| Mit liv som forsøgsperson. Af seniorgartner Kim Greiner 
Folk lignede et spørgsmålstegn, når jeg under en rundvisning eller i andre sammenhænge fortalte, at jeg havde skænket mit legeme til videnskaben. De blev dog lidt mere normale i ansigtet, når jeg videre fortalte, at det var mit legeme i levende live, og at jeg stærkt regnede med at overleve videnskabsmændenes forsøg.
Jeg arbejder på Det Biovidenskabelige Fakultet, og en dag så jeg på et opslag, at Human Ernæring søgte sunde, raske og ikke rygende mænd i alderen 40-70 år. Beskrivelsen passede perfekt på mig, så jeg mailede til Jesper fra Human Ernæring, og inden jeg rigtig vidste af det, var jeg indlemmet i staben af forsøgspersoner.
Forsøgspersonerne var opdelt i tre grupper: En gruppe skulle spise bækørred, der udelukkende havde fået traditionelt foder, en gruppe skulle spise bækørred, der udelukkende havde fået vegetabilsk foder, og den sidste gruppe var en kontrolgruppe, der i samme mængde skulle spise kylling.
En anden gang vejede jeg pølser, brød og ketchup ved en pølsevogn, og selvfølgelig hver enkelt ting for sig. Pølsemanden sagde ikke noget, men han skævede og stod sikkert og rystede i bukserne, fordi han var bange for, at jeg kom fra Levnedsmiddeldirektoratet og ville tage ham på fersk gerning i undervægtige pølser. Efter 4 døgn var jeg nået til smertegrænsen for besværlighederne med vejningen, og jeg åndede lettet op, da jeg den 5. dag kunne guffe alskens ting og sager i mig uden at registrere noget som helst.
Sulten som en ulv mødte jeg på Instituttet for at blive undersøgt og få fastlagt mine starttal inden forsøget. Der blev taget blodprøver, jeg blev målt og vejet og blev derefter lagt til afslapning på en briks med strenge ordre om ikke at falde i søvn. Så kom Jesper og målte min puls, og med elektroder på brystet målte han blodgennemstrømningen fra hjertet til lysken, halsen og håndleddet. Derefter skulle jeg ind til Birgitte, hvor vi i fællesskab gennemgik kostregistreringsskemaet, og hun påmonterede en blodtryksmåler, der hvert kvarter dagen igennem pumpede sig op, og trykket blev registreret. Et helt døgn skulle den måle trykket, men om natten var det den rene svir, for der var en hel halv time mellem hver oppumpning og måling.
Der var 7 forskellige retter, der blev gentaget i hele forsøgsperioden, og altid indgik der 150 g bækørred. Af retter kan der nævnes fiskesalat, bækørred i karry og i forskellige andre sovser eller hel, ren bækørred samt fiskelasagne. Som sagt så har de bækørred, der indgik i forsøget, ikke ligefrem gået i det rene kildevand, men i en dam, og sådan en dam giver en vis afsmag, men hvis man holder meget af smagen af mosejord, så var det bare alle tiders. Helt korrekt så er det faktisk en bakterie i fiskenes tarm, der er med til at give kødet en vis jordet afsmag, men mosejord eller bakterie - så var retterne ikke lige nemme at komme igennem, især ikke lasagnen. Den var en lidelse uden lige og slår alt, hvad jeg i tidens løb har sat tænderne i, og det er ellers lige fra slanger, kæmpefrøer og marsvin til palmelarver.
Samtidig med at vi skulle spise bækørred hver dag, så måtte vi ikke spise anden fisk eller skaldyr i perioden. I forsøgets start var jeg til en fest, hvor der blev serveret en lækker laksemad med dild, og med skam må jeg melde, at jeg faldt i og spiste den. Nu er jeg en ærlig mand, og i min forsøgsdagbog skrev jeg, at jeg havde spist en enkelt lillebitte, minimal laksemad, og jeg fik også røbet det over for Yvonne. Yvonne kan være en bestemt dame, så med store bogstaver, men dog venligt fik hun fortalt, at det bestemt ikke er i orden at træde ved siden af og spise laksemad. Det måtte jeg endelig ikke gøre igen, hvilket jeg måtte love højt og helligt og med spejderære. Da jeg i slutningen af forsøget skulle på en 4 dages hotelferie med serveret middag hver aften, var afskedsmiddagen til min store fortrydelse en meget fin, lækker lakseanretning. Så pudsede jeg glorien og skubbede resolut al laksen over på min kones tallerken og fik i stedet hendes kartofler. For resten så er det heller ikke så forfærdelig spændende at have diverse fiskeretter med i kufferten under en ferie, men alt blev spist til punkt og prikke for når det virkelig gæller så kan jeg godt. Forsøgsperioden begyndte at rinde ud, og igen skulle der i 4 dage kostregistreres ned til mindste detalje, og det specielle aftensmåltid blev indtaget, og igen mødte jeg fastende på Human Ernæring til målinger. Inden målingerne gik i gang, blev jeg spurgt, om en studerende, der skulle skrive en bacheloropgave om forsøget, måtte have lov til at overvære proceduren, hvilket jeg selvfølgelig gav lov til. Efter at have hvilet på en briks i ti minutter skulle der tages blodprøver, og for ikke at blive forstyrret, eller hvorfor ved jeg ikke, så låste de to smukke kvinder døren, men det havde jeg nu ikke det fjerneste imod. Pigerne opførte sig nu pænt, selv om blodet flød, og næste punkt var vejningen, hvor jeg dog fik lov til at være alene, da det skulle være meget tæt på adamskostume. Så var det Jespers tur, og da jeg vidste, han var lidt nærgående under sine målinger, spurgte jeg for en sikkerheds skyld vores studerende, om hun før havde set en nøgen mand. Det var der dog slet ingen problemer med, men hun så alligevel lidt skuffet ud, da jeg fik lov til at beholde underbenklæderne på.
Om natten er en aktiv blodtryksmåler en noget urolig sengekammerat, men jeg fik da sovet lidt ind imellem, og midt på næste formiddag blev apparatet afleveret, og min status faldt øjeblikkelig til almindelig seniorgartner efter i 2 måneder at have været en videnskabelig forsøgsperson.
Et mindre honorar på et par tusinde kroner bliver udbetalt på et tidspunkt og senere bliver alle forsøgspersonerne indkaldt til et møde hvor vi får resultatet af vores fælles anstrengelser. |
Forsøget gik i al sin korthed ud på, at der skulle spises bækørred, og mine tanker gik tilbage til min ungdom, hvor jeg egenhændigt havde fanget en bækørred i et friskt vandløb i Midtjylland. I min hukommelse var det en meget velsmagende bækørred, der en halv time efter lå på panden, så sådan et bækørredforsøg var lige noget for mig. I forsøget skulle der godt nok spises bækørred hver dag i 2 måneder, men en god madoplevelse kan jo ikke gentages for tit. Formålet med forsøget var at se, om indtagelse af fisk har indflydelse på årernes elasticitet og dermed blodgennemstrømningen, men også om det har indflydelse på puls, kolesteroltal, vægt, livvidde og sikkert nogle andre ting, jeg ikke rigtig fik fat i. 
Forsøget startede med et interview og derefter en prøvemåling for at finde ud af, om jeg var egnet, og om jeg overhovedet havde en puls, og hvis det var tilfældet, om den kunne findes og måles. De første målinger viste, at jeg var egnet, og efter et stykke tid blev den samlede gruppe forsøgspersoner indkaldt til et informationsmøde, og hver af os fik opgivet en startdato.
I min bestræbelse på at have en sund sjæl i et sundt legeme vandrer jeg hver dag efter arbejdstid fra Fakultetet til Hovedbanegården, medens jeg spiser et æble. Da jeg en af kostregistreringsdagene nåede til Gl. Kongevej, var æblet spist, og skroget måtte så ikke bare dumpes i en affaldsbeholder, men kom ned i lommen. Det viste sig, at sådan et æbleskrog er ret vådt, når det ligger i en lomme, så på Hovedbanen blev jeg træt af det og tog på perronen min vægt frem, og blandt hundredvis af mennesker vejede jeg mit æbleskrog. Der var en del, der kikkede, men ingen ringede dog til Sct. Hans.
Den sidste aften inden forsøgets start skulle der spises et helt specielt måltid efter en udleveret opskrift. Det samme måltid skulle spises den sidste aften, når de 2 måneder var gået og inden de afsluttende målinger, så for nemheds skyld lavede jeg en dobbelt portion, hvor den ene så kom i fryseren. Efter indtagelsen af måltidet skulle jeg faste indtil næste morgen, hvor jeg skulle møde på Human Ernæring. 
Det foregik på den måde, at jeg hver mandag og torsdag gik hen på Forsøgsfrokoststuen og fik et komplet måltid mad, hvori indgik 150 g bækørred – og som en stor fordel skulle der så ikke smøres madpakke den dag. Til de andre dage fik jeg udleveret frossen bækørred og skulle så selv finde på noget tilbehør, men der indgik som regel en sovs. Spisningen i frokoststuen glædede jeg mig altid til, for to søde og venlige damer, Yvonne og Berit, kredser om os forsøgspersoner, og personligt fik vi nogle gange vendt verdenssituationen og talte om emner fra træer i Sverige til vandreture på New Zealand. 
Fiskesalaten var min favorit, og den kunne jeg ligefrem spise med fornøjelse. De andre retter var da acceptable, men de var også fra køkkenets side overbroderet med stærke krydderier. Krydderierne var ikke altid nok til mig, så jeg opfandt specielle varieteter som bækørred med ketchup, bækørred med peberspegepølse godt garneret med revet peberrod.
Til slut gennemgik jeg med Birgitte min kostregistrering, og hun påmonterede blodtrykmåleren, og så kunne jeg endelig gå ned til min morgenmad og få udleveret mit sidste bækørredmåltid. De kendte snart min smag i køkkenet, så meget fintfølende var det ikke fiskelasagnen, men fiskesalat. Samme eftermiddag skulle jeg holde et 2 timers foredrag i en pensionistforening, og da blodtrykmåleren stadig var påmonteret, måtte jeg forklare, at når jeg hvert kvarter stod og strittede med armen, og der kom højlydte bippelyde, så var det, fordi jeg var forsøgsperson og fik taget mit blodtryk.