På vej hjem fra arbejde går jeg ofte ad Vesterbrogade, og på Irmahjørnet ved til Det Ny Teater står der tit en ”Hus Forbi” sælger. Han er altid yderst høflig, og selvom man ikke køber noget, får man altid et ønske med om at have en god dag.

En dag tog jeg lidt mod til mig, købte avisen og fik en lille snak. Jeg spurgte om jeg måtte fotografere ham, og det fik jeg beredvilligt tilladelse til. Han fortalte, at han hed Kim, og at han før i tiden sov under buerne ved Det Ny Teater, men nu var det efterhånden blevet for farligt at sove på gaden på Vesterbro. Han havde derfor fundet sig en stak sveller på en af omegnsstationerne, og ved at bakse lidt rundt med dem var det blevet til en hule, hvor han næsten kunne stå op. I hulen var der en hængekøje og et gasblus, og så var det et fredeligt sted. Hans hund var lige død – og det havde været en sørgelig affære, men der var ikke planer om en ny hund, selvom den gamle var god til at passe på pungen med pengene, og den med stolthed bar avistasken.

Kontanthjælpen var for tiden taget fra ham, fordi han ikke ville i aktivering i et eller andet job, som han overhovedet ikke kunne se sig selv i. Så nu levede han af salget af aviserne, og på gode dage fik han solgt 20 aviser. En ”Hus Forbi” avis koster som bekendt 20 kr., men det er kun de otte kroner, der går til sælgeren, så ved en hurtig hovedregning kunne jeg godt se, at det ikke var nogen guldgrube.

En anden hjemløs af hunkøn kom hen til Kim, og hun blev præsenteret som Pia og tidligere kone, men nu var status, at de kun var makkere, men hver aften delte de dagens udbytte i porten. Pia havde mørke rande under øjnene, og det ene øje var ildrødt. Hun fortalte, at hun var blevet overfaldet af tre unge mænd, der fire gange havde sparket hende i ansigtet og røvet dagens omsætning. Lægerne på hospitalet havde sagt, at hun sandsynligvis ville undgå varige skader. Jeg kunne kun udtrykke min dybeste fordømmelse af overfaldet, og så købte jeg også en avis af hende.

Et par uger efter mødte jeg Kim igen, og han kunne godt huske mig, og da han havde fortalt, at han godt kunne lide en øl, inviterede jeg ham hen på det nærmeste værtshus for så samtidig at spørge ham lidt mere ud. Han var bestemt ikke meget for at forlade sit Irmahjørne, for der var lavvande i kassen, og desuden ventede han på sin makker Pia, der kunne komme hvert øjeblik. Jeg foreslog, at vi ventede lidt på Pia, og så ville jeg ellers holde dem skadesløse for den tid de brugte. 

Lidt efter kom Pia, og hun så nu meget bedre ud, idet det røde i øjet havde fortaget sig meget, selvom hun stadig kneb det noget sammen. Overfaldet var politianmeldt, og den ene røver var fundet. Politiet havde spurgt om hun ville vidne, og det ville hun hjertens gerne, så sådan nogle snothvalpe kunne blive klapset af.

Vi gik hen på Cafe Buddha, der har et meget moderne ydre, men indvendig havde det nok set bedre dage og trængte til en modernisering. Rygning var tilladt i de indre gemakker, og det gør, at jeg personligt normalt ville fravælge en sådan cafe, men nu var det lidt ud over det normale. De små cafeer med rygning har dog helt sikkert deres berettigelse, for de er ikke så nøjeregnende med klientellet. På nogle af de fine cafeer er et ”Hus Forbi” skilt på maven ikke ligefrem det adgangstegn, der giver den hjemløse en hjertelig modtagelse, for det hænder, at de simpelthen bliver afvist.

Jeg havde spenderet en 200 kr. seddel på foretagendet, og når de tre øl var købt, var resten til fri disposition for makkerparret. Kim kviede sig faktisk lidt, for han gik sjældent på værtshus og ville hellere have købt en høkerbajer, men nu sad vi på Buddha og fik en øl og en snak. 
Kim var faktisk udlært slagter, og siden havde han gået på søfartsskole og havde også været selvstændig fiskeskipper. For små fiskekvoter og skat og momsgæld på et par millioner gjorde, at han til sidst gav op og afleverede nøglerne til skuden i banken. Joh, gælden har han stadigvæk, og skattevæsenet håber da også stadig, at avissalget af ”Hus Forbi” en dag vil give så meget overskud, at gælden kan blive betalt tilbage.

Pia, hvis øje nu så meget bedre ud, var lykkelig, for hun havde lige fået en lejlighed, men hun havde endnu ikke regnet ud, hvordan hun ud af sin førtidspension skulle kunne betale den månedlige husleje på 4.800 kr. Ud over aviserne havde hun dog et job på Sundholmen, hvor hun hver dag gjorde rent fra kl. 8 til 14. Hun havde haft jobbet i længere tid og nød arbejdet, og der er jo ikke noget som en god fast indtægt. Det var dog ikke ligefrem den rene guldgrube med 251 kr. udbetalt om ugen, men så fik hun også dagligt en spisebillet. Pia havde også en pæn gæld til det offentlige, hovedsageligt oparbejdet af togbøder, og derudover havde hun en fortid på livets skyggeside, så der var mere end ”Hus Forbi” med i rygsækken. 

Begge de to makkere er rygere, og de skiftedes til at gå op i baren for at ryge, for meget hensynsfuldt ville de ikke generer mig med deres røg. 

Kim betroede mig, at han ad omveje havde adgang til at låne en gammel Harley Davidson fra 1943, og en gang imellem sadlede parret op og kørte Danmark rundt. Der var ikke råd til autoriserede campingpladser, men der findes stadig flinke bondemænd, der velvilligt stiller et hjørne til rådighed til et lille telt og et liggeunderlag. Kims store drøm var at flytte til Sverige og købe et lille hus, og så havde han regnet ud, at når han fik kontanthjælpen tilbage, så ville kursforskellen mellem danske og svenske kroner være nok til at betale huslejen. Med sådan et lille hus i Sverige ville Kims historie få en lykkelig slutning, og det kunne jeg da godt unde ham.
Efter en halv times snak begyndte Kim at sidde uroligt på stolen, og han skævede over til sit gadehjørne ved Irma forretningen, for han var bange for, at andre skulle tage hans ”flise”, og han skulle jo også ud at tjene nogle flere penge.

Pia blev tilbage lidt endnu, og hun er ganske god til både at snakke og smile. Hun fortalte, at Kim er bedre til at sælge aviser end hun er, for der er noget gøgler i ham, hvor hun selv er lidt mere ydmyg og genert. De havde begge før i tiden været narkomaner, men nu var de kun på metadon, som de hentede en gang om ugen, og efter en pille om aftenen sov man så dejligt. Hun fortalte også en lille hemmelighed, for hvis man er helt på spanden, så kan man gå til præsten i Grundtvigskirken og få et gavekort på 125 kr. til en bestemt brugs, der så veksler gavekortet til madvarer. Ja, så blev jeg så klog, hvis min egen hovedrolle på livets skrå brædder skulle begynde at krakelerer.

Jeg fik sagt farvel til Pia og ønskede dem begge held og lykke, og jeg er stolt og glad for at have makkerparret som venner.

Tilbage til forsiden