Nepal – Chitwan Nationalpark.
Rejsefortælling af Kim Greiner4. del November 2012 Vejen til Chitwan Nationalpark. Efter at have besøgt Kathmandu, de gamle kongerier i Kathmandudalen og Pokhara med udsigt til den hvide Annapurnabjergkæde fortsatte turen mod Chitwan Nationalpark. Det var stadig vores trofaste chauffør og ven Lram Babu, der stod for kørselen, og det var til alles tilfredshed. Da der ikke er ret mange farbare veje i Nepal, skulle vi først et langt stykke tilbage fra Pokhara til Muglin. Derefter drejede vi sydpå igennem bjergene, hvor vejen følger floden til Bharatpur, der er Nepals 5. største by med 145.000 indbyggere. Undervejs var der mange broer, der skulle passeres over den brusende flod. Vejen vekslede mellem hullet asfalt eller ingen asfalt, så det var en opgave for en garvet nepalchauffør. Vi gjorde et par stop undervejs for at købe vand, men ellers kørte vi i fire timer, før der kom et skilt med Chitwan Nationalpark, og det første dyr, vi så, var en ged.
Sauraha var egentlig startet som en lille Tharu landsby, men var nu vokset op til noget større, da den er den østlige indgang til selve Chitwan Nationalpark. Der var noget wild-west eller jungleby over Sauraha. Hovedgaden førte ned til parkindgangen, og så drejede vejen rundt ved floden, og i en ring kom den tilbage til hovedgaden. Nede ad en lille sidevej lå Chitwan Adventure Resort, der var vores junglelodge i de næste dage, og det osede bare af eventyr. Vi blev modtaget med juice og kolde klude direkte fra fryseren, og vi mødte vores meget venlige og behagelige guide Yamnath Giri, under hvis vinger vi skulle være de næste dage. Personalet på Chitwan Adventure Resort gjorde sig virkelig umage for, at vi skulle have det godt, og de er meget høflige. Vi fik et fint værelse i fine omgivelser, og 5 minutter efter ankomsten skulle vi på solnedgangstur ved floden.
Tharu-folket er en af Nepals største etniske grupper med 1,4 millioner mennesker, og i Chitwan-området er det 55 % af befolkningen, der er tharu. De stammer fra Nordøstasien, men har levet i Teraiområdet i mere end 1.000 år. Deres sprog er beslægtet med hindi, blandet med urdu, nepali og maithili, og deres religion er også lidt blandet, men mange landsbyer her deres egne beskyttelsesguder. Deres vigtigste erhverv er agerbrug, kvægdrift og fiskeri. Husene er bygget af grene og rørstrå, der er dækket af tørret mudder samt stråtag. Det siges at tharuerne, foruden whisky og chili, er resistente mod malaria, og medvirkende til dette er, at huskonstruktionen bevirker, at røgen bliver inde i husene, og dermed holdes myggene ude. Tharuernes ægteskab er monogamt, og ægtefællerne er som regel fra samme stamme. Foruden ligbål begraver man også de døde, og underligt nok begraver man mændene liggende på maven og kvinderne liggende på ryggen. Tharufolket har også en speciel stokkedans, som adskiller dem fra andre folkeslag.
Tharufolket er et af de mest udnyttede folk i Nepal, idet mange er stavnsbundne og reelt arbejder som gældsslaver, kamayia, da de fleste tharuer er jordløse og derfor må leje jord af storbønder for at kunne overleve. Lejen skal arbejdes af, og det er en proces, som giver en evigt voksende gæld. Systemet blev forbudt i 1999, men fungerer stadig i praksis. Med bl.a. dansk hjælp er mange blevet frikøbt fra gælden, men de ejer stadig ikke noget jord, så mange søger tilbage til storbønderne for at have noget at leve af.
Et andet system, kamlari, består i, at man udlejer sine døtre til storbønder og byfolk, og det er piger helt ned til 6-7 års alderen. De små piger skal så knokle, og mange udnyttes seksuelt, og de får ingen penge selv. Lønnen modtager faderen, og så kan familien derhjemme måske holde skindet på næsen. Kontrakten løber for et år ad gangen og indgås under tharu-festen Maghi i januar måned. Pigerne er de store tabere, og de må nærmest henregnes til slaver.
Langs floderne vokser flere end 70 græsarter, hvoraf nogle kan blive 3-5 meter høje. Græsset bruges af lokalbefolkningen til foder, tagdækning, kurve og papir, og så er græsset fortrinligt dække for dyrene. Chitwan kan ikke sammenlignes med den afrikanske savanne med tusindvis af dyr, idet dyrene her ses enkeltvis eller i småflokke, og ofte skal der ledes efter dem.
I Chitwan kan også ses over 450 forskellige fuglearter, hvoraf mange er vintergæster fra Sibirien og Tibet. I flæng kan der nævnes påfugle, grønne papegøjer, piroler, ørne, spætter og et mylder af småfugle. Og langs floderne lever traner, isfugle, braksvaler, fiskeørne og hejrer. I floderne lever to slags krokodiller: sumpkrokodillen og den spidssnudede, fiskeædende gavial, hvis skind tidligere blev brugt til tasker og sko. Nu er det ulovligt at jage den, da den nær var blevet udryddet af krybskytter. Ved nationalparkens hovedkvarter sydvest for Sauraha findes et opdrætcenter, hvor der udklækkes gavialæg, og når ungerne er blevet rimelig store, udsættes de i naturen, hvor der i øjeblikket skønnes at være ca. 170 vilde gavialer. Af andre krybdyr i Chitwan lever der den 1,5 meter lange varan, pyton-kvælerslange og de to farlige giftslanger kongekobra og krait. Og så vrimler det med frøer og sommerfugle. Under krigen mellem den korrupte regering og maoisterne herskede der kaotiske tilstande i Nepal. De udstationerede soldater i Chitwan blev forflyttet, og der var frit slag for krybskytterne. Under konflikten blev der dræbt mindst 30 pansernæsehorn og et ukendt antal tigre og leoparder, men nu er der heldigvis orden på sagerne igen.
Fra november til marts er temperaturen i Chitwan behagelig, men nætterne er kølige. Midt på vinteren er myggeplagen minimal, men der konstateres af og til malaria i Sauraha-området. Vi havde for en sikkerheds skyld taget malariapiller med, men vi så ikke så meget som skyggen af en myg.
Opholdet i Chitwan var på fuld kost, og vi havde meldt os til 2. skafning i hotellets spisesal. Der havde været 100 kinesere til 1. skafning, og nu var vi helt alene med vores nepalesiske ægtepar. Der blev først serveret suppe, og derefter det helt store i kylling, ris, grøntsager, brød og noget til at dyppe i.
Det havde været en spændende dag, og vi var dødtrætte, da vi gik op på værelset for at slappe af og læse. Det var langt ude i skoven, og der var udpræget strømproblemer, så ind imellem gik strømmen, og nødgeneratoren gik i gang. Den blev dog slukket kl. 22 for at give nattero, og hvis der skulle laves noget derefter, der krævede lys inden morgengry, skulle der bruges lommelygter. Nede ved Rapti-floden lå der 7-8 udhulede træstammer, og hver båd kunne sagtens bære 10 mennesker, der sad på små løse skamler i bådenes bund. Med lidt besvær kravlede vi over skamlerne og var klar til at lade os drive ned ad floden. Yamnath havde en knortekæp med, måske til forsvar mod glubske krokodiller. Vandet var rent og kom fra springs, men alligevel var det ret lunt. Fuldstændig stille drev vi nu af sted i den uberørte jungle. Undervejs kom vi tæt på nogle krokodiller, der lå med næsebor og øjne over vandoverfladen, desuden adskillige fuglearter som isfugle, marabustorke og hejre, og ind imellem sås aber i trætoppene. Efter en times tid var der landgang, og kanoerne blev af unge mænd staget tilbage mod strømmen.
Vi kom igennem en savanne med spredte træer og tæt krat. Her levede bl.a. den bengalske kongetiger, og Yamnath fortalte, at fire af hans venner var blevet dræbt af tigre. Så vi var rigtig glade for, at han havde en knortekæp med, så han kunne forsvare os, hvis vi blev angrebet. Chitwan har en ganske fin bestand af tigre, endda en stigende tigerbestand, og de ses dagligt et eller andet sted i parken. Skoven er dog så tæt, at tigerne kan være svære at få øje på. De var totalt fredelige, eller var det fredede, der blev sagt? Vi kom forbi nogle termitboer, der var bygget som slotte i skovbunden. Et af boerne var ødelagt og sikkert af kinesere, sagde Yamnath, og vi fornemmede, at han ikke havde ret meget tilovers for kinesere. Undervejs så vi flere flokke af antiloper, og vi trådte i en helt frisk bunke næsehornsekskrementer, der endnu var varm. I nærheden var et sølehul med mudder, hvor næsehornene yndede at tage mudderbad for at gøre sig smukke. Næsehornets spor igennem vegetationen var tydeligt, idet mudder fra næsehornet havde sat sig på plantevæksten. Yamnath skønnede, at det var omkring ½ time siden, at et næsehorn var kommet forbi.
På et stort åbent terræn var der elefantopdræt, hvor 12-15 elefanter stod lænket under halvtage. Der var også en babyelefant på under 1 år. Hver dag bliver de løst fra lænkerne og kommer ned til floden for at bade, og senere får de lov til at gå løse i junglen for at æde. Selvfølgelig under behørigt tilsyn. Der var tjek på hvilke elefanter, der fik unger med hvem, så indavl kunne undgås. For øvrigt kan der foruden ørenes størrelse kendes forskel på en afrikansk og en indisk elefant ved, at de indiske har en fold på øret og en bule i panden. Desuden har indiske fire tæer foran og en bagud og afrikanske 3 foran og 2 bagud. Der gik en lille gangbro over floden til den mere kommercielle flodbred, og her var en cafe og en lille souvenirsælger, hvor jeg fik købt to næsehorn for 300 rupees stykket. Det ene var lidt primitivt skåret i træ, men han var stolt af det og gjorde opmærksom på, at han selv havde skåret det.
Vi gik tilbage til resortet sammen med Yamnath, og han fortalte, at han engang var inviteret til Norge af nogle turister. Han havde glædet sig meget, men det løb ud i sandet, og forbindelsen til nordmændene blev afbrudt. Nu turde han ikke tro på, at han nogensinde kom uden for Nepal, for det var alt for dyrt.
I landsbyen blafrede der røde flag med hammer og segl. Der var mange maoister i området, og dem brød Yamnath sig ikke ret meget om, da han mente, at de havde snydt ved valget og ikke rigtig var til at stole på. Han talte lavt, for han var bange for dem, og faktisk ønskede han kongen tilbage.
Inde i junglen kom vi helt tæt på træer og buske, men elefantføreren brugte sin kæp for at holde nærgående grene væk fra vores ansigter. Vi kom helt tæt på grupper af antiloper, påfugle og aber, og mærkværdigvis ænsede de os ikke, måske fordi de troede, at vi bare var noget elefantudhæng.
Der var også andre elefanter, der travede rundt efter næsehorn, og en bagved gående elefant tog fat i et træ på vel 10 cm. Jeg troede den ville brække en gren af for at spise den, men den væltede hele træet ned over dem, der sad på dens ryg. Vores elefant var også blevet sulten og rev en græstot op med jord, og så bankede den jorden af græstotten og så ind i munden.
Det gik tilbage mod floden i roligt tempo, og så kom der et tigerbrøl, så træerne rystede. Lidt efter kom der endnu et tigerbrøl og tættere på. Gad vide om tigre er bange for elefanter, og hvor højt kan sådan en tiger egentlig hoppe? Nå, vi så ikke noget til tigeren, men helt sikkert så var der tigere i området.
Tilbage til jungleresortet var der ankommet en dansk turistgruppe, og det var da dejligt at tale lidt dansk igen. De kom fra Indien og havde åbenbart boet fyrsteligt, for de var noget utilfredse med dette jungleresort. Det var jo bare rigtig synd for dem, at de skulle lide den tort, at de ikke kunne få firestjernet luksus hele vejen igennem, selv om de var kommet til et af verdens fattigste lande. Jeg håber virkelig, at de overlevede.
Aftensmaden var buffet, og danskerne var også meget bedre vant i Indien, så det var rigtig synd for dem, at de skulle opleve sådan en junglelodge. Vi fik sagt farvel til vores personlige guide Yamnath og roste ham til skyerne og lovede at sende en bog om Danmark (det har vi gjort), og så fik han 25 dollars i drikkepenge.
Vi havde ikke nogen aftale med vores chauffør, og vi havde heller ikke set noget til ham siden dagen før, da vi blev sat af, men vi regnede med, at han ville dukke op næste morgen tidlig og hilse os med et stort smil. Vi fik sagt farvel til vores to nepalesiske venner Babita og Bipesh og sagde, at de var velkomne til at bo hos os, hvis de engang skulle komme til Danmark. Det kunne være rigtig sjovt at vise dem rundt i vores land, så vi mente det virkelig. Og så blev der taget billeder for at forsegle venskabet og så af sted.
Efter at have spist i hotellets udendørs restaurant gik vi ud i Kathmandus trængsel på gavejagt til børnebørnene. T-shirts til kun 6 dollars og dejlige bløde yakoksetørklæder til meget rimelige priser. Vi orkede næsten ikke at spille spillet og prutte om prisen, og faktisk var alt også så billigt, så vi betalte bare og så glade ud. Vi begyndte faktisk også at få tjek på Kathmandu, og vi kunne gå ned ad ukendte gader væk fra turisterne, og bare vi holdt øje med retningen, fandt vi uden problemer tilbage til hotellet.
Om aftenen var der ikke noget lys i sengelampen på vores værelse og kun et søvnigt lys i loftlampen, der ikke var til at læse ved. Jeg gik ned i receptionen, og en mand kom op og skiftede pæren på sengelampen, men den virkede heller ikke. Det viste sig, at problemet var, at elektricitetsnettet i byen var overbelastet, og det var først vores bydels tur til at få fuld strøm kl. 21. Og det hjalp. For at komme til Abetemplet skal floden krydses, og for at komme derned tog vi en cykeltaxi. Det skulle koste 500 rupees, men nu var vi ved at være gamle i gårde og kendte lidt til priserne, så han ville også gerne køre os derned for 300 rupees. Nede i selve byen var trafikken tæt, vanvittig tæt, og i et gadekryds stod vi stille i mindst 15 minutter, for gadesælgerne havde bredt sig ud over gaden. To biler stod helt tæt køler mod køler og kunne ikke komme forbi hinanden på grund af motorcykler, der også spærrede. Det var interessant at se, om nogen gjorde noget, eller vi skulle sidde der hele dagen. På et tidspunkt bakkede en motorcykel lidt ind mellem nogle handlende, og det gav en lille smule plads, så den ene bil kunne komme uden om den anden bil, og så smuttede vi med. Endelig var vi fremme ved floden, og da jeg godt kunne se, at vores cykelchauffør virkelig havde slidt for pengene, rundede jeg op til 500 rupees.
Langs Vishnumati-floden ligger der plastik og andre uhumskheder, så guderne må sig forbarme og korse sig, og vi havde aldrig set noget lignende, og det krævede nok en holdningsændring.
Vi fik købt nogle drikkevarer på vejen op, og der var da også bænke, hvor man kunne få pusten. Et sted stoppede vi ved en souvenirbod og kom til at sige: ”Maybe later”, og gik så ellers videre. Det sidste stykke har en meget stejl trappe, men vi nåede op gennemsvedte og forpustede. Indgangen kostede 200 rupees for udlændinge og 50 for indfødte. Jeg sagde, at vi var nepalesere, og han spurgte, om jeg kunne tale nepalesisk, men ”namasté” syntes han ikke var nok, og så fik han det, han skulle have. Selvom det er et buddhisttempel, kommer der også mange hinduer, og det regnes af buddhisterne for den mest kraftfulde stupa på jorden og derfor det sted, hvor ens bønner virker bedst.
Aberne myldrede rundt alle vegne, store og små og babyer båret rundt på ryggen af mødrene, så navnet Abetemplet passer perfekt.
Vi gik hele vejen tilbage til hotellet og fik stille og roligt sagt farvel til Kathmandu. Oppe på toppen af hotellet fandt vi ved et tilfælde en dejlig tagterrasse, og så snart vi havde sat os til rette med en bog, begyndte det at småregne. Det var dog den eneste regn, vi havde set i de sidste 14 dage, så det var til at leve med.
Vi snakkede med en norsk dame, der havde været i Nepal for at arbejde med gadebørn. Børnene havde måske forældre, men gik for lud og koldt vand. De tiggede sig frem og kunne tjene mere end ved almindeligt arbejde. De boede på nogle shelters, hvor de sniffede lim for at dæmpe dagens trængsler, så der var noget at tage fat på for behjertede mennesker.
Det var intet problem at rejse alene, for vi havde hele tiden været under Kipling Travels og ikke mindst Explore Himalaya Nepals trygge vinger. Selvom vi havde frygtet det hjemmefra, havde vi kun haft ubetydelige maveproblemer, der nemt kunne klares med en enkelt stoppille. Hele herligheden med fly frem og tilbage, alle hoteller med morgenmad, halvdelen af stederne på fuld kost, bil med privatchauffør og alle lokalguider kostede 13.780 kr. pr. person til Kipling. Derudover brugte vi omkring 500 dollars til mad, souvenirs og drikkepenge.
Det havde været en kæmpeoplevelse at besøge Nepal, og besøget indgår i mit billedforedrag ”Nepal - for foden af Himalaya”
med masser af dejlige billeder. |
Da vi ikke var kendt i området, var det faktisk svært at se, om vi var nået til nationalparken eller ej, og faktisk skulle vi først til Tadi Bazaar og så ned ad en sidevej til Sauraha, der var en lille landsby ved Rapti floden.
Før i tiden var Terai inficeret med dødelig malaria, og kun det hårdføre tharufolk kunne leve her. Ifølge deres egen forklaring har de opnået en vis resistens mod malaria, fordi parasitterne ikke kan lide deres blod, da det er blandet med whisky og chili. 
Regeringen har siden 1960’erne bekæmpet malariaen med DDT, så det nu er mere sikkert at bo i det frodige område, og derfor er der en stor tilflytning fra højlandet og fra Indien, nærmest en befolkningseksplosion. Indflydelsen fra tilflytterne og fra TV har bevirket, at tharu-kulturen desværre er vigende. 
Det meste af Chitwan er dækket af løvskov af især sal (Shorea robusta), der i marts måned farver skoven gul med sine blomster. Tidligere dækkedes det meste af Ganges-sletten af dette træ sammen med indisk kapok (Bombax ceiba), der har store kødfulde røde blomster og koraltræet (Erythrina stricta) med knaldrøde ærteblomster. Der er også et træ kaldet skovens flamme (Butea monosperma) med klynger af orange-røde ærteblomster. 
Vilde elefanter kommer også af og til på besøg fra det nærliggende Parsa Vildtreservat.
Turen startede med, at vi gik igennem en tharu landsby med lerklinede huse. De var lige blevet nypudsede med frisk ler på grund af festivalen, men ellers bliver de efterhånden bemalet med tigre og næsehorn m.m. Vi oplevede den pudsige kontrast, at en ung pige, der var helt moderne klædt, kom hjem på sin splinternye cykel og trak den ind i sit hjem – af ler. Inde i køkkenet lå meget praktisk en høne på æg, og landsbyen havde mange dueslag langs bygaden. Efter at have fået en fin orientering af vores guide og hilst på nogle af landsbybeboerne gik vi videre langs markerne til et solnedgangssted ved floden. Her var der foruden solnedgang mulighed for at se vilde dyr, der kom frem i skumringen for at drikke vand af floden. Der var flere andre turister end os, og det gav for meget uro til vilde dyr, men det var da meget hyggeligt med liggestole til afslapning og kolde Fanta til 45 rupees (3,25 kr.) og solen, der forsvandt i horisonten. 
Henne i en teaterbygning var der en forestilling med tharuernes stokkedans, hvor en gruppe mænd dansede rundt i højt tempo og slog hyrdestavene mod hinanden for at skræmme de onde ånder væk. Salen var fyldt helt op af både lokale og turister, og så gik dansen ellers i gang, hvor mændene slog og kvinderne sang. Mændene dansede i ring, og de slog stokkene mod formandens og bagmandens stokke. Meget imponerende, at de ikke slog hinanden halvt ihjel. Især så det faretruende ud, når slaget gik mod formandens hoved. I et splitsekund blev slaget afværget ved, at den ene stok beskyttede hovedet samtidig med, at slaget fra den anden stok slog mod formandens afværgende stok. Det var en rigtig fin forestilling med flere interessante numre og til sidst med en fællesdans. Det var blevet bælghamrende mørkt i mellemtiden, og en lille bus hentede os til tilbageturen til hotellet. 
Det var let diset og ikke ligefrem det, man ville kalde tropevarmt, men en skøn, frisk morgen. Vi var vågne, men kl. 6.30 blev der banket på døren, for nu var det tid at stå op og få vores morgenmadsbuffet, og en halv time efter var der afgang. Vores guide Yamnath var på pletten, og vi skulle igen være sammen med Babita og Bipesh. I hotellets lille bus var der desuden 5-6 tyskere.
De, der var med i kanoerne, fortsatte i forskellige retninger, og vores lille fire-mands selskab fortsatte ind i junglen. Yamnath skulle lige kalde nogle kinesere til orden, for så snart de var kommet i land, så smed de nogle tomme vandflasker i skovkanten, og sådan noget gør man bare ikke i en nationalpark. Så godt, Yamnath!
Vi kom til kanten af græssletten med græs i 3-4 meters højde, og det var herinde næsehornene yndede at opholde sig. Da man kun kunne se nogle få meter frem for sig, var det ikke lige stedet at gå på skovtur, selvom gruppen var bevæbnet med en hel knortekæp. Så pludselig blev vi angrebet, endda af en hel flok. De havde stille listet sig ind på os og begyndte at maltrakterer vores legemer. Den opmærksomme læser har undret sig, for næsehorn er planteædere, men det var heller ikke dem, men blodigler, der angreb. De sad på vores ben, og de igler, der ikke havde fundet bar hud, begyndte at bore sig ind i gennem cowboybukserne. Babita var tilsyneladende en rigtig storbypige, for hun fik et lettere hysterisk anfald, så Gitte, min kone, hjalp først Babita af med hendes igler, før hun begyndte at plukke dem af sine egne ben. De var hurtige til at få fat, og der skulle hives kraftigt til, før de slap de godbidder, de havde fået fat på. Vi havde alle sammen fået igler på benene, og jeg bemærkede, at Yamnath selv var meget omhyggelig med at få fjernet sine.
Vi fortsatte ad tætte junglestier, rigtig tigerterræn, men ingen tigre. Desværre så vi heller ikke næsehorn, selvom vi fulgte sporet. Jeg kunne fornemme på Yamnath, at de to unge mennesker havde det med at pludre lidt for meget med hinanden, så de skræmte alt levende væk, undtagen iglerne. 
Vi kom ind i bussen igen og kørte til solnedgangsstedet, hvor der var elefantbadning. Turisterne kunne bade med, men jeg havde glemt mine badebukser, eller rettere jeg anede ikke, at man havde muligheden.
Vi skulle over floden til nationalparken, og der var stejle skråninger både ned til vandet og op igen på den modsatte bred. Det var spændende, om vores elefant havde tjek på det, for kunne den skride i mudderet? Hvad nu hvis den væltede, så ville vores ben nærmest blive knust, eller også ville vi drukne i floden. Nå, der skete ikke noget uventet, så både elefant og fører havde helt styr på det. Jeg sad i bagenden, og en gang imellem fik jeg lige et piskesmæld over benene, når halen skulle daske fluer væk, og så er det imponerende med det høje bump, der lyder, når der falder en elefantlort. 
På turen lå en stamme over en junglesti, og elefanten skubbede den lige til side. Jeg ved ikke, om den selv lige ville rydde op, eller den fik besked på det.
Næsehornene kan dog godt være aggressive, især når de har unger. Jeg hørte en førstehåndsberetning om en næsehornsmor, der angreb en nærgående elefant. Elefanten blev bange og ville stikke af, hvilket ville gå over stok og sten, så elefantføreren prøvede af alle kræfter at få elefanten til at vende front mod næsehornet. Det lykkedes, og så betakkede næsehornet sig og turde alligevel ikke angribe. Nerverne havde lige været på højkant, men det lykkedes at slippe fra episoden uden yderligere kamp.
Efter 1½ times elefantridt traskede vi igen over flodens stejle skråninger og hen til afstigningsramperne. Jeg var den første, der skulle ned, og da vi sad som sild i tønde, krævede det visse anstrengelser at få kantet sig fri af bærestolen. Det havde været en excellent tur, og Yamnath havde sagt, at vi skulle huske at give elefantdriveren drikkepenge. Jeg så ikke, at de andre gav noget, men vi gav 8 dollars, for vi ville godt støtte foretagendet. En turist havde tabt dækslet til sit fotoapparat inde på elefantsiden af rækværket, og han kunne ikke få fat i det. Elefanten tog det med snabelen og smed det over rækværket til manden. Dygtigt! 
Til ære for danskerne var der stammestokkedans igen, men udendørs i haven, og det var lidt klamkoldt. Lyset var gået igen, generatoren larmede, og det værste var, at der ikke var syngepiger med denne gang.
Første stykke var igen op over bjergene ad snoede og hullede veje og så ned til hovedvejen med tæt trafik af lastbiler. Vi holdt en enkelt pause kl. 11, hvor vi fik købt en klase babybananer til 40 rupees og så op ad bjergene igen, og endelig var vi tilbage i Kathmandu-dalen. Ved 13-tiden kørte vi ind på gårdspladsen til Hotel Marshyangdi. Turen havde taget 5 timer, og vi havde vistnok kørt 149 km. Vi fik sagt farvel til vores hyggelige og velkørende chauffør Lram Babu Maharjan, og han fik 80 dollars for veludført dåd med at have sluset os helskindet igennem Nepal. Kort efter ringede vores chefguide og spurgte til turen, og vi kunne kun rose arrangementet, for alt var klappet perfekt. 
Det var hjemrejsedag, men vi skulle først være klar til afgang kl. 16, så vi besluttede, at vi ville besøge Abetemplet eller Swayambhunath, som det vitterligt hedder. Vi gik først en lille tur i Thamels turistområde, og om morgenen ved 9-tiden var der næsten ingen mennesker eller trafik, og det var heller ikke alle forretningerne, der var åbne endnu. Til gengæld var sælgerne mere ihærdige på den tid af dagen, hvor de fleste turister endnu sad og tyggede på morgenmaden.
Vi gik langs floden og besøgte undervejs et lille tempel. Et kæmpestort træ havde næsten begravet et lille sidetempel, så træet nærmest stod på stylter og hældede hen mod det større tempel. Heldigvis holdt adskillige af hinduguderne hånden over templet, og så ville det nok blive stående, hvor det stod.
Langs tempelområdet går en helt ny bedemur med hundredvis af bederuller, så ved at dreje rullerne kan man hurtigt få sendt nogle bønner op til guderne. Hovedindgangen til templet er dekoreret med en kulørt trappeport, og så går der ellers 300 trappetrin opad. Trappen er garneret med buddhaer, der bl.a. viser hans fødsel og de første syv skridt, som han tog umiddelbart efter sin fødsel. Desuden er der udhuggede mantraer i sten, små souvenirboder og enkelte aber. Selveste Buddhas fodaftryk kan også beskues, men på forunderlig vis er fodaftrykket og tæerne ophøjede, i stedet for normalt at være forsænket i materialet. Nå, det er en lille detalje, jeg også har set i Rom, hvor Johannes Døberens fodaftryk også var forhøjet.
Det bedst kendte symbol for Nepal er buddhist-tempelkomplekset Swayambhunath også kaldet Abetemplet. Det ligger vest for Vishnumatifloden på en bakketop 77 meter over dalbunden. Swayambhu betyder ”selvskabt” og hentyder til dengang, bakken ragede op over søen i Kathmandudalen. Ifølge legenden skulle bakken være opstået fra en lotusblomst med 1000 blade, og fra denne blomst strålede et meget stærkt lys. Manjus (en boddhisattva for videnskab) ønskede at se nærmere på blomsten og skar med sit sværd tre steder i bjergene, og derved blev søen drænet. 
Det første tempel på stedet blev bygget for ca. 2.000 år siden og siden ombygget år 460 e. Kr., og i 1200-tallet var det et vigtigt buddhist-centrum. I 1346 kom muslimske krigere forbi, og de åbnede stupaen, fordi de troede, at den indeholdt guld – men det er bestemt ikke at samle guld i hobe, som buddhismen går ud på. Malla-kongerne byggede stupaen og templerne op igen, og den stejle østtrappe blev bygget. Siden 1987 er mange tibetanere flyttet til området, og ringmuren fra øst til nord med alle bedemøllerne værner mod aggressioner fra den kant. 
På en tagterrasse var der udendørs servering med flot udsigt ud over byen. En hund lå og solede sig, og den var dekoreret med en blomsterkrans, så den skulle også være med til festivalen. Cafeen havde ikke det store kulinariske udbud af madvarer. Vi bestilte et par colaer og en burger og en sandwich. Det viste sig, at de var helt identiske bortset fra, at burgeren havde fået skåret hjørnerne af, så den var mere rund som en burger. Nå, men det blev også kun 640 rupees ca. 48 kr. Der var også souvenirboder oppe ved templerne, og på vejen ned havde damen ved ”Maybe later-boden” helt styr på, at vi nu kom ned igen, og så måtte vi købe et lille halssmykke.
I lufthavnen var der først et grovsikkerhedstjek og derefter ventetid inden indtjekningen. Endelig kunne vi gå videre, og da vi skulle med ”Qatar Airways” hele vejen med stop i Qatar, fik vi bordingkort hele vejen hjem. En udrejseseddel skulle skrives, og den skulle senere kontrolleres. Der var en lang, lang kø, men så opdagede vi, at køen til højre var til udlændinge, og den var meget kortere. Afgangshallen var ikke noget at råbe hurra for, det ene toilet var stoppet, og det lugtede over hele hallen.
Nepal er et fattigt land med masser af problemer, men vi havde haft en spændende tur, hvor de smukke, hvide bjerge, de gamle byer og templer og ikke mindst det venlige folkeslag havde gjort et rigtig godt indtryk.