Riverrafting, brævandring og bjergbestigning i Norge.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Juli 1998

Hvis du bare skal sove, så tag op til Norge, synger Sjubidua i en sang, men i Norge er der nu også store muligheder for at være aktiv, også om sommeren, så på en 1½ uges ferie havde jeg planlagt en rundtur i det sydlige Norge, hvori der indgik riverrafting, brævandring og bjergbestigning.

For at prøve noget nyt lagde vi ( Camilla, Gitte og Kim) turen op igennem Jylland og tog fra Hanstholm over Kattegat til Sørlandets hovedby Kristianssand, der i sin tid blev grundlagt af Christian d. 4, og hvis retvinklede byplan stadig ses i den hyggelige gamle bydel.

Videre ad Nordsøvejen af mange bugtede sving til Stavanger, hvor det var lidt svært at finde overnatning. På turen havde vi satset på overnatning i campinghytter eller vandrehjem, men i Stavanger var der tilsyneladende fuldt hus, så da vi afsøgte en vej langs stranden, fandt vi Sola Strand Hotel, der havde ledige pladser i det gamle annex. Receptionisten ville meget gerne leje os et værelse i den nye og meget flotte, lidt mennesketomme hovedbygning, men vi mente nok, vi kunne klare os under lidt mere primitive forhold, og udholde en aften uden telefon og farvetv på værelset.

Grunden til, at vi holdt ind ved hotellet, var et ejendommeligt skue på stranden, som vi måtte se nærmere på. Over hundrede jernmænd i naturlig størrelse stod spredt i klitterne, på stranden og ude i vandet. Alle var fuldstændig ens, og alle stirrede i samme retning ud over vandet. Det var et både fasinerende og lidt uhyggeligt syn, og ledte tanken hen på menneskekloner og massehypnose, og vi stirrede selv ud over vandet og forventede egentlig at se et guddommeligt lys eller noget fra det ydre rum.

Aftentur i Stavanger, der er Norges fjerdestørste by, for lige at se byen og samtidig finde noget at spise. Adskillige gange fulgte vi skiltene mod centrum, men så var de åbenbart løbet tør for centrumskilte, for vi endte hver gang i noget kedelig bebyggelse, der ikke lignede et normalt centrum. Så vi var lige ved at give op, og troede faktisk at Stavanger var verdens kedeligste by. Heldigvis for os og Stavangers omdømme, kom vi på 4. forsøg, helt tilfældigt ned af en vej mod havnen, og her havde de så gemt en både hyggelig og velbevaret gammel søfartsby med både miljø, mennesker, butikker og restauranter.

Fra Stavanger var der kun et par timers kørsel og en lille færge over fjorden til Prekestolshytta, der er udgangspunkt for vores første aktivitet, bjergvandring til selve Prekestolen.

Prekestolen er et vandret klippeplateau, der hæver sig 597 m lodret op over Lysefjordens blanke vand, og fra toppen er der en storslået udsigt. Desværre hang skyerne lavt den dag, og bjergtoppene fortabte sig i tågen, men vi begav os ufortrødent afsted på den 2 timer lange tur til toppen. Det småregnende og var hundekoldt, og vi havde fra starten iført os alt for meget tøj, så efter nogle få hundrede meter måtte vi stoppe og tage tøj af, da sveden begyndte at piple frem. Turen er fint afmærket og går nogle steder stejlt opad, andre steder på gangbroer over sumpede strækninger, og selvom vejret var tåget, var der alligevel en sand folkevandring op og ned af stien. På et tidspunkt går stien langs med de stejle klippesider, og jeg begyndte at få nervøse trækninger, og min hånd kunne ikke lade være med at tage et godt greb i Camilla.

Oppe på platauet var det bare ærtetyk tåge, og sigtbarheden var nede på under 50 meter, så de resterende 547 meter ned til fjordvandet så vi bare ikke noget til. Et par piger sad og spiste deres frokost, endda med med benene kækt ud over kanten.

Vi holdt os pænt et godt stykke fra kanten og måtte tænkte os til den smukke udsigt, vi ikke kunne se, medens vi holdt en kort og meget kold frokostpause, inden nedstigningen. Da vi var næsten nede, mødte vi på vej op en 70 årig dame i små søndagssko, og hende tror jeg alligevel ikke ville nå toppen.

Videre nordpå et par dage ad små snoede veje, over fjelde og ned igennem dale, og over fjorde med små nye færger og igennem nye, nogle gange over 10 km lange tunneler. Da vi havde glemt at købe postkort af den nybestegne prekestol, standsede vi på en tankstation og købte foruden nogle få småting, 10 postkort - det blev over 250 kr. Der var tilsyneladende sket en slåfejl, men nej postkortene kostede 14 kr stykket - så kan jeg bedre forstå, de har råd til nye færger og tunneler.

Næste mål var Voss, hvor der er mulighed for riverrafting, og vel ankommet gik vi med det samme ned til turistinformationen og bokede os ind til den næste dags familierafting - troede vi. Campinghytterne i Voss var udsolgt, men de havde plads på deres udmærkede vandrehjem, hvor vi både spiste og boede godt, især da jeg havde fået byttet det anviste værelse fra vejsiden, der trafikmæssigt mindede lidt for meget om den hjemlige Kimmerslevvej, til et værelse med udsigt til søen.

Voss Rafting Centers slogan er : "We guaranteed to wet your pants", men det kunne ikke afholde os fra turen, så vi mødte friske op om formiddagen kl. 10. Nu ved jeg ikke, om det var os, turistbureauet eller raftingcentret, der havde misforstået noget, men der var ingen familierafting den dag, kun rafting. Ifølge brochuren var prisen for familierafting 350 kr pr. person og for rafting 590 kr pr. person, så det var jo lidt af en forskel, men nu havde vi sat næsen op efter at blive lidt våde på bukserne, så jeg betalte. En livsforsikring kunne tegnes for kun 30 kr, og det var jo fundet til de penge, og så skulle der lige skrives under på, at vi var indforstået med, at turen gik igennem strømme med vandfald, sten o.s.v.

Foruden os var der mødt omkring 20 unge mennesker op, alle i alderen 20-25 år, så jeg var garanteret den ældste på holdet og Camilla den yngste, så det var med lidt sommerfugle i maven, vi tog tøjet af og iførte os våddragter, redningsvest og styrthjelm, og jeg skulle have en gummistrop på brillerne, for at de ikke skulle skylles over bord.

Gummibådene blev læsset på vognene, og så gik det i rask tempo et godt stykke op af Strandaelva, hvor gummibådene blev læsset af. Her blev der givet instruktion i padleteknik, og hvad man skulle gøre, hvis man faldt overbord, og hvordan man skulle tage fat i andre, for at hive dem op i båden. Gitte blev udset til prøvekanin, så hun blev halet ud og ind af gummibåden nogle gange, men foreløbig foregik det oppe på det tørre.

Det var amerikanere, der drev raftingcentret, og instruktionerne blev givet på engelsk, og medens sommerfuglene blafrede rundt i maveregionen, prøvede jeg at få fat i kommandoerne såsom:" Paddel left og paddel back og turn over" når vi skulle kaste os over i den ene eller anden side af gummibåden. Instruktøren i vores båd hed Max og var fra Tasmanien, og derudover var der 2 amerikanere, der arbejdede på Stavangers boreplatforme, og så os 3 fra Borup.

Inden sejlladsen skulle der afholdes svømmeprøve, d.v.s alle skulle efter tur ud i strømmen, svømme eller drive rundt om bådene og svømme ind til bredden igen. Som en af de første sprang jeg ud i strømmen, og var meget forbavset over, at det ikke føltes koldt, og jeg fik reddet mig planmæssigt op på bredden igen. Lidt efter kom Camilla, og da jeg ville give hende en hånd, gled jeg på klippen og faldt ud i strømmen igen, til stor morskab for instruktørene.

Så kom Gitte drivende, og hun prøvede virkelig sine grænser af, for rædselen lyste ud af øjnene, selvom det var svært at se øjnene, da hjelmen var gledet helt ned i panden.Hun prøvede at cravle, selvom hun aldrig havde prøvet at cravle før, men den svømmemåde havde instruktøren jo vist, så Gitte cravlede. Der var dog ikke rigtig bid i svømmetagene, og hun var ved at drive forbi den sidste gummibåd, men så var der en, der fik fat i hende, og hev hende op i båden. Selvom vi alle bestod svømmeprøven, var Gitte meget i tvivl, om hun skulle fortsætte, men jeg mente, hun ville ærgre sig senere, og så tænkte jeg jo også på de 690 kr., der ellers var spildt.

Så Gitte var alligevel med, da flåderne startede ned af strømmen, og det var bare rigtig, rigtig sjovt. Vi padlede og skoddede og kastede os til den ene side og til den anden side, igennem det ene strømfald efter det andet, og jeg fandt ud af at næste gang, skal mine negle være nyklippede, da man ellers nemt brækker negle.

På et tidspunkt kom vi igennem et vandfald, og de to amerikanere faldt overbord. Lige bagved vandfaldet blev vandet og båden suget tilbage, og selvom gummibåden var selvlænsende, blev den ustandselig fyldt med vand fra faldet, så vi padlede som gale for at komme ud af suget. Vi manglede jo de to pagajer ombord, så da vi syvende gang blev trukket ind under vandfaldet og fik båden fyldt, begyndte jeg at spekulere på, om vi nogensinde kom ud af de strømhvivler, men så fik vi en redningsline ombord og blev halet ud af hvivlerne. De 2 amerikanere blev halet ombord igen, og jeg er egentlig ret stolt af, at vi 3 blev i båden, for i nogle af de andre både faldt de fleste overbord, selv instruktøren.

Efter vandfaldet blev bådene halet op, og så var der hvilepause og kaffepause, og vi kørte et par kilometer ned af elven, da der kom nogle vandfald, som var lidt for skrappe for os amatører, men ellers fortsatte turen igennem strømfaldene, og nu mærkede vi virkelig suset og spændingen og kunne næsten ikke få nok.

Turen sluttede efter en bro og nu var der igen mulighed for at prøve nogle grænser af, idet vores kaptajn gik op på den 5 meter høje bro og sprang ned i den strømmende elv. På det tidspunkt var vi blevet lidt høje af den spændende tur, så nogle af de unge mænd sprang efter, og så tog jeg også lige en rask beslutning og sprang med. Camilla lurede lidt på det, men så kravlede hun over rækværket, og selv om det tog noget tid at beslutte sig, så sprang hun tilsidst med begejstere hujen og klapsalver fra de andre.

Hele raftingturen tog 4 timer, og selvom den var dyr, var det et minde for livet og rigeligt pengene værd, og Gitte har nu store planer om, at hun skal i svømmehallen og træne i dykning, så hun er bedre rustet til næste gang vi skal have "wet pant".

Om eftermiddagen havde vi egentlig planlagt, at vi skulle op med den lokale svævebane og gå lidt rundt på fjeldet, men vi var både fysisk og psysisk udmattede, så vi tog svævebanen op, og faldt derefter bare omkuld på en dejlig solbeskinnet klippeknold.

Mellem Flåm og Myrdal går en spændende togbjergbane med en stigning på over 5 %, og på den 20 km lange strækning går den igennem 20 tunneler. I flere år havde jeg læst om banen, og vi ankom til Flåm perfekt en halv time før toget gik, så jeg skyndte mig hen for at købe biletter. Perronen vrimlede med japanske turister, der havde de store tegnebøger fremme, for billetdamen forlangte uden blusel 190 kr pr. person for en returbillet. Pludselig fandt jeg ud af,at vi egentlig slet ikke havde tid til den togtur, og havde vi egentlig lyst til at køre i tog igennem alle de kedelige tunneler og andre sure rønnebær. Min naturlige nærighed forbød mig simpelhen at betale 570 kr for en 20 kilometer togtur, og det ærgrer mig selvfølgelig idag.

Jeg ved udmærket godt, at ferieoplevelser koster penge, så man skal bare betale og se glad ud. Husk det nu til næste gang Kim, også selvom det er opskruede turistpriser, så betal. Nu kommer Flåmbanen ind i samlingen blandt andre ferieminder som vi ikke har, som f.eks. det museum på Island, vi ikke fik set, og den sejltur i gondoler i Venedig, som vi ikke fik sejlet.

I Sogndal holdt vi ind på en tankstation, da de reklamerede med nystegt brød hver dag. Vi var løbet fuldstændig tør for brød, og vi regnede med at nystegt brød betød nybagt brød. Det gjorde det måske også, men tankpasseren oplyste os med et overbærende smil: "Vi har da ikke noget brød i dag, det er jo søndag". Så nordmænd spiser åbenbart ikke brød om søndagen.

Vores næste mål var Jostedalsbræen, der med 24 gletschertunger er den største gletscher på det europæiske fastland, dækkende 490 kvadratkilometer. Næsten i bunden af Jostedalen ligger Nigardsbræen, og på den er det muligt, med fører, at komme på brævandring. Heldigvis var der i nærheden af bræen en ledig hytte på campingpladsen, for bræen ligger 38 km inde af en snoet blind vej.

I nærheden af campingpladsen ligger "Brekatedralen", der er en meget smuk ny træbygning og indeholder et museum om Jostedalsbræen. Museet består dog mest af plancher og fotografier, der fortæller om bræen og dens påvirkning af omgivelserne, men i en filmsal i kælderen, er der er et meget godt audiovisuelt program. På museet bookede vi os ind på den kommende dags blåisvandring med fører, til en pris af 280 kr pr. person.

Blåisvandringen tager 4 timer, men det er også muligt at komme på kortere og billigere familieture. Inden vandringen fik vi udleveret ispigge til at sætte på støvlerne, seletøj til at spænde om livet, hvori rebet skal fastgøres og så, nærmest for et syns skyld, en drabelig ishakke.

At begive sig ud på isbræer uden fører er halsløs gerning, da der over dybe sprækker i isen kan ligge nysne, der på et eller tidspunkt smelter. Hvert år sker der ulykker, fordi ukyndige turister selv begiver sig på brævandring eller værst af alt, går hen til bræporten, hvor vandet fosser ud, og isen kan brække af i tonstunge stykker. Vi så selv et japansk ægtepar, der var gået forbi store "Danger" skilte og stod meget tæt på bræporten og nød seneriet. Vores guide prøvede flere gange med fagter og gebærder at få dem væk, men de ville ikke forstå, at de stod i livsfare.

Vores guide førte os ind på isen på et sikkert sted, og her fik vi en meget grundig instruktion i brævandringens ædle kunst, og han tjekkede ispiggene på støvlerne og knuderne på det reb, som bandt os sammen. Herefter gik det af en afmærket rute i roligt tempo, op over de skrånende furede isformationer, og et sted gik turen igennem et naturligt hul i isen, så blåisturen levede virkelig op til sit navn.

Samtidig med at vi klatrede rundt, var et TV hold fra Danmarks Radio på øvetur, inden de senere på sommeren skulle op på Grønlands indlandsis og lede efter den forsvundne meteor.

Der er altid noget fantastisk storslået over en isbræ, og man føler sig som menneske så lillebitte i sådan et natursceneri, og når man så samtidig kan mærke isen under fødderne og være helt tæt på de blå isformationer, så er sådan en brætur en dejlig oplevelse.

Vores brødsituation var stadig kritisk, og da vi på den videre færd op mod Jotunheimen kom igennem en by med et stort Spar supermarked, så skulle der købes brød, nu var det jo trods alt ikke søndag. Der var også masser af brødhylder, men udover et eneste enligt rundstykke, der var revet halvt over, var alle brødhylder gabende tomme. Det var jo selvfølgelig også kun mandag, så vi måtte nøjes med en pakke knækbrød og sendte en undskyldende tanke til vores hjemlige Super Brugs, hvor der altid er masser af brød, men hvor vi nogen gange bliver sure, hvis der fredag kl. 17 er udsolgt af vores yndlingsbrød.

I Jotunheimen Nationalpark ligger Galdhøpiggen, der med sine 2.469 meter er Norges højeste bjerg, og det var vores mål at nå op på denne top. Gitte og jeg havde været deroppe 2 gange før, og efter den sidste gang havde jeg ellers lovet mig selv, at nu var det sidste gang, men nu var vi her alligevel igen, og ville gerne give Camilla den fjer i hatten at have besteget Nordens højeste bjergtop.

Vi havde overnattet i dalbunden, og de første 1.840 meter gik forholdsvis nemt, idet handlekraftige mænd allerede i 1936 med spader, hakker og trillebører havde anlagt Nordeuropas højeste bilvej. Selvom Galdhøpiggvejen kun er 15 kilometer lang, tager det alligevel 1 time at køre strækningen, idet der kun kan benyttes 2. gear, når det går rigtig godt og ellers kun 1. gear. Vejen ender ved fjeldstuen "Juvasshytta" og i sommermånederne afgår der herfra hver dag kl. 10 og 11.30 guidet tur til Galdhøpiggen.

Foran Juvashytta var der forsamlet et større antal mennesker, der gjorde klar til turen, så jeg skyndte mig ind og købte billet, hvilket dog kun er 60 kr. pr. person. Den første halvanden times gang går over et let skrånende pleatau med masser af sten og store sneflader, og derefter gøres der holdt ved Styggebreen, og det er tid til en drikkepause, medens rebene rulles ud. Derefter blev hele forsamlingen bundet sammen i en lang række, og så gik det i tæt gåsegang ud over snedækket. Styggebreen er ret jævn og ser ganske ufarlig ud, men der er sprækker i isen under sneen, så derfor skal man ikke spare de 60 kr. og selv spadsere afsted.

På den anden side af bræen lægges rebene, og så skal der kravles op over de stejle kippesider og skrå sneflader til toppen. Det er på denne strækning bukkene skilles fra fårene, for det er en hård tur op, og Camilla våndede sig noget, men op på toppen kom vi, og det er en dejlig fornemmelse at havde besejret både bjerget og sig selv.

Selv midt på sommeren kan der på Galdhøpiggen, og for den sags skyld også ved Juvashytta, være bidende koldt, men vi var heldige med vejret, idet det var blikstille og de sorte dramatiske skyer lå så højt, at der var en flot udsigt til alle Jotunheimens fjeldtoppe.

Ved siden af toppen er bygget en lille læhytte hvor der kan købes chokolade og bullion, og et bevis på at bjerget er besejret og et skilt forkyndte at evt. affald selv skal bæres ned igen. Hytten, der er helt omgivet af opstablede sten, er den fjerde på stedet, idet forgængerne blæste ned af bjerget.

Efter et kort ophold på toppen gik det tilbage af samme rute ned til Styggebræen og videre efter gåsegangen over bræen til Juvashytta. Sådan en tur til Galdhøpiggen tager en hel dag og 2/3 af turen foregår over våde sneflader. Camilla var kun iført joggingsko, ja altså på fødderne, og joggingsko er ikke den mest hensigtsmæssige fodbeklædning til våd, ankelhøj sne. Efter turen var vi glade for, at solen ikke skinnede, for selvom det næsten var overskyet hele dagen, var vi alle tre solskoldede i ansigterne og Camilla, der havde gået uden solbriller, havde ildrøde øjne. Så husk altid på tur til Galdhøpiggen, solcreme, solbriller og vandtæt fodtøj og så som sædvanlig regntøj, mad og drikke.

Hjemturen gik over en af vores yndlingsbyer Frederiksstad der er Nordens eneste beboede og bevarede fæstningsby, og ellers lavede vi ikke noget i den sommerferie. Jo forresten, vi havde da i den sidste uge lejet to heste og skulle køre over Sydfyn i Prærievogn.

Tilbage til forsiden