7 dage i Beijing 

blandt kejsere og kinesere.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Januar 1998

Engang i efteråret 97 læste jeg, at DSB Rejsebureau arrangerede 9 dages kvalitetsrejser til Beijing for kun 4.995 kr. Jeg havde forestillet mig et helt andet urealistisk højt prisleje, hvis man ville til Kina, og den lave pris havde jo nok noget at gøre med, at rejsetidspunktet, i januar måned, er langt udenfor Beijings turistsæson. Men alligevel til den pris, og det var ikke noget med bumletog og bambushytter, men flyvning med SAS og indlogering midt i Beijing på et 5 stjernet luksushotel.

Vores dybt slumrende drømme om engang at se Kina vågnede lynhurtig til live, så vi tilmeldte os rejsen, samt et 5 dages udflugtsprogram til alle de store seværdigheder, incl. middage, for yderligere kun 995 kr.

For at sætte mig lidt ind i det spændende rejsemål, gik jeg derefter på biblioteket og lånte bøger om Kina, og en kollega lånte os filmen "Den sidste Kejser", efter at jeg forgæves havde søgt i forskellige videoforretninger, og det nærmeste de havde var "Den sidste mohikaner".

Rejseselskabet var på godt 40 kulturhungrende personer, og i Kastrup lufthavn blev vi præsenteret for vores danske guide Bent, der var med under hele rejsen. Det var første gang jeg skulle flyve med et SAS rutefly, så efter ombordstigningen blev jeg glædelig overrasket over de brede sæder med masser af benplads. Det viste sig dog hurtigt at indgangen lå i Euroclass, og nede på turistklassen, hvor vi selvfølgelig hørte til, var der de sædvanlige smalle, men da også ganske udmærkede sæder. Der var dog gratis drinks og drikkevarer til maden, og høretelefonerne til musik og film var også gratis, så der var alligevel en forskel fra charterfly.

Informationer om hastighed, højde, rute m.m. blev løbende vist på en stor skærm på både dansk og kinesisk, og det kunne ses at ruten gik over Sct. Petersborg, Moskva og derefter ned over Gobi-ørkenen til Beijing. Afstanden fra Borups nordlige del til Beijings centrum er 7220 km, og der er en flyvetid på 9 timer og en tidsforskel på 7 timer. Egentlig er Kina så stort, at det burde have 4 tidszoner, men for nemheds skyld har hele landet Beijingtid.

Flyvetiden skulle bl.a. bruges til at udfylde en sundhedsattest til de kinesiske myndigheder, der gerne ville vide, om nogen havde hoste, ondt i halsen, psykiske lidelser m.m. De ville også gerne vide, om der blev medbragt gammelt tøj, så jeg håbede ikke, det ville give problemer, at jeg kun havde fornyet rejsegarderoben med et enkelt par nye bukser. Omkring midnat dansk tid, blev der ikke serveret natmad, men morgenmad. Klokken var jo så også 7 om morgenen kinesisk tid, og det var begyndt at lysne udenfor, og en hel nat var sporløst forsvundet og kom aldrig tilbage.

Ved indflyvningen var der et udbredt skydække med enkelte snedækkede bjergtoppe stikkende op, så jeg håbede, at piloten var helt sikker på, hvor han skulle ned. Lufthavnsformaliteterne gik nemt, og det viste sig, at den omhyggeligt udfyldte sundhedsattest var de ret ligeglade med, og så blev vi præsenteret for vores kinesiske lokalguide Wendi. Hun havde vistnok et mere indviklet kinesisk navn, men det var ikke til at huske for vesterlændinge. Wendi fulgte os trolig rundt på alle fællesarrangementer med et lille dannebrogsflag i hånden, og hun talte et tydeligt og letforståeligt engelsk foruden sit modersmål. Hun er en køn pige på omkring 30 år, altid i godt humør og smilende, og det bedste ved det hele er, at øjnene smiler med.

Beijing er bedre kendt i Vesten som Peking, og betyder den nordlige hovedstad og byen har idag omkring 11 millioner indbyggere og 9 millioner cykler. Jeg ved ikke, om kineserne har personnumre, men cyklerne har de helt tjek på, da de har nummerplade. Beijing har i 3.000 år været hovedstad eller underordnet residens for en række dynastier, bla. gjorde den mongolske kejser Kubilai Khan i det 13. århundrede byen til et særligt pragtfuldt og storslået vinterresidens for kejserne.

Idag er Beijing hovedsæde for både regeringen og kommunistpartiet, så herfra trækkes i trådene i verdens folkerigeste stat med 1.230 millioner indbyggere og i udstrækning 222 gange større end Danmark og kun overgået af Canada og Rusland. Kineserne kalder selv deres land for "Riget i Midten", og vi var på vej ind mod centrum for at opleve noget af deres kæmpehovedstad Beijing.

Gennemsnitstemperaturen i Beijing er i januar måned minus 4 grader, men det blev sagt, at det for tiden var særlig koldt og så var der faldet sne for vistnok første gang i 20 år. For mig at se var der kun faldet nogle få cencimeter sne, men de næste dage så vi mange arbejdshold, der med skovle og riskoste fjernede selv de mindste rester af snefnug fra fortove, pladser og stier.

Første stop var Kulbjerget, der er en menneskeskabt høj, der først og fremmest er skabt af opgrav fra voldgraven omkring Den Forbudte By, og da den er 760 x 900 m, og voldgraven er omkring 50 meter bred, har det været noget af en opgave at flytte jord.

Ming-dynastiet varede fra 1368 til 1644 og var det sidste ægte kinesiske dynasti, men da manchurerne erobrede Beijing i 1644, hængte den sidste Mingkejser sig på Kulbjerget i et træ, der stadig bliver fremvist. Flere små templer ligger spredt rundt omkring på højen, og vi fandt ud af, at marmortrapper er meget glatte i snevejr. Fra toppen af Kulbjerget er der en flot udsigt over byen, især over Den Forbudte By, med et hav af gyldne glaserede tage.

Den Himmelske Freds Plads er Beijings centrum, og med sine 40 ha er den verdens største plads. Mod nord ligger Den Himmelske Freds Port med formands Maos kæmpeportræt over portåbningen. Mod vest ligger det 310 m lange Folkets Store Hus med kæmpesøjler og en kongressal med plads til 10.000 mennesker, og det er her Den Nationale Folkekongres holder møder, og kineserne modtager statsoverhoveder fra hele verden. Mod øst ligger en næsten ligeså bombastisk bygning indeholdende museer for kinesisk historie og revolutionen, og mod syd ligger en prægtig rest fra den ydre bymur med porten Qianmento fra 1400 tallet og bagved et livligt tilstødende forretningskvarter.

I den nordlige ende af pladsen står det 36 m høje monument for Folkets Helte og så er der jo også lige Mao Zedongs mausoleum, der med lidt grøn beplantning rundt om optager 5.72 ha af pladsen. Jeg ved ikke, hvordan det kan være, men Rådhuspladsen i København, som jeg altid har synes er en stor plads, er på mærkværdig vis skrumpet ind til næsten ingenting medens vi var i Beijing.

Middagsmaden eller frokosten med rejseselskabet blev i ugens løb indtaget forskellige steder, men stort set efter samme recept, og vores velkomstmiddag blev indtaget lige ved den Himmelske Freds Plads på den flotte Zheng Yang Men Fangshan Restaurant. En nydelig ung pige, i hvad jeg vil kalde nationaldragt, bød os velkommen med et smil, og vi blev bænket ved runde borde i nogle meget lave stole. De lave stole i forhold til bordet har den praktiske fordel, at man ikke spilder så meget, da al mad undtagen suppe indtages med spisepinde, og i ugens løb blev vi da ret så ferme til det. På bordet var altid en stor drejeskive, hvor retterne blev placeret, så kunne man dreje sig frem til, hvad man havde lyst til at spise. Allerførst blev der serveret te, eller ihvertfald noget jeg regner med, kineserne kalder te, da det for mig at se var varmt vand med et par enkelte teblade svømmende rundt, men det varmede dejligt både indvendigt og på fingrene. Hurtigt blev der stillet 4-5 retter ind, som regel noget forskelligt grønt og ofte jordnødder, og hvis man kan få dem op, er man ikke helt tosset med et sæt spisepinde.

Efterhånden blev der stillet kødretter ind i forskellige saucer, og nogle gange en hel glaceret fisk med åben mund. Først midt i måltidet, eller nogle gange i slutningen kom der ris og nudler, så kunne man spise sig mæt i det, hvis der stadig var plads efter kødretterne. Næsten det hele var yderst velsmagende, men personlig var jeg ikke helt vild med de dampede brødboller. Tilsidst kom en tynd suppe til at afrunde måltidet, og når der blev servert et fad med appelsinstykker, var måltidet slut, men så var der også 12-15 retter på bordet. Til maden blev der udover te serveret kinesisk øl og mineralvand, og extra øl der sælges i halvliter flasker kostede 5 yang ca. 4 kr.

Indtjekning på Prime Hotel Beijing, der er et stort flot luksushotel beliggende på Wangfujing Avenue, en af Beijings mest berømte forretningsgader og kun nogle få hundrede meter fra Den Forbudte By. Hotellet har flere forskellige restauranter og er overalt meget smagfuldt indrettet og er endda, for at det ikke skal se kedeligt ud udefra, med pagodetag. Værelserne var helt ovenud, men vi måtte dog have fat i stuepigen, fordi lyset ikke virkede. Det viste sig dog, at nøglekortet blot skulle sættes i en holder lige indenfor døren, og straks tændte al lyset, som så kunne reguleres fra et konsol imellem sengene.

Efter indtjekningen var det tid til en god lang eftermiddagslur - næ næ overhovedet ikke, vi var ikke kommet helt ned til Beijing for at sove, så min kone Gitte og jeg nøjedes med at skifte sokker i støvlerne og gik ned i receptionen for at veksle dollars til " folkets penge". Tidligere tiders turistpenge er afskaffet, men yuan, som møntenheden hedder, må hverken indføres eller udføres fra Kina, så det tilrådes at veksle i små portioner, da tilbageveksling kun kan ske med besvær i lufthavnen. Kursen på hoteller og i banker er den samme, og der er intet gebyr. Amerikanske Dollars er den mest velansete udenlandske valuta, men danske kroner modtages også gerne, selvom der ses noget skævt til de nye 200 kr og 500 kr sedler. En yuan koster lidt over 80 danske øre, og da der er mangel på mønter, findes der sedler med en værdi helt ned til 8 danske ører.

Med "folkets penge" på lommen vovede vi os ud i Beijings menneskemyldrende gader, der siden den tredie Mingkejser tid næsten alle går nord-syd eller øst- vest, og derfor er byen nogenlunde nem at finde rundt i hvis man holder lidt øje med, hvornår der skiftes retning.

Trafikken er efter danske forhold ret kaotisk med mange biler, blandet med mange cyklister, overfyldte busser og 50.000 gule næsten alle privatejede taxi. Bilerne er nye, betydelig større end i den danske bilpark, og alle vestlige fabrikater findes - og overhovedet ikke noget med små Ladaer eller Skodaer eller deslige, som man måske skulle forvente. Det siges, at den almindelige kineser ikke har råd til bil, og at det er forretningsfolks biler, der kører rundt, så det må konstateres, at der i Beijing laves mange og gode forretninger. Bilerne havde selvfølgelig ikke lys på om dagen som herhjemme, men mærkværdigvis anvender cyklerne ikke lys når det er mørkt. Som et indslag i trafikken findes mange ladcykler med tonstunge læs af kulbriketter eller fladtrykte papkasser og alt mulig andet. Kæden på ladcyklerne hænger i en bue næsten ned til vejen, og det har den praktiske betydning, at når der skal skiftes gear, standses cyklen og med fingrene flyttes kæden til et mere passende tandhjul.

De store gadekryds er skam lysreguleret, men det er der ingen, der lader sig påvirke nævneværdigt af, derfor står der næsten i alle gadekryds en eller to betjente og dirigerer. Vi fandt hurtig ud af, at gående trafikanter er nederst på ranglisten, og at man endelig ikke skal tro, at biler og cykler holder tilbage, selvom man går over for grønt i et fodgængerfelt. Heldigvis kører trafikken ret langsomt, og vi lærte hurtigt fidusen at passere en gade i etaper og tage en række biler af gangen og tilsidst cykelrækken, men heldigvis er der også mange fodgængertunneler og fodgængerbroer.

Vi var søgt hen til Den Himmelske Freds Port med Maos kæmpeportræt og de røde silkeflag blafrende i vinden. Den 34 meter høje port er bygget under Ming-dynastiet og er i århundreder blevet brugt som podium til udstedelse af kejserlige forordninger til skare af knælende embedsmænd. Sidenhen, den 1. oktober 1949, proklamerede Mao Folkerepublikken Kina fra balkonen, og det er også her nutidens store kanoner, overværer parader med små kanoner, medens de mellemstore kanoner sidder på tribuner på hver side af porten.

Det er muligt for turister at komme op på denne historieombruste balkon, så vi fandt billetkontoret for udlændinge og betalte gladelig 2 x 15 yuan, og styrede mod indgangen, hvor vi blev afvist. Gittes håndtaske måtte ikke medbringes, og der blev peget på en bod, hvor slige effekter til fare for statens sikkerhed skulle afleveres. På et skilt med en hel masse kinesisk stod tallet 1, så vi afleverede tasken og en 10 yang seddel, men der blev rystet på hovedet og begge dele blev tilbageleveret. I boden forstod de ikke engelsk, og vi forstod ikke kinesisk, og det hjalp stadig ikke at aflevere tasken og pengeseddelen, men heldigvis var der en behjælpelig kinesisk turist, der kunne lidt engelsk, og hun fik afstedkommet, at vi kunne aflevere tasken og få byttepenge tilbage senere.

Så var næsten alle formaliteter iorden, og efter at vi havde afleveret indgangsbiletten og var blevet kropsvisiteret og gennemsøgt med metaldetektor, kunne vi endelig gå op af trappen til Den Himmelske Freds Port og skue ud over den enorme plads. Den Himmelske Freds Plads lever desværre kun dårligt op til sit navn, når man tænker tilbage til den 4.juni 1989, hvor regeringen satte rullende tanks ind mod studenteruroligheder, og hvor et ukendt antal studenter blev dræbt. Efter den brutale takling lagde de fleste vestlige lande i en årrække Kina på is, men nu er massakren næsten glemt, og hvor stolte er vi egentlig selv over det danske politis fremfærd på Nørrebro den 18. maj 93, selvom der vistnok er forskel på tanks mod demonstrationer for demokrati og pistoler mod bølleoptøjer.

Helt hen og røre ved gelænderet, hvor Mao udråbte Folkerepublikken, kan man dog ikke komme, da 7 unge mænd i pænt ens civilt tøj stod med ryggen mod pladsen og passede på balkonen, bomstille og i minus 7 graders frost. Det må være en lang dag.

Midt i januar måned er det langt udenfor turistsæsonen, og vi kunne gå rundt i Beijing i timevis uden at se andre " Langnæser" som kinererne ynder at kalde os hvide vesterlændinge. Der blev endda kikket ret så meget på os, og især børn kunne man se hive mor i frakkeskøderne og pege. Vi fik også samlet et pænt opløb, da vi gik ind i forhandlinger med en gammel, men skrap morlil, om køb af nogle postkort. Der skal altid pruttes om priserne hos gadehandlere, og der gik lidt tid, inden det gik op for os, at ten-ten på morlillekineserengelsk betød 20, men det endte da med, at vi købte 30 postkort for 25 yang, og da hun så meget sejrsikker ud, har hun sikkert gjort en god handel.

I Beijings gader er der overalt mange træer og buske, og mange steder var der ved at blive opstillet boder og hængt lys og lamper op til det forestående kinesiske nytår. På vej tilbage til hotellet af forretningsgaden Wangfujing, besøgte vi 3 stormagasiner, og der manglede bestemt ikke varer på hylderne, som man måske kunne forledes til at tro i et kommunistisk land.

Københavnske stormagasiner ligner nærmest landhandeler i sammenligning, men der er dog den forskel, at kundemængden var noget begrænset. Til gengæld var der rigtig mange ekspedienter, der stod bag de blankpolerede glasdiske og ventede, og næsten alle var unge kvinder med stærkt røde munde. Vi osede kun rundt og kikkede på vareudbud og priser, og fandt bl.a. en æske Lego til noget nær en halv kinesisk månedsløn, men et plagiat kaldet Mego lignede originalen til forveksling, og var til en helt anden pris.

Da vi ikke havde lyst til at kaste os ud i en større kinesisk middag, købte vi kun lidt brød til aftensmad, men vi fik åbenbart forkerte penge tilbage, idet ekspedienten løb ud efter os på gaden, og undskyldende tilbagebetalte 2 en halv yang. Fint træk, der lovede godt for kinesisk ærlighed.

Allerede ved 20 tiden gik vi i seng, men havde så også været vågne i omkring 30 timer og selvom jeg vågnede kl. 22 og følte mig frisk og udhvilet, måtte jeg pænt sove videre til halv otte, hvor jeg til gengæld var dødtræt.

Fredag: Stor morgenmadsbuffet på hotellet med mange slags firnurlige varme retter og heldigvis også forskelligt slags brød, som min mave er mere indstillet på om morgenen.

Med gruppen stod dagens program på besøg i Den Forbudte By, derefter Det Himmelske Tempels Park, en silkeforretning og Frindship Store. Vejret var overskyet og bidende koldt, alligevel så vi udendørs frisørsaloner, hvor kunderne sad på fortovet iført hvide frisørslag og blev klippet, og jeg tror ikke der indgik hårvask i programmet, da det ville give problemer i frostvejret.

Den Forbudte By blev bygget af en af de tidlige Ming kejsere og stod færdig i 1420 og er Kinas mest imponerende og flotteste paladskompleks fra kejsertiden, med sine mange paladsbygninger med gyldne svungne tage, store pladser med kunstige vandløb og kunstfærdige marmorbroer og bronzeløver. Paladset er omgivet af en 10 meter høj mur og indeholder ikke 9.999 rum som kineserne helst vil angive. Der er "kun" 9.000, og det er selvfølgelig ærgeligt, når 9 tallet er et helligt kinesisk tal, der ellers går igen mange steder i Den Forbudte By, bl.a. med 9x9 nagler i de kæmpemæssige porte ind til byen.

Den Forbudte By var residens for kejseren, og var beboet af en tusindtallig opvartende skare af eunukker og tjenestepiger, og så selvfølgelig kejserinden og alle kunkubinerne til de lange vinteraftener. Almindelig dødelige blev hurtigt et hoved kortere, hvis de vovede sig ind på paladsets område, og det samme gjaldt alle potente mænd, udover kejseren, som blev antruffet efter mørkets frembrud indenfor paladsets mure.

Paladset for Højeste Harmoni er den største og vigtigste bygning i Den Forbudte By, og her står Dragetronen, hvorfra 24 kejsere fra Kinas 2 sidste dynastier Ming og Qing forsøgte at styre det enorme rige. De 3 sidste Qing kejsere havde reelt ingen magt, da de kun var børn og enkekejserinde Cixi sad bag et forhæng ved Dragetronen og hviskede, hvad kejseren skulle sige ved audienserne.

Cixi selv var startet som yndlingskonkubine og var så heldig at føde en søn, hvor kejsergemalinden fødte en datter, og da den svagelige kejser døde, blev Cixis søn under megen hofintrigeren anerkendt som kejser og med mor bag forhænget. Kejseren døde i en ung alder og Cixi fik lynhurtigt et nyt barn udråbt til kejser og genoptog regeringsmagten bag forhænget, indtil kejseren voksede op og havde for mange meninger, der ikke passede Cixi. Så kom han i husarrest og enkekejserinden placerede sig frit fremme på Dragetronen uden generende forhæng.

I 1908 døde kejseren under mystiske omstændigheder, men 1 dag før Cixi selv døde fik hun placeret sin kun 3 årige nevø Puyi på tronen som den sidste kejser. Allerede i 1912 måtte Puyi abdicere, men fik lov til at blive boende i Den Forbudte By i en årrække, indtil japanerne så deres fordel i at indsætte ham som marionetkejser af Manchukuo. Senere kom han i russisk og kinesisk fængsel, og efter en psykologisk omskoling endte han som gartner og en trofast undersåt under Mao.

Sådan har al herlighed en ende, og efter 1912 gik kejserpaladset langsomt i forfald og store kunstskatte sivede lige så stille ud af portene ved hjælp af eunukker og hofembedsmænd, og en belejlig brand i 1923 slørede en storstilet optælling af kunstgenstandene. Senere da Chiang Kai-shek trak sig tilbage efter nederlaget til Maos røde hær, flyttede mange kunstgenstande med til Taiwan, og japanerne fuldendte plyndringen under deres besættelse af Kina.

I vore dage er Den Forbudte By åben for alle og er udlagt som et kæmpemuseum, som kineserne med rette kan være stolte af. Der er i det sidste tiår udført et storstilet restaureringsarbejde, og mange kunstgenstande er flyttet til paladset fra andre dele af Kina. For os besøgende var det en kæmpeoplevelse at vandre fra det ene overdådigt udsmykkede palads til det andet, samt se den labyrint af gårdhaver, hvor kejserinden og konkubinerne levede, og hvor ihvertfald sidstnævnte trissede rundt, medens de håbede på kejserens gunst.

Vi spiste frokost i en restaurant, der lå i en af Beijings mange smukke parker med gamle træer, stensætninger og snoede stier, og en del var udlagt som forlystelsespark om sommeren. Vi fandt ud af, at opvarmningen i kinesiske restauranter er ret mangelfuld, idet der som regel kun står en varmeblæser, der først bliver tændt, når der ankommer gæster, så måltiderne blev som regel indtaget med overtøjet på. Foruden vores gruppe var der som gæster i denne restaurant kun en far med sin lille datter, og det var en fornøjelse at se hende jonglere med sine spisepinde, medens vi foretog kluntede forsøg. Når der var stilstand i serveringen af de 12-15 retter mad, stillede de10 tjenere og servitricer sig hen i den anden ende af lokalet i en lige række, og det så da pænt ud, men lidt ejendommeligt. Afgangen fra restauranten blev lidt forsinket, da der kun var et toilet og det tager sin tid, hvis det meste af en rejsegruppe skal skiftes til at tage vintertøjet af og på.

Himmelens Tempel Park var vores næste mål og ligger 4-5 km syd for Beijings centrum i en 273 ha stor muromkranset park. To gange om året drog kejseren med et enormt følge til Himmelens Tempel, hvor han mediterede i Den Kejserlige Himmelhvælving, dernæst tilbragte han natten i Templet for Bøn om God Høst, og det både bedende, fastende og i cølibat, så det var ikke altid sjovt at være kejser.

Næste dag foretog kejseren ofringer på Det Runde Alter under larm fra klokker og gongoner, og altsammen for at sikre riget en god høst og senere for at takke for høsten.

Tempelkomplekset blev bygget omkring 1420 og blev først tilgængelig for offentlig beskuelse i 1949. Den Kejserlige Himmelhvælving er omgivet af en 5 meter høj mur, der danner en cirkel på 65 m i diameter, og hvis man går tæt på muren, kan to personer hviske sammen på hver side af bygningen, idet lyden følger muren rundt. Gitte og jeg prøvede, og den var god nok, indtil jeg skulle demonstre fænomenet for en medrejsende, hvor det så overhovedet ikke virkede, men det viste sig at Gitte var gået, og det kunne hun jo godt have hvisket.

Templet for Bøn om God Høst er et af Kinas smukkeste og kendteste bygningsværker. Bygningen er rund og udelukkende opført i træ uden brug af et eneste søm. Taget er i 3 etager med blåglaserede tagsten, der skal symbolisere himlens farve og 4 centrale søjler symboliserer de 4 årstider. Efter et lynnedslag brændte bygningen i 1889, men blev allerede året efter genopført som en tro kopi, så selv den gamle bygmester ikke ville kunne se forskel.

Det Runde Alter består af 3 store marmorterasser, hvor det hellige tal 9 går igen på utallige måder. Midt på alteret er en lille forhøjning, og den skulle efter sigende være midten af Riget i Midten og er derfor et meget gunstigt sted for kejserlige ofringer. Hvis man stiller sig op på forhøjningen og taler, opstår der på en eller anden måde en ekkovirkning, således at stemmen lyder hul, som stod man på bunden af en brønd.

I Himmelens Tempels Park gik mange sneryddere og skrabede i den ene centimeters sne, og selv helt inde langs kanten af et marmorrækværk, hvor det var umuligt at sætte sin fod, blev sneen omhyggeligt skrabet væk. Senere på ugen kæmpede snefejerne en brav kamp for at nå at feje sneen væk inden den smeltede.

Sidst på eftermiddagen besøgte vi en stor silkeforretning, og det var ret umuligt, at undgå at købe et par broderede silkepuder til 50 yuang, og så lige noget silkestof og en dragt til barnebarnet, og en rigtig lækker silkeskjorte til mig selv.

Sidste punkt på dagsordenen, var besøg i Friendship Store, en 3 etagers kæmpestor souvenirbutik med alt indenfor kinesisk kunsthåndværk. Der var mange dejlige ting til faste rimelige priser og i god kvalitet. Senere fandt vi da ud af at priserne var lidt i overkanten af de priser, der kan opnås ved ihærdig prutning ude i byen, men til gengæld var det hele i Friendship Store samlet på et sted. Der var mange ekspedienter i forretningen, og de fleste så ud til at kede sig, men det var jo også langt udenfor turistsæsonen. Der må helt sikkert engang imellem komme nogle oliesheiker forbi, for i jadeafdelingen var der en over 1 meter høj utroligt flot udskårne jadefigurer til den nette pris af 1,2 millioner yuang, men der var også mange figurer i 100.000 yuang klassen til de mindre oliesheiker.

Der var meget få tiggere i Beijings gader, meget færre end der kan opleves i f.eks. Paris eller London, men på en gade i nærheden af Friendship Store gik et par mødre, og de sendte deres små børn hen foran os og tiggede money - money. Børn der bliver udnyttet til tiggeri, har jeg det meget dårligt med, og jeg har en teori om, at hvis man giver efter, medfører det kun en optrapning af tiggeriet, som de måske aldrig kommer ud af igen. Så i håb om, at det er til børnenes eget bedste på lidt længere sigt, gør jeg mig hård, og så vil jeg ellers i årevis alligevel have dårlig samvittighed og se den lille purk og hans sorte næve money - money.

På vores hotel var der flere forskellige restauranter, og om aftenen gik vi ind på The Emperor Chinese Restaurant, da der udenfor stod et smukt skilt med et tilbud til 78 yuang, og der stod noget med hot og buffet og 30 retter, og det passede fint, da vi lige havde lyst til noget varmt mad. Restauranten var meget smagfuldt indrettet, og servitricerne iklædt kjole og hvidt, og da vi næsten var de eneste gæster, blev vi placeret lige foran en smuk kinererinde, der sad på en lille scene og spillede på et strengeinstrument.

Buffeten så ved nærmere eftersyn noget underlig ud med nogle forskellige kødstrimler, fisk, grønsager og forskelligt andet ubestemmeligt, og vi pillede lidt ud af det, der så nogenlunde spiseligt ud. Lidt efter blev der stillet dressing på vores bord, samt to små jerngryder med hønsekødssuppe, hvorunder der var ild, men så blev den da holdt varm. Efter at have bidt i noget af det forskellige, der var koldt og bestemt ikke særligt velsmagende, sad jeg og sled i et stykke fisk, og så gik det op for mig, at det hele var råt, og at det nok var meningen, at det først skulle op i suppen og koges. Det hjalp da så en del på det, og den tilbageblevne suppe smagte da også ganske udmærket, men hvis jeg ikke skulle gå sulten fra borde, måtte jeg have noget brød. Det var lidt vanskeligt at gøre mit ønske forståeligt overfor bare en af vores 3-4 tjenerinder, men pludselig ilede den ene afsted og kom tilbage med 4 boller fra morgenmadsrestaurangen. Det hjalp på sulten, selvom det var svært at smøre smør på med en spisepind. Vi fandt senere ud af at den slags måltider hedder hot pot og er meget almindelig på Beijings restauranter.

Lørdag: Vejret var skyfrit og imellem -5 til -10 grader om dagen og det var den vejrsituation, som var gældende resten af vores tid i Beijing. Efter bogen har Beijing i januar måned en tør luft uden sne, men da vinden overvejende blæste fra nord, så var det faktisk rigtig rigtig koldt.

Efter programmet skulle vi egentlig have været ude ved Den Kinesiske Mur, men på grund af snevejret var turen udsat, så vi håbede forholdene i bjergene senere på ugen ville ændre sig til det bedre. Dagens program var så istedet på besøg i Lamatemplet, Beijings Zoo, Sommerpaladset og en perleforretning, og om aftenen skulle vi i Peking Operaen.

Lamatemplet ligger i den nordøstlige del af Beijing og blev oprindelig bygget som palads i 1694 som bolig for en fyrste. Senere i 1744 blev ejermanden forfremmet til kejser og ifølge gammel kinesisk skik, skulle kejserens tidligere bolig anvendes til religiøse formål, og denne blev overdraget til tibetanske og mongolske buddhister. Dette tempel skulle efter signende være det flotteste tibetansk-buddhistiske tempel uden for Tibet, og mærkværdigvis slap det helskindet igennem Kulturrevolutionen, hvor ellers tusindvis af templer og religiøse kulturskatte blev ødelagt. Før Kina blev udråbt til folkerepublik, husede templet hundredvis af tibetanske munke, men antallet blev kraftigt reduceret, og under Kulturrerevolutionen var templet lukket. Efter 1976 har et mindre antal munke fået lov til at vende tilbage, og bygningerne blev restaureret og fremstår idag meget velholdte og farvestrålende.

Templet er opdelt i 5 afdelinger med meget smukke gårdhaver, og bygningerne bliver større, jo længere man bevæger sig ind i klosteret, for tilsidst at ende i Pavillonen for Ti Tusind Lykker, hvor der står en 18 meter høj Budda udskåret i et stykke sandeltræ, transporteret hertil fra Tibet. I gårdene var der nogle steder små altre, hvor der kunne tændes en røgelsespind, og der gik også munke rundt, men mest som vagtposter inde i bygningerne, hvor fotografering desværre ikke var tilladt.

I en af gårdene var en meterhøj klokke ophængt og en tilsvarende ophængt træstamme til at dunke på klokken, og så fik man et evigt liv. Det skulle Gitte og jeg prøve - tænk engang, betal kun 5 yuang, giv 3 dunk på klokken, og vi får et evigt liv og et emblem til at sætte på jakken.

Jeg går meget sjældent med hue, men jeg var efterhånden blevet noget øm i skuldrene ved ubevidst at hæve skuldrene op til ørene, så jeg overgav mig, og købte for kun 40 yuang en dejlig varm pelshue, der kunne foldes ned om nakken og ørene. Huens pryd var en stor rød stjerne, og jeg blev godtnok drillet noget med den stjerne af de andre gæster, men jeg nænnede ikke at pille den af, og da vi var i et kommunistisk land, hylede jeg blot med de ulve jeg var iblandt og fandt mig i drilleriet.

I Beijings ZOO så vi et par eksemplarer af den store panda, der er et af verdens mest truede og sjældne pattedyr. Bjørnen eller halvbjørnen kan veje op til 180 kg, og de 200-300 pandaer, der er tilbage, lever i bambuszonen i bjergene i Yunnan og Szechwan i Kina. Desværre lever pandaen næsten udelukkende af bambusskud, og når så den gule bambus blomstrer og dør, bliver der oven i pandaens øvrige problemer mangel på føde. Der bliver gjort store anstrengelser for at redde pandaen i naturen, og her i ZOO var der rigelig plads både ude og inde, men om de f.eks. har lyst til at formere sig i fangenskab, ved jeg ikke.

Somrene i Beijing er dundrende varme med ofte 30 grader i skyggen, så i kejser Qian Long regeringstid fra 1736-1795 blev der udenfor Beijing bygget et pragtfuldt sommerpalads. Paladset bestod af mange bygninger og italienske Jesuitermunke på mission i Kina, havde præget byggeriet, så der også blev bygget paladser i europæisk stil med f.eks. Versailles som forbillede.

Det hele ligger i ruiner idag på grund af især Storbritanniens og andre europæiske nationers grådighed og foragt for andre mennesker, og jeg er dybt forarget.

Fra begyndelsen af 1700 tallet blev kinesisk porcelæn, te og silke mere og mere eftertragtet i verden, men kineserne var ikke interesseret i europæiske varer og krævede betaling i sølv, og det drænede langsomt Storbritannien. Briterne produktudviklede så opium i Indien, og markedsførte den i Kina, og det blev en stor eksportsucces, så handelsbalancen vendte, og guld og sølv strømmede nu ud af Kina, og briterne var glade og tilfredse. Mange gange prøvede kineserne at stoppe handelen, og i 1839 blev det forbudt at indføre opium i Kina og lageret på 1200 ton opium blev afbrændt. Samtidig blev der sendt et brev til dronning Victoria, hvor der bla. stod: "Himmelens love tillader ikke os mennesker at skade andre for at gavne os selv".

Briterne havde dog intet imod at skade kineserne for at gavne sig selv, og et par år efter sendte de 90 krigsskibe til Kina og flådestyrkerne sejlede ind i landet af floderne og sænkede eller plyndrede alle kinesiske junkere. Denne første opiumskrig endte med at kineserne måtte betale erstatning for den destruerede opium og samtidig betale krigsskadeerstatning, afstå Hong Kong og blev tvunget til at åbne store kystbyer bl.a. Shanghai for handel.

I den anden opiumskrig i 1860 drog Storbritannien og Frankrig på straffeekspedition i Beijing, hvor byen blev hærget, og Sommerpaladset blev først plyndret, derefter stukket i brand og ødelagt.

Føromtalte enkekejserinde Cixi, der i 48 år regerede Kina, i perioder bag forhænget og i andre perioder mere eller mindre solidt siddende på Dragetronen, havde elsket Sommerpaladset, og i perioden 1888 til 95 byggede hun et nyt sommerpalads nordvest for Beijing i en kejserlig have ved den 20 km2 store kunstige Kunming-sø. Enkekejserinden havde meget svært ved at tolerere eropæere og deres påvirkning i sit rige, så i det nye Sommerpalads var der ingen bygninger, der mindede om Versailles, men kun smukke kinesiske bygningsværker, der dekorativt blev anbragt i det 10 km2 store haveanlæg.

Pengene til byggeriet var oprindelig indsamlet over hele Kina for at opbygge en flåde af jernskibe og kanoner, så de europæiske ydmydelser og japanske aggresitiviteter kunne stoppes, men Cixi ville hellere bygge et sommerpalads. Tænk engang hvis alle verdens herskere havde den mærkværdige indstilling at anvende militærbudgettet til smukke bygningsværker, haveanlæg og kunstgenstande - det kunne jo se kønt ud.

Flådepengene gik da til en enkelt båd " Marmorbåden " der er bygget, så den står urokkelig fast på Kunmingssøens bund. Cixi kunne ikke lide at sejle, men da hun godt kunne lide at se på vandet, kunne hun på Marmorbåden sidde og drikke sin te uden at blive søsyg.

I 1898 var store dele af den kinesiske befolkning forarmet på grund af tørke og andre steder af oversvømmelse, og af fattigdommen opstod et hemmelige selskab kaldet Bokserne og de vendte sig i år 1900 mod alt, hvad de fremmede djævle stod for. Nu skulle de hvide barbarer ud af Kina, og det gik bl.a. ud over de udenlandske kirker, og ambassaderne i Beijing blev belejret. En allieret hær på 19.000 mand blev stablet på benene med Storbritannien, Frankrig, Tyskland og USA i spidsen, og Danmark blev endda opfordret til at være med, men sagde pænt nej tak - det var også før F 16 og herkulesflyene var opfundet. Den dårligt udrustede kinesiske hær blev hurtigt løbet over ende af de allierede, så bokseropstanden blev knust, og paladser og boliger blev plyndret, og sædvanen tro fik Sommerpaladset også en ordentlig omgang.

Siden er de fleste af bygningerne blevet restaureret, og paladsområdet byder idag på et flot eksempel på kinesisk havekunst med spredte bygningsværker omgivet af beplantninger og kunstigt anlagte klippeformationer til glæde for beskueren.

Langs med søen går den 728 m lange korridor, en slags overdækket pergula med i tusindvis af farvestrålende malerier, og efter at vi havde set nogle af paladserne ved hovedindgangen, gik vi af korridoren med en skøn udsigt til den tilfrosne Kunming-sø. Korridoren ender ved Marmorbåden, som vi lige fik kastet et blik på, inden det var spisetid i en af paladsets bygninger. Gitte og jeg skyndte os at spise, da vi ville ud og rigtig se, føle og mærke Marmorbåden, dette mærkværdige bygningsværk, hvor underdelen mest af alt ligner en hjuldamper fra Mississippi og overdelen er med kinesiske dragesving og finurligheder. Båden trænger kraftigt til en restaurering, som jeg håber, der snart bliver råd til.

Der er meget at se i Sommerpaladset, og vi nåede desværre kun at se lidt af det, inden vi måtte haste videre, og på hjemvejen gjorde vi stop i en perleforretning, hvor vi helt sikkert ikke skulle købe noget. Perlerne stammer fra ferskvandsmuslinger, der lever i store bassiner, og vi fik demonstreret åbningen af en musling, hvor der bare i en enkelt var ret så mange perler. Nå, efter at have gået rundt i den store forretning, med de som sædvanlig mange unge kvindelige ekspedienter, fik vi alligevel købt en dåse perlecreme, en lille jadefigur og så lige en dobbeltradet ægte perlekæde til Gitte for 288 yuang, men så var der også 4 ekspedienter til at vimse omkring hende under købet.

Prime Hotel ligger næsten omgivet af hutonger, og så snart vi kom tilbage på hotellet, gik Gitte og jeg på opdagelse i et af de tilstødende områder. Hutong betyder på mongolsk passage mellem telte, og betegnelsen bruges nu om de snævre gader og gyder, der ligger i de gamle boligområder. Husene, der kan være flere hundrede år gamle, er som regel kun på en etage, da ingen huse måtte være højere end kejserens, og kejseren havde også patent på farver, derfor er alle hutonger grå, og er det stadigvæk idag selvom kejserens patent må være udløbet for længst. Næsten alle husene har tilknyttet en lille gårdhave, men ude fra gaderne kan man desværre ikke kikke ind, da indgangspartiet laver et knæk, så beboerne kan nyde udelivet i fred. Gårdhavehusene er eftertragtede, så ofte lever flere generationer sammen og også tit flere familier i det samme lille kompleks, så der er kun 40-50 m2 til en familie, men til gengæld er huslejen kun 50-75 yuang om måneden.

Indimellem beboelseshusene ligger der små butikker, ofte kun på nogle få m2, og andre steder er der boder med madvarer og andre dagligvarer. Der er absolut ingen souvenirbutikker, da hutonområder mærkværdigvis ikke er områder, hvor turister normalt færdes, og det er synd, for det er meget spændende at gå rundt og kikke.

Der findes omkring 3.000 hutongområder i Beijing, men skynd dig om føje år, hutongerne som højhuse står, vi så ihvertfald store områder, der var jævnet med jorden og snesevis af byggekraner, der var ved at opføre højhuse. Mange tragedier opstår, når mennesker, der har trisset rundt i hutongerne snævre gyder og små haver, flyttes op på 18. etage i et højhus med endnu mindre plads, men selvfølgelig er der så vand i egen hane og toilet, og som et lille plaster på såret, er der som regel en lille glaslukket altan.

Beijingborgere gør ikke meget ud af den udvendige vedligeholdelse af deres boliger, og især de nye højhusområder bliver meget hurtige forfaldne. Tilsyneladende bliver ruderne aldrig pudset, men til gengæld er det så heller ikke nødvendig med gardiner, og ved aftentide kan det ses, at belysningen i beboelserne er en uafskærnet pære i lofter eller et lysstofrør.

Gaderne i Beijing er meget rene, også efter dansk målestok, og især i hutongområderne var gaderne altid nyfejede, men også strøggaderne var rene og det giver et positivt indtryk af byen. Det der gør Beijing ekstra spændende, er den store kontrast med de topmoderne stormagasiner, der støder lige op til hutongområdernes gyder, og jeg håber, at kineserne i tide stopper nedrivningen af hutongerne, og indser at områderne er noget helt specielt, der istedet trænger til en kærlig restaurering.

Om aftenen var vi i den berømte Peking-opera, hvor mimik, sang, dans, akrobatik og høje ensformige lyde bliver kombineret til en teaterforestilling, som kineserne sikkert kan lide. Der var dog ikke mange kinesere i salen, om overhovedet nogen, men godt fyldt med kulturelle vesterlændinge, og for at lette på forståelsen, var der ude i siden af scenen et tekstsystem på engelsk, så man kunne følge lidt med i handlingen. Første nummer var to mænd med sværd, der ikke kunne se hinanden i det mørke, der ikke var der, og derefter noget med en ensom pige og en færgemand, og senere blev der viftet med nogle store røde flag. Jeg kan da stolt berette, at jeg ikke faldt isøvn, selvom det var en svær kamp, og at forestillingen kun varede en time og et kvarter, var helt fint.

Søndag: Med rejsegruppen på besøg i en cloissoné fabrik, Minggravene og Den kinesiske Mur.

Minggravene ligger omkring 50 km nordvest for Beijing, og meget belejligt er der opført en cloissonéfabrik på vejen derud, og så kan turistbusserne jo lige så godt holde ind. Cloisonné er en gammel byzantisk, japansk og kinesisk kunstart, hvor man på en metaloverflade, f.eks. en kobbervase, limer tynde kobbertråde i et fint netværk og i småcellerne lægges så forskellige farver emalie, og genstanden brændes og poleres.

Det var jo søndag, så kun nogle få personer i hvert værksted arbejdede med det omstændige pillearbejde, der kræver flere dages arbejde, blot for at udføre en enkelt lille vase. Efter danske forhold var arbejdsforholdene ret så kritisable, med en enkelt pære i loftet og kun få graders varme i lokalet, og her som i resten af Kina er gennemsnitslønnen for en arbejder på mellem 500 og 1000 yuang om måneden. I butikken, der nu nok var på over tusinde m2, var der en overdådighed af flotte cloisonnéarbejder, og her gjorde søndagen sig ikke gældende, da der var masser af ekspedienter. Igen lod vi os friste, heldigvis ikke over evne, men der gik lige en kinesisk månedsløn til lidt souvenir.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, men det var meget koldt og blæsende, så selvom der var varmt i bussen, var der hele dagen problemer med indvendigt tilisede vinduesruder, og det er jo altid ærgeligt, at det er svært at se ud, når spændende landskaber passeres. Så kinafarer i januar - tag en isskraber med, eller lad være med at ånd.

Minggravene må ikke forveksles med kejser Qin Shihuangs 2200 år gamle grav, der ved et tilfælde blev fundet af brøndgravere i 1974. Foreløbig er der i Qins grav bl.a. udgravet 6000 legemestore terrakottasoldater alle med individuelle ansigtstræk og arkæologerne regner med at det vil tage endnu 50 år inden hele kejser Qins grav er afdækket. Desværre ligger graven i Xian over 1000 km sydvest for Beijing, så det er et stykke uden for vores rækkevidde i en tiliset bus.

Ming-dynastiet varede fra 1368 til 1644 og 13 af dynastiets kejsere ligger begravet i en dal i læ af Jundu-bjergene. Alle gravene har en stor hal til servicefunktioner, når kejseren kom for at hylde forfædrene, og desuden er der til hver grav en portbygning, et skatkammer og et underjordisk gravkammer, men kun to af gravene Changling og Dingling er indtil videre udgravet. De fleste af Minggravene er forfaldne, men Changling gravens hal er nyrestaureret og i god stand, selvom den er over 600 år gammel. Lidt forvirrende er gravfundene fra Dingling, med kejserkronen i spundet guldtråd og alle de andre andre 3000 kejserlige kostbarheder, flyttet til Changling gravens hal, der med sine 32 enorme træsøjler er Kinas største trækonstruktion.

Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men af uransagelige grunde skulle vores rejseselskab ikke hen og se Dingling graven, og det var da ret ærgerligt, da jeg gerne ville have set kejser Wan Lis underjordiske palads i sten. Under jorden i 4 etager ligger det 1200 m2 store gravkammer med kejsertrone i marmor og med hovedkammerets gulv i slebet porfyrsten, og hvordan ser egentlig en grav ud, der har kostet 8 millioner sølvstykker, svarende til værdien af den mad som 1 million bønder ( dog kinesiske forstås ) spiser på 10 år.

Selvom der var snak om, at det nok var for koldt, kom vi heldigvis til at gå af den 800 m lange Åndernes Vej, der som gravvogtere er flankeret af 36 kæmpe-stenfigurer, og det var en oplevelse uden lige. Stenfigurene, der er 3 - 4 meter høje, forestiller generaler, ministre og embedsmænd, foruden heste, løver, kameler, fantasidyr og så et par elefanter i fuld størrelse. Nu har vi jo godtnok selv et par store stenelefanter ved Carlsberg på Frederiksberg, men elefanterne ved Minggravene er udhugget i et stykke, og det er ret så imponerende.

Alle steder, hvor der er turister, sælger kineserne souvenirs, men her ved Ming-gravene var vi blevet advaret om falske byttepenge og andet snyderi, og det fik vi da også selv prøvet. Med en ihærdig kvinde var vi blevet enige om 100 yuang for et quiltet tæppe. Hun modtog 100 yuang sedlen, men mærkværdigvis blev den lige pludselig til en 10 yuang seddel i hendes hånd, og hun gjorde opmærksom på, at vi havde givet forkert. Det nummer kunne jeg godt være faldet for, hvis det ikke lige var, fordi jeg var løbet tør for penge i pungen i højre lomme, og havde taget en seddel op af pungen i venstre lomme, hvor der kun var 100 yuang sedler. Gitte havde samtidig set, at den seddel jeg gav var revnet, og at den seddel kvinden nu havde i hånden var hel, så vi var 100 % sikre i vor sag. Efter lidt dansk/engelsk/kinesisk diskussion sagde hun ok og vi gik med vores tæppe. Hun så ikke engang flov ud, og det var heldigvis vores første og eneste uærlige kineser på Beijingturen.

Frokostspisning i en stor kold og foruden os tom restaurant og med de sædvanlige mange fine kinesiske retter, men denne gang med et vel amerikansk indslag - pomfrites. Restauranten lå smukt med udsigt til bjergene og den kunstige Shisanlingsø, der giver drikkevand til Beijing. Dæmningen, der holder på vandet, blev opført i 1958 af 400.000 kinerere, og formand Mao var endda selv ude og skovle i lidt jord, men så blev der også rejst en mindesten.

Den Store Kinesiske Mur er det eneste menneskeskabte bygningsværk, der med det blotte øje kan ses fra Månen. Det lyder smukt, men det passer desværre ikke, da det kun er en sejlivet skrøne. Armstrong og Co, der engang stod på Månen og kikkede på Jorden, kunne ikke se noget menneskeskabt, men da de kom nærmere Jorden, kunne de se muren, og samtidig kunne de se store motorvejsanlæg og flyvepladser. Så det korrekte er at Den Kinesiske Mur kan ses med det blotte øje fra rummet, og så kan man jo lade være med at nævne, at det er der så meget andet der kan. Muren er ellers imponerende nok og det største bygningsværk på Jorden med sine 6.000 km, der overført til vore længdegrader ville strække sig fra Nordkap i Norge til langt ned i Afrika.

Murens historie går over 2.400 år tilbage, hvor Kina endnu ikke var en samlet nation, men bestod af store og små uafhængige kinesiske fyrstestater, der sloges indbyrdes. Til værn mod fjenden byggede fyrsterne forsvarsmure, især til værn mod plyndringstogter af de nordlige beredne normadefolk En af småstaterne var blevet stærkere og stærkere, og havde tilsidst besejret alle rivalerne, og i år 221 før Kristus sad den unge kejser Qin, ham med de 6.000 terrottasoldater, med et samlet kinesisk kejserrige under sig. Qin beordrede murstykkerne sammeføjet til en lang mur fra det Kinesiske Hav til langt ind i Gobiørkenen.

For at opfylde kejserens vilje arbejdede 300.000 mand i 10 år, og senere har andre kejserdynastier forlænget og udbygget forsvarsværket, men i andre dynastier har muren fået lov til at forfalde. Den store militære betydning har muren ikke haft, så sommetider voksede det kinesiske kejserrige nord for muren og til andre tider blev riget trængt tilbage, og da Djengis Khan erobrede Kina, omgik han simpelthen muren med sin rytterhær.

Ming-kejserne troede dog på muren, så den blev udbygget og over lange strækninger blev der for hver halve kilometer opført vagttårne, hvor vagtposterne med ild- og røgsignaler kunne give besked til kejseren om angribende fjender.

Det sidste kejser-dynasti lod gigantmuren gå i forfald, og i vore dage er muren igen kun brudstykker af et mønster, efter at bønderne langs muren ikke har kunnet modstå fristelsen til at sikre sig billige byggematerialer. Under kulturrevolutionen gik det også slemt ud over muren, da Maos rødgardister var af den opfattelse, at alt fra fortiden var noget bras, der skulle væk, så de indledte historiens største hærværk mod muren og andre kulturminder i Kina.

Heldigvis er muren igen under restaurering, og ved Badaling, omkring 80 kilometer nordvest for Beijing, ligger et af de mest solide stykker mur fra Mingtiden, og i turistsæsonen skulle det efter signende være et gedemarked uden lige med souvenirbutikker og restauranter.

På grund af sne og glat føre kom vi ikke til Badaling, men gjorde istedet holdt ved Juyong passet med er en stor bastion fra Ming-tiden, og i vore dage gennemkørsel for den transsibiriske jernbane. Garnisionsbyen med mure, tårne og porte ser meget smuk ud og samtidig meget meget restaureret. Man skulle faktisk lede længe for at finde noget gammelt murværk, men om 100 år er alting glemt, og murværket vil se så tilpas gammelt ud, at selv krakilske turister vil være glade og hvor meget er der egentlig tilbage af det oprindelige Frederiksborg Slot i Hillerød efter at det brændte i 1859. Men alligevel, og for mig er en kopi ikke helt det samme, selvom den hviler på de gamle fundamenter.

Muren snor sig op af bjergsiderne på hver side af passet, og vi begav os i hurtigt tempo op af trapperne til det ene vagttårn efter det andet, og selvom det var bidende koldt, blev jeg hurtigt så varm, at jeg måtte linde på pelshuen, men vi skulle da lige nå et tårn mere.

Så vi har gået på Den Kinesiske Mur, troede vi, for efter herhjemme at have studeret kort og beskrivelser, er jeg næsten sikker på, at muren vi gik på, var en lang, men rund mur omkring garnisionsbyen, så vi må hellere sige, at vi har gået på en kinesisk mur.

Hjemkommet til Beijing gik Gitte og jeg aftentur og kom ved skumringen ned af en gyde med et herligt livligt menneskemylder. Der var masser af bittesmå boder/butikker og mange primitive udendørs spisesteder, hvor maden blev lavet over kulild. Selvom det kunne være spændende, havde vi lige netop i aften ikke så meget lyst til at spise udendørs i minus 10 -15 graders frost. Senere kom vi til en stor gade, hvor vi gik ind og varmede os i et stormagasin, og her spiste vi på en burgerrestaurant kaldet KFC, hvor en ældre mand med briller og fipskæg var deres registrede varemærke. Der var mange unge kinesere i restauranten, og de kikkede interesseret, medens vi uanfægtede spiste vores kyllingeburger med pomfrites og cola.

For at få det hele med havde vi om aftenen bestilt kinesisk massage til 120 yuang for en halv time, og på det aftalte tidspunkt dukkede en ung mand op iført cowboybukser og joggingsko, og sagde han var doktoren. Jeg var det første offer, og han trykkede mig lidt på hovedet og gik derefter igang med ryggen, hvor han hurtigt konstaterede, at jeg havde problemer med nakken og lænden. Derefter borede han en tommelfinger ind i mit ben og spurgte om det gjorde ondt, og da jeg gispende sagde ja, sagde han, at jeg også havde problemer med benene, hvilket jeg aldrig selv har lagt mærke til. Gitte synes, det hjalp godt at få masseret ryggen, så nu har vi også prøvet kinesisk massage, men vi afslog høfligt, da han spurgte om han skulle komme igen næste aften.

Mandag: Med rejsegruppen på besøg hos en "Street Committee" med besøg i privat hjem, i en børnehave og i Beihai Park.

Sydvest for Den Forbudte By ligger et godt 4 km2 stort hutonområde, og det er opdelt i 42 gadekommiteer, som er den mindste offentlige administrative enhed. Hvor meget magt og indflydelse gadekommiteen har , ved jeg ikke, men ihvertfald rengøringen af gaderne, og vi var også henne og se en børnehave som var underlagt kommiteen. Ellers er det noget med overvejende ældre damer, der holder øje med alt og alle, og især overholdelse af 1 barnspolitikken, så hvis barn nr. 2 er på vej, undgår det ikke kommiteens årvågne iagtagelse, så der kan overtales til abort.

Inde midt i hutonens hjerte blev vi bænket i et lille lokale og fik skænket te, og der blev fortalt lidt om de kinesiske forhold af kommiteens formand, bl.a. er skatteprocenten højst 5 %, pensionsalderen for mænd 55 år og for kvinder 50 år, der er 9 års skolegang hvis der er skoler, en børnehaveplads koster 100 yuang pr. md. og dobbelbetaling ved 2. barn og hundeskatten er 5.000 yuang om året, hvilket ganske effektivt holder hundelorte væk fra gaderne. Hospitalerne er overbelagte og der er ofte 2 i hver seng, hvilket måske var en ide at følge i Danmark, for at reducere ventelisterne.

Helt tilfældigt havde gadekommiteen også salg af souvenir og kinesisk brændevin, og derefter gik vi hen i den lokale børnehaven. Børnene var glade og i farvestrålende tøj, og der var i det hele taget mange farver overalt i børnehaven. Til at passe de 100 børn var der 20 medarbjdere, og det er nogenlunde samme nomering som herhjemme. Da vi kom, stillede børnene sig op i gården og sang Mester Jacob på kinesisk for os, og derefter skulle vi finde på en sang at synge for børnene, og valgte så Lille Peter Edderkop. Den kendte børnene da godt og begyndte at synge med, og gjorde de åbenbart internationale Peter Edderkop fingertegn. Derefter bød børnene lidt generte os store hvide langnæser op til sangleg, og Gitte hun strålede som en sol, og det var for os alle et rigtig dejligt besøg.

Hos en pensioneret gymnasielærer blev vi budt indenfor, og han viste venligt sit hjem frem, og så kunne vi endelig se, hvad der gemte sig bag det obligatoriske indgangsknæk. Huset var bygget i 1928 af hans far, og her boede han med sin kone og to voksne børn i 2 små værelser med køkken og toilet. Køkkenet tror jeg ikke, nogen dansk husmor ville ønske sig, men ellers var hjemmet både nydeligt og pænt med tv, lysstofrør i loftet, og en vaskemaskine af vistnok noget ældre eller måske kinesisk model. Et stor plus var den lille gårdhave, og mon ikke det var et af de lidt bedre hjem, for jeg kan ikke forestille mig, at familien helt gratis åbner hjemmet for en flok nysgerrige danskere.

På vej hen til Beihai Park kom vi i et stort gadekryds ind i en næsten uløselig trafikprop, hvor alle trafikanter ignorerede trafiklyset og kørte frem og selvfølgelig ikke kunne komme længere, før en flok betjente fik løst problemet.

Spisning i Beihai Park og så fik vi en halv time i parken på egen hånd, hvor Gitte og jeg så et flot buddistisk tempel med en stor tyk hvid Budda, og så fandt vi ud af, at den park fortjente mere end en halv time i det strålende vejr, så vi meldte fra rejsegruppens næste indslag med besøg på en helseklinik.

Vi startede nu med at gå ud af parken, for lige på den anden side af vejen var der en leben af børn og voksne, der stod på skøjter på den frosne sø. Der var også udlejning af skøjter,men vi afslog tilbuddet om leje af et par og nøjedes med at kikke på folkelivet.

Beijings parker og også Beihai Park er rene kunstværker, der viser kinesernes evne til at eftergøre naturen med havelandskaber som illuderer de vilde bjerge, men samtidig er der kælet for den mindste detalje, og når så kulturminder og templer fra fortiden er strøet i landskabet, er selv en vintertur en betagende oplevelse.

Beihai Park ligger omkring en stor kunstig sø, som blev skabt i 1100 tallet, og nu overgav jeg mig, og lejede for 5 yuang en lille pulk og et par ishakker, og tog en tur ud over den frosne sø.

Midt i søen ligger Jadeøen, der engang var residens for Kubilai Khan, men nu er øen domineret af Den Hvide Dagoba, der er en 35 meter høj klokkeformet buddistisk bygning fra 1651, og opført til minde om det første besøg af en Dalai Lama. Toppen af Dagobaen så ud til at være lavet af cement, og vi undrede os over, at den skulle være så gammel, men et skilt løste gåden, for det blev fortalt, at toppen flere gange var styrtet sammen på grund af jordskælv og sidst var genrejst i 1976. På øen ligger en hel række af buddistiske templer placeret op af højen med Dagobaen på toppen, hvorfra der var en betagende udsigt over byen.

En marmorbro føre over til Den Runde By, der engang var administrativt centrum for det mongolske Yuan-dynasti, og i den midterste bygning så vi den 1 meter høje hvide jade Buddha, der engang var givet som gave til kejserinde Cixi fra Burma. Den runde mur omkring "byen" var genopført i 1976 efter at de allierede "hvide barbarer" med Storbritannien i spidsen, havde revet den ned på en af deres straffeekspeditioner.

Beihai Park er et langt besøg værd, og man kan rolig afsætte det meste af en dag, hvis man vil rundt og se det hele. På hjemturen prajede vi en cykeltaxi, og da han kun forlangte 20 yuang for turen til hotellet, sagde vi bare ok og satte os tilrette. Cykeltaxien snoede sig ind imellem bilerne og kom meget hurtigere frem end disse, og hvis der var gående på kollisionskurs, blev de advaret med råb. Meget hurtigere end vi havde regnet med, var vi fremme ved hotellet, og da vi jo havde siddet og hvilet os et helt kvarter i cykeltaxien, gik vi straks på hutongtur i et nyt område.

Senere gik vi på opdagelse i et stormagasin, hvor der i underetagen var et kæmpe supermarked med en overdådighed af mad, drikkevarer og slik. Imellem mange varemærker som vi ikke kendte, fandtes der også varer som Ariel, Colgate og endda danske småkager. Priserne var yderst rimelige efter danske forhold, hvorimod en lille pakke Pampers til 172 yuang nok kunne få de kinesiske mødre til holde fast ved stofbleerne.Vi så også en kæmpeæske chokolade til 800 yuang - en normal kinesisk månedsløn.

Om aftenen havde vi meldt os til en speciel slangemiddag til 160 yuang pr. person, og det var ikke, fordi vi forventede en gastromisk oplevelse, men kun en spændende oplevelse. Middagen startede meget normalt med almindelige småretter, og kun lidt ud over det sædvanlige blev der også serveret spiselig vandmand. En ret med hele stegte fugle, både med hoved og næb, var dog ved at tage pippet fra mig, så jeg tilsidst måtte lægge en tallerken over fuglehovederne, for ikke helt at miste appetitten.

Hovedrettet blev præsenteret, da tjeneren kom ind med en 2 meter lang levende slange og en plastikpose med 3-4 kæmpestore levende frøer, og en halv time efter blev de så serveret. Frøerne smagte lidt hen i retningen af kylling, og slanger er åbenbart ikke helt opbygget som ål, idet slanger har en masse små ribben, så det er svært at få tænderne i et reelt stykke kød, især når der kun er spisepinde til hjælp. Slangens røde blod og grønne galle blev serveret i glas, så det kunne blandes med den kinesiske brændevin, som vores lokalguide Wendi havde spenderet. Fordi det var et privat middagsarrangement spiste Wendi med ved vores bord, ellers havde hun af sit bureau ikke lov til at spise med "herskabet" når hun var på arbejde. På grund af overproduktion af guider, fik Wendi ingen løn, men måtte tage til takke med hvad hun fik af os i drikkepenge, og af dem skulle hendes bureau endda have en vis procentdel.

Tirsdag: Egentlig var dagen til eget program, men vi havde valgt at tage med på en landtur til Beijing Dong Bei Wang General Corporation of Agriculture, Industry and Commerce, og det blev en rigtig spændende dag.. Turen kostede 280 yuang incl. middag, og jeg opfatter corporationen, som dækker 42 km2 og har 36.000 indbyggere, som en slags administrativ enhed, der måske kan sammenlignes med vores kommuner.

Området ligger 30 km nordvest fra Beijing, og der er landbrug, gartneri, frugtavl og 30 mindre virksomheder. Rådhuset er en imponerende flot 8 etagers hvid bygning, hvor vi blev budt velkommen af en embedsmand, som skulle vise os rundt i kommunen. I rådhushallen var der på opslagstavler en masse skemaer med kurver, der gik opad i mindst 45 grader, og da jeg ikke kan kinesisk, er jeg ikke helt klar over om det var stigningen i produktionen af kålhoveder eller områdets arbejdsløshed, men der var ihvertfald en imponerende stigninger over hele linien.

Første stop var i et af deres mange kilometerlange væksthuse, som danske gartnere nok ikke vil misunde dem. Et væksthus består af en murstensmur, hvor der på sydsiden over en jernramme er udspændt plastik, og om natten bliver der rullet halmmåtter ned over plastikken. Opvarmningen foregik med små kulfyrede ildsteder med omkring 25 meters afstand, og tilsyneladende trivedes de småbitte agurkeplanter udmærket.

Vi blev budt indenfor i en selvstændig farmers private bolig, hvor der blev fortalt, at han indtægtsmæssigt hørte til gennemsnittet, og så må jeg straks revidere min opfattelse af en kinesisk bondefamilie. Jeg havde forestillet mig noget med lerstampet gulv og høns i dagligstuen og ikke et velstående smagfuldt indrettet hjem med lædermøbler, flere tv, kønne malerier på væggene og en smuk samling af antikviteter. Husets frue viste os venligt rundt i det pæne hjem, og det blev fortalt, at hun selv arbejdede med i bedriften, medens deres voksne datter havde indrettet en frisørsalon i den ene ende af huset.

Plejehjemmet svarede lidt mere til mine forventninger med små tosengs værelser rundt om en firkantet gård, og så var der en lille spisesal, motionsrum og en opholdsstue, der dog var så fin, at jeg fik mistanke om, at beboerne kun måtte komme derind ved festlige lejligheder.

Børnehaven var omgivet af nye boligblokke og var selv en flot bygning med store lyse lokaler til de 180 børn og 30 ansatte, og de havde omkring dobbelt så meget plads pr. barn som børnehavebørn har herhjemme. De lidt betuttede børn kikkede på den lille flok danskere, der pludselig kom anstigende, men Gitte kom hurtigt i snak med nogle børn, selvom hun talte dansk, og de talte kinesisk og smil er heldigvis internationalt og kan forstås af alle.

Igennem området går den sidste del af Den Store Kanal, der blev påbegyndt allerede 400 år f.K og senere udbygget af Kubilai Khan, så den med sine 1794 km er verdens længste kanal. Før i tiden havde kanalen stor betydning, da ris i kollosale mængder blev fragtet fra syd til nord, som skatter til kejserens hovedstad.

Tilsidst besøgte vi et stort udendørs og indendørs marked, og så gik turen ellers tilbage til rådhuset, hvor vi blev bænket i et fint repræsentationslokale med højrøde dybe lænestole, og så var der lejlighed til at stille spørgsmål til embedsmanden. Da alle spørgsmål skulle oversættes fra dansk til engelsk og videre til kinesisk og tilbage igen, blev der ikke stillet så mange spørgsmål, så vi takkede for en fin rundvisning, og gik igang med de sædvanlige 12-15 middagsretter i rådhusets kantine.

Umiddelbart vil jeg tro, at vi fik forevist noget af det bedste indenfor kinesiske landkommuner, men det var interessant at se noget andet end de store seværdigheder, og få en lille fornemmelse for, hvordan kineserne lever og arbejder.

Da vi allerede var tilbage ved hotellet ved 15 tiden, måtte vi jo lige ud og røre benene i de næste 3-4 timer, så vi gik ned til Den Forbudte By, hvor det dog var ved at være lukketid, så istedet gik vi langs bymuren og voldgraven, hvor der ligger en række små huse og derefter ned til et livligt forretningskvarter.

Egentlig bør man kun tage sin tandbørste med til Beijing og glemme alt om kuffert og tøj, for det hele kan købes til så fordelagtige priser, at man kan få fornyet sin garderobe til under en trediedel af danske priser. Til hjemtransporten af alle vore nyerhvervede souvenirs, købte vi en taske til 28 yuang, og det er vel en, som herhjemme ville koste mindst 200 kr.

Der er ikke mindre end 53 Mc Donald restauranter spredt over Beijing, og vi skulle da også lige prøve en kinesisk Big Mac Menu, men vi fandt ud af, at den smager næsten som i Danmark. Restauranten var fyldt med unge kinesere, og ved siden af os sad en mongolsk familie med meget brede ansigter og iført en masse pelsværk, og så sad der foruden os, to hvide langnæser, men de talte nu nærmest noget, der lød som russisk.

På vejen tilbage til hotellet kom vi forbi en gade med en lang række af cykelmadboder, d.v.s. trehjulede cykler med et kulildsted, og der var en lang kø ved ved eneste bod, men det siges også, at maden her er så billig, at det dåeligt kan betale sig at lave den selv.

Onsdag. Hele dagen på egen hånd i Beijing, og vi startede med at gå til bagindgangen af Den Forbudte By. Til kinesiske seværdigheder er der ofte forskellige priser for indfødte og udlændinge, og for udlændinge kostede det 40 yuang at komme ind, men så fik vi også et lille hæfte om kejserpaladset og et messingbogmærke. Kineserne holder selv meget af at se Beijings seværdigheder, så vi så mange kinesiske turister, skoleklasser og unge mænd i militæruniformer på orlov. Kina har 3 millioner mand i sit militær, der efter sigende er verdens største, og alle er frivillige, men så har de også fast job i 3 år. Det er altid interessant at se på mennesker, og så fik vi lige rundet Den Forbudte By lidt mere af, og gik ud på Den Himmelske Freds Plads for at se nærmere på formand Maos Mausoleum.

Det enorme mausoleum er 30 meter højt, og det blev opført på kun et halvt år, kort efter at Mao døde i 1976. At der samtidig boede hundredetusinde af husvilde i interimistiske hytter på fortovet efter en jordskælvskatastrofe i nabobyen Tangshan, var der jo ikke noget at gøre så meget ved.

Adgangen til mausoleet er gratis og efter at have afleveret vores tasker og fotografiapparat i nogle nærliggende boder, stillede vi os op i den, efter normale forhold, meget korte kø på kun 300-400 mennesker, men det var jo også en onsdag formiddag i januar og bidende koldt. Køen rykkede hurtig frem, og vi kom forbi en bod, hvor der kunne købes silkeblomster i cellufan og blomsterne skulle så lægges i mausoleets første rum, hvor en hvid marmorstatue af Mao sad og tronede. Vi følte dog overhovedet ikke trang til at købe blomster til Mao, da vi kun var nysgerrige.

I det næste rum lå han så i sin krystalkiste, netop hjemkommet fra en restaurering og med to soldater som æresvagt. Der er nogle, der påstår, det kun er en voksfigur, da han ikke var så pæn i virkeligheden, men en bemærkelsesværdig person det var han i levende live, sådan nærmest i gruppe med de andre store sataner Hitler og Stalin.

Efter at kejseren abdicerede i 1912 var Kina i kaos, og mange forskellige generaler og krigsherrer herskede over større og mindre områder. Ud af dette kaos opstod det kommunistiske parti, men også det kapitalistiske parti Guomindang, der blev støttet af USA, og så blev der ellers borgerkrig, samtidig med japansk infiltration af Kina.

I 1934 blev kommunisterne trængt, og Maos røde hær med 130.000 kommunister starter Den Lange March nordpå udenom Guomindangs styrker. 8.000 km igennem uvejsomt terræn og kun 20.000 overlevede strabadserne. Alligevel vandt kommunisterne efterhånden terræn og Guomindang blev trængt tilbage til Taiwan, og i 1949 forkyndte Mao så grundlæggelsen af verdens største socialistiske enhed Den kinesiske Folkerepublik. Mange års ødelæggende borgerktig var slut og så startede man allerede i 1950 med besættelse og nedtromling af nabolandet Tibet.

Det er ret svært at fortælle Maos historie i få ord, så jeg vil blot nævne nogle få af de mange mærkværdige kampagner, der i kortere eller længere tid gik ud over Kinas befolkning under hans indflydelse. Udover småting som at alle gråspurve skulle jages fordi de spiste korn, græsplæner og blomster skulle fjernes, madlavning i private hjem blev forbudt, så var der flere meget tragiske kampagner som Det Store Spring Fremad i 1958. Store dele af befolkningen fra hospitalslæger til skolebørn og bønder, blev sat ind i forsøget på at fordoble stålproduktonen på et år. Hvis 100 millioner bønder fælder træer og konstant skal holde ild i små smeltedigler med jernskrot, bliver der ikke dyrket mange marker, så det resulterede i en landsopfattende hungersnød, hvor skønsmæssigt 30 millioner mennesker døde af sult.

Værst var dog nok kulturrevolutionen, der startede i 1966, da de unge kinesere organiserede sig i rødgardistgrupper for at gøre Maos ord til handling. De unge afreagerede mod autoriteterne, så alle der var noget, eller sagde et forkert ord, eller var intellektuelle eller havde kapitalistiske tilbøjeligheder, eller hvis far eller bedstefar havde kæmpet på Guomindangs side i borgerkrigen, blev terroriseret, ydmyget, fordømt, tortureret, eller kom i opdragelseslejre. Samtidig blev mange templer og kulturgenstande smadret og bøger brændt, undtagen selvfølgelig Maos "Den Lille Røde", der var rødgardisternes bibel og udgivet i 350 millioner eksemplarer. Der var ingen skolegang, bøger, musik, film, teater og museerne var lukket, så der var kun en fornøjelse tilbage, og da der heller ikke var nogen familieplanlægning, steg Kinas befolkning under kulturrevolutionen med 200 millioner.

Mao blev dyrket som en gud, og først da han døde i 1976 og madam Maos magtfulde "Firebande" blev arresteret, sluttede kulturrevolutionen.

Kineserne kunne nu begynde en lidt mere normal tilværelse, med en spæd begyndelse af noget der lignede selveje og deraf højere levestandard, men op kom mausoleet på rekordtid, så de troende og andet godtfolk kan se ham i sin glaskiste.

Næste rum som de sørgende eller nysgerrige bliver ledt igennem, er helliget salg af Maosouvenirs, men ikke nok med det, for udenfor mausolæet kan udgangen først nås efter passage af 50 ststsautoriserede souvenirboder, hvoraf de første 25 er alt i Maoting, for derefter at klinge af til lidt mere almindelige souvenirs.

Efter mausolæet gik vi sydpå, først igennem et tøjmarked, og senere igennem et kæmpestort hutonområde og så et madmarked, der garanteret kun var beregnet for kinesere, og vi måtte overalt lide under den rejsendes tunge svøbe med vores utidige snagende nysgerrighed, men kineserne tog det nu meget pænt.

På en øde gangbro over en stor vej lå en gammel kone på knæ og tiggede, og vi gav hende gladeligt en tier og det samme fik senere en garanteret blind mand og en mand med meget skæve ben, men det var også de eneste tiggere vi så i Beijing, foruden den lille dreng - money money - som jeg ikke rigtig kan glemme.

Frokostspisning på en fastfoodrestaurant kaldet Roger, og den lå vist også lidt udenfor de normale turiststier, for restaurantschefen i nydeligt jakkesæt og slips, kom os glad i møde og vidergav hurtigt vores bestilling til de stakkels piger bag disken, som så for rundt. Jeg tog den store Rogers Special Menu til 20 yuang med kyllingevinger, kartoffelmos, sovs og kål, og så fulgte der endda plastikhandsker med, så man ikke fik fedtede fingre.

På en stor plads foran Beijing hovedbanegård var der gult af mennesker, der skulle ud at rejse, og det ærgrede mig lidt, at vi ikke gik ind på selve banegården for at se, hvordan den så ud.

I en gade i nærheden ville en skopudserdame pudse mine sko for 2 yuang, så jeg sagde ok, og hun gik igang, og så blev jeg noget forbavset, da hun bagefter forlangte 10 yuang. Åbenbart skulle der betales ekstra for pudsecreme, brug af børste og klud, og da jeg mener en aftale er en aftale, var vi lige stædige, og der begyndte at samle sig et opløb. Det var først da jeg gav hendes lille søn en håndfuld karameller, at hun fornærmet snuppede sine 2 yuang, og så tror jeg forresten, at jeg for fremtiden vil pudse mine sko selv.

Gaden Jianguomennei Daie, godt nok under forskellige navne, strækker sig 28 km i en lige linie tværs igennem Beijing, og i den østlige del ligger det ene store pragtbyggeri efter det andet, åbenbart hovedsæder for banker og virksomheder. I en lille sidegade ligger silkemarkedet, hvor gaden var fyldt med boder med alt i silkevarer, og Gitte prøvede sit handelstalent og fik købt 3 silkeboxershorts for 70 yuang.

Efter at have gået rundt og oplevet i omkring 8 timer, begyndte vi at blive lidt trætte i benene, men det var svært at sige farvel til den spændende by.

Om aftenen var der afskedsmiddag i en flot Peking Duck Dinner restaurant, hvor der for en gangs skyld var varmt, meget varmt og så er det ikke særlig behagelig at være iført lange underbukser. Middagens hovedret var and, som kokken midt i restaurantionslokalet skar ud i skiver, og anden spises derefter i papirtynde pandekager. I en Peking Duck Dinner anvendes alt på anden, og tilsidst koges suppe på skroget, men der var ikke så stor afsætning på de flækkede andehoveder.

Tidlig om morgen var der afgang fra hotellet ud til lufthavnen, hvor vi sagde farvel til vores lokalguide Wendi og med en times forsinkelse lettede SAS-flyet og fløj over Den Kinesiske Mur, som vi så ihvertfald fik set fra oven. Videre over Gobiørkenen og enorme områder med bjerge uden den mindste form for menneskelig aktivitet af bare en lille by eller en vej.

Til første måltid i flyet var der både spisepinde og kniv og gaffel, og vi valgte spisepindene, men til næste måltid var der kun kniv og gaffel, så både os og de medrejsende kinesiske passagerer skulle til at vænne os til vesterlandske skikke.

Det var en meget stor oplevelse at besøge Beijing, så jeg håber vi engang kan komme igen, for at se noget af alt det, vi ikke nåede, og gense det vi nåede. En stor tak til vores guider og til DSB rejsebureau for en meget fint tilrettelagt kvalitetsrejse, og held og lykke til det kinesiske folk for videre fremgang, overholdelse af menneskerettighederne og forhåbentlig engang et demokratisk Kina og et frit Tibet.

Tilbage til forsiden