 Turen
går til Nørrebrogade.En fortælling af Kim Greiner, Borup. Tilegnet tidligere Fultonskipper Mogens Frohn.
Nørre Landevej bliver til Nørrebrogade.
Hvis man graver lidt i historien og går tilbage til 1700 tallet, så var Nørre Landevej, som den dengang hed, en gemen jordvej, der gik igennem lidt spredt, lav bebyggelse, der husede håndværkere, arbejdere, møllere, gartnere og øltappere. Hvis nogen fra borgerskabet i København skulle forvilde sig ud på landet, var der selvfølgelig også enkelte udskænkningssteder, så folk ikke skulle dø af tørst så langt væk fra hjemmet. I slutningen af 1700tallet trak borgerskabet sig forsigtigt udenfor de trygge volde, og blev først landliggere og senere faste beboere. København var dengang overbefolket, og bymure og volde havde vist sig håbløst forældede, som da englænderne i 1807 kørte i stilling på Valby bakke, og med deres kanoner skød over forsvarsværkerne og dermed havde verdenspræmiere på terrorbombardement af en civilbefolkning. I 1852 tog man endelig beslutningen og flyttede demarkationslinien, der ellers skulle sikre frit skydefelt for Københavns kanoner, og huse i området måtte kun være lette bindingsværkshuse, der hurtigt kunne brændes af, hvis fjenden skulle nærme sig. Skydefeltet havde i lang tid lagt et snærende bånd omkring hele København og havde hindret vækst og større byggeri på Nørrebro, men efter den store koleraepidemi blev byggeforbudet endelig ophævet. Nu kom der virkelig gang i byggeriet med en voldsom byggeeksplosion, og sidegaderne begyndte at strålede ud fra Nørrebrogade, så bebyggelserne i 1890 passerede Jagtvej og fortsatte stadigvæk vestover. Byggespekulanterne havde kronede dage, og med ildhu og dygtighed fik de bygget mikroskopiske små lejligheder på den mindst mulige plads, så Nørrebro blev et rigtigt arbejderkvarter med mørke korridorlejligheder og lokum i gården.
Idag er saneringen til dels gennemført, der er bygget nye karréer med større lejligheder, og der er kommet lidt mere luft i bydelen med store grønne gårdanlæg. Befolkningen er i de seneste år blevet af en mere sammensat karakter med mange mennesker af anden etnisk baggrund end dansk. Mange klager over, at det gamle Nørrebro er forsvundet, men det behøver vel ikke at være dårligere af den grund. Brask Thomsen var historien om knægten, der voksede op på stenbroen og blev chef for Finansbanken, og han havde på et tidspunkt en personlig formue på 4 milliarder kr. Gad vide om kommunen havde sagt ja, hvis de nu var blevet tilbudt en hel rund milliard. Selvom jeg ikke er i familie med Brask Thomsen, har han dog alligevel haft lidt indflydelse på min familie, for han spillede en rolle i overlevelsen af Radio Mercur. Radioen var pioner i dansk radioreklame og var verdens første illegale reklameradio, som sendte fra et sendeskib i internationalt farvand. Men annoncørerne udeblev med de nødvendige satsninger, og i 1958-59 var Mercur på falittens rand. Radioens bagmænd gik til Brask Thomsen og bad om et lån, som de fik, og de fik klaret skærerne Min morfar, der var sømand, fik hyre på skibet som kok og arbejdede hver anden uge på skibet, og hveranden uge hyggede han sig hjemme hos mormor – gad vide, om han var fri for madlavningen i hjemmeugen.
Brask Thomsen døde 8. januar 2005 i en alder af 85 år og han er bisat på Bispebjerg Kirkegård, og hvad der ellers er blevet af hans formue, har jeg ingen anelse om. Strengt taget hører Dronning Louises Bro ikke med til Nørrebrogade, men hvis jeg nu lover at tage Nørrebro station med i den anden ende af gaden, så kommer der alligevel lidt ligevægt. Jeg kan heller ikke lade være med lige at dvæle et øjeblik ved de to statuer, der står i forbindelse med broen på Frederiksborggade-siden, for det er da mageløst, hvad jeg her fik øje på. Mange gange er jeg da kørt forbi uden at stoppe eller rigtig nyde kunstværkerne, men at tænke sig, at den statue, der hedder ”Nilen”, er en afstøbning efter den romerske original, der blev lavet ca. år 100 efter Kristi fødsel. Statuen forestiller en liggende mand, der stærkt minder om en havmand med sit vilde hår og skæg, og på havmanden kravler i dusinvis af små menneskebørn og krokodiller rundt. Hvad der er den nærmere symbolik med statuen, er svær at regne ud, men den har stået der siden 1897, og mange har forhåbentlig i tidens løb stoppet op, og både undret sig og nydt statuen. Et vittigt hoved har med kridt malet havmandens øjne op, så han får et stirrende blik, og givet ham hugtænder, men så længe det ikke er med maling kan det vel tilgives.
Da Gitte og jeg sidste år gik tur langs Peblingesøen, kunne vi se en masse mennesker, der stod opstillet langs Nørrebrogade, og som sad på det brede stenrækværk på broen. Vi vidste ikke, hvad der skulle foregå, men da vi helst ikke ville gå glip af noget, besluttede vi at blive og se, hvad der skete. Der sad en flok unge mænd på stenrækværket, men dog med en lille smule luft imellem nogle af dem, så jeg gik frejdigt hen til dem og spurgte, om jeg kunne få en røv her. De smilede venligt og rykkede sammen, og Gitte og jeg kravlede op og sad og ventede, uden at der skete noget, så jeg spurgte min sidemand, hvad vi egentlig ventede på. Han rykkede venligt nærmere og svarede: ”Det er bøsseparaden”. Nå, der var nu også lesbiske med i paraden, viste det sig senere, og det var faktisk sjovt at se alle de udklædte mennesker, hvor hanner og hunner næsten gik ud i et, men hvorfor Ritt Bjerregård, dog ikke udklædt, gik med, har jeg aldrig rigtig fundet ud af.
Grønthandlere er der også i rækkevis, og jeg har altid haft lidt ondt af de mennesker, der skal slæbe alle de kasser med frugter frem og tilbage hver eneste dag, og ikke engang en 1. pinsedag holder de fri. I det hele taget var der mange butikker, der var åbne, selv cykelforretninger og frisører, og endda med slagtilbud: ”Ingen tidsbestilling – kom ind og bliv klippet for 80 kr”. En enkelt tattoverings- og piercingsshop har også sneget sig ind på Nørrebrogade, og bærer det stolte navn ”House of Pain”, og de tilbyder også tatovering af læbestreger og øjenbryn, hvis det var noget, der kunne friste. Der ligger også flere genbrugsbutikker som Røde Kors Butik, Kirkens Genbrug og Skandinavisk Børnemission. Den sidste har jeg aldrig hørt om, men jeg håber, at de har reelle hensigter og virkelig får sendt nogle penge afsted til gavn for børnene.
Indgangsportalen er af bornholms granit, medens den store kristusfigur på gavlen, der skuer ud over gaden, er lavet af kalksten. Så vidt jeg ved, findes der ikke mere Sct. Josef-søstre på Nørrebrogade, så deres hvide bene, er nok gået hen og har lagt sig til hvile på Assistens Kirkegården. Men andre må have taget over, for Sakramentskirken har gang i et bespisningsprojekt sammen med Blågårdskirken, og hver onsdag kl. 16.30 og torsdag kl. 13.30, kan man få en portion mad, hvis nogen skulle være sultne. Kirken har også galleri, genbrugsbutik, konvertitundervisning, og messer på både engelsk, fransk og dansk – til den sidste får man endda som bonus kirkekaffe. En plakat i vinduet hos nærpolitiet tiltalte mig meget, for den viste et lille barn, der var ved at guffe cigaretskod i sig, og der stod, at det var noget svineri at smide cigaretskod på gaden. Hvorfor ellers pæne mennesker, stritter om sig med cigaretskod på gader og stier er mig en gåde. Det er affald, endda i kategori farligt affald, så tag dog de s.... cigaretskod med hjem, så vi andre ikke behøver at vade rundt i dem. Sgu.
Heldigvis virkede Nørrebrogade som fredeligheden selv de gange, jeg indsnusede atmosfæren i gaden, og a’propos så har atmosfæren en ret behagelig duft fra de mange pizzariaer og burgerbarer, så man bliver let fristet til udskejelser. Ved burgerbar Meshwar stod et enkelt cafebord og 2 stole udenfor, så her indtog vi middagen til den formidable sum af 95 kr. incl. drikkevarer. Sidst jeg havde prøvet en spillemaskine for kun 30-40 år siden, var det noget nemmere, for der var en sprække til 25 øren, og så hev man i håndtaget og de 3 hjul løb rundt, og så var den 25 øre tabt. Enkelte gange kunne man dog være heldig at vinde nogle spillemærker, som kunne bruges til at spille videre med.
Små mærkater sad på maskinerne og advarede mod spillelidenskab og anden djævelskab, men jeg mente nok, jeg kunne styre det, da jeg fandt en maskine, hvor der stod indsats 50 øre. Nu begyndte jeg at have styr på det, for jeg fandt møntsprækken med det samme, så ind røg mønten og ud i skuffen med det samme, så muligvis vandt jeg ligefrem min egen 50 øre tilbage. Jeg har læst et sted, at man skal stoppe, når man sidder i held, så jeg forlod lykkelig denne lastens bule med et samlet tab på kun 2x 25 øre, og det var da ikke så galt.
Det første spadestik på Assistens kirkegården blev taget i 1546, efter at en ”sot” havde hærget byen, men først i 1750 erne blev det besluttet af flytte de mange små indenbys kirkegårde ud til en enkelt stor begravelsesplads uden for byen. Andre af Københavns kirkegårde er blevet sløjfet og bebygget, men Assistens Kirkegården er gradvis blevet større, og i takt med tætheden i det omgivende byggeri har kirkegården ændret karakter, så den både er begravelsesplads, men så sandeligt også er et rekreativt område. Kirkegården bliver stadig benyttet til begravelser, men jeg tror, at det er den eneste kirkegård i Danmark, hvor det er accepteret og fuldt lovligt at ligge mellem gravene og sole sig topløs og spise madpakker. Det er dog ikke velset af spise gnaveben, og man skal jo nok heller ikke plante sig ovenpå en helt ny grav. Men mellem de gamle grave er der dejlige grønne områder med skyggefulde træer, og her udfolder fritidslivet sig som et åndehul for bydelens beboerere.
Hvis Nørrebro må regne de døde med, så er det faktisk landets åndelige centrum, og her nævner jeg kun nogle få af de mest kendte beboere på Assistenskirkegården: Peter Faber, billedhugger Vilhelm Bissen, Søren Kirkegård, forfatter Hans Scherfig, generalmajor Peter von Scholten, sprogforsker Rasmus Rask, fysikeren H.C. Ørsted, Martin Andersen Nexø, Peter Malberg, Niels Bohr, H.C. Andersen og ikke mindst brændevinsbrænderen Anders Brøndum. Da jeg gik igennem kirkegården, kom jeg til et område med ødelagte grave og væltede gravsten, og det kan vel kun være et udslag af nogle afstumpede menneskers totale stupide ødelæggelsestrang efter indtagelse af for meget gravøl.
Udvendig langs muren er der om lørdagen loppemarked med alskens ting og sager, bøger og legetøj m.m., og selv om jeg sjældent lader mig friste på loppemarkeder, fandt jeg og købte for 180 kr. en gammel tysk militærhjelm, som nu indgår i min samling af raritets hovedbeklædninger.
Denne gang var der ikke noget med milkshake, så jeg gik ind på ”Det rene glas”, satte mig i baren og bestilte en lille fadøl. Den kostede kun ti kroner, så det må være til gammeldags Nørrebro priser, så jeg stak bartenderen en tyver, og sagde at pengene passede. Udover baren var der kun et lille lokale med 5-6 borde, hvor der sad et par i hjørnet og hyggede, og derudover et lille selskab på tre mennesker, der drak øl og spiste parisertoast. I baren sad en skæv dame, der lidt efter dinglede ud, og min sidemand sad og prøvede at SMS’e, hvilket han var næsten lige så god til som mig, og det er dårligt. Det gik lidt bedre, da han fik lånt bartenderens briller, så jeg prøvede at få en samtale igang. Det lykkedes også nogenlunde, og jeg spurgte, om han ikke bare kunne ringe i stedet, men min ven mente, at det skrevne ord havde større gennemslagskraft. SMS’en var næsten færdig, da hans telefon ringede, og bagefter opdagede han bandende, at hans udarbejdede besked var forsvundet. Han gik igen igang, og med den ildhu han gik til værks, kunne jeg regne ud, at det måtte være noget meget vigtigt, og derfor kun kunne dreje sig om damer.
En anden dame med tørklæde kom ind og bestilte en øl, og satte sig i den anden ende af baren. Hun var af dansk landrace og var tudsegammel, og tørklædet var simpelthen fordi hun var fra en tid, hvor også danske koner gik med tørklæder. Hun sad helt stille i sit hjørne og sagde ikke et ord, så hende opgav jeg på forhånd at få nogle relevante synspunkter ud af.
Jeg havde efterhånden nået bunden af min fadøl, og da jeg så bartenderen hælde en sjat fra et glas ned i en spand, spurgte jeg, hvad han brugte det til. I næsten klar tale sagde han:”Du kan da få lov til at dyppe for en femmer”. Jeg havde dog allerede nået månedens ølkvote med min fadøl, så jeg takkede nej tak og bød venligt farvel, og både min SMS ven og bartenderen sagde også farvel, og ønskede mig så hjerteligt en fortsat god aften, at jeg næsten følte mig som en af gutterne. Da Gitte og jeg første gang skridtede gaden af, så jeg på afstand, at Runddelen kunne bryste sig af et smukt smedejerngelænder, hvorpå der stod Herrer, og til modsatte side stod der Damer. En trappe førte ned til det underjordiske, og med et toilet spottet ind på lystavlen, kunne det ikke gå helt galt på den videre ekspedition.
Gode råd var dyre, men som en frelsende engel ligger der på et af hjørnerne af Nørrebrogade en Mc Donald, og de har altid pæne WC er. Lange køer bugtede sig fra kasserne, og et skilt forkyndte, at nøglen til toilettet kunne lånes ved henvendelse i kassen. Det ville være alt for kedeligt bare at spise burgere, når vi var i sådan en spændende gade, så ved selvsuggestion overtalte jeg min blære til at slå koldt vand i blodet, og roligt vente, indtil vi havde forladt Nørrebrogade, og hvor bagdele er mere velkomne.
St. Stefans kirke har gang i foretagenet.
Kirken er i de mellemliggende år bygget om og til, men det, der slog mig ved denne kirke, er projekt åbenhed, hvor kirken foruden at holde åbent om hverdagen også har kontakt med lokalsamfundet igennem koncerter, debatter, happenings, udstillinger m.m. Selv en stor talentkonkurrence, for og med unge mennesker, og med en præmiesum på 5.000 kr. er de ikke blege for. Eneste krav er, at man skal være Nørrebroborger og kunne spille på lidt mere end på blokfløjte, og så er der mulighed for at kunne optræde på den store scene i Nørrebroparken.
Kirkens hjemmeside sprudler af tiltag, men som de selv skriver: ”Luk computeren og mød op”. Noget der også er interessant udover deres almindelige højmesser er, at de også holder gudtjenester for nybegyndere, og jeg ved ikke helt, hvad det går ud på, men et kursus i, hvornår man skal rejse sig og sætte sig igen, ville ikke være helt af vejen. På Axel Larsens Plads er der noget nyere lavt byggeri, der huser Fona, Kræmmer-huset, og Jupiter Cykler, der har ikke mindre end 90 cykler stående udenfor, samt Cafe Castro med mange borde og stole på pladsen.
Ved parken ligger nogle rødstensbygninger, der udefra godt kan ligne gamle fabriksbygninger, og næsten alle vinduer var afblændede, og bygningerne var overmalede med grafitti til op over skorstenen. En enkelt port stod åben, og jeg skævede ind og så nogle blå madrasser på gulvet, og et par unge mennesker, måske husbesættere, der gik og fejede i mængder af affald på gulvet. Jeg gik videre langs grafittibygningen og kom til en mølædt indgang, hvor der stod Nørrebrohallens Restaurant KUC sport, fritid, kultur. Vorherrebevares, hvilken form for kultur kunne man finde i den rotterede, og det var ikke et sted, jeg frivilligt ville gå ind.
I sommerperioden er der hver lørdag loppemarked på pladsen, og der var vel en 40-50 boder med alskens ting og sager, foruden tøj og 5 nye stræklagner for en hund. Over halvdelen af både handlende og kunder var af anden etnisk oprindelse, og der var en god behagelig stemning på pladsen, medens folk gik rundt kikkede og småpruttede.
Maden kom, og jeg havde besvær med at genkende maden efter billedet, men en Big Mac på et billede hos Mc Donald er en ting, og en Big Mac i virkeligheden er jo noget helt andet. Rent faktisk ved jeg ikke rigtig, hvad en kebab faktisk er, men hvis det er en tynd tør pandekage med kyllingekød indeni, så er den god nok, og ellers hørte der pommesfrites og salat til måltidet.
Imellem alle de etniske spisesteder, observerede jeg kun to danske pølsevogne, den ene på Nørrebros Runddel og den anden ved Nørrebros station. Mærkværdigvis stod der 3 arabisk udseende store drenge ved den ene, og enten er Steff-Houlberg gået over til halalslagtede lammepølser, eller også er drengene ved at blive integreret i de danske spisevaner og forhåbentlig videre ud i samfundet – så velkommen til dem.
En gammel mand i hvid hellang kjortel og langt hvidt skæg skilte sig meget ud, og mine tanker gik tilbage til Luxor i Egypten, hvor jeg selv en hel dag gik omkring i lang kjortel. Det var mit lønlige håb, at jeg ville falde ind i lokalbefolkningen, og dermed undgå nogle af de mange henvendelser om køb af dit og dat, og tilbud om hestevogne og taxier. Min kjortel havde dog den stik modsatte virkning, idet den nærmest tiltrak de handlende med udtryk som ”Egyptisk man look here” Oh a nice egyptisk man”. Muligvis havde det gået bedre, hvis jeg havde gemt mit nikonkamera inde under skørterne.
Selve navnet Solitude stammer egentlig fra en større firlænget gård, der lå her i nærheden af Lille Ravnsborg, der var en del af Københavns fremskudte fæstningsværk. Gården Solitude stod der endnu i 1880, efter at de omgivende arealer var bygget til med spekulationsbyggeri, men til sidst faldt også denne bastion.
Da den russiske zar Peter den Store gæstede København i 1716, krævede zaren at bo på Blågården, men kong Frederik ville have zaren indenfor synsvidde af sine tropper, og ikke uden for byen. Selvom russerne og danskerne var allierede mod svenskerne, var Zaren kendt for sin upålidelighed, og kunne finde på at skifte side, hvis det pludselig passede ham. Ad diplomatisk vej lykkedes det at få Zaren til at ændre mening om opholdsstedet, og fra prins Carl lød der et højlydt pyha. Zaren og hans hof var nemlig kendt for deres simple vaner og brutalitet, og under et statsbesøg i London var Zarens opholdssted et smukt herresæde, blevet omdannet til en plyndret og forfalden ruin, og der var ikke en jomfru tilbage i miles omkreds. Blågården dannede senere ramme for Christian 7.’s udskejelser med ”Støvlet-Kathrine”, og senere efter en omskiftelig tid som industribygning, seminarium, feltlazaret og teater, brændte bygningen ned til grunden. Så nu er kun navnet tilbage, men det er jo heller ikke så ringe endda at kende lidt til den historie.
Forresten vi må lige have Nørreport Station med, og det bedste, der kan siges om den station, er dens kedelige blågrønne fliser. En stor fordel ved stationen er, at den er hævet over gadeplan, så der bliver mulighed for nogle grønthandlere og andre forretninger under stationen, og det er med til at give liv til området. Men under broen med skinnerne sker forvandlingen, for gode gamle Nørrebrogade bliver lige så stille til Frederiksundsvej, men det er en helt anden historie. Det har været utroligt spændende og næsten helt eventyrligt, at udforske lidt af vores dejlige København, og som skipper Mogens Frohn antyder, så findes eventyret og oplevelserne overalt, hvis bare vi åbner øjnene lidt. |
Nørrebrogade ligger, hvor den er lagt, og i udstrækning starter den ved Dronning Louises bro, der adskiller Peblinge søen og Sortedamssøen, og så fortsætter brogaden over Nørrebros Runddel til Nørrebro station. 
Først i 1970erne gik Borgerrepræsentationen i gang med at sanere det indre Nørrebro, dog langtfra med beboernes begejstring, for der blev nedrevet hele kvarterer for at give lys og luft til de tilbageblevne huse. Kampene rasede med flyvende brosten i deciderede gadekampe, og kampklædt politi måtte rydde husbesættelserne, så håndværkerne kunne komme til. 
Navnet Nørrebrogade er penge værd, endda rigtig mange penge og faktisk mere end 250 millioner kroner. Det måtte finansmanden og excentrikeren Alex Brask Thomsen sande, for i 1992 tilbød han Københavns Kommune en kvart milliard, hvis Nørrebrogade blev omdøbt til Brask Thomsens Gade. Byens vise fædre har nok revet sig lidt i håret, inden de takkede pænt nej tak, for Nørrebrogade overgiver sig aldrig, og end ikke navnet kan ikke købes for ussel mammom. 
Men hvordan står det egentlig til på Nørrebrogade en solrig 1. pinsedag i det herrens år 2006, det ville jeg prøve at finde ud af ved at slingre hid og did ned ad gaden, og kikke mig omkring. Faktisk blev det til ialt fire ture, den bemeldte pinsedag, hvor Gitte og jeg slingrede sammen, og senere tirsdag og fredag aften, hvor jeg gik alene, og så en lørdag formiddag hvor Gitte var med igen. 
På den modsatte side af broen står en tilsvarende statue kaldet ”Tiberen”, der ligeledes er en afstøbning efter en romersk original. Denne statue forestiller også en liggende havmand, eller er det ved nærmere eftertanke en flodmand, men han har knapt så mange flodbørn kravlende rundt.
I hver ende af broen står fire store flagstænger udsmykket med et stort våbenskjold, og denne pinsedag smældede Dannebrog smukt fra alle 4 stænger. Midt på broen står der i hver side fire flotte gamle gadelamper, så alt i alt er der noget pariserstemning over den gamle bro, der er opkaldt efter Christian IXs populære Dronning Louise. 
Nu nærmer vi os Nørrebrogade, men vi må lige have lidt om Søerne med, som Sct. Jørgens Sø, Peblinge Sø og Sortedamssøen til daglig kaldes. Søerne ligger i en istidslavning, og det havde biskob Absalon øje for, da han grundlagde København, så han lavede nogle opdæmninger, der indgik i byens første forsvarsværk, så der kom vand i voldgraven og samtidig rent drikkevand til byen. Senere mistede Søerne deres betydning som forsvarsværk, og der blev lavet en regulering, så Søerne fik den regelmæssige form med promenader, som vi kender i dag. For læsere med speciel interesse for Sct. Jørgens Sø, og hvem har ikke det, kan man klikke ind på www.rejsefortaelling.dk og læse den sande og udvidede historie om søen og Søpavillionen, hvor Eventyrernes Klub engang havde til huse. 
Det fremmedartede begyndte at slå igennem, for ved næsten alle spisesteder stod, at der kun blev serveret halal slagtet kød, og arabiske skrifttegn begyndte at slå igennem på facadeskiltene. Der er også adskillige butikker med juveler, ure og smykker, alle tilgitrede, men facadeskiltene var også her med mange arabiske skrifttegn. Om tirsdagen var der åben for køb af guld og deslige, men det er jo nok ikke alt, der glimter, der er af guld, for en af forretningerne var højt belagt i vinduesudstillingen a’ la Aladdins hule. Ved at kikke ind ad vinduet, så jeg 3 muslimske kvinder, der var ved at handle, og bag disken stod en muslimsk udseende mand og en muslimsk kvinde. Jeg kom til at tænke på tv avisen forleden, hvor man så en muslimsk kvinde i Gasa, som var ved at sælge familiens sidste smykker, som egentlig skulle være brugt til medgift til familiens døtre. Manden var arbejdsløs, og smykkerne var det sidste, de ejede af værdi, og salget kunne give skrabet mad i 14 dage til familien, og så var det slut. Hvordan forklarer man sine børn, at der ikke er mere mad? Nøden sådan et sted, kan vi slet ikke fatte herhjemme, hvor vores største problemer er udformningen af velfærdsordningerne og stigende benzinpriser.
Hos Al. Amir blev der solgt gaveartikler, legetøj og værktøj, og det, der godt kunne undre, var, at der med store bogstaver stod import – export for gad vide, hvor han kunne exportere det habengut hen, som han solgte.
En lille pige kom slingrende ned af fortovet på sin cykel,og hendes muslimske far kom løbende efter. Da de nærmede sig, fik faderen guidet pigen uden om os, og vi nåede lige at se et smil fra pigen og et øjekast, der helt sikkert betød:” Er jeg ikke dygtig”. Så vi nåede lige at kommentere: ”Dygtig pige”. 
Sakramentskirken ligger i vore dage indeklemt mellem andre høje bygninger på Nørrebrogade, men de 32 meter høje tårne rager dog stadig op over hustagene. Kirken er romersk-katolsk, og blev indviet i 1917, men menighedens historie går tilbage til 1873, hvor Nørrebro fik en katolsk institution med Sct. Josefs-søstrene, der holdt messe i deres lille hospitalskapel. Menigheden voksede støt,og selvom der gik en rum tid, fra der var købt en grund, til grundstenen blev lagt, begyndte de røde murstensmure alligevel at hæve sig over plankeværket.
Da vi gik ned ad Nørrebrogade pinsesøndag, var der et stort skilt på en husfacade, hvor der stod: ”Nørrebro Nærpoliti”, det lød meget betryggende, bortset fra at alt under skiltet var dækket at et gedigent metalrullegardin, hvor ikke så meget som en lynkineser kunne få fodfæste. Om tirsdagen var rullegardinet rullet op, og der blev afsløret nogle store vinduesruder og et skilt med stationens åbningstider, hvoraf det fremgik, at der var lukket lør- søn- og helligdage. Jeg har altid forestillet mig, at det største behov for noget politi på gaden er fredag og lørdag aften, men tilsyneladende fortrækker de til sikrere forskansninger hos Bellahøj politi, som stationen hører under. 
Selvom det er lidt dunkelt, kan jeg da svagt erindre optøjerne 18. maj 1993 i forbindelse med en EU valghandling. Resultatet passede vist ikke de autonome, så de iførte sig hætter, og gik raserende ned ad Nørrebrogade og smadrede bl.a. Mc Donald, der altid skal lægge flade burgere til uroligheder. Da politiet prøvede at stoppe urolighederne, blev de voldsomt angrebet af brostenskastende autonome, der ikke rigtig vil anerkende demokrati. Flere betjente blev ramt af brostenene og faldt, og de blev slæbt væk af kolleger. I desperation trak politiet våben og affyrede 118 skud – de fleste gik op i luften, men nogen ramte demonstranterne. Jeg kan huske, at jeg græmmede mig noget over episoden, især over de autonome, men politiet havde vist heller ikke ordentlig check på situationen. Jeg tvivler dog på, at de urolige elementer var gået stille hjem, hvis panserbasserne havde nøjes med at hæve pegefingeren og sagt: ”Fy kan I så skamme jer, og gå så hjem til mor”. 
På den spillemaskine jeg nu havde kastet mig over, kunne jeg dårlig nok finde møntsprækken, men da den blev fundet, gjorde jeg store øjne, for der stod 2x25 øre. Det var da utroligt – siden sidst måtte inflationen have gjort pengene mindst 10 gange mindre værd, og de spillede stadig med 25 ører. I min pung fandt jeg nede mellem pengene et par 25 øre, og puttede dem i maskinen. Det skete der ikke noget ved og heller ikke, da jeg trykkede på et par knapper. Men så fandt jeg en knap med auto play, og den måtte da helt sikkert være for dem, der bare ville have gang i spillet uden så mange dikkedarer. Stadig intet liv i maskinen, så jeg besluttede, at den nok var gået i stykker.
Et langt stykke af Nørrebrogade er domineret af en gul mur langs gaden, og inde bag muren ligger Assistens Kirkegården. I middelalderens København, blev det efterhånden et problem at finde begravelsesplads indenfor bymurene, og det begyndte at blive almindeligt, at benytte assistance kirkegårde uden for murene. Ofte lå kirkegårdene i nærhedens af byens porte, og ofte blev de benyttet af almuen, idet de rige borgere kunne købe plads under kirkegulvet, eller på de små indenbys kirkegårde.
Kirkegården oser af kulturhistorie, kunsthistorie og er samtidig nærmest en botanisk have, og for interesserede bliver der foretaget en lang række rundvisninger på søndage fra 7. maj og sommeren over til 29. oktober. 
Udenfor kirkegårdsmuren, nærmest muret ind i muren står en moderne stenskulptur kaldet ”De kantede bær og de glatte glider”. Værket er af Jørgen Hauge Sørensen og er opstillet i 1984, og hvad det forestiller er svært at sige, for jeg kunne hverken genkende bær eller noget der glider.
Sidste gang jeg var på værtshus var for omkring 25 år siden, hvor vi i en nordtysk byer var på sightseeing sammen med børnene. Det var varmt, og vi kom forbi et sted, hvor de udenfor reklamerede med milkshake, så vi gik ind og bestilte 4 af slagsen. Det var nu ikke ligefrem en mælkebar, for det viste sig at være et gedigent tyskt værtshus, hvor det var noget af et særsyn, at en voksen mand drak milkshake, men det er der jo ikke noget at gøre ved, når jeg ikke bryder mig ret meget om øl. Jeg er ikke god til tysk, men fornemmede hurtig en lystig stemning omkring min milkshake, og folk fnisede og kikkede, medens jeg slubrede mælken i mig.
Mine øjne kredsede rundt i lokalet, og skilte forkyndte, at der ikke blev givet kredit, hunde havde ingen adgang, og at sangforeningen ”Ørevoks” søgte flere medlemmer. Det lod jeg mig ikke friste af, men da det jo var meningen, at jeg ville sætte mig lidt ind i det Nørrebroske værtshusliv, så rettede jeg i stedet opmærksomheden til bartenderen, og begyndte at indlede en samtale. Det viste sig, at han havde en talefejl, så når jeg spurgte om noget, svarede han på sort, og jeg kunne kun genkende et eller to ord i hver sætning. Jeg havde ellers tænkt at fritte ham lidt ud om livet på Nørrebro set fra bardisken, men det eneste, jeg forstod var, at det ikke var hans eget værtshus og grumsdelt kosdrte kgolt bpolt iuy derovre. Jeg overvejede at få min smøre-tier tilbage, men lod nåde gå for ret.
Midt på Nørrebrogade krydses gaden af Jagtvej, og i dette store kryds er hushjørnerne skåret af, og man har fået noget, der godt kan forekomme lidt rundt, men i hvertfald giver det lidt luft i gaden med en runddel. Da jeg var dreng, sagde vi: ”Det er en fordel at have en bagdel på Nørrebros Runddel”. Denne lille ordleg er dog helt hen i vejret i vore dage, for det er nærmest en ulempe at have en bagdel på Nørrebros Runddel.
På tilbagevejen havde vandladningstrangen meldt sig, og jeg gik med raske skridt hen til trappen med Herrer, og så allerede i ånden et rum med skinnende rene hvide fliser og en venlig tissemand. Et par trin nede af trappen stoppede jeg brat op, for trappen var overfyldt med gammelt affald,og jeg kunne skimte en rusten lukket jernlåge i bunden af kælderen. Hurtig op igen, hvor jeg stod og sundede mig lidt, men eventyrtrangen var for stor, og med dragen lommekniv fortsatte jeg ned igennem affaldet og skrævede over
en cumputerskærm, og nåede næsten ned til jernlågen. Men kun næsten, for der var mørkt som i graven og der lugtede, og da toilettet faktisk ligger lige op ad Assistens Kirkegården, kunne nogle af knoglerne i min fantasi sagtens være smuttet hen og have lagt sig på det klamme kolde toiletgulv. Jeg nåede ikke engang at skæve ind igennem jerngitteret, inden jeg for op igen med koldsved på panden og med uforrettet sag. 
I 1872 blev der holdt et møde på ”Store Ravnsborg” på det indre Nørrebro med den hensigt at få bygget en kirke på det ydre Nørrebro. Allerede året efter blev grundstenen nedlagt, og allerede 26. december 1874 blev kirken indviet, og det hele bygget for frivilligt indsamlede midler. Den korte byggeperiode indikerer, at det ikke er nogen katedral, det drejer sig om, men 35 x 14 meter og 31 meter fra gulv til flagknoppen på tårnet er da også meget godt. Kirken er opkaldt efter en fattig forstander der levede i kvarteret, og nok havde sit at se til, med de trange sociale forhold på datidens Nørrebro. 
Mange af husene langs Nørrebrogade er egentlig flotte og ligner ikke spekulantbyggeri. Når der kikkes efter, er der faktisk mange af husene, der er udsmykket med figurhoveder, karnapper, søjler og nogle endda med tårne. Husenes portåbningerne er som regel dekoreret med grafitti, men der var også porte med flotte malerier, der var værd at se på. Inde bagved er der ofte pæne gårde, endda med grønne indslag, og et sted var der opslag om ”Gårdens dag”, hvor der først skulle ordnes, men derefter festes med grill og sikkert nogle øller.
Fra pladsen udstråler Nørrebroparken til begge sider, og det kunne godt ligne et hul i byggeriet, der er opstået ved at huse er blevet revet ned, for at give noget tiltrængt luft. 
Jeg gik tilbage langs bygningen, og besluttede at gå ind igennem den åbne port for at se, hvordan sådan nogle hippier boede. Stor, stor overraskelse, og jeg ved ikke, hvorfra det affald stammer, som de gik og fejede i, men i rummet med madrasserne var de ved at opsætte klatrevægge, og jeg fik en forklaring på, hvordan man kan kravle op af en væg, der hælder udad. Videre inde i bygningen, viste der sig en hel række af store sportshaller med ovenlysvinduer, og en af banerne blev brugt til en igangværende baseballkamp med spillere af mandlig blandet race. I et stort rum var der en stor sportscafe, lidt spilleautomater og sodavandsautomater og en gruppe mennesker sad og så fodboldkamp på en storskærm. Alt indvendig var i fineste orden, nymalet, pænt og rent, så det var en hel fornøjelse. Så man skal ikke bare skue hunden på hårene, for indvendig er Nørrebrohallen et meget tiltalende sted. 
Der var kun nogle få tilskuere til baseballkampen, faktisk kun mig selv og tre unge damer, der sad lidt derfra og kikkede på mandeben, men samtidig sad de og skævede over til mig, og jeg fornemmede, at de undrede sig over, hvad jeg sad og skrev. Så jeg gik over til dem og forklarede, hvad jeg lavede, og håbede samtidig at få nogle Nørrebrohistorier direkte fra folket. Det viste sig, at de selv var baseballspillere og kom fra Frederiksberg, så der var ikke meget kød på det ben, men tænk alligevel, at piger fra det rige Frederiksberg tager til Nørrebro for at spille i en fin hal. Udenfor hallen ligger faktisk også en fin boldbane til baseball om sommeren og til ishockey om vinteren. 
Aftensmaden om fredagen blev indtaget på Konya Kebab, hvor 3 mænd af anden etnisk oprindelse betjente kunderne. Jeg har altid meget svært ved at fastsætte oprindelsen af udlændinge, men da der hang en plakat på døren, der krævede ”Frit Palæstina” var det da muligvis palæstinensere. Jeg bestilte en Shis kebab med cola, og fandt et bord nede ved væggen med udsyn til lokalet, for ikke at gå glip af noget. Ligesom i Eventyrernes Klub var der indridset navne i bordpladen, men her i Konya Kebab havde de nu sjusket lidt med indridsningen.
Kunderne hos Konya var af blandet etnisk sammensætning, men næsten halvdelen kunne godt ligne pæredanskere. Sammensætningsprocenten blev dog forrykket kraftigt, da der ankom fire indiske damer, og helt galt gik det, da der kom en invasion af tørklædedamer endda med tre barnevogne. Jeg har altid troet, at muhamedanske koner skulle tidligt hjem og lave mad til mændene, og så kommer de her og gnasker kebabber og lignende, og tænker slet ikke på de hjemlige kødgryder. Men måske havde de pludselig kikket på klokken, for pokker tog ved dem, og barnevogne og damer fortrak, og bordet lignede Jerusalems ødelæggelse. OK, lad nåde gå for ret – så kun et halvt Jerusalem.
Fredag aften slår de etniske minoriteter godt igennem i bybilledet på Nørrebrogade. Kun omkring halvdelen af de mennesker, der bevæger sig rundt på gaden eller sidder rundt omkring, er født danskere, medens resten skiller sig ud på grund af hudfarve eller klædedragt. Der var selvfølgelig mange tørklædepiger og tørklædedamer, men jeg observerede kun en enkel burkadame, hvor kun øjnene kunne ses. Et par store piger af mørk, måske etiopisk oprindelse, havde et par hvide dragter på, og de var simpelhen så flotte, og det, der glædede mig mest var, at de sammen talte dansk. Nede ved Nørrebro Station spurgte vi en marrokansk udseende ældre mand, om Nørrebrogade endte ved stationen, eller fortsatte på den anden side. Og han svarede på så fuldendt et dansk, at jeg ikke engang tror, han ville have problemer med at bestille en portion rødgrød med fløde. 
Lidt nede af Nørrebrogade ligger en lille sidegade, og selv om jeg har lovet mig selv at holde mig fra sidegaderne, for ellers bliver denne historie på mindst 20 pixibøger, så vil jeg alligevel omtale denne gade. Utallige gange er den blevet besunget i radioen, og helt fra barnbens af kan jeg huske omkvædet. Så stod jeg her endelig, denne gade som jeg dårlig nok vidste eksisterede i virkeligheden, men den var virkelig, selv om det hverken var mandag eller regnvejr, for jeg stod lige midt på Solitudevej. Selvom det ikke huuuuede mig, så kunne jeg næsten se Kaj med en skude i kølvandet. Gaden er ikke mere end 50 meter lang, og som det hentydes i sangen, ser den rigtig nok ualmindelig kedelig ud. Den ender blindt i en børnelegeplads, der dog ligger bagved en aflåst gitterport med indgang fra en anden bebyggelse, så børnene må nok ikke lege med dem fra Solitudevej.
Nørrebrogade har ingen pornobutikker, og tilsyneladende er der heller ikke nogle af gadens løse fugle, men der var alligevel noget mystisk ved Solitudevej nr. 6. Det var en gammel butik med butiksvinduer, men hele vinduet var dækket af et tæt gardin, og det samme var butiksdøren, der dog stod på klem med med en kæde på. Det, der var mystisk, var, at der stod en lampe med en blå lysende pære i butiksvinduet. Mine tanker gik til Red Light kvarteret i Amsterdam, hvor vi engang krydsede igennem, men jeg fandt aldrig ud af, om de tændte eller slukkede lyset, når der var kunder i butikken. Hvad en blå pære skulle betyde på Solitudevej, fandt jeg heller ikke ud af, for jeg synes trods alt, at det ville være at gå lidt for vidt i min udforskning af Nørrebrogade, hvis jeg havde banket på døren og kaldt:” Hallo er der nogen hjemme ?” Og hvis en dame i skudestørrelse var dukket op, og havde kikket kærligt ud af dørsprækken: ”Undskyld, er der ledigt eller er der kunder ved blåt lys?
Blågården var egentlig en stor herregård med blåt tegltag, der blev bygget af Frederik 3.’s livsglade bror Carl i 1707. Efter fransk mode ville Carl holde store havefester, så der blev anlagt en pragtfuld barokhave med springvand, alletræer med klippede kroner, fiskedamme og små intime pavillioner og havestuer med kunstgenstande.
Blågårdsgade munder ud i Blågårdsplads, der også er en stor overraskelse, ikke så meget på grund af det gammeldags pissoir i støbejern, hvor der er frit udsyn og gennemtræk fra knæene og ned, men på grund af de forstenede mennesker. Selve pladsen er en stor nedsænket boldbane med murstensgulv, men banen er omgivet af en granit kant, og i kanten er indfældet 22 granitstenfugurer af mennesker. Store, faktisk i menneskestørrelse og næsten alle to lidt sammenslyngede krumbøjede figurer i samme sten – en mor, der kysser sit barn, en far med sin lille dreng, men mest er det håndværkere, fiskerkonen, smeden, gartneren, bageren, skomageren ect. Skulpturgrupperne af håndværkerne er udtrykt lidelsesfuldt, som det strenge daglige arbejde kan være, i hvert fald dengang da pladsen blev indviet i 1918, så kælenavnet Slavepladsen var måske ikke helt hen i vejret. Der er dog også et par søjler med et mylder af børn næsten a’ la Vigelandsparken i Oslo, og børnene er et symbol på, at pladsen er tænkt som en legeplads for børn. Det er dejlige glatte sten, der danner dette fantastiske kunstværk på Blågårdsplads, og som virkelig er et besøg værd.
Det er billedhuggeren Kai Nielsen, der er mester for figurerne, og projektet blev med stor majoritet vedtaget i byrådet 1913, efter at bl.a. afholdsforeningen havde anmodet om at forkaste Theodor Philipsens springvand med to bryggersvende, der bærer en stor øltønde med relieffer af rusens forskellige stadier.