Fra Ejer Baunehøj til Kebnekaise.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Juni/juli 2000.

1. forsøg.

Egentlig skulle denne fortælling hedde fra Møllehøj til Ráisduottarháldi, men så er der sikkert ingen der har den fjerneste anelse om, hvad fortællingen drejer sig om, så for hurtigt at lede læseren på sporet, er det en gammel drøm om at forsøge at nå de 4 højeste punkter i de 4 nordiske lande i samme sommerferie. Altså kort og godt en 4 Top Tur, med Danmarks højeste punkt i syd og så et eller andet sted nord for polarcirklen Finlands højeste punkt samt Kebnekaise i Nordsverige og Galdhøpiggen eller Glittertind i Sydnorge..

Allerede en måned før afrejsen i slutningen af juni, gik vi i stærk fysisk træning med op til flere gåture rundt om Kimmerslev sø, en enkelt tur rundt om Furesøen, brovandring over Øresundsbroen, og 3 aftener i træk gik jeg 20 gange op og ned af trapperne til 1. salen i vores hus, men den 4. aften blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok skulle passe på med overtræning, og satte mig istedet i lænestolen.

Foruden denne fysiske træning, krævede turen en nøje planlægning, da der trods alt er en bid vej fra Borup til Nordkalotten, der i daglig tale er de dele af Sverige, Norge og Finland, der ligger nord for polarcirklen. Turen skulle foregå i bil, så der skulle planlægges ruter og udregnes vejafstande, og fra Nordisk Korthandel i Studiestræde fremskaffede jeg detailkort over selve vandringerne, og ekspedienten gjorde venligt opmærksom på, at der altså er lang vej fra Galdhøpiggen til Kebnekaise.

Selvom Galdhøpiggen med sine 2.469 m var turens højeste punkt, var det den, der bekymrede mig mindst, for der havde vi været før, men denne gang havde jeg dog planer om en opstigning fra den østlige side. Der var også lidt usikkerhed vedrørende højden, idet den nærliggende fjeldtop Glittertind, der altid er dækket af is og sne, måske i virkeligheden er Norges højeste punkt, men begge tinder kan nås fra Spiterstulen Turiststation, så dette problem måtte vente lidt.

Kebnekaise i det nordlige Sverige er landets højeste punkt med 2.117 m, og til denne top går der dagligt guidede ture fra Kebnekaise Fjeldstation, så den skulle der heller ikke være de store problemer med, troede vi. For da vi havde booket os ind på et dobbeltrum i slutningen af juni, og alt var i orden, sendte fjeldstationen deres sommerprogram, hvor der stod, at guidede ture til Kebnekaise først startede i begyndelsen af juli. En hurtig rokade, hvor Kebnekaise blev udskudt en uge, og Finlands højeste fjeld Ráisduottarháldi blev rykket frem, kunne tilsyneladende klare problemet, men kun tilsyneladende, for det gav en hel del problemer, som vi hjemmefra ikke havde nogen anelse om, herom senere.

Ráisduottarháldi i det følgende kaldet Haldi er kun 1.361 m, og under de første studier af mit bilkort så det ud til, at Finlands højeste fjeld ligger i Norge, hvilket jo er ret interessant. På samme bilkort var der angivet en sti fra det finske udsted Kilpisjärvi til Haldi, men omkring 60 km inde i ødemarken, og det var jo nok lige i overkanten med Kimmerslev Sø og kun 3 dages trappetræning, så den mulighed var på forhånd forkastet.

Fra Norgesiden så mulighederne noget bedre ud, idet der gik en privat bivej 20 km ud i terrænet, og derfra var der ca. 5 km i luftlinie til Haldi. Et detaljeret kort fra korthandelen afslørede, at toppen af Haldi ligger 1½ km fra den finske grænse inde på Norgessiden, således at Finlands højeste top, ikke er en top, men en fjeldside på en top i Norge og modsat den side, vi ville angribe fra.

Lige da jeg fik kortet, så det ellers lovende ud, da der gik en smuk stiplet linie fra bivejens ende direkte til Haldi, og en stiplet linie, plejer jo at være signatur for vandresti. Det var næsten for godt til at være sandt, og en nærlæsning af signaturforklaringen viste da også, at det var signatur for kommunegrænse, så den "sti" kunne vi ikke rigtig bruge til noget. Der var også angivet nogle generende vandløb på tværs af ruten, og højdekurverne viste et sted en ret stejl stigning på over 100 højdemeter på en strækning af kun omkring 200 m, så det så ikke særligt lovende ud, men vi havde da alligevel mod på at ville køre derop og se på forholdene in natura.

Et par uger før afrejsen, skulle jeg da også lige finde ud af, hvor Yding Skovhøj egentlig ligger, og som jeg mente var Danmarks højeste punkt. Med opslag i vores leksikon og et par andre bøger, som skulle være troværdige, opdagede jeg dog hurtigt, at der var lidt kludder og delte meninger om, hvad og hvor Danmarks højeste punkt egentlig befinder sig. Der var dog enighed om, at punktet befinder sig syd for Skanderborg, på et 5 km2 stort højdeplateau med 125 m som laveste sted.

Yding Skovhøj er ved finmåling i 1943 erkendt som Danmarks højeste punkt med en officiel højde på 172,66 m, men det er faktisk snyd, for på toppen er der anlagt en gravhøj, altså en kunstig forhøjelse.

Hvordan så med Ejer Baunehøj, hvor der i 184 meters højde kan skues ud over landskabet ? Jo, men der skal fratrækkes et 13 meter højt udsigtstårn, og det må i høj grad henregnes til en kunstig forhøjelser, men selve bakken på 171 m regnes officielt som Danmarks højeste naturlige punkt.

Så er der bare lige det, at præcisionsmålinger har vist, at den nærliggende Møllehøj helt upåagtet er 4,5 cm højere. Så Danmarks højeste naturlige punkt er Møllehøj, og det er der ingen, der nogensinde har hørt noget om, og den er da heller ikke angivet på vores ellers udmærkede Danmarkskort. Så jeg måtte igen til Nordisk Korthandel og købe et detaljeret 4 cm kort over Skanderborg og omegn,og ved nærlæsning, stod der ganske rigtigt Møllehøj, med bittesmå typer ud for en lille rund højdekurve. Så det blev Møllehøj, der først og fremmest var den danske repræsentant for vores forsøg på at nå de 4 nordiske toppe.

Planen og ruten i grove træk var at køre op igennem Jylland til Møllehøj og derefter tage færgen fra Frederikshavn til Göteborg. Så op igennem Sverige til Lappland, krydse over til Norge og angribe Haldi fra denne side, derefter igennem et lille stykke Finland og tilbage til Sverige for at finde Kebnekaise. Så ned igennem Sverige af Indlandsvejen og i det sydlige Sverige krydse ind i Norge for at finde Galdhøpiggen eller Glittertind og som en luksusafslutning tage Oslofærgen tilbage til Danmark. Alt nøje planlagt, undtagen alt det, vi ikke vidste hjemmefra, og "ekspeditionen" var berammet til 3 uger og 2 timer, idet Oslofærgens ankomsttidspunkt til København ret nøje kunne fastslås på forhånd. Hvordan Top-4 turen så egentlig gik for de to deltagere, min kone Gitte og undertegnede, kan læses i det følgende:

Lørdag. Allerede ved 11 tiden var vi fremme ved Ejer Baunehøj, og ferievejret var allerede startet, med sorte dramatiske skyer, der trak hen over landskabet, så regntøj og støvler blev fundet frem. P-pladsen ligger lige ved siden af tårnet, der er rejst til minde om genforeningen, og hvis man er ærlig og putter 2 kr i sparebøssen, kan man uden videre gå op af trapperne og nyde en flot udsigt til alle sider. På toppen af tårnet, fik vi med kort og kompas lokaliseret den nærliggende Møllehøj, og vi gik senere hen til den nærliggende gård, for at spørge om lov til at betræde dens marker. Jeg var parat til at rive en 100 kr seddel op, for at blødgøre en evt. uvillig bondemand, men efter en ihærdig banken, måtte vi konstatere, at der nok ikke var nogen hjemme, så vi skrævede over elhegnet, og ko nr. 1012 og dens kammerater så ikke ud til at have noget imod besøg. Der lå den så, Danmarks højeste naturlige punkt Møllehøj, men helt upåagtet og i læ af nogle avlsbygninger og fyldt med kokasser, og den lignede nærmest en flad mark, så den var der ikke mange ben i.

Når vi nu alligevel var på de kanter, og der var lidt usikkerhed om højden, kørte vi også hen til den nærliggende Yding Skovhøj, hvor der på den lille P-plads står en mindesten for Frederik VII - frihedens giver, som der så smukt står mejslet i sten. En lille sti fører ind i skoven, og herinde kan man finde 2 gravhøje, hvor den vestligste er Danmarks højeste jordfaste punkt, men begge høje er aldeles uden udsigt på grund af træer og krat. Højene er fra ældre bronzealder 1800-1000 f.K., og selvom man ellers nok skulle tro, at Frederik har rodet lidt med sin stok, når der nu er sat en mindesten for ham, er højene aldrig blevet udgravet..

Ud på eftermiddagen nåede vi Sæby Vandrehjem, hvor jeg for flere måneder siden havde bestilt et 2-sengsrum, og hvor prisen blev opgivet til 215 kr. Nu kostede rummet 330 kr, og for ikke at ødelægge feriestemningen, brokkede jeg mig kun lidt, og til gengæld var der da også 6 senge i rummet, men det kunne vi ikke rigtig bruge til noget, da vi kun havde sengetøj med til 2.

Aftentur i Sæby, der er en hyggelig by med overvejende lave gamle gule huse, men enkelte steder med noget moderne byggeri, der ikke passer ret godt ind i det gamle. Vi var selvfølgelig inde og se kirken, der er udsmykket med en mængde kalkmalerier, men ellers virkede Sæby næsten mennesketom, så turistsæsonen var nok ikke rigtig startet endnu. Aftensmad på torvet i restaurant "Pitnic", hvor vi fik 2 store salater med nybagt brød og 1 deeppan pizza. Det smagte rigtig godt, men der var så meget gods i pizzaen, at vi kun kunne spise det halve, så den pakkede vi distræt ind og tog med til "hunden" læs vores frokost imorgen.

Søndag: Vandrehjemmet steg lidt i vores agtelse, da vi fik et rigtigt godt morgenmåltid til en rimelig pris. Gråt og regn, men det gjorde ikke så meget, da vi kun skulle til færgelejet i Frederikshavn, hvor Expresfærgen fra Stena Line sejlede kl. 10. Bil + 2 passagerer kostede 620 kr og ved ankomsten i Göteborg ved 12 tiden regnede det stadig, så vi fortsatte ufortødet til Trollhättan, hvor vi i bilen spiste hundens pizza, medens vinduesviskeren sørgede nogenlunde for udsigten. Da vi fra egne erfaringer har et nært forhold til især engelske sluser, skulle vi da også lige ned og snuse lidt rundt ved Trolhättans sluser, der sørger for passabelt vand mellem Göteborg og Vänern, og vi var da også heldige at se et stort skib passere igennem sluserne.

Vi fortsatte skråt nordpå af vej 45 langs Vänern forbi Karlstad, og det var ikke rigtig til at se, hvad der var sø, og hvad der var regnvand, men i Sunne fandt vi en campingplads. Det var meningen, at 4-top turen skulle holdes på lavbudget, så vi havde telt med, hvilket åbenbart var lidt usædvanligt i Sunne, så der skulle først ringes, om vi måtte stille telt op mellem autocampere og campingvogne. Vi blev dog godkendt og blev for 160 kr udstyret med blå armbåndsure, og de var så smarte, at man kun skulle stå nogle få minutter og vifte og dreje og vende og regere foran en fotocelle, før bommen til pladsen gik op, eller for at åbne døren til baderummet eller til toilettet. Der var heldigvis lidt ophold i regnen, og vi fik lige sat teltet nødtørftigt op, inden det buldrede ned med regn, men vi sad da både hyggeligt og i tørvejr og spiste vores sildemad.

Aftentur i Sunne i tørvejr, og vi styrede selvfølgelig mod kirken, og undervejs beundrede vi byens mange store træhuse med kviste, tårne og gesvejsninger, og så skulle jeg lige ned og have refunderet 30 kr på campingkontoret, da jeg havde opdaget, at vi havde betalt for el, og det var ret svært at få tilsluttet til vores lommelygter.

Mandag: Selvom teltet var vådt, lykkedes det at få det ned i tørvejr, og vi fortsatte igennem tilsyneladende uendelige skove ad Indlandsvejen, der bugtede sig igennem landskabet, men også med lige strækninger. Hvis man skal til Lapland fra Danmark, er der 4 hovedruter, der kan følges. Der kan sejles fra Stockholm til Helsinki og fortsættes op igennem Finland. Så er der den lange smukke, men seje tur, op igennem Norge ad E 6, og endelig er der 2 hovedruter igennem Sverige, den ene op langs den Bottniske bugt og så den, vi havde valgt, og som vi ikke havde kørt før, Indlandsvejen, der går op midt igennem Sverige.

I Mora tankede vi benzin, og selvom vi på hele turen havde 5 ltr. i reservedunken, fik vi ikke brug for reserven, selvom der nogen gange kan være hundredvis af kilometer mellem tankstationerne, men vi holdt hele tiden øje med benzinmåleren og tankede op når der var lejlighed til det.

Mellem Mora og Östersund har næsten hveranden lille bebyggelse Stugor til leje, men vi lod os ikke friste, da vi havde et vådt telt, der trængte til at blive luftet. Selvom trafikken var tyndet meget ud, var der en del turister på vejen med campingvogne, men de fleste kørte den modsatte vej, måske på grund af de 10 grader og regnen, der stadig silede ned.

Overnatning på den udmærkede Östersund camping i telt for 120 kr. Selvom det var hundekoldt, og det stadig småregnede, gik vi alligevel en 2 timers aftentur i byen, for bare at holde den fysiske form nogenlunde ved live, men medens vi frøs om fingrene, måtte vi da spørge os selv: "Hvorfor er det egentlig, at vi så godt kan lide at tage nordpå om sommeren?". Reklamer i det lokale rejsebureau lokkede med her og nu priser til Sydens sol - gad vide, hvad familien ville sige, hvis de fik et postkort fra Kreta istedet for Lappland.

Sådan en våd og kold sommeraften virker Östersund ikke speciel spændende med sine ret kedelige lige gader og mange boligkarreer, men byen ligger da smukt ved Storsjön, hvori byens eget Loch Ness-søuhyre huserer. Især i slutningen af 1800 tallet blev der gjort store anstrengelser for at fange det 6-12 meter lange "Storsjöodjuret", men det lever stadigvæk i bedste velgående, ihvertfald ifølge det lokale turistbureau, der har pustet nyt liv i myten, ved at opstille søuhyreobservationspladser ved søen.

Tirsdag: Det plaskede ned hele natten, og vi lå hverken tørt eller godt, da inde temperaturen var 5 grader, og det hele var så gennemklamt, at selvom jeg lå med extra tæppe, frøs jeg om tæerne. Der var også kommet vand ind i inderteltet, og ved morgengry stod der det meste af 5 cm vand i forteltet, men vi kunne da også have ladet være med at slå teltet op i en lavning. Humøret var dog stadig godt, selv da jeg under morgenbadet opdagede, at bunden var gået ud af en helt ny flaske shampo, så der også var omkring 5 cm shampo i toilettasken.

Jamtli Historieland, der er Östersunds prisbelønnede museum, åbnede kl. 11, og det passede sikkert godt for de turister, der havde overnattet i en tør seng, men vi var der allerede klokken 9, så vi kørte videre nordpå, selvom jeg da ellers gerne ville se de fangstredskaber, som man i 1894 forsøgte at fange søuhyret med.

Kort efter Strömsund kørte vi ind i Lappland, der er Sveriges nordligste og største len på over 118.000 km2 og betegnes som "Europas sidste vildmark". Der var stadig omkring 600 km til det nordligste Sverige, så det er store afstande, der regnes med deroppe. Hvad der egentlig er Lappland, er der delte meninger om i litteraturen. I vores ellers udmærkede leksikon står der f.eks., at Lappland er Sveriges største landskab. Hvordan landskab ? Hvor slutter et landskab, og hvor begynder det næste landskab? Nå, men videre står der, at Lappland er afgrænset af Norge og Finland og de svenske len Norrbotten, Västerbotten, Ångermanland og Jämtland. Andre steder står at læse, at Lappland er et mindre geografisk område i det nordlige Finland og andre steder igen, at Lappland er de dele af Sverige, Norge og Finland der ligger nord for polarcirklen. Desuden tales der om Lappmarken, der er betegnelsen for den del af det nordlige Skandinavien der overvejende bebos af samer og som selv kalder landet for Sápmi.

Så hvor Lappland slutter og ender er åbenbart et vidt begreb, men det ligger ihvertfald højt mod nord, og ifølge det ene af vores kort og et stort skilt ved vejen, kørte vi ind i Lappland omkring 60 km nord for Strömsund.

Byerne Dorotea og Vilhelmina skiftede navn under Gustav 4 omkring år 1800, for at ære hans hustru, der hed Fredrika Dorotea Vilhelmina. Vi gjorde holdt ved kirken i Vilhelmina og gik ad en 2 km lang tilsyneladende fredelig natursti, men myggene angreb uafladeligt, så vi måtte gå med skjorte/tørklæde over hovedet. Det var dog ikke så galt som de to finske myg, der lå på lur ved en vej, hvor de overfaldt en motorcyklist og slæbte ham ind i krattet, og den ene sagde: "Lad os skynde os at spise ham, inden de store myg kommer og tager ham fra os".

Det fortælles også, at da Vorherre havde skabt Jorden, opdagede han, at han med Lappland havde skabt et paradis, men da der ikke måtte være en konkurrent til det himmelske paradis, skabte han også myggene. Nå, til tider er myg i Lappland noget af en plage, ihvertfald på denne ret tidlige del af sommeren og i skovbevoksninger, hvorimod der var myggefrit i fjeldene.

Indlandsvejen følger i store træk Indlandsbanen, eller også er det omvendt, og mange gange passerede vi jernbaneoverskæringerne, og i de små samfund lå hyggelige gamle træstationsbygninger. Banen strækker sig 1300 km igennem den svenske vildmark fra Kristinehamn i syd til Gällivare i nord, og blev påbegyndt i 1850 erne og udbygget i årtierne frem til 1930 erne. Banen blev hovedsagelig benyttet til godstransport bla. malm, og små lokalsamfund opstod langs banen, men da Volvo og Scania-Vabis begyndte at fremstille lastbiler, blev banen overflødig for godstrafikken, og det meste af Indlandsbanen blev lukket i 1970erne. Det medførte katastrofale følger for "nybyggerne" i ødemarken, og mange valgte igen at trække sig sydpå til civilisationen.

For nogle få år siden åbnede Indlandsbanen igen, men denne gang som turisttog med indlagte stop til bærplukning, badning i skovsøer, fotografering af seværdigheder m.m. Der kan købes 14 dages billetter, og der kan stiges af og på, som man lyster, og fortsættes med toget næste dag, men ellers tager turen 3 dage op og 3 dage ned med indlagte overnatninger.

Nybyggerne i Canada og i USA kender alle til, men nybyggerlivet har også udfoldet sig i Lappland, med bygningen af jernbanen igennem ødemarken, pelsjægerliv, guldfund og brydning af forskellig malm, og selv idag ser landet forbavsende jomfrueligt ud.

Vi fulgte vores Indlandsvej igennem skove og øde, sumpede strækninger med krat og en enkelt forkrøblet birk, og med mange kilometers mellemrum ligger små bebyggelser, og hvis der er 4 huse og et brændeskur, står der på kortet, at det er en by. Vejen var over lange strækninger plaget af vejarbejde, og det er ikke noget med de næste 500 meter, næ næ der kan stå vejarbejde pågår 0-36 km. Der opstår dog ingen bilkøer som i Tyskland, når den halve eller hele vejbane er spærret, der køres blot indimellem lastbiler, bulldozere og gravemaskiner.

På en af de lange strækninger med løse sten kørte jeg forsigtigt og når der en sjælden gang kom en modkørende bil, trak jeg langt over til højre, da en smadret frontrude ville være ret fatalt med mindst 1000 km til et Toyota værksted. Uden uheld kom vi kort efter ud på en fin ny asfaltvej, og så kom den, først en modkørende lastbil og så en sten, der sprang henover vejen, så vi lukkede øjnene, og det gav et kraftigt smæld på forruden, men heldigvis kun med et lille krater til følge.

Overnatning i Storuman og vi pakkede igen det drivvåde telt ud, men denne gang kun til tørring, da vi ret nemt havde overtalt os selv til, at så meget budgetferie behøvede det heller ikke at være, når der kunne fås en campinghytte til 210 kr. Vi behøvede også et sted til at tørre tæpper, regntøj og soveposer, men kuffertens indhold forblev under hele resten af turen fugtigt og klamt.

Nær campingpladsen ved søbredden, ligger en lille smuk Kåtekirke, der er bygget som et samisk telt, og den lokale affaldscontainer, der lige så godt kunne være grim eller i bedste fald bare kedelig, var på flotteste vis udsmykket med en los i et vinterlandskab. Aftenvejret var med enkelte solglimt, og temperaturen var 16 grader, og da vi boede i en hytte, gjorde det ikke noget, at det igen regnede, da vi gik iseng.

Onsdag: Efter morgenmaden, hvor vi endda kunne sidde udenfor i noget, der lignede sol og 13 graders varme, fik vi lige set Stensele kirke, der er bygget i 1886 af Oscar II og går for at være Sveriges største trækirke. I Storuman krydser Indlandsvejen den Blå Vej, og i denne del af Sverige er der hundredevis af kilometer imellem de veje, der går på tværs af landet og over fjeldene til Norge.Vi fortsatte dog stadig nordpå af Indlandsvejen, der næsten var uden trafik, men igen med lange vejarbejdsområder. Egentlig var vejen ellers ret god, når der ses bort fra de ret mange buler eller lunker i asfalten, der gav utilsigtede bump, og det var ikke noget, der blev skiltet med.

Jeg havde planlagt, at vi skulle være i Arvidsjaur inden kl. 12, da der var guidede rundvisninger i Lappstaden kl. 12, 15 og 17. Lappstaden er Sveriges største og er en typisk bebyggelse for skovsamerne med 80 større og mindre tømmerkåter, som anvendes til overnatning ved store kirkehandlinger og markeder. Arvidsjaur blev i 1606 udset til centrum i bestræbelserne på at kristne samerne, og der blev bygget en kirke, og byen blev mødeplads for samerne og nybyggerne. En gammel plan for Arvidsjaur viser, at byen var opdelt i Lappstaden, Bondestaden og Borgerstaden, men kun Lappstaden er tilbage og ligger, som den så ud i 1820 og anvendes stadig, når der er større "kyrkhelg".

Der kunne frit gåes rundt i Lappstaden, men der var kun rundvisninger kl. 17, som der stod i en nydelig turistguide om Arvidsjaur. En dame i samedragt, der gik rundt og uddelte reklamer om røget rensdyrkød, fortalte dog, at alle rundvisningerne var helt stoppet. For dem, der vidste noget om samekultur, klagede over, at guiderne ikke vidste nok om samekultur, så nu får ingen nogetsomhelst at vide om samekultur, ihvertfald ikke i Arvidsjaur, og det er jo synd.

En enkelt kåte stod åben, men hende, der gik og luftede ud og gjorde rent, syntes vist ikke, at det var så sjovt, at vi flere gange tilfældigvis kom forbi og gloede ind. Spisning i et Gatukøk for 98 kr. og bagefter gik vi igen hen i Lappstaden og holdt middagspause i det nu lune solskin, der også havde lokket knot frem, nogle små irriterende stikfluer, som også indgår i Lapplands plager.

Vi forlod Indlandsvejen og begav os ud på Silvervejen til Arjeplog, hvor vi standsede for at se Silvermuseet, der er et stort træhus fra 1854, der havde funktion som skole for nomadebørn, indtil der i 1920 blev opført en ny skole. Bygningen blev forladt, og der var tale om at rive den ned, men lægen Einar Wallquist, der havde virket i 40 år i Arjeplog sogn, havde andre planer. Han havde i tidens løb samlet en mængde ting, som samerne og nybyggerne havde brugt i gamle dage og ikke mindst samiske sølvting, så han overtog den forfaldne skolebygning og fik den restaureret, og i 1965 åbnede han sit museum. Bygningen er i solid tømmerkonstruktion og museet er betydelig større, end det ser ud udefra, idet "kælderen" er udbygget ud i terrænet mod søen, bl.a. med en stor biografsal med lysbillede/lyd forestilling hver time. Samesølvet ligger i panserbox a la kronjuvelerne på Rosenborg, og det er et virkelig flot museum, med tingene sat godt op, og alle tekster var selvfølgelig både på svensk og samisk.

Egentlig havde jeg tænkt, at vi skulle overnatte i Jäkkvik, som jeg troede var en by et stykke ude af Silvervejen, men det var et turistkomplex, og der holdt flere store busser, så vi kørte videre ad en bulet og meget øde vej. For nogle få årtier siden, endte vejen ved Jäkkvik, men i 1974 blev den ført igennem de Norske fjelde, som vi begyndte at kunne ane i det fjerne. Det var lidt bekymrende, at fjeldene stadig var halvt dækket af sne, da de kun var på omkring Haltis højde, og det var nok ikke ret meget sne, der kunne nå at smelte, inden vi var fremme om et par dage.

Årstiderne i Nordsverige er bestemt ud fra døgnets middeltemperatur og efter den 7 måneder lange vinter, begynder foråret først i midten af maj, når temperaturen kommer op over 0 grader. I slutningen af juni når middeldøgnstemperaturen op over 10 grader og så kaldes det sommer i Nordsverige, inden det i begyndelsen af august igen bliver efterår, med middeltemperaturen under 10 grader. Efter den forklaring burde det jo være sommer, da vi skrev den 28. juni, men jeg havde ikke taget i betragtning, at det måske langtfra var sommer i fjeldene, hvor det åbenbart kneb noget med snesmeltningen.

På et tidspunkt standsede jeg i vejkanten, for at tage et billede af de snedækkede fjelde, d.v.s. jeg standsede vist bare på vejen, for der var faktisk ingen trafik, men den enlige modkørende bil, der kom, standsede og spurgte, om vi havde problemer? " Næ tak, vi har ingen problemer" "Jamen I svingede da med armene". Jeg lignede vist et stort spørgsmåltegn: " Nå, nej for Søren, det var Gitte, der også var steget ud og benyttede lejligheden til at gøre lidt ved ryginfiltrationerne, men mange tak for opmærksomheden.

I Ballasviken fandt vi en dejlig hytte med udsigt udover søen ved et sted, der hed Silverhytten, og hvor der var adskillige hytter spredt ud over terrænet. Udover et enkelt par, der kom på motorcykel ud på aftenen, var vi åbenbart de eneste gæster, men Silvervejen er heller ingen strøgvej med kun 4-5 passerende biler i timen. Myggene gjorde deres for at spolere aftenhyggen foran hytten, men et håndklæde om hovedet, forhindrede dog bagholdsangreb.Vejret var til gengæld blevet helt fantastisk med 20 graders varme kl. halv ni om aftenen, og solen skinnede stadig, da vi gik i seng kl. 23.

Torsdag: Efter morgenmaden udenfor hytten i solskin og myg, kørte vi kun omkring 20 km, inden vi kom til polarcirklen, og det bliver der bestemt ikke gjort nogen stads ud af, som f.eks. ved Rovaniemi i Finland med Julemandens Værksted eller med det store polarcirkelcentret ved A6 i Norge.

På Silvervejen står der blot et stort skilt med Polcirklen på 3 forskellige sprog, men ved siden af stod et mindre skilt, der forklarede, at polarcirklen flytter sig nordud med 15 meter om året, på grund af planeternes indvirkning. Det havde Martin Ekman selv skrevet om i en artikel i Lantmäteritidskriften fra 1991 og samme artikel havde senere været bragt i et anset engelsk videnskabeligt tidsskrift, så vi må vel tro på det, selvom jeg aldrig har hørt om det før.

Det giver extra udregninger og forvirring, om hvor og hvornår, der kan opleves midnatssol, idet det siges, at på selve polarcirklen kan midnatssol kun opleves den 22.juni, hvor solen ved midnat akkurat dykker under horisonten, inden den igen stiger op. Jo længere nordpå man kommer, jo flere nætter er der mulighed for sol, men det kommer også an på, om man sidder i en dal eller f.eks. på toppen af Kebnekaise, hvor det siges, at der er midnatsol fra 23.maj til 22. juli. For yderligere at lave ged i begreberne, er kl. 24 ikke engang sand midnat, men når solen står direkte i nord. Så der skal regnes med papir, blyant og lommeregner, idet hver længdegrad øst for Greenwich forrykker midnat med 4 minutter, men skal det nu trækkes fra eller skal det lægges til ? Der skal ihvert tilfælde korrigeres for sommertid, og så er det på disse kanter vistnok lokal sand midnat sådan klokken oo.45, men vi skyndte os at køre videre nordpå, så vi var sikre på, at hvis vi så noget sol ved nattetide, så ville det være midnatssol.

Silvervejen fortsatte op i fjeldene og fik forbindelse med A6 i Norge, og så var det slut med de forholdsvis lige veje, og det blev istedet kurvekørsel og op og ned i en uendelighed, og der var også noget mere trafik, end vi var vant til fra Sverige.

Middagsstop i Fauske, hvor rådhuset meget praktisk delte bygning med den lokale biograf. I byen var der et pænt stort indkøbscenter i 3 etager og med overdækkede "gader", så der bekvemt kunne købes ind i den lange mørke vinter. Efter bitter erfaring havde vi efterhånden helt mistet troen på, at det medbragte myggebalsam havde nogensomhelst afskrækkende effekt overfor myg. Det vigtigste indkøb var derfor et par myggehatte med sort slør, og det viste sig senere, at bare vi havde hattene med i rygsækken, holdt det myggene væk, sådan nogenlunde da.

Denne del af A6 har et utal af tunneler, og da de kun er 5,5 meter brede, er det bestemt ikke rart at møde modkørende i mørket. Det er heller ikke specielt morsomt hele tiden at være kolonnefører for en hale af biler, der synes at 80 km i timen er alt for langsomt på en smal vej med ustandselig uoverskuelige sving. Så for selv at undgå at blive stresset, holdt jeg mange gange ind til siden for at lade de biler passerer, som åbenbart helst skulle nå mindst Nordkapp inden aften.

Langs vejen i denne fjerne ende af Norge ligger mange krigsmindesmærker for faldne soldater i krigen 1941-45. Vi gjorde holdt et af stederne, hvor to mindesten stod lige overfor hinanden. Den tyske var hugget i bestandigt granit og den russiske lavet i beton, omkranset af en stjerne, hvor den ene tak var faldet af, men de mindede begge om det spild af kræfter og menneskeliv, der var gået tabt heroppe.

De dybe fjorde skærer sig ind i Norge, så der nogle steder kun er nogle få kilometer til grænsen til Sverige, men Norge hænger lige akkurat sammen, med A6 som livsnerve og en enkelt færgeforbindelse mellem Korsnes og Skarberget. I Ballangen lå en campingplads med et større udvalg af hytter, og vores telttur var lige så stille blevet en campinghyttetur, og det havde ihvertfald den fordel, at der var varme på radiatoren.

Fredag: Tidligt på formiddagen kom vi igennem Narvik, der er udskibningshavn for jernmalmen fra Kiruna. Midt i byen ligger "Nasjonalmonumentet" med takk til vore allierte 1940-45 og for fred og frihed, og det er ikke kun tomme floskler. Narvik blev genopført efter krigen, da den blev brændt og sprængt i luften af tyskerne, der ville anvende "den brændte jords princip" overfor de fremrykkende russere. Det må for nordmænd være ret svært at glemme, hvordan hele det nordlige Norge, systematisk blev ødelagt i krigens sidste dage. Foruden al almindelig bebyggelse blev 350 broer, 150 skoler, 21 sygehuse og nogle hundrede fabrikker sprængt i luften. Flere hundrede fiskekuttere blev sænket, og de grundige tyskere havde endda tid nok til at fælde 20.000 elmaster på tilbagetoget.

Narvik har et udmærket krigsmindemuseum, som belyser alle uhyrlighederne heroppe, men museet sprang vi over denne gang, så en parkeringsbillet på en hel time, var ikke sådan at få has på, hvilket måske kan mane til eftertanke på det lokale turistbureau. Det berømte skilt midt i byen med afstande fra Narvik til forskellige steder, var ikke helt troværdigt. Ifølge skiltet var der 1453 km til Oslo og 1695 km til København og mig bekendt er der mindst dobbelt så langt mellem de to byer, end de angivet 242 km, så den må de længere ud på landet med.

Et sted i nærheden af Troms, vi bed ikke rigtig mærke i hvor, stod en stor sten ved vejen, med en lodret flade på omkring 10x15 meter, og den var helt overmalet med grafitti og navnetræk i alskens farver. Hvorfor denne ene sten af alle i det Nordnorske var bemalet, har jeg ingen anelse om, men der holdt en fransk bil med nogle store børn, og de havde åbenbart medbragt en pensel og en dåse rød maling, og havde lige skrevet deres navnetræk. Idet de kørte, pegede de på malingen og os, og da det åbenbart var almindeligt accepteret at dekorere på denne sten, malede jeg for første gang i mit liv, mit navnetræk på andet end et stykke papir. Straffen kom få minutter efter, idet jeg opdagede, at jeg havde spildt rød maling på min bedste og nyeste skjorte, og uden terpentin er den skjorte nu havnet i kludebunken.

Midt på eftermiddagen var vi nået frem til turens nordligste punkt og kørte ind i bunden af Kåfjorden og fandt en hytte til 230 kr på en øde campingplads i Birtavarre. Det var her fra Kåfjorddalen, at jeg havde planer om at angribe Halti, og for at rekognosere lidt inden forsøget næste dag, kørte vi ud af den omkring 20 km lange vej, der ifølge kortet skulle være farbar ud til søen Guolasjávri, og hvorfra Halti skulle kunne nås til fods på en dag.

Det første stykke af dalen var med spredt bebyggelse, og vejen var asfalteret, men hurtigt gik den over til en grusvej, der blev dårligere og dårligere, og ved Nordnorges dybeste canyon (vel 50-60 m dyb), førte en spinkel jern/træbro over, og der stod på et skilt at vejen var lukket.

Der lå så mine drømme om en komplet 4-Top tur, om ikke på bunden af sagosuppen, så på bunden af canyonen, men da vi ikke giver op for bollemælk, parkerede vi bilen og begav os til fods over broen og videre op af "vejen" for at finde ud af, hvorfor den var lukket.

Vejen var bestemt ikke noget opløftende syn. Hullet og furet snoede den sig opad, men burde dog med lidt snilde være passabel i bil, indtil vi efterhånden var kommet så højt op, at sneen ikke blot lå i klatter langs vejen, men også i en vældig snedrive henover vejen. Vi gik dog videre et par kilometer, og selvom vejen igen dukkede op af sneen, var der dog så mange snedriver, at det stod klart for os, at bilkørsel kun kunne ske til den første snedrive, og fra den var der mindst 10 km til Goulasjávri søen, hvortil jeg havde håbet, at vi kunne køre i bil. Så det ville blive 2 x 10 kilometers extra vandring, foruden selve bestigningen af Haldifjeldet.

Jeg begyndte også at ane et andet problem, idet sigtbarheden var faldet til omkring 50 meter, efterhånden som vi vandrede opad og kom ind i skyerne, så jeg begyndte ærlig talt at blive noget nervøs for næste dags udfordring. Over det ukendte Haldifjeld manglede vi i høj grad en ledetråd, men det eneste jeg kunne finde, var nogle små stumper blåt reb, og dem samlede jeg sammen på vejen ned, og i fuldt alvor ville jeg senere trævle dem op, så de næste dag kunne bruges op over fjeldet a la Hans og Grethe.

I fuld fart over sten og sne mødte vi på vejen ned, en samefar med 2 mindre børn pakket ind i skind, ikke på ryggen af et rensdyr, men på ryggen af en offroader (en slags terrængående 4 hjulet motorcykel). Bare 5 minutters snak med en stedkendt, for ikke at tale om 2 x 10 kilometers tur på en offroader, ville jeg give meget for, men vi nåede kun lige at vinke, så var de væk igen, og vi måtte nøjes med af kikke misundeligt efter dem.

Da vi kom tilbage til den ellers øde campingplads, var der i mellemtiden ankommet to busfulde polakker, der var ude og nyde friheden, og selvom de sov i selve bussen, var der pludselig kommet tryk på toiletterne.

Som jeg havde læst i "Norsk Fjeldhåndbog", at man skal gøre, inden en vandring ud i fjeldet, fortalte jeg campingmutter, at vi næste dag ville køre ud ad grusvejen til sneen og derfra prøve at gå til Halti, og hvis vi ikke var kommet tilbage til hytten, når campingpladsen lukkede om aftenen, havde vi problemer. Hun nikkede, men havde vist aldrig hørt om nogen, der ville gå til Halti, så jeg gentog og sikrede mig, at hun havde vagt næste aften, og så gik jeg tilbage til hytten og trævlede blå snor op og faldt i en urolig søvn.

Lørdag: Tidlig næste morgen studerede jeg Norsk Fjeldhåndbog, og gav jeg mig selv den sidste lektion i brug af kort og kompas, og selv om jeg egentlig troede, at jeg udstrålede magt over tingene, smittede min nervøsitet for familiens ve og vel alligevel af på Gitte, så hun måtte rende et par extra gange på toilettet.

Vi kom dog afsted og kørte ud igennem Kåfjorddalen, og kørte dennegang over broen ved canyonen og fortsatte af den dårligst tænkelige grus/stenvej, men hver meter vi kørte, var vi fri for at gå frem og tilbage. Det var umuligt at køre i andet end 1. gear, og vejen var næsten ikke farbar i en almindelig personbil, så et par steder måtte vi ud og lægge sten i de værste huller, da der var overhængende fare for, at bunden ville skrabe mod fremragende klippestykker. Det tog næsten en time at køre de 5 km grusvej, ud til den første spærrende snedrive, hvor vi parkerede og startede vandringen. Rygsækkene var nok lidt rigelige tunge, da vi ville gardere os med alt i varmt og regntæt tøj, mad, drikke og chokolade, men det var lige i overkanten med gummistøvlerne, som vi ubrugte bar rundt på hele dagen.

Vi var kommet op i skyerne, men vejen var nem at følge, selvom den adskillige steder var dækket af sne, så det var bare at spadsere derud af.

Ved 12 tiden havde vi gået de 10 km til vejens ende, hvortil jeg hjemmefra havde håbet, at vi kunne køre i bil, og her lå som angivet på kortet en stendæmning, og der stod endda et skilt med et kort over den tilstødende nationalpark. Kortet var smukt tegnet, men havde hverken nordpil eller målestoksforhold, og på en snedig måde var det spejlvendt, så Finland lå hvor Norge skulle ligge, og højre lå til venstre, så det var mere forvirrende end til nogen hjælp.

Vi havde ellers til det sidste håbet, at der var en eller anden form for stiafmærkning, men der var bare ingenting udover ødemark. Jo, forresten i nærheden af skiltet lå en overnatningshytte, der var fastgjort til 4 kæmpesten med stålwire over taget, og i hytten var der et bord, 2 stole, en gammel divan, og en brændeovn endda med brænde, samt et spil kort. Hvis vi forud havde vidst at hytten fandtes, kunne den have indgået i planlægningen, da det ikke ville have være helt uoverkommeligt også at medbringe en sovepose.

Det første stykke fra hytten, gik over et ret sumpet område med flere mindre vandløb, men det lykkedes os at komme over uden brug af gummistøvlerne. Det var i mellemtiden klaret op, og vi kunne nu se hele Haldifjeldet i sin magt og vælde, og desværre med store flader dækket af sne. På afstand prøvede vi at lægge en kurs opad, uden om snefladerne, og på afstand så det da også ret let ud, men et menneske er lille i den vældige Norske natur.

Ret beset, var vi på det tidspunkt ret grønne udi fjeldvandring og klatring, så vi var forsigtige og turde ikke rigtig passere hen over snefladerne, hvis der var huller eller vandløb under sneen. Det gav en noget udmarvende zigzak kurs, hen over den stenede blokmark, med store og små løse sten liggende hulter til bulter, og uden den mindste smule jord imellem, så der kunne ikke trædes på nogetsom helst fladt.( Det var det terræn, der så let ud på afstand).

Som jeg havde set på kortet hjemmefra, kom der en ret stejl stigning, så vandringen gik over i klatring, og det blev bare ved og ved opad og mange gange måtte vi gå tilbage, når der lå snefelter i vejen. Selvom der stadig var blokmark, var vi efterhånden kommet op i et område med mere jævn stigning, så vi skulle nok bare lige op over den næste højderyg for at se toppen, og så nok bare lige over den næste igen, og sådan blev det ved. Hvor ville det have hjulpet, hvis der på Haldis top havde været en stor flagstang og et flag som ved Ejer Baunehøj, men næ nej det er der ingen, der tænkte på deroppe, hvor vi tilsyneladende var de første hvide mennesker, der havde sat deres sorte fødder. A propos fødder og også ben, så var begge dele efterhånden blevet en smertefuld affære, så midt på eftermiddagen var modet og kræfterne svundet ind til næsten ingenting, og vi skulle jo også tilbage igen, inden campingmutter slog alarm.

Jeg gik selv lidt videre i en halv times tid for at rekognosere, og efter at være kommet over endnu et par højderygge, var der vid udsyn over tilsyneladende uendelig blokmark, men det var ikke helt nemt at orientere sig, blandt flere andre toppe af Haldis højde og drøjde. Desværre havde jeg heller ikke helt sat mig ind i krydspejlingens ædle kunst, men jeg tror, vi kom lidt rundt og syd om Haldis top, hvilket også var meningen, da det var det højeste punkt i Finland, vi gik efter og ikke toppen. På det tidspunkt ville jeg give meget for en lille kikkert, da jeg forgæves spejdede efter mulige grænsesten, men hvorfor skulle grænsen egentlig være markeret i sådan et gudsforladt område?

Så uden at vide bestemt, om vi var kommet langt nok, var vi på grund af kræfternes aftagen og dagens hastige fremskriden, desværre tvunget til at påbegynde tilbageturen. Selv om man nogen gange, skal lade tvivlen komme tiltalte tilgode, var det ihvertfald ikke bevist, at vi havde nået Finlands højeste punkt, og lige ved og næsten, slår ingen mand af hesten, og det var bare ærgeligt.

Allersidst på eftermiddagen var vi efter en streng nedtur ( både psysisk og af bjerget) igen nede ved overnatningshytten, hvor vi desværre ikke havde mulighed for at overnatte, og her så vi 2 myg, som var de eneste levende væsener, vi så hele dagen. Efter en kort spisepause, begav vi os ned til bilen af grusvejen, der på mystisk vis i mellemtiden var forøget fra de 10 km til mindst dobbelt længde. Så manglede vi bare en lang, lang bilnedtur ad grusvejen og over broen ved canyonen og videre til campingpladsen, vor vi var fremme kort tid før lukketid.

Selvom dagens strabadser ikke havde været en klar sejr, havde det været en oplevelsesrig dag, og egentlig priste jeg mig lykkelig over, at vi var nede i god behold. Vejret var stadig smukt og kl. 23 var det 10 grader, og der var sol på det øverste af fjeldene. Da jeg var ovre og melde, at vi var kommet godt ned igen, kikkede campingmutter nærmest forbavset på mig og så ud som om, at det havde hun da glemt alt om.

Søndag: I vores tidsplan havde jeg indlagt en extra dag til Haldi, men det kunne ikke rigtig nytte noget allerede. For det første, fordi bentøjet var totalt udmattet og for det andet lå sneen jo stadig over vejen og ville give de extra 20 kilometers vandring. Et fornyet forsøg ville kræve 3 dage, hvor der blev lavet en campbase ved overnatningshytten, således at der var en hel frisk dag til at gå op og ned, eller også skulle turen foretages en måned senere, hvor det meste af sneen var smeltet.

Den helt fuldendte 4-top tur var derfor ikke muligt iår, med kun 0,9 point for Haldi for den tekniske udførelse, men vi var da blevet en masse erfaringer rigere, som måske kunne bruges i forsøget på at nå Kebnekaise, så vi kørte ud af Kåfjorddalen og vendte snuden sydpå ad E 6.

Ved Skibotn drejede vi ind af E 8 mod Finland og passerede grænsen, hvor der ihvertfald her var gulmalede grænsesten og et stort skilt med Suomi-Finland og et endnu større med Unionens stjerner på blå bund, så vi følte os helt hjemme. Et mindre skilt fortalte, at vi kom ind i et renområde, og jeg var spændt på, om vi overhovedet ville få rener at se på turen, eller måtte nøjes med skiltet.

I Kilpisjärvi lejede vi en stor veludstyret hytte til 290 Fmark, men så var det også med eget toilet og bad, køkken, radio og tredobbelte vinduer. I grænseområdet ligger på Finlandssiden flere andre gode muligheder for turistindkvartering, og det er da også et ualmindeligt smukt område med søen og samernes hellige bjerg Saanatunturi i nærheden. 3 gange om dagen er der bådsejllads over den smukke sø, og efter yderligere 3 kms vandring kan man gå ud til den store gule betonklods Trerigsroset, der markerer, hvor de tre nordiske lande mødes. I "Turen går til Sverige" står der, at stenen markerer den ligegyldige grænse mellem Sverige, Norge og Finland. Jeg synes personligt selv, at det er morsomt at stå i de 3 nordiske lande samtidig, men vi havde været der tidligere, og da vi var på Top tur, ville vi istedet hellere bestige Saanatunturi på 1029 m.

Her var der helt andre boller på suppen end på Haldi med hensyn til turafmærkningen. De var nærmest gået helt over gevind med udlagte planker over lidt sumpet terræn og derefter flere hundrede meter med trætrappetrin, og de havde endda tænkt sig at fortsætte, da der lå bunker af udlagt træ. Resten af turen op var der en meget benyttet og fint afmærket sti, og toppen var markeret med en stor varde, og herfra var der en flot udsigt over Kilpissøen, der er omgivet af hvidklædte fjelde. For vores vedkommende tog opturen 2 timer og nedturen 1½, og det var ikke helt uden suk og støn, da benene gjorde ondt efter gårsdagens strabadser, men vi måtte jo prøve at forbedre formen lidt.

Aftenspisning på "Kilpisjärvi" ødemarkshotel, med et stort tag selv bord med flere slags salat, fisk, flødekartofler og dessert til 50 mark pr. person. En rigtig hyggelig restaurant med flere spøjse typer, bl.a. en sej gut, der var iført en stor jakke, kasket og verdens største dolk. Han kom ind, drak 2 øl, fik 2 øl med i tasken og var ude igen efter 2 min.

Mandag: I det meget smalle stykke Finland mellem Kilpisjärvi og Karasuando, er der næsten ingen bebyggelse, kun et par tilsyneladende øde campingpladser, et blikskur med salg af "lappevarer" og en udrangeret bus. Ved tilsyneladende ingenting var der var dog med mellemrum busstopsteder, og at civilisationen har svære kår på de kanter kunne ses på elmasterne, der over en strækning stod i 45 graders hældning. Til gengæld var der masser af birkekrat i 3-4 meters højde, vekslende med store træløse åbninger. Et øde, men fascinerende landskab, med den næsten snorlige vej, der bølger op og ned af store bakker og med en vid udsigt på bakketoppene.

Midt i alt det øde er der opført et nyt museum med en stribe flagstænger foran. Unionens flag på fløjen, efterfuldt af det norske, finske og svenske flag, samt et smukt, men for os ukendt flag i rødt og blåt og med en grøn og gul stribe plus en cirkel. Det danske flag manglede lidt i selskabet, men vi er jo også et stykke vej hjemmefra. Det ukendte flag forblev ukendt, for selv om jeg spurgte de 2 finske damer, der passede museet både på engelsk, fingersprog og noget, jeg mente kunne gå for svensk, rystede de på hovedet og smilede.

Museet viser i billeder og materiel, hvordan den 20. tyske bjergarmé i 1944 under kodenavnet "Sturmback-Stellung" havde bygget 2 store forsvarsanlæg bag frontlinien, for at holde denne del af Lappland. I august 44 var der under ledelse af tyske ingeniører, beskæftiget 3.000 russiske krigsfanger med byggeriet af skyttegrave og mandskabsrum i stablet sten. Af museets billeder fremgik det, at det havde været en kold omgang for både tyskerne og krigsfangerne, og stillingerne blev heldigvis forladt igen uden kamp i januar 45.

I Karesuando kom vi igen ind i Sverige og kørte ned ad vej 45, der har nogle ret grimme bump, så selvom der måtte køres 110 km i timen, var 8o km mere end rigeligt. Bevoksningen skiftede til høje slanke graner iblandet lidt fyr og pludselig stod den der, tårnhøj, vores første elg nogensinde i fri dressur. Vi stoppede, og den stod bomstille i ideel fotopositur midt på vejen og med himmelen som baggrund. Der var bare lige det, at fotoapparatet lå på bagsædet, og inden jeg med rystende hænder fik det fjumret frem, var elgen på vej ind i skovkanten, hvor den hurtigt forsvandt.

I Vittangi gjorde vi holdt og stiftede bekendskab med de indfødtes madvaner pizza, der tilsyneladende helt har udkonkurreret kjøtbullar og Jansons fristelser. Folkets Hus ligger midt i byen, og meget praktisk indeholder bygningen både bio, teater og arbejdsformidling og ellers hedder forretningerne Anars Pizza, Gudruns Livs og Brittas klæder og solarium.

Midt på eftermiddagen nåede vi i øsende regnvejr Kiruna og gik ind for at se det store rådhus. Udvendig er bygningen en ret grim firkantet klods, med et højt klokketårn i jern, men indvendig er der en stor lys sal med flotte stengulve og trapper til 2 etager med balkoner. Vi var så heldige, at der var udstilling af lokale kunsthåndværkere, og det er virkelig smukke ting, der kan fremstilles på de lange vinteraftener. På balkonen var der permanent kunst af malerier på væggene, og et af dem var så vovet, at billedet af en lidt brunstig kentaur på Skovbo Rådhus, til sammenligning ligner et søndagsskolebillede.

Kiruna kommune dækker et område på omkring 20.000 km2, næsten det halve Danmark, og med det sidste opgjorte indbyggertal på 24.835, er der god plads, og desværre bliver der mere og mere plads, da indbyggertallet indenfor bare det sidste år, er faldet med omkring 300 indbyggere. Det er især ungdommen, der ikke altid synes, at det er lykken at leve i mørke eller halvmørke i en stor del af året og have sin arbejdsplads 500 meter nede i undergrunden i jernminerne.

Sidst på eftermiddagen fandt vi med lidt besvær vejen ud af Kiruna til Nikkaluokta, og endelig fik vi set turens første rener, der gik og græssede i vejkanten. Den 70 km lange vej blev først etableret i 1971 og en forbavsende god og bred vej, og ifølge kortet med flere "byer" langs vejen. Der var også byskilte, men jeg har på fornemmelsen, at hvis der er 2 huse ved siden af hinanden i Nordsverige, så er det en by.

Hvor 2 store fjelddale stråler sammen, ender vejen blindt, og der ligger Nikkaluokta by, der er udgangspunkt for vandringer til bl.a. Kebnekaise Fjeldstation. Jeg ved ikke, om der muligvis gemte sig nogle beboelser inde i birkekrattet, men Nikkaluokta var endnu mindre, end jeg havde forestillet mig, idet "byen" stort set kun består af turistanlægget. Arkitekten har kaldt sit smukke bygningsværk for "De fire vinde mødes" og rummer en kombineret cafe, shop, restaurant og udstilling om samerne. Til turistanlægget er tilknyttet en "stugby" med store gode hytter til 380 kr incl. køkkenkrog og tørrerum, og heldigvis var der en hytte ledig, da det ville være lidt surt, at skulle køre 70 km tilbage til Kiruna for at overnatte. Der er skrevet en hel bog om Nikkaluokta og den samiske familie Sarri, der i 3. generationer driver det lille turistanlæg ved porten til Sveriges mægtigste højfjeldsområde, og det har ikke altid været lige let at få økonomien til at løbe rundt.

Det dunkede på ruderne af myg, der kunne lugte blod, men efter aftensmaden var det klaret en smule op, så i receptionen lånte vi nøglen til det nærliggende lille samiske kapel. Bygningen er fra 1942 og er en smuk lille rustik bygning, med smukt samisk inventar bl.a. den fjortenarmede lysekrone, der er skænket af Maria Sarris 14 børn, der i 1993 havde 1000 års fødselsdag.

Samerne har selvfølgelig ikke altid været kristne, men da kirken i 1500 tallet havde fået øjnene op for de hedenske samer i nord, blev der sendt præster nordpå for at missionere for kristendommen. Det var dog først i 1600 tallet, at den gamle samiske religion blev fordømt, og der blev gjort mere alvorlige forsøg på at kristne samerne. Der blev grundlagt kirkepladser, hvor samerne var tvunget til at komme, og hvis de ikke ville komme frivilligt, blev der idømt bøde og fængselsstaf og endda dødstraf, hvilket Lars Nilsson fra Pite Lappmark fik at føle, da han blev henrettet i Arjeplog i 1693. Med djævelens vold og magt kunne samerne så i slutningen af 1700 tallet regnes for kristne.

I vore dage går det nok lidt fredeligere til, men som et utraditionelt indslag i konfirmationsforberedelserne er der tradition for, at de unge konfirmander fra Nikkaluokta, skal bestige Kebnekaise sydtop. Der er også noget at leve op til for de unge, idet der i Nikkaluokta, ligger en lille stuga, der har været hjemsted for de " Lappländske Fjällkarlarnas Klubb". Klubben blev startet i 1920, og for at blive optaget skulle medlemmerne udføre forskellige livsfarlige vintervandringer i Lappland og "før nogen anden have besteget en top af mindst 1200 meters højde". Fjeldkarlenes klubstuga blev opført i 1931, og i klubbens velmagtsdage, kom fjeldkalene op på 19 medlemmer, men det kneb hurtigt med tilgangen, bl.a. fordi det var svært at finde ubesejrede toppe. Efter 2. verdenskrig kom der ingen nye medlemmer, og da det sidste medlem døde i 1968, ophørte klubben med at eksistere, og klubstugan blev skænket til kirken, som anvender den til de præster, der besøger Nikkaluokta i tjenesten.

Jeg må indrømme, at jeg har en vis sympati for de gamle gæve fjeldkarle der krydrede deres liv med strabadserende udfordringer.

I Nikkaluokta vejrede igen det farverige flag med de to ringe, og vi fandt ud af, at det er flaget for Sápmi, som på samisk betyder både menneske og sameland. Sápmi har ingen nationale grænser, men siden 1986 har samerne egen nationaldag (6. februar), egen nationalsang og flag, og befolkningen er stigende med idag 40.000 i Norge, 20.000 i Sverige, 6.000 i Finland og 2.000 i Rusland. For nogle få årtier siden, var der tilsammen kun omkring 35.000 samer, og det er ikke, fordi de har formeret sig kraftigt, men fordi der tidligere var stor diskriminering af samer. Nu har samerne heldigvis fået meget af deres selvværd igen og genopliver den gamle samiske kultur, selvom det kniber noget med at bestemme over eget land. Samerne lever dog side om side med den øvrige befolkning, og der er ikke mere tale om en speciel gruppe eller race, for man regnes for samer, hvis man føler sig som samer og bruger samisk som dagligsprog. Så samerne lever skam endnu og viser også gerne deres smukke flag.

Tirsdag: Tidlig om morgenen pakkede vi rygsækkene til de næste 4 dage, og den blev efterhånden ret tung, da alle tøjsituationer skulle forudses, dog kunne badebukser trygt udelades. Jeg havde ringet til Fjeldstationen aftenen før og sonderet terrænet vedrørende sengelinned, og det blev oplyst, at det kostede 30 kr at leje, så det ville vi ikke tynge rygsækkene med. Fra Nikkaluokta til Kebnekaise Fjeldstation er der omkring 19 kms vandring, men der kan sejles omkring 6 km, hvilket koster 120 kr pr person for udturen og 60 kr, når man skal tilbage. Det var vi dog for nærige til, og det er jo også sundt at vandre.

Vandringen startede i småregn, og den eneste trøst vi kunne finde var, at vi var dejligt fri for at bære regntøjet i rygsækken. Fjeldene tårnede sig op forude og til siderne, men den tydeligt afmærkede sti gik igennem et ret fladt stenrigt terræn, og som luksus var der udlagt planker over de fugtige steder. Efter ca. 6 km nåede vi Láddjujávri søen, hvorover man kan lade sig transportere i motorbåd. Efter at have båret på den ret tunge rygsæk, og vi er jo heller ikke 40 år længere, viste det sig, at vi ikke var så nærige alligevel, så vi steg ombord, da dagens første båd vuggede ved bådebroen og næsten kun ventede på os. Jeg havde forøvrigt også læst, at bådsejlladsen over søen er en væsentlig indtægtskilde for samerne i området, og det samiske flag vejrede så smukt i bagstavnen, så pengene var dem vel undt.

Det tog kun omkring 20 min. at tilbagelægge de 5 km over søen og lidt op af et vandløb, inden vi blev sat af på en stenet bred og kunne udskifte regntøjet med vores myggehatte. Det er for resten ikke særlig let at spise frokost iført myggehat med slør, men da vi rejste os, talte jeg 19 myg på Gittes hat, og de stik var dejlige at være foruden.

Midt på eftermiddagen nåede vi Kebnekaise Fjeldstation, der i en højde af 772 m er perfekt strategisk placeret, med en lille dagsmarch fra Nikkaluokta og med selve Kebnekaise indenfor en dags rækkevidde. I 1907 blev den første lille del af fjeldstationen opført, og senere i 1923 blev det nuværende hovedhus med 1 m tykke kampestensvægge bygget. Fjeldstationen blev igen udbygget i 70 erne og sidst i 1991, så fjeldstationen idag fremstår som et stort kompleks af mange forskellige hytter og huse. I hovedbygningen ligger receptionen og en stor madsal med kampestenspejse, hyggelige opholdsstuer med billeder og udsmykninger på væggene, et lille bibliotek, samt en shop med fjeldudstyr, dåsemad, souvenir og ikke mindre end 8 forskellige slags snus, men vi var vel også i Sverige. Der kunne også købes små bundter med pindebrænde til optænding, nydeligt omviklet med et rustikt stykke sejlgarn, og jeg ved ikke, om det virkelig var beregnet til optænding eller var en souvenir.

Alle, der kommer til Fjeldstationen, kan få tag over hovedet, men vi havde på forhånd booket et 2 sengsrum, der kostede 600 kr pr. nat, og for de penge fik vi, et mikroskopisk 5 m2 stort rum, men med gode toilet og badeforhold på gangen og adgang til et stort spisekøkken/opholdstue, samt selvfølgelig hovedbygningens faciliteter. Så vi var egentlig godt tilfredse med prisen, selvom det viste sig, at jeg havde hørt lidt forkert i telefonen, da jeg spurgte om prisen for sengelinned, da det ikke var 30 kr pr. sæt, men 130 pr. sæt, men så dog også med håndklæder. Alle fornødenheder til Fjeldstationen bliver fløjet ind med helikopter, så det giver et rimeligt højt prisleje. Til aftensmåltidet kan der næsten fås kulinariske vildtretter til 280 kr kuverten, hvorimod dagens udmærkede ret fås til 120 kr, incl. salatbar, dessert og saftevand, og der skal selv øses op, og man kan spise, til man sprækker.

Fjeldstationen afholder fjeld- og klatrekurser og forskellige guidede ture i omegnen, og det var med nogen spænding, vi spurgte til den guidede tur til Kebnekaises top. "Næ, desværre den er ikke kommet igang endnu, på grund af for meget sne over bræen, hvor der kan være skjulte sprækker, men der går da nok kun nogle få dage eller måske en uge". Vi blev noget lange i ansigtet, og jeg ønskede sneen hen, hvor peberet gror, bare i en dags tid, så den kunne nå at smelte lidt, for i min minutiøse planlægning var der kun beregnet 3 overnatninger på fjeldstationen. Men, fortsatte guiden lidt tøvende, man kunne jo selv gå ad den Vestre Rute, der går ovenover bræen, og det er en mindre farlig rute, men en meget mere anstrengende rute end den Østre, og mange brugte 2 dage til turen. For det første var den 4 km længere, og for det andet skulle man op igennem blokmark af bjerget Rieppovare med en extra højdestigning på 250 m og derefter 200 højdemetre ned igen, inden selve Kebnekaise kunne bestiges.

Hele ideen med vores 4-Top tur hang i en tynd tråd, men efter lidt betænkningstid og nogle staldfiduser af guiden med hensyn til afmærkningen af ruten, havde vi alligevel mod på næste dag at forsøge at nå toppen af Kebnekaise via den Vestre Rute og på en dag.

Inden vi begiver os ud på den tur, er der for de interesserede, lige lidt historie om de første bestigninger af Kebnekaise, som ligger i Sveriges mest alpine område, med 4 af landets højeste toppe.

Samerne har brugt området til sommergræsning for deres rener i umindelige tider, men først meget sent begyndte opdagelsen, kortlægningen og bestigningen af toppene i området. Den første svensker, der trængte ind i området, var kartografen G.W. Bucht der i 1880 i embeds medfør udarbejdede et kort over området. Dette kort blev benyttet af franskmanden Charles Rabot, da han i 1883 begav sig ind i området mod Kebnekaise. Han var startet fra det inderste af Skjomen fjorden, syd for det nuværende Narvik og var i følgeskab med samen Jon samt Pehr Abrahamsson og Hans Monsen. De vandrede i 3 dage og forlod dalens grønne græs og, som Rabot beskriver, kom de op på et "dystert plateau, en beklemmende ødemark, ikke et hus, ikke en ager, ikke et træ, knapt nok et magert græsstrå, kun sten og sne". Efter et par dage med regn klarede det op, og Rabot begav sig sammen med Pehr og Hans afsted mod selve Kebnekaise over det, der idag kaldes Rabots Gletscher. Derefter over en saddel i den enorme fjeldvæg og gennem en slugt med flere farlige stenskred undervejs, indtil de kom til et pas, hvorfra der er let adgang til toppen, og som de når efter yderligere 3 timers vandring og klatring.

Der kom til at gå 70 år, før Rabots førstebestigning blev anerkendt, selvom han samme efterår holdt et foredrag for det svenske Videnskabsakademi om bestigningen. Men de lærde mænd rystede på hovedet, de havde aldrig hørt om disse fjelde eller om Kebnekaise.

Da svenskeren Björling seks år efter Rabot, i 1889 gik over Rieppovare og besteg Kebnekaise af den nuværende Vestre Rute, troede han derfor, at han var bjergets første bestiger. Den Vestre Rute var i lang tid den mest benyttede rute til toppen, indtil den islandske/danske læge Gudjohnsen i 1920 fandt den nuværende Østre Rute, som siden har været den almindeligste vej til toppen.

Vi måtte dog indstille os på Björlings gamle besværlige rute, og for at sondere terrænet lidt, gik vi en lille træningstur på et par kilometer ud til hvor Vestre og Østre rute skilles, og prøvede at stedfæste fjeldene på kortet, og selvom der blæste en iskold vind, havde vi alligevel mod på turen næste dag.

Onsdag: Bygningen, vi boede i, måtte være noget svag i underbygningen, for det gyngede i overkøjen, når der gik nogen forbi ude på gangen, og det gjorde der næsten ustandselig, men lidt søvn blev det da til, inden vi startede fra fjeldstationen kl. 8 morgen. Det var overskyet, 7 graders "varme" og med en isnende stiv kuling fra nord, så det var med lange underbukser og en masse tøj, vi startede turen.

Den første forhindring var Jøkelbækken, som ifølge rutebeskrivelsen godt kunne passeres med gummistøvler, men vi havde nægtet at slæbe rundt med gimmistøvler hele dagen som på Halti, så vi havde kun vandrestøvler på. Passagen så ret umuligt og rivende ud, så jeg var lige ved at smide støvlerne og vade over, selvom det nok ville koste noget overtalelse at få Gitte til at gøre det samme, men heldigvis så vi nogle andre, der gik højere oppe og passerede vandløbet hen over et snefelt. Måske ikke den mest sikre overgang, men for ar komme videre måtte vi overskride nogle grænser, så vi fortsatte og kom igennem den brede Ladtjovagge dal og senere op igennem Kitteldalen med jævn stigning opad. Anstrengelserne kostede sved, så både undertrøje og skjorte blev drivende våde, men som en gulerod, måtte jeg først skifte til tørt tøj, når vi nåede Kebnekaises top, og det hjalp da også lidt på nedkølingen af kropsvarmen at få de lange underbukser og en trøje af.

Ruten svingede og gik stejlt opad over blokmark imellem det takkede Tolpagorni bjerg og det mere runde Rieppovare. Et stort snefeldt dækkede den stejle skråning, og der havde gået et par store mandefødder før os, men det viste sig hurtigt, at det måtte have været en tynd mand med store fødder, for hver gang jeg satte fødderne i sporet, brast sneen og foden gled ned. Så for hvert trin måtte jeg sparke 2-3 gange, for at få fodsporet dybere og fastere, og det tog noget på kræfterne. Snefeltet sluttede, og det blev lidt fladere, og vi endte i et pas i 1440 m højde.

Stien, hvis man kan kalde den sådan, var hele ruten ret utydelig afmærket, kun med lidt utydelig rødt på nogle spredte sten, eller et par sten ovenpå hinanden kaldet en varde, og i passet var det faktisk ret svært at se, at ruten gik opad til højre. Især da jeg troede, at det var her, vi skulle nedad igen, men nej nej, så langt var vi ikke kommet endnu. Det var her, vi skulle op ad Rieppovare, tidligere med øgenavnet Rullevare efter at en tidligere bestiger havde sat blokmarken i skred. En højdestigning på over 250 meter til 1710 m over stejl løs blokmark kræver sin mand og kvinde, men det, der er rigtig surt er, at når toppen er nået, skal man kravle 200 højdemetre ned igen også over blokmark. På toppen af Rieppovare stod en sværm af små stenvarder, og jeg troede først, at de var malet hvide på den ene side, men da vi kom nærmere kunne det ses, at det var fygesne. Det var da også begyndt at småsne vandret, for vinden peb og temperaturen var faldet til 1 plusgrad.

Nede i bunden af Kaffedalen, efter Rieppovare, holdt vi en meget kort spisepause, inden vi begyndte på selve Kebnekaise, der lå ret forude og tårnede sig op med 600 højdemeter. De første par hundrede højdemetre er relative stejle, men senere flader det noget ud, og der skulle passeres mange sneflader med både gammel og ny sne. Vi begyndte selv at ligne stenvarderne på Rieppovare, for vi var blevet hvide på den ene side fra støvle til hårtop.

Vi havde for et stykke tid siden fundet hue, halstørklæde og vanter frem, og mærkværdigvis var mit våde indertøj blevet tørt på kroppen, og vi var tilpas varme, selvom temperaturen var faldet til minus 4.4 grader. Det var næsten en videnskabelig ekspedition, selvom det videnskabelige udstyr indskrænkede sig til et elektronisk termometer, der kunne måle både inde- og udetemperaturen, så jeg havde hele tiden tjek på temperaturen inde i rygsækken og udenfor.

Selve Kebnekaises top var stadig gemt i snetågerne, men i 1880 m højde dukkede tophytterne op. Der er opsat jernpæle med pile tværs over fjeldet som fangarme, således at man kan blive ledt til hytterne i usigtbart vejr. Inde i hytten var der dejligt lunt, selvom termometret nægtede at vise mere end 1 plusgrad, men på grund af lævirkningen føltes det behageligt, så vi fik spist noget mere mad. Der var et par brikse og tæpper i hytten, så der kunne overnattes, men ellers var der møgbeskidt med tomme flasker og andet affald hobende sig op, så jeg ventede hvert øjeblik, at en skægget beskidt guldgraver ville stikke hovedet ind.

Fra hytten gik ruten videre over blokmark, tæt forbi afgrunden til Kebnekaises mægtige østvæg og i stadig mere sne. Vi havde endnu ikke set noget til toppen, men pludselig dukkede en rund snebakke op i snefygningen, og lige bagved en hvid spids. Selve toppen består af en 100 meter tyk kappe af sne og is, der varierer et par meter sommer og vinter. Den generelle temperaturstigning i dette århundrede, har fået toppen til at skrumpe nogle meter, idet målinger i 1922 angav toppen til 2123 m, medens der i dag regnes med 2117 m.

På den sidste lille snetop gik der kun et smalt spor op med stejle sneflader til hver side. Der var trængsel på toppen, idet der stod 5-6 unge mænd med styrthjelme, ishakker og pigjern på støvlerne. De var på alpint klatrekursus, og jeg håber ikke, det tog noget af oplevelsen fra dem, at et midaldrende ægtepar fra Borup kom kravlende op til dem.

Fra Kebnekaises Sydtop fortsætter snekammen 700 meter til den lidt lavere Nordtop på 2097 m. Kammen er ikke bredere end en støvle, og da jeg gerne ville fotograferes på toppen, syntes lederen af klatrekurset, at jeg skulle låne en isøkse, da der var 300 meter ned til Björlings Gletscher og 500 meter ned til Rabots Gletscher. I klart vejr viser en beregning at man kan overse 40.000 km2 fri svensk natur fra toppen, men vi kunne kun se omkring 50 meter i hver retning. Alligevel var det en aldeles herlig fornemmelse at have besejret fjeldet, og på vores topturskala var vi nu oppe på 2,9 point.

Klokken var blevet 3 om eftermiddagen, og det havde således taget 7 timer at nå toppen, så det blev kun et kort og euforisk ophold, inden vi igen krabbede os nedad snetoppen til fast grund under fødderne, og hvor jeg lige via mobilen fik fat i vor mor i Roskilde, så der var nogen at dele glæden med.

Så var der kun lige nedturen tilbage, som nødvendigvis var af samme rute som opturen, og der var ingen kære mor, selvom benene begyndte at ryste, og hvert skridt gjorde ondt. Klokken 18 sad de nede på fjeldstationen og fik karelsk kødgryde med stærke pølser, bacon, rodfrugter og ris og vi sad i 0 grader i passet mellem Kebnekaise og Rieppovare og spiste de sidste klemmer, og med turen op af Rieppovare foran os. Det gik rigtigt op for os, hvorfor Vestre Rute er så upopulær, idet det er noget af en nedtur at skulle kravle op af et bjerg for at komme ned. Efter opturen kom vi igen til den stejle sneflade, som jeg havde banket støvlerne i på vejen op, men nu gik snefladen nedaf, så vi tog regnbukserne frem (Gitte havde noget besvær med sine, da de var stivfrosne i rygsækken) og tog den derefter på enden ned. Det var den længste og bedste glidetur, som vi nogensinde har haft, så jeg grinede hele vejen ned og i løbet af et øjeblik, havde vi tilbagelagt en km. Tilbage manglede der bare 5 km igennem dalene, men med vores smertende ben føltes turen næsten uendelig, så det var med et lettelsens suk, at vi nåede tilbage til fjeldstationen lidt over 9 om aftenen.

Efter at have skiftet støvlerne ud med sandaler, gik vi ned i restautationen, men kødgryderne var tomme, og de var ved at rydde op, så det så lidt sort ud: "Har I spist al maden?" spurgte jeg den unge pige med karkluden. "Er I da hungrige?" "Ja vi kommer lige fra Kebnekaise og det trak lidt ud". "Nå, vent lige lidt, så ser vi hvad vi kan gøre". Lidt efter kom de med 2 svingende tallerkener med kødgryde og ris og så endda til halv pris, så UG til fjeldstationens personale, og aldrig har et måltid smagt så godt.

Torsdag: Vi sov længe til 8.30, solen skinnede ind, og vi kunne se, at det var blevet klart i vejret, og benene føltes egentlig nogenlunde, så vi ville ud at gå, men var rørende enige om, at det skulle være en topfri dag. Der er andre interessante områder i omegnen, så vi gik først et stykke tilbage mod Nikkaluokta over en nyere hængebro, hvor den gamle træbro stadig hænger i de sidste laser nedenunder, og drejede op igennem Tarfaladalen langs den brusende elv. Stien gik jævnt op af igennem birkekrat, hvor mange af birkene stadig i begyndelsen af juli endnu ikke var sprunget ud, og senere over rent fjeld.

Næsten oppe i dalbunden var der flotte kik til Kebnekaises snedækkede Syd- og Nordtop, og hvorfra 3 massive gletschere strækker sig ned i dalen. Siden begyndelsen af 50 erne ligger der her en videnskabelig station, der måler og studerer bræernes massebalance, d.v.s. forholdet mellem ophobet snemængde i løbet af vinteren og afsmeltningen i løbet af sommeren. I begyndelsen boede bræ-forskerne i en samisk kåte, der var den eneste bebyggelse i dalen, men det gav dårlige arbejdsbetingelser, da de 9 m2 gulvplads, også skulle deles med tilfældige turister.

Siden er stationen udbygget meget og er udgangspunkt for et omfattende feltarbejde på bræerne i området, især Storbræen. I snit er der tilgået 4,13 millioner m3 vand i form af sne om året, men afsmeltningen har været 5,46 millioner m3, så bræen bliver mærkbart mindre, og alene i forrige århundrede, har isen trukket sig godt 500 m tilbage. Også isens bevægelse og alder bliver studeret, og ved kulstof -14 analyser er det beregnet, at isens alder ved tungen er i nærheden af 2.100 år. Alt det her kunne der sikkert skrives tykke bøger om, og det er der nok også gjort, så vi konstaterede bare, at stationen udefra så ganske hyggelig ud, og at den var placeret i en fantastisk natursceneri.

Helt inde i dalbunden ligger Tarfalastugan, og vi havde til det sidste håbet på noget med vafler og kakao, men hytten var ubetjent. Af nysgerrihed gik vi dog indenfor og kikkede, og fandt et stort spisekøkken og 4 soverum med så brede køjer, at der ved pladsmangel kunne ligge 2 i hver køje. Det hele var pænt og rent, og udenfor lå en sav og en bunke træ, der sikkert var transporteret op med helikopter, for der var ikke et græsstrå i miles omkreds. Stugan var ikke med indlagt vand, men ved elven stod et skilt med pile, der angav at opstrøms var det drikkevand, og nedstrøms var det opvaskevand.

På tilbagevejen gik vi tættere på elven og beundrede de mange flotte snebroer over elvens brusende vand, og solen skinnede, og det var bare dejligt. Turens længde var 18 km frem og tilbage, det samme som turen til Kebnekaises top, men på grund af det jævne terræn var turen til Tarfaladalen en ren afslapningstur.

Hjemme på Kebnekaise Fjeldstation var dagens ret, suppebuffé med 4 forskellige slags suppe, pandekager med syltetøj og flødeskum samt kage til dessert. Det var vores første ophold på en fjeldstation, og det var en rigtig hyggelig og virkelig positiv oplevelse.

Fredag: Vi startede kl. 9 fra fjeldstationen med tung rygsæk og gik efter bådafgangen kl. 12.30, men vi var efterhånden så godt gående, at vi nåede afgangen kl.11. Da vi var på tilbagetur, kostede bådturen 60 kr, og så var der endda underholdning med i beløbet. Skipperen var en gemytlig fyr, og da han engang havde været i Danmark, ville han gerne fortælle de 4 andre passagere om forholdene, bl.a. at det altid blæser i Danmark, og derfor vokser alle træerne på skrå i en 45 grader vinkel. Det var også meget morsomt, at han i nærheden af Silkeborg havde set et vejskilt, der advarede mod en kurve, og det helt ustyrlige morsomme, at vi havde en jordknold, vi kaldte Himmelbjerget.

På den anden bred lå en lille kaffekåte, der var prydet af et stort skilt, hvorpå der stod Lap-Dånald og her kunne købes renburger. Kåten var indviget i 1997 og var selvfølgelig rund og lavet af træ, og der var vel plads til 8-10 mennesker ved de 2 borde. Burgermor var i en dragt med samernes farver, og hun var vist gift med skipperen. De boede ihvertfald i en lille hytte ved siden af, og hele sommeren sejlede de turister og lavede burgere, undtagen en dag om ugen, hvor hun tog til Kiruna og vaskede. Meget hyggelige og snaksalige mennesker begge to, og vi fik lidt at vide om dette og hint, medens der blev tændt op i grillkullene, og vores renkød blev stegt, ( bollerne blev dog varmet i en mickrobølgeovn). Til dessert fik vi vafler med hjortsyltetøj, og det er første gang, at vi er blevet opfordret til at skrive i en gæstebog efter at have købt en burger.

Allerede ved 14 tiden havde vi gået de sidste 6 km fra søens bred til Nikkaluokta, og det var noget tidligere end beregnet for 4 dage siden, hvor jeg havde været så forudseende at bestille en hytte i Nikkaluokta, men vi ville egentlig gerne køre lidt videre. Da vi havde læst, at økonomien ikke var alt for god på turistanlægget, var det med noget dårlig samvittighed, at jeg gik ind og afbestilte hytten, og jeg tilbød at betale et afbestillingsgebyr, men det ville de dog ikke høre tale om og ønskede os velkommen igen en anden gang. Flinke folk, og jeg håber deres lille foretagende ude i ødemarken kan overleve, så vi kan komme igen engang.

Vejret var faktisk blevet ret så lunt og solrigt, og Kiruna tog sig noget mere indbydende ud, end sidst vi besøgte byen, men nu havde vi fået opmærksomheden rettet mod Jukkasjärvi, en lille by i nærheden, hvor vi havde læst noget om Icehotel og Art Center. Hvad det egentlig var for noget, anede vi ikke, men der lå en stor ny bygning med en reception og en souvenirbutik, og man kunne købe billetter til en rundvisning for 100 kr pr. person, så det gjorde vi, og var ellers spændt på, hvad der så skulle ske.

I et forrum fik vi udleveret termodragter, termostøvler, hue og vanter og kom så ind i en kæmpe frysehal, hvor halvdelen blev brugt til opbevaring af 1 m3 store isblokke stablet fra gulv til loft, og den anden halvdel var fyldt med kunstværker lavet i is.

Isblokkene har i en årrække været skåret ud af den krystalklare Torneelv og exporteret til forskellige dele af verden, men mon ikke det hovedsagelig er lande med rigelig olie i undergrunden, for en enkelt blok koster 6.000 kr, der dog er frit leveret i Sverige.

I 1990 fandt man på at stable nogle af blokkene ovenpå hinanden og kalde det et ishotel, og hvor gæster kunne overnatte. Det blev en kæmpesucces og hvert år bliver ishotellet større og større, således at man i år 2000 påregner, at bebygge et areal på 4.000 m2 plus et åbent 1.000 m2 stort isteater. Hotellet er åbent fra december til slutningen af april, hvor det hele smelter og løber ud i Torneelven igen. Der bliver plads til 130 overnattende gæster, og hver betaler 850 kr eller 1250 kr for et dobbeltværelse med ismøbler og issenge, der dog er foret med lune skind. Icehotellet har også en kirke, hvor det er meget populært at blive gift, og så er hele hotellet udsmykket med isfigurer, som kunstnere fra hele verden frembringer.

Hotellet ligger i fri luft, men iår har man så åbnet Ice Art Centrert, der er beliggende inde i frysehallen, og her fremvises mange af vinterens isfigurer, og det er ikke noget a la snemand med gulerod, men fantastiske isfigurer, hvor den flotteste efter min mening var en legemsstor mand, der kæmper med en bjørn. Mange andre fantasifulde figurer var at beskue, f.eks. en ørn med udbredte vinger, kvindefigurer, en over mandstor flaske man kunne gå ind i, en kajak i fuld størrelse, der var udhulet, så den kun var en tynd skal af is, og en kunstner var igang med at udhugge eller udsmelte et kvindeansigt indvendigt i en isblok.

Temperaturen i hallen var minus 5 grader, men midt i hallen var en iglo, hvor man kunne gå ind og prøve at opholde sig i minus 35 grader, og det var ikke et sted, vi blev ret længe.

Rundvisningen sluttede med en filmforevisning om Icehotellet, hvor vi bl.a. så et bryllup og noget af forestillingen fra isteatret, med en musikopførelse med isinstrumenter. Det var en stor oplevelse at besøge Ice Art Centret, og indgangsbiletten på 100 kr var rigeligt pengene værd, og så var det bare ærgelig, at vi var udenfor Ishotelsæsonen, for en kold overnatning der ville jeg gladelig have betalt en tusse for.

Inden vi forlod centret gik vi på isbar, hvor bardisken var lavet af is, og hvor der kunne købes iskolde drinks, hvor "glasset" var lavet af is, så der skulle lige holdes en finger under ellers smuttede glasset. Efter indtagelsen af den kolde drink, nænnede jer ikke rigtig at lade glasset stå på bardisken, så jeg tog det med udenfor, men jeg måtte hurtigt erkende, at den souvenir ikke rigtig kunne tages med hjem, så for første gang i mit liv, smed jeg "affald" på jorden.

Vi kørte lidt ned af E 10 og fortsatte til Svappavaara, hvor vi stødte på den gode gamle vej 45, og i Pillijärvi fandt vi en øde campingplads med en hytte til 250 kr. Vi var de eneste på pladsen, og campingmutter måtte bankes op i privaten, og hun var iøvrigt ret mut og mente, at sommeren var forbi, inden den var begyndt, og det er da nok heller ikke opmuntrende, at have 15 ledige hytter, en mølædt elg på væggen og regnen, der igen faldt, så det svuppede i græsset.

Lørdag: Vejret var skyet, men holdt foreløbig tørt, hvilket dog viste sig kun at være en times tid, inden det igen begyndte at regne, og temperaturen var heller ikke ligefrem sommerlig med sine 10 grader. Selvom Indlandsvejen er hovedvejen ned igennem Sverige, er det ikke trafiktætheden, der giver problemer, da der godt kan gå 5-10 minutter imellem hver modkørende bil.

Malmberget og Gällivare er et par pænt store byer, som er delvist vokset sammen med et industriområde, kaldet noget så poetisk som Mellemområdet. Jeg tror, folk lå og puttede sig under dynerne, for Malmberget virkede næsten uddød, men medens vi ledte efter et apotek, stødte vi tilfældigvis på et interessant område i Malmberget, der hed Kåkstan eller Shantytown, og var opført i 1988 til Malmbergets 100 års jubilæum. Efter gamle fotografier og på samme sted, var minearbejdernes Klondyke opført, med boder, rå bjælkehytter og små forretninger bl.a. Finkelsteins Manufaktur. Alt var desværre lukket, men det var alligevel et interessant område, og ligeledes en 2 km lang kultursti med beskrivelser af de stadig eksisterende bygninger og materiel fra minetiden, bl.a. tårne med store hjul til at hejse malmen op fra gruberne og grubebolagets tjenestemænds boliger. Disponentvillaen, og det må mindst have været bolig for overdirektøren, var et kæmpe træhus med tårne, karnapper og krummelyre, og selvom det trængte til en gang maling, kunne vi godt fornemme fortidens glans og herlighed.

I nærheden af Jokkmokk så vi endnu en elg stå i vejkanten, men den var for genert til at lade sig fortgrafere så den forsvandt hurtigt ind i skovtykningen. Jokkmokk er Sveriges næststørste kommune på 19.474 km2, så der er god plads til de kun 8.000 indbyggere. Byen er centrum for samisk kultur i Sverige med tilstedeværelse af bl.a. samernes Folkehøjskole, og selvom jeg ikke har gået på skolen, finder jeg samernes kultur så interessant, at jeg har lavet lidt opsnusende hjemmearbejde:

Det menes, at samerne oprindelig stammer fra det østlige Ungarn, og sproget er da også i slægt med ungarnsk og finsk. Samerne opdeles i kystsamer, skovsamer og fjeldsamer, og det er hos de sidste, at det meste af den gamle samekultur er bevaret.og som er knyttet til renernes vandring. Renerne overvintrer i skovområderne, men i slutningen af april bliver der uro i flokken, og de drager mod nordvest til lavfjeldet, hvor kælvningen foregår sidst i maj, hvorefter de meget forståeligt trækker op i højfjeldet for at undgå myg og renbremser. Efter en kort sommer på 6-7 uger, vandrer renerne igen mod skovlandet med et kort ophold i lavfjeldet i oktober måned, hvor brunsten melder sig. Renerne har altid levet sådan, og de renejende samer må følge med. I gamle dage fulgte hele familien med i teltkåter og pulke med kastrerede rener som trækdyr, men i vore dage er det kun de unge mænd, der følger med renerne, og transporten foregår i snescooter, og helikoptere bruges, når renerne skal drives sammen til mærkning og slagtning.

I Jokkmokk spiste vi i Opera restauranten, der i stil ligger et godt stykke fra den samiske kultur med et kvælerslangeskind på væggen og Elvis Presly i højtalerne. Udmærket mad og hurtig betjening, og Gitte fik en stor salat, medens jeg ville støtte den samiske kultur og derfor bestilte en renpizza med næsten en halv ren, så jeg skal ikke have ren foreløbig.

I Jokkmokk ligger det meget smukke fjeld- og samemuseum Ájtte, som har en fin samling samesølv, og som foruden at fortælle om samerne, også fortæller om naturen (der findes 35 knott arter), samt om livet i ødemarken med nybyggerne og raggarene, som byggede jernbanen. Det hele var sat meget spændende op og illustreret med film fra det barske liv i "de gode gamle dage", så to timer fløj hurtigt afsted, og vi kunne godt have brugt mere tid.

Lidt syd for Jokkmokk passerede vi igen polarcirklen, der her var markeret med en række hvide sten og en enkelt cafe/souvenirbutik. På den videre vej til Arvidsjaur, så vi rener flere gange, og de travede rundt på vejen uden tilsyneladende at være bange for biler. I området ligger der flere store vandkraftværker, og de pynter ikke ligefrem i landskabet med deres højspændingsledninger. En af de store dæmninger var malet i samernes farver og med samiske symboler, og jeg ved ikke, om det var for at formilde samerne eller om det var en samisk protest over, at en af deres gamle vandringsruter var blokeret af vand.

Lidt uden for Arvidsjaur lejede vi for 300 kr i Renvallens Stugby en gammel bjælkehytte, der var mindst dobbelt så stor som campinghytterne vi var vant til. Myggene i området var virkelig en plage, så en lille aftentur blev saboteret, og nattesøvnen delvis ødelagt af summende myg, lige indtil vi stod op og tog myggehatte på i seng.

Søndag: Regn det meste af tiden, men sidst på dagen klarede det op og der var dejlig aftensol. Da der ikke er ret mange veje at vælge imellem i det nordlige Sverige, kom vi efter Arvidsjaur, ind på en vejstrækning, som vi allerede havde kørt på for opadgående. I Vilhelmina var der marked med masser af boder, men ikke så mange mennesker, og i Strømsund besøgte vi deres hembygård, hvor der bl.a. var udstillet en cykel med påmonterede hullede malerbøtter, som en lokal kunstner engang havde benyttet til at fedte sig selv, et kæmpelærred og cyklen ind i. Det var nu et udmærket museum med mange spændende ting, og samtidig holdt de sløjdmesse med alle mulige og umulige træting, der var lavet i de lange vinteraftener. Efter byen var der stadig skov, men træerne var højere, og der lå enkelte grønne enge og endda et hus hist og pist, så vildmarkspræget var forsvundet.

I Østersund drejede vi af E 14 mod Norge og Trondheim, og der var igen sneklædte fjelde i det fjerne, men inden da besøgte vi Mus-Olles museum.Selvom vi var der lidt over lukketid kl. 18, blev vi alligevel lukket ind og fik endda en rundvisning med i købet. Mus-Olle blev født i 1874, og selvom han kun bevægede sig rundt på cykel eller sparkstøtte og aldrig kom udenfor Jämtlands grænser, samlede han i sit liv 150.000 forskellige objekter af alt muligt mellem himmel og jord og uden dubletter.

Overnatning på en campingplads ved Hålland stadig på Sverigessiden og stadig 300 kr for en hytte, men i tilgift det brusende vandfald Ristafallet i baghaven og som en lettelse ingen myg.

Mandag. For en gangs skyld var der morgensol og vi kunne sidde udenfor og nyde morgenmaden, inden vi fortsatte ad E 14, hvor der ved Åre var flere turisthoteller og mange steder med stugor, og skiløjperne kunne ses ned af fjeldet.

Ved Karolinermonumentet holdt vi ind og blev lidt klogere på lidt historie, vi ellers aldrig havde hørt om. I 1718 gik en svensk hærstyrke under ledelse af general Armfeldt over fjeldene og ville lige indtage Trondheim. Mangelfuld udrustning, madmangel, dårligt vejr og uventet norsk modstand, slog i bogstaveligste forstand benene væk under svenskerne, da mange døde eller fik ambuteret fødder og ben på grund af forfrysninger. Midt i det smukke landskab står monumentet så tilbage, omgivet af en tyk jernkæde på halvt nedgravede kanonløb og minder om fordum tiders elendighed.

På denne vejstrækning er der næsten gået inflation i seværdighederne, idet det myldrede med skilte til museer, bautasten, helleristninger, fosse og fæstninger, men vi skulle jo videre. Vi skævede lidt til det 1626 m høje Härjångsfjäl, der knejsede flot i solen, med sne omkring toppen, og det kunne ses, at det ikke bare var sne fra i vinter, men nysne, og vi var på vej til et fjeld der var 800 m højere.

Efter grænsen til Norge støder E 14 til E 6, og på det lille stykke til Trondheim er vejen nyanlagt og så skal der efter norsk princip betales 10 kr i vejskat og lidt efter igen 20 kr for at køre ind i selve Trondheim. Med noget besvær fandt vi en P-plads, og her var der omvendt mængderabat, idet 1 time kostede 10 kr, 2 timer 25 kr og 3 timer 45 kr. Deres lyssignaler var også lidt specielle, idet der skiftevis var enten rødt eller grønt for fodgængerne i alle retninger.

Nidaros Domkirken regnes for Nordens største middelalderbyggeri med de ældste dele fra midten af 1100 tallet, men et nærstudium af kirken i gode gibsmodeller, i miniatuer forstås, viser, hvordan den har omforandret sig i årenes løb, så for mig at se, er det kun smådele, der er tilbage fra middelalderen. Efter reformationen var der ikke rigtigt penge i kirker og syndsforladelser, og en brand henlagde kirken som en delvis ruin i århundreder, indtil der i 1869 blev indledt en opbygning/restaurering, og det siges at de ikke rigtig er færdige endnu.

Det nærliggende nye museum i Ærkebispegården, blev kåret til årets museum i 1998 og er mege smukt og stemningsfuldt med svag klostermusik under hvælvningerne. Museet viser originalskulpturer fra domkirken og fund fra Ærkebispegårdens farverige historie, og det er tilsyneladende en naturlov, at ærkebisper og konger helst skal bekrige hinanden.

Rustkammeret eller Armymuseet, hvor der for en gangs skyld er gratis adgang, er også et besøg værd med alt i Norges krigshistorie lige fra vikingetiden til 2. verdenskrig, så 3 timer i Trondheim, incl. spisning og en tur op i domkirketårnet, var alt for kort tid til sådan en spændende by.

Videre ned af E6 med slyngende vejkurver og med tæt og tung trafik, så det var faktisk ikke ret morsom kørsel. Lidt før Oppdal fandt vi en pæn hytte og om aftenen gik vi en tur i omegnen, hvor der var stor byggeaktivitet med nye huse i norsk bjælkehyttestil.

Tirsdag: Regn fra morgenstunden og det meste af dagen, og vi fulgte stadig E6, hvor trafikken heldigvis tyndede noget ud op over Doverfjell, hvor vi gjorde et souvenirstop ved Dovergubbens Hall.

Nede i dalen igen, et eller andet sted, var der et seværdighedsskilt til Kirstin Lavrensdatter, så vi stoppede ved kirken, hvor der stod en smuk statue af Kirstin, og ved siden af lå et middelaldercenter, der var bygget som filmkulisse til filmen "Kransen" af Liv Ulman om Kirstin Lavrensdatter. Husene var kopier af 1300 tals huse i solidt tømmer, og kun enkelte steder var der ved nærlæsning en moderne skrue at se, men den ellers gennemførte kontruktion blev noget skæmmet af en hestefold med elektrisk hegn. I en mindre noget mere tidssvarende fold, gik et par stykker skotsk langhornskvæg, og der blev opkastet den teori, at langhornskvæg er efterkommere efter uroksen, og at vikingerne havde bragt den med til Skotland!

I Otta forlod vi A6 mod Lom, hvor der lidt uden for byen går en 17 km grusvej op igennem Jotunheimen til Spiterstulen Turiststation, som skulle være vores basecamp i forsøget på at nå Nordens højeste punkt. Vejen er en bomvej, og der skal erlægges 50 kr i afgift, inden man må skrumle op af den 1 sporede hullede vej, og vi håbede, at vi ikke skulle skrumle ned igen samme dag, hvis der ikke var plads. Spiterstulen Turiststation ligger i Visdalen i 1100 meters højde og er i dagsgangafstand af mindst 10 fjeldtoppe på over 2000 meters højde.

I århundrede har familien Sulheim beboet stedet, men i 1836 blev husbond lidt træt af, at tilfældige vandrere skulle have plads i sengehalmen mellem døtre og malkepiger, så han byggede en gæstehytte. I tidernes løb er turiststationen så udbygget ved knopskydning, således at der idag er 200 senge, fordelt over nogle mere luksiøse rum med eget wc/duch, til de absolut meget spartanske med 2 køjesenge på 5 m2, og ikke engang et søm til at hænge sit tøj på. Vi havde prøvet at reservere overnatning på turiststationen, men de havde ikke svaret på E.mailen, så vi var glade, da der endnu var ledige rum i den billige afdeling til 150 kr. pr person, og det blev da helt beboeligt, da vi havde fået klemt et campingbord og et par klapstole ind.

Selvom soverummet var lille, er Spiterstulens fællesrum både store og hyggelige. Pejsestuen er med knitrende brændeild og spredt omkring står sofagrupper med tilhørende benskamler, hvor vandrere kan hvile benene og udveksle erfaringer over dagens strabadser eller tage en bog i reolen f.eks. Klaus Rifbjerg eller småbladre i Hages 1271 siders håndbog i handelsvidenskab fra 1906.

På turiststationen var der også et cafeteria samt en fin restaurant, hvor den 3 retters middag kostede 200 kr, men det var så incl. alt det kolde kildevand, der kunne drikkes, og serveringen blev foretaget af norske jenter i nationaldragt. Vi havde dog stadig nogle boller tilbage, og efter det beskedne måltid slog vi os ned i pejsestuen og nød stemningen, og jeg begyndte at udforske mulighederne for en topbestigning.

I en fremlagt brochure om Spiterstulen læste jeg, at Galdhøpiggen var 2.469 m, og turen op var normeret til 4 timer, medens Glittertind på grund af sin sne- og istop var angivet med et cirkatal på 2470 m og normeret til 5 timer op. Den unge mand i receptionen, der dog kun havde været på Glittertind en gang i sit liv, og da havde han overnattet på højsletten, kunne han kun give lidt staldfiduser. Han kunne dog oplyse, at det for kun 3 dage siden, og meget unormalt for juli måned, havde sneet meget i området, så han kunne ikke udtale sig om forholdene, men det var nok en rimelig besværlig tur. Da der var en mulighed for at Glittertind var lidt højere end Galdhøpiggen, valgte vi efter moden overvejelse Glittertind som 1. repræsentant for Norges bidrag til 4-top turen. For man skal jo yde, før man kan nyde og andet i den dur, så med vilje valgte vi den besværligste og længste tur først, og så måske se, om der næste dag igen, var krudt nok til også at tage Galdhøpiggen, eller om krudtet i mellemtiden var blevet vådt.

Onsdag: Vejret var tåget og skyet, og temperaturen var 7 graders varme ved Spiterstulen. Ikke det mest ideelle vejr til bestigning af Nordens højeste top, men vi startede med godt mod, og gik raskt 1 km hen af grusvejen, hvor stiafmærkningen førte op. Det første stykke gik ret stejlt opad, med en stigning på 400 højdemeter, og fladede så ud i en stor stenet højslette, hvor stien til Glitterheim Fjeldstation drejede fra til højre, og efter et par kilometer stien til Juvashytte. Jotunheimen er gennemkrydset af et net af stier, der fører til de forskellige fjeldstationer. Det er dog ikke ligefrem de store reklameskilte, der viser vej, men kun et indkradset navn i et frønnet brædt, der kan lede en lidt på sporet, så egne gode kort er en forudsætning for vandringer i området. Vores rute mod Glittertind var foreløbig godt afmærket med tydelige røde "T" er malet på klippeblokke og sten, og dem fulgte vi troligt og havde så lidt hold i tilværelsen.

Højsletten ligger i omkring 1500 meters højde, og det ene øjeblik var der glimtvise kik til de snedækkede fjeldtoppe, der tårnede sig op, og vi gisnede om, hvilken top der var Glittertind, og i næste øjeblik kom tågen (en sky) rullende hen over sletten, og alt blev usigtbart. Vi var kommet over flere meget brede, men flade vandløb, hvor det var muligt at springe fra sten til sten, men efter et par timer over sletten kom vi til en noget mere rivende strøm, og vi kartede noget frem og tilbage langs bredden, inden vi tog mod til os og kom over.

Efter vandløbet gik det igen stejlt opad med flere spændende klatremomenter og da sigtbarheden var nede på omkring 20-30 meter, stirrede vi efter det næste T, så vi ikke kom væk fra ruten. T erne var dog kun en stakket frist, for godt nok blev det senere mindre stejlt, men nysneen lå overalt i klatter og senere i store flader, og da vi tilsyneladende var alene på fjeldet, måtte vi selv trampe vores spor, medens vi spejdede efter bare et lillebitte T. Ved 12 tiden holdt vi en kort spisepause ved nogle røde klippeblokke, men da temperaturen var faldet til 3 grader, og det var begyndt at sne, blev pausen virkelig kort, og hvor langt der endnu var til toppen, havde vi ikke helt tjek på. Den våde tøsne gjorde støvlerne sjaskvåde, men blodet rullede, og vi kunne sagtens holde varmen, så vi trampede videre i alt det hvide.

Jeg var selv på hele turen bevæbnet med en sammenklappelig skistav/vandrestav, der på de skrånende hvide sneflader, var til en uvurderlig hjælp til at holde på fodfæstet, og selvom Gitte hidtil havde nægtet at låne staven, fik jeg hende alligevel overtalt på det sidste stykke.

Det så ud til, at det bare gik opad og opad, og i sneen og tågen var det umuligt at se nogetsomhelst, men så, som sendt fra himmelen, kom der to mennesker gående lige imod os i snetykningen, og det var virkelig et opløftende syn. De var kommet fra Glitterheim og havde fundet Glittertind, og var nu på vej mod Spiterstulen, så efter at have byttet oplysninger, byttede vi også spor og havde nu igen noget at holde os til.

En snerand dukkede op, og den skal man holde sig fra, for den hænger udover en stejl klippekant, så vi fulgte den i passende afstand, og så pludselig var den der, toppen, og på den sad tolv mennesker og spiste. Jamen det er da heller ikke til at slippe for turister nogensomhelst steder, selv på den mest gudsforladte knold i hele Norge. Der var dog ingen med fra Japan, men nogle fra New Zealand og andre med et uforståeligt sikkert østeuropæisk sprog, og så en enkelt nordmand, der havde haft til opgave at føre gruppen op på Glittertind fra Glitterheim.

Klokken var blevet 13.45, og vi havde således været knap 6 timer om opturen, hvilket var en time mere end normeret, men vi mente dog bestemt ikke, at vi havde gået og sløset tiden væk, så vi var glade for at have nået endnu en top. Af mangel på et pistolskæfte, kunne jeg så skære et hak i mine vandrestøvler, og i vores top-4 regnskab kunne lægges endnu et helt point, så vi nu var oppe på 3,9 point af 4 mulige, så vi følte, at vi trods alt havde det meste af æren i behold, på trods af det kiksede forsøg i Finland.

Da vi sad på toppen i sne og tåge og ikke kunne se nogetsomhelst, skilte skyerne sig mirakuløst, og solen bagte ned, så Gitte lagde sig tilrette i sneen og nød varmen - i samfulde 10 sekunder, inden det igen sneede, og den kolde tætte tåge lagde sig.

Samme vej ned over snefladerne, men nu havde vi delvis følgeskab af gruppen fra toppen, så vi var ikke helt alene i verden. Det holdt også op med at sne, men til gengæld begyndte en isnende regn, og det lige da vi skulle ned af det rigtig stejle sted, som ihvertfald en i vores familie havde gruet noget for. Vandløbene var også svulmet noget op i løbet af dagen, så passagerne gav extra spændingsmomenter, så det blev en lang og sej nedtur, og først lidt i 8 om aftenen var vi igen nede på Spiterstulen Turiststation. Efter et varmt bad, blev det alligevel til et par timers hygge i pejsestuen, og blandt de mange mennesker var vi de eneste, der havde gået fra Spiterstulen til Glittertind og tilbage igen. Ihvertfald den dag.

Torsdag: Tidligt om morgenen lå jeg i min seng og tænkte, og hvis man forresten skal sige noget negativt om Spiterstulen, så må det være, at dynerne trænger til et eller andet, for de er tunge som sten. Det var nu ikke dynen, jeg tænkte på, men hvad vi, eller jeg havde lyst til den sidste dag. Det havde været en hård tur dagen før, så vi kunne jo køre videre til Oslo og gå på Karl Johan, eller tage på den guidede tur til en nærliggende gletsjer kaldet Eventyrisen med nogle fantastisk flotte isformationer, eller bestige Galdhøpiggen, som ihvertfald fjeldmæssigt uden sne er Norges højeste punkt. Gitte havde i rigt mål fået styret sin lyst til at vandre i bjerge for denne gang, så under alle omstændigheder, ville hun sidde over og blive nede og hygge sig på turiststationen. Hvis de havde kaldt gletcherturen noget andet end Eventyrisen, havde jeg nok taget med på den tur, men selvom det sikkert er en flot tur, lød det lidt for poppet i mine øre, så efter morgenmaden tog jeg en rask beslutning, og startede mod Galdhøpiggen.

Nogle få hundrede meter fra Spiterstulen, går ruten ret stejlt opad, vekslende mellem sten og snefelter, og jeg glædede mig allerede til nedturen, da flere af snefelterne lovede muligheder for "gliding". Efter den første lange stigning, flader det noget ud, og ruten går langs et par stejle kamme, først til højre og senere til venstre, og med glimtvise kik igennem skyerne ned til Styggebreen og Svellnosbreen.

Som en pukkel i landskabet går ruten op over Keilhaustoppe på 2369 meter, og så går det lidt ned igen inden det endelige tilløb mod toppen. I sporet på det sidste snefelt inden toppen, stod et frønnet skilt som ikke kunne læses, men svagt i den ene side anedes bogstaverne AD......, DA...., AC.... Så der var nok et eller andet, der skulle passes vældig på, så det gjorde jeg, men ellers er ruten fra Spiterstulen til Galdhøpiggen tydelig afmærket og også ret turistet, med tydelige spor af menneskers færden i landskabet. Jeg synes selv, jeg efterhånden var kommet i ret god form, og jeg nød ligefrem den fysiske anstrengelse, men jeg havde jo kun én skistav, og næsten kun derfor blev jeg på opturen overhalet af 2 unge mænd, der tonsede op af snefelterne med en skistav i hvér hånd, og det var så helt iorden. Lidt mere ærgeligt var en overhaling af en lidt ældre end ung mand, med store gummistøvler og et par hjemmeskårne kæppe i hænderne, men da jeg havde klaret opturen på de normerede 4 timer, var jeg godt tilfreds.

I tyk tåge sad allerede 20-25 mennesker på toppen af Galdhøpiggen og spiste mad, og medens jeg selv spiste kom yderligere mindst 50 op, og der lød en summen af mange forskellige sprog. Langt de fleste kom fra Juvashytte, hvortil Nordeuropas højeste bilvej går op i 1800 meters højde, og da Juvashytta arrangerer guidede ture, hvor der gås i reb over Styggebræen, kan det give klumper og trængsel på toppen. Og hvem skulle tro, at der i Norge i 2469 meters højde dagligt udføres top strip-tease, men det er rigtigt, da næsten alle har en uimodståelige trang til komme af med noget gennemsvedt undertøj.

Ved siden af toppen ligger en lille hytte, gemt under store sten, efter at de 4 forrige hytter på stedet er blæst ned. Et skilt i hytten forkynder: "Vi har ingen brus (sodavand), toilet, pizza, vafler, gratis drikkevand og frimærker - så lad være med at spørge. Vi har kun saftevand (bæger til 15 kr.), bouillon 20 kr, chokolade samt postkort."

På nedturen til Spiterstulen kom jeg allerede 100 meter nede ud af skyerne, og der var mange flotte og dramatiske udsigter til alle sider. Der var også adskillige vandrere, der var på vej op, og næsten alle spurgte, hvor langt der var til toppen, men dem, der kun 200 meter fra Spiterstulen spurgte, gav jeg nu ikke mange chancer. Det var heller ikke alle, der havde lejlighed til at spørge mig, for da jeg kom til det første stejle snefelt, iførte jeg mig regnbukserne, og med rygsække på knæene og vandrestaven på tværs gik det nedaf på enden i fuld fart. Et af stederne blev det dog lige lovligt vildt, og selvom jeg havde sat hælene i, sprøjtede sneen op i kaskader, og da jeg nogenlunde fattet rejste mig efter den lidt ukontrollable tur, kan jeg egentlig godt forstå, at en far sagde til sin store søn, at det måtte han bestemt ikke prøve. Men det er nærmest en turistattraktion at tage den på enden fra Galdhøpiggen til Spiterstulen, og en gammel turistplakat jeg havde set på Spiterstulen lovede, at 1/4 af vejen kunne tages på den måde. Nedturen var berammet til 2 timer, men med de mange udsigtspauser brugte jeg 3 timer, og det var med et stik i hjertet, at jeg var klar over, at det var den sidste bjergvandring foreløbig, så det var lidt svært at sige farvel.

Sidste aften på fjeldhotellet ville vi alligevel skeje lidt ud og gå ned i restauranten og få den store middag med 3 retter, kaffe, kage, nationaldragter og isvand og da det kneb lidt med pladsen, blev vi bænket sammen med en norsk boende dansk civilingeniør, så det blev et par hyggelige timer med snak om Norge og alverdens problemer.

Fredag og lørdag: På grusvejen ned fra Spiterstulen mødte vi en flok rener, og ellers gik det ned til Lillehammer og Oslo, og det var dejligt bare at køre ombord på DFDS gigantfærge om eftermiddagen og nyde udsejlingen igennem skærgården, selvom jeg havde pevet lidt over billetprisen. Til gengæld var det første gang, vi har haft en kahyt på et skib, med rigtig dobbeltseng og malerier på væggene, og i den del af en ferie er det ikke 500 kilometers kørsel mellem Oslo og København der er brug for.

Hjemme i København og Borup viste speedometeret, at vi ialt havde kørt 5.092 km, og vi havde brugt for 3.007 kr benzin i norske, svenske og danske kr. Færgen Sæby - Frederikshavn kostede 635 kr og Oslo - København 2.535 kr. De 3 overnatninger på Kebnekaise Fjeldstation og Spiterstulen kostede henholdsvis 2.060 sv.kr og 1.300 nkr og derudover brugte vi til de andre overnatninger, mad, entreer og souvenir 10.500 dkr. summa sumarum 19.460 dkr. for 20 dages oplevelser.

Jeg har ellers planer om at stifte foreningen "De Borupske Fjeldkarle" for dem, der med udgangspunkt fra Borup bestiger de 4 højeste naturlige punkter i Skandinavien i én sommerferie. Med vores 3,9 toppe gennemført er der foreløbig ingen fuldgyldige medlemmer, og jeg ved ærligt talt ikke, om vi selv har energi og mod til at gøre endnu et forsøg, men hvem ved, det kan jo være, når vi lige har sundet os lidt.

Ved juletid havde vi faktisk sundet os så meget, at vi begge havde en vældig lyst til at gøre endnu et forsøg allerede i førstkommende sommer og med et par nyindkøbte patenterede anti-chock teleskop vandrestave og en del erfaring i rygsækken, så kan Haldi & Co bare vente sig.

Om 2. forsøg lykkedes og hvordan det ellers gik ekspeditionen kan læses i "Drømmen om de 4 toppe."

Tilbage til forsiden