Jorden rundt med tog

Rusland - Moskva

Bumletog Jorden rundt.

7. rejse: Moskva - Kazakhstan - Kina - Tibet.

Rejsefortælling af Kim Greiner.

Delafsnit 49.

Fra Moskva mod fjerne byer.

Vi sad ved Blodkirken i Jekaterinburg. Blodkirken er bygget præcis på det sted, hvor zarfamilien ved revolutionen i 1917 blev myrdet. Jekaterinburg, der i Sovjettiden hed Sverdlovsk opkaldt efter den herre, der var ansvarlig for mordene, ligger i Sibirien på grænsen mellem Europa og Asien. Vi sad og snakkede dansk, da en ung kvinde med mongolsk udseende kom hen til os og på engelsk spurgte, hvilket sprog vi talte. Vi svarede selvfølgelig Danish. Næste spørgsmål fra Zulaika, som kvinden hed: "Tror I på Gud?". Ikke ret meget, måtte vi indrømme. Nå, men hun fortalte, at hun var fra Jehovas Vidner. Så talte vi ikke mere om det, men derimod om Danmark og om Kazakhstan, hvor Zulaika kom fra, og som hun mente, var verdens dejligste land. Vi havde haft en rigtig hyggelig samtale, og da vi sagde farvel, og der traditionen tro fra min side blev taget et billede, lagde hun kærligt hovedet på min skulder. Tanken strejfede mig allerede dengang, måske skulle vi en dag besøge Kazakhstan for at se, om det virkelig var verdens dejligste land.

Rejseplanen og de indledende besværligheder.

Her 5 år efter sidder vi i Kastrup Lufthavn på vej til Kazakhstan, som vi ville gennemkrydse med tog med start i Moskva. Der ville være stop i Kazakhstans hovedstad Astana, hvor vi ville besøge Verdensudstillingen EXPO 2017 og derefter besøge landets gamle hovedstad Almaty. Turen skulle fortsætte ind i Kina til byen Lanzhou, hvor vi ville prøve at komme med "Himmelekspressen" ind i Tibet til hovedstaden Lhasa.

Irina fra Alt Rejser på Vesterbro havde efter min plan bestilt fly, togbilletter, hoteller og nogle steder guider. Det havde ikke været nogen let proces, især det med Tibet, og medens jeg skriver dette, og efter at rejsen er startet, ved vi ikke om kineserne giver tilladelsen. Kineserne, der har besat eller befriet Tibet, som de kalder det, vil nemlig helst ikke have vestlige turister ind i landet. Vi kan jo finde på hvad som helst og måske komme med mishagsytringer over kinesernes tilstedeværelse.

Alt Rejser havde sørget for visum til Rusland, men vi måtte da lige ind til en afdeling af den russiske ambassade i København for at få taget fingeraftryk. Til Kazakhhstan kan danske statsborgere rejse uden visum, så det er så nemt. Visum til Kina, som Alt Rejser også sørgede for, var noget mere kildent, for man må endelig ikke fortælle ved visumansøgningen, at man agter sig ind i Tibet. Der var derfor lavet en plan B, der viste en rejse ind i Kina med sejlads ad Yangtzefloden m.m., og den havde vi med til ambassaden i Hellerup, da vi meget beærede, men mest bekymrede blev indkaldt til interview. Det viste sig så, efter at vi havde prøvet at banke ambasadøren op, at vi skulle hen til en nabovilla til ambassaden, hvor vi også skulle have taget fingeraftryk. Men nej, det skulle vi faktisk ikke alligevel, da vi begge er over 70 år, og vi er jo ret beset heller ikke så farlige, vi halvfjerdsårige. Interviuwet viste sig at være meget kort. Plan B var sendt ind, og interviuweren spurgte ikke om Tibet, og vi fortalte heller ikke noget. Han sagde endda, at hvis vi rejste ud af Kina og ville ind igen, skulle vi have mere end et visum. Nej, vi havde tænkt, at vi kun ville opholde os i Kina og rejse hjem derfra. (Tibet regnes jo som en del af Kina, mener kineserne). Det, der var lidt usædvanligt, var, at vi kun var 2 i gruppen, sagde han. Vi sad og så flinke og rare ud og smilede, og det endte med, at han ville sørge for et visum til Kina indklæbet i vores pas. Det kunne om nogle dage afhentes hos vores rejsebureau.

Det allervigtigste, et stykke papir med tilladelse til at rejse ind i Tibet, havde vi ved rejsens start endnu ikke fået, men i den kinesiske by Lanzhou ville vi få det udleveret af en guide, hvis såfremt i fald vi ville blive godkendt.

Vi skulle tilbagelægge 4 forskellige togstrækninger, men ved afrejsen havde vi kun fået de to af billetterne i hænderne. De to andre ville vi få udleveret undervejs, og især med billetten til "Himmelekspressen" ind i Tibet er det ret spændende, om vi får. Irina fra Alt Rejser havde fået kontakt til en lokal agent, og han havde lavet en plan for vores ophold i Tibet. Han skulle også prøve at fremskaffe en tilladelse til indrejse i Tibet. Så der var flere usikkerheds punkter, men lad os nu se, det kan være, at det hele flasker sig.

Rejsen til Moskva. Tirsdag 4. juli

Denne rejsefortælling er skrevet som en dagbog undervejs, så når jeg skriver, aner jeg ikke, hvad morgendagen vil bringe. Foreløbig er vi dog kommet igennem Kastrup Lufthavns sikkerhedskontrol, selvom en sikkerhedsdame var lidt nærgående, da hun ville undersøge, om jeg virkelig har en hofte af stål. Vi, der skulle ud af Euroland, skulle igennem en ekstra kontrol, hvor passet blev nærstuderet, og hvor der blev taget et ekstra foto, og det nye skulle gerne passe med ansigtet i passet.

Flyvningen til Moskva er med det russiske selskab Aeroflot, der stadig har hammer og segl i deres logo. Passagererne var næsten alle asiater, der skulle hjem via Moskva og dermed spare flere tusinde kroner. Flyvningen tager kun 2 timer og 10 minutter, men vores ure skal stilles 2 timer frem. Der blev serveret et let måltid undervejs bestående af en rugbrøds (lignede lidt) sandwich med skinke og ost. Deraf kunne udledes, at der nok ikke er mange muslimer ombord. Dog var der en familie med far, mor og to unge kvinder med tørklæde. De skulle til Beirut, men havde dansk pas. De skulle forhåbentlig ikke hjem til genopdragelse. Til lunchen var der desuden en ananasgele og et lille stykke frugtpålæg. Der sad en ung mand ved siden af mig i flyet. Det var først til sidst, jeg fandt ud af, at han talte dansk. Han kom fra Libanon og havde boet i Danmark i 2 år for at studere. Nu skulle han hjem på sommerferie. Flymaden var han ikke begejstret for, da han ikke spiste rugbrød og da slet ikke rugbrød med skinke, og det gjorde en flok kinesere bestemt heller ikke.

Det er meningen, at der skal stå en person med et Greiner-skilt ved lufthavnsudgangen, men lad os nu se. Det er dog noget af en luksus, og de andre gange vi har været i Moskva, har vi selv fundet hotellet og togstationen.

Golden Appel og hullede bukser.

Uden for lufthavnen stod der virkelig en mand med et Greiner-skilt, og han fiksede en taxa, der var inkluderet, sagde han. Uden for lufthavnen er der et lidt trøstesløst område med store områder med bjørneklo, vejarbejde og byggeri. Vores taxachauffør var lige lovlig fræk, og han lavde interessante overhalinger, der overvejende foregik indenom. Der kom mere og mere bebyggelse, og ved et af Stalins kæmpe kulturpaladser var vi næsten fremme ved vores hotel, det 5-stjernede Golden Apple, der lå i en gammel bygning, men var hypermoderne indenfor. De ventede os, så vi viste ikke vouchers, men vores pas blev scannet, og vi afleverede en immigrationsseddel, vi havde fået i paskontrollen. Der skulle også underskrives 3 steder på et stykke papir, selvom vi ikke anede, hvad der stod.

Nydeligt værelse med alt til faget henhørende, endda morgenkåber. Sådan en har jeg aldrig ejet og aldrig brugt, for at sidder og hænge over morgenkaffen ligger mig ret fjernt. Udsigten fra værelset var dog kun en væg 3 meter fra vinduet, men lidt dagslys kom der dog ind.

Der er mange smukke huse i kvarteret og en utrolig smuk kirke, hvor kuplerne skinnede i aftensolen. I en stor park var der mange sommerblomstbede. Nogle var ved at drukne i fuglegræs, og andre var rigtigt druknet, da det åbenbart havde regnet rigtig meget. På gaden ind mod centrum gik nogle ældre gartnerdamer og plantede plantekummer til. Der var stillet planter frem i bakker ved kummerne, men klokken var 21 om aftenen. Så hvad havde de tænkt sig?

Der er mange flotte piger i bybilledet, og de er lige et nummer smartere end herhjemme. Moden med hullede bukseben er også meget moderne i Moskva. Ubegribeligt. Jeg gik lige og tænkte, at det ikke så ud til, at moskovitterne manglede noget, da jeg så en gammel kone gå ned langs rækken med biler, der ventede på grønt lys, medens hun tiggede.

Efter Putins annektering af Krimhalvøen og deres ballade på den forkerte side af grænsen til Ukraine har vestmagterne indført sanktioner mod Rusland Det har bl.a. bevirket, at kursen på en rubel næsten er halveret. Det er godt for turisterne, men sikkert ikke godt for befolkningens købekraft. Prisen for 1 rubel var på rejsetidspunktet 0,13 kr., hvor en rubel for nogle få år siden kostede 0,20 kr.

Vi spiste aftensmad på en "Pizza Lovers" restaurant. Meget hyggelig indretning og meget hurtig betjening. Der blev endda skænket op i glassene, selvom vi bare skulle have Fanta. Vi delte en pæn stor pizza til 550 rubler, og plus 2 Fanta og to skønne desserter blev det kun i alt 1410 rubler ca. 180 kr. Tjeneren gjorde meget ud af at sige, at regningen var uden service. Så læg 300 rubler oveni, sagde jeg, og så var det godt nok med mange tak og buk og skrab.

Tidligere har jeg skrevet om både Sct. Petersburg, Moskva og hele Rusland, og det kan læses på denne hjemmeside under Tog mangler her ikke noget?

En ihærdig moskradsende dame og Lenin. Onsdag 5. juli

Der manglede noget luft på værelset i løbet af natten, men vinduerne var låst med en specialnøgle, og jeg, der helst skal have et åbent vindue og frisk luft om natten. Vi var nede til morgenmad kl. 8, hvor der kun var en mand foruden os i restauranten. Han opøste en imponerende tallerken mad, som dog forsvandt som dug for solen. Han må være russer, for han indtog også mange saltagurker. Morgenmadsbuffeten var overdådig endda med bacon, så der var intet at klage over, undtagen maven, der nødigt indtager mere end en lille skål yoghurt og et enkelt stykke rundstykke, dog i dette tilfælde med bacon.

Vejret var letskyet med sorte skyer, men også med blå himmel. Temperaturen var helt ideel, men der var ret varmt i solen. Vi gik ned ad gaden Ul. B. Dmitrovkaen, som egentlig stod som en gågade på kortet, men nok kun var en sivegade. Her var forretninger med Louis Vuitton tasker og en hel bygning med Prada.

Foran den store majestætiske bygning Bolshoi Theatret var der store, smukke beplantninger med sommerblomster. En ældre dame rensede mikroskopiske, grønne mosser væk mellem brostenene. Hendes arbejdsredskab var en lille stang med et søm. og så var hun bevæbnet med en riskost. Det var nærmest jord. hun kradsede op, for det kneb med det grønne, men hun arbejdede intenst. At rense mos op her var ret pedantisk, men Moskva skal have den ros, at der er helt rene gader og pladser. Bygningen var flot, bedene var flotte, og der var dejligt i solen, men vi fik dårlig samvittighed over at sidde der og drive den af, medens damen arbejdede. Vi gik videre forbi en stor statue af Karl Max og nåede udkanten af Kreml og Den Røde Plads. Pladsen var godt belagt med turister, især kinesere, der efterhånden myldrer rundt overalt på jordkloden.

Vi kom over Manege-pladsen, der plejer at være fyldt med boder med alt muligt til salg. Der var intet som helst andet end brosten og marskal Zjukovs hestestatue. Om det kun var i de dage, der var tomt, eller om det var permanent, vides ikke. Måske vil Putin ikke have markedsboder så tæt på Kreml.

På Den Røde Plads hviler Lenin i sit mausoleum. Det er ikke med alle moskovitters gode vilje, at han stadig ligger her og breder sig, for i bund og grund var han en ubehagelig person. Den eneste trøst er, at Stalin var endnu værre, men han er dog heller ikke udstoppet. Der står dog stadig lange køer af mennesker, der gerne vil se Lenins balsamerede lig, når mausoleet er åbent mellem 10 og 13. En 100 meter lang tyk kø ventede på visitering af krop og tasker, inden de fik lov at betræde de hellige haller. Da vi var her sidst, var køen mindst 150 meter lang, så heraf kan udledes, at interessen er stærkt faldende. Vi har set ham én gang, og det var rigeligt, så vi vil ikke bruge tid på ham en gang til.

For enden af pladsen ligger Vasilij-katedralen, der er bygget af Ivan den Grusomme. Bygningen er nærmest vartegnet for Moskva, som den lille havfrue er for København, og den er med i alle film om Rusland eller i hvert fald om Moskva. Store farverige kupler minder mest om Disneyland, men denne er bygget i år 1552 længe før, Anders And var et æg. Historien fortæller, at Ivan lod stikke øjnene ud på arkitekten, for at han ikke skulle bygge en kirke så pragtfuld andre steder. Det er jo nok bare en historie, men Ivan kunne nu godt finde på det.

De andre gange vi har været i Moskva er det ikke lykkedes os at komme indenfor i Vasilij-katedralen, så nu skulle det gerne lykkes. Klokken var endda 10.45, og der stod, at de åbnede kl. 10, men alligevel så der lukket ud. Det var noget mystisk, for kunne det virkelig passe, at tårnuret på Kreml gik forkert, og var en time bagud for vores ure. Det kunne så være, at der ikke var 2 timers forskel på Danmark og Moskva, men kun 1 time på grund af sommertid eller ikke sommertid. Vi besluttede at stille vores ure efter Kreml-tid, og så var det måske ikke så mærkeligt, at der kun var en gæst til morgenmaden på hotellet foruden os.

Selv over kl. 10 ny Moskvatid var katedralen lukket. Jeg spurgte et par betjente, og de sagde i morgen eller noget, jeg forstod skulle være i morgen. Der kom heldigvis noget sol på katedralen, så der kunne tages nogle gode billeder udefra.

På pladsen var de ved at stille tilskuerpladser op, for om 2 dage lige efter, at vi har forladt byen var der start på Silkevejsrally via Kazakhstan til Xian i Kina. Det kunne ellers have været spændende at se starten på sådan et løb.

Inde bag Kremls mure.

Vi rundede den ukendte soldat, hvor der åbenbart ikke er vagtskifte klokken halv. Så må det være hver fulde time, og vi må komme tilbage senere, for det skal ses og opleves. To soldater stod fuldstændigt stive og holdt vagt. Nå, nu manglede der kun en halv time, så var der afløsning.

Vi sidder lige nu foran Kremls porte foran et utroligt flot parkanlæg med roser og forskellige farver begonia. Duften fra en kinesisk syren er dominerende, kun overgået af larmen fra en sugemaskine, der samler afklippet græs op.

Billetkontoret til Kreml er for viderekomne, for der er forskellige køer. Diamantkøen er den korteste, men vi ville bare se pladsen og nogle af katedralerne, så vi tog den længste på omkring 50 meter, og det tog nok ½ time, før vi havde billetterne. Billethullerne har forskellige pausesystemer, og når der er pause, så rulles gardinet ned, lige meget hvor mange, der står i køen. Så der skal noget taktik til, for kan man nå hen til lugen inden rullegardinet kommer ned? Vores billet kostede 500 rubler pr. stk.

Vi var i mellemtiden blevet sultne, så vi gik langs alle springvandene, der dog var slukkede, da bassinerne var ved at blive renset. Her er også masser af statuer, men det så lidt tamt ud uden vand.

Her lå en McDonald’s, og to store menuer kostede tilsammen 832 rubler. Selvfølgelig er det at snyde lidt at spise på McDonaeld’s, men der var sikkert masser af rødbedesuppe og kinesermad forude. Der var dog alt for mange pomfritter, så dem delte jeg med duer og gråspurve, og meget overraskende så kan stære også lide pomfritter. Vi sad udenfor, og der var fuldt hus. En nydelig, ung dame havde kun en ståplads, og hun spiste sin mad ved et rækværk lige i nærheden. Bakken stod på rækværket, og da hun var færdig, hvad gjorde hun så? Ingenting. Hun lod bakken stå og gik sin bare vej. Så ryddede jeg op efter hende, det skarn, og hende der ellers var så nydelig.

Vi skulle i kø for at blive tjekket ind bag Kremls mure ligesom i en lufthavn, og igen var min kunstige hofte interessant. Vi kom igennem og blandede os med masser af mennesker, der gik over broen ind til Kreml

Vi kom forbi samlingen af kanoner med zarens kæmpekanon som trumf og videre ind i Uspenskij- katedralen eller Maria Himmelfarts-katedralen, som den også hedder. Her må der ikke fotograferes, men for sent opdagede jeg skiltet, så jeg fik taget et billede af alteret. Mit klik fra kameraet havde dog røbet mig, så jeg anlagde lynhurtigt mit mest uskyldige ansigt.

Der er meget få kvinder med tørklæder i Moskva, selvom det her ikke er kendetegnet for muslimske kvinder, men for russisk-ortodokse kvinder. Heller ikke i kirkerne er der tørklædedamer, men måske fordi de fleste er turister.

Ærkeengel-katedralen er fyldt med kister, og her ligger 46 medlemmer af zarfamilien fra 1341 til 1696. I disse katedraler blev zarerne kronet, og de blev begravet her op til Peter den Stores tid, da han flyttede traditionen med kroninger og begravelser til Peter-Paul katedralen i Sct. Petersborg. Katedralerne er fyldt med ikoner og vægmalerier og er igen siden 1990, hvor Sovjetunionen brød sammen, blevet aktive som kirker, men er også museum.

Strækmarch og GUM.

Der er mange skønne haver uden for Katedralpladsen, og her er der et par boder med sandwich, is og sodavand. Så det er muligt at få lidt at spise inde bag Kremls mure. Vi nåede vagtskiftet ved den ukendte soldats grav kl. 15, så vi udledte deraf, at det foregår hver hele time. En vagtkommandør efterfulgt af to soldater går strækmarch hen til vagtskiftet. Her bytter de under stive former, og de afløste vagter går strækmarch tilbage. Det er både fascinerende og uhyggeligt at se denne strækmarch helt op over hoftehøjde. Deres geværer må næsten være fra verdenskrigen, for der var genladning med et håndtag for hver patron, der skulle i kammeret. Æret være den ukendte soldats minde, og 2. verdenskrig kostede mellem 20 og 30 millioner russere livet i kampen mod nazisterne.

Vi sidder på Den Røde Plads på en kantsten og har bemægtiget os en lygtepæl som ryglæn, og om lidt kommer der en smule skygge fra et af Kremls tårne. En asiatisk dame med fotostativ tog en serie fotos af sig selv med Vasilij-katedralen som baggrund. Måske er det en japansk dame, der er på bryllupsrejse med sig selv. Jamen, det lyder mærkeligt, men mange enlige japanske kvinder holder stor bryllupsfest med sig selv som centrum. Festen vil de ikke gå glip af, men de kan ikke finde en mand, de vil giftes med.

Faktisk har jeg aldrig set så mange kinesere som her uden for Kina. Moskva må virkelig være in for tiden.

Vi ledte efter Romanov Paladset, men det var forsvundet. Det lå i hvert fald ikke der, hvor det skulle ligge i følge kortet i Politikens Turen går til Moskva. Der var kun en stor byggeplads uden bygninger. Paladset var fra 1613 og meget mærkeligt, for man river vel ikke et gammelt palads ned?

Vi gik i stedet hen til GUM, der er Ruslands fineste indkøbscenter. Udenfor var der kæmpestore blomsterbede, men meget fornuftigt stod de i potter skulder ved skulder. GUM består af 3 kæmpehaller i 3 etager, og mellemrummet mellem hallerne er overdækket med glastag. Bygningerne er fra 1893, og i sovjettiden var hallerne nærmest gabende tomme og forfaldne. Hokus pokus, nu er GUM forvandlet til et sted med springvand, cafeer, barer, restauranter og mærkevarebutikker på stribe. Også indenfor var der mange store blomsterbede. Herinde bruges også ordet SALE, og så var der 50 % rabat. Der var mange mennesker indenfor undtagen i de mange forretninger. Folk stod dog i lange køer, for man kunne tilsyneladende få en ispind for ½ rubel, og det må være inden indkøbspris, pris pris.

Rene gader, tiggere og Abefest.

Efter 10 timer på farten vendte vi næsen hjemefter til hotellet. Gaderne uden for Kreml og den Røde Plads var renset for kinesere. Nu er der tilsyneladende kun russere på gaderne. Og gaderne er totalt rene. Der ligger ikke noget som helst og flyder, men der er også mange gadefejere. København vågn dog op, det er nogle gange en skændsel med affald, især foran Hovedbanegården.

Det havde været lunt og mellemskyet hele dagen. På hjemvejen kom der dog en byge. Så voldsom var den heller ikke, men mange biler standsede og satte blinklyset til. Vi stod i en port i 20 minutter, og der kom flere og flere ind i porten. Når vi ikke siger noget, kan folk ikke se, at vi er udlændinge. Det vil sikkert senere, når vi bevægede os østpå, blive meget anderledes. Der var stadig sorte skyer, og det begyndte at tordne, men vi nåede tørskoet hjem det sidste stykke.

Vi skulle jo have noget aftensmad, og vi ville egentlig spise på hotellet. De har en smart bar, hvor morgenmadsbuffeten bliver stillet op, men om aftenen er det en bar med tilstødende restaurant. Der var dog en frygtelig høj musik, så vi vendte lige rundt og gik igen. Pizza Lovers lå jo også lige i nærheden, og hvorfor ødelægge sin hørelse i den bar. En pæn stor pizza, en mindre salat, en Fanta og en høj drink med isterninger, jeg ved ikke, hvad det var, og den smagte ikke specielt godt, men det blev 1500 rubler rent. Jeg kan ikke finde ud af deres drikkepengesystem, men de fik 200 rubler ekstra. Der var hurtig og sød betjening, og maden kom også hurtigt.

Vi har kun set 3 tiggere i løbet af dagen, og alle var gamle koner. En stod med en kobbermønt i hånden, og en kobbermønt er nul og ingenting. Jeg gav hende en 50 rubelseddel, men så var det også med spasiba, spasiba og korsets tegn.

Musikken fra restauranten kan vi faktisk høre helt oppe på 3. sal. Dunk dunk dunk, gad vide om de har abefest eller hvad. Godt at jeg har ørepropper.

Vasilij-katedralen indefra og verdens tyndeste borst. Tosdag 6. juli.

Det var rejsedag, men først i aften, og efter planen ville vi blive hentet på hotellet kl. 20.30 med togafgang kl. 22.48. Egentlig ville vi hellere tage ud til stationen meget tidligere, for vi skulle tjekke ud af hotellet kl. 12.

Lidt mere overskyet i dag og blæsende. Efter morgenmaden gik vi en tur i området, og for enden af gaden tronede et af Stalins kæmpepaladser i kransekagestil. Der er lange gangtunneler under de store gader, og tunnelerne er fyldt med små forretninger. Vi snoede os igennem tunnelerne og kom op ved hovedindgangen til kransekagen, hvor vi gik indenfor i hallen. Her var en automat med blomsterbuketter a 2.000 rubler. Der var et mylder af mennesker i jakkesæt og fine kjoler, og de lignede alle forretningsfolk. De stilede mod elevatorerne, og egentlig ville vi også op, men her var der vagter, og man skulle fremsige løsenet, som vi ikke havde. Der skulle også vises et kort, som vi heller ikke havde. Vi osede lidt i sofaerne og gik så tilbage til hotellet, hvor vi chekkede ud kl 10. Der var ingen problemer med at få opbevaret vores kufferter til i aften.

Vi tog hovedgaden ind mod Kreml, og der var mange mindeplader på husene undervejs, men vi vidste ikke hvad godt, de havde gjort. Trafikken gled stille og roligt, men ind imellem kom der en vanvidsbillist eller motorcykellist – nå, men de lever nok ikke så længe. Der var flere sidegader som gågader og med mange cafeer, men her kl. 11 var der noget mennesketomt.

Gensyn med Den Røde Plads og stadig med mange mennesker og vi stilede mod Vasilij-katedralen. Katedralen har kun åbent om torsdagen, og det koster 500 rubler pr. person at betræde de hellige haller. På en måde smart, for Kreml har lukket om torsdagen for besøgende, men til gengæld er katedralen så åben. Bare ærgerligt hvis man ikke er der om torsdagen.

Indenfor er der en labyrint af gange og små rum, så der er ikke nogen stor sal. Overalt er væggene dekoreret med gamle ikoner og malerier, og især er det flot at kikke op i kuplerne. Faktisk sindssygt flot. Foto er tilladt uden blitz. Katedralen virker mere som et museum end som en kirke. Et mandskor med 4 sangere gav prøver på deres sang, der rungede i et af rummene. Det lød utroligt godt, og så gik vi lige i fælden og købte en pakke med 3 CD’er – gad vide om vi får hørt dem derhjemme. Nå, men vi var glade for, at vi endelig fik set Ruslands mest berømte kirke indvendig.

Moskvas metrostationer er berømte for deres flotte dekorationer, så vi ville tage på en lille metrocrawl. Især skulle stationen Revolution være seværdig. Vi fik købt 4 billetter a 55 rubler, ca. 7 kr. En billet giver adgang til hele metrosystemet hele dagen. Vores metrokort var på russisk, og de latinske bogstaver nedenunder var så små, at vi ikke kunne læse dem. Vi tog en tilfældig linje og stod af et par gange undervejs og fik taget lidt billeder af en station med hammer og segl i overflod. I toget rejste en ung mand sig for Gitte og tilbød sin plads. Mageløst – aldrig oplevet noget sådant i København. Efter 4 stationer kom vi op på jorden, og det havde lige regnet. Tilbage igen, og nu rejste en ung kvinde sig for mig. Endnu mere mageløst. Selvom jeg trods alt er en ung mand på kun 71 år, så humpede jeg hen til pladsen, så hun kunne se, at det var tiltrængt med en siddeplads.

Sidste punkt på dagsordenen var at finde Moskvas første gågade Gammal Arbat, der især er kendt for de mange kunstnere, der tegner folk. Jeg så en dreng, der satte sig, og så kunstneren tage et stykke papir frem, og 10 min efter var der et vellignende protræt. Imponerende. Der var nok omkring 40-50 kunstnere samlet i den gade med mange hyggelige, gamle huse.

Der var et enkelt optræk til en byge, men der kom kun nogle få dråber, så skinnede solen igen. Vi kikkede på mennesker og på souvenirbutikker, men vi købte ikke noget ud over en kop kaffe og kage. Spændt på at se, hvad for souvenirs de har i Kazakhstan.

Mange steder i Moskva renoverer de fortove, og det er ikke med cementfliser, men med men slebne granitfliser. Moskva er faktisk en meget smuk by og en meget interessant by og desuden med mange flotte, slanke piger, der er med på moderne med huller på buksebenene m.m.

Vi gik ad den grønne korridor hjem (en meget langstrakt park), og hjem er der, hvor vores kufferter er til opbevaring. Vi var fremme ved 18.30 tiden og var lidt flade. I hotellets restaurant fik vi en portion borst – rødbedesuppe. Borst før kl. 18 kostede 90 rubler, og efter kl. 18 kostede den 290 rubler. Sådan er der så meget, men det værste var, at det var den tyndeste borst i mands minde. Heldigvis var der normal, dæmpet musik i baren. I går gik vi, fordi det var megahøjt.

Nå, nu sidder vi der og håber, at der kommer en mand i en bil og henter os kl. 20.30 og gerne før. Vi skulle hen til Kazansky Train Station.

Det kan godt være, der er 5 stjerner på dette hotel, men deres lounge er noget rod. Et stort, gyldent æble står ved siden af receptionen og fylder det meste, og så står der 9 lænestole mokket sammen, og de 5 skal trækkes ud, ellers får man en bordplade i nakken. Så lige nu sidder jeg bag Det Gyldne Æble, dog i en blød lænestol, men med en bordplade i nakken.

Samlet bedømmelse af hotel Golden Appel: Lille værelse med udsigt til en mur og et vindue, der ikke kunne lukkes op. Larm den ene nat, der rungede op igennem hotellet. En tyndbenet borst, og en Lounge, hvor man sad sammenkrøbet, hvis man ikke ville have en bordplade i nakken. Men hotellet havde en fortræffelig beliggenhed, meget tæt på Kreml og seværdighederne.

Den lange rejse starter.

Vores driver var der heldigvis i god tid. Han var en ældre mand og var egentlig ingeniør, men tjente lidt ekstra som chauffør. Han talte et udmærket engelsk, så vi kunne næsten føre en samtale. Der var meget trafik, så vi kom næsten ikke ud af stedet. Efter ½ time var vi kørt rundt om nogle blokke, men var ikke nået mere end 500 meter fra hotellet, for jeg kunne genkende kulturpaladset, som vi havde besøgt om formiddagen. Det var på grund af omkørsel og vejarbejde, sagde vores ingeniør. Så kom der heldigvis nogle gader uden så meget trafik, og så var vi pludselig ved Kazansky Train Station. Det er en kæmpe station med en sikkerhedskontrol, der må betegnes som la la.

De gode, gamle, grønne lokomotiver med rød stjerne på fronten var linet op, men vi manglede oplysning om, fra hvilken perron vores tog skulle afgå. Her en time før afgang vil vi da gerne ombord. Nå, så kom toget endelig. Hver eneste vogn har to togpersonaler og i dette tilfælde en meget omfangsrig mand herefter kaldet togmanden og en nydelig og meget sød togdame. De skiftes til at have vagt, men er med toget hele tiden. De gør rent, lægger sengetøj frem, varskor dem, der skal af, og låser toiletdøren på stationerne m.m. Billetterne hjemmefra var OK, og vi fandt vores kupé, hvor der bl.a. stod køje 9 og 11. Det fremgik dog ikke tydeligt, hvilken der var 9, og hvilken der var 11. En ældre mand sad på den ene underkøje, og han lugtede hyggeligt af spiritus. Hvis man rejser to sammen, er det altid en fordel af have både en underkøje og en overkøje og gerne i samme side. Hvis man har to underkøjer, sidder de i overkøjerne i ens sengetøj om dagen, og det er knap så hyggeligt, hvis man ikke er i familie.

Den hyggelige mand sad i underkøjen og smilede, og han var venligheden selv, men det kneb gevaldigt med det engelske. Vi fandt dog senere ud af, at han havde været diplomat i Damaskus, og at han var på vej for at besøge sin far, der var 92 år. Manden skrev sit navn i min bog, men med russisk alfabet, så det blev vi ikke klogere af. Vi besluttede, at køje 9 og 11 var køjerne i den ene side, så vi både havde en overkøje og en underkøje. Til hver køje er der en undermadras, et tæppe, 2 lagner og et håndklæde. Lidt senere kom den 4. person i vores kupé. Det var en ung mand, og han kravlede op i den øverste køje, og diplomaten fik den underste.

Så var vi klar til afgang, og toget rullede ud af perronen præcis kl. 22.48, som der stod på billetten, og så startede vores lange rejse mod det besatte Tibet, som vi dog på nuværende tidspunkt ikke aner, om kineserne vil lukke os ind i.

Uendelige skove og spisevognen. Fredag 7. juli

Den ældre mand snorkede. Jeg hørte dog ikke noget. Ikke fordi jeg sov, men jeg havde skruet en øreprop i øret. Jeg faldt faktisk først i søvn ved 4-tiden, hvor det var blevet lyst. Vi kom igennem uendelige skove og stoppede ved alle stationerne. Det var simpelthen bumletoget mod Kazakhstan. I gangen var der en togplan med stationerne, og hvor vi stoppede på russisk jord. Desuden hvor lang tid toget holdt ved stationerne, så man evt. kunne komme ud at strække benene. Toget kører efter Moskva tid, og det kunne nogle gange godt drille, for det blev jo ikke udbasuneret, når lokaltiden skiftede.

Vi skulle have noget morgenmad, og det måtte også være i spisevognen, at vi kunne møde folkelivet. Vi skulle dog først igennem 6 vogne, bl.a. en 3. klasses vogn, hvor køjerne lå på stribe, og hvor privatlivet var en by i Rusland. Spisevognen var gabende tom. Bordene var med hvide duge med plastikovertræk og dekoreret med de nydeligste plastikblomster. De havde et stort spisekort, også på engelsk. En ung pige i stramme joggingbukser tog mod bestilling. Dreskoden på toget er bestemt ret afslappet.

Et spejlæg, 2 stk. pølse, en dusk dild, en skive brød og kaffe for to personer kostede i alt 520 rubler. Efterhånden kom der lidt flere gæster i spisevognen, men der var bestemt ikke overfyldt.

Tilbage i kupéen tog jeg et kort frem for at få afklaret vores rute igennem Rusland, og straks kom vores meget omfangsrige togmand og pegede og forklarede på russisk. Toget havde et 20 minutters stop, og så er det med at komme ud og kikke. Togmanden står ved døren og våger over, at ingen kommer op uden billet.

Russiske tog er ret gode til at regulere temperaturen indendørs og meget bedre end både canadiske og thailandske tog, hvor de helst vil have det så iskoldt, at alle sidder og fryser. Mine meget tykke "togsokker", som jeg havde købet i Canada, havde jeg med, men det var ikke nødvendigt at tage dem på. I dette tog strømmer en behagelig kølig luft ud af en rist i loftet. På grund af nattens manglende søvn blev det lige til en lille morfar og vist også en mormor.

Vores ældre soveven havde pakket sammen, så vi sagde pænt farvel, da vi skønnede at han snart skulle af. Det er jo så altid spændende, hvem der så kommer, eller om der kommer nogen.

Det var blevet frokosttid, så vi gik hen mod den igen næsten tomme spisevogn. Vi fik først en håndskrevet seddel på russisk, og den blev vi ikke klogere af. Så kom det store spisekort frem, hvor der også stod noget på engelsk. Madmor, en rund asiatisk udseende kvinde, fortalte meget grundigt, hvad de havde, og især hvad de ikke havde, men på russisk. Vi opfattede ordet borst og bestilte det med brød og dertil 2 lokale øl på en halv liter hver. Det var så lidt rigeligt med øl i den størrelse. Denne borst var rigtig god – godt med kål osv. for ærligt talt, den vi fik på det 5-stjernede, fine Golden Appel Hotel var noget tyndt plask. Da jeg skulle betale for maden, kunne jeg ikke finde min pung. Panikken begyndte at brede sig, men den var faldet ud af min lomme i køjen, og der lå den frit fremme med kreditkort og penge intakt. Nu kom den ned i den ene hemmelige bukselomme med lynlås

Toget var stoppet ved en større by 978 km fra Moskva, viste kilometerstenen, så ud at strække ben. Men det var brølende varmt, så ind i køligheden igen. Senere kørte vi langs en mægtig stor sø eller var det en flod? Vi kom over en bro, og efter russisk stil er der to parallelle broer, hvis nu den ene skulle blive sprængt i luften.

Kaffe af togdamen og blodige håndtag.

Der er jo altid en samovar med kogende vand i togene, og vi havde krus, men manglede noget at fylde i krusene ud over vand. Jeg spurgte vores togdame, om hun havde breve med 3 i et, kaffe, fløde og sukker? Men hun viste mig kun noget pulverkaffe og sagde noget, jeg ikke forstod, men jeg forstod dog, at hun ville finde ud af noget. Nå, men lidt efter kom hun med to kopper kaffe til os i rigtige, fine, russiske krus. Gittes bemærkning til kaffen – den er saftsuseme god. Jeg prøvede at betale for kaffen, men det kunne der ikke være tale om, det var en gave, sagde hun. Hun var endda ved at lave en kop kaffe mere, men jeg fik hende stoppet.

Den unge mand vi boede sammen med i kupéen var 27 år og var designer. Han var endnu dårligere til engelsk end jeg – så det var lidt goddag mand - økseskaft. Muligvis kendte han H.C. Andersen, men LEGO sagde ham ikke noget, så han fik en lille LEGO mand.

Der er foreløbig ikke nogen videre perronhandel som på Den Transsibiriske Jernbane. Kun et par enkelte mænd stod med røget fisk. Denne togstrækning er bestemt heller ikke en turiststrækning.

I Kamaq var der 45 minutters stop, og togstammen fik kappet nogle vogne af, og der blev skiftet til et mindre lokomotiv. Forhåbentlig kappede de ikke spisevognen. Her var der boder på perronen, og de handlede med alt fra slik til sutsko. Enkelte damer lignede kvinder, som vi tidligere havde set i Usbekistan med farverige kjoler og guldtænder.

Vi havde haft en tom køje i et stykke tid, men så kom der alligevel en ældre mand. I disse langdistancetog er der ingen siddepladser, kun køjer. Den ældre mand så lidt fin ud, og han gik straks i gang med en kryds og tværs. Han havde ingen bagage med, så han skulle nok ikke overnatte i toget.

Vi fortsatte igennem Ruslands uendelige landskab. Så var der skov, og så var der marker, men så var der lange stræk med kun krat. Ind imellem var der små byer eller nærmest udsteder. Aftenens store højdepunkt var afgangen mod spisevognen. En fulderik huserede rundt på gangen, og i spisevognen blev der nærmest slagsmål. Spisevognsfar var en kraftig herre, og han fik skubbet ham ud. Muligvis var der to fulderikker, for en kom tilbage med en meget blodig hånd, der dryppede af blod. Imens havde vi bestilt kylling med ris og nogle agurkeskiver. Ingen øl denne gang, så vi bestilte cola, men de havde kun 1 liters cola, så vi bad om et par glas. I bedste western stil var glassene bare dyppet i vand, men var ikke tørret af. Nå, men er der ikke noget med at cola renser? Alt i alt lød regningen på 740 rubler, incl. en mystisk post som 2 x H2O. Tilbageturen igennem toget var med blodige håndtag og friske blodpletter på gulvet. Meget rustikt.

Solen gik ned kl. 20, så der var et eller andet med tiden, hvor vi ikke var fulgt med.

Flinke mennesker både togdamen og madmor. Lørdag 8. juli

Vi var alene i kupéen hele natten, men hver gang toget standsede, frygtede vi (nå det var nok for stærkt et ord), at der skulle komme nogen ind og kræve vores køje og dermed forstyrre natteroen.

Om morgenen fik vi opklaret, at lokaltid er 2 timer forud for Moskvatid, som toget ellers kører efter. Det var den meget kraftige togmand, der opklarede det.

Vi kom igennem Uralbjergene og var dermed i Asien. Bjergene her er ret lave, men alligevel er det skellet mellem Europa og Asien. Faktisk så skulle tiden stilles endnu en 1 time frem, så vi nu er 3 timer foran Moskvatid. Vi stod op efter Moskvatid og spiste morgenmad efter Moskvatid. I spisevognen var der gabende tomt, og vi fik det sædvanlige 2 spejlæg, 2 skiver pølse, agurker og 2 kaffe 540 rubler. Familien, der passer spisevognen, er asiater, og de er noget så søde. Vi er de stamkunder, der bærer hele økonomien i spisevognen. Madmor, der er en dejlig, rund kvinde, var gået lidt ind i teknikkens tidsalder, og hun spurgte på sin telefon, der oversatte til engelsk, hvornår vi ville spise. Det kunne vi ikke rigtig svare på, for hvornår var vi sultne, og hvorfor spurgte hun om det – det kunne vi ikke rigtig regne ud. Jeg fik taget (med tilladelse selvfølgelig) et foto af vores madmor og den unge pige, vi regner med er datteren. Men så pegede madfar på sig selv. Skulle jeg ikke have et billede af ham? Jo selvfølgelig. Senere så fandt jeg et postkort frem og nogle Dannebrosflag, som de skal have til frokost, eller er det aftensmad, for vi er som sagt kørt lidt skævt med tiderne.

Vores flinke togdame fortjente også et postkort med dronningen og prinsgemalen Henrik eller det er vel bare prinsen i vore dage. Togdamen blev glad for billedet og prøvede at lære os noget på russisk, og hun skrev sit navn i min dagbog. Det er med russiske bogstaver, så vi kan desværre ikke udtale det. Lidt senere kom hun med en plade chokolade fra Kazakhstan som en gave. Ærgerligt, at vi ikke kan kommunikere med nogen her, for vi er helt ude ad et sidespor, og ingen kan tale engelsk. Hvis vi spørger om noget, ved de ikke, hvad der bliver spurgt om, og når de svarer, ved vi ikke, hvad de siger.

Kilometerstenen fortalte, at vi nu var 2.360 km fra Moskva. Ved en station gik to mennesker og rensede banelegemet for affald. Der var næsten ikke noget, men der blev renset helt ned til cigaretskod. En anden gik med et rødt flag og holdt vagt.

Grænsekontrol ud af Rusland og ind i Kazakhstan.

Ved den sidste store by måtte det vel snart være grænsen, men vi kørte videre. Vores togdame udleverede nogle små indrejsesedler, som vi ikke forstod, og desuden var bogstaverne så små, at vi ikke kunne læse dem. Vores søde togdame lånte vores pas, og så udfyldte hun sedlerne. Lige nu drøner vi derud af, men hvordan grænsen skal passeres, måske med inspektion m.m., aner vi ikke. Det plejer at tage sin tid at passere den russiske grænse med tog, men lad os nu se.

Lige nu holder vi stille, og en flok uniformerede personer er gået ombord. Vi skal bare blive siddende, fik vi at vide. Der er en smuk, ny bygning, men om vi er i Rusland eller Kazakhstan, aner vi ikke. Nå, det var først russerne, fandt vi ud af, og de undersøgte passet grundigt. Det blev belyst med en speciel lampe, og det blev scannet på en bærbar computer. Det tog da nok en 10 minutters tid for os. De havde også en delvis engelsktalende mand med, der spurgte, hvordan vi kom hjem igen, og vi sagde, som rigtigt var, at vi skulle videre til Kina, og vi havde skam visum til Kina. Så kom der en mand, der kikkede under sæderne, og så var vi OK.

Toget kørte igen, men var vi nu i Kazakhstan? Klokken var 18 Moskvatid, og jeg havde i løbet af dagen kun fået en lille is, en lille yoghurt og 1 kiks købt på perronen. Jeg begyndte at længes efter spisevognen. Jeg spurgte vores togdame, om vi var kommet over grænsen, men hun tog mig i hånden og fandt en mand, der kunne lidt engelsk. Det var kun russerne, der havde tjekket os, senere – og vi kørte og kørte – ville kazakhstanerne tjekke os. Det er dog et kæmpe ingenmandsland, de har her, så jord er der tilsyneladende nok af. Vi kørte og måtte ikke forlade kupeen, før vi var tjekket ind i Kazakhstan. Vores togdame kom og spurgte, om vi ville have kaffe. Ja tak, og vi fik også nogle kiks, så vi kunne overleve til i morgen.

Toget stoppede igen, og en enlig soldat kikkede i Gittes pas og gik så igen. Han havde os på en liste med kupénummer, så det må være derfor, vi skulle blive på vores plads. Så kom den store forkromede kontrol, og betjenten iført en meget høj kasket havde medbragt en computer. Han indscannede passene, medens han sad hyggeligt på sengen. Jeg var lige ved at spørge, om jeg måtte tage et billede, men turde alligevel ikke. For danskere med rødbedepas er der ikke visum til Kazakhstan, og vi blev lukket indenfor uden problemer. Vi havde fået et par nye beboere i vores kupe, så pladsen var blevet noget trang igen.

Ankomst til Astana og et overraskende kys. Søndag 9. juli

Vi havde fået at vide, at toget ville ankomme til Astana kl. 8 Moskvatid, men det var af en uautoriseret mand, der talte engelsk – sådan lidt. Natten forløb roligt, og vi stod op kl. 4, og så var der god tid til morgenmaden. Vi gik til spisevognen, men madmor, madfar og datteren lå og sov på bænkene. Nej, var vi kommet så tidlig, at vi havde taget dem på sengen eller bænkene. De for op. Vi undskyldte mange gange. Det var jo lyst, så vi prøvede at bestille noget norgenmad, men de var løbet tør for det meste. De havde dog havregrød – så det bestilte vi. Men så sagde madmor eller viste os det på engelsk på sin telefon, at vi var i Astana om 15 minutter. Efter at vi havde passeret grænsen, var Moskvatid afskaffet, og vi kørte på lokaltid, så havregrøden var der bestemt ikke tid til. Nå, men så var det altså klokken 8 lokaltid, at vi var fremme. Intet brød og ingen kaffe, men vi fik et par sandwich med, og efter nogle danske høflighedsfraser, som de ikke forstod og et postkort med dronningen, sagde vi farvel og for hen og pakkede. Vi var fremme i Astana, og vores søde togdame stod i civil og ventede. Og det er første gang i mit liv, at jeg har fået et farvelkram og et kys på kinden af en togdame.

Klik her og fortsæt i 50. del - "Kazakhstan og Astana"

Tilbage til forsiden