|
Marokko
Hold pilen på billederne og teksten kommer
frem.
Er du glad for eventyr, er du optimistisk, konstruktiv, fleksibel, nysgerrig og tolerant overfor andre? Tiltrækkes du samtidig af et aktivt friluftliv i både kulde og varme, er glad og socialt anlagt og i det hele taget er rar at kende, så er du en ægte topaser, og kan uden betænkning melde dig til en af Topas aktive rejser. Min kone Gitte og jeg mener nok, vi kan svare ja til det meste, så for 3. gang indenfor de seneste år havde vi meldt os til en Topas rejse, og denne gang til en trekkingtur i Høje Atlasbjerge i Marokko. Af strategiske grunde og under hensyntagen til, at vi er ved at nærme os Topas øverste aldersgrænse på 60 år, var vi i Topas gradueringssystem for strabadser gået ned fra grad 4-5, som vi stred os igennem på Kilimanjaro og i Pyrenæerne, til den lidt mere menneskelige grad 3 som lyder: ”Lidt hårdere vandring af og til i ujævnt, vanskeligt terræn med lange opstigninger. Du skal være i god form og have et generelt godt helbred.” Tidspunktet for rejsen, i slutningen af august og begyndelsen af september, var vi lidt betænkelige ved, for Atlasbjergene ligger næsten på randen af Sahara. På de kanter er der vist noget om, at de har nogle ret hidsige sommertemperaturer, men på den anden side skulle vi vandre i bjergene i 2.000 til 4.000 meters højde, og det måtte vel køle temperaturen noget ned.
15 dages rejse i det uvisse med fly, overnatning og de fleste måltider kostede 8.980 kr. pr. person til Topas, og derudover skulle der beregnes penge til drikkepenge, drikkevarer og enkelte måltider m.m. Vi havde ingen anelse om, hvor mange penge vi skulle bruge til det løse, så for en sikkerheds skyld medbragte vi 700 amerikanske dollar, lidt Euro og et kreditkort, og så kunne det vel ikke gå helt galt. Marokkos valuta hedder Dirham, og må hverken indføres eller udføres, så vekslingen kan først foregå i Marokko.
I det efterfølgende kan læses om min personlige oplevelse af turen, for hvert medlem af vores vandregruppe har selvfølgelig deres individuelle oplevelser, men når jeg skriver vi, mener jeg min kone Gitte og jeg, og når jeg mener hele vandregruppen, skriver jeg topaserne. For at læseren ikke skal kløjs i det, og computerne bryde sammen, når historien med billeder bliver lagt ud på hjemmesiden, er fortællingen delt i to dele. I lufthavnen fik vi hilst på Herdis og Gert, som vi kendte fra en tidligere vandring i Pyrenæerne, men ellers havde vi inden flyvningen med Lufthansa til Frankfurt ikke rigtig fået spottet de andre topaser ud. På vej ud af flyet i Frankfurt hjalp det dog, og ud af den samlede gruppe på 12 marokkovandrere fik vi da hilst på de fleste andre, og med fælles hjælp fandt vi vej igennem den enorme lufthavn, og fandt det næste fly til Casablanca.
Personlig kan jeg godt lide at flyve, og min fornuft siger mig, at det er et sikkert befordringsmiddel, men flyvningen blev på et tidspunkt urolig, og så syntes jeg ikke, at jeg kunne høre motoren, så det gjorde ikke noget, da Cacablancas lys dukkede op, og vi derefter landede perfekt i det tørre sand i Marokko.
Marokko har en befolkning på omkring 30 millioner, og derudover lever der 2 til 3 millioner marrokanere i Europa med de største grupper i Spanien og Frankrig. Immigranterne sender hvert år et beløb tilbage til Marokko, der er større end turistindtægten og eksporten tilsammen. Da der er enorm arbejdsløshed især hos ungdommen, er det derfor enhver ung mands drøm, og efterhånden også mange kvinders, at tage turen over Gibraltarstrædet. Det bliver årligt til over 50.000 mennesker, der i nattens muld og mørke tager chancen over strædet i joller og gummibåde, men omkring 10.000 bliver fanget af det spanske kystpoliti, og flere hundrede mister hvert år livet under flugten til paradiset. I de følgende 900 år styres Marokko af skiftende arabiske dynastier, men i perioder kommer berberne dog til magten som i 1100 tallet, hvor Marrakech bliver hovedstad i det Marrokanske rige. I 1666 lykkedes det den arabiske familie Alawitterne at sætte sig på magten, og da familien angiveligt nedstammer direkte fra profeten Mohammed, er det stadig dem, der sidder på kongetronen, og Marokkos unge regent Mohammed 6. er foreløbig den seneste alawit-konge.
Mange steder blev de europæiske kolonimagter mødt med modstand, især fra berberne i Rifbjergene, og uroen voksede under og efter 2. verdenskrig. Da Frankrig i 1953 satte deres egen kransekagefigur sultan Mohammed 5. i eksil, fordi han støttede tanken om selvstændighed, blev der så meget uro, at Frankrig gav op, og i 1956 kunne Mohammed 5. vende tilbage som konge i et selvstændigt land. Også Spanien trak sig ud, men holder den dag i dag stadig de to små enklaver Ceuta og Menilla på nordkysten som spansk område.
I 1975 steg kongens popularitet i et krav om at indlemme Spansk Sahara i Marokko, så 350.000 marokanere marcherede i ” Den grønne march” ind i det meget store, men tyndt befolkede land. Om Vestsahara, som det senere kaldes, skal være selvstændig eller tilhøre Marokko, er der stadig uenighed om, men det er dog besluttet, at der skal afholdes en folkeafstemning, lige så snart de har fundet ud af, om alle de tilflyttede marokkokanere også skal stemme, eller det kun er den oprindelige befolkning.
Kritik af kongen tolereres stadig ikke, men der kan da siges mest godt om den unge konge, der hjemme i Rabat ofte iklæder sig traditionel lang kjortel og marokkohue, men også ses i Paris i smart læderjakke og sorte solbriller.
De fleste marokkanere føler, de har fået mere personlig frihed under Mohammed, men det er svært at vende en supertanker, og der er svære økonomiske problemer. Men lad os håbe at marrokanerne og kongen kan få rettet skuden op, og vi kan da hjælpe lidt til ved at besøge deres land.
To minibusser kørte frem, og vi fik læsset bagagen op på taget, og begyndte et par hundrede kilometers natkørsel til Marrakech. Klokken var efterhånden 2 om natten, inden vi kom afsted, og egentlig var vi dødtrætte, men for mit vedkommende var det kun benene og armene, der begyndte at sove, medens hovedet nægtede. Det meste af tiden var der gode veje, og der var en enkel politiafspærring og senere et drikkestop, og da vi var pengeløse udi marrokansk valuta, sponsorerede Torsten noget vand ved en stadig åben cafe.
Det var ikke lige tiden til det store informationsmøde, så vi fik bare nøglen til vores lille steghede værelse, der dog også var smukt dekoreret med kakler fra gulv til næsten loft. Knapperne manglede til airconditionen, og der var ingen vifte, så det var blot i stort set ingenting oven på sengen. Vi slumrede ind til den begyndende morgenstøj igennem den åbne altandør, og 10 minutter efter lød morgenbønnen fra højtaleren fra den meget, meget nærliggende Koutoubia-Moske: ”Godmorgen, nu er det tid til at komme op og bede til Allah” eller hvad det nu var der blev sunget. Marrakech blev grundlagt for næsten 1.000 år siden og voksede op på den støvede slette med Høje Atlasbjerge som baggrundskulisse. Byen er en af den arabiske verdens største oaser og ligger som en ø med 150.000 palmer i et stort tørt hav, og med denne beliggenhed var det nemt at kontrollere trafikken mellem Atlasbjergene og Saharaørkenen. Byens grundlæggere anlagde underjordiske vandingskanaler fra bjergene til forsyningen af drikkevand og overrislingsanlæg til haver og parker, og vandingssystemet anvendes stadig.
I flere perioder i Marokkos historie har Marrakech været hovedstad og residensby for sultanen, men byen har idag hverken politisk, økonomisk eller åndelig betydning. Alligevel er Marrakech indbegrebet af Marrokansk kultur, og byen er et populært center for udenlandske konferencer og turisme.
Den 67 meter høje Koutoubia-Moskeen fra 1190 dominerer byens profil og er Marrakechs smukke vartegn, og ellers kan tårnet bruges som pejlemærke, hvis man er ved at fare vild. I bogen ”Turen går til Marokko” står der om Marrakech, at sælgerne er meget påtrængende, og at man hele tiden får stukket noget i næsen, som de vil have, man skal købe. Ligeledes skulle der ifølge bogen være et utal af selvbestaltede guider, som hele tiden ville henvende sig for mod betaling at føre en rundt i byen. Begge dele ville være en plage, og jeg gruede noget for det, ihukommet vores vintertur til Egypten, hvor det var lettest at gå rundt og lade som om, man var døv og blind. Efter morgenmaden havde Torsten arrangeret en rundtur ind i Soukens labyrint af stræder og gyder sammen med Mustafa, der var en ældre engelsktalende lokalguide. Jeg havde hørt noget om en pris på 200 dirham for turen, og havde undret mig lidt over den høje pris, men vi havde da alligevel meldt os. Det viste sig senere at være 200 dirham for hele gruppen, og så var det en helt anden billig snak.
Et palads for et tidligere harem var indrettet til museum, og vi blev vist rundt i de flot dekorerede rum, og ligeledes i en nedlagt stor koranskole Ben Youssef-medersaen fra 1100 tallet, med små celler til små bønner og en stor flot gård med et lokkende vandbassin til de store bønner. Senere i en kombineret krydderi/parfume/massage forretning blev vi bænket og fik lugtprøver og en lang demonstration, og efter min mening gik der lidt for meget ”Spies” i foretagendet.
Stik mod forventningerne ifølge ”Turen går til Marokko” var der kun mikroskopiske få antastninger af sælgere og anmasende guider, og det var ikke kun, fordi vi havde Mustafa med, for det var det samme resten af dagen, hvor vi gik rundt alene. Der var heller ikke nogen pågående tiggere, og det var kun enkelte steder, at der sad nogle gamle mennesker eller nogle handikappede med hænderne fremme.
Rundvisningen sluttede i en kølig kælderrestaurant, hvor Torsten, som et plaster på såret for hans sene fremkomst eller vores tidlige ankomst til Cacablanca, betalte hele gildet.En 5 retters menu på disse kanter og ihvertfald i denne kælder kostede 65 dirham, og bare forretten af salat var et hovedmåltid i sig selv. I starten syntes vi egentlig, at det var en dejlig kølig kælder, men vi begyndte alligevel at svede, og et tjek på mit termometer sagde da også 35 grader.
Især den kvindelige befolkning i Marrakech undergår i disse tider en omvæltning i klædedragten, og sikkert også på andre områder, men side om side på gaden kunne der gå to typer kvinder. Den ene, som regel lidt ældre og kraftig, så vidt det kunne ses, var indhyllet fra top til tå og det selv med handsker, så det eneste bare hud var omkring øjnene. Den anden type var unge kvinder i stramme cowboybukser og med bar mave. Så var der selvfølgelig alle dem midt imellem, men de to ydertyper var ikke ualmindelige. Om aftenen var der til topaserne bestilt bord på restaurant Argana, hvor der på 1. salen er en flot udsigt over Djemaa El Fna. Bordbestillingen var misset lidt, men heldigvis havde Torsten en kvittering på bestillingen, så de måtte finde et bord til os. Det blev så ikke helt ude på tagterassen som bestilt, men inde i restauranten, der dog havde hele siden åben ud mod pladsen. Prisniveauet på restauranten var omkring 40 dirham for en kæmpesalat, 65 dirham for en hovedret, og 35 dirham for en isdessert. Øl og vin ikke kan købes på normale marrokanske restauranter, så vi fik istedet en stor cola til 10 dirham.
Tilbage på det gloende varme hotelværelse, fik jeg kikket nærmere på airconditionsapparatet, hvor knapperne uvist af hvilken grund var pillet af, men der var da en scala, jeg kunne dreje på. Ved at dreje frem og tilbage på scalaen, gik apparatet pludselig igang, men det var varm luft på over 32 grader der kom ud, hvilket dog var bedre end ingenting, blot der kom lidt luftventilation.
Imlil er endestation for almindelig kørende trafik mod nordafrikas højeste bjerg Jebel Toubkal og det muslimske pilgrimsmål Chamharouch, og selvom det ikke myldrede med turister, vi så faktisk ikke andre end os selv, var der dog lidt souvenirboder, foruden købmænd og cafeer. Temperaturen var faldet omkring 10 grader siden Marrakech, så det var behageligt med kun 30 grader, og vindene virkede kølige og forfriskende, som ordentlige vinde bør gøre. Det var en lise med fast grund under fødderne, og ikke dårligt med servering af en kold cola på en lille cafe under nogle skyggefulde træer. Vi var endnu ikke kommet op på bjergpriser for en cola, så den kunne fås for 5 dirham, endda med glas. En ældre souvenirsælger gik stille og forgæves rundt, for ingen syntes, det var det rette tidspunkt for køb af bjergkrystaller i sten lige før en længere vandretur. Torsten gennemgik hovedpunkterne for de kommende ugers vandring, og det kunne godt tyde på, at det kunne blive ret så primitivt, og at der var nogle seje pas i den sidste del af turen. Topaserne havde fået tildelt hele 1.salen af refugiet, og vi kunne boltre os på en stor tagterasse og i 4 soverum med madrasser på gulvet. På selve tagterassen var der også et antal madrasser, så man kunne sove ude eller henslænge sig på dem om eftermiddagen. De sanitære installationer på 1.salen, syntes vi på det tidspunkt var ret så primitive med ét bad (nogen gange med varmt vand), en håndvask og et pedaltoilet. Dog var der nede i bygningen et siddetoilet og noget mere bad, men det vidste vi ikke noget om på det tidspunkt, men vi skulle jo også til at vænne os til primitive forhold.
Vores guesthouse lå i en dal ved noget der lignede et tørt flodleje, og en sti gik tværs over lejet imellem stenene og forsvandt bag nogle bjergudløb. I løbet af eftermiddagen kom en hel del lokale gående af stien fra bjergene mod landsbyen, og vi undrede os lidt over, hvad de havde lavet derude, men måske lå der nogle marker, så det var hjemvendte markarbejdere. Det var det dog slet ikke, men vi fik løsningen senere.
Alle måltider på trekket var indregnet i rejsens pris, så vi skulle hverken betale eller lave mad og kunne bare sætte os og nyde aftensmaden, der første aften bestod af myntethe, suppe, bulgur med grønsager og kylling, samt dessert.
Det var blevet lidt diset, og det var faktisk blevet overskyet, og hen under aften kom der ret så mørke skyer, og der kom enkelte regndryp, men det blev da ikke til mere. For et døgn siden ville jeg have forsværget, at det kunne være muligt, at sidde i Marokko og småfryse, men det var muligt, så det var ikke så tosset at krybe ned i en varm sovepose. Atlasbjergene er en række tertiære foldebjerge, der strækker sig igennem Nordafrika i Tunesien, Algeriet og Marokko, og i Marokko deles bjergene op i 4 bjergkæder: Rifbjergene, ligger i en bue ud mod Middelhavet og går op i en højde af omkring 2.000 meter. I det vilde og uvejsomme terræn lever berbere, der delvis afsondret fra det øvrige Marokko fuldt lovligt dyrker store mængder cannabis, hvoraf der udvindes hash. Det er dog ulovligt at være i besiddelse af hash, og myndighederne slår hårdt ned, hvis de finder en turist med hash i bagagen, og onde tunger hævder, at politiet og hashhandlerne tildels samarbejder.
Høje Atlas går i en bue syd om Marrakech, og når op i over 4.000 meters højde, og hvor bjergtoppene om vinteren er dækket af sne. I de ensomt beliggende bjerglandsbyer lever også her berbere, der prøver at opretholde livet af dalenes små terrasselandbrug, og af gede- og fåreflokke på de stejle bjergskråninger. Det var i Høje Atlas bjerge, at vi i de næste 11 dage skulle på trekking, og om selve trekkingen og forsøget på bestigningen af nordafrikas højeste bjerg Jebel Toubkal, kan der læses meget mere om i 2. del af Marokko Marrakech og trekking i Høje Atlasbjerge. |
I Topas turbeskrivelse står der meget generelt, at Marokko er behagelig og mildt med dagtemperaturer fra 10 til 25 grader og nattemperaturer mellem minus 5 til 10 plusgrader, men om det var om sommeren eller vinteren og om det var der hvor vi skulle opholde os, stod der ikke noget om, så det måtte tiden vise. 
Selvom der har levet mennesker i Marokko så langt tilbage som for 200.000 år siden, regnes berberne som det oprindelige folk. Berbernes oprindelse er dog lidt af en gåde, da det menes, at folket er formet af 3-4 etniske mindretal, der for omkring 5.000 år siden indvandrede fra et sted omkring det nuværende Egypten.
De europæiske magter begyndte op igennem 1800 tallet at interessere sig for Marokko, og Spanien og Frankrig aftalte i begyndelsen af 1900 tallet at dele Marokko pænt imellem sig. Så Frankrig snuppede det centrale Marokko, og Spanien det nordlige område ved Rifbjergene samt det sydlige område, som de døbte Spansk Sahara. I 1929 boede der 100.000 franskmænd fast i Marokko, men de gjorde meget godt, ihvertfald for sig selv, for de anlagde veje, jernbaner og havne, så de kunne få værdierne i form af landbrugsvarer og mineraler ud af landet.
Selvstændig ja, men ikke ligefrem fred og fordragelighed, for det var et splittet land med åbne indre spændinger, for kongen var enehersker, og var ikke indstillet på at dele magten. Så kong Mohammed 5. indledte et diktatur, der smukt blev ført videre ved hans død, og tilmed forstærket af hans søn Hassan 2 i de næste 38 år. Kritikere af kongen blev tortureret, henrettet eller forsvandt sporløst, så fra 1960 erne til 1990 erne førte befolkningens utilfredshed til demonstrationer og strejker, der med hård hånd blev nedkæmpet af kongen styrker. Militære ledere forsøger flere gange at kuppe Hassan ved at prøve at dræbe ham, f.eks. forsøgte et jagerfly, der skulle ledsage kongens fly, at skyde det ned, men det lykkedes kongens pilot at undslippe kuglerne og lande sikkert. Jeg vil tro, at kongen derefter var ret sur.
Kongens magt er usvækket og noget helt andet end de europæiske kongehuse, men det lader til at Mohammed 6. har en demokratisk og mere medmenneskelig fremfærd end faderen. En af hans første handlinger var at frigive flere hundrede politiske fanger, og han er også igang med politiske reformer og kvindernes rettigheder. Mohammed har også åbnet op for et tociftet milliard beløb, der som faderens spareskillinger, var placeret i ejendomme og banker i Europa og USA, og han har især satset på at opføre skoler til de mange analfabeter i landdistrikterne.
Vores Topasguide skulle møde os i lufthavnen, og være let genkendelig på sin Topasbluse, men vi kunne ikke rigtig se nogen, der passede på beskrivelsen. Vi var de første, der var kommet igennem kontrollen, men i løbet af en halv time var hele gruppen kommet igennem, og vi fik hilst på de sidste af vores kommende vandrefæller. Stadig ingen guide, og ulykken var vel ikke større, end at vi kunne rulle vores liggeunderlag ud og overnatte i lufthavnen, men med den brølevarme indendøre, gik vi alligevel udenfor i den lidt køligere natteluft. Så kom guiden gående, og var meget forbavset over, at vi allerede var ankommet, så hvad der egentlig var gået galt, fik vi aldrig rigtig opklaret. Vores guide i de næste 14 dage hed Torsten, og var en flink og venlig ung mand, der netop var uddannet til pædagog, men som vi senere fik at vide, var vi lidt nemmere at holde styr på end en børneflok.
I mørket så husene forbavsende pæne ud, og gaderne var rene, og efter endnu et par timer nåede vi frem til hotellet i Marrakech, hvor klokken også efterhånden var blevet 5.50 dansk tid, men meget belejligt er Marokko 2 timer bagud, så klokken var kun 3.50 marrokansk tid, så der kunne blive lidt tid til at sove. 
I Winston Churchills erindringer er at læse: ” Her omgivet af vidtstrakte palmelunde, som er vokset op af ørkensandet, her kan den rejsende være helt sikker på, at han aldrig vil blive træt af det majestætiske syn af de sneklædte Atlasbjerge. Solen er overvældende og varm, uden at det er uudholdeligt. Luften er skarp og forfriskende, men aldrig ubehagelig kold. Dagene er helt perfekte, nætterne er kølige.”. Churchill brugte Marrakech som vinteropholdssted, så luften i august er jo nok lidt anderledes end den, han kendte, og udsigten til Atlasbjergene ligger om sommeren sløret i disen. Synet af de sneklædte Atlasbjerge har jeg dog stadig selv på nethinden, og det helt tilbage fra en vintertur fra Agadir til Marrakech for 30 år siden. Det står stadig for mig som noget eventyrligt og majestætisk med det tørre ørkensand og de hvidklædte bjerge, men dengang havde jeg ingen fantasi til at forestille mig, at jeg en dag skulle op og vandre i de bjerge.
Den 12 kilometer rosa bymur med de 10 porte står stadig og omkranser den gamle bydel, og her kan man opleve et stykke Marokko, der virker uberørt af tidens gang, men ellers er byen især vokset mod vest, i den såkaldte nye bydel. Marrakech er Marokkos 4. største by med sine 700.000 indbyggere og kaldes stadig af mange for ”Sydens Perle” . Byen er også kontrasternes by, for på få minutter kan man gå fra eksklusive butikker og Mc Donald på Mohammeds V Avenue til Souken, hvor der i en labyrint af gyder og stræder ligger basarer og værksteder, hvor familierne fremstiller deres varer uden moderne hjælpemidler.
Byens største attraktion er Djemaa El Fna, der er en stor asfalteret plads, og den indgår endda i Unescos verdenskulturarv, ikke på grund af asfalten, men på grund af det liv, der udfolder sig på pladsen. Navnet betyder ”de dødes plads” og hentyder til tidligere tiders offentlige henrettelser og udstilling af de kriminelles afhuggede hoveder. I vore dage har pladsen dog et mere fredeligt formål, og i løbet af dagen opbygges der et liv og en leben, der først kulminerer efter solnedgang. Forskellige dufte driver hen over pladsen, efterhånden som madboderne stilles op, og saften sprøjter fra boder med friskpressede appelsiner. Boder med frugt, grønt, krydderier, nødder, elektronik og tøj stiller op, og så kommer akrobaterne, historiefortællere, healerne, musikerne, slangetæmmere og en masse anden optræden. Det er langfra kun sat op for turisterne, for det er en handelsplads for de lokale, og i rundkredsene omkring de optrædende ses kun få vesterlændinge, og i sneglebaren hvor man fik en portion kogte havesnegle i en skål, så jeg ikke en eneste europæer.
Det var fra Koutoubia-moskeens minaret, vi fik morgenvækningen, og lige så stille lå jeg på sengen og lyttede til morgenlydene fra gaden, inden vi stod op ved otte tiden. Inden morgenmaden gik vi ud for at finde et sted at veksle penge, og i nærheden af hotellet fandt vi en åben bank, der lå på noget, der til forveksling egentlig lignede en pæn dansk gågade. Bankmanden viste os udenfor, og forklarede venligt, hvordan vi skulle bruge vekselmaskinen, der faktisk havde en vejledning på flere hovedsprog, og endda på svensk. Uden at have begreb om hvor meget vi skulle bruge, og om det på nogen måde var muligt senere af veksle nogle steder i bjergene, vekslede vi 300 dollars til kurs 8.787, og vi fik 2.636 dirham hvilket skulle give ca. 73 danske øre for 1 dirham. Vekselmaskinen havde udbetalt det meste i 200 dirhamsedler, og 200 dirham i Marokko er mange penge.Vi havde da også fået at vide af Torsten, at vi skulle bruge dagen, om ikke til andet, så til at slå så mange penge som muligt i stykker i Marrakech, for senere i bjergene kostede alt 10 dirham, og de kunne som regel ikke give tilbage.
Mustafa viste og fortalte, og vi snoede os rundt imellem basarer og værksteder i et mylder af mennesker. Egentlig var der ret rent, og mange af gaderne er overdækkede, så der kan handles i lidt kærkommen skygge. Det indre af Souken dækker 500.000 m2, sådan ca.,og der skulle efter sigende være over 4.000 butikker, så Fisketorvet, Fields, Hundie Storcenter m.m. kan godt gå hjem og lægge sig. Meget moderne er Souken næsten gågadezone, men det hænger nok sammen med, at de fleste af gaderne er så smalle, at en bil ikke kan komme igennem, hvorimod det lige går an for en æselkærre og en knallert. Gaderne i nærheden af Djema El Fna var stærkt præget af souvenirbutikker, men længere inde var vareopbuddet af mad og ting og sager helt sikkert beregnet for den lokale befolkning. Hvis man aldrig før har været i en arabisk medina, er det svært at forestille sig, at der kan være så meget af alting ved siden af hinanden, oven i hinanden og overalt.
Danmark er et vindpust det samme som lidt kølighed, men det er slet ikke tilfældet på en sommerdag i 40 graders varme i Marrakech. Her kan vindpustene komme direkte fra Sahara, og det er som luften fra en hårtørrer eller en blæselampe.
Efter frokost gik Gitte og jeg ud i byen på egen hånd, og vi begyndte at lede efter Saadier-gravene fra 1500 tallet, som sultan Moulay-Ismail havde skånet, efter at han ellers havde jævnet de fleste bygningsværker fra det tidligere Saadi-dynasti med jorden. Jeg havde fået købt et bykort over Marrakech i receptionen for kun 15 dirham, og som sidegevinst fik jeg en masse småpenge retur, men kortet var ikke meget bevendt. Efter nogle helhjertede forsøg kom vi ned af nogle gader, der ikke stod på kortet, men ifølge solen gik de i den forkerte retning, så efter en time gik vi stadig rundt og ledte. Hvor pokker var egentlig alle de påtrængende guider, som skulle være en plage i Marrakech? I vores opkogte vildfarenhed gav vi til sidst op, og gik tilbage til hotelværelsets 35 graders kølighed for at sunde os, og var i det hele taget noget betænkelige ved de kommende dages vandring i bjergene, hvis det nærmede sig den varme.
Der var ikke rigtig nogle laurbær at hvile på, så efter et pusterum og et ekstra lag solcreme gik vi ud igen, men denne gang gik vi ned til rækken af hestevogne. Efter nogen forhandling med kusken fik vi den aftalte pris ned på 100 dirham for en times kørsel, for det var den pris, vi havde hørt om, var tariffen. I skyggen fra kaleschen havde vi lidt mere magt over tingene, og fik et udmærket og bedre overblik over byen. Der var mange grønne områder udenfor bymurene, og kusken udpegede de forskellige paladser, så vi var ret så fornøjede med turen, måske lige med undtagelse af plastiksæderne, der gjorde, at underbukserne blev plaskvåde af sved. I min godhed havde jeg besluttet at give ham 50 dirham i drikkepenge, og det havde han ihvertfald ikke regnet med, for han strålede som en sol, og vi fik begge et varmt håndtryk.
Vi skulle da også lige ned og runde den berømte plads Djemaa El Fna, og vi fik skævet til slangetæmmere og abekunster og fik købt nogle saltede mandler, som skulle være gode at have med på vandreturen. Der var rigtig ved at blive rigget til på pladsen, og der var tændt op under kødgryderne, men det kunne da godt undre en, at de havde 20 ens boder på rad og række med friskpresset appelsinjuice, og ikke havde valgt at placere bare nogle af dem lidt rundt i byen.
Vores hotel havde en stor tagterrasse med den fineste udsigt til den nærliggende Koutoubia-moske, og det var et betagende syn, at se solen gå ned over byen, medens det glødede i den gamle minaret. For vores fødder udfoldede sig også et facinerende skuespil i form af marrokansk trafikliv. Lige ved hotellet var et stort Y formet kryds, og hen under aften tiltog trafikken til så uanede mængder, at Rådhuspladsen i København til sammenligning var en stille landsbygade. Gaden var egentlig 4 sporet, men der var ikke malet striber, så biler, taxier, hestevogne, æselkærre og en Allahs velsignelse af knallerter krydsede ind og ud imellem hinanden, medens horder af fodgængere prøvede at krydse gaderne. Ved aftenstide bevogtede 8 færdelsbetjente krydset, og de kastede sig ud mellem bilerne som frygtløse tornadoer, medens de fløjtede og vinkede fodgængere igennem. To af betjentene havde lange hestehaler, så det nyttede ikke noget, hvis de tømte brystlommerne. Iøvrigt så vi ikke mange betjente i Marokko, og slet ikke som i Egypten, hvor der stod bevæbnede betjente på hvert andet gadehjørne. Det tog vi som indikation på, at Marokko er et fredeligt og sikkert land, og vi følte os ikke på noget tidspunkt utrygge.
Det gjorde egentlig ikke så meget, at vores bord ikke stod helt ude på tagterrassen, for lige da vi havde spist færdig, kikkede jeg ud på pladsen og syntes, der så tåget ud. Et øjeblik efter jog en varm sandstorm over pladsen, og videre ind i restauranten, så dugene næsten blæste af, og flasker væltede. Der blev vild panik ude på terrassen, og folk flygtede, tjenerne sprang rundt og lukkede vinduer, så der ikke var gennemtræk, og jeg troede faktisk, at taget ville blæse af, så voldsomt var det. Ti minutter efter var alt roligt igen, og vi sad med sand i øjnene, og tjenerne begyndte at feje sand af bordene. Hvad sådan en omgang hedder ved jeg ikke, men jeg regner med det var en hilsen fra Sahara.
Midt på formiddagen læssede vi vores bagage på taget af to minibusser, og vi forlod Marrakech med åbne vinduer, hvorfra den meget varme luft strømmede ind. Udenfor byen var landskabet fladt, og udover nogen figenkaktus langs vejen og enkelte steder med nyplantede oliven, var det hele tørt og øde. Der var rigelig plads i bussen, så Gitte og jeg rykkede lidt rundt og fandt en sikkerhedssele, der virkede, for vi var ikke ude på fornøjelsestur, men var nærmest ude på dødskørsel. Vejen var ret fin og jævn, og der var heller ikke meget trafik, men vores chauffør havde aldrig hørt om sikkerhedsafstand til den forankørende, så han kørte med kun 2 til 5 meter bag den forreste minibus, der åbenbart havde travlt.
Bjergene dukkede op, og ved Asni forlod vi hovedvejen og kørte op i bjergene, hvor vejen blev smallere og snoede sig opad med uoverskuelige sving og stejle skråninger ned til et næsten tørt flodleje. Enkelte mindre vandløb fra bjergene gav liv til de små marker, der lå omkring nogle få mindre landsbyer. Der var marked i en af landsbyerne, og det gav en hel del trafik på vejen, hvilket dog ikke på nogen måde nedsatte hastigheden for vores chauffører, der hjemme ved aftenbordet hos familien kunne prale med, at de havde overhalet alt og alle, selv taxier. På et tidspunkt åndede jeg lettet op, for der lå en gammel bus foran os og bredte sig, og jeg tænkte, at den var det da heldigvis umulig at overhale. I et uoverskueligt sving med løst grus på vejen, kunne det dog alligevel sagtens lade sig gøre, og vi kunne igen optage 2 til 5 meter jagten. Med Allahs hjælp, og med fra min side bønner til alle de guder, jeg kunne komme i tanke om, nåede vi i god behold landsbyen Imlil, og det var vel nok godt vi nåede så hurtigt frem, for vi havde ”fri” resten af dagen.
Vores bagage blev læsset på en 4-hjulstrækker til det sidste stykke, og vi fik selv snuset lidt til det kommende vandreliv ved at gå ad slyngede bjergstier til den lille berberlandsby Around, hvor vi skulle tilbringe natten i Laschens Guesthouse i udkanten af byen. Frokosten blev indtaget på vores guesthouse, og bestod af myntethe, brød, hakket salat, æggekage og små salte dåsefisk, og med undtagelse af æggekagen, var det madvarer vi i den kommende tid ville stifte meget stort bekendskab med. Det der med, at man ikke skal spise salat i slige oversøiske lande, kunne vi godt glemme alt om, for så ville vi til sidst vandre rundt som skeletter, og mig bekendt var der faktisk ingen af topaserne, der fik alvorlige maveproblemer på trekkingturen.
Tre af topaserne havde uro i vandrestøvlerne og begav sig efter frokost ud i bjergene for at forcere den nærmeste bjergkam, hvilket dog vist ikke var så nemt endda, og først en lille time før mørkets frembrud var de nede igen. Torsten gik lidt urolig frem og tilbage, og fik lidt sved på panden, indtil de var velbeholdent nede.
Gitte og jeg gik en tur i den nærmeste berberlandsby, der dog ikke var så lille endda, og man kunne sagtens fare lidt vild, da der var krumme blinde gyder. Landsbyen lå, som næsten alle de berberlandsbyer vi stiftede bekendskab med, på en bjergside, og hvordan ældre gangbesværede berbere bevæger sig rundt på de klippefyldte ”gader” med stejle passager er lidt af en gåde, for vi syntes dårlig nok byen var passabel i sandaler.
Ud mod Atlanterhavet strækker der sig for foden af Atlasbjergene et 1.500 km langt kystområde med frugtbare sletter, og det er i dette område størstedelen af den marrokanske befolkning lever, og hvor landets største by Cacablanca, hovedstaden Rabat og turistbyen Agadir ligger. Agadir har stranden som altdominerende attraktion, men vi har ganske andre højttravende lyster, nemlig bjergene.
Syd for Rifbjergene ligger Mellem Atlas og Høje Atlas, der løber som 2 paralelle bjergkæder og gennemskærer landet fra nord-øst til syd-vest Nærmest Rifbjergene ligger Mellem Atlas, hvor de højeste toppe når op i 3.000 meters højde, men ellers består af et plateau med kløfter og kratere, og her lever mere eller mindre nomadiske berberstammer med deres fåre- og gedeflokke.