Koen med træbenet.

Af Kim Greiner

Dyrlæge A.W. Mørkeberg, der var professor i kirurgi på Landbohøjskolen, gennemførte i 1920-erne et forsøg med et træben på en treårig ko. Den ellers sunde ko havde fået skadet sit ene forben, og Mørkeberg så sig nødsaget til at bortamputere benet, men 4 dage efter forsøgte han med en improviseret protese bestående af en tyk gren og nogle remme. 

Men allerede efter 14 dage gik protesen i stykker, så Mørkeberg fik fremstillet en regulær protese af træ og læder med polstring og læderremme. 

”Koen støttede rigtig godt og spadserede stolt af sted på sit simple træben”, udtalte Mørkeberg, og den protese blev hurtigt Danmarks mest berømte med masser af offentlig omtale. Koen trivedes så godt, at den blev bedækket uden problemer, og året efter fødte den en kalv, hvorefter forsøget afsluttedes – sikkert i stilhed, for koen endte som bøffer. 

Historien om koen med træbenet blev nedskrevet på vers af digteren Per Barfoed og illustreret af tegneren Alfred Schmidt og ellers bragt i Blæksprutten i 1929.

Det siges, at de veterinærstuderende stadig ved festlige lejligheder synger visen om Maren, men hvis de alligevel skulle have glemt den, så kommer den her, frisk og nyoversat fra gotiske bogstaver.

Maren. 

Melodi: ”Stakkels Hanne”

 Første Præmieko i Stalden,
først med Mælken, først med Kallen,
altid lystig og fornøjet,
naar Melassen hun fordøjed,
glad ved Livet, glad ved Føden,
største Fedtprocent i Fløden,
Nummer 1 af hele Skaren –
saadan var nu den kønne Maren.

Hendes Gang var ej gesvindig,
hun var ikke Spor letsindig,
ak, men alle kan vi fejle:
der en Dag var spildt lidt Ajle,
og et Fejltrin dér begik hun,
Kloven ned i Pytten fik hun,
saadan gik’et, saadan gaar’et
Maren dratted og brækked Laaret.

Oh, det var en skidt Manøvre.
Der blev Sorg i Smørumøvre.
Skulde Maren virk’lig slagtes –
over Hjertet ej det bragtes.
Da hun ikke kunde traske
paa de 3 Ben, som var raske,
blev hun kørt i Søndagsgig’en
ind paa Veterinær-Klinikken.

Stakkels Høved, dybt bedrøvet
blev hun taaregas-bedøvet. – 
Da hun atter aabned Øjet
var hun straalende fornøjet,
thi det Ben, der var Læsion i,
byttet var med et mahogni,
som var taget fra Profeser ?
Mørkebergs egen Divaneser.

Der blev Fryd i Smørumøvre,
der var henlagt røde Løvere,
da sit Indtog Maren fejred.
Hun med Spørgsmaal blev belejret.
Derom alle sig forened,
at man syntes godt om Benet.
Tyren fandt, at det var nydeligt,
dette brølte den ganske tydeligt.

Nu er Maren Byens største
Attraktion. Med Møbelbørste
Benet blankes, og desuden
blir det tørt med Støvekluden.
Maren malker og faar Kalle,
og et Træben har de alle.
Deres Horn de ligner Farens –
jamen B e n e t se det er Marens!

A.W. Mørkeberg har gjort sig gældende i dyrlægeverdenen på mange andre områder, og derfor har han fået sin egen bronzebuste foran Anatomibygningen på Frederiksberg Campus. Marens træben er stadig et studenterklenodium på LIFEs kollegium, men ellers er der andre interessante træben på fakultetets Veterinærhistoriske Museum.

Ovenstående fortælling og vers er hentet fra bogen ”Fra høj hat til gummistøvler” som i 47 fortællinger kommer rundt på Frederiksbergs perle - den gamle Landbohøjskole og dens smukke have. Bogen kan købes i alle velassorterede boghandlere.

Tilbage til forsiden