 Mexico
Mayaerne og deres fantastiske tempelbyer. Egentlig så burde jeg have lært, at man ikke skal drikke cola, lige før man skal sove, så jeg faldt først i søvn kl. 3 om natten. Kl. 3.30 begyndte hanerne at gale, og kl. 6 begyndte nogle bygningsarbejdere på naboejendommen at arbejde med deres skærebrændere. Som altid var der alligevel morgenmad kl. 7 og afgang kl. 8, og så var vi klar til nye, spændende oplevelser.
Kun 8 km fra byen Palenque ligger ruinområdet Palenque, der henregnes til en af de mest velbevarede ruinbyer på den vestlige halvkugle, og det var lige præcis der, vi var på vej hen til, men først vil jeg fortælle lidt om mayaindianerne.
I omkring 200 år fra 987 til 1194 sluttede nogle af mayabyerne sig sammen i et stort forbund med Mayapan som hovedstad. De kunne dog ikke rigtig enes i forbundet, og der kom krig mellem Mayapan og Chichen Itza, der var en anden stor mayaby. I første omgang blev borgerkrigen vundet af Mayapan, men i året 1441 mødte byen sin skæbne, da den gik til grunde under et fjendtligt angreb, og det blev det sidste år i mayaernes storhedstid.
Spanierne havde dog stort besvær med at undertvinge sig Mayaland, for indbyggerne gjorde fortvivlet modstand. Spanierne var dog for overlegne modstandere, og mange mayaer bukkede under ikke alene for krudt og kugler, men også for spaniernes medbragte sygdomme. De overlevende mayaer blev sat til at trælle for spanierne, byerne blev ødelagt, og mayaernes herskere blev myrdet. I vore dage mener man dog, at der tilsammen er et par millioner mayaer tilbage i Mexico og i de sydlige nabolande.
Alle skulle dog tage sig i agt for falske kakaobønner, for svindlere lavede fusk ved at tage skindet af almindelige bønner og fylde dem med sand, og så kunne de godt ligne en kakaobønne i skyndingen. Gad vide om udtrykket ”jeg ejer ikke en bønne” stammer fra mayaerne?
Hver bystat i mayariget havde deres egen hersker, og da han blev betragtet som en halvgud, var hans ord lov. Allerede som nyfødt blev den kommende herskers hoved anbragt mellem et par træstykker, så hans kranium blev deformt og gik op i en spids. Som voksen blev hans næse ændret med en slags voks, så den lignede et krumt fuglenæb. Når han så blev pyntet med et par vældige øreringe og en høj hovedbeklædning, der smukt var dekoreret med sjældne og kostbare fjer fra quetzalfuglen, så kunne han jo kun indgyde respekt.
Mayaerne var også gode til den krigskunst, der kunne sikre det nødvendige antal krigsfanger og slaver. Mayaernes våben var kastespyd, stridskøller og kastetræ, og af toltekerne lærte de at anvende bue og pil og at bruge lanser med flintespids.
Der er skrevet tykke bøger om mayaernes liv og levned, så her har jeg kun medtaget det allermest vigtige, for nu skal vi tilbage til nutiden. Inde på området ligger ruinerne spredt imellem den frodige jungle, der kun venter på igen at overvokse bygningerne. Byen, der blev grundlagt ca.100 f. Kr., dækkede i sine velmagtsdage fra år 615 til 700 et areal på ikke mindre end 20 km2. Byens storhedstid fortsatte til ca. år 730, hvor den rivaliserende by Toniná angreb. Palenque gik i forfald og blev definitivt forladt omkring år 1000, hvor junglen igen overtog området. Det er faktisk kun omkring 10 % af alle ruinerne, der er gravet ud i vore dage, så der er stadig masser af ruiner og pyramider, der lige stikker toppen op af alt det grønne.
Mayaernes pyramider består normalt af stenfyld, og udenom er der så tilhuggede sten og øverst et tempel, men i 1952 opdagede arkæologen Alberto Lhuillier en forseglet gang, der førte ind i centrum af pyramiden. Derinde fandt han et gravkammer med skelettet af en guddommeliggjort konge, der var iført en dødsmaske af jademosaik. Netop kopier af disse mosaikmasker sælges som souvenir, og det var sådan en, jeg fik købt i Teotihuacán i nærheden af Mexico City.
Mayaerne kendte ikke til trækdyr, så det var indianerne selv, der måtte slæbe og bære de mange tusinde sten til deres bygningsværker. Stenene, mayaerne brugte, var især kalksten, og da man ikke havde værktøj af metal, var det hårde sten, der blev brugt til at forme kalkstenene, der så blev sat sammen med en slags cement. Et bestemt træk i mayaernes bygningskunst var deres hvælvinger, hvor hver sten blev lagt, så den ragede lidt ud over stenen nedenunder. Når stenene så til sidst mødtes, havde man skabt den type hvælvinger, der kaldes for falske hvælvinger.
En mayaby havde de vigtigste bygninger omkring centrum, og der var også altid et torv. Derefter kom de huse, der tilhørte stormænd og præster, og så ude i yderkanten var der beboelse til de almindelige mennesker. Og så skulle der også altid være en boldbane, hvor det gjaldt om at få en hård gummibold igennem en ring af sten, og uden at hænderne måtte bruges. Uden for området havde lacandón-indianerne stillet nogle boder op, og de ville da gerne sælge nogle af deres buer og pile. Lacandónerne er et stolt mayafolk og er det eneste indianerfolk i Nyspanien, der aldrig overgav sig eller blev erobret af europæerne. De bor i Lacandon-regnskoven tæt på grænsen til Guatemala, som ligger på den mexicanske bred af Usumacinta-floden og dens bifloder. Lacandónerne er et af de mest isolerede urfolk i Mexico, og de undslap det spanske kolonistyre ved at bo i små fjerntliggende landsbyer i junglen. På et tidspunkt var stammen næsten ved at uddø, men lacandonerne har nu en kraftig befolkningstilvækst, så der i dag er en befolkning på omkring tusinde personer.
Nogle få lacandóner har fortsat deres religiøse skikke til i dag, men de fleste er blevet kristne, efter at missionærer har været på arbejde. Deres store spirituelle leder Chan Kín, der døde i en høj alder for nogle få år siden, opfordrede sit folk til at holde respektfuld afstand til den omgivende verden og tage visse værdier til sig, men ikke tillade, at omverdenens indflydelse skulle overtage lacadónernes livsstil. Den mexicanske regering har ikke de store følelser for det gamle mayafolk, for der er bygget veje ind i området, så det nu er blevet nemmere at udvide landbruget og maximerer tømmerhugsten.
Den organisation, der blev startet af den danske jaguar Na Bolom i San Christobal, har bl.a. til formål at hjælpe lacandónerne med at håndtere de forandringer, der er påført dem gennem de sidste årtier, og jeg vil personlig ønske dem held og lykke.
Der var jo så lige det problem at få mit mordvåben med hjem, men buen og pilene blev omviklet med noget papir, der blev fæstnet med noget tape, og senere købte jeg noget gaffatape, så det hele blev rigtig godt emballeret.
Vi kom over delstatsgrænsen til Campeche og ud på den store flade halvø Yucatán, der er kendt for Mexicos bedste strande, smukkeste eksempler på mayaernes og toltekernes kulturer og de gamle kolonibyer. Yucatanhalvøen er et stort lavlandsområde på kalkundergrund dækket af tropisk regnskov og kratskov. Der er stort set ingen almindelige floder eller søer, kun underjordiske, og derfra har man hentet sit ferskvand. Hernede udviklede de klassiske mayakulturer sig med et væld af tempelbyer, der i vore dage er mål for titusinder af besøgende.
Ved det store T-kryds El Crucero var der en forsmag på et turisthelvede, for der holdt allerede 4-5 busser ved den restaurant, hvor vi også skulle ind at spise. Nogle busser har den mærkelige vane, at motorerne helst skal gå hele tiden. Så host, host, men maden var da heldigvis lavet færdig på forhånd, så vi skulle bare pege, og lynhurtigt stod vi med to portioner kylling med ris og et glas juice, og det blev ikke mere end 170 peso, omregnet til 85 kr. Så det var ikke prisen, der afskrækkede.
Sidst på eftermiddagen nåede vi den herlige by Campeche, der meget berettiget er med på FN’s liste over Verdens Kulturarv, da den stadig har bevaret meget af sin koloniale karakter.
Efter Mexicos uafhængighed i 1821 stoppede den indbringende skibshandel, og Campeche blev i stedet forvandlet til en hensygnende afkrog, men byens mure fik endnu engang reddet indbyggerne, da oprørske mayaer i 1800-tallet angreb byen. Senere i slutningen af 1800-tallet voksede Campeche ud på den anden side af bymurene, og da de ikke længere havde noget forsvarsformål, begyndte man af rive dem ned, men de fleste af bastionerne står der heldigvis stadig. Puerta del Mar (Porten til havet), der blev revet ned i 1893, blev endda rekonstrueret i 1950, da man fik øjnene op for den historiske betydning.
Zokaloen var oplyst, og vi var lige inde i den ligeledes oplyste to-tårnede Catedral de la Concepción, og indenfor var 5 præster i gang med aftenmessen. Næsten lige ved katedralen stod et kæmpemæssigt juletræ af plastik, og i det klima er de jo lovligt undskyldt at jule på den kunstige måde. Den gamle by har helt lige, smalle gader, og der var faktisk ikke særlig mange butikker og heller ikke ret mange mennesker. Vi gik tværs igennem byen, og på den anden side af den gamle by var der masser af liv med mennesker og butikker samt et stort marked, som dem vi kendte fra andre byer.
Bymurene og vagttårnene er som taget ud af Pirate of Caribien, og det var helt tydeligt, at Disneys folk havde været hernede for at lade sig inspirere til deres piratafdeling i Disneyland. Ved en af byportene vajede der endda et sørøverflag, og her stod der gamle kanoner, og så var det endda muligt at lade sig klæde ud i piratkostume og deltage i en vild piratfest.
Byen er spækket med de smukke palæer, der er et vidnesbyrd om den velstand, der engang florerede i byen, men helt dårligt ser det heller ikke ud i dag, hvor olien er den vigtigste indkomstkilde. Spændende by, ingen gadesælgere, kun en eneste souvenirbutik og tilsyneladende velklædte mennesker, og så var der en helt unik stemning med de oplyste bygninger og spot på de gamle bastioner. Vi drejede ind i landet ad vej 261, og landskabet var først fladt med en lav bevoksning, men senere blev det mere bakket. Der var kun enkelte kvægfarme og en majsmark hist og pist, og ellers var det grøn, lav kratskov.
De mænd, som vi så, var i blå overalls og stråhatte og lignede rigtige bondemænd og ikke så mærkeligt, da det er landbruget mennonitterne lever af, og de er især kendt for deres fremragende ost ”queso menonita”. De gifte kvinder går i klædninger i mørke farver, medens de unge piger godt må gå i farverige, blomstrede kjoler.
Vi kørte bare stille ind gennem området uden at standse og forstyrre, men de mennonitter, vi så, vinkede da pænt til os. Inde midt i området var en meget stor silo, og her holdt der 2-3 helt almindelige mexilastbiler og fik lastet korn, så det var en pudsig kontrast mellem to forskellige tidsaldre.
Vi skulle videre til Uxmal, der var en af mayaernes vigtigste byer, og det var vores landsmand, arkæologen Frans Blom, der i 1930 kortlagde byen og her gjorde flere vigtige fund. Uxmal betyder på mayasprog ”bygget tre gange”, men faktisk tyder fund på fem forskellige byggeperioder med højdepunktet mellem år 600 og 700. Ved indgangen var der selvfølgelig flere souvenirboder, og i en af de mere officielle boder stod en rigtig sød og typisk mayapige, som jeg fik lov at tage nogle gode billeder af.
Der ligger flere store bygninger i området bl.a. Guvernørpaladset, der er 100 meter langt og 12 meter bredt og regnes for den største, kendte bygning i det førcolumbianske Amerika. Paladset er spækket med 20.000 håndudhuggede sten, som er sammensat i geometriske friser og skulpturerede dekorationer.
Det er fantastisk at vandre rundt i sådanne ruinområder, og vi blev betaget af stedets harmoni og skønhed, og så er det hele endda slet ikke gravet ud endnu, for mange bygninger er stadig grønne af regnskoven, der har bemægtiget sig byen, efter at mayaerne fortrak. Og ikke nok med Uxmal, for lige i nærheden ligger mange andre ruinbyer som Kabah, Sayil, Xlapak og Labná.
Efter sisalbaronernes sørgelige endeligt kom der et nyt opsving med store samlefabrikker, der tiltrak arbejdere og dermed også nye slumkvarterer, men dem så vi nu ikke noget til.
Gaderne i Merida er snævre, og inden for de gamle fæstningsmure ligger bygningerne tæt, og af de oprindelig 13 byporte i maurisk stil er der nu kun to tilbage. Byen er sæde for Yucatans administration med civile og religiøse myndigheder, men alt i alt giver det en livlig atmosfære med et rigt folke- og kulturliv imellem de gamle bygninger, kirker og museer. Og for at udbygge pariserstemningen kan man komme omkring i kaperhestevogne a la Dyrehaven i Klampenborg.
Katedralen, Catedral de San Ildefonso, er bygget på østsiden af Zocaloen, og meget belejligt lå der et mayatempel på stedet, for da det blev revet ned, var der masser af byggematerialer. Hovedattraktionen i katedralen er Kristusfiguren af træ, El Cristo de las Ampollas, Blisternes Kristus, der har den historie, at figuren er skåret af et træ, der blev ramt af lynet og brændte en hel nat uden at forkulle. Figuren stod først i en lille kirke, som brændte ned til grunden, men Kristusfiguren overlevede, lettere sodet, men oversået med blister, og med sådan et under blev den i 1645 opsat i selve katedralen.
Vi var nede at kikke på markedet, der var enormt stort, men vi koncentrerede os om en butik, der solgte ægte panamahatte til 300 peso. Hattene bliver lavet af fibre fra cha cha palmen og bliver håndflettet i bestemte grotter med høj luftfugtighed, og af en eller anden grund kan de krølles sammen, men retter sig ud, så snart de slippes igen. Hængekøjer er også Meridas lokale specialitet, men jeg nøjedes nu med sådan en sammenklappelig tryllehat. Aftensmad i en Mexirestaurant i en gårdhave under palmerne. Tjenerne var iført tøj, som man hjemmefra troede, at alle mexicanere gik rundt i med brede hatte og løse patronbælter. Patronerne var dog i dette tilfælde udskiftet med korkpropper fra vinflasker. Peberbøf med rødvinssovs smagte dejligt, men kostede så også 265 peso, og i dagens anledning var tips sådan et fint turiststed steget til 15 %.
I mellemtiden var vores gade lukket af og fyldt med borde og stole, og der blev danset til levende musik. Ja, ja, mexicanerne er både et festligt og livligt folkefærd. Det var søndag morgen, og de var ved at opstille boder på Zokaloen, så byen ville helt sikkert få en festlig dag. Vi skulle dog videre og forlod byen ad en ny motorvej, der gik igennem en lav kratbevoksning, og efter et par timer nåede vi Chichén Itzá, der er en af de kendteste og bedst restaurerede mayabyer i Yucatán. Ruinerne dækker et areal på 15 km2, og meget er stadig ikke gravet ud.
I vore dage er der også her store, flotte indgangspartier med billetsalg, museum og souvenirboder, som skulle passeres, inden vi kom ind på selve ruinområdet. En af de ejendommeligste bygninger er El Castillo (Slottet), der nærmest er en mayakalender bygget i sten. Den er 25 meter høj og er den højeste bygning i området, og den er et vidnesbyrd om, at mayaerne beherskede både matematik, astronomi og teknik. De fire trapper har 91 trin hver, hvilket med platformen på toppen giver 365 dage. Desuden har bygningen 52 felter på hver side, hvilket svarer til den kosmiske cyklus, hvor den religiøse og den verdslige kalender falder sammen, og hvor man troede, at tiden begyndte og endte.
I bygningskomplekset De Tusinde Søjler er der hugget krigerfigurer ind i de mange søjler, og på toppen af Krigernes Tempel sidder Mexicos kendteste Chac Mool-figur. Figuren forestiller et menneske, der sidder/ligger på ryggen, men med overkroppen næsten oprejst, og på maven har han en skål i favnen til at modtage det endnu bankende hjerte fra de mennesker, der bliver ofret. Ja, det er barske sager også her hos mayaerne, men de var dog ikke så slemme til at ofre mennesker som aztekerne. Faktisk var det toltekerne, der indførte menneskeofringerne, for det brugte mayaerne ikke i de ældste tider.
I området går der en mur kaldet Tzompantli, og i den sidder række efter række af stenkranier, og arkæologerne mener, at stedet har været brugt til menneskeofringer og måske også en gang har været dekoreret med rigtige kranier.
Det er en hel speciel oplevelse at vandre rundt i Chichén Itzá blandt alle de gamle mayabygninger, hvor den fjerklædte slange i form af stenfigurer stikker sit hoved frem overalt, samtidig med at levende leguaner på en halv meters længde kravlede rundt mellem stenene. Det første hotel stod klar i 1972, og siden er det bare fortsat i en uendelighed nu med en 23 km lang hotelzone med luksushoteller fra højhuse til kuplede mexicanske og over nykolonialistiske komplekser. Og det er luksus over hele linjen med glitrende natteliv, gourmetmåltider, drinks på stranden og strandsild. Cancúns hotelzone er et larmende forlystelsessted, hvor engelsk er det dominerende sprog, og i området er der næsten ingen fastboende. I stedet bor de i Cancún by, hvor størstedelen af de 300.000 mexicanere servicerer hotelzonen. Cancún er mayaordet for ”en krukke guld”, og navnet passer stadig fint med alt det guld, der tilflyder statskassen og tiltrækker og giver arbejde til masser af mennesker.
Langs vejen var der skilte med grunde til salg, og jeg spurgte Gitte, om vi ikke skulle springe til og åbne en dansk restaurant, så kunne hun stå i køkkenet og stege frikadeller, og jeg kunne gå og underholde damerne – men det syntes hun ikke var en ret god ide. Vi blev indlogeret på Hotel Carmen Inn i et værelse på størrelse med en balsal og med ikke mindre end 3 dobbeltsenge, men uden vandflasker med drikkevand, som ellers er almindeligt på de mexicanske hoteller, og som vi var blevet vant til. Og væggene var hvide og ikke med en eneste dekoration eller et billede.
Vi lagde os ned i sandet og lurede lidt på situationen, og egentlig var det ret så kedeligt, men så kom der en ung, lysebrun carribien girl forbi kun iført en G-streng og to frimærker, og så blev det da straks lidt mere interessant. En tur i vandet kom jeg da også og håbede så, at de røde flag ikke betød hajer.
Hele tiden fodrede træneren med fisk, og det hele sluttede med vandpjask og vink fra delfinernes side, og vi havde fået en fantastisk oplevelse.
Vi fik også lige en ekstra tur ved stranden med moderate bølger, men lige som vi gik, gik bølgerne agurk og tårnede sig pludselig op og slog ind mod stranden, så hvor vi havde siddet tørt for et øjeblik siden, blev der nu helt vådt. En sidste iskaffe på hovedgaden blev fortæret, medens vi kikkede på de tykke og tynde hvide mennesker, der defilerede forbi. Jeg havde jo min lange lacandoner-indianerbue, som gerne skulle med hjem, så vi gik hen til et mega supermarked for at, om der kunne købes noget gaffatape til at vikle omkring for at beskytte den. Joh, de havde da gaffatape, men så blev det svært, for de havde mindst 30 forskellige slags at vælge imellem, så kom ikke og, at Mexico er et tilbagestående land. Der var forresten også rigtige, levende juletræer til salg for den nette sum af 349 peso, men de så allerede lidt tørre ud, selvom de lå på is. Afskedsmiddagen var med hele gruppen på en fin restaurant nede på hovedgaden, og sådan et sted var det selvfølgelig lidt turistede priser med 855 peso for to personer, men så var det også incl. 300 peso til vin.
Hjemturen og lidt priser.
Det er en fantastisk fin oplevelse at have besøgt Mexico og meget forskellig fra vores fordomme hjemmefra. Vi havde lært en masse om de gamle, helt unikke tempelruinbyer og de hyggelige kolonitidsbyer. At mexicanerne også var så forskellige i de mange indianerstammer, forbavsede mig også, og de var altid venlige, smilende og livlige, og der var fuld drøn på alle deres festligheder. Det var virkelig en positiv oplevelse at besøge Mexico, og hvis det ikke var, fordi jeg ikke har nået alle verdens afkroge endnu, så kunne jeg da godt tænke mig at komme tilbage engang. Jeg fik taget en masse dejlige billeder og ikke mindst af mexicanerne, så Mexico er kommet med i min foredragsrække, og der er masser at fortælle om.
Turen havde strakt sig over 16 dage, og prisen til Albatros var 15.990 kr. pr. person. Denne pris var incl. morgenmad. Til resten af vores mad og drikke og et hav af souvenirs brugte vi tilsammen 14.260 peso til kurs
.4811, hvilket giver 6.860 kr. plus de dollars, vi brugte på delfinerne. Det var bestemt en tur, der var alle pengene værd, og Albatros levede op til forventningerne, så næste store tur bliver også med dem til det indre af Thailand, hvor vi skal overvære deres elefanttræf.. Hans Gregersen: Solens Folk. Tema bogforlag 1989. Turen går til Mexico. Politikens rejsebøger. 2008. Erobrene. Kåre Bluitgen. Forlaget Tøkk. en roman om den altslugende hunger efter guld og kærlighed. Meget læseværdig. Solens folk. Claus Buttenschøn. Tema bogforlag. Tynd letlæst bog. Aztekerne. Tim Wood. Forlaget Flachs. Mange flotte oplysende tegninger. Aztekerne Robert Hull. Carlsen. Den gamle verden. Godt illustreret. Aztekeren. Gary Jennings. Husets forlag. 2007. En 800 siders bog der følger en aztekers liv fra fødsel til død gennem glæder og sorger og ender i 1531 efter spaniernes erobring.
Disse rejsefortællinger om Mexico indgår i min pakke af
foredrag under titlen: "Mexico rundt - templer, indianere og gamle
kolonitidsbyer". Bookning kim@greiner.dk
Læs mere om foredragene på denne hjemmeside under afsnittet Foredrag. |
Mayaernes storhedstid faldt i årene 300 til 900, hvorefter der kom en opløsningstid, hvor byerne i regnskoven blev forladt, og de fleste mayastammer blev koncentreret i det nordlige Yucatan. Omkring år 1.000 kom der nyt liv i mayalandet, da toltekerne invaderede området, og mayaerne lærte guden ”Den fjerklædte slange” at kende, og der blev bygget byer, og den udvidede handel gav krigerne kendskab til nye våben. Toltekerne lærte af mayaerne, og mayaerne lærte af toltekerne, og selvom de to folk efterhånden smeltede sammen, var det dog som mayaer, at de opfattedes.
Da spanierne gik i land i 1519, var mayaernes gyldne tid derfor forbi, så det kan vi ikke beskylde spanierne for. På det tidspunkt lå de sydlige tempelbyer i junglen gemt under en tæt bevoksning, og befolkningen på Yucatan lå stadig i indbyrdes stridigheder.
Deres to andre kalendere var der mere hold i, idet den ene var på 18 måneder a 20 dage foruden en periode på fem dage, hvilket lige som vores kalender giver 365 dage. Den anden kalender var på 260 dage og blev brugt inden for religionen, og de to kalendere gik så op i en højere enhed med perioder på 52 år, ligesom aztekernes kalendersystem sidenhen. Mayaerne brugte kalenderen i dagligdagen, men det var præsterne, der kunne regne ud, hvornår der skulle sås majs. Da majsen blev betragtet som en gave fra guderne, var det vigtigt, at både såning og høst skulle foregå efter særlige regler og på bestemte tider. Præsterne kendte også til astronomi, og de holdt nøje øje med sol- og måneformørkelser, og tænk engang, de troede virkelig, at et menneskes livsforløb var afhængigt af planeternes stilling.
Mayaerne dyrkede også bønner, græskar, søde kartofler og avocado. Kakao spillede en særlig rolle, for bønnerne blev også brugt som betalingsmiddel. Der skulle f.eks. betales 10 kakaobønner for en kanin og 4 for et græskar, og på markederne hed det: ”Den, der har lyst til en prostitueret for at få tilfredsstillet sine lyster, kan få en for 8 eller 10 kakaobønner”. 
Foruden at holde styr på kalenderen var det præsternes opgave at sikre den gode forbindelse mellem guderne og menneskene, og der var mange guder at tage hensyn til. Solen havde en central rolle, for det var den, der fik markens afgrøder til at modnes, men der var også krigsguden og dødsguden m.fl. ”Den fjerklædte Slange” lærte mayaerne at kende fra toltekerne, der kaldte guden for Quetzalcoatl, jeg kan ikke udtale det, og det kunne mayaerne måske heller ikke, for de kaldte guden for Kukulcan. Det var en gud, der havde stor betydning for de mexicanske indianere, da han symboliserede frugtbarhed og lærdom. Det var Quetzalcoatl, som aztekerne troede, var draget til havs, og hans tilbagekomst blev uheldigvis forvekslet med spaniernes ankomst, så aztekerne i lang tid troede, at det var Quetzalcoatl, der var vendt tilbage, da han i følge legenden var hvid og havde hår i ansigtet.
Den mest almindelige måde at ofre mennesker på var at dræbe dem på offerstenen, hvor hjertet blev revet ud, men der var også andre måder. I Chichen Itza, der er en af de store mayabyer, som vi senere besøgte, har man udgravet et stort vandreservoir, hvor der 35 meter nede i bundens mudder blev fundet skeletter af 21 børn, 8 kvinder og 13 mænd foruden smykker af guld samt træ- og voksfigurer.
Det var nu ikke kun herskerne, der gik med spidse kranier, for alle menneskeligt deforme regnedes som smukke og respektindgydende, og det at være skeløjet var et stort plus, så småbørnene fik bundet en snor ned fra panden med en rund bold, som de skelende kikkede på.
Tænder der var filet spidse var heller ikke af vejen hvis der skulle gøres
indtryk på damerne.
Der blev handlet med dagligvarer som honning, bomuldstøj, kakao og hjortekød, men også luksusvarer som ædelsten, duftende harpiks, jaguarskind, fjerpyntede hovedbeklædninger og selvfølgelig slaver. Og kun 100 kakaobønner for en frisk slave, der kunne bruges som bærer eller roer eller markarbejder var jo fundet til den pris. Kakao blev ikke kun brugt som betalingsmiddel, for de drak også kakao, og de troede, at når gode personer døde, så kom de op i en slags himmel, og der kunne de drikke al den kakao, de lystede.
Mange af mayabyerne havde mure eller palisader omkring byen, men meget tarveligt så kastede fjenden hvepseboer ind over palisaderne. Selvom de forskellige mayabyer ofte var i kamp med hinanden, så var de dog først og fremmest bønder, og derfor var den bedste tid for krig oktober måned, for der var der ikke noget markarbejde, der ventede. Og de holdt også på, at de ville have deres nattesøvn, så de udkæmpede aldrig slag om natten.
Indgangspartiet til Palenque er selvfølgelig flankeret af souvenirboder, og bl.a. stod der nogle lacandón-indianere, der viftede med nogle flitsbuer, og dem ville jeg se nærmere på senere.
En af de mest imponerende bygninger er Inskriptionernes Tempel, der er en 24 meter høj pyramide, hvor væggene er prydet med hieroglyffer og symboler. I mayaernes tid var kalkstensreliefferne malet. Med farver på det hvide puds og med den mørkegrønne jungle som baggrund må det have været et fantastisk syn.
Hidtil havde man troet, at pyramiderne kun blev bygget for at bære templerne på toppen, men i dette tilfælde gemte pyramiden så alligevel en grav ligesom de egyptiske pyramider. Inskriptionernes Tempel har fået sit navn på grund af en masse hieroglyfinskriptioner på væggene, men det er dog langtfra alle inskriptioner, der er blevet tydet. 
Inde imellem ruinerne havde de indfødte boder med et bredt udvalg af souvenirs, og vi faldt for nogle skind med mayamotiver. Motiverne var nærmest brændt ind i læderet, så der var lidt relief, og så var de delvis farvelagte. Vi fik købt 4 dekorative skind med forskellige motiver til den nette sum af 400 peso.
De taler en variant af mayasproget, og på deres eget sprog kalder de sig Hach Winik, der betyder Det Rigtige Folk. Før i tiden havde de deres egne guder, og ind imellem tog de på pilgrimsfærd til mayacivilisationens ruinbyer, hvor de samlede sten til rituelle formål. De gamle ruiner, troede de, var steder, hvor deres guder havde boet, før de flyttede til nye bosteder i himlen eller under jorden. 
Efter at vi havde gået rundt imellem ruinerne i Palenque, gik jeg hen til lacandónerne, der var klædt i lange hvide kjortler, for at kikke på deres buer og pile. De havde nogle små buer og små pile med forskellige former for pilespidser af flint, alt efter til hvilket formål de skulle anvendes. De så dog lidt for turistede ud, fordi der på pilene var brændemærket, hvad de skulle anvendes til, og hvem ved, måske stod der ligefrem ”med hilsen fra Lacandona”. Dem var jeg dog ikke interesseret i, for de havde også store buer på vel omkring 1½ meter og næsten lige så lange pile og uden brændemærker, så de så noget mere originale ud. Efter en lettere forhandling blev jeg så ejer af en bue og 10 forskellige pile til en sum af 220 peso, og da Gitte fik købt en kjole til ligeledes 220 peso, så havde vi da støttet indianerne en del.
Vej 186 gik igennem et fladt, nærmest sumpet landskab, og det var stadig meget vådt efter regnen for 1½ måned siden, hvor det havde regnet i stænger i 14 dage i træk. Ind imellem var der farme og store kvægflokke med mexi-cowboys, og der lå da også enkelte små byer, men der var uendeligt langt til alting, så det må være ret kedeligt at bo sådanne steder. 
Hvis Yucatan-halvøen skal beskrives med ét ord, er det - kamp. Både da spanierne ankom, og senere da mayaerne gjorde oprør mod de forhadte godsejere. Kampen om jorden er gået ind i en ny fase, for nu er der også kamp om turistindtægterne. Den såkaldte turistkorridor langs østkysten, der kaldes Riviera Maya vokser ukontrolleret, og så går det ud over både natur og fortidsminder – men lad os nu se på det med vores egne øjne.
Videre ud ad vej 269, der var god og hurtig, men ikke særlig bred, så ved modkørende lastbiler skulle vi lige holde vejret, indtil vi var komme levende forbi. Der var også store laguner med mangrove, indtil vi nåede ud til den Mexicanske Golf. Golfen så stille og fredelig ud med sine små bølger og store flokke af pelikaner. Vej 180 følger kysten, hvor der stort set ikke var nogen mexicansk bebyggelse, men nogle store, engelske og spanske selskaber havde gang i noget stort hotelbyggeri. 
Efter et særligt voldsomt angreb i 1600-tallet, hvor pirater af mange forskellige nationaliteter slog sig sammen, besluttede de spanske myndigheder at bygge en 2,5 km mur omkring byen, så den blev forvandlet til en sekskantet fæstning med otte vagttårne. 
Resten af selskabet gik på restaurant, men vi var snart blevet restaurationsmættet, så vi købte et par bananer og ville hellere på opdagelse i den spændende by. 
Der var åbenbart et cirkus i byen, for de kørte rundt med højtalere og bjørne, dromedarer, lamaer og bavianer i rullende bure for at gøre reklame for sig selv og trække kunder til.
Vi gik tilbage igennem byen ad nogle andre gader, og lige over for det gamle guvernørpalads kikkede vi på den moderne stats kongresbygning Congreso del Estado. Lige ved siden af ligger en mærkelig bygning, der nærmest ligner en UFO, og den kaldes faktisk også for UFO’en eller Sandwichen. Den blev oplyst af forskelligt farvet lys, der hele tiden skiftede, og det var faktisk meget fascinerende at se på. Nede i nærheden af Zokaloen var der oplyste springvand, der også skiftede farver, og børnene rendte rundt og legede, og vi sad bare og nød livet i det lune vejr med en svag brise fra Golfen. Vi var da også lige nede at snuse ved selve Golfen, hvor der stadig lå gamle kanoner og pegede ud over det kulsorte hav. 
Vi drejede ind ad en sidevej til en sidevej og var pludselig tilbage til et stykke Europa, og det sådan som man levede for 50 – 80 år siden. Armisfolket fra USA kender de fleste, men mennonitterne havde jeg da aldrig hørt om, selvom de to befolkningsgrupper har meget tilfælles. Mennonitterne kom til Mexico i 1920-erne, og de fleste taler stadig deres gammeltyske dialekter, og det er kun et fåtal, der taler spansk. Her i området ligger der to landsbyer, hvor den ene har omkring 800 indbyggere, og lidt længere ude ad vejen ligger der en lidt mindre landsby med 300 indbyggere. Som i en tidsmaskine, der kunne flytte os i tid og sted, var vi pludselig inde i et område med velfriserede marker og små pæne, velholdte gårde med siloer.
Mennonitterne blander sig nødig med andre, og de vender ryggen til luksus og moderniseringer, så de fleste kører stadig rundt med hestevogne, men meget fornuftigt har de spændt et solsejl over kuskesædet. Nå, vi så da en enkel traktor, men det var nok ikke allersidste model, da den havde jernhjul. TV er stadig forbudt i de fleste hjem, og da de så ikke ved, hvad de skal lave om aftenen, er det ikke ualmindeligt, at familierne har 10 børn. 
I den lille mayalandsby Santa Elena var vi inde at besøge en lille mayafamilie, der gæstfrit viste deres hjem frem. Selvom der efterhånden var steghedt udenfor, var der dejligt køligt inden døre, da væggene var lavet af en let tremmekonstruktion, hvor brisen kunne komme igennem.
Husbonds lidt buttede kone sad i en typisk mayaklædning i form af en kridhvid kjortel, og hun var ved at bage tortillas på en flad sten, medens deres voksne datter vaskede tøj iført shorts og plastiksandaler. Hyggelig, lille familie, og de rådede over flere små huse, en grisesti med en enkelt lille gris og nogle unge kalkuner, der gik rundt imellem husene og kaglede. Ja, så skulle jeg lige have et billede af et par drenge, der stod udenfor og så gerne ville fotograferes.
Inde på området stødte vi først på en af de store vandcisterner, hvor mayaerne gemte deres sparsomme vand, og lidt længere fremme ligger den store Troldmandens Pyramide, der ifølge legenderne blev bygget af en dværg på en enkelt nat. Nu skal man jo nok ikke tro på alt, hvad man hører, for historien siger, at dværgens mor, der var en heks, befalede dværgen at gå til guvernøren. Ham skulle han udfordre i en række færdigheder, hvor den sidste disciplin var at bygge en bygning på en enkelt nat, og den skulle være højere end alle de andre bygninger i området. Det lykkedes dværgen at bygge en 39 meter høj pyramide, og da han derved havde besejret guvernøren, blev han selv guvernør og levede helt sikkert lige til sine dages ende.
Under alle omstændigheder er pyramiden et imponerende bygningsværk med stejle trapper helt op til toppen. Hvis man ser bort fra dværgen, så består bygningen faktisk af fem pyramider, der er bygget oven på hinanden og over flere hundrede år. 
En andet stort bygningskompleks er det såkaldte Nonnekloster, der blev navngivet af en spansk opdagelsesrejsende i det 17. århundrede. Fire bygninger ligger omgivet af en gårdsplads, og det var det, der mindede ham om et kloster, men arkæologerne mener nu, at de 74 rum har været benyttet til beboelse eller måske en slags skole. Bygningskomplekset er bygget på en menneskeskabt platform, og mange af væggene er beundringsværdige stenarbejder, der stykke for stykke er udhugget og senere sat sammen som et tredimensionelt puslespil. Mange af stenmaskerne forestiller regnguden Chac, der med sin buede næse er vendt mod himlen for at gennembore skyerne og bringe den livgivende regn, for det eneste vand, der var til at få på de kanter, kom fra skyerne. 
De byggede fine palæer i byen, men tilbragte ellers det meste af deres tid i New York og Paris. Faktisk så havde byen flere millionærer i forhold til indbyggertallet end nogen anden by i Latinamerika. Palæer, der lignende dem i Paris, skød op, og boulevarden Paseo Montejo mindede i betænkelig grad Champs Elysées i Paris. Det var dog kun de rige spaniere, der boede i byens centrum i de fine palæer, for indianerne og mestizerne (blanding af indianere og hvide) boede uden for centrum, og spanierne var så stolte af deres rene blod. 
I udkanten af byen var vi inde i en speciel restaurant, der kaldte sig Los Hene Quenes, for at få noget at spise. Deres koncept, hvor der altid indgik en øl og suppe, var et væld af små retter, som man i fællesskab langede til. Da vi var stopmætte, kom de med store fyldte totillas, og det kunne de jo godt have sagt. Selv om det var midt på dagen, var der levende musik, og ikke nok med at den var levende, den var også nær smertegrænsen. Heldigvis var vi bænket i den bagerste del af restauranten i et stort airconditioneret glasbur, der nogenlunde tog af for lyden. Det var en oplevelse at spise sådan et lokalt sted, men der burde nu indgå ørepropper i menuen. Der havde ikke været mange gæster, da vi ankom, men under vores måltid strømmede gæsterne til, så det så meget gemytligt ud, da vi takkede af og kørte ind mod centrum.
Næsten inde i centrum i hjørnet af en lille plads ligger hotel Caripa, der er indrettet i et gammelt kolonitidshus med en stor gård med blomster og malerier på væggene, så det var et ganske hyggeligt sted. Selve værelset var højloftet med synlige bjælker og en vifte – men vi skulle jo ikke ligge der og vifte os, vi skulle ud at se på byen.
Zocaloen, der også her kaldes Plaza Mayor, er en stor plads med skyggefulde træer, og den er omgivet af den mest imponerende kolonitidsarkitektur som Casa de Montejo, der blev bygget i midten af 1500-tallet af Meridas spanske erobrer. Huset var beboet helt op til 1980 af hans efterkommere, indtil det blev overtaget af en bank. Det er især den kunstfærdige stukfacade, der er værd at dvæle ved, da den afbilder to conquistadorer (spanske erobrere), der meget symbolsk står på hovederne af to besejrede indianere.
Ved Katedralen var et par enkelte tiggende, gamle koner og nogle få indianersælgere andre steder rundt om i byen, men ellers myldrede det med mennesker på gaderne. Det er efter min personlige bedømmelse de tykke kvinders by og ganske synd, for de havde nogle kønne ansigter, men neden under de kønne ansigter bulede de ud, og det var måske det rene spanske blod, der slog igennem.
Viften på værelset havde snurret rundt hele natten og gjort værelset dejligt behageligt, men der røg nok en stjerne eller to af hotellets stjernerække, for de havde helt glemt, at vi skulle have morgenmad. En enkelt ældre tjener piskede alene rundt og dækkede bord, og efterhånden fik vi da også lidt brød og frugt, og da vi var færdige med at spise, kom æggene. 
Selvom stedet allerede var beboet omkring år 1.000 før Kr., var det først fra år 250, at byen udviklede sig til et økonomisk, kulturelt og religiøst magtcenter for mayaerne. Frem til år 700 havde byen sin storhedstid, men blev så delvis forladt, inden befolkningen igen begyndte at stige, men nu blandet med de indvandrede toltekere. Toltekerne medbragte deres vigtigste gud, den fjerklædte slange Quetzalcóatl, som mayaerne dog omdøbte til Kukulcán. I denne periode blev flere vigtige bygninger opført, og der opstod igen en storhedstid, indtil byen i 1300-tallet igen blev forladt og forfaldt. Hvorfor er der mange gisninger om, men man hælder til den teori, at det var mangel på regn. Præsterne prøvede at fremkalde regnen, men da det ikke lykkedes, mistede man troen på præsterne, og den manglende regn skyldtes måske, at guderne simpelthen var blevet vrede, og så var det klogest at forlade området.
Billedet til højre viser en maya regngud.
Bygningen er også kendt som Kukulcán–pyramiden, og det mest fantastiske er trappen, hvor der ved forårsjævndøgn dannes en skygge, som viser en slange, der bevæger sig op ad trappen. Ved efterårsjævndøgn bevæger slangen sig nedad, og hele seancen varer tre timer og 22 minutter. Det må være et syn for guder, og på de to dage er der da også tykt af turister, der vil se fænomenet, og alle håber så på, at det ikke lige regner den dag.
Chichén Itzá har også Mexicos største og bedst bevarede boldbane, hvor der kan ses arkitektoniske dekorationer hele vejen rundt. Banen var delt på langs, og målene er to stenringe, der er opsat på murene i 5-6 meters højde. Bolden var en hård massiv gummibold, så spillerne var polstrede, og ellers gik spillet ud på at få bolden ind igennem modstandernes stenring. Det kunne umiddelbart lyde nemt, men der er lige den hage ved spillet at man kun måtte røre bolden med hoften, knæ og albuer, så det var næsten umuligt at få et mål. Efter kampens afslutning hændte det, at holdføreren eller hele det ene hold blev ofret til guderne, men det er dog uklart, om det var det vindende eller tabende hold, der blev ofret. Men mon det dog ikke var det tabende hold, der måtte lade livet, ellers ville spillet da blive lige lovligt sløvt.
Den hellige brønd er et stort jordfaldshul med en sø i bunden, og det er brønden, der har givet byen dens navn Chichén Itzá, der betyder ”Mundingen af Itzá-folkets Brønd”. Brønden var en af de få i byen, så den havde også religiøs betydning, hvor der blev ofret til regnguden Chaac, og på bunden er der fundet værdifulde ting af jade og guld. Der blev også fundet knogler fra menneskeofringer, og det har jo nok givet vandet en noget ubehagelig afsmag.
Efter mayaoplevelsen Chichén Itzá fortsatte vi ud mod kysten og passerede den sidste delstatsgrænse Quintana Roo, der ligger langs den mexicanske, caribiske kyst. Delstaten er Mexicos yngste sammen med Baja California, og her i Quintana Roo er der med hovedbyen Cancún skabt et ferieparadis i verdensklasse. Det var præsident Luis Echeverrias regering, der i 1968 havde regnet ud, at Cancúnområdet ville være et fortræffeligt sted at skabe et nyt ferieparadis i verdensklasse. 
Det var dog heldigvis ikke Cancún, vi skulle til, for vi var drejet lidt sydpå ad en forbavsende bred og god vej. Der var stadig kratskov, men efterhånden var der små souvenirboder og restauranter langs vejen. Ude ved kysten drejede vi nordpå ad en bred motorvej, der dog stadig var under konstruktion, og igen blev den sovende mexicaner manet i jorden, for sjældent har vi set et land med så meget aktivitet.
Omkring 65 km syd for Cancún drejede vi ind til Playa del Carmen, der for nogle få år siden var et lille fiskerleje, der var et populært sted for rygsækrejsende, der netop ville undgå steder som Cancún. Stedets afslappede atmosfære trak dog flere og flere til, og hoteller og restauranter skød også op her, men stadigvæk er der nu faktisk ret hyggeligt, selvom der vel nok efterhånden er omkring 200 hoteller, så fiskerlejet skal man lede længe efter. 
Parallelt med stranden, omkring 500 meter inde i landet, løber hovedgaden med alle forretningerne og restauranterne. De største hoteller går næsten fra hovedgaden helt ned til stranden som Royal Hotel, der bare fortsætter i en uendelighed. Hovedgaden var gågade, og der var tykt af mennesker og faktisk alle sammen turister. Mexicanerne stod dog på rad og række foran forretningerne og prøvede at lokke en indenfor med ”Amigo, look here”. Vi lod os ikke friste nævneværdigt og gik blot op og ned ad hovedgaden, der til forveksling lignede Dyrehavsbakken, og ellers oste i en del forretninger.
Vi gik også en tur ned til stranden og beundrede de store atlanterhavsbølger, og endelig var vi fremme ved den berømte, hvide solskinsstrand med de svajende palmer. Jo tak, men det småregnede (hvilket jo nok ville have glædet en maya) og stormede, så paraplyen vendte opad.
Lidt syd for Playa del Carmen i en anden lille by var det muligt at svømme med delfiner, og det var bestemt lige noget for mig, medens Gitte gerne ville med, men kun på en kikker. Vi var 4 fra gruppen, som var tændt på ideen, selvom det kostede 140 US dollar og 5 i transport.
Der blev udleveret redningsveste, og så gik vi hen til nogle store bassiner eller laguner med havvand og med masser af koralfisk til at kilde mellem tæerne. Hver gruppe havde to delfiner, der først skulle imponere os med nogle spring, og så skiftedes vi til at komme frem og kramme delfinerne og få et lille kys. Jesus var meget omhyggelig med, at alle fik tur, og så startede næste afdeling, hvor vi skiftedes til at svømme ned i den anden ende af bassinet. Her rakte vi armene ud, så kom delfinerne bagfra, og så gjaldt det om at gribe fat i deres rygfinne, hvorefter vi fik en tur tværs over bassinet. Sidste seance var den sjoveste, og igen skulle vi skiftevis svømme ned i den anden ende af bassinet, og ikke blot ørene, men også benene skulle holdes stive. De to delfiner kom så bagfra og satte snuderne under fodsålerne, og så fik vi en tur tværs over bassinet med så meget kraft på, at overkroppen kom over vandet. 
Vel var det kommercielt og mere endnu, for undervejs var der optaget en DVD-film af os sammen med delfinerne. Den fik vi set i et lille rum, og så kunne vi endelig komme i tøjet og til pungene. I fællesskab købte vi en film for 50 US dollar, som vi senere fik kopieret, og personlig købte jeg 4 store farvebilleder for 37 dollar. Det var sikkert den eneste gang i mit liv, at jeg fik den mulighed for at svømme og lege med delfiner, og det var helt sikkert hver en dollar værd. Faktisk kunne man også i centeret svømme med søløver og søkøer, men jeg tvivler på, at man med de sidste kunne få en snudetur tværs hen over bassinet. Vi lykkelige delfinsvømmere og Gitte med spiste frokost i centeret, og så kørte bussen tilbage til Playa del Carmen. 
For første gang rejste vi med Albatros, og alt klappede perfekt. Der var nogle flere gæster med i rejsegruppen, end vi har været vandt til med Topas, men alle var flinke og rare mennesker. Og vores uforlignelige guide Jytte havde ledt os gennem landet med bravur, så mange tak til hende og også til vores gode rejsekammerater.