Tibet - Lhasa.

                      Bumletog Jorden rundt.

    7. rejse: Moskva - Kazakhstan - Kina - Tibet. 

Rejsefortælling af Kim Greiner.  

Delafsnit 53.

Tog hen over Verdens tag.

 Vi er på vej hen over "Verdens Tag" alias den tibetanske højslette i "Himmeleks–pressen" på vej mod Lhasa. Det er den sidste tognat i denne omgang – måske vores sidste – vi er ved at få vores lyst styret med hensyn til togrejser. Foreløbig. Det er efterhånden også blevet til 43.000 km hen over landjorden igennem 4 kontinenter.

I løbet af natten var jeg dog faldet nogenlunde i søvn, men det meste af tiden var jeg vågen, medens toget bumsede og småstoppede og så i gang igen. Gitte var oppe på et tidspunkt og så den mest fantastiske, stjernerige nattehimmel. Det var først lyst ved 6.30-tiden, så jeg stod op før solen for at få det hele med. Vi holdt ved en station i ødemarken, og den lå i 4.720 meters højde. Det må være en af verdens højest beliggende stationer. Morgenmaden bestod af 3 dadler, 3 kiks og en slurk vand, medens vi holdt på den øde station.

 Endelig kom vi i gang igen og kørte ud over sletten, som ligger i 4.700 meters højde omgivet af lave bjerge, som i virkeligheden er over 5000 m høje, men set fra togskinnerne så de ret lave ud.  

Der strømmer ilt ind i kupeen fra en dyse, så vi har ikke andre problemer med luften end luft i maven. Skyerne hænger lavt over terrænet, meden vi kører langs en stor sø med masser af gæs, og på bredden går der flokke af yakokser på græs.

 I vaskerummet med 3 vaske var den ene fuld af bræk. At kaste op er et af symp-tomerne på højdesyge. Togpersonalet går omkring i fine uniformer, måske burde de også lave lidt af det nødvendige, praktiske arbejde.

 Der er nu store flokke af får og yakokser i det bakkede, grønne landskab. Hist og her er der små beboelser og med en motorcykel udenfor til hyrden. Mange af husene har det kinesiske flag blafrende i vinden. Det tibetanske flag er strengt forbudt i Tibet, så det findes selvfølgelig overhovedet ikke nogen steder. (Ikke engang i København. I hvert fald ikke, når den kinesiske partiboss er på besøg. Man skulle jo nødig støde hans sarte følelser). Meget hyggeligt kommer der stille musik ud af togets højtalere. Mest noget kinesisk pling plong, men så pludselig var det temaet fra Titanic.

 Et par timer uden for Lhasa holdt vi ved en station med en tilhørende by. Jeg var ude på perronen i klar, kølig luft. Jeg daskede lidt rundt, men pludselig var jeg alene på stationen, og så blev jeg verfet ind af togdamen. Toget blev da holdende 10 minutter mere, inden det rokkede videre. Det der med ekspres var nok lidt overdrevet.

 Toget snoede sig videre imellem bløde bakker, men vi har dog set de første bjerge med sne på toppen. Græsgangene her på højsletten er tætklippede som på en golfbane – utroligt, at der er noget at leve af heroppe. Det sidste stykke ind til Lhasa er der en del bebyggelse i små klumper. Ved husene er der tørret yakoksemøg i stabler til brændeovnene.

 På afstand løber der en vej, og den følger jernbanen. Nogle gange er den tæt på og andre gange noget længere væk. Det er mest lastbiler, der kører på vejen, men dog også enkelte private biler.

 Det der med Himmelekspressen har ikke noget med virkeligheden at gøre. Jo, OK, vi kører næsten oppe i himlen, men ellers kører vi nærmest i sneglefart. Efter planen skulle vi være fremme i Lhasa kl. 10.20, men da klokken var 10.30 kom der en madvogn forbi, og så kunne vi godt regne ud, at det ikke var lige før, vi var i Lhasa. Vi snuppede en bakke med ris, forskellige grønsager og lidt kød til 30 yuan. Det blev så et combi-måltid – aftensmad, morgenmad og frokost i et måltid.

 Vi nåede byen Yang Ba Jing, der ligger i 4.313 meters højde. Byen fandt jeg på kortet, den ligger mindst 80 km fra Lhasa, og klokken er nu 11.30.

 I dalen løber en flod med mange små frimærkemarker med raps og lidt byg eller hvede, plus smukke, blå blomster. Toget holdt hist og pist og kørte uendeligt langsomt, men endelig 2 timer forsinket ankom vi til Lhasa station.

Tibets tidlige historie.  

 Tibet blev etableret i 600-tallet som et selvstændigt kongedømme opstået i Yarlungdalen sydvest for Lhasa og med kong Songtsen Gambo som konge. Han regerede fra 630 til 649 og udvidede kongedømmet til at dække store dele af det tibetanske plateau. Dermed kom han i kontakt med Tangdynastiet i Kina og kongedømmet i Nepal. Han lavede aftaler om fred og fordragelighed og giftede sig med den kinesiske prinsesse Wangcheng og den nepalesiske prinsesse Bhrikun. De to dronninger spillede en stor rolle i indførelsen af buddhismen i Tibet, og der blev inviteret kinesiske filosoffer og religionslærere til Tibet. Tibet fik også på det tidspunkt sit eget skriftsprog, der er baseret på det indiske sanskritalfabet. Nogle af de store bygningsværker, der stadig kan ses i Tibet, er oprindelig opført af Songtsen Gampo og hans dronninger. Songtsen Gampo hyldes også i dag som kongen, der samlede Tibet.

 I 700-tallet blev de første munkeordener stiftet, men det var ved at være afslutningen på yarlungkongedømmet, og det faldt fra hinanden i 800-tallet og blev afløst af små, religiøse høvdingedømmer. Det blev derfor klostrene, der opretholdt civilisationen i Tibet i de følgende århundreder. Forbindelsen mellem Tibet og Kina svandt ind til næsten ingenting, så de tibetanske klostre vendte sig mod Indien og modtog inspiration derfra.

 Den mongolske hersker Djengis Khan begyndte sine erobringer i 1200-tallet, og hans efterfølgere indgik aftaler med lederne af Sakya klosteret i Tibet. Det medførte, at buddhismen blev statsreligion i det mongolske imperium. Tibet fik lov til at regere sig selv i fred under ledelse af Sakyaordenen, der blev en slags åndelig vejleder for de mongolske fyrster. Senere erobrede mongolerne også Kina, og nutidige kinesiske politikere brugte derfor aftalen som argumentation for, at Tibet altid har været en del af Kina. Historien kan bruges og misbruges efter forgodtbefindende.

Dalai Lama så dagens lys.

 Skiftende munkeordener og småfyrster regerede Tibet indtil midten af 1600-tallet. Allerede i 1300-tallet stiftede munken Tsongkhapa det nye kloster Ganden 45 km vest for Lhasa. Sigtet var at reformere det tibetanske munkevæsen og dermed den tibetanske buddhisme. Denne munkeorden blev kendt som Gelugordenen, og dens lange række af ledere er den i dag kendt som Dalai Lama. Gelugordenen voksede sig stærk og vandt i 1656 under den femte Dalai Lama det endelige herredømme over hele Tibet i samarbejde med den mongolske fyrste. Ud over Potala Paladset kan man stadig se andre bygningsværker, som den femte Dalai Lama lod opføre i og omkring Lhasa.

Den femte Dalai Lamas efterfølger var en svag person, som ikke interesserede sig for landets styre, og han blev myrdet af de mongolske tropper, som havde invaderet Tibet. Tibet blev nu kastebold mellem den mongolske hersker og den kinesiske kejser, som i 1720 erklærede Tibet for kinesisk protektorat. Tibetanerne fik stort set lov til at passe sig selv i de næste 200 år.

 I 1912 efter den første kinesiske revolution erklærede den trettende Dalai Lama Tibet uafhængigt af Kina, og de få kinesiske soldater, der var i landet, blev udvist. I 1920’erne lykkedes det ikke den trettende Dalai Lama at gennemføre væsentlige moderniseringer i det tibetanske samfund. Landet havde lukket sig om sig selv, og der var stort set ingen forbindelser til udenlandske nationer.

Kinas "befrielse" af Tibet.

 Tibet var fuldstændig forsvarsløs overfor den kinesiske invasion i 1950-51. Det var lige efter Maos magtovertagelse i Kina i 1949. Bare den tyran dog kunne passe sit eget kæmperige, så millionvis af kinesere ikke skulle sulte ihjel under hans ledelse. Den unge Dalai Lama var tvunget til at indgå en aftale med den kinesiske regering, der dog gav garanti for visse selvstyrerettigheder inden for den kinesiske stat. Mange tibetanere flygtede, men Dalai Lama valgte foreløbig at forblive i Tibet.

De første år skete der ikke grundlæggende forandringer i det tibetanske samfund, men kineserne øgede efterhånden presset og overholdt ikke de indgåede aftaler. Utilfredsheden voksede, og tibetanerne begyndte af føre guerillakrig fra baser i Himalaya mod den kinesiske besættelsesmagt. I en periode fik frihedskæmperne støtte fra USA gennem CIA, men USA tillagde ikke sagen større betydning og koncentrerede sig om at holde kommunisterne væk fra Taiwan. Frihedskæmpernes angreb på besættelsesmagten fik dog ikke militær eller politisk betydning, men kineserne førte en hårdere kurs mod tibetanerne i almindelighed. I begyndelsen af 1970’erne ophørte guerillakrigen, og de sidste frihedskæmpere flygtede over grænsen til Nepal. Et stort område i Kathmandu er den dag i dag beboet af tibetanere. (Se på denne hjemmeside under Nepal).

I 1959 var der store protestdemonstrationer i Lhasa, og Dalai Lama var nødt til at flygte til Nordindien, hvor han stadig har sin eksilregering i Dharamsala. Som svar på flugten gennemførte kineserne hævnaktioner, og mange templer og klostre blev sprængt i luften.

 Op gennem 1960’erne var Tibet underlagt samme politik som Kina med kollektivisering af landbruget og Maos "Det store spring fremad", hvilket kostede 15-20 % af tibetanerne livet. Tibet ændrede også status og blev en ordinær kinesisk provins.

 Maos rødgardister havde katastrofale følger for Tibet, hvor det tibetanske sprog blev forbudt, og alle lærere blev sendt i opdragelseslejre. Der fandt utallige overgreb sted, og næsten alle klostre og historiske bygninger blev lagt i ruiner. Det var kun med nød og næppe, at Potala Paladset overlevede ødelæggelserne. Efter tyrannen Maos død og Dengs overtagelse af magten i Kina kunne tibetanerne langsomt begynde genopbygningen af deres land. I 1980’erne var der endda mulighed for en udvikling af tibetansk kultur inden for de grænser, som kineserne satte. I 1990’erne strammede Kina igen jerngrebet om Tibet – er der dog ingen ende på kinesernes undertrykkelse af det fredelige folkeslag.

Landet og folket.  

Tibetanerne kalder selv deres land for Böd, der er en betegnelse for det store tibetanske plateau. Dette plateau udgør størstedelen af landområderne nord for Himalaya og er nogenlunde lige så stort som Vesteuropa. Der bor ca. 2½ million mennesker i Tibets autonome Region, som er kinesernes betegnelse for det centrale og vestlige Tibet.

Det højt beliggende område er egnet til kvægavl og visse former for landbrug. Op til 4.000 meter kan man dyrke byg, og i lidt lavere områder mod øst kan der dyrkes hvede. Bygkornene ristes og males til mel, og så bliver det blandet med te, salt og smør til en blød dejklump, som man så spiser, ligesom vi spiser kartofler. Måltidet hedder tsampa og er let at transportere og tilberede.

 Smørte er også en livret, og det er sort te med smør og salt. Hvis smørret er ny-kærnet, smager det efter sigende udmærket. Hvis det er ved at være harsk, er det en blandet fornøjelse.

Nomaderne har flokke af yakokser og får, og de drives rundt på bjergsiderne, men om vinteren søger nomaderne ned, og dyrene er i indhegninger og beskyttet mod den værste sne og kulde. Nomaderne holder sig til bestemte områder, hvor de har græsningsretten. De producerer yak- og fårekød, yakuld og fåreuld samt smør og yoghurt, som de sælger på lokale markeder.

 De moderne tider er også kommet til nomaderne. De har ofte en terrængående motorcykel, og de slår sig ofte sammen og køber en lastbil, så deres produkter nemmere kan komme til markedet. Der ses også solcellepaneler hængende på toppen af nomadeteltene, så der kan produceres el til belysning, og der kan høres radio.

Det er dog ikke en dans på roser at være nomade, for deres græsningsret kan uden videre bliver konfiskeret af kineserne til erhvervsformål som minedrift. I de seneste år har bønderne dog fået lov til at købe den landbrugsjord tilbage, som kineserne tog fra dem i 1950’ og 60’erne. Det er dog utroligt så flinke kineserne er, for tænk tibetanerne kan få lov til at købe det land tilbage, som kineserne har stjålet. Det er dog kun de jorde, som de kinesiske bønder ikke vil have, da de ikke bryder sig om højden og de vanskelige dyrkningsforhold.

 Nomaderne udgør ca. 25 % af Tibets befolkning. Bønderne er efterhånden kommet sig over Maos vanvittige ide i 1960’erne, hvor han tvang dem til at dyrke hvede. Der kan ikke dyrkes hvede i det tibetanske højland, så ½ million bønder døde af hungersnød. Den tibetanske leder Panchen Lama skrev i 1962 et brev til Mao og bad ham stoppe landbrugseksperimenterne og afskaffe hungersnøden. Han fik 22 års fængsel, men hvededyrkningen blev dog opgivet, og bønderne fik lov til at dyrke byg igen.

Lhasa forandrer sig til kinesisk provinsby.  

 De tibetanske byer, især Lhasa har forandret sig kolossalt i de senere år. I 1994 udgjorde den tibetanske bydel stadig en væsentlig del af Lhasa. I dag er det kun 3-4 % af det samlede byareal. En del af de tibetanske kvarterer er revet ned for at give plads til udvidelser til de kinesiske indvandrere og til administration, politistationer, militærforlægninger og civile erhverv. Størstedelen af Lhasa ligner derfor en hvilken som helst kinesisk provinsby. Kernen af den tibetanske bydel er heldigvis bevaret, og nogle af helligdommene er gjort til turistattraktioner. Først og fremmest for kinesiske turister, da Tibet er et meget populært turistmål for kineserne. Der kommer mere end 4 millioner kinesiske turister til Tibet hvert år, især til Lhasa. Vesterlændinge udgør kun en ubetydelig del af turiststrømmen. To vesterlændinge fra Borup på Midtsjælland havde på forunderlig vis taget turen til Tibet og fået tilladelse til at besøge Lhasa.

Kineserne har satset stærkt i Lhasa, og en lille gruppe tibetanere har på grund af politiske forbindelser kunnet integrere sig med kineserne og få middelklassestatus. Det store flertal af tibetanere får dog ikke tilladelse til at deltage i den økonomiske udvikling. De ernærer sig som småhandlere og har job som chauffører, bygningsarbejdere eller daglejere.

 Der er et voksende skel mellem de indvandrede kinesere og den tibetanske befolkning, for der er stor arbejdsløshed blandt tibetanerne. Nomader søger til byerne, fordi deres græsningsarealer er taget fra dem. Det store flertal af tibetanske byboere er utilfredse med deres økonomiske og sociale situation. Tibetanerne bliver hele tiden diskrimineret og holdt ude fra de fleste arbejds- og erhvervsmuligheder, som er forbeholdt kineserne. Det er næsten umuligt for en tibetaner at få et ordentligt job, hvis der ikke er nære forbindelser til de kinesiske myndigheder. Selv veluddannede tibetanere kan ikke få job, og der er ingen fremtidsmuligheder. Nogle går til i alkoholisme, og andre ender som daglejere, som er det eneste job, kineserne tilbyder dem.

Oprøret mod besættelsesmagten i 2008.

 I marts 2008 blev der oprør i Lhasa samt i 50 andre byer rundt om i Tibet. Moderniseringsprocessen i Tibet havde medført, at Lhasa var blevet en kinesisk provinsby, og mange af de tibetanske kvarterer var revet ned. I de kinesiske kvarterer bugnede butikkerne, og i de tibetanske herskede fattigdommen. Typisk så havde hundrede tibetanske kandidater fra Lhasas Universitet ikke fået job, medens de kinesiske kandidater fra samme årgang alle havde fået job.

I 2008 havde tibetanerne fået nok, og utilfredsheden med forholdene i deres eget land brød ud i lys lue. Kineserne svarede igen med maskingeværer. 9 kinesere blev dræbt på grund af ildspåsættelser, men flere hundrede tibetanere blev dræbt. Efterfølgende blev over 2.000 tibetanere arresteret, og 30 blev dødsdømt, mens et ukendt antal fik mellem 15 og 30 års fængsel.

 Efterfølgende var der maskinpistolbevæbnede kinesiske soldater overalt i gaderne. De gik rundt i patruljer på 6-8 soldater døgnet rundt. Ofte var der set 3 patruljer i samme gade. Overalt var der maskingeværreder på hustagene i de tibetanske kvarterer, og der var vejspærringer overalt. Lhasa lignede, hvad den var, en by besat af en fjendtlig hær. Og befolkningen blev behandlet, som det ikke var set siden nazisternes hærgen i de hårdest ramte lande i Europa.  

Undertrykkelse ud over alle grænser.

 Grundstammen i Kinas kontrol af Tibet er den militære tilstedeværelse, og der er mere end 100.000 kinesiske soldater i Tibet. Hertil kommer halvmilitære tropper som sikkerhedspolitiet. Nogle af soldaterne er udstationeret langs grænserne til Indien, Pakistan og Afghanistan, men der er kinesiske garnisoner spredt over hele Tibet. Især ved byerne er der militære garnisoner, og alle tibetanere, der færdes på landevejene, bliver kontrolleret ved checkpoints, medens de kinesiske tilflyttere som regel får lov at færdes uhindret.

I 2009 fortæller rejsende, at der inde i Lhasa by var militær tilstedeværelse overalt i gaderne, og på hustagene var der posteret soldater med kikkerter og maskinpistoler. Der var egentlig ganske fredeligt i byen, men tilstedeværelsen skulle terrorisere tibetanerne til lydighed og skabe frygt.

 Tibetanerne bruger deres religionsudøvelse som modvægt mod undertrykkelsen. Religionsundertrykkelsen i selve Kina er svækket, og mange kinesere er blevet buddhister. Kineserne kan derfor ikke gentage de myrderier af munke og pilgrimme, som der blev foretaget under kulturrevolutionen i 1960’erne. I vore dage kan massakrer ikke længere skjules hverken for den vestlige verden eller for den kinesiske befolkning. Derfor må den kinesiske besættelsesmagt nøjes med et mindre antal henrettelser frem for folkedrab og skræmmekampagner.

Tibetanerne kan trods alt bruge deres selvstændigheds- og frihedstrang ved at flokkes om templerne, selvom der er spioner alle vegne. De buddhistiske klostre og munke spiller samme rolle, som kirker og præster gjorde i de sidste årtier af Sovjetunionens besættelse af Østeuropa.

I flere omgange fra 1959 til 1966 blev mere end trefjerdele af det store Gandan kloster, der ligger 45 km øst for Lhasa, ødelagt af mortergranater og sprængninger med dynamit. I 1980’erne påbegyndte tibetanerne genopbygningen af klostret, og efterhånden blev halvdelen genrejst. Kineserne tillod genopførelsen men deltog ikke selv. Uden for porten til klosteret opførte kineserne dog et stort stenmonument, hvor de på kinesisk, tibetansk og engelsk roste sig selv for at have genopbygget Gendan klosteret, selvom det var det pure opspind. De havde også lige glemt at gøre opmærksom på, at det var kinesiske soldater og rødgardister, der havde sprængt klosteret i luften.

 For at skræmme den tibetanske befolkning fra at deltage i religionsudøvelser har de kinesiske myndigheder bygget politistationer lige foran mange af klostrene og også foran Gandan. Alligevel kommer tibetanerne til klostrene.

I midten af 1990’erne blev tibetanerne tvunget til at deltage i politiske møder, hvor de skulle sværge troskab til Kinas kommunistiske parti og tage afstand fra Dalai Lama. Myndighederne giver også belønninger til stikkere, der fortæller dem om folk med "forkerte meninger". Alene det at blive set med et billede af Dalai Lama var tilstrækkeligt til at blive pågrebet og dømt.

 Den liberalisering af lovene, der har fundet sted i selve Kina, er ikke sket i Tibet, hvor statens interesser altid går forud for individets. At sidde i et tehus og deltage i en samtale om politiske emner er strafbart og er en trussel mod statens sikkerhed. I Tibet er dommere og anklagere repræsentanter for regeringen, og de tiltalte får sjældent mulighed for at forsvare sig mod anklager. Tilståelser er ofte fremkaldt af den tortur, sikkerhedspolitiet udsætter varetægtsfangerne for inden retssagen. Tortur bliver brugt til at aftvinge tilståelser, men også for at lede efter andre "skyldige". Alle former for tortur anvendes, som elektriske stød, slag med knipler, ophængning i arme, mørkeisolation m.m. Politiske forbrydelser belønnes med mindst 15 års fængsel, og fangerne kommer ud stærkt svækkede, hvis de overlever.

Bitterhed bliver sød, når kommunismen kommer.

 Fra 1950 er det tibetanske sprog blevet undertrykt i skolen og i perioder simpelthen forbudt. Frem til midten af 1980’erne foregik al undervisning på kinesisk. Så kom der en mere liberal periode, og i 1987 blev tibetansk tilladt som undervisningssprog i de 3 første skoleår. Det var også meningen, at sproget gradvis skulle indføres i mellemskolen og på universiteterne. I 1989 blev tibetansk endda sidestillet med kinesisk som officielt sprog i Tibet, og sproget blev tilladt inden for retssystemet og i offentlig administration. Efter opstanden i 1989 blev reformprogrammet standset.

I midten af 1990’erne ændrede den kinesiske regering sprogpolitikken og gik tilbage til maotidens kulturopfattelse. Og den gik ind for, at tibetansk sprog og kultur, blev udrenset efter 1995. Tibetansk sprog blev identificeret med, at man tilsluttede sig Dalai Lama, og alle børn skulle nu undervises på kinesisk selv i landsbyskoler, hvor læreren ikke talte kinesisk. Det er den væsentlige årsag til, at unge tibetanere er stærkt underrepræsenteret på alle trin i uddannelsessystemet.

 Undertrykkelsen af tibetanerne gennem sproglig diskrimination virker set fra kinesernes synsvinkel. De tibetanere, der er parate til at opgive enhver form for tibetansk identitet og definere sig selv som kinesere, kan få en uddannelse. De tibetanere, der ønsker at fastholde tibetansk identitet, har svært ved at få en uddannelse og endnu sværere ved at få et job bagefter. Forskning og undervisning i tibetansk historie ved Lhasas Universitet blev lukket ned fra 1996. Bøger, der fortalte om historiske begivenheder og om selvstændig tibetansk kultur blev forbudt, ligesom tibetanske skuespil. Ingen måtte længere beskæftige sig med tibetansk historie. Gamle floskler fra Maotiden som "Bitterhed bliver sød, når kommunismen kommer", kom ud af mølposen

Udvikling og økonomi eller mangel på samme.

Kineserne bidrog ikke med opbygningen af Tibet efter rødgardisternes hærgen i Maotiden. Det var tibetanerne selv, der indsamlede penge og gik i gang med genopbygningen af landet.

I andel halvdel af 1980’erne og først i 1990’erne førte kineserne en liberal politik over for Tibet. Der kom vækst i tibetansk forretningsliv, og der var større frihed til at udtrykke sig kulturelt. Der var derfor en periode med en vis økonomisk vækst i Tibet. Denne udvikling fortsatte desværre ikke, for den kinesiske regering ændrede fuldstændig politik over for Tibet. Der kom demonstrationer, og myndighederne slog hårdt igen og indledte hårdtslående kampagner for at få Tibets befolkning til at slutte sig til Kinas kommunistiske parti og deltage i indoktrineringskurser. Billeder af politiske forbrydere blev hængt op i lygtepælene. En politisk forbryder var en person, der havde protesteret mod Kinas politik og derfor var blevet fængslet og tortureret.

 I 1999 besluttede Kina at iværksætte en langvarig strategi for en økonomisk udvikling af Tibet, som havde meget store naturforekomster af uran, kobber, jern krom, bly, zink og mange andre mineraler. Alle disse mineraler skulle bruges i Kinas industrielle udvikling. Det ville være en katastrofe for kineserne, hvis alle disse rigdomme kom uden for deres rækkevidde.

Ifølge kinesiske statistikker har Tibet firedoblet bruttonationalproduktet i perioden 1997 til 2007, og kineserne påstår at have forbedret den tibetanske levestandard.

 Jo, der kom nogle supermarkeder og nogle flere biler og motorcykler til byerne, men 80 % af den tibetanske befolkning mærkede ikke noget til de forbedrede økonomiske forhold.

 Det var meget svært for tibetanske firmaer at gøre sig gældende, da forretninger krævede licens, og de blev stort set kun givet til kinesere. Fiskeri blev forbudt i den store sø Yamdrok, altså forbudt for tibetanere, og kinesiske fiskere fik rettighederne. Tibetanske transportfirmaer fik taget deres licens osv.

 I landbruget har der ikke været vækst, selvom 75 % af den tibetanske befolkning er beskæftiget i landbruget. Kort og godt, så er den fantastiske økonomiske vækst i Tibet ikke noget, som den tibetanske befolkning har nogen videre gavn af.

Mineralerne og fortjenesterne føres ud af Tibet – det er ren udplyndring. Hvis Tibet som selvstændig stat, uden kinesisk indblanding, fik lov at udnytte deres naturressourcer, ville det være et af verdens rigeste lande på højde med nordmændene og saudiaraberne.

Jernbanen, der på en strækning forbinder Lhasa med det kinesiske jernbanenet i Golmud, transporterer næsten ingen tibetanere, men bliver stort set kun brugt til kineserne og immigranter foruden militærtransporter og godstransport.

 Korruptionen i Kina er en af verdens største og især udbredt i bygge- og anlægssektoren. Selv efter kinesernes eget udsagn er korruptionen endnu større i Tibet, og det har vist sig ved mislykkede bygge- og anlægsprojekter, der er gået i gang og stoppet igen. Byggekonsortier går i samarbejde med korrupte kinesiske embedsmænd, så pengene fra den kinesiske regering fordufter. Enten bliver byggeriet ikke gennemført, eller det er i en så ringe kvalitet, at det falder sammen efter får år.

 Ak, ak, ak, der er noget råddent i Kina, og det smitter af i Tibet, som kineserne fuldstændig dominerer. Hvorfor kan kineserne ikke holde nallerne for sig selv og blive inden for deres egne grænser?

 I sin tid blev der sunget "Jeg holder med Kina, Kina skal man ikke grine ad". Kina er efterhånden blevet en stormagt, og jeg har beundret deres opsving, men efter at jeg har sat mig lidt ind i forholdene i Tibet, er min sympati for Kina helt nede under gulvbrædderne.

 Vi skal videre med den personlige rejseberetning, og overfladisk set, med en turists øjne, ser det faktisk meget godt ud, men vi ser jo heller ikke alle de skjulte vederstyggeligheder.

Ankommet til Lhasa med politikontrol og silketørklæder.

Det er dog utroligt så mange mennesker, der kan være i sådan et tog. Den stramme togdame vankede der ingen kindkys af, som jeg fik af togdamen i Kazakhstan, men jeg fik da et smil, da jeg sagde farvel med et Thank You. Strømmen af mennesker førte os igennem stationen, og ved udgangen var vi ventet af en betjent. Vi og det amerikanske par, der skammede sig over at komme fra USA på grund af Trump, blev trukket til side og ført ind i en separat bygning. Her blev pas og "the paper" (opholdstilladelsen) ekstra grundigt kontrolleret. Det tog dog kun et par minutter, og så kunne vi gå mod udgangen. Ikke-togrejsende må ikke komme ind på stationen, så kødranden, der ventede på de tilrejsende, stod udenfor.

Herude stod en nydelig yngre kvinde med et Greiner skilt. Hun havde ventet her i 2 timer, fordi toget var forsinket. Stationspersonalet havde ikke kunnet oplyse, hvornår toget ville ankomme, men det var en større forsinkelse. Vores guide hed Tenzin Dolkar, men for os vesterlændinge hed hun Denzin. Vi gik hen til vores vogn og hilste på vores chauffør, der hed Tampa, og her fik vi to silketørklæder til velkomst. Det er ligesom på Hawaii, hvor man får blomsterkranse, men her er det silketørklæder. De er meget lange, og jeg kom til at jokke på det. Det gjorde dog ikke noget, og det betyder ligefrem lykke at træde på det.

Vi fik oplyst, at turister godt må gå rundt alene i byen, men pas skal medbringes, og museer og templer kan kun besøges, når "the paper" fremvises, og man er i følgeskab med en guide. Det er strengt forbudt at fotografere politibetjente og soldater. De er altid kinesiske, og de er lidt generte.

 Fra jernbanestationen var der 15 minutters kørsel igennem den kinesiske bydel til Hotel Dekang, der kunne pryde sig med 3 stjerner. Hotellet ligger i en stille sidegade kun nogle få hundrede meter fra Lhasas gamle bydel. Nå ja, stille og stille. Næsten lige overfor lå en kaserne med soldater, og nogle gange lød der kampråb derover fra. Hotel Dekang var et ægte tibetansk hotel med malerisk reception med røgelseskar og træudskæringer. Hotellet skulle have vores pas til nærmere granskning og selvfølgelig " the paper". Vi fik et meget dejligt værelse med 2 brede senge og smukke træmøbler. Faktisk et meget smukt værelse og et lækkert badeværelse.  

Pilgrimsruten rundt i byen.

 Det er halvskyet vejr, men varmt, selvom det ikke var brølevarmt. Denzin vil ringe i aften kl. 21 og aftale, hvornår vi mødes i morgen. Eftermiddagen var til fri afbenyttelse, og efter en behørig pause gik vi mod den tibetanske bydel Barkhor. Receptionen havde ikke noget bykort til udlevering, men vi lånte et kinesisk bykort, som vi kunne fotografere. Faktisk så lå den gamle tibetanske bydel kun nogle få hundrede meter fra hotellet. Vi skulle kun over en stor, trafikeret gade, der løb langs den tibetanske bydel. Lige over for vores gade findes en af indgangene til bydelen, der på alle sider er omgivet af store gader.

Så var vi inde i den mest fantastiske bydel. Aldrig har jeg set så mange spændende motiver med bygninger og mennesker. På vej ind mod centrum er der en sikkerhedskontrol, hvor tasker skal gennemlyses, og man skal igennem en bue, der bipper, men det blev der ikke reageret på.

 Indenfor er der et virvar af krogede gader, der ikke er nemme at finde rundt i. Vi fandt ud af, at man skal tage bestik af solen og så gå i samme retning, så kommer man på et tidspunkt ud til en af de store gader, der omgiver bydelen. 

 Der går en pilgrimsrute rundt i byen, hvor både munke, pilgrimme og andet godtfolk vandrer rundt i en tæt stime. Vi satte os på en bænk lige ved ruten. Der var så mange fotogene mennesker, ældre og gamle med bedemøller og bedekranse og de fleste i deres tibetanske dragter. Det var en oplevelse bare at sidde der og kikke. Et par gamle mænd på vores bænk spurgte, hvor vi kom fra. Troede vi nok – så vi svarede Danmark, og så fik de et dannebrogsflag hver. To damer gjorde opmærksom på, at vi sad tæt på en skraldespand. De gjorde tegn til, at den lugtede, og så rykkede de sammen, så vi kom længere væk fra spanden.

Vi begyndte også at gå pilgrimsruten og kom forbi en stor souvenirbutik, hvor jeg købte en flot bedemølle med guld og ædle stene (det kan godt være, det kun var messing) til 450 yuan. Det var vistnok en overpris, for Denzin korsede sig, da hun hørte prisen. Jamen, den var altså meget flot. Der var også nogle mindre bedemøller, og de var selvfølgelig billigere. På hele vores Kazakhstanrejse var Lhasa by det eneste sted, hvor der var souvenirs, der var værd at købe. Et andet sted fik jeg købt en ægte tibetansk hat til 160 yuan. Det er sådan en hat, som alle tibetanske mænd går rundt med. Nå øv, dybt inde i hattens for stod der "Made in China". Desuden fik vi købt nogle smukke armbånd til 30 yuan. Når der først er gode souvenirs at købe, så begynder pengene at rulle.

 Vi var sultne, og i en af de små gader gik vi ind i baggården til en Cafe. Vi pegede på 2 måltider og satte os i en smuk gård med masser af dekorationer. Maden var god og rigelig og dertil en gang blæretang og 2 cola. Det hele blev 64 yuan (ca. 65 kr.) for to personer. Der var ikke andre end os, og vi blev betjent af en ældre og sød, smilende dame, der endda kunne enkelte engelske ord. Da vi gik, lod jeg de 6 yuan, der var givet tilbage i byttepenge blive liggende på bordet. Men hun kom farende ud på gaden, fordi vi jo tilsyneladende havde glemt dem. Denne cafe lå dog også uden for turisthalløjet i midten af bydelen.

Vi fortsatte på pilgrimsruten og kom forbi et ildsted, hvor hellig røg væltede ud. Mange af de indfødte gik derhen og viftede sig i røgen. I sådan en labyrint farer man nemt vild, og vi kom ned ad små gader, hvor børn hilste hello, og når vi gik videre bye bye. 

 Glædeligt at der overhovedet ikke var tiggere, og der var rent overalt. Der var heller ingen gadebørn, som der ellers er omtalt i forskellige bøger, og der var ingen, der hev os i ærmet for at få os til at købe noget. Rundt omkring i gaderne er der boxe med politi, og de virkede som et informationspoliti, hvor man kan spørge. Om de havde en maskinpistol gemt under disken, kunne vi selvfølgelig ikke se. Der var dog ikke soldater på hvert gadehjørne, som der ellers også står i nogle bøger, men OK, enkelte steder sad nogle soldater gemt lidt af vejen inde i en butik. Det er strengt forbudt at fotografere politi eller soldater, så det turde vi da bestemt heller ikke.

 Vi orkede ikke at spise ude, så i en lille butik i vores gade købte vi en banan og en yoghurt. På hotellets reception havde de flotte postkort og endda med påtrykt frimærke. De kostede 10 yuan stykket, så det var overraskende billigt. Efter et par måneder kom de endda hjem til Danmark.

Hvordan den 14. Dalai Lama blev fundet.

 Som buddhist er det naturligt, at dyr og mennesker er inkarnationer af nogle, der tidligere har levet. Men hvordan gik det til, da den 14. Dalai Lama blev fundet? Han var født 6. juni 1935 ved den store sø Kuku-Nor. Der er tale om en genkomst af Chenrezig, der er medfølelsernes Gud. Det var mongolherskeren Altan Khan, som omvendte sig til buddhismen, der gav Chenrezigs inkarnation titlen Dalai Lama, og som den dag i dag bruges i hele den vestlige verden. Den nuværende Dalai Lama er den 14. inkarnation.

Allerede nogen tid før sin død i 1933 var den 13. Dalai Lama kommet med hentydninger til, hvordan hans genfødsel ville foregå. Efter at han var død og lå på sin båre, var hans hoved på forunderlig vis om natten drejet mod øst, så der skulle søges mod øst. En vision var også, at inkarnationen skulle findes ved et gyldent, treetagers kloster med forgyldte tage, og her ved siden af ville der ligge et lille kinesisk bondehus med udskårne gavle.

 Det er en almindelig fejltagelse hos os, at enhver reinkarnation finder sted i selve dødsøjeblikket, men det er ikke tilfældet i den buddhistiske lære, og det kunne ske flere år efter.

 I året 1937 drog et eftersøgningshold ud for at finde det hellige barn, og de medbragte genstande, som havde tilhørt den 13. Dalai Lama. Eftersøgningsholdet var kommet til den kinesiske provins Xinghai, hvor befolkningen var delvis tibetansk. Efter lang tids vandring fandt man et treetagers kloster med forgyldt tag, og ved siden af lå et bondehus med udskårne gavle. Eftersøgningsholdet var iført beskedent tøj for at undgå unødig opmærksomhed. Inde i stuen i bondehuset kom en toårig dreng stormende hen mod dem og greb fat i tøjet på den lama, der bar den 13. Dalai Lamas rosenkrans, og barnet råbte: ”Sera Lama, Sera Lama.”

Hvordan kunne drengen se, at han var en lama, og hvordan kunne han vide, at han kom fra Sera klosteret, det var en mystisk begivenhed. Så trak drengen rosenkransen af lamaen og lagde den om sin egen hals. Eftersøgningsholdet var ikke i tvivl – de havde fundet barnet og var tæt på at kaste sig på gulvet.

Et par dage efter besøgte de drengen igen, og han bestod uden tøven de forskellige prøver, som at vælge den 13. Dalai Lamas gamle veltjente spadserestok fremfor en ny med sølv og elfenben. Hans krop passede også perfekt, noget udstående ører og nogle mærker på overkroppen, der skulle markere den firearmede guds andet par arme.

 Han var fundet, men der skulle opretholdes den strengeste tavshed. Da drengen var fundet på kinesisk territorium, skulle der gås meget forsigtigt til værks. De var nødt til at gå til provinsens guvernør for at få drengen med til Lhasa, hvor han skulle bedømmes blandt flere mulige andre drenge, fortalte de guvernøren. Guvernøren forlangte 100.000 kinesiske dollar, som de straks betalte. Det var en fejl, for nu forlangte guvernøren yderligere 300.000 kinesiske dollar. Nu havde de indset deres fejl og betalte kun en del af beløbet, som de lånte af muslimske købmænd.

I sommeren 1939 brød delegationen op sammen med drengen og hans familie for at rejse tilbage til Lhasa. Da de nåede den tibetanske grænse, ventede kabinetsministeren med hele sit følge, og drengen blev for første gang hyldet som Dalai Lama.

 Fra denne dag uddelte den lille Dalai Lama velsignelser med en sådan naturlighed, at man skulle tro, han aldrig havde lavet andet. Hele Lhasas befolkning var på benene for at tage imod Chenrezigs nye inkarnation. I februar 1950 blev den nye Dalai Lamas tronbestigelse højtideligt markeret under den store nytårsfest, og han fik sit nye navn: Den Hellige, Den Nænsomme Ærværdige, Den Myndige Stemme, Den Ophøjede Forstand, Den Absolutte Visdom, Doktrinens Bevarer, Oceanet.

 Hvordan de til sin tid finder den næste Dalai Lama, må guderne vide.  

Potala Paladset på det røde bjerg.                                                      Fredag 21. juli 

 Brede senge og med vinduet åbent havde natten været behagelig og tilpas tempereret. Der manglede ikke noget på værelset, og der var endda askebæger og tændstikker – der lugtede dog ikke af tobaksrøg. Værelset var stort og med udsigt til bjergene, dog uden sne. Til den ene side var der en flot udsigt til Dalai Lamas vinterpalads Potala. Om aftenen var det belyst og lignede noget fra et eventyr.

Morgenen var overskyet, men det var tilpas sommerlunt. Morgenmadsrestauranten var flot dekoreret i ægte tibetansk stil. Morgenmaden var også noget af det bedre på denne tur, og der var endda ristet toast, og man kunne også få lavet en omelet. Hotellets hovedbygning var ude over sin pure ungdom, og gulvet i restauranten knirkede som en nattergal i et fuglebur. I receptionen var der en stor bedemølle, og en røgelsespind brændte lystigt, så jeg fik lige inhaleret lidt hellig røg.

 Vores guide Densin ville hente os 9.30, og vi skulle først og fremmest se Dalai Lamas vinterpalads Potala. Densin og vores chauffør Tamba var der til tiden. Densin er tibetaner med hud og hår og er en meget køn kvinde med skæve øjne. Hun er 31 år og er gravid og skal føde til december. Hun taler fint engelsk, fordi hun engang havde en ven fra New Zealand. Da han rejste ud for at besøge familien i hjemlandet, måtte han ikke komme ind i Tibet igen. Det er meget svært for en tibetaner at rejse ud af landet – faktisk umuligt. Densin har levet hele sit liv i Tibet og kun lige snuset til Kina.

Det er meget svært for en tibetaner at blive guide. Kineserne uddanner deres egne guider, og de fortæller langtfra hele sandheden, fortalte Densin. De fortæller, at kineserne "befriede" Tibet. Det var ligesom, da tyskerne "befriede" Danmark under 2. verdenskrig, bare værre. Densin har også måttet lære sig kinesisk, ellers kunne hun slet ikke blive guide.

 Det er fascinerende bare at være ved foden af Potala Paladset. Jeg har altid troet, at paladset lå på en bjergside, men i virkelighedens verden ligger det på en klippe midt i byen. Der ligger så den kæmpebygning, som vi ellers kun har set på billeder. Meget fascinerende går tusinder af mennesker/pilgrimme rundt om hele paladset svingende med deres bederuller.

 Vi var de heldige, der skulle indenfor i paladset. Udlændinge som os, kan kun få adgang, hvis vi er i følgeskab med en guide. Første billetstop var med fremvisning af både pas og "the paper" (tilladelsen til at vi måtte opholde os i Tibet). Så får man nogle adgangstider, og der er stop undervejs, så tiderne skal følges slavisk. Desværre er indendørs foto forbudt. Jeg kunne godt være noget i tvivl, for der var skilte med et kamera med blitz, og det var der et kryds over. Hvis vi havde været alene, havde jeg tolket det, som "no photo with blitz". Nå, men jeg måtte rette mig efter Denzin, og hun skulle også nødig komme i fedtefadet og forresten heller ikke vi.

Potala paladset blev påbegyndt i 632 af kejser Songtsan Gampo. Det nuværende palads består af to dele, det hvide palads, der blev påbegyndt i 1645 af den 5. Dalai Lama og det røde palads, som var færdig i 1693. Paladset har været Tibets regeringsbygning, indtil den 14. Dalai Lama flygtede til Indien i 1959. Nu er paladset museum, og siden 1994 er det med på UNESCO’S liste over verdens kulturarv.

Omkring indgangen er der masser af kinesiske turister og ikke en eneste vesterlænding. Vi kom igennem flere smukke gårde, og ellers arbejdede vi os opad i bygningen. Først kom vi igennem noget af det hvide palads og siden det røde palads, der delvis er bygget af strå for at tage noget af vægten af bygningen. Nogle steder er der stejle trapper og et mylder af gange og rum. Vi så værelset, hvor Dalai Lama havde siddet og studeret, og hvor han nok som lille dreng har følt sig som en fange. (Læs endelig bogen "Syv år i Tibet", hvor forfatteren Heinrich Harrer bliver venner med den lille dreng). Overalt i paladset er der udskæringer og buddhaer i en lind strøm, og der er en gennemtrængende duft af røgelse og smørlamper. En smørlampe er en skål med smør, hvor der er stukket en væge ned, og så kan det brænde som et stearinlys.

 Munke sidder lidt hist og pist eller vimser rundt. En munkefidus er, at de sælger de hvide silketørklæder for 5 yuan. Lidt fremme skænker pilgrimmene dem til en Buddha, hvorefter de bliver samlet ind og solgt igen.

 Det er tidsbegrænset, hvor længe man må opholde sig i paladset, og da vi havde fået set det, der er tilgængeligt, gik vi ned ad lange udendørs ramper. Herfra var der flot udsigt ud over byen.

Stammedans, livsglæde eller bare motion.

 Bag ved paladset er der en sø, og her var der et sted, hvor folk dansede på den blanke formiddag. Det var mest ældre mennesker, der mødtes her hver dag og dansede. Det var en runddans, og da det ikke så særlig kompliceret ud, dansede jeg med og spjættede med arme og ben. Det gav god respons hos tilskuerne, og jeg fik flere tommelfingre opad.

Vi gik videre gennem Guldgaden, hvor den ene fine forretning efter den anden handlede med guld i alle mulige udformninger a la ringe og smykker. Det var jo nok ikke tibetanerne, der ejede disse butikker. Vi spiste lunch i en restaurant nær den gamle bydel. Der var ret overfyldt, og faktisk var der her en gruppe hollændere, som vi fik hilst på. De talte jo et mærkeligt sprog, og Densin spurgte, om jeg vidste, hvor de kom fra, så det fik jeg opklaret. Jeg tror ikke, Denzin anede, hvad Holland var for noget. Spisekortene her havde også tekst på engelsk, så det var et rigtigt turiststed, kunne det tyde på. Jeg fik en yakoksebøf med kartofler og ris. Yakoksen havde haft et meget langt liv og var blevet tudsegammel, inden den endte her som sej bøf.

 Inde i bydelen Barkhor besøgte vi Jokhang templet med en intens religiøs atmosfære. Masser af små smørlamper brændte rundt omkring til Buddhas ære, og munkene sad rundt omkring og bad.

 Densin viste rundt og fortalte om en lang række buddhaer, og der var masser af guld allevegne. Pilgrimme har her fri adgang til kl. 12, og derefter er det turisternes tur. Også her er der smalle gange, men også en stor åben, meget smuk gård.

 Klokken var efterhånden blevet 15, og vi var trætte, og Densin var træt. Hun havde jo også sin mave at bære rundt på. Det var dog kun en antydning. Jeg pralede også med min mave og sagde, at jeg også havde en baby indenfor. No no no, you are a Buddha. Vi havde det rigtig godt i hendes selskab og lavede ofte sjov med hinanden.

En fremmed vandrer til Potala.

Densin var flad, og Gitte var flad, men der var stadig lidt krudt i mig, så jeg gik alene ned gennem byen til Potala. For ikke at fare helt vild, gik jeg ned ad den store vej til venstre og derefter ned ad den første store sidevej, og så lå paladset der så smukt i aftensolen. Der var et indgangstjek til pladsen foran paladset, men det var et la la tjek med gennemlysning af rygsækken, for vagterne sad og guffede aftensmad og snakkede med hinanden.

 Modsat paladset er der et højt monument, og der står nogle soldater i fuldstændig retstilling. Det er til minde om noget kineseri, og jeg spurgte senere Densin, hvad det var, men hun vidste det ikke, eller også ville hun ikke sige det.

 Jeg gik jo rundt der helt alene, og nogle gange blev der hilst med et hello, men ellers gik jeg fuldstændig uantastet rundt – en vesterlænding blandt asiater. Så blev jeg opmærksom på, at jeg var den eneste i korte bukser – så kan jeg bedre forstå, at så mange kikker. Jeg er ikke meget behåret, men jeg har da hår på armene. På et tidspunkt blev jeg stoppet af en meget mongolsk udseende mand. De har jo ikke meget kropsbehåring selv, og han syntes, det var umådeligt morsomt at hive i mine hår på armene. Nå, det fik han da lov til, hvis det nu kunne more ham.

Smørte i lange baner.                                                                                         Lørdag 22. juli 

 Overskyet, men lunt. Der kan som regel tages bedre billeder, når der er blå himmel som i går, så blå himmel foretrækkes. Under alle omstændigheder skal vi smøres godt ind i solcreme med høj faktor.

Vi bestilte omelet til morgenmad og tog selvfølgelig et billede af kokken. Jeg spurgte to søde "stafkvinder", om jeg måtte tage et billede. Den ene var en ung kvinde med røde kinder, hvilket tyder på, at hun var tibetaner. Hun var meget genert og gemte sig først bagved disken. Lidt efter var det OK. Så kaldte kokken på mig, for han ville gerne have, at jeg tog et billede af ham og den unge kvinde. De var vistnok gift, og de var simpelthen så søde og smilende.

 Vi skulle på tur med Densin, men inden vi kom af sted, fik vi lidt undervisning i det tibetanske sprog. Når man ser det skrevne ord, er der stor forskel på tibetansk og kinesisk, men for os er begge sprog volapyk. Vi fik dog lært lidt tibetansk:

Tashi Delekt betyder goddag eller How are you.

Ga Li shu A er Good morning.

Thu chey chee (udtales tuc hi ti) betyder Thank you

og måske den vigtigste sætning Nya Rang la Ga Gee = I love you.

 Inde i templerne lyder det ustandselig "Om ma ni padme hum”. Hvad det nærmere betyder, aner jeg ikke. Det har nok noget at gøre med de højere magter.

Vi var kommet ind i bilen og skulle til at starte dagens program med Densin, og det vigtigste punkt i dag var besøg i Dalai Lamas Sommerpalads. Men så blev vi spurgt, om vi havde lyst til at se tibetansk hestevæddeløb? Lige præcis i dag var der det årlige hestevæddeløb i vores chaufførs landsby. Ja, det ville vi meget gerne. Jeg havde netop drømt om at opleve noget tibetansk liv uden for selve Lhasa by.

 OK, dagens program var lavet kraftigt om. Vi kørte ud ad den store vej igennem den kinesiske bydel over en bro og ind i en lang tunnel, og efter ½ time kom vi ned ad nogle små veje til chaufførens hjem. Han ville gerne klæde om til tibetansk outfit. Han boede i et pænt, stort hus med sin kone og lille søn. Faktisk boede hele familien her, og det var med mor og de voksne søskende. Vi blev bænket og fik serveret smørte. Det bliver aldrig min hofret. Det nyttede ikke noget at drikke ud for at få det overstået, for så blev koppen hurtigt genopfyldt. Hvis vi kun nippede lidt, og det ikke svandt i kruset, blev der ikke skænket mere op. Hyggeligt at møde chauffør Tambas familie og se, hvordan de boede.

Tibetansk hestevæddeløb.

Tamba havde fået klædt om til sit landsbydress, og vi fortsatte til festpladsen med masser af telte og boder, hvor de bl.a. solgte legetøj – plastik selvfølgelig. Desuden masser af madboder og så sandelig også et hoppeslot til børnene. Der var et leben af mennesker og alle mænd med hatte præcis som den, jeg havde købt. Men, men, men, øv, min hat lå på hotellet, da det jo var meningen, at vi skulle på sommerpalads tur. Mange kvinder var i tibetanske dragter, og børnene var stadset op. Det var så sandelig en festdag.

Der var også et hold kinesiske politibetjente. De gjorde dog ikke noget, og de blev i den grad ignoreret, og man skulle bare lade som om, de ikke var der. Alle andre til festen var tibetanere. Det var vi jo forresten heller ikke, og vi skilte os noget ud i den forsamling, men mange hilste og smilede. Der var nogle, der spurgte Densin, hvor vi kom fra. Det vidste hun ikke, og hun var heller ikke vores guide. Hun skulle ikke have ørerne i maskinen, for vi var lidt på gale veje. Vi måtte faktisk ikke bevæge os uden for Lhasa by.

 Jeg fik "snakket" med en tibetansk familie. Det var nu nok bedstemoderen og 4 dejlige unger. De fik dannebrogsflag, og på hele turen havde jeg haft farveblyanter i rygsækken, så nu var der endelig lejlighed til at komme af med dem.

 Så startede hestevæddeløbet. Hestene var ikke særligt store, men mange var smukt dekoreret med farver og bånd. Der var 16 runder igennem et sandet spor, så hestene sled noget for føden. Hurtigt var der spredning i feltet, og under råb og pift gjorde hest og rytter det bedste, de kunne.

Så var der pause, og vi skulle finde et sted at spise. Vi kørte lidt rundt for at finde en restaurant, men der var lukket – alle var jo til hestevæddeløb. Så kørte vi tilbage til chaufførens hjem og måtte så tage til takke med, hvad de havde – som der blev sagt.

 Først var der rigeligt med smørte. Så blev der stillet ris og 3 forskelligt slags kød frem, plus nogle grønsager og en suppe, som kunne komme i risen. Hele familien kom, og der sad vi og langede til fadet, men alle slikkede spisepindene rene mellem hver bid.

 Det ville være uhøfligt at tilbyde at betale for maden, men Densin sagde, at vi kunne give en gave til chaufførens søn, og så var den klaret. Det var en pengeseddel, der dog hurtigt blev inddraget af bedstemoderen, og så var alle glade. Densin skulle lige ud at pudre næsen, næsten i bogstavelig forstand, men det var de dejlige, røde kinder, der lige skulle dækkes lidt.

 Densin fortalte for øvrigt, at hun som guide fik 300 yuan for en hel dag og uanset gruppens størrelse. Det er en hel del mindre, end jeg får som københavnerguide.

 Det var tid til at køre hen for at se 2. del af hestevæddeløbet, men da vi skulle køre, kunne chaufføren ikke finde bilnøglerne. Jeg tænkte, hvad pokker gør vi, og der var lige 10 minutter med lidt panikstemning. Nå, det var bare hans 3-årige søn, der havde taget nøglerne for at hjælpe ham, så de ikke blev væk.

Mere hesteshow og højt spil.

 Anden del af hesteshowet, som det havde udviklet sig til, foregik på en 100 m lang bane. Rytterne skulle nu vise, hvad de duede til, medens de i fuld fart hoppede af hesten. Med kun en hånd holdt de fast i sadlen, medens foden skrabede i sandet og så op på hesten igen. Ikke helt ufarligt, da en rytter faldt af hesten og kom ind under den. En anden rytter sad baglæns, og hesten red ind imellem publikum, hvor der var en åbning. Det var rytteren ikke særlig tilfreds med, og den stakkels forvirrede hest fik nogle rap.

På vej tilbage mod Lhasa blev vi stoppet af en kontrolpost. Densin viste "the paper", men hun skulle følge med ind, medens vi sad og bævede lidt i bilen, for vi måtte faktisk ikke forlade Lhasa. Hun kom beroligende tilbage, og hun havde fortalt, at vi var kørt lige uden for bygrænsen for at købe vandmeloner ved et gartneri med specielt gode meloner. Det var højt spil, for tænk, hvis de ville se melonerne.

 På tilbagevejen stoppede vi ved en mark, hvor der gik yakokser. Sådan nogle havde jeg aldrig set tæt på i levende live – kun som bøf på en tallerken. Så jeg tog tyren ved hornene – nej, jeg tog faktisk bare nogle billeder.

 I udkanten af Lhasa holdt bilforhandlerne til, og der var alle de kendte mærker som Mercedes, Folkevogn, Toyota m.m. Det var selvfølgelig ude i den kinesiske bydel, for jeg tvivler på, at ret mange tibetanere har råd til sådanne køretøjer. Vi blev sat af ved vores hotel 15.30 og godt støvede. Jeg sagde til Densin, at hun skulle sige til chauffør Tamba, at det havde været den allerbedste dag på hele vores togtur.

Hvor mange danske hjem har en yakoksehalestøvekost?

 Vandvogne kører rundt på de store veje i Lhasa by og spuler gaderne. Der var ikke støvet eller noget, så hvorfor vides ikke. Det mærkelige er, og vi har hørt det andre steder i Kina, at de ustandselig spiller melodien "A small small world". Og hvor stammer melodien fra? Fra en forlystelse i Disneyland.

Der lød høje råb fra mennesker inde i byen. Hvis der nu også lød skud, ville vi droppe aftenturen. Nå, det gjorde der heldigvis ikke, så vi sundede os lidt, og gik så ind mod den gamle by. Det var faktisk lidt køligt i skyggen, men vi er også oppe i 3.600 m højde.

Nu havde jeg fået min tibetanske hat på, og med den ned i øjnene var der behageligt i solen. Hotellet har en fin beliggenhed, for det tager kun 10 minutters gang, så var vi inde i den gamle by. Vi tog bestik af solen, og når vi skal ud igen, skal solen være til højre. I en butik solgte de udelukkende yak-ting, og jeg fik købt en yakhale. Man kunne jo selvfølgelig i nødstilfælde koge suppe på den, men den var beregnet til at flytte støv. Den kostede 250 yuan, men hvor mange hjem i Danmark har en yakhalestøvekost? I andre butikker købte vi tørklæder og smukke armbånd, og jeg købte en flot T-shirt med broderi "Roof of the World–Tibet". Selv i den store souvenirbutik kunne der pruttes en smule om prisen, fandt vi ud af. I vore dage bruges der en lommeregner, når der skal pruttes. How much? Så skrives prisen på lommeregneren. No, no, så skriver man det beløb, man vil købe for. Så skrives prisen igen, og der er slået lidt af. Vi gad ikke lave det store nummer ud af prutningen, for varerne var billige i forvejen, og vi vil gerne støtte den lokale handel.

Turen rundt ad pilgrimsrunden igennem byen er fyldt med souvenirbutikker og madbutikker. Vi fik købt en nylavet kødpie til 17 yuan, og vi blev næsten mætte.

 Vi så ingen tiggere, og der er ingen i forretningerne, der hiver i en for at få en handel i gang. Vi kunne gå ind i en butik, kikke os omkring og gå ud igen.

 Vi nød at se på folkevandringen rundt på pilgrimsruten med gamle koner og mænd med bedemøller og bedekranse. Der var også mange turister, men næsten alle var kinesere, og der var kun nogle få vesterlændinge.

 Det er mørkt allerede ved 21-tiden og først lyst igen ved 7-tiden om morgenen. Hjemme i vores gade, hvor hotellet ligger, købte vi aftensmaden, der bestod af et par yoghurt og noget at drikke.

 Jeg har lige opdaget, at vi kan se paladset fra et af vores vinduer, og det er oplyst om aftenen. Det ser helt eventyrligt ud – tænk, at jeg har oplevet det syn, jeg er en heldig kartoffel. Paladset har et mørkt bjerg som baggrund og mørke træer som forgrund, og så ligger det der og lyser som en diamant.

Sommerpaladset og Dalai Lamas flugt.                                              Søndag 23. juli  

 Jeg havde taget min nye T-shirt på til morgenmaden. En franskmand spurgte, hvor vi havde købt den. Inde i den gamle by et eller andet sted i nærheden af den store plads. Det lød lidt uldent, og vi kunne nok heller ikke selv finde forretningen igen. Så tog franskmanden i stedet et billede af T-shirten.  Paladset kan selvfølgelig stadig ses fra vores ene vindue, men det ser noget mere eventyrligt ud, når det er belyst om aftenen.

Vi skulle på tur med Densin, men i dag uden privat chauffør til rådighed. Nede på den store gade tog vi derfor en bus. En busbillet koster 1 yuan (1 kr.), og der betales kontant i en kasse. Så snart vi kom ind i bussen, var der en, der rejste sig for Gitte, men hun er jo også en ældre dame. Et øjeblik efter fik jeg også anvist en plads, selvom jeg stadig er en ung, kun lidt ældre mand!

 Vi skulle ud for at besøge Sommerpaladset Norbulinka, der ligger i udkanten af Lhasas tibetanske bydel. Paladset er omgivet af en stor, fredfyldt have Norbulingka Park med masser af fuglesang.

 Der var ikke megen fuglesang, da Dalai Lama her i Sommerpaladset tilbragte sin sidste nat i Lhasa. Hans flugt var holdt strengt hemmelig for ikke at forurolige befolkningen, og man frygtede også, at munkene i Potala Paladset ville få ham til at ændre holdning. Det var først sent på aftenen, at de embedsmænd, der var udset til at følge med, fik at vide, at afrejsen var sat til kl. 2 samme nat. For sidste gang drak man smørte i Potala, og så blev skålene fyldt op igen og efterladt – en overtroisk skik, som skal sikre en snarlig tilbagekomst. De flygtendes kolonner drog tavse gennem natten ud af byen til Norbulinka. Der bad den unge gudekonge for sidste gang en bøn i de kendte omgivelser.

I en pelsforet silkefrakke og en kæmpestor pelshue var Dalai Lama flygtet fra kineserne over bjergene i ofte ned til 30 graders kulde. Seksten dage efter afrejsen fra hovedstaden nåede man det foreløbige mål for flugten hos distriktsguvernøren i Chumpi. Hans beskedne bolig blev omdøbt til "Himmelske Palads, Universets Lyd og Fred". Der ville aldrig mere kunne bo dødelige her i de rum, hvor Dalai Lama havde boet. De blev nu kapeller, hvor de troende i al fremtid kunne bringe ofre og bede om Dalai Lamas velsignelse.

 Her i det beskedne "Palads", der nu var de flygtendes regeringssæde, blev der modtaget meldinger om kinesernes seneste fremmarch. Senere flygtede Dalai Lama og hans regeringen videre til Indien, hvor de har hovedsæde den dag i dag. (Læs meget mere om flugten og meget andet i "Syv år i Tibet".

Tilbage til nutiden måtte der som sædvanligt ikke fotograferes indenfor i sommerpaladset – Øv. Paladset er meget mindre end vinterpaladset og meget mere intimt. Vi kom igennem Dalai Lamas meditationsrum, arbejdsværelse og soveværelse. I den store audienssal er der en kunstnerisk fremstilling af hele Tibets historie i 301 vægmalerier. Man kan se myter og udviklingen af landbrug og kvægavl i Tibet. Myterne og de store begivenheder med konger og fyrster fortsætter til historiefortællinger op gennem tiderne og afsluttes med den 13. Dalai Lama. På en væg lidt skjult var der det eneste billede i hele Tibet af Dalai Lama. Hans mor havde også boet på paladset, og hun havde fået indrettet et vestligt WC med kumme og det hele. Der var masser af buddhastatuer rundt omkring, og foran statuerne stod der skåle med vand. Når det havde stået der i 6 timer, var det blevet til helligt vand og kunne drikkes som en hel ekstraordinær drik.

 Der er flere mindre templer i området, og i en gård stod en kedel med solspejle. Solens stråler bliver rettet mod kedlen, og resultatet bliver kogende vand. Den metode må da kunne bruges i mange solfyldte lande.

 Herude i området med Sommerpaladset var der ikke ret mange turister, så det var en dejlig, fredfyldt have med i tusindvis af urtepotter med blomster.

En ubehagelig spytklat.

 Vi tog en bus tilbage til den gamle by, og Densin stillede sig op i en kø. Det tog sin tid, men det var byens bedste bageri med nylavede doughnots. De gik som varmt brød, og de smagte himmelsk og lidt af Berliner Pfannkuchen. Derefter gik vi ind i de smalle gader til et sted, der lavede en rigtig god the. Samtidig bestilte Densin nudler til os, kun en portion til deling for efter 2 doughnuts var vi allerede mætte. Meget hyggelig restaurant på 1. sal. Her oplevede vi for første gang børn, der tiggede. Jeg havde fået taget et billede af den mindste, tiggende pige, der så dejlig tibetansk ud. Så skulle der betales for billedet. OK, og så fik hun også et par dannebrogsflag. Det var en mor, der sendte børnene rundt til bordene for at tigge. Forresten så var vi lige udenfor kommet forbi en munk med en hel sæk med penge, og det var vist meningen, at han gerne ville have flere.

Her sagde vi farvel til Densin og havde resten af dagen på egen hånd. Densin har drillet mig lidt med min mave, der er lidt a la Buddha, altså en meget ung Buddha, synes jeg selv. Hun har kun gået i skole i 3 år, fra hun var 6 til 9 år, så skete der et eller andet, og så var der ikke mere skolegang til hende. Hun har selv lært sig kinesisk, ellers kan man ikke få stilling som guide. Hun havde lavet en fin halskæde til Gitte og et armbånd til mig. Armbåndet skulle to gange rundt om håndleddet, og så var det desværre for lille. Hun ville lave et nyt til mig, som jeg kunne få næste dag, når vi bliver kørt til lufthavnen.

 Vi ville gerne besøge den muslimske bydel, og der var en lang lige gade, hvor de bl.a. solgte tøj. Vi ledte efter T-shirt til børnebørnene, men det fandtes ikke. Mange af mændene gik med hvide kalotter, og her lå Tibets største moske. Jeg gik ikke ind for at kikke, for lige før havde et barn spyttet på Gitte. Måske var det et fejlskud, men vi gider ikke gå steder, hvor man kan risikere det. Hun så det kun ud af øjenkrogen, men hun blev våd på tøjet. Så vi gik lige igennem gaden og ud på hovedgaden med det samme. Det er første gang, vi har været ude for noget lignende i hele verden, og man skal da heller ikke dømme en hel befolkningsgruppe ud fra en lille hændelse, men behageligt var det ikke. Vi fortalte om episoden til Densin dagen efter, og det blev hun bestemt ikke glad for, men hun kunne ikke give nogen forklaring.

Pilgrimsvandring omkring paladset.

 Eftermiddagstur på egen hånd til Potala Paladset. Vi tog bussen et par stoppesteder, da vi mente, vi godt havde råd med billetpriser på 1 yuan. Ved Potala var der en strøm af pilgrimme og andet godtfolk, men overhovedet ingen vesterlændinge. Der blev kikket noget på os, fniset noget, og de modige sagde hello.

Vi ville selv gå pilgrimsruten og fulgte strømmen foran paladset. Så drejes ned ad gaden til højre med masser af forretninger til venstre og i hundredvis af bedemøller ind mod klosteret. På et tidspunkt var der nogle stupaer, og vi afveg lidt fra ruten og lavede en afstikker ned til søen. Her var masser af vandcykler med fantasifulde dekorationer af rædselsfulde plastikænder og deslige vederstyggeligheder. Her langs søbredden var der rigtig mange mennesker, men der var også bænke, så vi satte os og kikkede på folkelivet. Et par drenge kikkede, og så var det tid til uddeling af Dannebrogsflag og fotografering. Det er helt utroligt, så nemt der skabes kontakt ved hjælp af Dannebrogsflag, og også voksne er glade for dem. Vi gik lidt tilbage og kom igennem en stor plads med motionsredskaber, men det var mest børn, der legede på dem – mange børn.

 Vi gik tilbage på pilgrimsruten, der nu går på bagsiden af paladset, og her er det tydeligt at se, at paladset ligger på en stor klippeknold. Den sidste langside er med forretninger (mest med buddhaer, bedemøller og krimskrams til religionen), på højre side var der stadig i hundredvis af bedemøller. Så havde vi gået hele pilgrimsruten sammen med tusindvis af ægte pilgrimme. Vi følte os lidt nærmere himmelen – måske fordi vi skulle ud at flyve i morgen.

Vi var sultne, men orkede heller ikke at gå på restaurant og bestille noget, vi ikke vidste, hvad var. Så den skulle nok stå på yoghurt til aftensmad igen. Vi havde dog set reklamer for KFC, og efterhånden længtes vi efter noget vestlig mad. Vi vidste ikke, hvor KFC var, men vi var på vej igennem den kinesiske bydel. På den anden side af en trafikeret gade var der et stort billede af et stort kyllingelår og navnet dicos. Nu er det bare ikke sådan at komme over en bred gade i Lhasas kinesiske bydel, for folk kører over for rødt, og de holder ikke tilbage for folk i fodgængerovergangene. Nogle af bilisterne er dog så flinke, at de dytter af folk i fodgængerfelterne – nå, det er garanteret kinesere. dicos var af samme koncept som KFC med kylling stegt i friture og serveret på mange måder som burger, i ruller og enkelte stykker. 44 yuan for 2 gange kyllingeruller, cola og fritter. Fritterne spiste vi dog ikke, så lidt sundt var det da.

I løbet af aftenen ville jeg op på 5. etage på hotellet, hvor der var en tagterrasse. Der var en hel restaurant deroppe med en del gæster ved bordene. Jeg hilste lige lidt og gik hen i hjørnet af terrassen, hvor der var det bedste udsyn til paladset, der lå smukt belyst. Der var stillet blomsterkrukker meget tæt langs rækværket, så det var svært at

finde et godt sted med udsyn. Medens jeg prøvede at finde et hul kom en mand hen til mig og pegede på et skilt: " No photo from this point". Mærkeligt, hvorfor måtte man ikke fotografere paladset fra tagterrassen. Nå forresten, til den anden side og meget tættere på lå en kinesisk militærforlægning.

Glidefald og farvel til Lhasa.                                                                    Mandag 24. juli

 Fra samme militærforlægning blev vi vækket af militærmusik, og kl. 7.30 lød der kampråb derovrefra. Det minder os om, at vi er i et besat land, og at det er kinesiske soldater, der råber kampråb. "Rejs dog hjem og råb kampråb i Kina, folkens". Jeg sagde det for mig selv. Hvis jeg havde råbt det højt på kinesisk, var jeg nok ikke kommet hjem endnu. Det er jo nok også derfor, kineserne helst ikke vil have vesterlændinge ind i Tibet – vi sympatiserer med tibetanerne. 

Det er hjemrejsedag, men vi kan lige gå en formiddagstur i den gamle tibetanske bydel, og så bliver vi hentet kl. 12 og kørt til lufthavnen. Hjemturen skal bestemt ikke foregå med tog, men vi skal med 3 forskellige fly.

 Vejret er let skyet, men alligevel hattevejr, og den skal jo også luftes i de rette omgivelser. Densin og vores sædvanlig chauffør vil følge og køre os ud til lufthavnen. Det er dog utroligt, som de skal råbe kampråb på den militærforlægning – det er lidt uhyggeligt.

 På denne formiddagstur er vi tidligere på den end de andre gange, vi har besøgt den gamle by. I de første snævre gader var der en stille trafik af gående. Efter sikkerheds checkpoint myldrede det med de lokale indbyggere, der var ude på pilgrimsruten for at lufte deres bederuller og bedekranse. Torvet var dækket af hellig røg, som vi gik igennem – det er fint at få lidt hellighed indenbords.

Henne ved templet, hvor der på dette tidspunkt af dagen var gratis adgang for pilgrimme, var der ekstra mange mennesker. Mindst et halvt hundrede, selv gamle koner var i gang med at lave glidefald. Nogle enkelte på den bare stenbelægning, andre på underlag og nogle med ruller på hænderne, så de bedre kunne glide frem og tilbage. De bedende starter med at række hænderne i vejret, og så ned på knæ og strækker sig helt ud med armene frem og så op igen. Så kan jeg bedre forstå, at der næsten ikke er nogen tykke tibetanere. Jeg tog nogle billeder, men jeg følte mig som en hund i et spil kegler, for jeg følte, at jeg var gået lidt ind på deres private område. Ved indgangen til templet stod de troende i kø på indersiden af et rækværk. På ydersiden havde en række koner stillet borde op, og herfra solgte de te fra store termokander. Køen fortsatte rundt om hjørnet og flere hundrede meter igennem gaden.

 Gitte var inde på et "Public Toilet", og det står med store bogstaver udenfor både på engelsk, tibetansk og kinesisk. Det var selvfølgelig med huller i gulvet, men bag lukkede døre. Der var pænt og rent, dog intet papir og ingen håndvask, men de var gratis.

 Det var farvel til denne fantastiske bydel med det fantastiske skue af mennesker, smukke bygninger og med bedeflagene blafrende. Inde i den gamle bydel er der helt bilfrit, men i sidegaderne kan der godt være små motorcykler. De kører på batteri og er helt lydløse.

Farvel til to gode venner.

 På vej tilbage til hotellet købte jeg i vores gade 2 flasker vand. Jeg vidste ikke, hvad de kostede, og gav hende 10 yuan og sagde eller spurgte OK? Jeg gik og var kommet 10-20 meter væk, da konen råbte. Havde jeg virkelig betalt for lidt? Nej, nej, hun viste på sin lommeregner, at det kun blev 6 yuan, så jeg fik 4 tilbage. Det kalder jeg ærlighed.

Vi slappede lidt af på hotelværelset, inden vi skulle af sted. Fra kasernen lyder der stadig høje råb, måske er de i gang med eksercits. I det fjerne lyder det fra vandvognen " A small small world".

 Afhentning på hotellet kl. 12 som aftalt. Jeg havde et kort over hele verden, og det gav jeg til Densin. Jeg tror, hun blev meget glad for det og begyndte straks at studere lande. Densin og vores chauffør Tamba fik begge to postkort med kongefamilien, og de var begge meget interesserede i, hvordan det kongehus hang sammen. Hvor Henrik kom fra, og hvor Mary kom fra. Og om deres børn og børnebørn. Når Frederik skal være konge, hvad så med den anden søn, ham Joakim? Vi fortalte at hans første kone faktisk var kineser og kom fra Hong Kong, men at de nu er skilt. Hvortil chaufføren straks sagde: " Ja, de kinesiske kvinder er kun ude efter pengene". Han var åbenbart ikke kineserfan, og det var Densin bestemt heller ikke. I en lukket kuvert fik Densin også lige en 100 dollarseddel til sin nye baby, og Tamba fik en 50 dollarseddel til sin lille søn.

 Der var godt en time ad gode veje ud til lufthavnen. Her fik vi sagt pænt farvel, ikke bare til en chauffør og en guide, men til det vi følte, de var, to rigtig gode venner. Vi havde fået udleveret nogle evalueringsskemaer, og der var højeste karakter til dem begge to.

Lhasa lufthavn og farvel til Tibet.

 Lufthavnen var helt ny og var pænt stor. Densin vidste ikke, om der var restauranter derinde, og måske havde hun aldrig været indenfor. Men der var en Burger King som det eneste spisested. Endelig noget vestlig mad, og en kyllingeburger smagte himmelsk.

Der er flere fine souvenirforretninger i afgangshallen. Det kvindelige personale var i flotte, røde dragter, men der var ingen kunder. Det tror pokker med de priser. En bedemølle magen til min kostede 1600 yuan. Jeg havde givet 450 yuan for min, og den skyhøje pris havde Densin korset sig over. Vi sad ved siden af den store souvenirforretning i ca. 2 timer. Der var 6 ekspedienter, og jeg så ikke en eneste handel – så dumme er kineserne heller ikke, at de vil give 3-4 gange prisen.

 I de sidste dage har vi ikke set en vesterlænding og heller ikke her i lufthavnen. Til gengæld står der 2 soldater i hallen med en bil, skjolde og lange stave.

 Mange af flyene herfra går til Gandau. Altså så mange var der heller ikke, men af dem, der gik, skulle de fleste til Gandau.

Det var blevet tid til at gå til skranken, og det gik glat med at få boardingkortene. I sikkerhedskontrollen blev kufferterne gennemlyst, og de opdagede et batteri. Min kuffert skulle pakkes ud. Jeg kunne ikke huske noget om et batteri, men vagten hjalp med at finde det, og han var vældig flink. Så var kufferten da igennem. I sikkerhedskontrollen fandt de også en flaske vand. Sorry. De er grundige.

Ovenpå var der en stor hal med mange sæder, og hvor der var en Coffee Shop. En caffelatte kostede 58 yuan og en cola med is 48 yuan. Så var de da også betalt. Der var også et sted med et udvalg af sandwich, foruden tørret kinesermad – men det tåler jeg ikke i rigtig lang tid. Heroppe var også souvenirforretninger. Armbånd, som vi havde købt for 20-30 yuan, kostede her 200-250 yuan. Næsten alle heroppe i hallen er unge og overvejende af kinesisk afstamning. Så var der bording, og utroligt hurtigt blev flyet fyldt med kinesere.

 Utroligt at de har kunnet finde et fladt område her i Tibet. Vi fløj med bjerge til alle sider, og jeg syntes, flyet havde lidt svært ved at komme op i flyvehøjde, indtil jeg kom i tanke om, at selv de små bjerge er mindst 5 km høje. Der var flotte skyformationer, og vi fløj hen over bjerge med sne på toppen. Så blev der tæt skydække, og jeg håber piloten har helt tjek på, hvor Mount Everest befinder sig.

 Let servering undervejs – nå, så blev det alligevel kinesermad igen. Efter maden stillede stewardesserne sig op i midtergangen. Ikke et smil og kun et slapt buk eller noget, der skulle ligne et buk.  

Chengdu Airport og skrigende kinesiske børn.

På kortet ses hele ruten hen over landjorden fra Moskva til Lhasa i Tibet. Turen ud havde taget 3 uger og hjemturen med fly under 1 døgn.

Efter 2 timer landede vi i Chengdu i Kina, og vi skulle fortsætte igen med Air China Limited. Det var nu et fladt landskab, og der var bus hen til terminalen. Lufthavnen er enormt stor og er Kinas største knudepunkt efter Beijing. Vi skulle selv have fat i kufferterne. Nå, meget godt, og så vidste vi da, at de var kommet med i den rigtige retning. Der skulle skiftes til Terminal 1, fandt vi ud af efter at have spurgt et par gange her og der. Der gik en gratis bus derover, og igen kom vi ind i en kæmpehal.

Flyet til Frankfurt afgik ikke før kl. 01.35, men der kunne først tjekkes ind 2 timer før. I den kæmpestore hal var der måske kun 50 siddepladser, og mange havde så dyre tasker med, at de krævede deres eget sæde. Så blev der to pladser ledige, men nej, nogle unge kinesiske mænd havde reserveret dem, selvom de ikke brugte dem. Nå, men så var der en KFC restaurant, hvor der var et ledigt bord, men kun 1 stol. Ved siden af sad der en kinesisk dame ved et bord med 3 ledige stole. Men nej, de var reserverede. Så fik jeg fat i en cola og to små burgere, og jeg stod op og stirrede på damen og de tomme stole. Så forbarmede hun sig, og jeg kunne låne den ene stol. I cafeteriet var der en larm uden lige og især af en 10-årig kinesisk pige, der havde en meget skinger stemme. Jeg fandt mine ørepropper frem for at tage de værste skrigelyde.

Endelig kunne vi gå hen til køen med tjek ind, og der står vi nu og ser kinesisk militærpropaganda på storskærm. Jeg er ved at være træt af kinesere, især efter at have set, hvordan de opfører sig i Tibet. Nå, nu fik vi boardingkort både til Frankfurt og til København. Ved udrejseskranken var der lange køer, og fremme ved skranken skulle vi sige vores navne, medens damen kikkede i passet. Mærkelig kontrol og derefter sikkerhedskontrol og så hen i gate 102 og vente. Det var midt om natten, men der var stadig meget højtråbende børn, der klistrede det hele til med slikkepinde. Mødrene sagde ingenting, for de sad på rad og række og kikkede på deres mobiler. I guder, hvor de kinesere trænger til lidt opdragelse.

Først 20 minutter før planlagt afgang var der bording, og det tager sin tid at få 250 kinesere på plads, så flyet blev en halv time forsinket. Klokke var 2 om natten, og urene skulle stilles 6 timer tilbage. Der var en eller anden natservering, som jeg ignorerede med øjenklap og ørepropper. Stewardesserne lå i et aflukke med almindelige stolesæder. De krøb søvndrukne ud og begyndte at servere morgenmad. Ville jeg have kinesisk morgenmad eller.......? Jeg kunne ikke høre, hvad hun sagde, så jeg sagde: ”not chinese breakfast, I have got it for 3 weeks now!” Så grinte hun. Så det blev omelet, croissant og frugt. Under morgenmaden fløj vi lige syd om Kaliningrad kun ½ time fra København, men vi skulle helt ned til Frankfurt for at skifte fly til Lufthansa.

I Frankfurt skulle der skiftes terminal med et lille tog, og paskontrollen var noget nemmere for os EU-borgere. Sikkerhedskontrollen var den grundigste på hele turen, og de fandt endda en øreprop i min lomme.

 Vi var nu i Euroland hvor 2 flasker vand kostede 8 euro. Med det forsinkede, kinesiske fly var vi fremme til bording 15 minutter, før de lukkede, men vi nåede det, og manglede kun den sidste lille flyvning til Kastrup. I Kastrup var der overhovedet ingen kontrol af noget som helst. Ikke engang pas, så vi vadede lige ud i lilleputlandet Danmark, hvor det halve af politistyrken opretholder skrap grænsekontrol mellem Sverige og Tyskland, men i Kastrup var der ingenting.

Eftertanker og oplysninger

 Det var foreløbig den sidste, store togtur, der gik fra Moskva i Rusland til Lhasa i Tibet. Det var en togtur på omkring 7.000 km, og med masser af spændende oplevelser og masser af besværligheder, men alt løste sig til sidst. De 7.000 km kan så lægges oven i den tur, jeg kalder "Jorden rundt med tog", der er gået igennem 4 verdensdele, og vi har kørt omkring 43.000 km hen over landjorden. Måske er vi de første i verden, der har taget sådan en tur?

Det havde været et hestearbejde for Irina Kronholm fra Altrejser på Vesterbro at få alt på plads til denne tur efter mine grove anvisninger. Og at det lykkedes for hende at få os ind i Tibet, var en kæmpebedrift. Hele denne tur ned igennem Rusland tværs igennem Kazakhstan, og dybt ind i Kina for at finde "Himmeltoget" til Lhasa i Tibet var en kæmpeoplevelse.

 Rejsen var rejsens mål, men hvor er jeg glad for at have oplevet det ukendte land Kazakhstan og især hovedstaden Astana. Turens endestation og samtidig højdepunkt var Lhasa i Tibet, og det var fantastisk at opleve denne storslåede by med de historiske bygninger som Potala Palace, – det er helt uvirkeligt at tænke på.

 Vi var af sted i 3 uger, og den samlede faktura fra Alt Rejser lød for to personer på 65.790 kr. Det var betaling for fly København-Moskva. Tog Moskva-Astana. Tog Astana-Almaty. Tog Almaty-Lanzhou. Himmelekspressen Lanzhou-Lhasa i Tibet. Fly Lhasa-Chengdu. Fly Chengdu-Frankfurt. Fly Frankfurt-København.

 Alle hotelovernatninger i de 3 uger. Al transport til og fra lufthavne og togstationer med privatchauffør. Guidede rundvisninger med privatchauffør i Astana, Almaty, Lanzhou og Lhasa. Desuden incl. visum til Rusland og Kina samt den specielle tilladelse til at besøge Tibet. Da det var en pakkerejse, var beløbene ikke specificerede, men ærligt talt, jeg synes vi fik rigtig meget for pengene.  

Kilder:

Turen går til Moskva. Politikens forlag.

Sovjetistan. Erika Fatland, Informations Forlag 2016.

Seks rejser i Tibet. Vivi og Jens Walter. Forlag: Books on demand GmbH, København 2011.

Farvel Tibet. Tore Grønne. Gyldendal 2012.

Syv år i Tibet. Heinrich Harrer. Aschehoug 2006. Fantastisk bog, der kan anbefales.

Tibetanske hjerter. En fotobog af Marianne Leth. Aschehoug.  

Egne dagbogsnotater.

Mit allernyeste billedforedrag i 2018 er "Kazakhstan og det ukendte Tibet:

Se under foredag på denne hjemmeside.

Tilbage til forsiden.