| Nanna og katten Hannibal.
Fortælling og maleri af Kim Greiner. Der var engang en pige, der hed Nanna, og hun boede sammen med sin mor og far i en lille by langt ude på landet. I den anden ende af byen boede hendes mormor og morfar i et stort gammelt hus, og hos dem boede også en gammel kat, der hed Hannibal.
Vores lille kattekilling boede først sammen med sine 5 brødre og søstre i et stort faldefærdigt hus endnu længere ude på landet, og engang da Nannas morfar var ude at samle ind til Røde Kors, kom han til det faldefærdige hus og bankede på døren. På trappen legede en flok store kattekillinger, og da manden i huset lukkede døren op, fortalte han, at han desværre ikke havde nogen penge. Men morfar måtte meget gerne få en kattekilling, for killingerne var i voksealderen og skulle have en masse kattemad, og det var ikke helt billigt. Morfar skulle først lige spørge mormor, om det var i orden med en kattekilling i huset, og mormor syntes det var en god ide, for der var så mange mus i huset, og så ville det være dejligt at have en musejæger. Det blev så aftalt, at morfar og mormor næste lørdag skulle komme ud og hente en af kattekillingerne, og de tog en kurv med, som killingen skulle være i på vejen hjem til sit nye hus.
Hannibal voksede sig hurtigt stor, og med alderen blev den mere og mere blå og tykkere og tykkere og vejede til sidst 8 kg, og det er meget for en kat. Nanna kom tit på besøg hos morfar og mormor, og når hun ikke fik historier eller spiste fredagsslik, legede hun med Hannibal og gav ham mad, og de blev rigtig gode venner.
Det var meget irriterende med alle de mus og den tykke, dovne kat, der ikke ville fange dem, og til sidst besluttede morfar, at nu skulle Hannibal sælges, og han skrev på et skilt ”Blå kat til salg” og spurgte Nanna, om hun ville stå ude ved havelågen og vise Hannibal frem til de mennesker, der gik forbi. Og så malede morfar et billede af Nanna, der står med Hannibal og skiltet ved havelågen og gav det til Nannas mor mange år før, denne historie blev skrevet, men sådan er der så meget.
Så fik Nanna en ide, og heldigvis er denne historie et eventyr, og så kan mennesker og dyr godt snakke sammen, for det kan de jo ikke i virkeligheden. Nanna kaldte på musefar og forklarede ham, at hvis Hannibal blev solgt eller givet væk, så var der ingen kat i huset, og så ville der heller ikke blive stillet kattemad frem, og så vil musene sulte.
Det kunne musefar egentlig godt forstå, da han fik tænkt sig lidt om, og Nanna og musefar aftalte, at nogle af musene skulle lade som om, de var døde, og det skulle se ud som om, Hannibal havde fanget dem. Den ældste af musebørnene lagde sig forsigtigt imellem Hannibals tænder og lukkede øjnene og lå musestille, og Hannibal gik hen og lagde musen foran morfars fødder. Han kaldte glad på mormor: ”Nej, kom og se, Hannibal har fanget en mus”, og så tog morfar musen i halen og bar den ud i skraldebøtten. Så fik musene travlt med at lave en rebstige, og om natten hejsede de den ned i skraldesækken og reddede den mus, som jo slet ikke var død i virkeligheden, og musemor blev glad for at se sit musebarn igen.
Nu var alle glade, for mormor og morfar så ikke mere nogen mus, og Nanna havde Hannibal at lege med og give mad. Hannibal blev kælet med af Nanna og for resten også resten af familien, for han var så dygtig til at fange mus, og musene boede dejligt i deres musehul og fik kattemad til dessert. |
Katten var sådan set meget almindelig, for den havde fire ben, en lang busket hale, og midt i ansigtet havde den en mund med spidse tænder, dvs. tænderne var ikke så spidse mere, og et par stykker af dem var faldet ud, for det var en gammel kat. Der var det lidt usædvanlige ved katten, at den var blå. Dens far havde været en rigtig fin angorakat med stamtavle, og angorakatte er normalt blå. Dens mor var en rigtig tykpelset skovkat, og den havde i sin tid været forelsket i den flotte, fine angorakat, og hvis katte er forelskede, resulterer det ofte i et kuld killinger.
På gårdspladsen stod manden med hele flokken af killinger omkring benene. Mormor stillede kurven på jorden, og manden tog en af killingerne op og sagde, at den skulle de tage, for det var den mest kælne. Men medens de kikkede på den kælne kat i mandens hænder, så hoppede en anden kattekilling op i mormors kurv og lagde sig tilrette og lukkede øjnene for at sove. Mormor og morfar nænnede ikke at tage killingen op af kurven, så det blev Hannibal, der selv valgte sine nye mennesker. Kattekillingen var svagt lyseblå og mindede i farven om en klump is, så den blev kaldt Hannibal til minde om en konge, der engang prøvede at gå over nogle meget høje bjerge i sne og frost sammen med en flok elefanter.
I begyndelsen var Hannibal en rigtig god musejæger, og der var ikke en eneste mus i hele huset, men der var heller ikke nogen fugleunger i haven, for dem snuppede han også, og det sidste var jo ikke så godt. Men da Hannibal blev tykkere, gad han ikke rigtig fange mus mere, så der flyttede en musefamilie ind i huset endda med et musehul lige ved Hannibals madskål, så om natten listede musene sig ud og spiste af madskålen, og det var jo dejligt nemt for dem. Musene nøjedes desværre ikke med kun at være i musehullet og i madskålen, næ, de pilede rundt i stuerne, og engang havde en af musene gemt sig i mormors støvler, så hun skreg op, da det kildede mellem tæerne. En anden gang kravlede en mus op i morfars seng og kildede ham på halsen om natten, og inden da havde den bidt et stort hul i morfars nye bukser, der lå på stolen ved siden af sengen.
Nanna syntes for resten, det var en meget dårlig ide at sælge Hannibal, og der var heldigvis heller ingen mennesker, der ville købe ham. Nanna spurgte derfor morfar, om de så ikke kunne beholde ham, hvis hun kunne lære Hannibal at fange mus. Jo, det måtte hun godt, for de holdt alle sammen meget af ham, men de kunne ikke have alle de mus rendende rundt. Nanna prøvede og prøvede at få Hannibal til at lære at fange mus og viste ham de skarpe kløer inde under trædepuderne: ”Du skal bare liste dig frem, og når du ser en mus, skal du lynhurtigt slå til den med kløerne.” Selv om Hannibal prøvede mange gange, lykkedes det aldrig at fange nogen mus. De blev højst lidt forskrækkede og gnaskede så ellers videre af Hannibals madskål, og mormor og morfar blev mere og mere sure over museskidt på gulvet og kravlen rundt i sengetøjet.
Nanna, Hannibal og musene lavede nu den aftale, at musene skulle blive i deres musehul hele dagen og gå musestille rundt. Om natten måtte de komme frem og spise lidt af kattemaden, men de skulle også søge føde ude på marken, og de måtte under ingen omstændigheder kravle op i morfars seng eller lege gemmeleg nede i mormors støvler.