Pansernæsehorn og Kumari – den levende gudinde.
En rejsefortælling af Kim Greiner.Midt i den store Kathmandudal ligger som et smørhul i dalen heksekedlen Kathmandu, der er Nepals hovedstad. Med heksekedel menes trafikken, der er et virvar af gående, motorcykler, biler og cykeltaxier, og da gaderne er så smalle, at to biler dårligt kan passere hinanden, giver det ustandseligt trafikpropper. Heldigvis foregår det hele i et roligt tempo, og ved lynhurtig reaktion fra alle trafikanterne undgås de fleste ulykker. Fodgængerne klemmer sig op langs husmurene, og hvis man træder op på en trappesten for at få lidt ”helle”, byder forretningsindehaveren venligt en indenfor med et: ”Only looking”. Vi var på en grupperejse arrangeret via Kipling Rejser af det lokale selskab ”Explore Himalaya”. Grupperejse og grupperejse var så meget sagt, for vi var kun min kone Gitte og jeg selv i gruppen, men vi var blevet udstyret med en privatchauffør, og engelsktalende lokalguider stod parat, hvor vi end kom frem, og det fungerede bare perfekt. Det ville være halsløs gerning selv at køre bil i Nepal, for også på landevejene er kørselen for viderekommende. Alle veje er tosporede og hullede til det ubegribelige, og vores chauffør Laram Babu måtte hele tiden prøve at passere hullerne, uden at undervognen stødte på buler og løse sten. Til Nepals ros må dog siges, at der også findes strækninger med rigtig asfalt, og endda hel asfalt. På hovedvejene er trafikken intens, dog kun af lastbiler og lokale busser, men der udvises som regel hensynsfuld kørsel med blink, vink og dyt for at advarer hinanden. Der er ustandseligt uoverskuelige sving, men allerede efter kun 100 km kørsel var der da et vejskilt, der advarede mod et sving.
På vores rundtur boede vi i den glemte kongeby Nuwakot i et gammelt landsbyhus med lerstampet gulv. Vores guide viste os rundt i den lille by, og vi var henne for at besøge den lokale skole, hvor nogle af de små klasser sang for os, og så måtte vi gøre gengæld med ”Lille Peter Edderkop”. Guidens bror kom senere og lavede mad til os, og så sad vi på terrassen i ensom majestæt og spiste aftensmad med udsigt over dalen. Turen gik videre til den lille bjerglandsby Bandipur, og for første gang så vi her den hvide Himalaya bjergkæde som baggrundskulisse.
Et af højdepunkterne på rundturen var besøg i Chitwan Nationalpark med indlagt tur i junglen, hvor der lever både tigre og pansernæsehorn. Vores guide fortalte, at fire af hans kolleger var blevet dræbt af tigre, men meget betrykkende havde han da en tyk kæp med på turen i junglen. På jungleturen havde vi fået følgeskab af et ungt, nepalesisk par fra Katmandu. Den unge dame Babita var åbenbart en storbypige, for på et tidspunkt havde en flok blodigler sat sig fast på vores ben, og hun blev lettere hysterisk. Gitte, min kone, var mere koldblodig, for hun pillede først Babitas igler af og så bagefter sine egne.
Der er ikke næsehornsgaranti, for der er tale om vilde dyr, men vi kom da helt tæt på antiloper og forskellige hjortearter, og de ænsede ikke elefanten. Så skete underet alligevel, for vi stødte på to sovende pansernæsehorn. De virrede dog lidt med hovederne og skævede op, da elefanten kun var 5 meter fra pansertykhuderne. Tilbage i Kathmandu var vi nede for at besøge de hellige mænd ved Nepals vigtigste hindutempel Pashupatinath, der er beliggende ved Bagmati-flodens bred. Floden løber videre ud i Gangesfloden, og derfor er det en lykke for en hindu at blive kremeret her på flodbredden og senere få drysset sin aske ud i det hellige vand.
For at blive valgt til gudinde, skal Kumari have 32 egenskaber som krop som et banyantræ, hjortens ben, fødder som en and og øjenbryn som en ko m.m. Og så må hun aldrig have mistet så meget som en dråbe blod. Med disse kriterier opfyldt er Kumari samlet set smuk, men der skal mere end et smukt udseende til at blive gudinde, for hun skal også have hår på brystet, dog kun i overført betydning. Efter en rituel dyreofring skal hun opholde sig i et dunkelt rum med 108 afhuggede og bloddryppende gede- og bøffelhoveder. Den udvalgte må hverken skrige eller græde, og hvis hun klarer det, skal hun derefter tilbringe natten i Taleju-templet, medens mænd iført dæmonmasker danser rundt til dybe trommelyde. Hvis en 5-6 årig pige kan klare alt dette, må hun da have overjordiske kræfter, og så kan hun blive udvalgt til at være den nye Kumari og kongens beskytter.
Ved den første menstruation sendes Kumari på ”pension” med et lille månedligt beløb, og i vore dage hjælpes hun i gang med en uddannelse og har derved bedre fremtidsmuligheder end andre af Nepals ”normale” børn. Oplevelsen med at se Kumari i levende live og i det hele taget at rejse i Nepal og bevæge sig rundt i Kathmandus snævre gyder blandt hellige mænd og køer er et angreb på alle sanser og er en oplevelse, der sætter sig uforglemmeligt i sindet. Denne artikel er skrevet på flyet på vej hjem fra Nepal. Senere bliver hele den spændende rejse lagt ud på hjemmesiden www.rejsefortaelling.dk, og til efteråret indgår ”Nepal – ved foden af Himalaya” i min foredragsrække. |
Langs vejene ligger der mange små cafeer eller købmænd med drikkevarer og snaks, men samtidig med at forretningen skal passes, kan der jo godt vaskes eller vaskes op i vejkanten. Skolebørn i uniformer vandrer langs vejene sammen med kvinder, der slæber på store byrder som brænde, en rissæk eller store bunker grønt til husdyrene.
I Pokhara boede vi på en bjergtop, hvor vores bil med opbud af sine sidste kræfter stoppede ved de 500 trappetrin op til receptionen. Heldigvis var der personale til at bære kufferterne op, men det mest imponerende er, at hele hotellet er båret op i smådele ad de samme trappetrin. Udsigten deroppefra var fantastisk, idet den kridhvide Annapurnakæde med bl.a. Fiskehalebjerget nu kun lå 19 km borte. Senere besøgte vi Pokharas Fredsstupa, der er en af de 108 fredsstupaer, som japanerne har bygget over hele verden efter atombomberne i Hiroshima og Nagasaki. 
Dagens højdepunkt, bogstavelig talt, var et jungleridt på elefantryg på jagt efter de sjældne pansernæsehorn. Der er faktisk meget langt ned fra en elefantryg til jordoverfladen, og tankerne fløj igennem mit hoved, for kunne det tænkes, at en elefant kunne vælte, hvis den nu skred i mudderet på vej op eller ned ad flodskrænterne. Det gik selvfølgelig, og vi fortsatte lige så sindigt igennem junglen, og elefanten adlød førerens mindste vink. Dog kunne den godt være lidt ulydig og lige snuppe sig en græstot, der så blev banket mod jorden for at få den løse jord af, inden totten kom i ind i gabet.
En af byens største seværdigheder er Durbar Square, der nærmest er en by i byen med et utal af templer og kongepaladser. Ved siden af det gamle kongepalads ligger et firlænget gårdhus med smukke, udskårne vinduer, og her bor den levende gudinde ”Kumari Deva”, og det har hun gjort siden 1757. Den skarpe læser har så bemærket, at det må være en meget gammel dame, men sandheden er, at det er helt unge piger, der i en lang række har afløst hinanden. Kumari er den menneskelige inkarnation af hinduguden Taleju Deva, og gudinden er altid en lille pige, der endnu ikke har fået sin første menstruation. Første gang hun bløder, uanset årsag, betyder det, at guddommen har forladt hendes krop.
I Kumaris gård er det muligt at se hende sidst på eftermiddagen ved 16-tiden. Da vi ankom, var der allerede forsamlet nogle japanske turister, og de havde alle fotografiapparaterne fremme, men det er strengt forbudt at tage billeder af hende inde i gården. Vores guide måtte tale dunder til japanerne, og modvilligt lagde de apparaterne til side. Kumaris tjener og vogter kikkede ud ad en træluge, og da der nu var fred og ingen fare, trak han sig tilbage, og derefter kikkede Kumari ud i nogle få minutter. Hun var i en rød dragt, og hendes øjenvipper var malet ud på kinderne med lange sorte streger. I panden var malet et tredje øje, som sad lodret. Dette øje bruges til at se andre dimensioner ud over de normale tre. Kumaris mund var malet rød, men ikke et smil eller andet røbede, hvad hun tænkte. Det er dog nok ikke nogen dans på roser at være en levende gudinde, hvis job er at velsigne pilgrimme og ellers leve afsondret i en nærmest klosteragtig tilværelse.