Lissabon, Sintra og Atlanterhavets bølger

En rejsefortælling af Kim Greiner, Borup.

Marts 2001

I vores utrættelige udforskning af storbyer, ikke i alfabetisk rækkefølge, men nærmest efter varmegrader i marts, hvor det hverken skal være for koldt eller for varmt, var turen nået til Lissabon. En lille rubrikannonce i Politiken fra Brandstrup Travels fangede vores interesse, med en uge med fly og hotel i Estoril nær Lissabon til 2.903 kr. pr. person. Efter at have bestilt og gået rundt et par måneder og glædet os, fik vi koblet en uge ekstra på for i alt 2.310 kr., når vi nu alligevel var dernede. Det var ikke en charterrejse, så vi skulle selv finde transportmulighed for de omkring 30 kilometer fra Lissabon lufthavn til hotel Paris i Estoril, et eller andet sted ude ved Atlanterhavet og efter mørkets frembrud.

Uden at sige et ondt ord om taxikørsel i Lissabon, for jeg kender ikke priserne, men efter dyrekøbt erfaring i den gyldne stad Prag, hvor taxichaufførerne bliver forgyldt efter kun 8 minutters kørsel, ville vi helst bruge de offentlige transportmuligheder. Ingen problemer sagde bureauet og sendte en køreplan, der går lufthavnsbus direkte til Estoril. Så med alt i orden og på plads, satte vi os tilrette i TAP Air Portugals flysæder, der både så ud og lugtede som læderstole, men det kan jo være, at de har sprøjtet med nyfly- og læderduft.

Betjeningen var udmærket, og der blev uddelt aviser og flymad, og desværre var alle drikkevarer gratis ombord. Det kunne min sidemand ikke stå for,( altså ikke Gitte hun drak juice) så han startede med 2 x rødvin, og så fik den ellers så hatten passede, med gin og tonic m.m. i en lind strøm. Han bestilte og drak, så vi skammede os, og personalet blev efterhånden lidt stramme i ansigtet, men han sad heldigvis pænt.

Landing 21.30 lokal tid, og der var hurtig bagageudlevering, så vi ventede kun en halv time på bus 498, der bragte os til Estoril for 1250 escudos ( 1000 escudos = 39 kr.) Der var kun et andet par med bussen, og selvom det var en offentlig bus, var chaufføren så venlig at køre helt hen til hotel Paris brede marmortrappe.

Hotel Paris er et mindre, lidt slidt hotel, men ellers ganske nydeligt, og beliggende ved en trafikeret vej. Trafikstøjen blev dog overdøvet af bølgernes brusen fra Atlanterhavet, der kun lå 100 meter væk. Vi fik et værelse på 6. og øverste etage, med flot udsigt over byen og havet, og udsigten kunne nydes fra en lille balkon.

Badeværelset var også ganske fint, men sengen var en fælles 1½ mands og til deling et tæppe, som i de sydlige lande skal gøre det ud for en dyne, og to stenhårde hovedpuder fuldendte arrangementet. Vi har trods alt været gift i over 30 år, så vi småfrøs i løbet af natten, og det blev noget kludder med det lidt klamme og fugtige tæppe og lagnerne. Der var tilsyneladende ingen varme på værelset, men vi var jo også sydpå, og det er ikke sikkert, at portugiserne er så kuldskære. Det første, vi gjorde næste morgen, var at bestille et ekstra tæppe og lagen, men i næsten alle 14 dage var værelset lidt klamt og fugtigt, og om aftenen kunne vi godt finde på at tage vinterfrakken på.

På natbordet lå en mærkelig fjernbetjening, som vi gik og flyttede rundt på, fordi den ustandselig lå i vejen, og den havde tilsyneladende ikke noget med fjernsynet at gøre. Den 13. dag sad Gitte og trykkede tilfældig på knapperne, og pludselig kom der en lyd fra et apparat, der sad oppe under loftet, og varm luft strømmede ud i rummet. Nå men vi er jo også kun fra landet af.

Efter hotellets morgenmad, hvis bacon og porcerede æg kun manglede bacon, men ellers da var ganske udmærket, begyndte vi at udforske de nærmeste omgivelser i Estoril og Cascais. Begge byer ligger ved Atlanterhavskysten og er forbundet med en promenade langs kysten, der veksler mellem klippepartier og små sandstrande. Vejret i hele perioden var 15 – 20 grader, en del overskyet og især i den første uge med nogle kraftige regnbyger, men der var også perioder med dejlig lunende sol. Næsten hele perioden med meget blæst og høj luftfugtighed, der godt kunne gøre huden klam (og værelset) og trøje og vindjakke, kom op og ned af rygsækken mange gange i løbet af dagen.

Estoril er et såkaldt mondænt feriested, med en blanding af hoteller og beboelse og garneret med palmer og parker og også med hyggelige victorianske villaer ind imellem. Efter 2. Verdenskrig slog en række afsatte konger og andre royale personer sig ned på Estorilkysten, og der sad de så afsondret og uden ret mange penge og surmulede. Nå, hvis de lever endnu, er de vel blevet gode igen, og Estoril er efterfølgende heldigvis ikke blevet "overturistet" med barer og restauranter på hvert gadehjørne. Vores hotel var en af de højeste bygninger i området, så vi havde den gode udsigt, men der var da et andet hotel, der heldigvis lå et stykke væk, der udmærkede sig ved at være så stort, højt, grimt og hæsligt, som det er menneskeligt muligt.

Promenaden har et par enkelte restauranter, men ellers bliver den benyttet til vandreture, jogging, hundeluftning og lystfiskere, og vi benyttede selv promenadens omkring 3 km mange gange i løbet af de 2 uger, for at beundre den friske brænding, der buldrede ind.

Promenaden ender i Cascais, der med sin lille havn, krogede gader og gamle maleriske huse omkring små pladser med statuer, har bevaret sin oprindelige charme, og det er også her, den portugisiske konge havde sit sommerpalads, inden han blev afsat i 1910. Cascais har enkelte gågader, men både her og i Lissabon er biltrafikken meget dominerende i bybilledet, og der bliver kørt hurtigt og hasarderet, så jeg var glad for, at vi kun skulle benytte apostelenes heste og ellers bruge offentlige transportmidler.

Både i Estoril, Cascais, Lissabon og måske resten af Portugal, hvem ved, er alle fortove og pladser befæstet med små firkantede sten i 4-6 centimeters størrelse, og nogle steder med kunstfærdige mønstre med mørke sten imellem de lyse. Et gigantisk arbejde og noget smukkere end vores hjemlige betonfliser eller SF sten.

Et par kilometer vest for Cascais ligger Boca do Inferno (Helvedets mund), hvor klippen er udhulet og danner en naturlig bro over en sydende heksekedel af hvidt skum. Der er en udsigtsplatform ved Infernoet, men den var afspærret, da bølgerne slog ind over den. Vi vidste det ikke, men denne første dag var den dag, der var mest brænding, og det er ikke engang løgn, når jeg siger, at brændingen slog 20 – 30 meter op ad klippesiderne. Et vildt imponerende og fascinerende skue.

Vi gik lidt videre langs kysten forbi et fyrtårn, og fandt en herlig solrig plet mellem klipperne og udsigt til de brølende vandmasser, og jeg ved ikke, om det var noget jeg bildte mig ind, men ved de rigtige store bølger føltes det, som om klipperne rystede. En kraftig regnbyge satte stop for idyllen, men solen tittede frem igen, medens vi gik tilbage langs kysten.

Om aftenen gik vi lidt rundt i Estoril og ned forbi Casino Estoril, der er Europas største casino. I parken, der omgiver casinoet, er hundredvis af træer og palmer behængt med lyskæder a la Tivoli, og et stort springvand med varierende vandstråler og farvet lys er med til at lokke kunder i butikken. Jeg havde egentlig lyst til at gå indenfor og se på herlighederne, men Gitte sagde, at det havde vi ikke påklædning med til, for man skulle nok både have slips, jakke og kjole på. Måske var hun også bange for spilledjævelen og feriekassen, og jeg må da også indrømme, at jeg for 2 år siden købte en 5 ugers kupon til lotto.

Næste morgen tog vi toget til Betlehem, på portugisisk Belem, der er en forstad til Lissabon. Toget kører nærmest som S-tog langs kysten fra Cascais til Lissabons centrum, og hele turen tager omkring ½ time. Med lidt hjælp af en venlig politibetjent, lykkedes det os til sidst at få vristet en billet ud af billetautomaten, men siden blev vi (Gitte) ret gode til det.( 2 tur/retur 840 escudos). Toget kom i det fjerne, og vi styrtede hen af perronen og ned under gangtunnelen, blot for at opdagede, at tog i Lissabon kører i venstre side. Nå, men det næste tog kom efter kun et kvarter og det viste sig at være meget moderne, med både mundtlig og skriftlig oplysning om stationerne, og udetemperaturen var hele tiden angivet. Klassisk musik strømmede kultiveret og blidt ud af højtalerne, men det var kun for at give et godt førstegangsindtryk, for lidt senere kom der noget kedeligt jazz.

Lissabon ligger i læ fra Atlanterhavet i udmundingen af den brede Tejoflod, og over floden krydser en meget dominerende hængebro, der i farve og udseende er stærkt inspireret af Golden Gate Bridge i San Francisco. Den over 2 kilometer lange bro blev færdigbygget i 1966 og hed oprindelig Salazarbroen, efter den gamle diktator Salazar, der fra 1928 og 40 år frem styrede Portugal med hård hånd.

Broen hedder nu Ponte 25. de Abril til minde om nellike-revolutionen 25.april 1974. En lille sørgmodig melodi i radioen "Grandola, Vila Morena" var startsignalet til, at kampvogne og tropper rykkede ud af kasernerne og besatte alle nøgleposter i landet, og på godt et døgn var Portugal blevet demokratisk.

Revolutionen var på det nærmeste ublodig, og i tusindvis strømmede befolkningen ud i gaderne for at fejre diktaturets fald, og folk stak nelliker i soldaternes geværmundinger, deraf navnet. Både soldater og befolkningen, havde allerede i adskillige år forinden, været dødtrætte af de opslidende krige i Portugals især afrikanske kolonier (kaldet provinser af Salazar), og allerede i 1975 havde alle provinser undtagen Macau fået selvstændighed. En masseindvandring på omkring 900.000 sorte og hvide, såkaldte retornados, skulle i løbet af få år opsluges af det den gang meget fattige moderland. Det gav noget større problemer med boliger og arbejdsløshed end Danmarks såkaldte integration af flygtninge.

For lige at gøre Salazar færdig, arbejdede han sig op fra at være forvalter for en jordbesidder, derefter professor i økonomi, så finansminister og i næsten 40 år premierminister for et fascistisk regime, der styrede alt med hemmeligt politi og censur ned til mindste detalje. For eksempel blev mudrede rettet til blå, da kolonien Mozambique fik besøg af den sydafrikanske flåde, der på en høflighedsvisit ankrede op i bugtens mudrede vand. Salazar havde dog også sine gode sider, og modsat mange andre af verdens diktatorer levede han selv asketisk med husmandskost og fodture i sin hjemegn.

Vi har et særligt forhold til store broer, og vi ville gerne gå hen over 25. april broen, og når den nu var inspireret af Golden Gate måtte det vel være muligt også her, og vi mindes en stor oplevelse ved at gå over broen i San Francisco. Flodbredden på Lissabonsiden er flad, og da vejbanen på 25. April broen løber i 70 meters højde, går broen langt ind over byen med husene stående neden under bropillerne. Vi krydsede i zigzak kurs op igennem gaderne mellem bropillerne, og efter et par kilometer kom vi endelig op i niveau med broen blot for at opdage, at broen kun er en vejbro, med fodgænger færdsel forbudt. Så det kunne ikke nytte noget, men en eller anden dag, ville vi i hvert fald over på den anden side af floden, for der står en kæmpe figur af Kristus på bakkekammen og skuer ud over Lissabon.

Tilbage til Belem så vi nærmere på Henrik Søfarerens monument, der er rejst i anledning af 500 året for Henrik Søfarerens død. Henrik selv var ikke den store søfarer, men han ændrede verdenskortet ved at grundlægge en søfartsskole med uddannelse af astronomer, kartografer og skibsbyggere, og med utrættelig energi satte han gang i udforskningen og opdagelsens af verden og lagde grunden til Portugals koloniimperium. Monumentet er udformet som stævnen på et skib, med Henrik Søfareren og andre stenfigurer i kæmpestørrelse skuende ud mod nye opdagelser. En indvendig elevator fører op i det 52 meter høje monument, og udover udsigten kan man se ned på det kæmpestore mosaikverdenskort ved monumentets fod. (Entre 380 escudos).

Torre de Belém er et af turisternes topscorer og ligger som et lille fort ude i Tejofloden. Tårnet blev opført mellem 1515 og 1520 og er i den særlige portugisiske manuelinske stil (opkaldt efter kong Manuel I), der afspejler tidens velstand med en overdådighed af "stenkniplinger", og i dette tilfælde tilsat lidt maurisk stil med små kuppelformede vagttårne. Mange opdagelsesrejser havde udgangspunkt fra Belém, og i den åbne borggård står Madonnastatuen "Den Lykkelige Hjemkomsts Frue" og hilser de bortdragende skibe. Tårnet er opført fra gulv til loft uden en eneste stump træ, og det er en betagende oplevelse at gå imellem de gamle mure, og med rette er tårnet indlemmet i Unescos Verdenskulturarv. (Entre 600 escudos.)

Lige i nærheden ligger Lissabons Søfartsmuseum Museu de Marinha, der har til huse i en fløj af Jerónimos-klosteret, og hvem skulle tro, at et søfartsmuseum har til huse i en klosterbygning. Vi gik i hvert fald først forkert, men kom da ind og kom også ved en fejltagelse ud igen, uden at have set det hele. Med en lettere hovedrystning blev vi lukket ind igen, så vi fik hele Portugals søfartshistorie både forfra og bagfra og forfra igen, men skiltningen er nu heller ikke den bedste, og 1. salen ender blindt.

Samlingen begynder med de store opdagelsesrejser med bl.a. Vasco da Gama, der fandt søvejen til Indien i 1497, og Pedro Cabral, der få år senere opdagede Brasilien. Den portugisiske søfarer Ferdinan Magellan må også lige nævnes, for selvom det var i den spanske konges tjeneste påbegyndte han en jordomsejling i 1519. Med 5 skibe og 240 mand fandt han strædet mellem Sydamerika og Ildlandet (Magellan Strædet), fortsatte over Stillehavet, men blev selv dræbt på Filippinerne. Et skib og kun 18 mand under ledelse af Juan det Cano nåede efter 3 års rejse hele vejen rundt.

Ellers domineres museet af en stor samling skibsmodeller fra opdagelsernes tid, samt dampskibe og moderne skibe. I den store hal til venstre for hovedindgangen vises skibe i fuld størrelse bl.a. pragtfulde udsmykkede kongelige calupper. (Entre 500 escudos.)

Vi fik sagtens et par timer til at gå på museet og sluttede af med spisning i museets udmærkede cafe. Egentlig lå det store Jerönimos kloster lige ved siden af, men det fortjente nogle friske øjne og ben og ikke museumstrætte sidst på eftermiddagen. Så selve klosteret måtte vente, og vi nøjedes med at beundre parken foran klosteret med et broderi i klippede buksbom med våbenskjolde og monogrammer og en flok gartnere der prøvede at få has på det evigt voksende ukrudt.

Toget tilbage langs kysten og vi startede på den vane, at køre 2 stationer længere end Estoril og stå af i Cascais, så vi sluttede dagen med promenaden langs Atlanterhavet med den fascinerende brænding.

Lissabon ligger på 7 høje, og op og ned af de stejle gader ligger et net af sporvognsruter. Foreløbig kikkede vi kun på, men der var 2 forskellige sporvognstyper. Den moderne udgave med 2 vogne og påklistret så mange reklamer, at der dårligt kan ses ud af ruderne og den gamle enkeltvogns udgave, som jeg kan huske fra min egen barndom for 50 år siden, men det var kun linie 8, de andre var allerede dengang skiftet ud med nyere typer. Det er ikke for turisternes skyld, de små sporvogne kører rundt. De er fyldt med mennesker til og fra arbejde, og de kører i så smalle gader, at man nogle gange næsten kan røre ved husene.

Toget fra Cascais har endestation næsten i hjertet af Lissabon, men den sidste lille gåstrækning langs floden er ikke særlig flatterende. Med ryggen til floden er den store plads Praca Do Comércio et imponerende skue, omgivet af majestætiske regeringsbygninger, en triumfbue der danner indgangen til Lissabon og midt på pladsen en flot rytterstatue af kong José I. Med front mod floden, ligger der et stort ildelugtende sumphul med et par store kloakudløb, og direkte op fra havnefronten ligger resterne af en trappe fra det tidligere kongeslot. OK, der gik et par mænd ude i sumpen med et nivelleringsinstrument , så der skal vel snart ske noget, men det er også på høje tid. Pladsen har i øvrigt været skueplads for et kongemord, idet kong Carlos 1 og hans ældste søn Luis Felipe blev myrdet her i 1908, og det var starten på monarkiets endeligt nogle få år senere, hvor Portugal blev udråbt til republik.

Indtil Allehelgensdag 1. november 1755 lå der på pladsen et kongeslot, men det og store dele af byen blev ødelagt af et enormt jordskælv, derefter ildebrande opstået på grund af ødelagte ildsteder, og som afslutning en 12 m høj tidevandsbølge. Det var en rigtig dårlig dag for Lissabon. Hele kvarteret blev ødelagt i den lavere liggende del af byen, men hurtigt genopbygget af premierminister Pombal med 15 snorlige paralelle gader vinkelret på hinanden og som Europas første forsøg på byplanlægning. Foruden opbygningen af Lissabon og meget andet godt, ville Pombal også indføre præcision i regeringskontorene, så han importerede en last på 200 grandfathers clocks (bornholmerure) fra England.

Bydelen kaldet Baixa og regnes for Lissabons hjerte, og er i dag fyldt med forretninger og flere gågader, og de gamle huse er mange steder beklædt med kakler. Azulejos, som kaklerne kaldes på portugisisk efter ordet azul, der betyder blå, kan dække hele husfacader i ensartede mønstre eller mange steder med store fortællende billeder.

For at spare stejle skridt, kan man fra Baixa og op til det højereliggende kvarter Bairro Alto køre med elevator. Der er en rigtig herlig seværdighed, der i 1902 blev bygget af Eiffels elev Ponsard, og vi betalte gladelig 4 x 170 eskudos for at prøve turen. Tårnet ejes af sporvejsselskabet, og en billet til sporvognene koster 170 eskudos. Grunden til at der skal betales 2 billetter pr. person til elevatoren, er den, at udgangen til Bairro Alto for tiden er spærret, og så skal der selvfølgelig også betales for returbilletten. De sidste 2 etager skal man gå op af de smalle trapper til en lille platform med cafe og en vidunderlig udsigt til byens gamle tage. Kirkeruinen Säo Roque ligger lige ved siden af, og den forbliver som ruin, som et mindesmærke over jordskælvet.

På den ene af Lissabons 7 høje ligger Alfama, der er byens ældste kvarter, og de krogede gader overlevede for en stor del jordskælvet, da de ligger på klippegrund, og højt hævet over husene ligger Castelo de Säo Jorge, Lissabons gamle borg. Allerede for flere tusinde år siden blev der bygget borg på stedet af romerne, og siden blev den udbygget af vestgoterne, inden maurerne med krumsabel indtog borgen og det meste af Portugal. Selvom maurernes overherredømme tilførte mange positive impulser med arkitektur, digterkunst og kunstvanding m.m., var det noget af en torn i øjet på den kristne verden. Mangen en korsridder drog afsted for at afkorte en vantro med et hoved i den gode sags tjeneste, især hvis der fulgte god plyndring med. I 1147 skete der et vendepunkt i uddrivelsen af maurerne fra Portugal, idet Afonso Henriques i spidsen af en flok såkaldte kristne, franske og engelske korsriddere, efter 17 ugers belejring indtog borgen. Som en mindre detalje gik korsridderne helt amok i blodrus, og myrdede og plyndrede både maurere og kristne over en bank.

I vore dage er det noget fredeligere på Castelo de Säo Jorge, med skyggefulde træer imellem de gamle mure og man kan gå på borgens mure bag skydeskår, og kikke ud over byen og floden, hvis der da ikke pludselig bliver tåget, som da vi var der. Tæt op af borgmuren på den ene side ligger noget, der nærmest lignede en skrotplads, så det er ikke alle steder den romantiske sans for gamle borge er lige fremherskende. Indenfor den ydre ringmur ligger en lille bydel Canta Cruz, og i de krinkelkrogede gader, var der virkelig gang i restaureringen af husene, med byggestilladser næsten op ad hvert andet hus.

De gamle sporvogne snoede sig igennem gaderne i Alfama, og vi fulgte sporvognsskinnerne op til endestationen for linie 28, hvor folk stod i en nydelig kø, ligesom alle andre steder ved offentlige transportmidler. Ned gennem de stejle smalle gader og rundt om hushjørnerne med kun 10 cm friplads og senere igennem det flade Baixa og så op af højen på den anden side til Bairro Alto til den anden endestation. En herlig tur for kun en flad femmer.

Ved endestationen lå en stor kirkegård Cemitério dos Prazeres med i tusindevis af små familiemausolæer tæt op af hinanden, og det gade op og gade ned. Alle mausolæerne havde døre og nogle havde vinduer med falmede gardiner. En dansk kirkegård synes jeg er fredelig, men denne ville jeg nødig gå på en mørk aften, hvis nu der kom nogen frem og sagde "BØH".

Vi havde gået rundt i Lissabon hele dagen og ikke set en eneste tigger, men i toget på vej tilbage til Estoril kravlede en mand igennem midtergangen, skubbende en skål med penge foran sig og med tilsyneladende lamme ben slæbende efter sig. Et noget rystende syn, som jeg ikke glemmer foreløbig.

Dagen var helliget Kristus, ikke i stille bøn, men vi ville over på den anden side af Tejo-floden, og se nærmere på den store Kristusfigur, der breder sine arme ud mod Lissabon. Da vi ikke kunne få lov til at gå over den store hængebro, var det nemmest at tage en af færgerne ved Cais do Sodré, og på kun 10 minutter og for et symbolsk beløb på 110 escudos, var vi ovre på den anden side af floden. Der går bus fra havnen op til Cristo-Rei, men det var det rette sted at røre apostelenes heste, så vi tog bestik af retningen, og gik igennem et livligt bykvarter med udpræget mangel på hundeposer. Kristusfiguren står på en bakketop, med flot udsigt til den travle nærliggende 25. April-bro, og figuren er rejst af portugisiske kvinder i taknemlighed over, at Portugal undgik 2. verdenskrig. På et 85 meter høje fundament, står den 28 meter høje kristusfigur, og tænk jeg har altid troet, at Kristus havde glorie, men i dette tilfælde havde han i hvert fald antenne. For 300 escudos kan man komme med elevator til toppen af fundamentet, men det var der foruden os kun nogle få andre, der havde lyst til, og måske havde billetsælgeren/elevatorføreren aktier i foretagenet, for han virkede noget sur.

Tilbage med færgen, og med bussen kørte vi 6 km nordøst for centrum op langs floden, til området Parcue das Nacöes, der i 1998 husede Expo 98 verdensudstillingen. Jeg havde egentlig forestillet mig et forladt udstillingsområde som noget spøgelsesagtigt, men jeg tog grundigt fejl. Området havde tidligere været tilegnet benzindepoter og lossepladser, men en hel ny super moderne by er skudt op ved siden af Expo området, som er alt andet end forladt. Allerede ved busholdepladsen, som viste sig at være en stor moderne terminal med et kæmpe butikscenter, fornemmede vi noget stort, og vi gik måbende ind på udstillingsområdet. Expo bygningerne anvendes stadig til messer og kulturelle aktiviteter, og der var gang i restauranterne med masser af mennesker. 130 lande havde deltaget i udstillingen, og de forskellige landes flag blafrede stadig fra flagstængerne og gondolen, der havde bragt udstillingsgæsterne fra den ene side af området til den anden, kørte stadig. Udstillingen havde haft havet og det våde element som tema, og området var spækket med alskens vandkunst som geysere og vandfald og andre våde finurligheder.

Som en flot baggrundskulisse til området ligger den nye Vasco da Gama-bro, der med sine 18 kilometer kan bryste sig af at være Europas længste vejbro.

På en ø midt i Expo området ligger Oceanarium, og det er en seværdighed i topklasse. Entreen på 1700 escudos fik mig til at blegne, for det var ellers gået så godt hele dagen med rejsekassen, men jeg mandede mig op og betalte, og det viste sig rigeligt at være pengene værd. Oceanarium er med 5.000 m3 vand, Europas største akvarium og med panoramaruder i 2 etager og fyldt med alle de fisk, rokker og hajer, man kan ønske sig. Omkring det store akvarium var mindre akvarier, nogle også i 2 etager, hvor der øverst var kold luft, hvor pingviner trippede afsted og havfugle fløj rundt, og i nederste etage kunne man se pingvinerne dykke ned mod bunden. Der var også bassiner med havoddere, og mindre akvarier med alt i blæksprutter, søanemoner og havdrager, hvor sidstnævnte er en fisk, der ligner en mellemting mellem en plante og en drage.

Næsten ved udgangen var en ledig bænk, og enten havde vi ømme fødder, eller også var vi hensunket i betagelse, men vi sad næsten en time foran en af de store panoramaruder, og jeg følte mig som kaptajn Nemo på havets bund.

Søndage i Lissabon er stille med meget lidt biltrafik i forhold til hverdagenes mylder, og forretningerne og mange af restauranterne er lukkede..

Gaderne var også næsten mennesketomme, så vi kunne næsten ikke kende byen igen, medens vi gik igennem Baixa til den store plads Rossio, der efter sigende er Lissabons naturlige midtpunkt, men for tiden er et stort byggerod. Midt i rodet står statuen af Dom Pedro IV, og hvem den herre er, ved jeg ikke, men statuen var egentlig tiltænkt kejser Maximilians af Mexico, og statuen var i sin tid på vej til Mexico via Lissabon, da der kom meddelelse om af Maximilian var blevet henrettet, og så blev statuen hvor den var.

Vi arbejdede os nordpå og opad Avenida da Liberdade, der med en bredde af 90 meter er Lissabons mest imponerende boulevard, med plads til palmer og nyudsprungne plataner.

Boulevarden ender i en rundkørsel med flot udsigt over Lissabon, og midt i rundkørselen står et enormt stort monument over premierministeren Marqués de Pombal, ham der genopbyggede Lissabon efter jordskælvet. Foruden Pombal selv, der havde den mest dominerende plads i monumentet, var der mænd og heste, der arbejdede og stred, så årerne svulmede i anstrengelsen under genopbygningen, men alligevel har kunstneren ikke kunne dy sig for, midt i kunstværket af få placeret en kvindefigur med bare strittende atributter.

I lygtepælene i samme rundkørsel, sad små røde flag med hammer og segl, og det må være de sidste kommunistiske krampetrækninger efter fagbevægelsens ønske om, efter revolutionen i 1974, at omdanne Portugal til et slags vestligt kommunistisk svar på DDR.

Store parker ligger i området, og det er værd at gå forbi sportspavillionen Pavilháo Carlos Lopes, der oprindelig i 1923 blev opført til en udstilling i Brasilien, 100 året for Brasiliens løsrivelse fra Portugal,. men siden flyttet hertil. Pavillonen ligner nærmest et slot udvendigt med sine statuer og store farvestrålende azulejos, men indvendig er det en kedelig tom sportshal.

Det hele var timet til mindste detalje, for vi stilede mod Gulbenkain kunstmuseum, der havde gratis adgang om søndagen, og ifølge vores rejseguider var museet et af verdens rigeste private kunstsamlinger af antik og orientalsk kunst foruden alle de store malere som Manet, Degas, Renoir, Rubens, Rembrandt m.m. Museet er en testamentarisk gave efter Calouste Gulbenkian, der var armener, men indtil sin død i 1955 tilbragte de sidste 13 år af sit liv i Lissabon. Gulbenkain var tilstede på rette tid og sted og fik formidlet en kontrakt mellem en stor oliestat og et stort olieselskab, og Gulbenkain skulle kun have 5% af kontraktens flow af olie og penge. Museet er kun et af de talrige kunstneriske og kulturelle aktiviteter, der er donoret af Gulbenkain, bl.a flere hundrede biblioteker spredt ud over Portugal.

Det var med store forventninger vi fandt museumsbygningen, der var en stor grim cementbygning, og vi gik ind i en kæmpestor mørk hal, hvor billetkontoret var lukket, men det var jo også søndag. Resten så også noget lukket ud , men der var dog lys nede i kælderen og efter at have afleveret min rygsæk i en kæmpestor garderobe, gik vi ind blandt kunstværkerne. Udstillingen i kælderen var kun af maleren Ferdinand Gear, der sikkert er fin og berømt, og hvis man stod et stykke væk og kneb øjnene sammen, så de da også farvestrålende ud, men de var bestemt ikke min smag med simple figurer uden ansigter. Efter meget besvær fandt vi ud af, at resten af museet var lukket grundet ombygning, og jeg priste mig lykkelig over, at det var søndag, og det vi havde set var gratis.

I forbindelse med Gulbenkian-museet ligger en smuk park, og i den ligger Centro de Arte Moderna med moderne portugisisk kunst. Det museum var også lukket, måske grundet ombygning, eller fordi det var søndag, det vides ikke, så vi begyndte i stedet for at lede efter Lissabons botaniske have.

Lige meget hvad man træner til, er byvandring i Lissabon en udmærket træning, idet de 7 høje med tilhørende stejle gader op og ned, virkelig giver sved på panden, og selvom vi havde den botaniske have på et kort, var det sin sag at finde en åben indgang. Haven er fra 1873 og ligger på et skrånende terræn med mange slyngende stier og smådamme, og den udmærker sig især ved sine mange palmer og andre subtropiske vækster. (Entre 250 escudos.)

Nogle af alle de mennesker, vi ikke kunne finde i gaderne, sad i en lille park med spadserende familier, legende børn og ældre mænd, der sad og spillede domino. Det var efterhånden blevet sidst på eftermiddagen og med Lissabon lukket næsten helt ned, havde vi ikke fået frokost, udover en kiks vi havde delt i Botanisk Have, så det var med et lettelsens suk, vi fandt en åben McDonald. En menu kostede 650 escudos, og det er første gang vi i en McDonald har set personalet sidde med ved bordene, men måske fordi chefen holdt søndag.(Det er ikke fordi jeg har noget imod det, jeg har bare ikke set det før).

Sintra ligger 28 km nordvest fra Lissabon og omkring 10 km fra Estoril, og vi havde fundet ud af, at bus 403 kørte til Sintra med start fra Cascais. Der går også tog til Sintra fra Lissabon og også en mere direkte buslinie fra Estoril, men det sidste vidste vi ikke på det tidspunkt, så vi startede på den næsten 1½ time lange bumlerute op igennem små bjerglandsbyer og ud og vende ved Cabo da Roca. En af dagene havde vi planer om at gå ud til Cabo da Roca, der er det europæiske fastlands vestlige punkt, men det så ikke helt nemt ud langs kysten, og der var i hvert fald ingen veje. Busbilletten fra Cascais til Sintra koster 530 escudos, og det er faktisk en oplevelse i sig selv, at køre i bus med de lokale. Skolebørn, husmødre og gedehyrder stiger af og på, og på den sidste del af turen knevrede chaufføren og 5 lokale damer i munden på hinanden, og det lød som om de havde det morsomt.

Sintra ligger i Serra de Sintra, der ikke udmærker sig ved de svimlende højder (400-500 meter), men har en utrolige grøn frodighed. Den historiske del af Sintra har hyggelige krogede gader og et par gamle kongeslotte, og det er alt sammen noget, der trækker turister til, og også H.C. Andersen har på sin sidste udenlandsrejse boet i byen. Og sagt med det samme – lovprisningen af Sintra er ikke overdrevet.

Det tidligere kongeslot Palácio da Vila går tilbage til det 14.århundrede og kendes på lang afstand på sine 2 kæmpestore koniske skorstene, hvor hele slotskøkkenet ligger i bunden af skorstenene. Slottet indeholder overdådigt udsmykkede rum og snævre trapper, og der er flere små spindsfindigheder at lægge mærke til, bl.a. salen med de malede våbenskjolde fra 72 portugisiske adelsfamilier, men siden 1758 er der kun 71 skjolde, da en familie kom i unåde. Et andet rum med skræppende skader, symboliserede slottets hofdamer, der skræppede op efter et uheldigt placeret kongeligt kys. Entre 600 escudos, og det kan godt betale sig at komme tidligt, for da vi kom ud stod der en lang kø, og de lukker kun en vis mængde ind af gangen.

Ad en lille vej der blev endnu mindre, fandt vi en zigzak sti op af det frodige skovklædte bjerg, til den mauriske fæstning fra det 7. århundrede. Fæstningen strækker sig over 2 bjergtoppe med løbegange, skydeskår og vagttårne, og det var simpelhen så malerisk og med en fantastisk udsigt til den underliggende by, landskabet og i det fjerne Atlanterhavet. Det var halvskyet, og vinden susede omkring murværket, men alligevel blev 3 ting opfyldt i vores spisepause, selvom det virkelig er alt for meget. Vi fandt et sted med læ, der var udsigt og sandelig om solen ikke begyndte at skinne.

Fra den mauriske fæstning er der udsigt, til den næste bjergtop med kongeslottet Palácio da Pena, der med et potpourri af blandede stilarter og løvefødder, næsten overgår ens fantasi. For sent fandt vi ud af at slottet har lukket om mandagen, og det nyttede ikke, at vi dunkede på borgporten, og det så ellers så spændende ud.

I stedet fandt vi af utallige småstier Serra de Sintras højeste punkt Cruz Alta 529 m, og det var faktisk ikke helt nemt at finde, for den tætte trævækst op af bjerget tog udsynet. Der var skilte med pile, men der stod der ikke, hvor pilene førte hen, og nogle gange lå pilene på jorden, så man selv kunne vende pilen, hvorhen man ville. Der var en gammel bilvej næsten til toppen, men den så meget ubrugt ud, og har vel nok i sin tid været beregnet til herskabet, hvis de skulle op og nyde udsigten.

Omkring Palácio da Pena ligger den store og i hvert fald nu noget vilde Penapark, og vi havde en dejlig nedtur imellem amerikanske redwoods, kamelia og træbregner, der voksede langs rislende vandløb og små kunstfærdige damme.

Mellem Sintra og Cassais er der omkring 12 km, men da vi i bussen tilbage havde kørt i en halv time, stod der 21 km til Cascais. Enten var det fartdjævelen, eller også var det bare for at overholde køreplanen, at den unge chauffør kørte vildt ned af de krogede bjergveje, og selvom jeg er aldeles ugudelig slog jeg korsets tegn, da turen endte lykkeligt i Cascais.

Vi ville prøve at gå ud til Cabo da Roca, og selvom vi havde været derude og vende med bussen dagen før, havde bussen kørt inde i landet, og vi ville gå langs kysten. Vi manglede et godt kort over omegnen og i vores guidebøger var det kun nævnt, at 8 km vest for Cascais ligger stranden Praia do Guincho, og lidt længere fremme, som der stod, ligger Cabo da Roca. Det lød overkommeligt, især når vi påregnede at tage bussen tilbage.

Det første lange stykke efter Cascais følger vejen kystens stejle klipper, og i den ene side var der endda en cykelsti, så der var godt at gå, og vi nød brændingen og den sparsomme barske vegetation.

Dagen før havde jeg oppe fra bjergene og derfor på lang afstand set en lang flad spids ud med en sandstrand til den ene side, men det ville ikke rigtig passe med den virkelighed, vi nu travede rundt i og heller ikke med vores kortskitse. Vi kom da til en bred sandstrand, med sandfygning over vejen og en stor vandreklit på modsatte side af vejen. Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at smide støvlerne og soppe lidt rundt, og vandet var såmænd ikke koldere end på en dansk sommerstrand, men udover en enkelt mand, der prøvede at sætte en kæmpedrage op, var vi de eneste på stranden.

Der stod et skilt med Praia do Guincho, så det måtte være den strand, der var omtalt i bogen, og vi skulle nu kun lidt længere frem, og der lå da også et fyrtårn nogle kilometer længere fremme i det nu bjergrige terræn. Vejen svingede væk fra kysten, og det der på afstand lignede grønt græs, viste sig at være tæt torne krat i omkring 1 meters højde. Vi gjorde virkelig et hæderligt forsøg på at forcere "græsset" langs kysten, men måtte opgive, og skråede i stedet over mod vejen for at følge den. Vejen bugtede sig rundt og gik nu efterhånden op i bjergene, og det var for resten ikke så morsomt at gå i den vejkant, med nogle af de nærmest sindssyge portugisiske bilister, der godt kunne finde på at overhale foran et uoverskueligt bjergsving.

På Madeira er der allevegne rent som på et stuegulv, men det er synd at sige om denne del af Portugal, hvor der langs vejene ligger jævnt med affald. En lille kløver med store gule primulablomster gjorde sit bedste for at dække over menneskenes forsømmeligheder, og det så ganske flot ud med de store gule skråninger.

Oppe fra bjergene kunne jeg nu få virkelighed og kort til at passe sammen, og det vi egentlig ikke havde oplevet som en spids, da vi gik ved stranden, hed Capo Raso, og det havde jeg vistnok i min enfoldighed forvekslet med Inferno.

Tilbage til vejkanten fandt vi en kilometersten, hvor der stod 14 km til Cascais, og først ved 18 kilometerstenen, gik der en vej fra, med de sidste 2-3 kilometer til Capo da Roca. Guidens lidt længere fremme var noget af en underdrivelse, hvis man da ikke er en havmåge, der kan se stort på en bugtet vej.

Capo da Roca er det europæiske fastlands vestligste punkt, og med den sparsomme vindblæste vegetation, og et fyrtårn fra 1772, er det et betagende barsk område. Helt ude på klippekanten står et stenkors og så er der ellers 140 meter lodret ned til Atlanterhavet. Jeg havde egentlig forventet et væld af turistboder, men der var kun en lille turistinformation og en enkel mindre restauration, hvor der heldigvis kunne købes is.

En times ventetid på bussen er ikke det værste, der kan ske, når det foregår op af en solrig væg til et gammelt fyrtårn, og med udsigt til klipper og hav. Med det løse fik vi den dag gået 28 kilometer, og da vi nåede tilbage til hotellet, ville Gitte ikke tage elevatoren, men hellere gå op af trapperne til 6. Sal, bare for at få lidt kondition.

Lissabons domkirke Sé (det er ikke en skrivefejl den hedder Sé) havde vi gået og set på afstand, og den er ret dominerende i bybilledet med sine 2 bestandige fæstningsagtige tvillingtårne. Kirken blev grundlagt i 1150, kort efter at Portugals første konge havde fordrevet maurerne fra byen, og de to tårne har overlevet både jordskælvet og forskellig ombygninger. I kirkens indre findes forskellige gravmæler med stenfigurer, der hviler på puder, der dog nok er endnu hårdere end vores hotels hovedpuder. Moderne tider havde indfundet sig i kirken, og der var ikke noget med levende lys, når der skulle gøres bod for en synd. Nu kan man få tændt et elektrisk lys, og hvis man kun har en lille synd, der skal forlades, kan man få en hel time for 50 escudos.

Bagved kirken ligger et rigtig hyggeligt kvarter med snævre krogede gader, og vi stilede mod den næste kirke Santa Engrácia, der med sin store kuppel ses viden om. Kirken blev påbegyndt i 1682, men stod først færdig i 1966, da kuplen endelig kom på plads. Portugiserne har ligefrem et udtryk obras de Santa Engrácia der er synonym for forsinkede eller aldrig fuldførte projekter.

Da vi nærmede os kirken, var der ballade i opmarch, for foran kirken stod 40 hjelmklædte politifolk linet op med skjolde og hunde, og foran dem stod et par hundrede mennesker med bannere og skilte GO, OUT, ENOUGH, STOP, RESIST m.m. Det så foreløbig ret fredeligt ud, så vi stillede os først op blandt "pøbelen" for at se, hvad der skulle ske, men da jeg fik øje på politiets vandkanon, fortrak vi lige så stille ind i kirken, hvor en trappe førte op til en balkon, med en fin udsigt til optøjerne.

Nu fik vi øje på flere store kameraer, og da et træ sagde klap, begyndte folkemængden at huje og gå frem mod politiet, der til forsvar tændte vandkanonen, og spulede folk godt igennem. En mand i gul jakke skilte sig ud af mængden, idet han løb rundt med et tomt glas, og prøvede at fylde bægeret fra vandstrålen, men da han gennemblødt kom helt frem til vandkanonen, slukkede den. Vi gisnede om, at det var optagelsen til en reklamefilm, men vi manglede jo pointen, som måske kunne være noget i retningen af: "Det er nemmere at slukke tørsten i Coca Cola".

Kirkebygningen bliver tilsyneladende ikke brugt til kirkehandlinger, da der i dens indre var en stor og meget fin udstilling af kirkekunst. Desværre kunne man ikke komme op i selve kuppelen, selvom det var anført i vores rejseguide, men det kunne jeg ikke overbevise billetsælgeren om, så vi måtte nøjes med udsigten fra balkonen rundt om kuppelen.

Vi kørte igen ud til EXPO 98, da vi ikke var helt færdige med området. Der havde været reklamer til en udstilling/forestilling, eller hvad der gemte sig bag titelen: "Camóes noutra dimensáo". Biletterne kostede 1000 escudos og købes ved billetsalget til Oceanariet, og vi blev flere gange spurgt, om det var udstillingen, vi ville se og ikke akvariet. Det kunne vi bekræfte, og hun sagde et øjeblik og ringede op og sagde så, at de ventede på os i en anden bygning. Vi var kun en halv snes mennesker, og vi blev udstyret med høretelefoner, så der kunne vælges sprog, og i hold bliver man lukket ind i forskellige lokaler med kulisser med lyd og billeder. Finalen er en tur i opdagelsestiden, ombord på en portugisisk skib engang i 1400 tallet. Forestillingen blev vist på et stort lærred og godt garneret med computergrafik og specialeffekter og med bevægelige sæder, der fulgte skibets rullen. Vi kom i kamp med pirater, og det tordnede og stormede, og tilsidst gik skibet ned, og vi fulgte en person, der drev rundt på en tømmerflåde og opdagede nyt land. Det var bare rigtig rigtig godt lavet, og temaet for forestillingen var da også tankevækkende: "Livet er ikke kun skæbne, men også muligheder".

Jeg kunne godt tænke mig at se forestillingen igen, for det distraherede en del, at en stakkels pige på 4-5 år gik i panik under den livagtige forestilling.

Vi manglede jo Palácio da Pena i Sintra, og denne gang tog vi hurtigbussen fra Estoril, der kun er 50 minutter om at køre de 11 km til Sintra, for den skal jo alligevel ud på alle mulige svinkeærender. Stationsbygningen i Sintra er smukt dekoreret med store azulejos, og der ligger faktisk også en turistinformation i bygningen, der gladelig udleverer kort over byens attraktioner.

Det var næsten skyfrit og den varmeste dag med 20 grader, og det kan godt få sveden frem op ad den stejle vej op til slottet. Vi gik igennem kvarteret Sáo Pedro og rundt omkring kirken er der bare rigtig hyggeligt med krogede gader og ingen turister udover os selv. Omkring slottet myldrede det til gengæld med turister, men det er også forståeligt, for det er virkelig en attraktion, der er værd at se. For det første beliggenheden på toppen af en bjerg, og så er det et rigtigt fantasifuldt eventyrslot med blanding af alle mulige stilarter og alle de krummelyrer, løvefødder, fantasifigurer, tårne og brystværn, der kan hænge på. Selve slottet er ikke særlig gammelt kun fra midten af 1800 tallet, men med dele af et kloster fra det 16. århundrede.

Slottet blev bestilt af prins Ferdinand og bygget af en tysk arkitekt von Eschwege og var i en årrække sommerbolig for den kongelige familie, indtil den sidste kun 21 årige kong Manoel 2. i 1910 måtte flygte over hals og hoved og se sit land blive republik. I 721 år havde Portugal været et kongerige og regeret af forskellige kongehuse, der i perioder havde nydt godt af de rigdomme der strømmede til landet og forgyldte kongen og hans omgivelser, og det kan vi så nyde lidt godt af i dag.

Klassisk "borgmusik" strømmede ud af højtalerne ved billetkontoret, og selvfølgelig var entreen ikke gratis, som der stod i vores guide, men dog kun 600 escudos. Kongens gemakker står næsten urørte, som da kongen flygtede med massevis af nips rundt omkring og af interiøret skal især fremhæves et rum med alle møbler i meisnerporcelæn og et andet i teak med de fineste udskæringer.

Fra slottets terrasse med cafe var der den dejligste udsigt, og nu fik jeg øje på en statue, der stod i ensom majestæt på en bjergtop i nærheden. Den ville jeg da gerne se nærmere på, så vi tog bestik af retningen og nåede også næsten helt derop, indtil et lodret klippestykke kun 5 meter fra statuen satte en stopper for den videre udfoldelse. Bjergklatring og sandaler er heller ikke den bedste kombination, og jeg manglede vist også et reb, men jeg fik da set, at statuen forestillede en ridder måske kong Fernando selv.

På vejen tilbage skulle vi lige op og runde maurerborgen igen, for det var så malerisk, at det næsten ikke var til at komme over og så videre ned til Sintras historiske centrum og tilbage med bussen.

Det blæste kraftigt ude fra Atlanterhavet, så vi håbede senere på en god brænding. Inden vi startede dagens kulturelle aktiviteter, sad vi en time og nød solen, og når den gik bag en sky frøs vi med anstand, men vi havde set TV aftenen før og set, at København havde 4 grader, så vi glædede os over vores 15 grader.

Vi ville ind os se noget mere til Bélem og kørte en station længere og gik tilbage langs vandet og næsten lige under 25. Aprilbroen ligger en række fasionable spisesteder og en marina med livlig aktivitet. Gangtunnelen mellem Henrik Søfarerens monument og Jerónimos, der er en af Lissabons topseværdigheder, var hjemsted for et par hjemløse, deres senge lå der i hvert fald endnu, og bestod af store plastikposer foret med pap. Der er et tigerspring mellem en hjemløs seng og Mosteiro dos Jerónimos enorme klosterkompleks med overdådige stenkniplinger i manuelinsk stil. Bygningen blev bygget for de rigdomme, der fulgte i kølvandet på Vasco da Gamas opdagelse af søvejen til Indien, og hans gravmonument findes i kirken foruden 5 konger, 7 dronninger og 19 prinsesser, der er anbragt på små stenelefanter. Enorme søjler bærer kirkeloftet, og mine tanker gik straks til Ken Follets "Jordens Søjler", der på en spændende og interessant måde fortæller om genvordighederne ved et katedralbyggeri i middelalderen.

Det myldrede med turister, der nød den gratis adgang til kirken, men hvis man ville videre ind i klosteret og se den berømte klostergård, koster det 600 escudos.

Museum Nacional de Arqueologia, der har til huse i sidebygningen til klosteret, var under ombygning. Alligevel lukker de folk ind for 400 escudos (der var nu kun os og en enkelt japaner) og nogle stenredskaber, lidt bronze og potteskår og et par egyptiske mumier var hurtig overset.

Det kæmpestore firkantede kulturhus i Bélem fandt vi ikke rigtig ud af. Der var vist også nogle udstillinger, men vi nøjedes med under en regnbyge at snuse rundt i en stor boghandel.

Museu de Arte Popular var også under ombygning og kunne ligeså godt være helt lukket, og billetsælgeren så også nærmest forbavset ud, da der kom nogen, der ville betale 350 escudos for at komme ind. Vi kunne godt forstå, han blev forbavset, for efter at have set de få rum med farverige keramikfigurer i primitiv udførelse, slog vi personlig rekord i hurtigt museumsbesøg.

Karet-museet ligger også i området, men vi havde opbrugt dagens museumskvote (det var nok også under ombygning) så vi gik til Torre de Bélem og nød den gamle bølgeombruste stenbygning inden vi tog til Cascais og gik vores yndlingspromenade langs Atlanterhavet til Estoril.

Ude i bjergene halvvejs til Sintra skulle ligge et lille franciskanerkloster fra det 16. Århundrede. Klosteret Convento dos Capuchos er bygget ind i klipperne og de små asketiske munkeceller er beklædt med kork. Videnskaben er lidt i tvivl, om korken skulle give absolut stilhed under meditationen eller den skulle tjene som isoleringsmateriale i de lange kølige vintre, men det kunne da i hvert fald være interessant at se klosteret, især da det er optaget på Unescos World Heritage.

Vores dag var planlagt, for vi havde været på Estorils turistkontor og fået et kort over området, og fået at vide, at man ikke kan køre helt derud med offentlige transportmidler, men at man skulle gå de sidste 4 km, og det skulle jo ikke være noget problem.

Der var 1 time til bussen kørte fra Cascais, så vi fik en dejlig stund op af en varm solrig mur på stranden. I en af småbyerne, vi senere kom igennem med bussen, stod konerne midt i landsbyen og vaskede tøj i nogle store stenkar, så der er nok stadig nogle forskelle på vores eget nordlige smørhul og et af de sydlige EU lande.

Vi stod af bussen i Pé da Serra, og der stod et stort vejskilt med Convento dos Capuchos 4 km, så vi fulgte en snoet bjergvej op igennem nogle vilde skove, og nåede frem til vejkrydset, hvor klosteret skulle ligge. Der var dog ikke noget kloster at se, og ingen skilte og ingen mennesker, så vi gik 1 km længere frem mod Sintra, inden vi vendte om og gik tilbage til vejkrydset. Et par store drenge kom cyklende, og de sagde, at vi skulle tilbage mod Pé, så vi måtte jo have overset skiltet til klosteret.

Efter et par kilometer tilbage igen, gik vi ned til nogle huse, hvor vi fandt en mand, og han startede med at sætte sin finger et sted på kortet og sagde, vi var der, og det var jeg helt sikker på, at vi ikke var, så ham havde vi ikke meget tiltro til. Men han forklarede også, at vi skulle tilbage til vejkrydset igen, og ned ad den venstre vej. Vi var faktisk lige ved at give op, men var alligevel blevet stædige, og for 3. gang ankom vi til vejkrydset og gik ned af vejen uden antydningen af noget skilte. Endelig 1 km nede af vejen dukkede klosteret op bag hegn og pigtråd og lukket grundet restaurering, og de håbede på vores forståelse, hvis vi havde haft ulejlighed. Et lille skilt oppe ved vejen havde ikke gjort noget, og Estoril turistinformation kunne måske også være lidt bedre informeret, men vi havde da fået en tur ud af det.

For ikke at gå det samme vejstykke fra vejkrydset til Pé for 4. gang gik vi ud af den sidste vej, vi endnu ikke kendte og kom igennem forbavsende øde bjerg- og skovområder, inden vi i den lille landsby Malveira da Serra fandt en bus til Cascais.

Det begyndte at tynde lidt ud med seværdigheder og efter vores ene guidebogs 25 vigtigste seværdigheder, havde vi set i hvert fald de 20, men udenfor nummer ville vi gerne se Lissabons Zoo.

Ved Rossio går en af de skrå sporvogne op og den skulle vi da også prøve. Sporvognen har 2 langsgående bænke, og for at de nederste passagerer ikke skal blive mast på vej op af den meget stejle gade, er sporvognen bygget med skråt understel. Det er en meget gammel sporvogn, og den kører vist nu mest for turisterne, og det er også en sjov tur, selvom strækningen kun et par hundrede meter.(170 escudos.)

Fra Rossio går der metro til bl.a. Zoo og metroens vogne er fine og nye med anatomiske ryglæn, og en tur koster kun 100 escudos.

Zoologisk Have ligger i en stor tidligere park, og i et område foran indgangen, ligger en slags tivoli med et begrænset antal forlystelser og ellers blomsterbede, springvand og restauranter. Det koster 1990 escudos at komme ind, og trækplasteret er et delfinshow, der efter sigende skulle være Europas bedste, og desuden er der et komisk søløveshow både formiddag og eftermiddag.

Selvom de fleste af dyrene havde store bure, virkede haven lidt gammeldags, og i hvert fald menneskeaberne så ud som om de sad i fængsel og ligeledes nogle af de store katte, hvor en af tigrene var så tynd og sølle, at den burde være på de evige jagtmarker for længe siden.

En åben gondolbane går rundt i hele haven, og man svæver over arealer med flodheste og løver og videre ud over tivoliområdet med maddufte stigende op fra restauranterne. Der findes ingen spisesteder i Zoo, og først da vi gik ud sidst på eftermiddagen, opdagede vi, at man kan få et stempel på hånden og gå ud og ind hele dagen, men man kan da gå langt på en halv bolle.

I et hjørne af kirkegården ligger en hunde- og kattekirkegård både med gravsten og blomster, men ellers gik vi og ventede på delfinshowet kl 15, og det var da også værd at vente på. Lige efter delfinerne er der søløveshow, og selvom delfinerne kan springe højere, kan en søløve lære en hel del flere hundekunstner end en delfin, og det er vist umuligt at ramme ved siden af et søløvegab med en halv sild. Efter showet går søløverne rundt blandt publikum og uddeler kys.

Jeg kender ikke de nærmere sociale forhold i Portugal, men det siges, at der stadig findes slumbyer a la bølgeblik visse steder i udkanten af Lissabon. Vi så nu ikke selv noget, udover et enkelt mindre sted langs banen mellem centrum og Estoril, og det så ud til, at skurene var ved at vige pladsen for nybyggeri.

Vi oplevede også kun et minimum af tiggeri, faktisk kan man støde på flere i hovedstaden til et af verdens rigeste lande, København. Der var dage i Lissabon, hvor vi ikke så en eneste, men de 3 tilfælde, vi så denne sidste søndag i Lissabon, kan man nok ikke se på vore breddegrader. Den første var nu ikke så slem, det var en ung radmager mand, der i 12-15 grader sad på knæ med nøgen overkrop, bøjet hoved og et coca cola bæger i hånden og den anden en gammel kone, der sad på et tæppe og fremviste sine rødskjoldede ben. Den sidste glemmer jeg aldrig, og min hjerne nægtede først at tro på andet, end at det var en maske fra en gyserfilm. Elefantmanden x 10 og ellers kun et øje i en rød og uformelig masse og han sad og fremviste sit ID-kort med det samme ansigt. Undskyld, hvis der er nogen, der bliver utilpasse og tak vores høje skatter og sociale sikkerhedsnet for, at det ikke er nødvendig i Danmark.

Den sidste dag i Lissabon holdt vi os til de nogenlunde nære omgivelser og gik til Cascais forbi Boca do Inferno, hvor gryden var gået af kog, og det så lidt tamt ud. Det var dog værd at gå videre ud til Capo Raso, hvor der stadig var hvid brænding, selvom havet så helt stille ud. Vejret var halvskyet, men vi fik alligevel en masse sol, og vi gik bare og "dangderede" den og fik nogle gode lange pauser, medens vi beundrede bølgerne, og for sidste gang gik vi langs esplanaden til Estoril og sad på en kant og nød stemningen, inden vi gik op til hotellet og pakkede.

I hele ferien havde vi spist de mere ydmyge steder. Vi havde en Telepizza næsten ved siden af hotellet, og der spiste vi næsten hver anden aften, og ellers var det en burger eller noget brød og ost, som vi selv smurte, så hvad prislejet på restauranter er i Lissabon, har vi ingen anelse om. Vi holdt os fint under feriebudgettet på 270 kr. om dagen til mad, entreer og transport, men den sidste aften skulle der alligevel skejes ud, så vi gik ned i hotellets restauration og fik deres 3 retters menu, og det var kun 3 gange så dyrt og smagte halvt så godt, som det vi ellers havde levet af.

Hjemtransporten gik bare perfekt, med lufthavnsbussen tidlig om morgenen og behagelig flytransport med TAP Air Portugal og en næsten alkoholfri sidedame.

Vi var overordentlig glade for, at vi boede i Estoril ved de friske skumfyldte Atlanterhavsbølger, der bare er en lise for sjælen. Det er meget hyggeligt blot at spadsere rundt i Lissabons krogede gader, og gå op og ned af de 7 høje med de gamle sporvogne, men på min egen top 4. liste kommer Sintra kongeslotte og maurerborgen på førstepladsen, tæt forfulgt af Oceanarium i EXPO 98, Europas vestligste punkt Capo da Roca og det eventyrlige gamle Torre de Belém i Tejo flodens mudrede øh blå vand.

Tilbage til forsiden