Østersøen rundt

igennem Polen og de 3 baltiske lande.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

August 2002

Hold pilen på billederne og teksten kommer frem.

Overvejelser og valutaveksling.

I nogle år havde vi gået og kredset med tanken om at besøge de 3 baltiske lande, som egentlig ligger så tæt på Danmark, men alligevel så fjernt som en by i Rusland.

Men turde vi selv rejse over til denne mørke side af Østersøen, hvor den sovjetiske orden med kæft, trit og retning var afløst af nyvunden frihed, med slækkede tøjler og hvad deraf følger. Selvom vi næsten altid tager på individuelle rejser, var vi dog så usikre på forholdene, at vi indgik et kompromis med os selv. Vi ville gerne med selvsyn se, hvordan det stod til i de så nære, men alligevel så fjerne baltiske lande, og som de tryghedsnarkomaner vi er, meldte vi os derfor til en busrejse med en dansk rejseleder, og så kunne det vel ikke gå helt galt.

Rejsen gik i korthed ud på at køre op igennem Sverige til Karlskrona og tage færgen over til Gdynia i Polen og efter 2 overnatninger i Polen fortsætte til Vilnius i Litauen. Derefter med afstikkere her og der, videre til Riga i Letland og Tallin i Estland og tilbage til Danmark via Stockholm og Sverige. Turen var berammet til 10 dage og var købt igennem Samvirke, og incl. transport, overnatning, morgenmad, aftensmad og div. entreer kostede turen 7.195 kr. pr. person, minus dividenden, som vi så kan gå og glæde os til.

Alle 4 Østersølande har i dag deres egen valuta, og hvis man vil undgå veksling ved grænserne, eller bruge tid på at finde et vekslingskontor i det fremmede, kan man i dag købe og sælge deres valuta herhjemmefra. Hvis man skal veksle i banken herhjemme, skal valutaen nok bestilles i forvejen, for de ligger normalt ikke inde med litas, lats og kroon, men jeg kunne da gå lige ind hos Forex på Københavns Hovedbanegård og få valutaen med det samme, selvom de skulle ud og rode lidt i bagbutikken. Jeg havde ikke den fjerneste anelse om hvor meget valuta, vi skulle bruge, så jeg bad om at få for ca. 600 dkr. i hver af de 5 forskellige valutaer, og med min pengekat på maven, fik jeg et svagt aristokratisk udseende, nærmest i lighed med prins Henrik.

Ifølge deltagerlisten kunne vi se, at der i alt var 45 deltagere på rejsen, og i det følgende kan der så læses om, hvordan vi (min kone Gitte og jeg) oplevede turen, for det er der sikkert yderligere 43 delte meninger om. Denne rejsefortælling omtaler en del geografi og meget historie, men spændende historie, og kan det virkelig passe, at en polak engang har været konge af Danmark, og hvordan var det nu med Dannebrog, der faldt ned fra himmelen, og videre, har jomfru Maria ved visse lejligheder en roterende glorie, og hvorfor overlevede Hitler attentatforsøget på ham? Dette og meget mere kan læseren få opklaret ved at læse de følgende sider.

Livet ombord på bussen.

Præsis på slaget kl. 14.15 blev vi samlet op på Ringsted station, og bussen var allerede halvfuld af fynboer og jyder, der var blevet samlet op ned gennem Jylland og over Fyn, og efter yderligere et stop i Køge og København, var bussen fuld.

Det var en ganske udmærket moderne bus, der de næste 1½ uge skulle være vores halve hjem, og om den var 3 stjernet eller 4 stjernet, har jeg ingen anelse om. Der var dog lidt snævert med benplads, på nogle af de forreste sæder, men med et system med sæderokering hver dag, kom vi hele bussen rundt, og sol og vind blev derfor fordelt lige. Vores turleder Kirsten og chauffør Frank var ligeledes et ganske udmærket og veloplagt makkerpar, og de gjorde alt for, at vi skulle få en interessant og spændende, og så behagelig tur som muligt. Der kunne købes øl, vand og andet på bussen, efter et system der i høj grad byggede på tillid, idet hver genstand var 1 streg og lig 7 kr., og man skulle så selv holde regnskab med sine streger, enten det var ved servering, eller man selv tog fra bussens køleboks, og hver aften var der så afregning af streger.

Efterhånden som turen skred frem, fandt vi ud af, at selskabet overvejende var af det lidt bedre borgerskab, og også overvejende i alderen 50-70 år, med kun nogle enkelte lidt yngre og nogle lidt ældre, men alle friske mennesker, der havde oplevet store dele af verden, og også gerne ville have Østersølandene med.

Kahytten strammede lidt over skulderen.

Vores broderland Sverige vil jeg undlade at berette om i denne fortælling, for der er nok andet at skrive om, men bussen kørte raskt deropad (dog kun 90 km i timen), og med et indlagt pølsestop for at tage den værste sult, nåede vi midt på aftenen Karlskrona, hvor færgen Stena Baltikum ventede. Det er ikke verdens smukkeste skib, nærmest kasseformet, men vi fik på 8. dæk en udmærket 2 køjes kahyt, der kun strammede lidt over skulderen, og man skulle skiftes til at tage tøjet af ved sengetid. Inden da var der stor fin buffé med alt i koldt og varmt, selv elgbøf kunne man få, og dertil søde desserter og kager i massevis. Nu skulle vi ikke selv betale for maden, for hele rejsen var med indlagt aftensmad, men jeg kunne se at bufféten kostede 115 skr., og jeg mener, at noget tilsvarende koster omkring det dobbelte på Oslofærgen, og det siger noget om prisnivauet i de lande vi skulle rejse igennem.

Efter en rolig overfart var der vækning kl. 5.45, hvor en fin morgenmadsbuffét stod parat og færgen måtte sejle i slow motion det sidste stykke, for at alle skulle kunne nå at tygge af munden, inden ankomsten i Gdynia i Polen kl. 7. Der var nærmest tropevarme fra morgenstunden, og i alle 10 dage var det varmt og tørt, selvom det nogle dage var overskyet. Klimaet i landene op langs Østersøen er noget mere kontinentalt end herhjemme, med koldere vintre og varmere somre, men deres sommer er kortere end i Danmark, og i Baltikum er det ikke unormalt med dage med sne i maj og allerede igen i oktober.

Det ukendte naboland.

Polen slipper ikke alle og enhver ind i landet, og først efter en grundig paskontrol, hvor passet blev scannet eller tastet ind, og vi blev spurgt om opholdets længe, blev vi efter et times forløb sluppet ind i Polen, og på det tidspunkt, ville jeg gerne give en halvtredser for et bundt zlotysedler til at tørre sveden af panden.

For lige at få lidt geografi og historie med om det ret ukendte naboland Polen, kan det berettes, at det i dag er et stort land på 313.000 km2. Det er først efter 2. Verdenskrig, at Polen har fået de grænser, som vi kender i dag, for landet har i tidens løb været udsat for aldeles hårdhændet overgreb fra alle sider, og til tider fuldstændig opslugt af naboerne. Men selvom grænserne har skiftet, har sproget og kulturen overlevet, også selv om et område for en periode var placeret i et fremmed land, og dette gav Polen chancen for genopstå ved fredskonferencen i Versailles efter 1. verdenskrig.

Før 2. Verdenskrig bestod Polens befolkning af en trediedel etniske smågrupper, men under krigen mistede Polen en fjerdedel af sin befolkning, heriblandt 3½ million jøder. I dag har landet omkring 40 millioner indbyggere, og med en befolknings sammensætning på 98 % polakker, har landet et af de laveste etniske minoriteter i Europa. Efter krigen foregik der nemlig en utrolig folkeflytning, da landet med de nye faste grænser udviste næsten alle tyskere, og den anden vej flyttede et stort antal polakker, efter at de østlige egne blev indlemmet i Sovjet.

Store betydningsløse danske bedrifter.

I Danmarks velmagtsdage under Valdemar 1. (den store) og især senere i 1219 under Valdemar Sejr spillede danskerne også med på klaveret, og skød grænserne frem langs Østersøen igennem Tyskland, Pommeren i Polen, og videre op til Tallin i Estland. Men de storslåede danske militære bedrifter blev i længden temmelig betydningsløse, da de nye byer som blev grundlagt, overvejende blev beboet af tyske indvandrere.

Den danske konge Erik af Pommeren (født Vartislav og søn af en polsk hertug, men da vi manglede et nummer i kongerækken, var vi ude i de yderste rækker og fandt barnebarnet af Margrethe 1.s søster Ingeborg) havde dog stadig i 1400 tallet en række pommerske godser under den danske krone, og i freden i Kiel i 1814, hvor svenskerne snuppede hele Norge, fik Danmark den vestlige del af Pommeren som en slags erstatning. Som mange gange før og efter fattedes riget penge, (som for eksempel i vore dage, hvor ulandsbistanden bliver skåret ned, for at få forbedret det danske smørhuls velstand ) og fattige Frederik den 6. byttede og solgte allerede i 1815 Pommeren til tyskerne, og dermed var Danmarks polske eventyr ude af historien.

Den polske Korridor var en torn i øjet på Hitler.

På vores tur Østersøen rundt, kom vi kun til at snuse lidt til det nordøstlige hjørne af Polen, i regionerne Pommeren og Masurien, med landgang i Gdynia, der i dag er sammenvokset med Gdansk (Danzig). Hvis nogen har hørt om den Den polske Korridor, så var det en udløber af den føromtalte Fredskonferencen i Versailles, hvor Polen blev et lukket område uden adgang til havet, men man lavede en "korridor", tværs igennem det prøjsiske område ud til havet. Det var en torn i øjet på Hitler, og det var netop her, han påbegyndte angrebet på Polen den 1.september 1939 og startede 2. Verdenskrig.

I 1920 var Gdynia kun en lille fiskerflække, men da den lå for enden af korridoren, voksede havnen med lynets hast, og som nazisterne så under 2. verdenskrig omdannede til flådehavnen Gotenhafen "Goternes havn". Tyskerne pulveriserede dog hele havneområdet senere, da de i slutningen af krigen trak sig tilbage, men den rejste sig som en anden fugl Fønix, og har i dag 15 km kajplads og en kvart million indbyggere.

Museumsskibe og for store sedler.

Vi kørte ned til havnen og holdt formiddagspause ved sydmolen Nabrzeze Pomorskie, og det var starten på rejsens mange uprogramsatte småudflugter, som vi kunne takke vores engagerede guide og chauffør for. Molen er hjemsted for monumenter og flere museumsskibe, hvor publikum har adgang, men vi var dog lidt for tidligt på den, hvis vi ville indenfor. Destroyeren Blyskawica deltog i 2. Verdenskrig på de allieredes side, og overlevede mirakuløst, men siden 1976 er skibet indrettet som Navy museum, og ligger og nyder sit otium, med nypudsede messingkoøjer og gelændere, der strålede i morgensolen.

Den tremastede fregat Dar Pomorza har også fart ankerplads her, efter at skibet som en ringe erstatning blev taget som krigsbytte fra Tyskland. Det blev bygget i Hamburg i 1909 og fik indlagt sin maskine i Nakskov i 1930 og fungerer nu som en slags skoleskib.

Sydmolen er et yndet udflugtsmål for polakkerne selv, og boder med både souvenir, mad og drikke var ved at blive stillet op, men da jeg ville købe 2 sodavandsis, og min mindste seddel var 50 zloty ( 1 zloty = 1,90 dkr.) rystede issælgeren på hovedet, og vi måtte gå med uforurettet sag.

Luksushoteller og betonkommunistiske højhuse.

Lidt nærmere Gdansk stoppede vi i Sopot, der især før i tiden var de riges paradis, med luksushoteller langs stranden og en 512 m lang promenade pier ud i bølgen den blå, men som vist ikke er så blå, som den har været, med floden Wisla løbende ud i bugten. I tidligere tider havde Shahen af Persien, general de Gaulle og Hitler og Co. Sopot som et yndet afslapningssted. Stedet er nu igen ved at komme til ære og værdighed, bl.a. med det helt nyrestaurede Grand Hotel, hvor vi frimodigt gik ind og glanede i deres flotte vestibule, og lige fik dyppet tæerne på deres fine sandstrand. Der var andre fine hoteller i området, og ellers en blanding af nyt og gammelt med pæne villakvarterer og grå betonkommunistiske højhuse, men mange nu med blomster i altankassen.

Leninskibsværftet og kommunismens sammenbrud.

Næste stop var ved Solidaritets-monumentet ved det tidligere Lenin skibsværft. Monumentet består af 3 store sammeflettede kors, fastnaglet med relieffer, og inskriptionen lyder sådan lidt løst oversat: " Evigt minde om de dræbte ofre under konflikten. Advarsel til regeringen om at ingen sociale konflikter i vores land kan løses igennem magt. Monumentet er håbets tegn på, at det onde kan overvindes".

I august 1980 blev en kvindelig kranfører afskediget på Lenin skibsværftet, da hun opponerede mod den vej, udviklingen i landet var begyndt at gå. Det førte til enorme strejker over hele landet og dannelsen af fagforeningen Solidaritet, med den tidligere elektriker Lech Walesa som talsmand. Sovjet pressede Polen til at indføre krigsretstilstand, og Lech Walesa blev fængslet, men den nye udvikling i Østeuropa var sat i gang med kommunismens begyndende sammenbrud, og senere blev Lech Walesa som bekendt valgt til præsident.

Hovedporten til skibsværfet ligger lige ved Monumentet, og der sås en sværm af kraner i baggrunden, men af den type, hvor der står en enkel tilbage på Holmen i København, og den er vistnok fredet eller bevaringsværdig. Det så nu heller ikke ud til, at der var meget gang i det fordums så store skibsværft Lenin skibsværft. Vi prøvede lige at komme indenfor hovedporten på værftet, men det blev kun lige indenfor og ud igen, for portvagten ville ikke lade sig bestikke med en øl, og det var da egentlig et godt tegn, så vi fortsatte de få hundrede meter til det "gamle" Gdansk. Bemærk gamle i anførselstegn, for da byen blev befriet efter krigen var 90% af bygningerne knust, og den er ikke bare bygget op igen, men med hele den gamle bykerne rekonstrueret og det både med charme og atmosfære.

Den gamle nye hansastad Gdansk.

Gdansk er en gammel Hansastad, der i datidens fællesmarked talte over 100 byer i Europa, og på et tidspunkt i 1400 tallet, overgik Gdansk endda forbundets hovedsæde Lübeck. Masser af handel med korn, tømmer, tekstiler og rav m.m., gav penge til byen, og de prægtigste borgerhuse skød op, bygget af især tyske og hollandske købmænd. I tidens løb har byen været på tyske hænder flere gange, og efter 1918 blev byen omdannet til Fristaden Danzig.

Efter en guidet rundvisning i byen, fik vi midt på eftermiddagen anvist vores hotelværelse på hotel Mercure, der kun ligger nogle få minutters gang fra den gamle by. På hele turen var vi (Gitte og Kim) overordentlig tilfredse med vores værelser, der langt oversteg vores forventninger. Ifølge prislisten på døren kostede værelset 515 zloty, sådan knap 1.000 kr., og den prisklasse er vi alt for nærige til, når vi selv rejser rundt, da vi egentlig trives udmærket på vandrehjemsklassen. ( Vær dog opmærksom på DFDS nystartede færgerute fra København til Gdynia med overnatning i Gdansk til de rene spotpriser). Så snart vi havde fået værelset, gik vi (stadig Gitte og Kim) ud i byen for at opleve, og det følgende er ikke alle byens spændende seværdigheder, men hvad vi især hæftede os ved.

Ravgade og koks i lasten.

Allerede uden for byporten bemærkede vi banegården, der egentlig ikke er en seværdighed, men denne var slotsagtig og yderst pyntelig med tårne og dragehoveder, og med en topfigur, der lignede DSBs logo "hjulet med vingerne", hvem der så har hugget ideen fra hvem.

Den høje port og den gyldne port fra henholdsvis 1586 og 1614, fører ind i byen til den meget hyggelige hovedgade, der senere bliver til et langt torv og ender i "Den grønne port", der fører ud til floden Motlawa. Her ses den gamle mastekran, der i middelalderen var den største i Europa, og i flodens løb lå og ligger der sikkert stadig, en gammel damper a la Tintin "Koks i lasten". Parallelt med hovedgaden og op til katedralen, løber den såkaldte ravgade Mariacka, med rav i lange baner, souvenirbutikker og cafeer.

Verdens største murstenskirke med døden på æresrunde.

Byens katedral Mariakirken "Vor Frues Kirke i Gdansk" blev bygget i årene 1343 til 1502, og det siges at være verdens største murstenskirke, med en længde på 105 m og en bredde 68 m. Det siges også, at kirken kan rumme 25.000 mennesker på en gang, og selvom Polen er et katolsk land, skal kirkens øvrighed nok ikke vente den tilslutning hver søndag. Jeg havde ikke målebånd med og kunne ikke tjekke målene, men de 105 m lyder meget rimeligt. De 68 m må være i tværskibet, men lad os bare sige at gennemsnitsbredde er omkring 50 m. 105x50 = 5.250 m2 divideret med 25.000, det giver 0,21 m2 pr. menneske, så det lyder ikke helt usandsynligt med de 25.000, men de skal nok ikke regne med at kunne sidde ned.

Kirkerummet er 29 meter højt og ned fra hvævlingerne hang 5-6 kæmpestore levende "edderkopper" i deres tråde med en hvidtekost i hånden. Det var faktisk så facinerende at se de mennesker hængende deroppe, at jeg stort set ikke kan huske andet fra kirkerummet, udover det astronomiske ur fra 1470. Den store urskive med tal og beregninger var ikke til at tyde, men på timeslaget vendte Adam og Eva sig mod de 4 evangelister, der kom futtende ud af en låge efterfulgt af de 12 apostle. Da man troede, at spillet var slut, slog døren til sidst op med et brag, og døden tog meget tankevækkende også en runde.

Det kostede 3 zloty at komme op i det 78 meter høje og meget brede tårn, og de sidste par hundrede trin foregik på en påklistret trappe ude i siden, i den ellers helt tomme og hule tårnskal. Helt oppe var der en pragtfuld udsigt over både den gamle og den nyere by udenom, og det kunne ses, at det kun var ganske få huse indenfor den gamle bymidte, der ikke var genopbygget i den gamle stil efter krigen. Oppe i tårnet var der kikkertudlejning, idet en gammel mand havde fremskaffet 4 forskellige slags kikkerter, og formedels 1 zloty kunne man leje kikkerten i 5 minutter.

Puslespil i naturlig størrelse.

Dele af Rådhuset er betydelig ældre, men det er genopført i den stil, det havde i 1600 tallet, og rummer i dag det historiske museum i Gdansk. I et af rummene var et "pragtloft", der med en overdådighed af udskæringer og billeder selv slår vores eget Frederiksborg Slot. Der stod noget om, at loftet meget klogt var gemt væk under krigen, men ellers var det mest spændende/tankevækkende på museet en lille fotoudstilling, der viste de sønderskudte gader, som de så ud i 1945, og hvordan de ser ud nu efter den færdige opbygning i 1996. Et fantastisk puslearbejde med sortering af sprængte bygningsdele, og opførelse af husene som gadebilledet så ud omkring 1750. Helt betagende.

Ellers gik vi bare rundt og snusede og nød stemningen, og der var virkelig liv i byen med musikgrupper rundt omkring med hatten fremme. Musikerne spillede på violiner, strengeinstrumenter og fløjter, og en ældre kosak med røde støvler, glatraget hoved, men med pandelok og snoet hængeoverskæg gav et nummer. Der var kun få tiggere, en klædt i middelaldertøj, en som munk og så et par ægte gamle mennesker og en blind.

Marked med tyske bajonetter og hjelme med skudhuller.

Vores egen frokost kunne vi klare for i alt 8 zloty, med et par store sandwich og en cola, men ellers gik det op for os, at lidt væk fra centrum var der marked, og aldrig har jeg set så meget marked. Gade op og gade ned var der salg af alskens ting og sager, brugt og nyt, sko og tøj, plastik og trævarer, en kejser Wilhelm hjelm, gamle tyske hjelme nogle med skudhuller, medaljer fra forskellige krige og gamle tyske bajonetter til 60-90 zloty. Bajonetterne rykkede lidt, men de var sikkert ulovlige, og hvad skulle vi også med sådan en, som Gitte sagde. Nå ja, men alligevel, så jeg måtte nøjes med at kikke langt. En safarijakke med masser af lommer til 30 zloty fik jeg dog købt, samt et par fjeldbukser med aflynelige ben og med et utal af lommer til 45 zloty blev det også til, selvom jeg skulle stå i underbukser midt på markedspladsen for at prøve. Sådan et par bukser koster i Danmark omkring 800-900 kr. og selvom mine nok ikke lige er i Fjeldrævkvalitet, så er det da ligegodt meget, at de skal koste 10 gange så meget herhjemme. Efter en runde rundt i byen, vendte vi da også tilbage og købte et par bukser til, for nu havde vi penge på lommen, når vi havde sparet dem på bajonetten. Suk.

Jeg kan ikke forestille mig, at der er et sådant marked hver dag, det må være en speciel anledning, og jeg har faktisk læst herhjemme efterfølgende, at markedet er en tradition fra middelalderen og det afholdes hvert år i begyndelsen af august.

Midt på aftenen var der fællesspisning på hotellet med socialt samvær, og i turens løb fik vi mange hyggelig snakke med mange interessante medrejsende, og sjældent var så berejste mennesker samlet et sted. 3 fulde retter mad hver aften i halvanden uge, sætter sine spor på sidebenene, men her 14 dage efter, mangler jeg da kun at tabe mig de sidste 3 kg.

Korsridderne bliver til prøjsere.

Tidligt op er helt fint for os, og det generede ikke, at morgenmaden blev serveret 6.30 og med busafgang 7.30, hvor turen fortsatte ind i det nordøstlige og ret så ukendte Mazurien i Polen.

For lige igen at gå lidt tilbage i tiden, og få lidt interessant historie med (synes jeg), var regionen Mazurien i 1100 tallet beboet af et stammefolk, som hed prussia eller prøjsere, og de havde deres egne hedenske guder, og det skønt kristendommen var blevet introduceret i Polen i år 965. Det var noget af en torn i øjet på den polske fyrste, med det uregerligt hedenske skovfolk, så han bad om hjælp hos den tyske Maria korsridderordenen, der med sværd i hånd, gerne ville indføre det fromme kristne budskab om næstekærlighed. I 1283 havde ordenen fået bygget adskillige borge langs floden Wislas, og deres egentlige opgave var løst, men så vendte ridderne sig mod de polske magthavere og erobrede selv store landområder med efterfølgende brutal skatteopkrævning, og lidt efter lidt følte ridderne sig så meget hjemme, at de selv blev til prøjsere. Igennem et ægteskab indgik kongeriget Polen imidlertid union med hertugdømmet Litauen, og det blev til så stor en magtfaktor, at de i 1410 fik gjort endeligt op med ridderordenen, som tabte et slag i Mazurien, og ridderne måtte trække sig længere østpå og oprettede Hertugdømmet Prøjsen, som senere blev til Østprøjsen. Efter et senere forbund med ridderordenen og det tyske fyrstedømme Brandenburg opstod der et dobbelprøjsen med Østprøjsen og det tyske Vestprøjsen og til især Hitlers store forbitrelse til tider med et stykke Polen imellem. Så selvom vi forbinder navnet Prøjsen med det nuværende centrale Tyskland, så stammer navnet altså her østfra.

Tæt på Kaliningrad.

Østpreussen er nu en russisk region med Kaliningrad som den største by, og vi passerede tæt forbi grænsen, og hvor kunne det være spændende at stikke indenfor og se på forholdene, for der er efterhånden så småt ved at blive åbnet for grænseovergangene, også for almindelige turister. Hvordan fremtiden så skal blive for det stykke Rusland, der måske om få år er omgivet af den Europæiske Union, er ikke godt at vide.

Bussen kørte igennem det ret flade landskab, vekslende med marker, søer og masser af skove, så det er ikke så mærkelig, at området kaldes Polens grønne lunge. Formiddagsstop ved en lille kirkegård, hvor vi bemærkede, at alle blomsterne på gravene var lavet af plastik, selv en ny grav var dynget op med plastikblomster i alle regnbuens farver.

Markerne var med få undtagelser, med ubestemmelige afgrøder af mest ukrudt og brakmarker, og hvis der var nogle kornmarker, var de så tyndbenede at hvert aks måtte råbe til hinanden. Så der er noget at gå i gang med for en vestlig landbrugskonsulet, men til gengæld stortrives storkene, og dem så vi mange af på turen. I hver anden landsby vi kom igennem, var der storkereder med store unger balancerende på kanten. I en sådan lille landsby havde vi et fotostop af storkereder, og bagefter gik vi de få hundrede meter ned gennem landsbygaden til deres kirke, medens beboerne hang ud af vinduerne, for sådan en flok turister var noget mere interessante end fulde storkereder.

To sodavand kan gøre nogen lykkelige.

Selvom vi kun var i en lille landsby, var kirken nærmest af domkirkestørrelse. Den var låst, men ud af ingenting kom en lille kone rendende med nøglen og viste gerne kirken frem, og så sandelig ville hun ikke have penge for ulejligheden, men et par sodavand ville hun da godt have. Et par drenge, der også var troppet op, fik også et par sodavand, og da vi så kørte igen, fik de et par til, og så var de bare helt ovenud lykkelige og overstrømmende glade.

I Lidzbark Warminski, en lille beskeden by tæt ved grænsen til Kaliningrad, havde vores guide og chauffør arrangeret frokost i det grønne i læ af murene til en af korsriddernes gamle borge. Borgen stammer fra 1240, men det nuværende slot med tårne, vindeltrapper, buegange og fangekældre er opført i perioden 1350-1400 og var hovedkvarter for biskoppen af Warmia. Området var på tyske hænder frem til 1945, og før krigen havde tyskerne planer om at rive borgen ned, da den var et symbolsk centrum for den polsk sindede befolkning, men de polske håndværkere nægtede at stille arbejdskraft til rådighed, så borgen står, hvor den altid har stået.

Låst inde i en sort skorsten.

Medens maden blev rigget til, gik vi (Gitte og Kim) en tur op til borgen, men allerede i portåbningen var et reb spændt over, og en vagt stod og havde ikke i sinde at lade nysgerrige komme ind i borggården uden billet. Nå, vi kunne vel nå en hurtig rundgang, og stadig nå at spise lidt, inden der var busafgang, så jeg lod forstå, at vi gerne ville købe billetter, og vagten løftede så rebet og pegede på en dør i modsatte side af borggården. Da vi havde fået billetterne, blev døren låst bagved os, og vi opdagede for sent, at der kun var gruppeomvisninger. Pænt måtte vi så gå med fra rum til rum, der omhyggelig blev låst op og igen blev låst, så snart vi var kommet ind, medens vi utålmodigt kikkede på klokken. Det lykkedes os at snige os ind i den foran gående gruppeomvisning, men tålmodigheden blev sat på en hård prøve, da vi fik en lang forklaring om en sort skorsten på polsk. Slottet er da helt sikkert et langt besøg værd, med store smukke rum med flotte gulve og udstilling af kirkekunst, og især 2. etage skulle være seværdig, med en sjælden samling af gamle ikoner. Men da vi kom til en vindeltrappe, og omviseren ville have os op, måtte vi gøre hende forståelig, at vi altså ville ned, og vi nåede da også at få lidt af frokosten med.

Usynlige ansigter i Sankt Marias Kirke i Swieta Lipka.

Engang i 1300 tallet lod jomfru Maria sig se, som en lysende skikkelse oppe i et lindetræ ved Swieta Lipka, og her blev der bygget et kapel til minde om den store begivenhed. Senere i perioden 1687-1693 blev der bygget en pragtfuld gul barokkirke på det hellige sted, og den besøges stadig af mange pilgrimme, og med rette også af mange turister. Det kun tog 6 år at bygge selve kirken, men det tog 15 år, at udføre de pragtfulde freskoer oppe under kirkens hvælvinger, og senere blev der bygget et kloster i forbindelse med kirken.

Både udvendig og indvendig er kirken et sjældent smukt syn. Kirkens navn er Sankt Marias Kirke, og altertavlen viser jomfru Maria og barnet, og billedet havde og har måske stadig, hvem ved, så stærke energier, at det kan udføre mirakler. Figurerne på billedet er efter polsk maner, gemt bag en overdækning af ædelt metal, så kun personernes ansigter og hænder stikker frem. Når man kikker på billedet, ses ansigterne tydeligt, men hvis man går 2 skridt til den ene side, forsvinder ansigterne og 2 skridt videre, så kommer ansigterne frem igen. Det har vel noget med lyset at gøre, og næsten samme effekt, har et andet billede i kirken, hvor jomfru Maria bliver ramt af en usynlig dolk.

Roterende glorie om jomfru Maria.

Forfatteren til Skarvguiden om Polen, har sandsynligvis ikke været i kirken, medens orglet spillede, for der står bare, at kirken har et pragtfuldt koncertorgel. Ja tak, men læs videre her, for det er en oplevelse for guder. Da vi kom ind i kirken var der sang, og vi satte os stilfærdig på en af de bageste bænke, men en mand vinkede os fremad og pegede op på orgelet, og det gjorde han også med de andre turister, der kom ind. Det vi var ved at overvære, var nærmest en blanding af en gudstjeneste og et reklameindslag, for jeg kunne genkende ordene Jesus, Maria og guide in deutche sprache. Så begyndte orgelet af spille, og jeg må lige tilføje, at orgelet foruden piber er dækket med forskellige figurer i form af jomfru Maria og små og store engle. Da stolebænkene vender fremad, måtte vi dreje hovedet noget af led for at se op på orgelet, og et stykke henne i nummeret, begyndte en stjerne at snurre rundt. Lidt senere begyndte et par af de store basunengle, at dreje på deres sokler, og så startede det helt store show, hvor alle de små engle ringede med klokker, et par store engle rejste sig og satte sig, rejste sig og satte sig o.s.v. og glorien om jomfru Marias hoved roterede rundt. Den messe var vel et hold i nakken værd, og om det var passende eller ej, så begyndte folk at klappe begejstret, så kollekten blev vist frem, og vi var en flot oplevelse rigere.

Ulveskansen - Hitlers hemmelige gemmested.

Kirken i Swieta Lipka ligger lidt sydvest for Ketrzyn, og 7 km nordøst for Ketrzyn ligger "Ulveskansen", som et dystert monument over menneskehedens galskab, for det var her Hitler havde sit hovedkvarter under 2. Verdenskrig. Før krigen strakte Tyskland sig ind i denne del af Polen, og med Hitlers drømme om det nye tyske storrige, var hovedkvarteret her i Østprøjsen mere i centrum end Berlin. Ulveskansen består af 80 store bunkers med 6-8 meter tykke cementvægge, og her godt gemt væk i en skov, opholdt Hitler sig sammen med sine kumpaner, stort set hele tiden fra juni 1941 til november 1944.

Det var her på Ulveskansen, at den tyske greve Claus von Stauffenberg forsøgte et attentat mod Hitler. Som medlem af generalstaben havde Stauffenberg adgang til kommandobunkeren, og han ankom den 20.juli 1944 med en 10 minutters tidsindstillet bombe i sin mappe. Mappen stillede han ved et bordben, hvor Hitler stod bøjet over et kort, og et par minutter efter forlod Stauffenberg bunkeren, men uheldigvis snublede en af de andre officerer over mappen og stillede den tilside. Bomben sprang og 4 mænd blev dræbt, men ikke Hitler. Stauffenberg blev straks mistænkt og fanget og skudt inden aften sammen med en del andre af hovedmændene, og det siges at Hitler benyttede sig af lejligheden til at rydde ud i geledderne og skaffe sig af med omkring 5.000 personer, som blev beskyldt for at have tilknytning til attentatmændene. Feltmarskal Rommel, ørkenræven fra de Nordafrikanske kampe og en af Tysklands helte, var også indblandet, men han fik lov til at begå selvmord.

Da tyskerne rømmede Ulveskansen i januar 1945 fik ingeniørtropperne ordre til at sprænge hele herligheden i luften, men de solide jernbetonvægge var mere solide, end de troede, eller også begyndte det at knibe med sprængstoffet, med alle de byer de skulle ødelægge på tilbagetoget. Resultatet var, at Ulveskansens bunkers, ud over nogle enkelte, hvor bortsprængningen lykkedes, stort set kun slog nogle revner, og hele området er i dag indrettet som museum.

Et mindesmærke og små lyserøde hunde.

Lige ved indgangen ligger et mindesmærke for Claus von Stauffenberg, samt en museumsbygning med billeder og hele Ulveskansen i miniature. Selvfølgelig er der også en souvenirbutik med bøger om Ulveskansen, men udover postkort og et par sværd og et plastikkranie, var det mest små lyserøde hunde og andre pyssenysse ting. (Jeg lagde nu ikke mærke til, om der stod med hilsen fra Ulveskansen).

Indgangene til bunkerne er ikke afspærret, men skilte advarer om at gå ind i bunkerne, da der er nedstyrtningsfare, men det er der nu også sine steder udenfor med store cementstykker hængende i armeringsjern. Bunkerne er nummererede, og hvis man havde købt en guidebog, kunne man se, hvem der havde hovedkvarter hvor, og Hitler i hvert fald i nr. 13, men ellers tager det en timestid, at følge den røde rute rundt.

Først på aftenen nåede vi frem til, efter sigende, et af de bedste hoteller i Polen, nemlig luksushotellet Mongovia der ligger midt i det polske sølandskab ved Mragowo. De udendørs og indendørs swimmingpools, saunaer, søer og store skove fik vi ikke rigtig stiftet bekendskab med, for efter middagen på hotellet, var vi "putteklare" efter en begivenhedsrig dag.

Europas sidste urskov og vilde bison.

Igen tidlig morgenmad, og vi begav os østover mod det stykke grænse på 110 km mellem Polen og Litauen, der er klemt inde mellem den russiske Kaliningrad region og Hviderusland. Vejen mellem Mragowo og Elk ligner på kortet en bred hovedvej, men i virkeligheden er det en smal snoet vej, så strækningen tog sin tid, selv med meget sparsom trafik. Vejen løber i udkanten af Europas sidste urskov ( på polsk puszczaen), der strækker sig over 1.300 km2 på begge sider af grænsen til Hviderusland, og på den polske side er der oprettet en nationalpark, der er på UNESCOs liste over fælles arv for menneskeheden. Med lidt hjælp fra polsk side lever den europæiske bison stadig vildt her, selvom den næsten var udryddet under 1. Verdenskrig, men nu findes der omkring 250 bison i området.

I et stykke af skoven som vi kørte igennem, havde der for nylig raset et lokalt uvejr, med masser af knækkede og væltede træer, og andre steder havde træernes blade allerede gule farver, og om det så var tørke, eller tidligt efterår her i begyndelsen af august, ved jeg ikke.

Af vejen "Via Baltika" til Litauen.

Efter byen Suwalki kom vi ind på vejen "Via Baltika", der her og flere andre steder op igennem Baltikum, er renoveret med midler fra EU (hvilket der også blev gjort opmærksom på med store skilte) for at forbinde landene med en jævn vej.

Allerede 10 km før grænsen, holdt der lastbiler i kø langs vejsiden og ventede på at komme ind i Litauen. For busser er køkultur heldigvis en by i Rusland, så vi kørte udenom de 400 til 500 ventende lastbiler af alle mulige nationaliteter, også danske fra DFDS.

Fremme ved grænsen tog det for vores vedkommende 1 time at komme ud af Polen, og derefter 1½ times venten i ingenmandsland, medens en betjent fra Litauen indlæste vores pas eller indtastede dem på computer efter etfingersystemet. I ingenmandsland kan der veksles penge, men kun 1 mand frem af gangen, og for en gangs skyld var der gratis WC, men til gengæld lugtede der som flodhesteburet i ZOO.

Litauen indlemmet i det russiske imperium.

Et helt lands historie på de efterfølgende 1½ side er ikke ret meget, men langt nok hvis man ikke interesserer sig for historie, så læs eller spring over. Den litauiske nation blev officielt grundlagt i det 13. århundrede, men der havde inden da boet litauere i landet i århundreder i løst organiserede hedenske småsamfund. Som før omtalt, giftede den litauiske storfyrste Jogaila sig i 1386 med den polske dronning Jadvyga, og det var indledningen til en forening af de 2 lande, der varede i næsten 400 år og i deres velmagtsdage strakte riget sig fra Østersøen til Sortehavet. Senere blev Litauen indlemmet i det russiske imperium, og selvom det latinske alfabet blev forbudt i slutningen af 1800 tallet, blomstrede kulturlivet med litauiske forfattere, der fik trykt bøger i Prøjsen, for derefter at smugle dem ind i Litauen igen.

Litauen forblev russisk indtil 1. Verdenskrig, hvor tyskerne besatte landet, og først ved freden i 1918 proklamerede Litauen sin selvstændighed. Landet måtte dog kæmpe hårdt for sine grænser, både med bolsjevikker, tyskere og polakker, og ved våbenstilstanden i 1920 måtte Litauen afgive landområder til Polen, herunder den nuværende hovedstad Vilnius. De frie demokratiske toner for litauerne varede dog desværre kun i kort tid, for en gruppe litauiske officerer tog magten og opløste parlamentet, og indførte et diktatur, der styrede landet med hård hånd frem til 1939.

Da Nazitysklands udenrigsminister Ribbentorp i 1939 rejste til Moskva og underskrev en ikke angrebspagten med Rusland, kaldet Molotov-Ribbentrop-Pagten var der lige en hemmelig tillægsaftale, hvor de 2 herrer delte landene imellem sig. Til sovejetisk interessesfære hørte Finland, de 3 baltiske lande og Østpolen, og tyskerne sikrede sig, at russerne ikke ville gribe ind, når de angreb resten af Polen, hvilket skete en uge efter, og 2. Verdenskrig var i gang.

Flinke Stalin giver Vilnius tilbage.

I hvert af de baltiske lande rykkede 20 - 30.000 sovjetiske soldater ind, ifølge en tvungen "bistandsaftale", og den "flinke" Stalin gav Vilnius tilbage til litauerne. Glæden blev stor, men varede dog kun i kort tid, for den røde hær rykkede mere massivt ind og besatte landet. Senere i 1941 måtte den røde hær vige pladsen for Nazityskland, der benyttede lejligheden til i Litauen, at likvidere 200.000 jøder. I 1944 generobrede Den røde Hær kontrollen over Litauen, der meget ufrivilligt i de næsten 50 efterfølgende år blev en del af Sovjetunionen. Man mener, at der i perioden 1940-1958 omkom omkring 1 million litauere, som følge af krigen og efterfølgende stalinistiske udrensninger, for hvis man ejede meget mere end 2 køer, var man storbonde og udbytter og blev sendt til Sibirien.

Litauen har pr. tradition altid gjort oprør mod fremmede magters besættelse, og i februar 1988 demonstrerede titusinder af litauer i Vilnius kirker, for at markere 50 årsdagen for Litauens uafhængighed i 1918. Senere var der mange andre demonstrationer og den 23. august 1989 dannede beboerne i de 3 baltiske lande en 650 kilometer lang levende menneskekæde fra Vilnius over Riga til Tallin i protest mod Molotov-Ribbentorp-Pagtens hemmeligt tillægsaftale, der først blev offentlig kendt under Gorbatjov.

De sidste sovjetiske krampetrækninger.

I 1990 blev Landsbergis formand for parlamentet, og proklamerede Litauens selvstændighed, men Moskva svarede igen med en økonomisk blokade, og i januar 1991 stormede sovjetiske specialtropper TV-tårnet i Vilnius, hvor 14 civile blev dræbt, og flere hundrede blev såret. Sovjettro kommunister erklærede, at de have taget magten, men befolkningen reagerede hurtig og byggede barrikader omkring parlamentsbygningen, og fra hele landet rejste litauere til for at forsvare parlamentet. Det var så ved at være nogle af de sidste sovjetiske krampetrækninger, og efter et mislykket gammelkommunistisk kup i Moskva i august 1991, reagerede mange udenlandske stater hurtigt, og anerkendte Litauen som en selvstændig stat, og som en af de første, åbnede Danmark sin ambassade i Vilnius i oktober 1991.

I august 1993 forlod de sidste russiske tropper landet, og Litauen tilsluttede sig NATOs Partnerskab for Fred, og søger nu om optagelse i den Europæiske Union, og det litauiske flag vejrede så smukt fra grænsestationen, da vores pasformaliteter var i orden, og vi kørte ind i landet.

Det litauske flag er gult, grønt og rødt og meget smukt symboliserer det gule de modne hvedemarker, det grønne håbet og skovene, og det røde blomster og kærligheden til landet. Litauen er i dag på godt 65.000 km2 og har en befolkning på 3,7 millioner mennesker fordelt på omkring 80 % litauere, 11% russere, 7% polakker og lidt fra her og der.

Vippebrønde ved husene og håndmalkning på markerne.

Det var ikke ligefrem et land, der struttede af velstand, som vi kørte igennem, og landhusene var i meget dårlig stand, selv sammenlignet med polsk standard. Umalede træhuse eller afskallende gult eller grønt og grå eternittage, og ved nogen af husene var der vippebrønde, som jeg ellers kun har set på Frilandsmuseet. Til gengæld var der mange køer og heste på markerne, ikke i store folde, men enkelte her og der, og indimellem sad morlil og malkede sin ko midt på marken. Landskabet var bølget og bakket, og hvis der havde været noget at høste, så var det stort set allerede høstet.

Vi var blevet noget forsinket af grænseovergangen, og det var blevet midt på eftermiddagen inden vi holdt en kort frokostpause i Marijampole. Der var nogle mindre spisesteder i byen, men ikke steder, der hurtigt kunne klare en hel busfuld sultne turister, så vi delte os lidt ud, og en del sad bare på kantstenen og tærede på bussens pølsereserve.

Trakai slotsfæstning besøges også af litauiske turister.

30 km vest for Vilnius ligger Trakai, der var Litauens middelalderlige hovedstad, og på en smal halvø i et søområde, ligger en spændende slotsfæstning, som vi skulle besøge. Heldigvis var der længere åbent end der stod i min guide, med søndag kl. 10-17, for vi var der først kl. 17, og vi fik en time til at se på herligheden. Det er et område som også litauiske turister holder af at besøge, så der var en leben af mennesker ved souvenirboderne langs søbredden, og på træbroerne der førte over søen og ud til slottet.

Slottet blev opført i 1400 tallet, og herfra blev Litauen regeret, men da Trakai mistede sin betydning i 1600 tallet, begyndte slottet at forfalde, og til sidst var der kun en ruin tilbage. I 1952 påbegyndte man en restaurering eller genopbygning, og hele slottet er nu bygget op fra kælder til kvist i al sin magt og vælde. For at komme ind og se det hele, kræver det 3 billetter til ialt 8 litas ( 1litas = 2,28 danske kroner), og så er der adgang til mange fine udstillinger med mønter, våben, gamle kort m.m., og som der egentlig godt kunne bruges et par timer på.

Illuminerede nypudsede bygninger i Vilnius

Videre til Vilnius, hvor der var indkvartering midt i den gamle bydel på hotel Europa Imperial, der har til huse i en meget smuk, og helt nyrestaureret gammel bygning. Aftensmad i kælderen på den tilstødende gamle klosterbygning, og her var der kælet for alle bygningsmæssige detaljer med eg, sten og kobber, og tjenerne gjorde deres bedste for at betjene os på et vellykket engelsk.

Det var mørkt, da vi havde spist, og vi (Gitte og Kim) turde kun liste lidt ned af gaden, men vi bemærkede, at mange af de gamle og nypudsede bygninger var flot illuminerede, og det så helt eventyragtigt ud. Om det skulle være farligt for turister at bevæge sig rundt i Vilnius og i andre byer i Baltikum ved aftenstide, ved jeg ikke, men man skal vel ikke vifte med tykke tegnebøger, og det gælder nok overalt i verden. Vores chauffør sagde, at de aldrig havde været ude for noget, og vi fik da også efterhånden som rejsen skred frem, et mere afslappet forhold til sikkerheden, og på intet tidspunkt følte vi os utrygge.

Leninstatuen er væk og malerkosten er fundet frem.

Vilnius er Litauens hovedstad og har knap 600.000 indbyggere, og med 1200 bygninger af ældre dato, nogle mere end 500 år, er der masser af atmosfære i behold.

Hotel Europa ligger tæt ved Morgengryets port, der er den eneste intakte af Vilnius byporte. Vi stod tidligt op og nød morgenmaden ude i den hyggelige gårdhave til klosteret, og nåede lige en frisk morgentur ned igennem Vilnius hovedgade, forbi domkirken og rundt om Gediminas tårn, hvorfra det litauiske flag har smældet siden 7. oktober 1988.

Der er morgengry i Vilnius, så nu dages det brødre, og det lysner i øst. Man har fjernet den obligatoriske Lenin statue og andre symboler, der har kunne give den besøgende minder om den kommunistiske fortid, og der er fuld gang på restaureringen med stilladser (granrafter) omkring de gamle bygninger. Malerkosten er fundet frem, og man er allerede nået langt, selvom der mangler en god lang ende endnu, men det ser slet ikke håbløst ud. Selvom det stadig er riskosten, der anvendes, var der pænt og rent overalt, og det gælder i alle de byer, vi kom igennem i de Baltiske lande – ingen papir og affald liggende og flyde, og det gør unægtelig et godt indtryk på den besøgende. (Suk København, jeg korser mig). At der så er en masse forurenende industrier fra sovjettiden og urenset spildevand, der løber ud i floderne er en helt anden sag, men der arbejdes på sagen. ( UG København, med badevandskvalitet i havnebassinet.)

Stadig betonbarrikader omkring Parlamentsbygningen.

Vi skulle på byvandring senere på dagen, men vores guide havde arrangeret en førbybustur, hvor vi også kom lidt rundt i periferien, og vi fik da set nogle mindre kønne højhuse, men ellers ligger byen smukt på begge sider af floden Neris. Første stop var ved Parlamentsbygningen, hvor litauerne havde besluttet, at betonbarrikaderne omkring bygningen skulle bevares, indtil den sidste sovjetsoldat havde forladt landet. En rest af betonbarrikaderne, omkranset af pigtråd og en lille Jomfru Maria figur, ligger der dog stadig til minde om kampene i 1991, så det bliver ikke glemt lige med det samme.

Derefter kørte vi ud til Antakalnis kirkegården, der ligger i et kuperet skovbevokset terræn. Særlig smukt ligger 21 grave indbygget i en halvbue i en stor bakke, og det er de faldne fra Litauens frihedskamp ved TV tårnet og 7 grænsevagter, der hviler her. Kirkegården har vores egen dronning Margrethe beæret med et besøg i 1992. Der var ægte blomster på gravene, men vanen med at bruge den gode gamle riskost er svær at aflægge, for en dame gik og fejede med en riskost, der var lavet af plastik.

Barokkirken Skt. Peter og Skt. Poul kirken ser ikke ud af så meget ude fra, men indvendig er kirken, udsmykket med en overdådighed af stuk forestillende mennesker, dyr og planter og det op af vægge, hen over loftet og ned af søjlerne. Udenfor kirken sad en gammel kone og tiggede, og tårerne trillede hende ned af kinderne, og jeg tror såmænd ikke engang, det var skuespil. Det kan få os andre til at tænke på, hvor godt vi selv har det, og at omstillingen i Litauen har mange menneskelige omkostninger.

Lige overfor kirken ligger den danske ambassade i en smuk gul bygning med hvide søjler og uden at være prangende, er det et værdigt sæde med Dannebrog og Unionens flag smældende i vinden.

Vilnius Universitet er en perle.

Den fælles byvandring fortsatte til fods ned af gågaden, og igennem det gamle jødiske kvarter, og mit første indtryk af byen blev forstærket, med stor byggeaktivitet og mange smukke gamle huse, og ikke mindst Vilnius Universitet. Inde igennem universitetsgården ligger universitetets boghandel med flot bemalede lofter. Gå blot derind og snus rundt, og køb eventuelt nogle postkort, men ved siden af boghandelen ligger et toilet, og hvis man går op af trappen til højre, kommer man til et mindre søjlehvælvet rum, der er helt fyldt med bemalinger af historiske begivenheder, som vi intet kendte til. Vi kikkede og kikkede på de fantastiske vægmalerier og det var næsten ikke til at løsrive sig fra rummet, for det var så flot udført.

Jomfru Marias eget land.

Litauerne er på grund af den gamle alliance med Polen katolikker, og med en tro så dyb, at landet også kaldes "Jomfru Marias eget land". Vilnius er kendt som kirkebyen, og kirkerne ligger på hvert andet gadehjørne i den gamle by. Vilnius Katedral med sit smukke fritliggende kirketårn er fra 1784, og har lidt den forsmædelse, at kirken i perioden 1956 til 1988 blev frataget menigheden, og anvendt til kunstmuseum. Mange andre kirker i Litauen har i sovjettiden lidt samme skæbne, og er blevet lukket og omdannet til ateistiske museer, værksteder eller reservedelslagre. Mange biskopper og præster blev sendt til Sibirien, og samtidig blev religionsundervisning i skolerne sløjfet og bibliotekerne renset for religiøse bøger. I Stalins tid var det nok den visse død at protestere over kirkens degradering, men op igennem firserne blev der demonstreret for religionsfrihed, og i 1988 begyndte sovjetmyndighederne så at vakle i troen, og kirkerne begyndte at blive givet tilbage til menighederne. I oktober 1988 kunne biskop Sladkevicius, afholde messe foran Katedralen i Vilnius for over 20.000 mennesker, så den katolske kirkes kamp for religionsfrihed var lykkedes, og for første gang siden 2. Verdenskrig, kunne der fejres juleaften i åbenhed.

Det må kræve enorme summer, at istandsætte de gamle kulturskatte som kirkebygningerne repræsenterer, og der var ikke meget at se inde i Vilnius Katedral, udover tunge firkantede søjler og lidt malerier på væggene. Et af de bageste sidekapeller var dog overdådigt udsmykket, og her var der gang i en messe på døvesprog, og hvad der manglede i hørelsen, det havde de i stemmen, for synge det kunne de.

Eftermiddagen var til fri disposition, og vi startede med at gå op på borghøjen med Gediminas tårn, hvor der er et lille museum og en flot udsigt ud over den gamle by sydover og højhuse og nyere bebyggelse nordpå.

McDonald og himmelsk korsang.

Selv i Vilnius ligger der mindst en McDonald restaurant, og vi gik ind for at få frokost, og finde ud af Big Mac indekset, der kan bruges til at sammenligne prisnivauet i forskellige lande, idet en BigMac menu er en BigMac menu overalt på Jorden. Prisen var 9,8 litas sådan ca. 22 dkr., hvor en tilsvarende menu i Danmark koster 45 kr. Egentlig ret dyr for litauerne, når det tages i betragtning, at gennemsnitslønnen i Litauen er ca. 1.000 dkr. om måneden, men helt galt ville det være, hvis man ønskede et par Ecco sko, som vi så i en butik til 700 dkr.

En grå dyster bygning, husede det tidligere så frygtede KGB-hovedkvarter, men er nu indrettet til museum til minde om ofrene for folkedrabet, og det er ikke småting, der tales om, for under nazi - og sovjetstyret blev omkring 1 million mænd, kvinder og børn henrettet, eller sendt i sibiriske slavelejre. Vi var ikke inde på museet, for vejret var så smukt, og i det fjerne havde vi fået øje på en russisk kirke med løgkupler, og den stilede vi imod. Som i alle andre kirker, vi stødte på i de baltiske lande, stod døren åben, hvilket må være en invitation til at gå indenfor og få lidt fred med sin gud eller i hvert fald med sig selv. Kirken var tilsyneladende helt øde, og havde et rigt interiør, med masser af ikoner og små altre, hvor kirkesølvet lå fremme. Det var åbenbart meningen, at kirkegængerne skal stå op, for der var kun nogle få bænke, men vi satte os ned og nød køligheden og stilheden, og lidt efter kom en ung mand og slog korsets tegn og bad en stille bøn. Og så sandelig, ud af ingenting blev rummet fyldt af korsang, og hvis der lå en sådan kirke hjemme på Kimmerslevvej i Borup, ville jeg blive fast kirkegænger, for det lød bare så himmelsk.

Vi var efterhånden kommet et godt stykke udenfor den gamle by, og også her så husene da nogenlunde ud, og vi bemærkede en masse cykelstier, der var malet på fortovene, men vi så ikke en eneste cykel. Ellers bliver bytrafikken klaret af trolliebusser og selvfølgelig biler, men ikke hæsblæsende trafik som ses i andre store byer.

Morgengryets Port med sølvudsmykninger og tiggende koner.

Tilbage i den gamle by, nød vi de mange nyrestaurede huse i lyse afdæmpede farver og næsten altid med tilpassede kontrastfarver omkring vinduer og stuk. Men der er store kontraster i Vilnius i disse år, for lidt bagved hovedstrøgene er der også forfaldne gader, med revnede huse, der er støttet af skråstivere, for ikke at falde sammen. Vi gik f.eks. igennem en smuk nymalet portbygning, der gemte endnu en smuk nymalet portbygning, og så godt gemt af vejen, lå en stor kirke, der så meget forfalden ud. Døren stod åben, og vi var nysgerrige efter at se, hvordan der ser ud inde i en kirke der udvendig ser meget forfalden ud, og så kan det røbes her, ikke så overraskende, at der også så meget forfaldent ud indvendig. Væggene hang i laser, og der var intet inventar, men de havde da banket et stillads op af nogle granrafter, og var i gang med noget.

Tilbage til det pæne, hvor vi sluttede vores byvandring ved Morgengryets Port, hvor der i 1671 over porten, var opført et lille kapel til ære for Vilnius Madonna, der sammen med den tilstødende kirke, er noget af det helligste i det østlige katolske Europa. Madonnaen anses for at have helbredende kræfter, og trækker mange østeuropæiske pilgrimme, samt lidt turister, der som os prøvede at komme op af den smalle trappe til kapellet. Der var dog ikke så mange turister, som jeg regnede med, for da vi kom til døråbningen, faldt alle de mennesker, der var i kapellet på knæ, og de bad og bad og fik nadver og bad igen, så vi til sidst stille listede af igen, og måtte nøjes med Vilnius Madonna lidt på afstand. Igen stor kontrast til kapellet, med sølvudsmykninger på væggene og andre forgyldninger, og til flokken af tiggende gamle koner ved indgangspartiet med bedende øjne.

Aftenspisning med rejsegruppen ude i byen på en hyggelig kælderrestaurant med underholdning med folklore musik med musikanter i middelalderkostumer, og det var først ved desserten, der blev lidt madro.

På kun et døgn, var vi blevet trygge ved selv at vandre hjem igennem Vilnius nattemørke gader med de smukt illuminerede bygninger, men jeg måtte lige kalde Gitte til orden, da hun ville skyde genvej igennem en bælgmørk gade, for at lede efter en postkasse.

Jeg elsker den brogede verden.

Fra Vilnius går den fine motorvej A2 nordvestpå, og stadigvæk bliver vejen kaldt Via Baltika og helt eller delvis finianseret af EU. Rejseselskabet var allerede for et par dage siden, begyndt at underholde hinanden på de lange busstræk med foredrag, historier og rejsebeskrivelser, så vi fik lært lidt om dette og hint, foruden en masse information om landene og byerne fra vores guide Kirsten. I bussen var også en flok Samvirke sangbøger, med alle de gode gamle samt lidt nye danske viser og sange, og det var et rigtig godt indslag med 3-4 sange engang imellem f.eks. H.V. Kaalunds:

Jeg elsker den brogede verden

trods al dens nød og strid;

for mig er jorden skøn endnu

som i patriarkernes tid.

De snakker, som om den er gammel

Af synd og sorger mæt.

O nej, den flyver endnu i dans

Om solen så ung og let.

Jeg har grædt, som andre, af smerte

Fordi min boble brast

Men boblen er ikke verden

Læg verden det ej til last.

Var livet en dans på roser

Mon alt da var bedre end nu.

Hvis ej der var noget at kæmpe for

Hvad var da vel jeg og du.

Kamp må der til, skal livet gro

Ej kamp blot for dagligt brød

Men kamp for frihed i liv og tro

Thi evig stilstand er død.

Og derfor elsker jeg verden

Trods al dens nød og strid

For mig er jorden skøn endnu

som i skabelsens ungdomstid.

Så smukt kan det siges eller synges, og uden at vi vidste det endnu, var vi begyndt at øve os på at optræde på en berømt tribune, men herom senere.

Fattige Seduva, men masser af sommerblomster.

I den lille provinsby Seduva med omkring 8.000 indbyggere, gjorde vi formiddagsholdt, og de små uannoncerede stop forskellige steder i landene, var bare rigtig gode, og for mig lige så interessante som de store seværdigheder.

Der er ikke noget offentligt toilet i Seduva, men vi fik lov til at benytte toilettet på byens lille hospital. Jeg kan kun berette om herretoilettet, der var sort som kul uden vinduer og elektrisk lys, og så kan man selv tænke sig til lugten, for det var ikke nemt at ramme kummen. I mørket kunne jeg på en hylde skimte en række syltetøjsglas, tomme forstås, og det var vel til urinprøver.

Byen havde et par fine supermarkeder og vi købte 2 ltr, gulerod/banan sodavand, nogle cookies og en plade chokolade til i alt 5,09 litas ca. 13 dkr. Der var også et lille udendørs tøjmarked med lidt nyt og mest brugt tøj, der var lagt ud på tæpper på jorden, men finere var en flok BHer, der var bredt ud på en bilkøler. Byens huse var umalede eller afskallede, og så ret så trøstesløse ud, men hør så her. I indkørslerne til byen og i alle byens rabatter, havde de sørme plantet de nydeligste sommerblomster.

I det nordlige Litauen er landskabet stadigvæk fladt, men der er større og tilsyneladende mere veldrevne marker og et par unge damer stod et sted i vejkanten og solgte "frugt". Jo, de havde da lidt frugt, men de var ikke iført almindelig bondepigetøj, det var nærmest henne i en lidt anden branche.

I Siauliai overlevede kun 15 % af husene 2. verdenskrig.

I Siauliai der er Litauens fjerdestørste by med omkring 150.000 mennesker, fik vi 1½ times middagspause, og da vi ikke ville bruge den dyrebare tid på et restaurant, udforskede vi i stedet en bagerbutik, og med lidt forskelligt brød, blev vi begge mætte efter en investering på 2½ litas ca. 6 kr.

Siauliai betyder skytte, og ved byens 750 års jubilæum, blev der rejst en 21 meter høj søjle med en gylden bueskytte, og det er til minde om et svundet slag, hvor de lokale krigere, fik lokket fremrykkende sværdriddere ud i et sumpområde, hvor de sad fast i hængedyndet, og der kunne gøres kort proces. Byen har været plyndret og brændt af både svenskere og Napoleon og kun 15 % af byens huse overlevede 2. Verdenskrig. I sovjettiden blomstrede Siauliai op, med en kæmpemæssig luftbase og industri til den Røde Hær, og det gav selvfølgelig byen en nedtur da Sovjetunionen kolapsede.

Siauliai har nogle brede boulevarder og grønne torve og endda en gågade med forretningsliv, skulpturer, vandkunst og grønne træer. At det ikke er fryd og gammen det hele, kunne fornemmes, da en ældre mand stod med sin badevægt og et skilt med o,2 litas. Lidt finere blev det dog lidt længere henne af gaden, hvor der stod en dame i hvid kittel med en hvid skolelæge vægt, men så kostede en vejning også 0,25 litas.

Gågaden endte i et stort overdækket marked med dagligvarer, grønsager, fisk, kød, tøj og rodekasser med bil- og cykeldele, samt en kølig hal med de flotteste blomsterdekorationer.

To håndflettede kurve og en gammel morlil.

Ved indgangen til markedet sad en gammel kone i skyggen af en mur. Hun tiggede ikke, for foran hende stod 2 små flettede kurve af uafbarkede pilekviste. Der var ingen prisskilte, men det var tydeligt, at de var til salg. Da jeg gik ind på markedet, besluttede jeg, at jeg hellere måtte gøre dagens gode gerning, ved at købe den ene af kurvene, men da vi kom ud af markedet, var hun faldet i søvn : " Vågn op morlil, vi vil gerne købe den ene af kurvene" Hun glippede med øjnene og jeg rakte hende 10 litas, og uden at kende prisen vidste jeg fra markedet, at det var en meget høj pris for en lille kurv. Hun tog seddelen og kikkede sig forvirret omkring, for hun havde givetvis ingen byttepenge, så hun pegede på den anden kurv, så vi kunne tage den med i købet, men vi nøjedes med den ene kurv og lod hende forstå, at det var i orden for os. Så nu står den hjemme på vores sofabord, og kan minde os om, hvor godt vi har det i vores eget land, hvor min mor ikke behøver sidde på gaden med 2 små håndflettede kurve.

Korshøjen vil vi aldrig glemme.

Lidt nord for Siauliai ligger Kriziu Kalnas "Korshøjen", hvis oprindelse fortaber sig i fortiden, men det menes at skikken med at plante et kors på højen stammer fra 1300 tallet. I de efterfølgende århundrede, kom højen til at stå som et symbol på modstanden mod landets forskellige undertrykkere, og det startede med at egnens fattigfolk i nattens mulm og mørke plantede et kors. Senere rygtedes højens eksistens, og folk kom langvejs fra for at plante et kors. Mange kors blev plantet under den første nationale vækkelse i 1800 tallet, og under folkeopstanden mod tsardømmet, blev der rejst kors for at redde sjæle fra de faldne oprørere, for man vidste ofte ikke, hvor de var begravet.

Under Stalintidens terrorregime blev der rejst kors, og folk, der kæmpede for retten til religionsfrihed, rejste kors. To gange har sovjetiske tropper ryddet højen med bulldozer og brændt det hele af, men der blev igen rejst kors og ikke bare af religiøse og politisk aktive litauere, men også troende katolikker fra hele verden. Selv pave Johannes Paul har været her i 1997 og rejste et kors, og i dag tager nygifte litauer til højen og sætter et kors, og beder om Guds velsignelse, og så er der også lige et par fra Borup, der har sat et kors – et lille bitte et i hvert fald.

Inden man kommer til Korshøjen, ligger der en række souvenirboder med salg af mest religiøse souvenirs og små kors, og jeg købte et for 2 litas og stak det i baglommen og ville hjemføre det som souvenir. Jeg havde inden læst om Korshøjen, men var ikke forberedt på mængden af kors, og det dybe indtryk stedet gjorde på mig. Foruden tusindvis af store kors i alle afskygninger, var der figurer af Jesus og øverst på højen en figur af Jomfru Maria. Smalle stier førte op imellem korsene, og på alle de store kors hang mindre kors i så tykke bundter, så de dannede tætte vægge langs stierne. Mit kors i baglommen, som vi ellers skulle have med hjem, var vi nødt til at hænge op, så vi kunne give vores eget lille bidrag, som protest mod alle undertrykkere og til hyldest for friheden. På vejen ud måtte vi så købe et nyt kors, og så faldt jeg også lige for en herlig hjemmesnittet træfigur, som sælgeren stolt viste frem, og så kisteglad ud, da jeg gerne ville købe den.

Grænsen til Letland krydses. 

Efter en lille time af en bulet 2 sporet vej, nåede vi frem til grænsen til Letland, hvor vi igen skulle skifte til ny valuta, og denne gang skulle der ikke klattes med småpengene, for hver lats er over 13 dkr. værd. Ved grænseovergangen holdt 3-4 busser og et par lastbiler, men vi fik positiv særbehandling, og blev vinket forbi en norsk bus, så der er åbenbart nogle fordele ved at have formandskabet af EU, og i alt tog grænseformaliteterne 3 kvarter. På lettisk side var der bygget en fin ny grænsestation, måske på sigt overflødig, hvis de bliver medlemmer af EU, men man forstår dem, med den nylige vundne selvstændighed.

Letlands areal er på 65.589 km2 og har en befolkning på omkring 2,5 millioner mennesker, så der er god plads, men befolkningssammensætningen er ikke uden problemer, da kun 57 % er letter og størstedelen af resten er russere. Og russerne er langtfra populære, med de mange års undertrykkelse, så det er næsten umuligt for dem at få lettisk statsborgerskab, og adgang til at deltage i valgene.

Indtil år 1200 var Letland beboet af baltiske stammer, men så trængte de tyske sværdriddere op for at kristne hedningene, og overtage magten og handelen, og Riga blev en af hansestædernes rigeste byer. Den russiske zar Ivan den Grusomme, ville have adgang til Østersøen og fordrev sværdridderne, men så blandede Polen og Sverige sig, og efter en indbyrdes krig herskede Sverige over det meste af det nuværende Letland, og gennemførte en række positive reformer, bl.a. blev lettisk officielt sprog. Den Store Nordiske Krig forrykkede igen magtbalancen, og i 1710 erobrede russerne Riga og senere resten af Letland. Stadig under russisk herredømme, voksede den lettiske nationalfølelse i midten af 1800 tallet, hvor lettisk litteratur og historie blev udbredt, og den første sangfestival blev afholdt i Riga i 1873 (herom senere). Efter uroligheder og borgerkrige, blev der i 1920 underskrevet en fredsaftale, der forpligtede Sovjet til at anerkende Letlands suverænitet. I hele 20 år varede selvstændigheden, der dog ikke huskes for demokratiets gode vilkår, for i 1934 kom Ulmani til magten, og han ville kaldes vadonis det lettiske ord for fører. Ulmani indførte et fascistisk styre med ham selv som diktator, og så var det farvel til politistiske modstandere og fagforeninger, og goddag til propaganda-ministeriet og hemmeligt politi.

Letland mistede en trediedel af sin befolkning.

Under 2. Verdenskrig og tiden derefter, ligner Letlands historie i store træk Litauens, med tvungen bistandsaftale med russerne, indrykning af sovjetiske soldater, derefter nazisterne, så Den Røde Hær igen, og Stalin overbeviste Churchill og Roosevelt om, at de baltiske lande var en naturlig del af Sovjetunionen. Under krigen mistede Letland en trediedel af sin befolkning, og med Stalins fortsatte udrensninger blev der plads til en halv million russere, hviderussere og ukrainere til at bemande den sværindustri og de kemiske fabrikker, som russerne mente var et godt sted at placere i Letland.

Fra midten af 1980erne begyndte massive demonstrationer mod miljøforurening, og flagforbudet mod at vise det lettiske flag blev trodset, og så gik det ellers slag i slag, frem til Letlands fuldstændige uafhængighed fra Sovjetunionen den 21. august 1991 og allerede 3 dage efter blev Lenin-statuen i Riga revet ned og kørt bort.

Æbletræer langs vejen  og nybyggeri.

Det første stykke fra grænsen er der plantet æbletræer langs vejen, og senere kom vi igennem store skove med eg, birk, gran og fyr, og indimellem skovene var der mindre marker, der mest lignede brakmarker. Langs vejen var der fine tilsyneladende helt nye vejskilte, og de sidste 20 km til Riga var der endda motorvej. Det meste af den bebyggelse vi kom forbi, var af den sædvanlige nedslidte standard, men vi kom også forbi nybyggeri med Rimimarked, Statoiltanke og en stor Yamaha forretning, så der er ved at ske noget.

Indlogering på det 26 etager høje luksushotel Reval Hotel Latvija. Hotellet er fra sovjettiden og var blevet mere og mere nedslidt, men for et par år siden blev al indmaden fjernet, så kun skelettet stod tilbage, og hotellet virker nu, som var det funklende nyt.

Hovedstaden Riga med Strøglignende tilstande.

Efter dinnéen på hotellet nåede vi (Gitte og jeg) en aftentur ned igennem den gamle by, og fik snuset lidt rundt. Riga har 790.000 indbyggere, eller er det 900.000, det er der lidt delte meninger om i rejselitteraturen. Det kan derimod slås fast, at letterne er i mindretal i deres egen hovedstad, efter den årelange strøm af tilflyttende russere. Riga har mere storby atmosfære end Vilnius, med meget mere biltrafik og sporvogne, og ned af gågaden Kalku Iela, var der "Strøglignende" tilstande med masser af mennesker, cafeer og gadeoptræden. Unge damer vimsede rundt med bare maver og høje hæle på brostensbelægningerne, så nu mangler de kun tattoveringen og ringen i navlen, så ligner de helt vore egne piger og dog - de lettiske piger er gennemsnitlig noget slankere.

Byen ligger i bunden af en stor bugt, på begge sider af Daugavafloden, og med den gamle slotskanal omkring det meste af den gamle by, virker byen let og luftig med mange parker med sommerblomster. På denne lille aftentur igennem Riga hæftede vi os, foruden byens liv, især ved Frihedsmonumentet og Sortehovedernes hus. Frihedsmonumentet blev rejst i 1935, og symboliserer Letlands kulturelle arv, og øverst på en søjle står Milda, der er Letlands frihedsgudinde. Teksten på monumentet "For fædrelandet og friheden" var noget af en torn i øjet på sovjetmagten, og der var planer om at rive monumentet ned i 1948. Det fik dog status som kunstværk, og fik lov at blive stående, men personer der i sovjettiden lagde blomster ved monumentet, kunne risikere at blive arresteret af KGB og komme i fængsel eller miste deres job. Det var samtidig forbudt at samles ved monumentet, så det var selvfølgelig her, at letterne i 1988 trodsede forbudet, og afholdt de første massedemonstrationer mod det kommunistiske regime.

Hvem sorthovederne var, har jeg ingen anelse om, men det var vistnok et laug i forretningsmæssig sammenhæng, og penge det havde de, for de byggede i 1344 det pragtfuldeste hus man kan tænke sig, med takkede gavle, figurer og relieffer og anden udsmykning. Det hus man ser i dag, er dog en kopi, for i 1941 blev huset skudt i grus, og resterne blev jævnet med jorden i 1948. Indenfor de sidste år er huset skudt op igen, og det er imponerende, at det fattige Letland formår at rejse et sådan pragthus igen. Det "gamle rådhus" på byens rådhusplads, har også rejst sig igen, og malerne var ved at lægge sidste hånd på værket. Ved siden af rådhuset stod resterne af den grå kedelige kommunistiske betonbygning, som nu må vige pladsen, for de nye "gamle" huse, og det er dog en velgerning af få det beton væk.

Hengemte postkort og morgenmesse i katedralen.

Morgenmadbuffeter på luksushoteller er næsten uanstændigt overdådige, og man kan kun smage på en brøkdel af udbudet, så der var tid til en tur på gaden, inden dagens uannoncerede formiddagstur med rejseselskabet. Af en freelance postkortsælger, fik vi købt 18 postkort af Rigas seværdigheder for kun 1 lats, og så havde han endda også frimærker, og anviste nærmeste postkasse. Postkortserien viste sig senere, at være en hengemt serie fra sovjettiden og trykt i Moskva, og efter at nye postkortserier er trykt, så vores røverkøb noget afbleget ud.

Lige i nærheden af hotellet ligger den russisk-ortodokse katedral med kupler og det hele, men i sovjettiden var kirken omdannet til planetarium og hed Kundskabens hus. Nu er kundskaben igen veget for det religiøse, og vi nåede lige morgenmessen, hvor menigheden lå på knæ på gulvet og bad, både de tykke koner og hende i stram kjole, samt forretningsmanden med sin mappe. Der er et eller andet med akustikken i kuplede rum, for det lød bare himmelsk, med en messende mandstemme og kvindestemmer der svarende. På et bord i sidekapellet kunne der lægges offergaver, til de fattige eller præsten det ved jeg ikke, men der lå brød, melposer, honningkage, 3 karameller, og lys m.m.

På formiddagsbusturen var vi igen ude på et mindested for faldne, der havde kæmpet for fædrelandet i forskellige frihedskampe, og her stod en statue af moder Letland med de faldne sønner ved fødderne. Række op og række ned lå de, generalerne nærmest mindestedets centrum og længere væk gravene med påskriften NEZINAMS ukendt.

Fire ravkæder for en dansk hundredkroneseddel.

Udenfor mindestedet stod en enlig ravsælger, og der opstod næsten tumultagtige scener, da det gik op for rejseselskabets damer, at han solgte 4 ravkæder for en flad dansk hundredkroneseddel. Derefter kørte vi hen til et automobilmuseum, og automobiler på museum har aldrig sagt mig ret meget, så jeg gik en hurtig runde, og gik så ellers ud og vandrede i stedet lidt rundt i et nærliggende boligblokkvarter. Kvarteret kunne godt til forveksling ligne et dansk boligkvarter, måske lige bortset fra den gamle morlil, der gik rundt imellem husene, og vogtede over sin enlige ged.

Ravsælgeren var fulgt efter til museet i taxa, for lige at få afsat de sidste ravkæder, og stadig i taxaen viste han vej til nogle af Rigas fornemme huse i Jugenstil – det sidste dog af ren venlighed, for nu var markedet mættet. Riga har udenfor den gamle bydel mange bygninger i den overdådige jugenstil, på dansk det mærkelige ord skønværk, men måske alligevel dækkende, med pragtfacader med figurer, gesimser og løvefødder i alle udformninger. Nogle af Jugenstil bygningerne var nyistandsatte, men andre trængte gevaldig til en omgang, og indimellem lå de gamle træhuse, der alle sagde "GORI".

På den videre byrundtur med rejsegruppen, nu gående igennem den gamle by, kom vi forbi en musikgruppe, og de havde lynhurtig observeret, at vi var danskere, og spillede smukt "Der er et yndigt land" og fik så scoret lidt på det. Ellers så vi domkirken, det gamle krudttårn med kanonkugler i murværket fra russiske invasioner, og den Svenske Port, med en historie jeg ikke kan huske, og så var eftermiddagen ellers til fri disposition.

Centralmarkedet i gamle zeppelinerhaller.

Vi stilede mod centralmarkedet, der har til huse i 5 kæmpehaller, der oprindelig var bygget som hangarer for zeppelinere under 1. Verdenskrig, og som blev brugt af den kejserlige tyske hær til overvågning af Kurland. 15.000 m2 under tag og efter sigende det største marked i Nordeuropa, især i sovjettiden, hvor de handlende kom hertil fra hele unionen, for at falbyde deres varer. Nu er det mest kød, fisk, grønt, og mejeriprodukter i bugnende boder, men der kunne også stå en gammel kone med 5 hvidløg eller 2 bundter persille. Prislejet var rimeligt efter danske forhold, og jeg bed mærke i, at et franskbrød kostede 0,12 lats ca. 1,50 dkr. og 1 kg kartofler 0,06 lats og en Sprite på dåse 0,30 lats.

Med al den mad blev vi sultne, og 2 store stykker pizza og 2 kager kunne fås for tilsammen 0,8 lats, men så måtte vi også tage til takke med en solbeskinnet rendesten, midt imellem boder med tøj, sko og deslige. Igen må det dog bemærkes, at Riga er ren og uden affald, der ligger og flyder, så det var en pæn rendesten.

Senere var vi inde og se Besættelsesmuseet, der hed noget helt andet, da det blev bygget i 1970. Dengang var museet pro-sovjetisk og stærkt propagandistisk, og blev bygget for at hylde de lettiske skytter, der under 1.verdenskrig kæmpede mod de fremstormende tyskere, og siden sluttede sig sammen med bolsjevikkerne i Den Røde Hær. Stalin og Co må nu vende sig i deres grav, for nu er temaet i museet Sovjetunionens 50 årige besættelse, og overgreb på de baltiske lande. Fotografier over uhyrlighederne blev vist, og vi læste at USA, Australien, Canada, Great Britannien, Frankrig, Spanien, Portugal, Polen, Tyrkiet, Finland, Norge og Danmark, aldrig anerkendte, at Letland blev indlemmet i Sovjetunionen.

Sortebrødrenes pragthus og rugbrød med flødeskum.

Vi sad i solen og beundrede Sortebrødrenes hus, og bemærkede, at der nogle gange gik mennesker ind i huset, der ellers så lidt tillukket ud. Der kunne jo ikke ske andet end, at vi blev smidt ud igen, så vi gik også ind, og kom ind i nogle fine gemakker, hvor der kom en mand frem og spurgte om billetter. De skulle så købes for 1 lats i souvenirbutikken inde ved siden af, og hvis de havde sat et lille skilt op, eller åbnet døren ind til huset, havde mange flere turister fået en rigtig god oplevelse. Det viste sig, at hele kælderregionen fra det gamle hus var bevaret, og her var der en interessant udstilling med billeder fra husets historie, iblandet nogle af de originale statuer fra husets facade, og i den øvre nye del af huset, var der udstilling af gammelt sølv og ellers adgang til fornemme sale.

Aftensmad ude i byen med rejsegruppen, og de var så effektive i restauranten, at kaffen kom opskænket midt i hovedmåltidet, ved vores bord i hvert fald, ved andre borde kom vinen, der var bestilt aldrig, så der er lidt at lære endnu. Om det var en traditionel lettisk dessert ved jeg ikke, men revet rugbrød i høje glas lagvis med flødeskum, ligger som en brosten i maven, og for første gang i mands minde, måtte jeg give op midt i en dessert.

Aftentur på kryds og tværs i den gamle by, hvor biltrafikken meget fornuftigt er reduceret med bomme, og ellers var der masser af forretninger alle steder, og masser af mennesker, og en del gamle tiggende koner, men de sad pænt, og de bukkede, hvis man gav dem lidt.

Riga kan ikke ses på en dag, men vi kom da alligevel noget rundt, og vi fik et rigtigt godt indtryk af byen, og ligesom i Vilnius er der grøde og fremgang i luften.

Lidt rød maling og Estland ville ligne Sverige.

A1 fortsætter nord for Riga langs kysten, og ved Saulkrasti gjorde vi formiddagsholdt i en fyrreskov tæt ved stranden. Meget smukt strakte sandstranden sig til begge sider med fint sand og overraskende iskoldt vand. Med enkelte glimt ud til kysten, fortsætter vejen mellem Riga og grænsen til Estland igennem mange store fyrreskove, og kun indimellem var der enkelte tilsyneladende udyrkede marker. Der var rent langs vejen, og hvis den spredte bebyggelse havde fået lidt rød maling, kunne landskabet lige så godt ligne Sverige eller Finland. Ved grænseovergangen mellem Letland og Estland kørte vi lige igennem den lettiske side, og Estland kunne klare formaliteterne på kun ½ time.

Estland er på næsten Danmarks størrelse med 45.125 km2, men landet har kun omkring 1½ million indbyggere, der består af 65% estere, 32% russere incl. ukrainere og hviderussere, og resten finner og lidt andre. Sproget hører til den samme sprogstamme som finsk, og de kan med lidt besvær forstå hinanden. For få årtier siden, blev det pålagt, at folk i offentlige embeder skulle lære russisk, men nu er bøtten vendt, og efter den nye selvstændighed blev estisk atter statsprog, og det skulle tales af de statsansatte, ellers var det fyring.

Dannebrog faldt og vi vandt, men senere solgte vi hele herligheden.

Estlands historie er for en stor del sammenfaldende med de øvrige baltiske lande, men det med Dannebrog, der faldt ned fra himlen, må vi lige dvæle lidt ved. Den danske konge Valdemar, var i 1200 tallet i gang med at gøre Danmark til Østersøens førende magt, og i 1219 var han nået til Estland med sit korstog, for at omvende de hedenske baltere. Den 15. juni havde esterne overgivet sig, troede danskerne, men det viste sig at være en krigslist, og et overraskende estisk angreb førte til en lang udmarvende kamp, hvor danskerne var ved at miste fodfæstet. Men så faldt Dannebrog ned fra himlen, og en stemme i det høje sagde, at når fanen løftedes ville danskerne vinde slaget. Og sandelig, Valdemar blev til Valdemar Sejr, for krigslykken vendte, og det kun ved hjælp af Dannebrog, og så lige en tysk korsridderhær der kom til hjælp, men det bliver der ikke talt så meget om.

I de følgende år var der konstant konflikter mellem danskerne og de tyske riddere, og reelt var det kun i hovedbyen Tallin, at danskerne havde magten, medens tyskerne beherskede resten af landet. Efter 127 år blev Valdemar Atterdag træt af besværlighederne og solgte de danske besiddelser til Den tyske Orden for 4,5 tons rent sølv, og tyskerne dominerede nu landet i de næste århundreder.

Tallin betyder danskerbyen.

Danskerne vendte dog tilbage i 1559, hvor Frederik den 2. købte Estlands største ø Saaremaa og dele af det vestlige Estland, men senere i midten af 1600 tallet, var det svenskernes tur til at være Østerøens stormagt, og de erobrede hele Estland. Så var det helt slut med de danske bisiddelser, men vi har da stadig navnet tilbage, da Estlands hovedstad Tallin betyder danskerbyen.

Omkring 150 år med svensk overherredømme, inden zar Peter den Store i 1710 trådte ind på areanaen, og først da det var helt slut med zar-Rusland i 1919, kunne Estland erklære sig uafhængigt efter 700 års fremmed herredømme. Efter få år med demokrati, gennemførte Estlands statsminister Konstantin Päts et statskup, og blev diktator, men heldigvis en af de lidt mere spiselige diktatorer, uden masse-arrestationer og henrettelser, og pressen måtte stort set skrive, hvad de ville.

Under og efter 2. Verdenskrig er Estlands historie helt analog med de øvrige baltiske lande, med den såkaldte russiske bistandsaftale, russiske soldater der rykkede ind, derefter tysk nazi invation, så russerne igen hvor Estland blev indlemmet i Sovjetunionen, med efterfølgende tvangsforflytninger og henrettelser. Senere under Bresjnev ved roret i Sovjet, blev der satset kraftig på industrialisering i Estland, og landet opnåede den højeste levestandard i hele Sovjetunionen.

Det er dog noget andet af være herre i sit eget hus, og i slutningen af 1980 erne var der massedemonstrationer mod sovjetstyret, og der kom skred i den proces, der ikke kunne stoppes.

Den syngende revolution.

Balternes fredsommelighed og besindighed, blev kendetegnet ved de afholdte demonstrationer og "Den syngende revolution", blev mediernes betegnelse for de baltiske landes selvstændighedsproces. Det gjaldt f.eks. demonstrationen eller sangfestivalen 11. september 1988, hvor 300.000 mennesker mødtes i Tallin, og sang fædrelandssange, medens det ellers forbudte estiske blå-hvide-sorte flag blev luftet. To år efter deltog over en halv million estere i sangfestivalen, og det er mere end en tredjedel af landets befolkning, der sang deres nationale sange, og gav udtryk for deres afstandstagen til de sovjetiske magthavere. Det var stærkt gjort og helt i min ånd, og mine nakkehår rejser sig, og jeg får næsten tårer i øjnene bare ved at skrive det her, og gid alle revolutioner i verden for frihed og demokrati, kunne foregå så fredeligt. Estland erklærede sig uafhængigt 20.august 1991, og Danmark åbnede sin ambassade i Tallin i oktober samme år.

Estland er et hestehoved foran.

Vejen nordpå fra grænsen skifter nu nummer til vej 4, men hedder stadig Via Baltika, og går i tæt afstand fra kysten. Ved en lille skovkirkeruin med en sandet kirkegård, stoppede vi og strakte ben, inden vi ved frokosttid nåede Pärnu, der er Estlands fjerdestørste by med omkring 55.000 indbyggere. I 1838 opførte man et sanatorium i byen, og det har præget byen lige siden, med opførelse af flere sanatorier, og tiltrækning af mange mennesker til mudderbade og salt havvand. Med halvanden times stop i byen, var der for vores vedkommende ikke tid til mudder, men vi fik gået rundt i byens meget hyggelige gågadekvarter, med forretninger og restauranter, og det lignede næsten en dansk købstadsgade.

Estland var det første land i Baltikum, der fik indført egen valuta, og 1 estisk kroon koster 0,4880 dkr. og for lige at anskueliggøre prisniveauet, gik vi ind et sted og fik en sildeanretning med dessert og sodavand til 57 kroon ca. 28 dkr. pr. person. Der er mange gamle træhuse i Pärnu, og også gråskallede lejekaserner, men der er sandelig også de nydeligste villakvarterer med nymalede huse, og man får hurtigt det indtryk, at Estlands udvikling er et hestehoved foran de 2 andre baltiske lande.

Videre nordpå af vej 4 igennem skove af fyr, gran og birk, og i udkanten af Tallin slog grøden rigtig igennem, med pæne fabriksbygninger, indbøbscentre, bilforretninger og nybyggede villaer, så det gav et helt vestligt indtryk.

Tallin er Baltikums bedst bevarede middelalderby.

Tæt på den gamle by i Tallin, blev vi indlogeret på Reval Park Hotel og Casino i et suitelignende hotelværelse, med den bredeste dobbeltseng jeg endnu har set. Vi var for nysgerrige, og kunne ikke vente, så inden aftensmaden på hotellet, nåede vi lige en runde inde i den gamle by, der efter sigende er den smukkeste og bedst bevarede middelalderby i Baltikum, og jeg tror dem gerne.

Tallin har godt en halv million indbyggere, og den gamle by er opdelt i den øvre by Toomea og den nedre by Vanalinns. Den øvre by hviler på en kalkstensklippe med mange flotte udsigter, og det var her adelen og kirken havde hovedsæde i middelalderen, og herfra deres magt blev udøvet. Den nedre by var borgernes, købmændenes og håndværkernes by, og de havde selvstyrende status med deres eget råd og mønt, og de havde omsluttet deres by af en gigantisk bymur med vagttårne. I næsten 700 år eksisterede denne adskillelse, men i vore dage er de to bydele forbundet af stejle trappegader og snævre gyder.

Fascineret lydorgie fra Aleksander Nevski Katedralen.

Tallin kaldes også "tårnenes by" med kirkespir og fæstningstårne overalt, og meget dominerende ligger Aleksander Nevski Katedralen med sine store løgkupler på toppen af klippen i den øvre by. Kirken er russisk-ortodoks og er opført omkring år 1900, og er en torn i øjet på esterne, da den står i skærende kontrast til den øvre bys øvrige arkitektur, og så sikkert også fordi den er russisk. Der har derfor været planer om at rive den ned, eller eventuelt flytte den, men jeg håber sandelig, at de besinder sig, og accepterer den smukke bygning, som en del af Tallins brogede historie. Vi kom netop forbi kirken kl. 18, og klokkerne slog og kimede i en øresønderrivende høj lyd, der ikke var larm, for det var et meget fascinerende lydorgie, der tav lige så pludseligt som det begyndte.

På gader og torve var der en leben af mennesker, også mange der lignede turister, og der var fortovsrestauranter og forretninger i massevis, og ved indgangen igennem bymuren lå blomsterhandlerne i stribevis, med de flotteste bundne blomsterbuketter.

Unge damer på gadehjørnerne kom med tilbud.

På mange gadehjørner stod unge damer, og de kom med tilbud til de forbipasserende på velformuleret engelsk. Nej, det var ikke sådanne unge damer, for de stod ved postkortstativer, og tilbudet lød på 7 kort for 5 korts pris, og det var ikke hengemte kort fra kommunisttiden, men virkelig flotte farvestrålende kort. Til gengæld var der ingen tiggere at se, udover en etbenet mand, der diskuterede med et par betjente, så han måtte nok ikke sidde der, hvor han sad.

Igen en fin middag på hotellet, og bagefter gik vi en tur ud af Liivalaia en af hovedgaderne i det kvarter, hvor vi boede, og her skød glaspaladser i form af banker, hoteller og indkøbscentre op, ind imellem de gamle umalede træhuse og gråt kommunistbeton. Et stort hjørnehus fra 1954 med en tårnlignende konstruktion og et spir, bærer stadigvæk en stor stjerne som kransekagefigur, men bortset fra det, så er Tallin ved at ryste kommunisttiden af sig, og er i fuld gang med at rejse sig.

Dagens uprogramsatte formiddagsbustur gik ud til Kadriorg-parken, som er anlagt omkring det slot, som zar Peter den Store byggede i begyndelsen af 1720erne til sin gemalinde Katarina. Slotte har lige været igennem en gennemgribende renovering, og fremstår yderst nydeligt i lyse farver med tilpassede rødlige farver omkring vinduer og døre, og en svanesø med en lille pavillion på en ø, fuldender omgivelserne.

En dansk fædrelandssang på rette sted.

Tæt ved ligger sangfestivalpladsen Lauluväljak, og det var her Den syngende revolution med 600.000 deltagere gav deres bidrag til selvstændigheden, så det er et yderst historisk sted. En stor skålformet scene har plads til 30.000 sangere, og en kæmpe naturligt skrånende græsplæne, har plads til flere hundredtusinde tilhørere. Igennem en årrække og stadigvæk, skiftes de 3 baltiske hvert 5.år til at afholde sangfestivaller, og det er et tilløbstykke med tilrejsende fra nær og fjern. Vores rejsehold ville ikke stå tilbage, og efter lidt besvær med at få lukket ned for noget popmusik, der gjaldede i højtalerne, gik vi på scenen, og sang et par danske fædrelandssange. 45 sangere og 4-5 busfulde tilskuere i den fjerneste ende af græsplænen, smagte kun lidt af fugl, men alligevel, og jeg synes det var en stor oplevelse at stå netop på det sted og synge.

Sidste stop på formiddagsturen var ved Pirita, hvor sejlsport konkurrencen i 1980 blev afholdt, da Moskva var vært ved De Olympiske Lege, og vi fik lejlighed til at gå langt ud på molen i Tallinbugten med udsigt til byen og tårnene over vandet, eller besøge den nærliggende Skt. Birgitta klosterruin.

Med korte bukser i lastens hule.

Tilbage på hotellet for at chekke ud, men da vores hotel også var et casino, og vi havde 10 minutter, så gik jeg ind i lastens bule, for lige at kikke mig lidt om. En tjener bukkede og bød velkommen, og det selv om jeg var i korte bukser og krøllet skjorte, men det kunne jo være, at jeg havde nogle penge på lommen, der skulle spenderes. Spillemaskinerne stod på rad og række, og der var lys og musik og natklubstemning, og sandelig om der ikke sad mennesker omkring spillebordene på blanke formiddag, og det var alt samme ikke noget for mig, så jeg listede af igen, med hele familieformuen i behold.

Guidet byrundtur i den gamle by med rejsegruppen, og vi kom forbi Lange Herman og Tykke Margareta, der er nogle af Tallins mange tårne. Lange Herman er 45 meter højt, og siden 24. februar 1989, har det estiske flag vajret fra deres top, og med den danske ambassade som nabo. Ellers var vi inde i den Russisk-ortodokse Katedral og Domkirken, hvor det begge steder myldrede med mennesker, men der lå også 4-5 krydstogtskibe i havnen, og alle passagererne var åbenbart på rundvisning i byen.

Vi så da Dannebrog faldt ned fra himmelen.

Den danske konges Have havde heldigvis kun lokalpatriotisk interesse, for det var stedet hvor Dannebrog, efter sagnet faldt ned fra himmelen i 1219. Og som en rejse tilbage i tiden, så vi selv lyslevende Dannebrog falde ned (efter at vores chauffør var gået lidt højere op på bymuren). En bronzeplade til minde om begivenheden, blev opsat i 1991 af det dansk-estiske selskab, men de var lidt for tidligt ude, for metalværdien af pladen var så fristende, at den forsvandt. En mindesten markerer nu stedet, foruden et nedstøbt overdimensioneret jernsværd og Dannebrog malet på et jernskjold, og på skift gik vi frem på rad, og lod os fotografere på dette minderige sted.

Eftermiddagen var til fri disposition, og vi slog os ned på en fortovsrestaurant og ventede 1½ time på en pizza, men jeg tror også, at Tallins gamle bydel med så mange krydstogtsskibe, er ved at kløjs i turisttilstrømningen. Vi var inde på et par små museer, men var ved at nå mætningspunktet for nye indtryk, så vi gik bare rundt de sidste par timer i Tallin og nød den gamle by.

Sidst på eftermiddagen forlod vi Tallin og på vej ud til færgen, rundede vi et frilandsmuseum med gamle bjælkehytter spredt i en skovbevoksning, og det var dejlig med lidt fred og ro efter Tallins turistmylder.

På vej ud til færgehavnen Paldiski, der ligger ca. 40 km fra Tallin, kom vi forbi en gammel russisk lukket fabrik, der var omgivet af halvtomme forfaldne lejekaserner, så selvom Estland er ved at vågne af Tornerosesøvnen, er der endnu mange sår, der skal heles. Men optimismen er der, og færgehavnen der bare var en stump kaj og en skurvogn er under opbygning, til den stigende samfærdsel nabolandene imellem.

En luvslidt færge bragte os tilbage til velsmurte Skandinavien.

I færgehavnen lå en lidt luvslidt færge, der dog bød på en udmærket aftenbuffét, og i løbet af natten blev vi sejlet til Kapelskär lidt nord for Stockholm, og vi var igen tilbage i det velsmurte Skandinavien, og manglede så kun en dags kørsel igennem Sverige, til vi igen sidst på eftermiddagen var tilbage i København.

Det havde været en rigtig god tur, med mange oplevelser og indtryk, og vi havde af rejsearrangørerne fået meget for pengene. Af vores rejsevaluta havde Gitte og jeg omkring 1000 kr. tilbage i blandet valuta, som blev omvekslet uden problemer hos Forex. Vi havde således brugt omkring et par tusinde dkr. til de 10 dages frokoster rundt omkring, drikkevarer, souvenir og entreer på egen hånd, hvilket må siges at være yderst rimeligt.

Mange hyggelige mennesker i rejsegruppen havde vi stiftet bekendtskab med, og vi kunne sagtens forestille os, en anden gang at deltage i en rejsegruppe, til hyggeligt samvær og til at dele oplevelserne med undervejs. Hele rejsen var godt arrangeret, og vores chauffør Frank og vores guide Kirsten, havde en stor del af æren for en perfekt og spændende tur.

Til slut vil jeg håbe på lykke og fremgang for vores naboland Polen og de 3 baltiske lande, og velkommen inde i varmen i den Europæiske Union.

Kilder:

Turen går til Polen. Politikens Forlag.

Estland  Letland  Litauen - en Skarv-guide. Peter Bejder og Kim Boye Holt.

Kjergaards Danmarkshistorie. Forlaget Komma.

Egne oplevelser og dagbogsoptegnelser. 

Tilbage til forsiden