro vendt tilbage fra de evige musemarker, eller også havde vi begravet en fremmed kat. Han havde da også ved nærmere eftertanke været så mærkelig lille og efter lidt opklaringsarbejde takkede genboen os hjertelig for den smukke begravelse, vi havde givet deres hunkat.
Et stykke tid efter at vores gamle hund Buck ikke kunne mere, fik vi opsnuset, at skovfogeden i Humleore igen havde et kuld golden retriver hvalpe, og det var endda Bucks søster, der var moderen. Vi var så heldige, at vi kunne få lov til at vælge først, så vi valgte den mest livlige af kuldet ( det står der i alle hundebøger, at man skal ), hvilket vi da godt nogle gange kunne fortryde senere.
Line, som hunden kom til at hedde, elskede at gå tur, og nogle gange kom vi til at drille hende på en sikkert upædagogisk måde. Hvis jeg begejstret sagde: "Nå Line skal vi ud at gå en tur, hva, tur, tur, tur". Hun kendte godt ordet, og så ellevild ud og hoppede omkring. Så kom djævelen op i mig, og jeg sagde bedrøvet:" Nej Line i mooorgen, først i moooorgen" Begejstringen faldt straks, og halens vilde logren stoppede, men så måtte jeg jo forbarme mig over hende og med et par begejstret: " Tur" gik vi så endelig den tur.
Line var en meget fredelig hund, men på en enkelt tur slog nogle af de urgamle jagtinstinker igennem. En efterårsweekend var vi taget i sommerhuset sammen med nogle venner Pia og Margrete og var ude at gå i et skønt område på Ordrup næs. Snakken gik, og pludselig så vi i det fjerne en hund drive afsted med en fåreflok, og til vores rædsel så vi, at det var Line, der var hunden.
Hele familien råbte og skreg og styrtede efter dyrene. Ved strandkanten var de fleste af fårene undsluppet, men et enkelt får havde søgt tilflugt i vandet og svømmede afsted med Line i hælene. Jeg betænkte mig ikke et øjeblik, men hoppede i det iskolde vand iført alt tøj og fik fat i Line og sendte hende ind mod land til sit livs største skideballe. ( Ret beset var det vores egen skyld, at vi ikke havde været opmærksomme på fårene og taget hende i snor, men på det tidspunkt var vi alle ret hysteriske). Tilbage stod jeg i vand til livet sammen med et får, der tilsyneladende havde opgivet ævret og godt nok havde snuden oven over vandoverfladen, men ellers lå helt stille. Jeg ved ikke, hvor meget et får vejer uden vand i pelsen, men med vand vejer det betydelig mere, end jeg kan bære, hvilke jeg måtte konstatere efter et par forgæves forsøg. Så istedet drejede jeg fåret med snuden mod land og skubbede det igennem vandet, og da det på et tidspunkt mærkede fast bund under fødderne, fik det livsmodet tilbage, vaklede op på stranden og rystede sig og løb tilbage til fåreflokken.
På sådan en kort weekend havde jeg ikke taget nogetsomhelst skiftetøj med, men det viste sig at Margrete havde været mere forudseende og dametøj fra yderst til inderst klædte mig da egentlig også ganske udmærket.
En anden gang var vi yderst glade for at have en hund i huset En rigtig golden retriver gør meget sjældent og heller ikke Line, men en nat vågnede vi ved, at hun gøede inde fra stuen. Lyset var gået, og da vi åbnede døren slog en skarp tyk røg os i møde. Det er en meget ubehagelig oplevelse lige at vågne og famle sig rundt i huset i tyk røg og i bælgmørke uden at ane, hvad der er sket. Gitte løb op på 1. sal til børnene, og jeg fik efterhånden lokaliseret, at en tyk røg væltede ud af opvaskemaskinen. Det viste sig, at den var korssluttet, og hele indmaden med ledninger og plastik var fuldstændig smeltet. Så hvem ved, måske reddede Line vores liv den nat.
Vores nuværende kat Hannibal, blev for et par år siden samlet ind til en Røde Kors landsindsamling. Børnene var flyttet hjemmefra, og både Line og Figaro havde mæt af dage takket af, så der var blevet lidt tomt i huset. På indsamlingsrute var jeg kommet til et hus hvor nogle store kattekillinger gned sig op af mine ben. På min forespørgsel om de havde lyst til at give et bidrag til Røde Kors (altså ikke killingerne, men manden der lukkede op) blev der svaret bekræftende, men de havde ingen penge, så hvad med en killing istedet for. Jeg skulle jo lige spørge Gitte først og ugen efter kom vi så tilbage for at hente Røde Kors katten.
På gårdspladsen tumlede 4-5 dejlige killinger rundt og vi havde sat kattekurven på jorden og beundrede den killing, som manden havde taget op og som han ville foreslå, da det var den mest kælne. I mellemtiden var en anden killing hoppet op i kurven og havde lagt sig til rette - så det blev Hannibal der valgte os og ikke omvendt.
Hannibal er fars kat, og det er ikke nemt at afvise hans kærlighed, selvom det er utroligt svært at læse avis med en kæmpestor hankat på maven.
Nå, men det var lige et sidespring med alle de kæledyr, det var egentlig de grønne hunde jeg ville fortælle om. Jeg har tidligere moret mig med at lave sandfigurer og snefigurer, og nu er turen så kommet til græsfigurer efter inspiration fra nogle figurer, jeg så i Sverige i sensommeren.
Figurene i Sverige var samlet ved et stort frøfirma og var udover en stor frodig liggende kvinde, ret kedelige firkantede eller runde figurer, og andre der var lidt svære at se hvad skulle forestille. Den svenske opskrift var noget med sammenmaste papkasser og gamle aviser som indmad, dækket med spaghnum og yderst beklædt med græstørv sat fast med en masse små usynlige pinde. Hvad svenskerne har, bør danskerne da også have og hvorfor ikke i Borup nede på Kimmerslevvej og hvorfor ikke forbedre den noget besværlige svenske fremgangsmåde. Så jeg købte 3 baller spaghnum, 1 kilo minitufgræs og et stort stykke hvidt plastik, og jeg havde i forvejen en stabel gamle mursten.
Medens Camilla, min trofaste medhjælper udi skupturkunsten, endnu sov sin skønhedssøvn gik jeg og grundede over, hvilken figur vi skulle lave, og først da hun var igang med morgenmaden kom ideen, selvfølgelig en stor hund. For at have lidt at kikke efter, blev en klat overskydende ler fra sidste jul formet til en minimodel, og så gik vi igang.
Murstenene blev lagt ud til skelet, både for at drøje på den dyre spaghnum og for at give det hele lidt stabilitet. Derefter blandede og æltede vi sphagnum og vand til en tyk grød, der blev væltet ud over murstenene, og vi begyndte at klappe det hele fast sammen og forme hunden, der af Camilla blev døbt Trofast. Så blandede vi græsfrø, spaghnum og vand til en tynd vælling som blev klappet ud over hele hunden, og tilsidst dækkede vi det hele med plastik. Hele processen tog 3 timer og allerede efter 10 dages forløb var Trofast smukt lysegrøn, plastikken kunne fjernes, og Danmarks måske første græsskulptur eller ihvertfald grønneste hund så dagens lys.
Som alle andre hunde kræver også denne pasning, foreløbig har vand og gødning ikke været nødvendig, men en klipning hver anden uge i vækstsæsonen er nok nødvendig, og da man ikke kan bruge græsslåmaskinen, er jeg allerede begyndt at ønske mig en elektrisk fåresaks til jul.
Hunden ligger i vores forhave på Kimmerslevvej og man må selvfølgelig gerne beskue den og kan også roligt klappe den, den hverken bider eller sparker.