New Zealand – landet med floder af is.

En rejsefortælling af Kim Greiner.
3.del.
Februar 2008.

Floder af is med Franz Josef og Fox gletscherne.

På vores tur Sydøen rundt på New Zealand var vi kommet til øens vestkyst ud for Det Tasmanske Hav, og tæt på kysten tårnede bjergene sig op med den såkaldte evige sne på toppene.

Westlandet er nærmest et stort naturreservat, for 75 % af arealet er nationalparker. I slutningen af 1800-tallet rasede guldfeberen i området, og det var især irerne, der ville tømme bjergene for guld og senere kul, men det er en saga blot. På en 500 km lang kyststrækning lever der nu kun 35.000 indbyggere, og de lever af den smule kul, der er tilbage og af tømmer samt af turister, der er så hjertelig velkomne.

I Westlandet ligger New Zealands Southern Alps, og her findes ikke mindre end 140 gletschere, hvor de mest berømte er de 13 km lange Franz Josef og Fox gletschere. Gletscherne ligger i Westland National Park, og de er usædvanlige på den måde, at de kommer langt ned i tempereret område og først stopper i den frodige regnskov.

En stor dal på toppen af alperne opsamler enorme mængder af sne, der bliver presset nedefter i de to meget snævre dale. Efterhånden mases luften ud af sneen, og den bliver til is, som derefter glider ned ad bjerget på et tyndt filmlag af smeltevand. Den tykke is kan slet ikke nå at smelte, inden den når de lune omgivelser i regnskoven, hvor den bliver til en buldrende flod. 

Det tager 5 år fra sneen falder på toppen af gletscheren, til isen når bunden, og den proces kunne nøje følges for nogle år siden, da et fly havarerede på Fox, og ved at følge flyet ned kunne man se gletscherens fart år for år. Begge gletschere har tidligere været meget tættere på kysten, hvor de så trak sig noget tilbage, men nu er de begyndt at bevæge sig fremad igen.
Franz Josef gletscheren blev udforsket af den østrigske bjergbestiger Julius von Haast, og han opkaldte den efter den sidste østrig-ungarske kejser. Der er 5 km fra Franz Josef Village til gletscheren, og som altid på New Zealand er der fuld fart på turismen med tilbud om helikopterture, firhjulstrækkere og vandreture på isen og langs isen.

Fox-gletscheren ligger 7 km fra byen Fox, der er opkaldt efter en newzealandsk premierminister, og da vi nåede byen, hoppede Nina ud og løb ind på Scenic Helicopter Flights kontor. Der var nemlig stor stemning for at spenderer 250 NZdollars pr. mand for en tur op langs gletscherarmene helt op til den hvide sne på toppen. Nina meldte ok for flyvningen, så vi tjekkede ind, og efter en kort instruktion blev vi kørt hen til en lille flyveplads. Første hold kom af sted og forsvandt summende op i højderne og blev hurtigt til en lillebitte prik i den enormt store natur. 

Det var faktisk første gang i mit liv, at jeg skulle på helikoptertur, men så kunne jeg endelig få krydset den af i min samling af livsoplevelser. Der var plads til 5 passagerer i den lille helikopter, så vi klemte os ind og fik monteret sikkerhedssele og høretelefoner, så vi kunne høre, hvad piloten sagde. Efter at have budt velkommen gassede han op, og rotoren piskede rundt, og jeg troede, jeg lettede i sædet, men det gjorde jeg ikke, for der blev meldt flyvestop. Der var simpelthen for mange skyer, og det ville være for farligt at bevæge sig op imellem bjergene uden at kunne orientere sig ordentligt, og udsigten til gletscheren ville selvfølgelig også være begrænset. Så slukørede krøb vi ud af helikopteren igen og gik i stedet i venteposition hele aftenen indtil kl. 21, hvis det nu skulle klare op. Det gjorde det dog ikke, men der ville være en mulighed igen i morgen tidlig. 

Det første hold, der var kommet af sted, berettede ellers om en fantastisk tur, men de var også løbet ind i skyvanskeligheder, for efter at de var landet på sneen højt oppe i alperne, kunne de ikke komme væk igen. Det havde været en kølig omgang at være fanget i sådan en klam sky iført korte bukser og T-shirt og vente på hul i skyerne. Men ned kom de da og kunne så glæde sig over, at de ikke skulle overnatte deroppe, men kunne komme ned og mæske sig i vores madholds pasta, kødsovs, salat og hvidløgsflutes. 

På helikoptertur over isfloderne.

Det var skyfrit kl. 4 morgen og flot stjerneklart, men det var nok lidt for tidligt til helikoptertur, så jeg kunne roligt lægge mig ned igen. Klokken 6.30 var det igen blevet skyet, men skyerne lå højt, så vi kørte mod flyvepladsen lidt i otte og håbede på flyvevejr, selvom der stadig kom flere skyer. Helikopterne var dog allerede på vingerne, og som små, arrige hvepse summede de i luften og så bittesmå ud med bjergene som baggrund. 

Igen steg vi ind i en helikopter og fik bælte og hørekopper på, og piloten hilste os igen velkomne om bord, og denne gang lettede vi og fløj ud over den flade slette med gletschervandet i de mange flodgrene, der ville ud til havet. Fox by viste sig ovenfra at være lillebitte, og vi drejede op mod bjergene og arbejdede os langsomt opad langs gletscherarmen, og vi fik da også lige en runde til Franz Josef gletscheren for at få det hele med. 

Gletscherne lå med titusindvis af kløfter og sprækker, og det selvom isen på afstand bare så lidt nubret ud, men tæt på kunne det ses, at de nok nærmest var umulige at passerer uden reb og pigsko. Længere oppe lå nysneen, der stadig og dækkede sprækkerne, og på en stor sneflade landede helikopteren, og vi var nu i et koldt snelandskab med bjergtoppene stikkende op hist og her. Ude af helikopteren, kun iført sandaler og korte bukser, gjorde det såmænd ikke så meget at stoppet på isen kun var på omkring 5 minutter, der så blev brugt til en hurtig gang fotografering. Piloten var yderst venlig og fortalte, hvad vi så, og han var helt sikkert opsat på, at vi fik en god tur. 

På vejen tilbage fløj vi nedover Fox Glacier, og efter alt i alt en halv time var vi nede igen på flyvepladsen og var en flot og god oplevelse rigere. Selvfølgelig var det en dyr tur, men med en helikopter til 4 millioner NZdollars skal der også flyves mange gange for at tjene de penge ind igen. 

Vi skulle ud på en vandretur til gletscheren, og vores guide Nina, der har boet på New Zealand i 5 år, har faktisk i et par år været gletscherguide, men vores lille tur var en almindelig turisttur, for det kræver tilladelser og autorisation at gå på eller komme alt for nær isen. 

Lidt uden for Fox by drejer en lille vej ned igennem regnskoven til en p-plads, hvorfra Fox Glacier Walk udgår. En sti fører videre igennem skoven, men hurtigt bliver terrænet mere barsk og goldt, og et sted var et skilt, hvor der stod, at man ikke måtte stoppe de næste 200 meter på grund af fare for stenskred. Hyggeligt. Vi skyndte os forbi, og gletscheren dukkede op med smeltevandet buldrende ud gennem gletscherporten, og det er altid en oplevelse at komme tæt på en gletscher, for man føler sig så lille i moder natur.

Gletscheren var spærret af med Extreme Danger-skilte, men i anledning af at vi havde en ægte gletscherguide med, kom nogle af os da lidt tættere på. Kanten af gletscheren var et sammensurium af is og sten, og det var svært at se, hvad der var hvad, og det må være sådan, der så ud foran iskanten under istiden, hvor isen skubbede jord, sten og grus sammen og formede Danmark.

Det der med Dangerskiltene var ikke helt uden grund, for medens vi stod og kikkede, rullede der en stor sten med bulder og brag ned på den anden side af gletscherporten. Turen frem og tilbage tog ikke mere end en time, og så var vi tilbage i den lune regnskov.

Over Haast Pass til puttebyen Wanaka.

Hovedvej 6 fortsætter sydpå og når helt ud til kysten i et øde landskab uden menneskelig aktivitet af nogen betydning. Selvom den hedder hovedvej 6, så er det også den eneste vej, der overhovedet går igennem et område på over 10.000 km2, så det er næsten ikke til at fatte, at der er så øde områder i verden. Hvor vejen drejer ind i landet, var vi inde ved Haast Visitor Center, der har en stor flot udstilling om området, og vi fik set nærmere på en desværre kun udstoppet kiwi.

Haast Pass er det sydligste og nyeste pas over alperne, og denne del af vestkysten blev først gjort tilgængelig i 1965, hvilket måske kan forklare den manglende menneskelige aktivitet.  

Passet er kun 560 m over havet, så man lægger dårligt nok mærke til det, men vi stoppede og kikkede på stenen, der markerer passet, der deler landet i Otago og Westland.

I passet udgår Historic Bridle Track, og vi fulgte i de næste par timer en snoet sti igennem den frodige skov med mos på stammerne, spansk mos hængende fra træerne, bregner og væltede træer. Floden passeredes ad hængebroer, og et sted havde vandet skåret sig ned i klipperne, så det blev hvirvlet rundt i de fantastiske stenformationer. Igen spejdede vi efter hobitter, og jeg håber ikke, de er for sarte, for der var opsat skilte med, at der var sprøjtet gift ud for at neutralisere possum.

Efter passet forandrede landskabet sig mærkbart, for der blev hurtigt kun lave vækster, og det før så frodige landskab blev tørt og gult, men der var flotte søer og den ene udsigt efter den anden.

Sidst på eftermiddagen nåede vi Wanaka by, der med sine 3.500 indbyggere ligger og hygger sig i bunden af Wanaka Lake. I området er der flere søer, der med sine sære bugtede faconer har sat menneskers fantasi i sving, så ifølge maorierne var det en modig ung mand, der satte ild i en ondskabsfuld, sovende kæmpe. Derved smeltede sne og is fra de omliggende bjerge, og smeltevandet fyldte de lange bugtede hulninger. Bortset fra kæmpen og ilden er historien den rene og skær sandhed, for det er køligt smeltevand fra gletscherne, der fylder søerne.

Wanaka er en ny by, og den er nærmest en ferieby, som også kiwierne benytter, for der er let adgang til skisport, bjergvandringer og ture langs søen. Byen er et lidt mere fredeligt alternativ til hektiske Queenstown, men der er allerede godt med forretninger og restauranter, så ingen behøver at mangle noget. Vi blev indlogeret på Matterhorn South Lodges og Backpackers, hvor der var fine dobbeltværelser til 54 NZdollars, der endda inkluderede eget wc og bad. På grund af udbuddet af spisesteder i byen var madholdene suspenderet, så nogle af os gik til Bombay Tairestaurant, og vi fik en hyggelig aften og noget godt at spise til den rimelige pris af 54 NZdollars for to gange fin middag incl. vin.

New Zealand Fighter Pilots Museum og en lang historie.

Fra morgenstunden kørte vi igennem det skønneste landskab ind i Matukituki dalen, der har en slående lighed med Det Skotske Højland med søer og bjerge, og vi endte ved Diamond Lake Conservation Area, hvorfra der gik en sti til toppen af det lokale bjerg. Stien startede jævn, men gik senere stejlt opad i slyngninger med stentrin, og nogle gange gik den i tæt krat, men for det meste med flotte udsigter til det åbne landskab med kort, gult græs. Vandringen var i jævnt tempo, men vi pustede noget, og det var nok også en lidt hårdere tur, end det vi hidtil havde været udsat for, til gengæld var det også den flotteste. Vi var startet i korte bukser og T-shirt, men på toppen var det hundekoldt, så rygsækken blev rodet igennem for at finde noget, der kunne bryde vinden. Der var udsigt til et stort floddelta, og medens vi beundrede det, pakkede Nina sin rygsæk ud, for hun havde sørme i al ubemærkethed båret vores frokost op. Det var bestemt ikke noget med klapsammen madder, for frokosten bestod af det dejligste brød og et udvalg af pølse og ost og dertil vindruer, oliven og rødvin. 

Turen ned var forskellig det første stykke, men løb så senere sammen med stien op, og vi kom forbi et af de newzealandske muldtoiletter, der ikke var så primitivt endda, for en lille vindmølle sørgede for udluftning.

Tilbage på lodgen fik vi et bad og havde så eftermiddagen til fri disposition, og jeg havde læst, at New Zealand Fighter Pilots Museum lå omkring 10 km uden for byen. Så vi gik til turistinformationen, og de sørgede for en shuttle bus til 10 dollars pr. person, hvor en taxi ville koste 50 dollars. Vi blev dog sat af ved Transport and Toy Museum, og da vi ikke rigtig vidste, hvad der var hvad, gik vi derind. Museet har til huse i 4 store haller, og der var alt i veteranbiler, fly, rigtige krigstanks foruden legetøj, der var stablet op i læssevis, og alt i et ubeskriveligt rod. Nå, nogle steder havde de dog prøvet at samle tingene i et eller andet system, men det var noget uoverskuelig noget. Udenfor var der en guds velsignelse af afdankede kæmpe gravemaskiner og flere fly, og sådanne bunker af gammelt jern er ikke just noget, der tiltrækker turister i hobetal, for ud over os og et ungt par fra Japan var der ikke en sjæl.

Nå, men det var heller ikke det, vi ville se, men pilotmuseet, der lå lidt derfra ved flyvepladsen. Museet rummede plancher og nogle livshistorier om dræbte kiwipiloter fra 2. verdenskrig. Museet har dog også en kopi af en SE5A fra 1. verdenskrig og fra næste krig en Spitfire, Fox Moth og Chipmunk, og med års mellemrum deltager flyene i et air show, der mætter himlen med os og støj i flere dage. Da vi var der, var der stille som på en kirkegård, og også da vi kom ind i en anden hangar, hvor man oppe fra balkonen kunne kikke ned på nogle, der skruede på fly. På det museum var vi også de eneste, og forståeligt nok, for det var bestemt heller ikke det helt vilde, men vi fik da en eftermiddag ud af det og fik set noget, som andre turister sjældent ser, og det kan de være glade for. Shuttle bussen kom til den aftalte tid og kørte os tilbage til Wanaka til cappuccino og en chokolade Danish på en hyggelig fortovscafe, og det trak nogle flere turister til. 

Frontsiden ligger ned til stranden med et stykke grønt græs imellem, og først troede jeg, at en større flok mennesker havde tabt noget, for de gik og stirrede ned i jorden. Det, jeg troede var en kedelig række fliser, viste sig ved nærmere øjesyn at være verdenshistorie i lange baner. Fliserne startede med Kristi fødsel i den ene ende, og så havde hvert eneste år en flise op til år 2000, og mange af dem havde foruden årstallet de begivenheder, der var sket det år. F.eks. kunne der læses, at i år 787 havde Danes invaderet England, i 1503 havde Leonardo da Vinci malet Mona Lisa, og majonæsen blev opfundet i Frankrig i 1756 osv. Meget interessant, og så gik jeg en times tid med bøjet hoved, hvor andre så måske troede, at jeg havde tabt noget.

Det havde hele dagen været let skyet, men sidst på dagen var det for varmt i solen og for køligt i skyggen, så vi flyttede noget frem og tilbage. Endnu engang duperede madholdet med lækker aftensmad i den lille have, og som vores guide Signe sagde:” Hvis nogen vil klage over noget, så sig endelig til nu – inden Gunns Camp. Og det lød da spændende.

Folk kaster sig med fornøjelse ud over brokanten.

Igen var det stille, skyfrit vejr, men en vis kølighed kan dog indtræffe, hvis man spiser morgenmad udenfor i korte bukser og T-shirt. Jeg havde fundet min dolk frem af gemmerne, så jeg var rustet til at forsvarer mig mod sandfluerne ved Gunns Camp, som var dagens endelige mål. 

Som rejsende på farten bliver et værelse lynhurtigt til et ukristeligt rod, for man skal hele tiden have fat i noget nederst i bagagen, men nedpakning fra værelseskaos til pakkede tasker tager faktisk ikke mere end nogle få minutter.

Vi fortsatte ad hovedvej 6 mod Queenstown og kom igennem tørre, bløde bjerge. På sletterne mellem bjergene er der en del vinmarker og frugtplantager, men ellers snor vejen sig langs de vilde bjerges fod. 

Lidt uden for Queenstown holdt vi ind ved Kawarau Suspension Bridge, og det er herfra det originale newzealandske ”Bungy Jump” blev født. 

Kiwien A. J. Hackett var blevet inspireret af historier fra Pinseøen, hvor man som led i manddomsprøver skulle springe ned fra høje bambustårne med lianer bundet om anklerne. Når en ægte kiwi hører sådan noget, får han uro i kroppen, og det river og slider i ham, og han kan ikke slappe af, før han har lavet en butik, hvorfra han kan sælge disse nye farligheder. Hackett fik Auckland Universitet til udvikle det helt rigtige elastikmateriale, og så sprang han ud fra Aucklandbroen, uden at ret mange lagde mærke til det. Derfor tog han i 1986 til Paris og sprang ud fra Eiffeltårnet, og så vidste hele verden pludselig, at bungy jumpet var født, og New Zealand fik en opmærksomhed, der langt overgik kiwifrugter og atomprotester. 

I 1988 etablerede Hackett sig ved den 100-årige Kawarau Suspension Bridge, og at springe herfra betragtes stadig som det originale bungy jump. Her en ingen kraner eller høje master, men kun en bro og ægte newzealandsk natur med en rivende flod 43 meter nede.

Man kan faktisk bungy jumpe i næsten alle større byer på New Zealand i vore dage, men dette sted er ”the real one” og det var lige før jeg selv fik lyst – men som en ægte tøsedreng modstod jeg dog lysten.

Stedet er i vore dage udbygget som en stor turistattraktion med tilskuerpladser, fashionabel turistbutik, biograf, museum, cafe og forretninger, og det myldrede med vovehalse, der kastede sig ud over kanten og fik dyppet overkroppen i floden, og så alle vi tøsedrenge, der kikkede på. Et spring koster til orientering 160 NZdollars, og en hel familie kunne kaste sig i dybet for 480 dollars, og så er det selvfølgelig også muligt at få filmet begivenheden til evigt minde.

Fiorland National Park med 8 meter årlig regn.

Vi kørte kun igennem udkanten af Queenstown og fortsatte sydpå ad vej 6 langs Lake Wakatipu. Bjergene ligger altid og lurer i landskabernes baggrund, men vi kom igennem et stort landsbrugsområde og så endda en enkelt kornmark, men ellers er det mest græsarealer med får og køer. Ved nogle af vinmarkerne var der plantet roser for enden af vinrækkerne, og det pynter da alt sammen, men ellers var det et noget tørt og gult landskab. Langs hovedvejen var der mange rastepladser og offentlige toiletter, og en cafe i ny og næ sørgede for, at ingen skulle mangle noget.

På et tidspunkt forlod vi vej 6 og fortsatte vestpå ad vej 94, hvor vi gjorde holdt i Te Anau, der ligger på grænsen til den enormt store Fiordland National Park, der er med på UNICEF’s liste over Verdens Naturarv. Te Anau er en rigtig turistby, der ligger og hygger sig på bredden af Lake Te Anau, der er Sydøens største sø. Vejen til Milford Sound går igennem byen, der egentlig kun har omkring 3.000 faste indbyggere, men i turistsæsonen firedobles indbyggerantallet, så der er masser af moteller, restauranter og butikker.

Efter en frokost på søbredden var vi inde at se filmen ”Shadowland”, der er en film om Fiordland National Park, der uden blusel praler af 200 regnvejrsdage om året, men det giver unægtelig en stor frodighed. Det kostede 10 NZdollars at se filmen, og vi fik også købt den på CD – og rigtig flot er den. 

En kop kaffe i en cafe, lige hvor bussen holdt, måtte Gitte og jeg kikke langt efter. De to damer i cafeen ville helst ikke sælge noget, for efter at have ventet i det meste af 10 minutter på at afgive min bestilling, kunne jeg fordrive ventetiden med at kikke på den ene af damerne, der gik og tørrede coca colaer af. Så er min tålmodighed heller ikke længere, så jeg gik uden at købe noget som helst, og så måtte de selv om det, øv bøv. 

Vejen fortsatte nordpå langs søen og førte ind i Fiordland Nationalpark, og sådan så New Zealand ud, da maorierne kom hertil, for ud over vejen har ingen rørt ved landet siden. De foretagsomme nybyggere gad ikke området, for det var simpelthen for ufremkommeligt med datidens teknologi. Da der endelig var mulighed for at ødelægge det hele, var naturen blevet mere ven end fjende, og derfor blev hele herligheden med bush, fjorde, bjerge og vandfald reddet og fredet. Nationalparken dækker hele den sydvestlige del af øen og er New Zealands største nationalpark med sine 21.000 km2, næsten Jyllands størrelse, og her kan naturen boltre sig, som den lyster.

Ifølge maorierne var det halvguden Tu Te Raki Whanoa, der i et raserianfald gik til angreb på en kæmpe stenblok, og ud af alt det huggeri kom denne verdensberømte naturskønhed. Selve fjordlandet består af 14 fjorde, store og små søer og bjerge på op til 2.750 meter, og alt er friskt og frodigt, for det regner 200 dage og ofte op til 8 meter om året, så klag ikke over Danmarks sølle 64 cm. Men regnen er livgivende for den frodige plantevækst, der findes her, og der skal jo også helst være bulder på vandfaldene for at fornøje os. 

Maorierne kom her kun sjældent på enkelte jagtture, så landet var uberørt af menneskehånd, da James Cook i 1773 ankom til den største fjord Dusky Sound, hvor han anlagde et skibsværft og et bryggeri, for man fandt ud af at lave øl af planten rimu. Cook havde tænkt sig, at den vestlige civilisation skulle begynde her, men det var alligevel for besværligt, så man drog videre og glemte området. 

Ved Mirror Lake stoppede vi op og gik en lille tur langs søen på en sti, der gik på pæle. Bjergene spejlede sig i det stille vand, og meget snedigt stod skiltet Mirror Lake spejlvendt, så navnet kunne læses retvendt i vandet.

Gunns camp langt væk fra alting og et ægte moa lårben.

Vejen fra Te Anau og til Milford Sound er på 120 km og ender blindt, men 20 km fra Milford drejede vi ind ad en 7 km grusvej til Hollyford og her i Gunns Camp, så langt væk fra alting som vi overhovedet kunne komme, skulle vi overnatte i de næste par dage.

Gunns camp er et herligt sted, der ligger på bredden af Hollyford River, og det der er specielt ved campen er, at det er de gamle arbejderhuse eller skure, som gæsterne overnatter i. To familier delte et skur, hvor der er et rum i hver ende og i midten et opholdsrum med brændekomfur, og alt i alt noget meget småt noget, så familierne måtte virkelig komme hinanden ved. Det var her vejarbejderne boede i 1930’erne og 40’erne, medens de byggede vejen igennem det uvejsomme terræn og sprængte sig igennem bjerget til Homer tunnelen, som alene tog 20 år at færdiggøre. I vore dage ligger der vel en snes af de gamle huse spredt rundt om i terrænet, og personligt vil jeg meget hellere bo på denne lidt primitive måde i noget autentisk og historisk end på et luksushotel.

Til campen hører et fælleskøkken i et stort træskur med alskens køkkengrej, og man skulle lede længe for at finde to ens tallerkener. Der var selvfølgelig også et par wc’er og brusebade, der udmærkede sig ved nærmest skoldende varmt vand, da varmtvandskedlen blev fyret op med brænde. Elektricitet fik campen fra en dieselmotor, der stoppede kl. 22.30, og derefter var det bare mørk nat. 

Sandfluerne summede i lejren, og ud over at bruge godt med det stinkende giftige ”Bushman” kunne man lige så godt tage det med godt humør, og det var noget nemmere for de af topaserne, der havde myggehatte med. Personalet på campen tog også fluerne med godt humør med opsatte skilte som ”Please do not feed the sandflies” eller skiltet på havelågen ind til campen: ”Sandfly reserve – please close the gate”. Foran deres lille forretning stod på et stort skilt: ”AVALANCHE AREA – NO STOPPING”, men stop bare alligevel, for de har en herlig forretning med souvenirs, bøger og ting og sager som dejlige jadesmykker. Humoren var campens kendetegn, som en tørresnor med brændte toaststykker eller et par ben med gummistøvler, der stak op af græsplænen.

Ved campen ligger også et lille museum med gamle fotografier og historier fra bushmanstiden foruden værktøj, hestesko og gamle geværer og et kæmpe stykke greenstone, der gik for at være verdens største, men nu desværre var ødelagt efter en brand på museet i 1990. 
Noget af det mest interessante på museet var lårbenet af en moa – New Zealands nu desværre uddøde kæmpefugl, der kunne blive 4 meter høj og veje 280 kg. Danske forskere på Københavns Universitet påviste i 2004 ved hjælp af dna-undersøgelser, at hannerne dog kun var 1 meter høje og vejede 80 kg, og så kan man godt gisne om problemer med selve kønsakten, men det må åbenbart have lykkedes alligevel, siden det menes, at bestanden på et tidspunkt var på flere millioner fugle. Hunnerne var så store, fordi det krævede enorme kræfter at bære rundt på de op til 40 kg tunge æg. 

Moaen uddøde i 1700-tallet, og hidtil har man troet, at det var rovdrift fra maorierne side, men så mange dyr har de ikke kunne slå ihjel – uanset deres legendariske appetit. Så moaen må være udryddet af sygdom eller måske af en naturkatastrofe, men ærgerligt er det, at de ikke mere findes iblandt os.

Det må så være lårbenet fra en hun, de har på Gunnmuseet, for det var større end en voksen mand, og ellers må det snart være på tide, at forskere tage sig sammen og få noget liv i dna-materialet ligesom i Jurassic Park.

De skovklædte bjerge omgiver lejren, så solen gik ned allerede kl. 19, medens vi sad og nød aftensmaden på de udendørs, rustikke bænksæt og klaskede sandfluer. 

Milford Sound en attraktion af de store.

Ved morgenmaden udenfor var det noget klamt og koldt, for solen var stadig bag bjergene, men det generede i hvert fald ikke sandfluerne, og de skulle jo også have deres velfortjente morgenmad.

Vi skulle køre de sidste 20 km ud til Milford Sound, og det gik op og op, så vegetationen næsten forsvandt, indtil vi kom til den 1,2 km lange Homer Tunnel. De stejle fjelde tårnede sig op, og landskabet lignede Norge til forveksling. Indtil for få år siden var Milford Road et farligt sted at køre om vinteren, da der konstant var fare for laviner, og de kostede adskillige dødsfald. I vore dage udløses lavinerne af bomber, medens vejen er lukket af.

Efter tunnelen går det nedad igen, og vi gjorde stop ved en en hobbitskov, hvor en lille vandresti endte ved et vandfald, der havde skåret sig ned i klipperne og gav en helt eventyrlig oplevelse. På parkeringspladsen var der advarsler om de meget irriterende keapapagøjer, og de måtte bestemt ikke fodres. Selvom vi spejdede og kikkede, så eller hørte vi dog ingen keaer, og det var det mest irriterende ved dem. 

Milford Sound er den mest berømte af fjordene. Den skærer sig 22 km ind i landet og har i gennemsnit en bredde på et par kilometer. De høje stejle klipper går lodret ned i det stille vand og forstyrres kun af de overdådige vandfald, der plasker ned. Nogle kalder fjorden for verdens 8. vidunder, og om det er rigtig, eller det er de tilsvarende norske fjorde, er svært at sige, men det mener i hvert fald forfatteren Rudyard Kipling.

Vejen ender ved et havneanlæg, hvor adskillige turistbåde tager turister fra hele verden ud på ture i fjorden. Skyerne lå halvt ned ad bjergene og gav det hele en eventyrlig stemning. Morgenkulden havde endnu ikke sluppet sit tag, så vi vendte os mod solen for at få varmen, men vi kunne jo også bare lade være med at stå udenfor på øverste dæk. 

Vores båd stoppede ved flere sælkolonier, hvor sælerne overhovedet ikke ænsede os, og i følge guiden var det også ofte muligt at se delfiner og hvaler i fjorden. Der er i hvert fald dybt nok, for bjergsiderne fortsætter 1.280 meter ned under havoverfladen. Båden nåede ud til Det Tasmanske Hav og Daves Point, der er det tætteste New Zealand kommer på Australien, og vendte så om. Igen kom vi tæt på en anden sælkoloni, og ved The Bowen Falls, der styrter 160 meter ned, blev båden indhyllet i bittesmå vanddråber.

Vi havde været så letsindige at betale 28 NZdollars for at blive sat af ved Milford Deep Underwater Observatory, der går 10,5 meter ned under vandoverfladen. En guide fortæller, inden man går ned, og han berettede også om delfiner og andet godt. Selvom vandet oppefra tilsyneladende var helt klart, kunne der kun ses 4-5 meter væk, og jeg kunne kun få øje på fisk i hundestejlestørrelse og nogle enkelte på 20-30 cm. Hvis der havde været delfiner og søløver, havde det sikkert været en helt anden oplevelse, men helt ærligt, efter min mening var det ikke den store attraktion, og akvariet i Gittes børnehave er næsten bedre.

Halvdelen af topaserne var med det samme sejlet videre, og vi, der havde kikket på hundestejler, tog så den næste båd tilbage. På parkeringspladsen var der kaos med 30 turistbusser og læssevis af privatbiler, og at finde de andre var som at finde en nål i en høstak, for vi anede ikke, hvor de var gået hen, men de blev da lokaliseret til sidst ved en cafe en kilometer væk.

Vi var først tilbage ved Gunns Camp 14.30 til en hurtig frokost, for vi skulle ud på en vandretur til Lake Marian. Trailen starter næsten ved asfaltvejen, så vi skulle lige køre et stykke med bussen, inden vi bevægede os op ad stien, der startede med en hængebro og det første stykke med en pæn grussti. Der var 20 minutters gang til et flot vandfald, hvor der var lavet en gangbro langs den brusende flod. Der var stadig lidt grus imellem trærødderne, men det holdt hurtigt op, og det blev en ren natursti igennem den tætte skov med mos på træerne og masser af bregner. En meget hobbitagtig sti, og der skulle mere kravles end vandres opad til søen. Turen var beregnet til 1½ time, og det var det vi brugte, så selvom vi var bagtroppen, var vi meget tilfredse med resultatet. På vejen op havde vi gået i skyggen af træerne, men ved Lake Marian var der dejlig sol, og selvom vandet var iskoldt, var det herligt med en dukkert i den smukke sø, der var omgivet af bjerge med sne på toppen.

Efter en halv time i solen gik det nedad igen, og bussen samlede os op til aftalt tid, og så var det tid til store bøffer godt med hvidløgssmør og skyllet ned med sød boysenbærvin. Så var det sidste overnatning i Gunns Camp, og til orientering koster et halvt arbejdsskur 48 NZdollars og et telt 10 dollars, og det er pengene værd at bo sådan et spøjst sted.

Queenstown har rod i en dansk prinsesse. 

Sandfluerne bed til afskedshilsen, og de udvalgte, der er mere modtagelige end andre, kunne fremvise virkelig imponerende røde ankler, der bare kløede og kløede. Vi var lige inde i butikken at købe lidt greenstone og andre souvenir for at støtte foretagendet, og bagefter stod Gunnmor og vinkede i døråbningen, da vi kørte. Det var nok også en ensom post herude og bestemt ikke nogen strøggade, hvor turisterne myldrede ind. 

Der er jo ikke så mange veje på New Zealand, så vi skulle samme vej tilbage til Te Anau, og den eneste trafik var turistbusser, der skulle ud til Milford Sound. I Te Anau var vi kommet ud af sandflueområdet – hurra – så det blev fejret med iskaffe, og så var det samme vej tilbage ad vej 94 og senere ad vej 6 til Queenstown.

Om et par dage havde vi fridag i Queenstown, og der skulle tages nogle vigtige beslutninger, hvis vi ville deltage i nogle af byens mange aktiviteter. Der blev talt godt for en tur i en jetbåd op ad en flod og en fed gåtur tilbage til kun 180 NZdollars. Ingen var dog interesseret, da vi ikke har en oliekilde i baghaven, og at bumpe og svinge rundt i en jetbåd er bestemt heller ikke noget for mig. Næ, så vil jeg meget hellere kaste mig ud fra et fly og få 4.500 meter frit fald, inden faldskærmen bliver udløst, så det meldte Gitte og jeg os til sammen med et par andre vovehalse. 

Queenstown ligger og hygger sig på kanten af Lake Wakatipu, der er omkranset af den savtakkede bjergkæde The Remarkables, De Bemærkelsesværdige, der efter sigende skifter humør, som dagen skifter lys, og ellers er vild og uspoleret. Queenstown var oprindelig en mineby, senere landsby og nu en turistby, der er udgangspunkt for eventyrere, der er ude efter fart og spænding i de mange vilde aktiviteter. Selvom den efter newzealandske forhold er stor, er der ikke meget mere end 7.500 mennesker, der er fastboende, men til gengæld vil jeg tro, at en meget stor del af dem har arbejde i turistbranchen på en eller anden måde. 

På en stor tange ude i søen ligger Queens Garden, og den er opkaldt efter vores egen Alexandra, altså ikke den Alexandra, men datteren af Christian 9., der blev gift med den britiske Edward 7. og derfor var New Zealands dronning fra 1901 til 1910. Byen Alexandra, der ligger i nærheden, er også opkaldt efter den samme dronning. 

Foruden vilde aktiviteter har Queenstown også en kabelbane, der i gondoler fører en op på bjerget Ben Lomond, hvor der er restaurant og panoramaudsigt. Hvis det ikke er noget, kan man tage med det gamle dampskib Earnslaw, der med messing og mahogni minder om en svunden tid. Alt i alt er Queenstown en hyggelig by med masser af forretninger, cafeer, restauranter og så et utal af aktiviteter, den ene mere halsbrækkende end den anden.

Den rigtige kiwi og maorierne er kommet i ZOO.

Vi blev sat af ved kabelbanen og havde ellers eftermiddagen til fri disposition, hvor Gitte og jeg spenderede 28 NZdollars og gik ind i den nærliggende Kiwi Birdlife Park. Der skulle lige til at starte et show, så vi plantede os i et meget stort fuglebur, hvor et par unge damer fortalte og fremviste nogle forskellige fugle, der så fløj rundt imellem os. Der blev også fortalt om kiwien, men det fremviste eksemplar var stendødt og udstoppet, og det er nok i den tilstand en stor del kiwier befinder sig i vore dage. 

Amerikanerne har valgt den stolte ørn og danskerne den smukke svane som nationalfugl, men newzealænderne har en lille kær, snøftende strudsefugl med alt for langt næb. Dens latinske navn er Apterygidai og maori-navnet er kiwi, efter de lyde de laver. Kiwien er et natdyr, og da den ikke kan flyve, har den valgt sloganet ”ved jorden at blive det tjener mig bedst”, medens den gennemsøger skovbunden efter regnorme, småkryb og nedfaldne frø. Den kan ikke engang prale af sit lange næb, for i fugleverdenen måles næb fra næseborene og ud, og da kiwien som den eneste fugl har næseborene ude på spidsen af næbbet, har den officielt verdens mindste næb. 

Der findes 3 kiwiarter, hvor den brune er den mest almindelige og især holder til på den nordlige del af Nordøen. Så er der den store spættede kiwi på Sydøen, hvor der er omkring 20.000 eksemplarer tilbage og så den lille spættede kiwi, hvoraf der kun er 1.000 tilbage på Kapiti Island.

Hvis det ikke var for possums, hunde og katte, så det slet ikke så dårligt ud for kiwien, for de kan blive op til 55 år gamle, og kan ofte holde sølvbryllup, da de er monogame. I hver yngleperiode lægger den 3 æg, som hver vejer 20 % af hunnens kropsvægt, og det ville svare til, at en kvinde hvert år med en måneds mellemrum skulle føde en baby på 12-15 kg. Når æggene så er lagt kan hunkiwien endelig ånde lettet op, for nu tager hannen over og ligger 2-3 måneder, inden ægget klækker. Hvis der så ikke kommer en possum forbi og har ædt ægget inden, så forlader ungen allerede efter en uge reden som en fjerprydet kødbolle, og desværre overlever kun meget få det første år på grund af de indførte rovdyr. Derfor er det på særlige kiwiområder strengt forbudt at medbringe hunde og andre rovdyr.

For at redde bestanden har man udsat kiwier på øer, hvor der ikke er nogen naturlige fjender, eller det må vel være unaturlige fjender. Men pøj-pøj, du lille kiwi, for overlevelse i denne verden.

Tilbage i Queenstown og i Kiwi Birdlife Park var der efter fugleshowet optræden af tre maorier. De sang og dansede, så det var en lyst, og kvinderne spærrede øjnene op i bogstaveligste forstand, og manden rakte tunge, som er den måde maorierne siger goddag. Alle tre var ret velnærede, og selvom de sang smukt, var der noget grotesk over, at man skulle i en zoo for at se ægte maorier i naturlig udfoldelse.

Fugleparken lå i et meget bakket terræn og kunne også prale af nogle meget store mammuttræer og douglasgraner, og det var da ret så interessant. Der var også keapapegøjer, hvor man endda kom helt ind i buret, og så var der selvfølgelig også kiwier, men da de jo er natdyr, gik de i et kiwi-house, der er mørklagt, så de var ikke nemme at få øje på.

Efter at have set kiwier, maorier, den smukke søfront og et udvalg af cafeer mødtes topaserne sidst på dagen, og vi kørte ud ad en 50 km blind vej langs søen til Glenorchy. Her blev vi indlogeret i Glenorchy Holiday Park i en række små hytter. 

Da vi kikkede på kortet, var vi kun 20 km fra Gunns Camp, men da det ikke er veje, der er mest af på Sydøen, havde vi kørt 300 km for at nå frem til Glenorchy. 

Hatten og vandet der gik.

Terningerne var kastet, for vi havde meldt os til faldskærmsspring, så jeg drømte om at sidde på kanten af et fly og kikke 15.000 fod ned. Nå, det var først næste dag, så der var et helt døgn mere at leve i, og heldigvis var vejret lunt, selvom det blæste om morgenen. 

Vi havde meldt os til en vandretur ved Route Burn, og da vores chauffør Mike havde fridag, havde vi hyret en minibus for 40 NZdollars til at køre os til nationalparken. Ved startstedet var der bygget et helt nyt, fint center, så der bliver virkelig gjort noget for at få folk ud i naturen, og uden at det skal være alt for primitivt.

Det var blevet varmere, så jeg hængte min hat på et skilt, medens jeg lagde trøjen i rygsækken, og så gik vi rask af sted og først efter 10 minutters gang huskede jeg på hatten. Nu var det ikke nogen almindelig hat, men min skønne bushmanshat af ægte læder, og den var allerede gået godt til og lugtede hjemligt. Jeg skyndte mig derfor tilbage, men hatten var væk så øv, øv, øv. Der var nogle andre vandrere, og dem skævede jeg til for at finde det uærlige menneske, der havde snuppet hatten, og jeg begyndte at ærgre mig over, at jeg ikke havde skrevet navn i den, for ellers kunne det godt blive lidt besværligt at bevise, at det var min. 

Vi startede på trekket lidt i 10, og da turen var beregnet til 2 timer op og to timer ned, ville bussen hente os igen kl. 14, og ellers skulle vi gå alle 20 km tilbage til lejren. En slynget gruset sti førte lidt op og ned igennem en skov af mest sydbøge, og ikke mindre end fem hængebroer førte over diverse floder, der brusede igennem sten og træstammer. Der var ellers lovet os flotte udsigter, men vi kunne ikke se udsigten for bare træer, og efter små to timer var vi faktisk ved at vende om, men så kom udsigten endelig med en stor flad flodslette og udsigt til bjerge med evig sne på toppene. Så stod den på frokost og sandfluer, inden vi kort tid efter startede hjemturen. 

Alle ved, hvad det drejer sig om, når vandet går, inden en kvinde skal føde, men hvad sker der egentlig, når vandet går i en rygsæk og drypper ned på benene. Jeg kunne faktisk ikke begribe, hvad der skete, men da jeg var lidt i tidsnød, gik jeg videre i håb om, at det ville stoppe. Til sidst måtte jeg vende bunden i vejret på rygsækken, der nærmest sejlede, og der lå en coladåse og så nok så uskyldig ud, men den var blevet utæt og havde nærmest tømt sig selv.

Hurtigt tilbage for at nå bussen, og jeg nåede lige at støve terrænet igennem i nærheden af udgangspunktet for at lede efter hatten, men den var og blev væk. 

Så kom bussen, og så sandelig lå der en hat på instrumentbrættet, og den lignede min til forveksling. Så var der alligevel ikke uærlige mennesker i området, for chaufføren havde set hatten hænge på et skilt og besluttede at tage vare på den, da han vidste, vi skulle tilbage igen. Stor gensynsglæde mellem hatten og mig, og faktisk var der flere, der havde villet købe den, medens den lå i bussen. 

Det havde været overskyet hele dagen, men lunt i vejret, så der blev tid til eftermiddagshygge, inden vores madhold for sidste gang skulle lave mad. Det var hyggeligt nok at lave maden, selvom det er en grundlæggende uskik at skulle lave mad i sin ferie. Ved en kraftanstrengelse fik vi fremtryllet en lækker ret med ris, champignonsovs, salat og dertil possumbøffer og kiwipølse – det prøvede jeg i hvert fald at bilde de andre ind. Og til eksklusiv afslutning på vores madkunst var der Irish coffee til alle. 

Betænkeligheder hos The Flying Old Mountaineers.

Et par dage før havde vi taget det store skridt eller rettere spring at melde os til et djævelsk faldskærmsudspring. Det var egentlig min kone Gitte, der var blevet tændt på ideen med udforskning af himmelrummet, for hun havde overværet nogle spring i Motueka og set den glæde, springerne havde, når de kom ned med livet i behold. Personligt hader jeg alt i rutsjebaner og karruseller og kan overhovedet ikke forstå, hvorfor det hedder forlystelser. Men min mandlige stolthed var så stor, at jeg ikke ville komme hjem og berette, at Gitte havde sprunget, men at jeg ikke turde. Så når Gitte kan og tør, så kan jeg så sandelig også. På mine gamle dage er min livsfilosofi faktisk også sådan, at jeg gerne vil prøve det hele, inden jeg takker af, og der manglede faktisk et faldskærmsspring i rækken af oplevelser.

Vejret om morgenen var til alt andet end faldskærmsudspring, for ikke nok med at det var overskyet, det småregnede også, så vi kunne jo altid håbe på, at det hele blev aflyst. 
Det var ellers oldekollerne, der skulle prøve grænser af, for vores lille fem-mands gruppe, ”The Flying Old Mountaineers”, en udbrydergruppe fra Topasgruppen, var tæt på de 60 år og talte adskillige bedsteforældre. 

Vi skulle møde på Skydivekontoret i Queenstown kl. 10, hvor det uheldigvis var holdt op med at regne, men jeg håbede da stadig, at de tunge og lave skyer umuliggjorde det hele. På kontoret blev der sagt, at vi skulle komme igen kl. 12 til ny briefing, så vi gik i stedet en tur i byen. På en pynt over for byen ligge Queenstown Garden, der viste sig at være en ganske dejlig botanisk have med bl.a. kæmpestore mammuttræer og abetræer. Det var faktisk de største mammutter, jeg har set uden for Californien, men desværre var der på deres skilte ikke angivet plantningsår, for det ville ellers have været interessant. Længere nede i parken lå en fornem ”bowlingklub” fra 1923 med en smuk hvid bygning, og mænd gik rundt i skinnende hvide beklædninger og så meget fine ud. Spillet foregik foran bygningen på store, grønne arealer og havde tilsyneladende ikke noget at gøre med almindelig bowling, men nærmest som petanque med store kugler. Bag ved bowlingklubben lå som rosinen i pølseenden en dejlig rosenhave med nogle smukke statuer.

Medens vi nød de spændende vækster, drejede samtalen sig næsten udelukkende om skyerne, der var begyndt at lette en lille smule, men da vi igen indfandt os på kontoret kl. 12, var der stadig ingen klarmelding, så vi skulle komme tilbage igen kl. 14.

Så var der i hvert fald tid til at få en let frokost, og jeg var lidt ambivalent m.h.t. mulighederne for det faldskærmsspring. Det var selvfølgelig lidt ærgerligt, – en lillebitte smule – hvis vi ikke fik prøvet at springe, men på den anden side ville vi spare en masse penge, og vi havde da æren i behold, for vi havde meldt os til, men desværre kunne det bare ikke lade sig gøre.

Frit fald til paradis fra 15.000 fod.

Kl. 14 var vi tilbage på kontoret. Det var stadig skyet, men der var huller i skyerne, og så blev der ringet: ”OK, vi springer”. Vi fik udleveret nogle papirer, der skulle gennemlæses, udfyldes og underskrives. Det var noget med iltmangel i højderne, og at vi sprang ud helt og aldeles på vores eget ansvar, for det var vist ikke helt ufarligt. Tanken strejfede lige min ulykkesforsikring, hvor der højt og tydeligt står, at den ikke dækker faldskærmsudspring. Nå, jeg er heldigvis ikke så god til engelsk, så jeg skimmede lidt ned over teksten, lukkede øjnene, bad en lille bøn og skrev under. 

Vi kunne lige så godt springe som krybe i det, så vi havde bestilt det store spring på 15.000 fod over landjorden, og det kostede den nette sum af 399 NZdollars, omkring 1.700 kr. Der kunne også springes fra 12.000 fod til 299 dollar, men når det nu endelig skulle være, kunne vi lige så godt tage det helt store, forkromede, frie fald. Der blev også spurgt, hvem der ville fotograferes på vej ned, og det kostede igen en mindre bondegård med 179 dollars for en række fotos og 219 dollars, hvis man også ville have en video af begivenheden. Gitte valgte fotograferingen, medens jeg tog hele baduljen med, når vi nu alligevel var ruineret.

Vi fik lige set indledningen af en instruktionsfilm, men blev så gennet ud i en minibus, og efter en halv time landede vi ved en stor græsplæne. På plænen stod et par mindre fly, hvor det ene var bemalet med nogle frygtindgydende tænder. Der var også en hangar, hvor der blev pakket skærme, og der var omklædningsrum og ekspedition. Til wc’et blev der hurtigt kø, og for en sikkerheds skyld havde jeg da et par rene underbukser med i tasken.

Vi blev inddelt i springhold, og uheldigvis var Gitte og jeg kommet på hvert sit hold, men det fik Gitte fikset, og vi skulle så op som det andet springhold. Den anden del af The Old Flying Mountaineers gik ind til omklædning, og vi kunne skæve lidt igennem døren og se, hvad der foregik. Inden sit livs første spring er den mentale tilstand lidt svækket og at sætte sig ned og læse et blad var helt umuligt, så jeg gik lidt uroligt frem og tilbage og ville ønske, jeg var på det første hold, for al den ventetid var lidt nervepirrende.

Der gik nu ikke mere end et kvarter, så kom min makker og springinstruktør Chris og hilste på, og vi gik ind til omklædningen. Nu gjaldt det om at holde ørene stive, og jeg måtte sætte min lid til mit skoleengelsk, og pudsigt nok var det første, jeg lærte på engelsk i skolen: ”I can hop – I can run”. Først fik jeg en flyverdragt på og så noget seletøj, der blev spændt kraftigt til. Derefter skulle jeg prøve en hjelm, nogle beskyttelsesbriller og handsker, og da jeg kikkede på Gitte, der også var i flyverdragt, så lignede vi faktisk personerne fra Top Gun. Sådan næsten.
Derefter fik vi nogen instruktion på en afsats og skulle lege, at det var et flygulv. I springøjeblikket skulle nakken tilbage og benene bøjes som en banan og hænderne på remmene foran, så bagmanden ikke fik en arm i hovedet og blev slået bevidstløs. Der var mindst 5 minutters instruktion, og i mellemtiden dalede det første springholds faldskærme ned, og de så både hele og endda overstrømmende glade ud og vinkede opmuntrende.

Så var det pludselig os, der skulle på, og på vej ud til flyet tog Chris fat i min rem, bare sådan for at jeg ikke skulle rende min vej, sagde han. 

Det var selvfølgelig et tvillingespring, vi var på vej til, dvs. at offeret bliver hægtet sammen med en udspringer, der har prøvet at springe et par gange før. Sådan helt nøjagtigt mindst 1.000 spring før instruktørerne må lave tvillingespring. I Danmark er det kun 500 spring, der skal til, men i New Zealand er de ekstra omhyggelige med, at nybegynderne er i sikre hænder. 
Flyet stod og brølede, og vi kravlede op og satte os på gulvet, for der var ikke så højt til loftet, at man kunne stå op. Foruden Gitte og mig var der en fremmed pige, og hver af os havde en tvilling og en fotograf med. Nå, så begyndte jeg at forstå, hvorfor de billeder var så dyre, når der også skulle en luftbåren fotograf med til hver af os. 

Jeg sad på gulvet lige foran Chris, da flyet lettede og langsomt begyndte at kredse op til de 15.000 fod, medens bjergene under os blev mindre og mindre. Efterhånden blev luften tynd, og der kunne tages ilt fra en slange, medens fotografen filmede løs, og jeg prøvede at se lidt sej ud i erkendelsen af, at det nok var lidt sent at fortryde. Stemningen i flyet var helt i top, da vi begyndte at nærme os den ønskede højde – hvem var det egentlig, der havde ønsket den højde? Chris begyndte at blive noget nærgående, og jeg kom nærmest op på skødet af ham, medens vi blev koblet sammen, og han spændte remmene og gjorde tegn til, at hjelm, beskyttelsesbriller og handsker skulle tages på. Så åbnede de gud hjælpe mig døren lige ud til ingenting, og jeg sad 10 cm fra kanten til afgrunden. Vindsuset gav en øredøvende støj, men der var ingen tid til at stirre ned på jorden, for der blev lynhurtigt talt ned med tre fingre foran mig, så to fingre, så en finger, og så slap vi gulvet og røg ud i luften.

Jeg var i forvejen blød som en banan, nu prøvede jeg at ligne en banan, og fra kun 0 til 12 sekunder nåede vi med blafrende kinder i et frit fald maksimumhastigheden på 200 km i timen. Jorden lå under os med bjergene, søen og byen, men det var ikke sådan, at den kom farende op imod mig, for jeg fornemmede overhovedet ikke farten. Min fotograf var sprunget ud en brøkdel af et sekund før mig, og jeg må indrømme, at jeg overhovedet ikke kan huske, at jeg så nogen fotograf på vej ned, men han må jo have været der. På de første billeder med bunden af flyet som baggrund har jeg åben mund, altså ikke bare sådan åben, men nærmest vidt opspærret. Jeg husker ikke, at jeg skreg, for jeg var ikke bange på det tidspunkt, men jeg var i en situation, hvor jeg ikke bare kunne smile sødt – der skulle ligesom nogle indre kræfter ud: ”Jeg gjorde det. Jeg gjorde det saft suse mig”. Og som der står: ”The first sky drive is a scary thing”. Selvom jeg ikke fornemmede farten, kom jorden alligevel nærmere, og efter 65 sekunders frit fald havde vi tilbagelagt omkring 4½ kilometer, og så blev den store faldskærm udløst. 

En lille styreskærm var tidligt blevet udløst, for at vi ikke bare skulle tumle rundt i luften, og det er også den, der senere skal trækker den store faldskærm ud af posen. Da den store faldskærm havde foldet sig ud, blev der pludselig helt stille, og nu kunne jeg bedre forstå deres slogan: ”Free fall into paradise”, for at svæve blidt i en faldskærm 500 meter over jorden er en oplevelse, der må være tæt på paradiset. Stille gled vi gennem luften, og jeg fik peget forskellige bjerge ud, og min airmaster spurgte, om jeg ville prøve at styre faldskærmen. Jo, selvfølgelig, og jeg hev i stroppen til højre, og så drejede vi til højre, og hvis jeg hev i stroppen til venstre, så drejede vi til venstre, og skærmen reagerede lynhurtigt. Flyvepladsen lignede ikke andet end et frimærke, så for at ramme den fik Chris igen tømmen, men så skulle han selvfølgelig lige vise, hvad han duede til, så vi drejede vildt rundt. 

I fem minutter svævede vi ned, og så var det tid til at indøve landingsteknikken, og jeg skulle bare strække benene ud i vinkel med kroppen, så klarede Chris resten. Efter et sving over pladsen startede indflyvningen, og i næste øjeblik stod vi igen på jorden efter en perfekt landing, hvor jeg næsten kunne have haft en fuld kaffekop i hånden, uden at det skvulpede over.

Gitte fik også lavet en perfekt landing, selvom skærmen lagde sig over hende, men som en skumfødt Venus trådte ”The Fying Grandmom” ud af det tynde nylon med et kæmpegrin. Så var der omfavnelser, tillykke og klap på skuldrene og nogle store smil, for ikke nok med at vi havde overskredet nogle personlige grænser, vi havde så sandelig også overlevet det.

Med lidt vaklende skridt gik vi tilbage til hangaren og fik afmonteret seletøjet, og så var det tid til at samles med de andre springere og snakke om vores oplevelser. Og alle havde haft en kæmpeoplevelse, der havde været alle pengene værd.

Midt i den gratis kaffe blev vi kaldt ud til bussen og kørt tilbage til Queenstown, og hele seancen havde vel taget omkring 3 timer, og så skulle vi ned til stranden til et par timers total afslapning, inden billederne og videoen kunne hentes et par timer efter. 
Vi havde fået en meget venlig og professionel dygtig behandling af alle i skydivefirmaet ”NZONE The Ultimate Jump”, hvis andre skulle komme på de kanter og have lyst til et spring til paradiset. 
BE BRAVE
EVEN IF YOU ARE NOT,
PRETEND TO BE
NO ONE CAN TELL THE DIFFERENCE.

Jeg glemmer i hvert fald aldrig det spring. 

Cromwell Old Town med sort musik.

Faldskærmsudspringet må alligevel have sat sig i underbevidstheden, for i løbet af natten sprang jeg et par gange, og især scenen med at sidde på kanten og stirre ned i dybet gennemlevede jeg adskillige gange, men jeg forblev dog i sengen uden at slippe kanten. Ganske smukt stod bellbirden for morgenunderholdningen, inden vi måtte i gang med at få hytterodet ned i taskerne.

Vi kørte tilbage til Queenstown og fortsatte ad vej 6 mod Cromwell, men standsede ved Jones Fruit Stall, hvor løs frugt lå i læssevis eller pakket i færdige frugtkurve. Et skilt forkyndte, at der ikke måtte røres ved frugten i kurvene, og det stod på både engelsk, japansk og et andet skrifttegnssprog, sandsynligvis kinesisk, for det myldrede med både japanere og kinesere. Der lå en fin rosenhave i forbindelse med frugtsalget, men de visne roser trængte til at blive nippet af, og der var endelig noget jeg havde forstand på.

Lidt efter Cromwell så vi det første og eneste industrikvarter på Sydøen, men ellers drejede vi ned til Cromwell Old Town, der dog ikke er meget andet end en række huse med et lille torv bagved. Byen er flyttet op på det tørre, da den ellers ville være druknet ved anlæg af en dæmning, og nu lå den nussepysselig med gamle huse med lidt forretninger og en cafe. På det lille torv holdt farmerne marked med frugt og diverse ting og sager, og meget overraskende spillede og sang et lille band af 7-8 sorte afrikanere en rigtig god rytmisk musik. Bassen var bare en trækasse med en streng, men det hele lød bare rigtig godt, og Gitte og jeg klappede begejstret. Newzealænderne på torvet ignorerede dem dog totalt og fortrak ikke en mine, så der skal åbenbart noget mere til at begejstre en kiwi.

Fra Cromwell fortsatte vi ad vej 8 mod Omanama igennem bløde, gule foldebjerge. Den næste lille by var Twizel, der lå på en stor, flad slette omgivet af bjergene. Vandingskanoner, der var flere hundrede meter lange, prøvede at få liv i de gule græsmarker, så fåreflokkene kunne få noget at gnave i. 

Twizel er en ny by med en græsplæne som centrum og ellers med forretninger rundt om den, og selvfølgelig var der fine, offentlige toiletter som alle vegne i New Zealand, og legepladser manglede der heller ikke.

Vej 80 fortsatte op langs Lake Pukaki, hvor vandet var helt grønt, og vejen endte i Mount Cook National Park, hvor vi skulle overnatte og med udsigt til de flotte hvide bjerge. 

Mount Cook og en paraplybjergbestigning.

Mount Cook er med sine 3.754 meter New Zealands højeste bjerg og ligger i den bjergkæde, der majestætisk grænser op til vestkysten. Mount Cook er selvfølgelig opkaldt efter New Zealands kortlægger, selvom han hverken så sit eget bjerg eller de 17 andre tinder i bjergkæden, for da han var på de kanter, var det hele som sædvanlig dækket af skyer. 

Ikke fordi mine planer gik i den retning, men mange drømmer om at bestige Mount Cook, ligesom Sir Edmund Hillary gjorde, da han trænede til at bestige Mount Everest. Der står faktisk en mindesten i området med navnene på de over 50 veltrænede bjergbestigere, som på trods af superudstyr er omkommet undervejs, så Mount Cook er bestemt ikke noget legebjerg. 
Geologisk hører områdets bjerge til de mest levende i verden, idet de vokser 2 cm om året på grund af de urolige kontinentalplader, der konstant skurer mod hinanden. Men samtidig tærer vind, vand og is så meget af dem, at de nærmest står i stampe. Det kan regne/sne med op til 15 meter om året på bjergtoppene, og al den væde driver ned ad bjergsiderne, hvor det længere nede giver en frodig skov. Der er altid fare for laviner som i 1991, hvor et heftigt sne- og regnvejr udløste en tre km bred og syv km lang lavine. 

Vores hotel eller lodges var rigtig fint med dobbeltseng og wc/bad, og så var der en stor panoramapejsestue med lædermøbler og med udsigt til Mount Cook, altså hvis der ikke var skyer, og det var der i rigelige mængder.

Vi stikker ikke op for bollemælk, så selvom det regnede, startede vi kort efter indlogeringen på Red Tarn Trail, der var beregnet til 2 timer op og ned. Det startede med småregn, men holdt op og blev til rigtig regn. Selvom vi startede med regntøj, blev det hurtigt for varmt, så Gitte og jeg gik i stedet med paraplyer for at tage den værste væde. At gå med paraplyer slige steder ser måske nok lidt aparte ud, men personligt generer det nu ikke mig, selvom jeg faktisk ikke tror, at Hillary havde paraplyer med i rygsækken. 

Efter at have passeret en bro var der trappetrin hele vejen op til toppen, hvor der skulle være en fin udsigt mod Mount Cook, men det viste sig, at jo højere vi kom op, jo mindre udsigt var der. Vi nåede helt op på knap en time, og vi kunne ikke se et cook, for sigtbarheden var nede på 20-30 meter. 

En del af topaserne var vendt om inden toppen, og det var bestemt heller ikke nogen fornøjelsestur med svup hele vejen ned med vandpytter på hvert trappetrin. Det tog da heller ikke mere end godt ½ time ned, og det var faktisk ikke koldt, selvom jeg var i korte bukser og T-shirt. Et varmt bad og noget tørt tøj var alligevel slet ikke det værste, og så kunne vi bare slænge os i lædermøblerne og vente på madholdets frembringelser. 

Endelig ægte keapapegøjer.

Bellbirdens pippen var udskiftet med keapapegøjens skrig, og på en lille morgentur fløj der en hen over hovedet på os, og en lille flok på 3-4 stykker fløj rundt mellem træerne længere væk. 
New Zealand har flere papegøjearter, men kun få er endemiske. Den ene er keaen, der er mere fræk end køn, og ofte huserer de på parkeringspladserne, hvor de ødelægger vinduesviskere og antenner. Desuden kan de finde på at angriber fårene, hvor de hugger hul på ryggen og æder fårefedt, så fåreavlerne hader keaen som pesten. Nå, men vi havde aldrig set en vildtlevende kea, så vi prøvede at sige som en pynteliste for at lokke dem nærmere, men de var alligevel for kloge.

Skyerne lå halvt nede ad bjergene, så en planlagt toptur var aflyst og ærgerlig nok, for jeg havde gode ben den dag, og jeg ville gerne med blandt de store drenge, selvom jeg så skulle være sidste mand. I stedet blev det en tur til Hooker Valley, hvor gletscherarmene trængte frem fra alle sider. 

Vejret skiftede hele tiden med sol og småregn, medens vi gik igennem det fantastiske landskab, hvor hængebroerne førte over gletscherstrømmene. Gletschersøen helt ude var fyldt med store isklumper, hvor nogle var grå med grus og sten, og andre var hvide. Det var begyndt at regne, og det var faktisk også blevet hundekoldt så tæt på isen, men heldigvis klarede det op på hjemturen med sol og varme, og der blev taget mange billeder med gletscherarmene, der væltede ned fra bjergene. Turen var på 4 timer i raskt tempo frem og tilbage, inden der var frokost og afslapning på terrassen.

Efter frokost gik vi hen på Hermitage, der går for at være New Zealands fineste hotel, og ikke mærkeligt så myldrede det med japanere. De skal dog ikke tro, de er noget, så vi blandede os med gæsterne og fik kaffe og lagkage på deres terrasse, medens vi stirrede mod Cook, hvis top dog var omgivet af skyer.

Medens kaffen svandt, så svandt skyerne også fra Cooks top, og så lå den der - skinnende hvid og majestætisk med ikke mindre end tre kridhvide snetoppe. Solen bagte ned, og gletscherne væltede ned ad de nærmeste bjerge, og medens keaerne skreg, og Cooks top blev helt ren for skyer, blev det et at højdepunkterne på New Zealandsturen.

På Hotel Hermitage er der en statue af Hillary samt et lille museum om hans aktiviteter her i området og selvfølgelig også om bestigningen af Mount Everest. Hillary døde i øvrigt først 11. januar 2008, så han fik et godt og langt liv.

Aftenspisning på The Old Mountaineers, der var dekoreret med bjergbestigningsudstyr og andre rustikke genstande. Restauranten blev åbnet af Hillary himself i 2003, og måske derfor er en pølseret opkaldt efter ham. Det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for, så det er faktisk det tætteste, jeg har været på Mount Everest, og jeg mærkede næsten historiens vingesus, medens jeg gumlede på pølserne a la sir Edward Hillary. De kunne nu godt have haft bare en dessert opkaldt efter Tenzing, der faktisk besteg Everest sammen med Hillary.

Farvel til keaerne og Mount Cook og goddag til Mc Donald.

Skyerne lå lavt, så lavt, at de næsten var helt nede i vores højde, og Mount Cook gemte sig, men ind imellem kom der et overjordisk lys der oppe fra som et sidste farvel.

Keaerne skulle også give deres besyv med, og de skreg, så det var en ren fornøjelse. En stor flok sad på taget af Hermitage og larmede, og gad vide om turisterne klagede over støjen, eller om de tog det som en god oplevelse.

Så startede hjemturen til Danmark, og vi forlod de regntunge skyer, for det blev mere lyst længere nede ad Lake Pukaki. Ved Lake Tekapo ligger den lille kirke Church of the Good Shepherd, hvor altertavlen er skabt af Gud i egen høje person, idet alteret er et stort vindue ud til den fantastiske natur.

Vi fortsatte ad vej 8, der gik over i vej 79 (har de virkelig så mange veje på Sydøen?), og vi kom ind i et gult, tørt landskab, hvor der ikke var fårs føde. Egentlig ville vi gerne fotografere en af de store fåreflokke, så bussen standsede, og så tog pokker ved flokken, så der blev kun billeder af fjerne uldtotter.

Selv i mindre byer som Geraldine, der bare er en mindre flække i et stort landbrugsområde er der et informationscenter for turister, adskillige souvenirforretninger og en art/uld cafe . Man må virkelig sige, at kiwierne gør noget for deres gæster – i Borup har vi ikke engang et postkort til salg.

Vi var nået Sydøen rundt og blev igen indkvarteret i Christchurch i samme hyttecamp som på udturen, og så havde vi lige lidt tid i byen til de sidste souvenirs og en enkel burger på Mc Donald. Lige meget hvor vi rejser hen i verden, skal vi prøve en af de lokale Mc Donald burgere, da de godt kan være ret forskellige efter den lokale smag. En Mc Donald burger på New Zealand er dog noget af det mest kedelige, man kan sætte tænderne i, for de er uden ost og salatdressing, så de er sikkert hamrende sunde, men de får kun 2 point på en skala op til 10. Så var der mere bid i den tre retters afskedsmiddag på Gondola på toppen af det lokale bjerg med vid udsigt over byen. 

Næste dag var det så bare at tage ud til lufthavnen i Christchurch og spole filmen tilbage til Singapore og videre til gamle Danmark på den anden side af Jorden.

Hvad koster en tur til New Zealand.

Da New Zealand ligger på den anden side af Jorden, er det selvfølgelig dyrt at flyve dertil. Selve rejsen kostede derfor 25.980 kr. pr. person til Topas, og den pris inkluderede fly, al transport med bus, alle overnatninger og desuden alle bådtransporter og trekkingtilladelser, og omkring ¾ af alle måltider var inkluderet.

Prisniveauet på New Zealand er nogenlunde det samme som i Danmark, og med en pris på NZdollar på omkring 4 DKR kan man på restaurant få et godt måltid mad incl. en øl til omkring 120 kr. og f.eks. en cappuccino med en ”Danish” for omkring 30 kr.

Det, der er dyrt på New Zealand, er aktiviteterne som faldskærmsudspring, bungy jump, havkajak, helikopterture m.m., men da det jo er frivillige forlystelser, kan man jo lade være, hvis man ikke vil ofre de penge. Der findes mange gode souvenirs på New Zealand, og det er jo bestemt heller ikke helt billigt, men også meget individuelt, hvor meget der bruges på sådan noget.

Det var vores første tur ”down under”, og helt sikkert er det en oplevelse at se, hvordan kiwierne lever i deres smukke, velordnede land, der tilligemed har et af verdens laveste kriminaliteter, så det er et meget trygt rejseland. 

Mit eget eventyrblod ruller stærkere, når jeg rejser i et land, der er meget forskelligt fra Danmark og vores nabolande, og gerne hvor der lever andre mennesker med en helt anden kultur. Selvom der også var meget nyt at se i New Zealand, var det efter min mening lidt for tamt, lidt for velordnet og lignede Danmark lidt for meget. Dog, jeg havde aldrig fundet på at springe ud med faldskærm herhjemme – så der er et eller andet ved New Zealand – der skal prøves nogle vilde grænser af.

Kilder:
Turen går til New Zealand. 5 udgave. Politiken.
Rejsen rundt i New Zealand. 2003. Politiken.
Maori Culture. Don Staffors. 1997. Reed.
Maorierne. Lise Rishøj Pedersen, 1983. Etnografisk Samling. Nationalmuseet.
Desuden nettet og div. brochure fra New Zealand.
Og ikke mindst mine egne dagbogsoptegnelser.

Foto: De fleste er mine egne og en del er Birgitte Greiners og lidt er fra de andre topaser. Det er kun et fåtal af alle vores smukke billeder der kan komme med på hjemmesiden. Til gengæld er der mange med til mit foredrag om New Zealand.

Tilbage til forsiden