Pigerne i Nyhavn.
Af Kim GreinerOffentlige fruentimmere bare ikke i Nyhavn. Nyhavnspigerne, der er hyldet så smukt af poeter og forfattere som Sigfred Pedersen og Carl Clemmensen som havnens fristende sirener, havde kun en meget kort periode i Nyhavns historie, for kvinder var oprindeligt en sjælden gæst i Nyhavn. Da loven om den reglementerede prostitution og de offentlige bordeller blev indført i 1876, var der ingen i Nyhavn, og der var stadig ikke nogen, da loven blev ophævet i 1906. Bordellerne lå i stedet nærmest i en ring omkring Nyhavn, både i Adelgade, Borgergade, Holmensgade og hele kvarteret omkring Nikolaj Kirke. Denne mærkværdige lov om den reglementerede prostitution bestemte, at hvis forbrydelsen (utugt) var begået tre gange og opdaget af det nidkære sædelighedspoliti, skulle pigerne tvinges til at fortsætte forbrydelsen, nu som ”offentlige fruentimmere” i de offentlige bordeller. De lidt bedre stillede kunne dog arbejde fra hjemmeadressen, men i begge tilfælde var de underlagt en lang række særlige bestemmelser. De måtte f.eks. ikke krydse Amalienborg Slotsplads, ikke have en kæreste eller børn over 4 år boende, og så skulle de selvfølgelig til lægelig kontrol to gange om ugen. Pigerne skulle være over 18 år, dog hvis de var tilstrækkeligt fysisk udviklede, kunne de såmænd starte når som helst.
Lovens ophævelse i 1906 skabte derfor ikke nogen forandringer i Nyhavn, for Nyhavnspigerne var stadig et ukendt begreb. Nyhavn var mandfolkenes område uden kvindefnis, og de gik pænt hjem kl. 24, hvor værtshusene lukkede, og så måtte de vente til kl. 05 morgen, hvis de skulle have en morgenbajer til at starte dagen på.
Pigerne var underlagt tyendeloven, og hvis de havde lidt svært ved at komme op om morgenen efter en aften med sømændene, så havde herskabet hånd- og halsret over pigerne, og de kunne fyre dem på gråt papir uden den lovbefalede skudsmålsbog. Og en pige uden skudsmålsbog var ilde stedt. Hvis en provinsbo før anden verdenskrig ikke havde arbejde eller bopæl i København, blev man deporteret tilbage til hjemstavnskommunen, der så skulle påtage sig forsørgelse de næste fire år. Men så var der jo også skammen, som for Marie, der blev eskorteret hjem af en panserbasse i civil og pludselig mødte sin fætter, så hun tog resolut betjenten under armen og præsenterede ham som sin forlovede.
Så det var bestemt ikke morsomt at skulle tilbage til far og mor og stå skoleret, så hellere prøve at klare sig igennem i byen. Pigerne kendte sjældent ret meget af København, så de slog sig ned i det Nyhavn, som de kendte, og egentlig var livet i havnen langt mere attraktivt end at blive hundset rundt med af de fine herskaber. Pigerne fra herskabslejlighederne kunne som spejderne melde ”vær beredt”, og efter en tid var de helbefarne som Nyhavnspiger for at blive i sømandssproget. Nogle af pigerne tog ”sædeligheden” sig af, og de blev sendt hjem, andre blev gravide eller blev gift med en matros eller endda med en kaptajn eller styrmand. Der var historien om Sorte Edith fra Cap Horn, der blev gift med en rig stodder og blev en rigtig grossererfrue med bil og villa på Strandvejen. Nyhavnspigerne havde nærmest ondt af hende, eller også var de misundelige, for så sad hun sikkert der til pynt i et forgyldt bur som en anden kanariefugl og længtes tilbage til de glade Nyhavnsaftener.
Andre piger gik til bunds i havnens søde liv og endte som alkoholikere, der sov på trappeopgangene, hvis de ikke lige kunne finde et ”rær” til at betale for deres natlogi.
Kunstnere havde længe været godt repræsenteret i Nyhavn, og Asger Jorn malede i halvtredserne Hyttefadets stadig eksisterende navnetræk på facaden. Den lyse digter Jens August Schade listede rundt og digtede, og Sigfred Pedersen besang miljøet med ”Nu går våren gennem Nyhavn”.
Pigerne i Nyhavn 17 var i halvtredserne blevet yderst servicemindede, for da der kom mange finske søfolk i Nyhavn, havde de gjort sig den ulejlighed at lære at tale finsk, og så kunne forretningerne klares på modersmålet.
Det siges at havnerundfartens både tit stødte på grund inde ved Mindeankeret på grund af de tomme tegnebøger, der lå på havnebunden. Hvis der var problemer med udtrækket på toiletterne i Nyhavn 17, så vidste værten, at det som regel var på grund af tomme tegnebøger. Men det var jo et pænt værtshus, så tegnebøgerne blev glattet ud og tørret, og hvis der var personlige papirer eller kørekort, der kunne opspore ejermanden, blev pungen sendt hjem. Dog lidt diskret, for det var jo ikke sikkert, at Lillemor derhjemme vidste, at Farmand havde været i Nyhavn og spillet smart.
Hvis et offer for en rulleforretning henvendte sig til politiet, var der ingen på værtshuset, der kunne genkende ham, når han indfandt sig med ordensmagten. Politiet tog det også med ophøjet ro ud fra den betragtning, at ofrene selv var skyld i fortrædelighederne, når de indlod sig med havnens faste stok, så politiet lod livet fortsætte sin gang i Nyhavn.
Op igennem de grå halvtredser fortsatte livet sin skæve gang i Nyhavn. Pigerne indfandt sig som regel ved 10-tiden i værtshusene, hvor de hyggede sig og fik et stykke franskbrød og en kop kaffe med tjeneren. Ved 12-tiden kom søfolkene dryssende, og med en harmonika eller en sav kom der gang i dansen indtil kl. 18, hvor der var en velfortjent hvilepause. Så kom der nye spillemænd, der stod for musikken til kl. 01, hvor Nyhavn lukkede. Det var et hårdt liv for Nyhavnspigerne, men de var der altid, og når gamle ansigter forsvandt, kom der nye til.
Ved Nyhavns 300 års jubilæum i 1973 kunne der stadig ses villige pigebørn på 13 år og rynkede damer på 70 år, der promenerede på Nyhavns solside. Det var de sidste krampetrækninger, og nu var der kun rygtet tilbage som i Cirkusrevyen på Bakken, hvor Helle Virkner og Marlene Schwartz gav den som gæstfrie nyhavnspiger. I selve Nyhavn var pigerne søgt væk. Nogle fik rettet skuden op, og andre søgte ud til Vesterbro for at trække på gaderne. Fra Nyhavn lød der ikke mere sirenesang, for den gamle havn var efterhånden blevet fashionabel med mondæne restauranter, og her passede Nyhavnspigerne ikke ind i billedet. Pigerne fik omkring 50 år i Nyhavn, men i Sigfred Pedersens lystige sange om Katinka og Nyhavns Rose lever legenden stadig videre. I mit foredrag "Fra Nyhavn til Amalienborg" fortæller jeg bl.a. om ovenstående. |
I perioden 1876 -1906 kom søfolkene og byens øvrige herrer til bordellerne, hvis de følte behov for kvindeligt selskab, men i Nyhavn kom kun søfolkene, havnearbejderne og marinesoldaterne, og de kunne her slappe af over en bajer. Kvinder var et sjældent syn, hvis de da ikke lige arbejdede som servitricer eller sang i en af sangerindepavillonerne, der var meget populære i midten af 1800-tallet. 
De vidste slet ikke, at pæne piger bestemt ikke kom i Nyhavn, men de gæve provinspiger blev budt hjertelig velkommen. Pigerne opdagede hurtigt søfolkenes gavmildhed, og rygtet løb videre ud til byens pæne kvarterer, at hvis man bare havde 25 øre til en citronvand, så kunne pigerne være sikre på, at resten af aftenen var finansieret. Efter at pigerne var blevet trakteret på knejperne, var det dog oplagt, at de også senere lod sig opvarte på sømandens logi eller i hans kahyt. Hvad der skete der, havde nok ikke ret meget med citronvand at gøre.
Værtshusholderne opdagede hurtigt, at det lokkede mandfolk til, når pigerne muntrede sig med gæsterne, så restauratørerne udstyrede pigerne med proformaansættelser som buffister eller servitricer. Men pigerne skulle jo have noget at leve af, så det udviklede sig tit sådan, at de lod sig ”holde” af en sømand, så længe han var i havn. 
Pigerne havde ofte øgenavne, og i Cafe Shanghai tog ”Lyse Lydia” sig gerne en svingom med gæsterne imellem serveringerne. En svingom kunne man også få med ”Sorte Carmen” eller andre af havnens gavmilde piger. Og så valsede de rundt til tonerne af et hammondorgel med bare ben i udtrådte højhælede sko, og så blev de tørstige, og det hjalp på knejpens omsætning.
Under anden verdenskrig fik de tyske soldater efterhånden forbud mod at komme i Nyhavn, for deres håndvåben, penge og papirer forsvandt som dug for solen, når en soldat havde fået en Nyhavnspige på skødet. Så Nyhavnspigerne deltog aktivt i modstandsbevægelsen.
En uskreven lov, som det nye kundeklientel havde svært ved at håndtere, var, at man ikke måtte stjæle piger fra hinanden, også selvom der kun var tale om kæresteri for en aften. Nallerne skulle holdes for sig selv, ellers vankede der en skalle. Pigerne kunne dog også blive trætte af aftenens sheik, især hvis det kneb med strømmen af ”Hofferne”: ”Glid med dig dit fedterær – du skal være hjærtelig vælkommen, når du skrider”. Og så kunne hun sætte sig på skødet af en nyankommen styrmand, der forhåbentlig var mere spendabel. 
Når en sådan velbeslået herre gjorde sin entre, gik tjenerne og pigerne i aktion. Hurtigt fik herren en pige på skødet og blev opfordret til at give en omgang. Alle var venlige og hjertelige, stamgæsterne skrålede, og tjeneren lavede fusk med byttepengene. Efterhånden som den gavmilde gæst blev mere og mere beruset, mistede pigerne interessen for ham, især hvis det lakkede mod enden med kontantbeholdningen. Måske slumrede gæsten hen i et hjørne, og tjeneren måtte vække ham og bede ham betale regningen. Det kunne han så måske gøre fem seks gange, inden gæsten blev lempet op på gaden med stor hjælpsomhed og en støttende arm og en hånd i lommen for at opsamle de sidste smuler. Når en tyr var blanket grundigt af, blev rovet delt ligeligt mellem pigerne, tjeneren og stamkunderne.
De utugtige piger blev symboliseret ved ”Nyhavns Rose”, og de tiltrak eventyrlystne mandfolk, som ost tiltrækker fluer. Sædelighedspolitiet ville dog gerne rydde op i utugten, og det forlød, at søfolkene på Amerikabådene tiltrak villige damer i stribevis, idet de amerikanske søfolk kunne levere de eftertragtede nylonstrømper. Aviserne løb over med sladder om, at Nyhavnspigerne havde kronede dage på Langelinie. Sædeligheden stormede derfor skibene og arresterede en lang række utugtige kvinder. Det viste sig dog, at der ikke var en eneste Nyhavnspige mellem de arresterede, men derimod veletablerede kontorcheffruer fra Østerbro og Hellerup.
Der var dog stadig et romantisk skær over Nyhavn, men det var bestemt ingen dans på roser at leve i dette miljø, og Nyhavnspigen hører til gruppen med de stolteste traditioner. Hun skulle drikke med sine kunder, have et godt humør og skulle holde den gående døgnet rundt. Hun blev ofte udsat for vold og blev den, der endte som kronisk dranker.