På eventyr i Ongobongoland.    

En historie af Kim Greiner.  

Som seniorgartner i Haven på Det Biovidenskabelige Fakultet kan man komme ud for lidt af hvert, og nogle gange kan en lille ting blive begyndelsen på noget, man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.

En dag ringede et teater til Havens kontor og spurgte, om det var muligt, at vi havde en tom gødningssæk. Nu er vi ret imødekommende ved henvendelser fra publikum, der vil have oplysninger om dit og dat eller gode råd om moster Karens æbletræ m.m. En tom gødningssæk var dog lidt usædvanligt, men den skulle bruges som rekvisit til en teaterforestilling. Teatret hed Plan B, og det havde jeg godt nok aldrig hørt om, selvom vi ofte frekventerer de københavnske teatre. Men det var også både et alternativt teater og en alternativ forestilling, fortalte rekvisitøren. Vi havde ikke lige nogle tomme gødningssække på lager, men vi havde nogle fulde sække, men alt for kunderne, så jeg dryssede noget gødning ud på nogle planter, som trængte, og vi aftalte, hvornår gødningssækken kunne afhentes.

Rekvisitøren kom og spurgte, om jeg ville have et par teaterbilletter for ulejligheden, og da jeg som seniorgartner er meget omsorgsfuld og gerne ville vide, om vores gødningssæk nu fik det godt på det alternative teater, sagde jeg ja tak. Vi aftalte en dato og jeg kunne bare henvende mig ved indgangen i Magstræde, så ville billetterne ligge der til afhentning i mit navn.

Min kone Gitte og jeg mødte så op, og allerede teatrets indgangsparti så yderst alternativt ud og var lysår fra de indgangspartier, som vi normalt benytter, når vi går i teater. Døren og indgangspartiet til teatret var nemlig overmalet med graffiti, og det var ikke ligefrem et kunstværk, men rigtig ægte dårlig gadegrafitti.

Vi lurede lige lidt, men tog så en dyb indånding og gik indenfor, hvor en trappe snoede sig opad. De første etager havde vist ikke noget med teater at gøre. Der stod noget med jazzklub, og så var der noget, der lignede et spisested, men mellem 3. og 4. etage sad en pige ved et bord, og da jeg sagde mit navn, kikkede hun på en liste, og fluks havde vi et par billetter. Vi kom ind i en cafe med en bar og nogle få borde og stole, og nogle unge piger stod under højlydte hvin og spillede ”fodbold” på sådan et bord med fodboldspillere på flytbare stænger. Vi købte et par cola og satte os ned og kikkede. Det var et gammelt hus med synlige, kraftige træbjælker overalt, og rummet vi sad i var sortmalet og ikke slumagtigt som indgangspartiet. Vi var kommet i god tid, og efterhånden blev lokalet fyldt med helt almindelige mennesker, og til min overraskelse de fleste i vores egen adstadige alder.

Døren blev åbnet ind til ”salen”, der også var sortmalet og bestemt ikke var særlig stor, men der var noget gulvplads og plads til omkring 120 tilskuere. Tilskuerrækkerne havde dog den store fordel, at rækkerne gik stejlt opad, så alle havde frit udsyn uden hoveder, og det er mere, end man kan sige om Det kgl. Teater, hvor man kan risikere at have en søjle lige foran sig.

Teatret var fuldt, og syv mand kom på scenen og blev efter tur sprøjtemalet sorte i hovedet, og så kunne forestillingen Ongobongoland begynde. Ideen til de sorte hoveder er taget fra det sidste århundredes amerikanske ”Minstrel-show”, der var kendetegnet ved en omgang møg-racistisk farce- og musikkomik, hvor hvide sværtede sig sorte i ansigterne og gjorde grin med slaverne. Ongobongoland har dog nærmest modsat fortegn, for vi følger de syv ongobongobrødre i en karikaturkomik om friværdi, video-overvågning, nedsat dagpengeloft, ensomhed og hvad en indvandrer ellers kan komme ud for i dagens Danmark. Faktisk meget morsomt, og som der bliver sagt i indledningen, kan showet virke stødende, grotesk og meningsløst.

Anden del af forestillingen var en parodi på Kaj Munks klassiker ”Ordet”, og jeg er sikker på, at det originale stykke ikke sluttede af med lagkagekast. Foruden at spille teater med sprudlende og smittende entusiasme var de syv ongobongobrødre fremragende musikere, og vi fik nogle rigtig gode musik- og sangnumre for fuld udblæsning.

Efter forestillingen skulle vi have noget at spise, og i pausen havde jeg været nede i den underliggende restaurant/cafe og rekognoscere, og hvor en ung tjener straks spurgte, om jeg ville have et bord. Ja måske senere, men jeg kikkede lidt i deres menukort, og det så meget tiltalende ud.

Det er altid spændende af prøve noget nyt, så efter at vi havde grinet af ongobongobrødrene, gik vi ned i cafeen. Fra indgangen var der et meget langt, rustikt lokale, der næsten var tomt, så det var nok nede i et tilstødende, mere højloftet rum, at det foregik. Igen kom der hurtigt en ung tjener og spurgte, om vi ville se showet eller se Melodi Grand Prix. Vi måtte erkende, at vi egentlig bare var kommet for at spise, så vi blev placeret lige under et stort lærred med direkte transmission fra Grand Prix’et. Da vi ikke rigtig kunne se noget på lærredet alligevel, satte vi os med ryggen mod væggen, så vi kunne kikke ud på gæsterne, og vi fik bestilt noget mad.

Der var da enkelte kvinder blandt de andre gæster, men det var da egentlig pudsigt, at det var så mange mænd, der var i lokalet. Det var dog først, da jeg kikkede på to billeder over baren, det ene af en nøgen mand og det andet af en umiskendelig bar mandemås, at jeg hviskede til Gitte: ”Jeg tror sørme, vi er havnet på en bøssecafe”. Det havde vi aldrig prøvet før, men der skal noget mere til for at hyle os ud af den, så vi blev roligt siddende.

Lidt senere dukkede en flot dragkvinde op i langskaftede støvler og i et meget kort miniskørt, og hun/han serverede gratis drinks, og det blev der faktisk gjort tre gange i løbet af aftenen. Vi fandt ud af, at det omtalte show ville være et dragshow, og det skulle starte kl. 22. Vi havde faktisk spist færdigt et par timer inden, men efter en hurtig rådslagning besluttede vi, at vi lige så godt kunne løbe linen ud og bestilte kaffe og Bailey.

Medens de voterede til Grand Prix’et, fik vi nogle danse- og sangnumre af vores drag, der var englænder og selvfølgelig også sang på engelsk. Melodierne var kendte, men teksterne var ommøbleret noget til en lidt mere vovet udgave. Hele aftenen var der en rigtig god stemning i lokalet, men da Peter Andersen fra Borup vandt Grand Prix’et med sit dragnummer, ville jubelen ingen ende tage, og vi viftede med de udleverede dannebrogsflag.

Bagefter var der flere dragnumre i kostumer som nedringet sort aftenkjole og som sygeplejerske, og da vi kun sad to meter fra scenen, gik vi i hvert fald ikke glip af noget.

TV2 var i cafeen hele aftenen og filmede gæsterne og den optrædende drag, og ind imellem blev nogle af gæsterne interviewet. Vi så nok lidt for småborgerlige ud, så de var ikke henne ved os. Jeg ved derfor overhovedet ikke, hvad optagelserne skulle bruges til. Derfor er jeg nødt til at skrive denne historie, og hvis vi på et eller andet tidspunkt skulle optræde i en udsendelse fra TV2 om de lidt mere specielle miljøer i København, så er forklaringen ovenstående.

Gødningssækken så vi overhovedet ikke noget til, måske fordi vi i Haven kun bruger tørret naturgødning, men vi havde da i hvert fald haft en utroligt morsom og alternativ aften.

 Til orientering er der dragshow hver fredag og lørdag på restaurant Boiz i Magstræde 12.

 Tilbage til forsiden