Vesterbro på kryds og tværs.

En historie af Kim Greiner.

Juni 2009

Som eventyrer skal man kunne opleve noget overalt, så på en af mine vandringer på Vesterbro, hvor jeg var ude at researche indtryk og tage billeder til et kommende foredrag, kom der en kvinde imod mig på Enghavevej. Allerede på lang afstand kunne jeg se, at hun var noget helt specielt. Jeg havde lige været inde i en baggård og taget nogle billeder, så kameraet hang stadig om halsen, så lidt før kvinden passerede, affyrede jeg nærmest i blinde et hofteskud. Hun var bestemt ude over sin bedste alder, og hvordan hendes karriere ellers var forløbet, kunne jeg kun gisne om, men nogle meget stærkt malede læber, store øreringe og en lille jakke i leopardskind, hvor der kun var en knap knappet, henledte dog tankerne på den lette brigade. 
Hun bar tydeligvis ikke bh, men en kasket dybt ned i panden forvirrede dog signalerne. Ud over det hele bar hun en lang leopardskindsfrakke, og hun var virkelig et så grotesk skue, at jeg brændte efter at få et billede af hende. Jeg vidste jo ikke, om det billede, jeg havde taget fra hoften, var blevet til noget, så skulle jeg gå tilbage og spørge, om jeg måtte tage et rigtigt billede? Medens jeg overvejede for og imod, vaklede hun lidt usikkert ned ad gaden, og jeg forpassede desværre min chance, da hun drejede om hjørnet. 

Man skal virkelig sluge en kamel og overskride nogle indre grænser, hvis man skal stoppe fremmede mennesker og spørge, om man må fotografere – men nu måtte jeg tage mig lidt sammen. 

Næste chance skulle ikke forspildes, så da en gammel mand med et kæmpestort skæg passerede, stoppede jeg op og spurgte, om jeg måtte tage et billede. Ja, meget gerne, og vi fik en lille snak. 

Egentlig var han græker og havde boet i Danmark i 40 år, og faktisk var han millionær, sagde han, men det fortabte sig lidt i det uvisse, om det var for nuværende, eller det var i fordums tid, det med millionerne. Umiddelbart skønnede jeg, at det nok var en del år siden, så jeg gav ham en tyver.

Han takkede mange gange og ville have mit navn, for så ville han tage mig med i sin aftenbøn, og man kan åbenbart ikke bare bede for en mand på gaden – der skal navn på. Pengene ville han nu ikke bruge på sig selv, for de skulle sendes ned til Afrika, hvor de ville gøre meget bedre gavn. Lige mine ord.

Så smilede han til fotografen, og han var stolt af sine tænder, for de store smil afslørede hans sidste tre tænder, der mildest talt nok havde set bedre dage – måske i millionærtiden. Men helt afgjort en flink mand, og jeg fik nogle rigtig gode billeder

Nede ad en af gaderne var der tyrkisk marked med mad- og kageboder og et leben af kvinder med tørklæder. Andre ville måske bare gå nysgerrigt forbi og ikke blande sig, men så nemt skulle de ikke slippe for mit eventyrblod. Jeg havde lige spist frokost, så det var ikke sulten, der plagede, og hvor ærgerligt – for kagebordet slog ellers de berømte sønderjyske kageborde med flere længder.

Jeg fik skudt mig ind på, at de var tyrkere, og at de holdt fest – ikke af nogen speciel anledning, men det gjorde de en gang om året på denne her måde for at skaffe penge til foreningen.
Jeg tog lidt diskrete billeder, og midt i det hele sad en meget smuk, ung tyrkisk kvinde uden tørklæde, og hvad lavede hun dog der? Hun talte heller ikke med nogen – måske var hun familiens sorte får, fordi hun nægtede at iføre sig tørklæde. Eller måske havde hun lige været i Istanbul, hvor jeg personlig har lavet en tælling og konstateret, at kun 6 % af kvinderne i den tyrkiske storby bærer tørklæde.

Nå, men jeg ville da ikke bare være en oser, så jeg købte en cola, og for kun 7 kroner fik jeg et stort stykke grøn spinatkage, der heldigvis ikke smagte af spinat, men var yderst lækkert.
En trappe førte op til huset, og der satte jeg mig og sugede indtryk til mig. Ved bordene havde kvinderne bænket sig til den ene side og mændene til den anden, så der var ikke noget med at blande køn sammen med kagerne. En kraftig kok med rød fez var i gang med noget fastere føde end kager til mændene, og de kunne så sandelig også få friskpresset juice. Forresten så er det ligefrem forbudt for mændene at bære fez i Tyrkiet, men på Vesterbro er det selvfølgelig helt lovligt.

Medens jeg sad på trappen, blev jeg inviteret indenfor af en ung tyrkisk kvinde, for de havde basar oppe i lejligheden. Hun fortalte, at mændene havde en moske i underetagen, men den kunne hun ikke vise mig, for det var mændenes område med adgang forbudt for kvinderne. 
Uden for lejligheden med basaren var der en reol, hvor man kunne stille sine sko, eller ikke blot kunne, for det blev nok nærmere forventet, at man stillede skoene udenfor. Jeg havde mit visitkort med, som jeg gav til min guide og forklarede, at jeg var ude at samle stof til et foredrag. Jeg har opdaget, at sådan et lille kort og en forklaring kan åbne portene mange mærkelige steder. Kvinderne indenfor skulle dog lige konferere sammen, for de indre gemakker var vist ikke ligefrem beregnet for mænd, men min lille guide fik ordnet formaliteterne.
Kvinderne havde hængt tørklæder op foran vinduerne, og det så meget dekorativt og farverigt ud, og ellers var der masser af hjemmestrikket børnetøj, der også smukt var hængt op på væggen. Jo kvinderne havde virkelig gjort noget ud af det.

Jeg ville jo gerne tage nogle billeder, men de voksne kvinder var for generte, så de fandt en lille pige, der gerne ville stille op og sætte lidt liv i kludene, og jeg ved ikke, hvordan det gik til, men hver gang jeg tog et billede, så stod pigen der.

Min guide stod for bogsalget, men alle bøgerne var på arabisk, og det beklagede hun meget. Jeg måtte gerne tage et billede af hende, hvis hun stod ved sine bøger, men alligevel var hun umådelig genert, måske fordi hun havde bøjle på tænderne. Ved det første billede bøjede hun sig ned og var ved at flække af grin. Ved det andet billede fik hun en veninde til at være med, og jeg fik et stort smil, dog ikke så stort, at man kan se tandbøjlen, men hun fik betroet mig, at uden bøjle var hun meget fotogen. Høflig som jeg er, måtte jeg bedyre, at hun også var meget fotogen med bøjle.

Det var svært at sige, hvor gammel hun egentlig var, måske 15 år eller måske 20 for – jeg er ikke vant til at bedømme alder på tyrkiske tørklædepiger. Jeg havde fået fortalt hendes navn, men da det var tyrkisk, havde jeg desværre glemt det efter kun 10 minutter, men sød og imødekommende det var hun. Så lagde jeg mærke til, at hun sagde De til mig, og det er ikke noget jeg ellers har oplevet i årevis – så tænk engang, at det skulle jeg opleve i min alder.
For at støtte foretagendet fik jeg fik købt et par tørklæder af kvinderne, og ellers fik jeg sagt pænt farvel til min guide, hvis navn jeg endda stadig kunne huske på det tidspunkt. Men hvordan siger en mand pænt farvel til en sikkert ugift tyrkisk kvinde? Man stikker vel ikke bare hånden frem - så jeg bukkede pænt og takkede hende.

Det var en dejlig oplevelse at besøge basaren og at komme ind i en fremmed kultur, så jeg følte, at jeg havde været i udlandet og havde oplevet noget eksotisk, og så var det bare på Vesterbro, og de talte endda dansk.

Historien indgår blandt andet i mit nye foredrag "Vesterbro - på kryds og tværs.

Tilbage til forsiden